[side 060]Varig Tilvæxt fik i denne Saison Repertoiret kun af: Syngestykket: "De to Gjerrige", som, uagtet det ofte var givet af den franske Trup, gjorde stor Lykke ved de aldeles originale comiske Situationer, Grétrys melodiøse charakteristiske Musik og en fortræffelig Udførelse; "Skovbyggeren", et ogsaa af Grétry nydeligt componeret halvtalvorligt lille Syngestykke; Beaumarchais's "Eugenie", en af de bedste rørende Comedier med endeel interessante og effectfulde Scener; og Goldonis meget moersomme og livlige Lystspil "De nysgjerrige Fruentimmer", der var en af Personalets Glansfremstillinger. — "Kjærlighedsbrevene", et af Jfr. Biehl efter det Franske maadeligt sammensat Syngestykke, kjedede, endskjøndt man fandt det smukt componeret af Sarti, som derfor fik 100 Rdlr., der matte tjene den talentfulde, i den danske Teaterhistorie saa sørgeligt mærkværdige Mand til Reisepenge; thi den 20. Mai dømtes han, der, fordi de øieblikkelige Magthavere havde et ondt Øie til ham, efter Struensees Fald var, tillige med Flere, bleven anklaget for at have taget, givet og budet Skjænk og Gave for Embeders Opnaaelse, til at have forbrudt Bestalling og Gods, men benaadedes med at rømme Landet inden otte Dage. Ødelagt, men glad ved at have Ende paa alle de Ulykker, hvilke hans Letsindighed havde paadraget ham i Kjøbenhavn, gik han til Italien, hvor han fra 1783 var Organist ved Domkirken i Mailand med 1000 Dukater Gage, indtil han i 1785 i Petersborg fik [sideskift][side 061]en glimrende Ansættelse som Capelmester og Directeur for en Conservatorium, i hvilken Stilling han vandt saa stor Anseelse, at han blev optaget i den russiske Adelstand af første Rang. Hans døde i 1802 i Berlin paa en Reise til Italien.

At der til de to store Festforestillinger — i Anledning af Arveprindsens Formæling og Kongens Fødselsdag — kun havdes fremmede Arbeider, var saa meget sørgeligere, da Publikum ved begge maatte saae Følelsen af, at der levede en dansk Digter, som, hvis man ikke af hans Genie havde forlangt blot Leilighedspoesie, men bidraget til at det frit kunde have taget Opsving efter sin Tilbøielighed, vel skulde have været istand til, i det mindste til den ene, at bringe et Værk, der vilde have overlevet Øieblikket og være blevet den danske Scene en Prydelse. Baade Formælings-Forspillet: "Cereris og Thetidis Strid", hvis Masse af overdrevne, men nydeligt sagte Smigerier var omhyllet af en saa yndig poetisk Duft, at Guldberg beundrende udbrød: "Hvilken Prolog!", og Fødselsdags-Forspillet "Landsbyhøitiden", hvori Virakdampen ikke var saa qvalmende, men den poetiske Aand just derfor endnu friskere, havde nemlig Ewald til Forfatter, og begge vidnede om, at han kun havde behøvet nogen Opmuntring for ogsaa at blive stor som dramatisk Digter. At forresten Ewald ved at oversukkre sine "Gratulationspoesier" ikke gjorde sig til Kryber, men kun var Udtrykket for den Tilbedelse, hans Tid ydede "de Kongelige", og hvilken de forlangte som Noget, der formedelst deres Ophøiethed over alle Dødelige tilkom dem, sees af den nøie bestemte Trinfølge, hvorledes Undersaatterne gaves Adgang til ved disse Gratis-Forestillinger, at "lægge deres allerunderdanigste [sideskift][side 062]Glæde for Dagen." Paa "dansk Skueplads" forundtes: Damer og Cavalerer af de to første Klasser i Rangen Plads i første Etage; af tredie og fjerde Klasse i anden; af de øvrige Klasser i Parterrelogerne; begge Militairetater, kongelige Betjenter i og uden Rangen, fornemme Borgere og Studenter i Parterret; anstændigt paaklædte Folk af Borgerstanden i Galleriet. Paa Hoftheatret maatte Borgerfolk slet ikke komme; der var første Etage for Damer og Cavalerer af første Klasse; anden Etage og Parterreloger for de øvrige Klasser; Parterret for de sex første Klasser, og Amphitheatret for de tre sidste Klasser.

I Debutanten Carl Frederik Thessen ventede man at have fundet en dygtig Fremstiller af gamle Mænd. Hvorvel han havde en lang, smal, opløben Figur og hans ellers for Theatret godt formede Ansigt vanheldedes ved en lille knude i Panden, vilde han, dersom han ikke i høi Grad havde forsømt ei alene at studere og tilegne sig sin Rolle, men endog at lære den udenad, sandsynligviis ogsaa have været istand til at blive det, baade i det Comiske, for hvilket han besad ikke ringe Anlæg, og i det Alvorlige, hvortil han, foruden en ualmindelig stærk, velklingende og bøielig Talestemme, havde megen naturlig Værdighed. Ved denne kom han engang i et besynderligt Forhold, der stærkt charakteriserer Datidens Sæder og fornemmelig den besynderlige Anskuelse, som Skuespillerne, hvortil man "især ønskede studerede Personer, eftersom de maatte være meest habile til rigtigt judicium," havde af det for deres Stand Passende. Naar en Synder var dømt til Henrettelse kunde Velklædte dengang, fra Dommens Forkyndelse indtil dens Fuldbyrdelse, besøge ham i Fængslet, tale med ham og give ham et Par Skilling til en glad Aften inden han gik [sideskift][side 063]ud af Verden. En Dag blev der paa Theatret talt om en gudsforgaaen Krop, som "sad paa Livet", og var saa forstokket at ingen Præst kunde faae ham taaleligt vendt om. Thessen blev med nogle andre Skuespillere enig om at gaae hen og see denne Mærkværdighed. Da een af dem i Fængslet spurgte Forbryderen om det virkelig var sandt, at han hverken troede paa Gud eller Fanden, var han strax færdig til, under Skoggerlatter, at hovere af, at det var meget rigtigt, da alt hvad Præsterne fortalte om Evigheden ikke var andet en Sludder: naar Hovedet var af ham maatte det jo være forbi med det Hele. "Men om Du dog tog feil; om der alligevel var Noget, som Din dumme Forstand ikke havde ventet; hvad saa? hvordan vil det da gaae Dig?" spurgte Thessen pludseligt med sin malmfulde Stemme idet han traadte frem med Værdighed og saae ham fast ind i Øinene. Dette uventede Spørgsmaal fremkaldte, som ved et Tryllerie, en frygtelig Tvivl i Synderens Sjæl. Han stirrede maalløs paa den høie, alvorlige Mand, der med stor Livlighed blev ved at gjøre ham indlysende, hvor Meget der er ubegribeligt for Mennesket, men ikke destomindre maa være virkeligt, hvorfor han ikke kunde vide, om han ikke efter Dødshugget dog maaskee vilde staae for en evig Dommer. Enden blev, at den Forhærdede greb hans Hænder, vædede dem med Taarer, forlangte at alle Tilstedeværende skulde gaae bort og bønfalde Thessen om at blive og tale med ham indtil han skulde gaae til Døden. Skuespilleren gjorde det, og begyndte nu med en saadan Kraft og Klarhed at give ham religiøs Underviisning og Trøst, at den Ulykkelige tilsidst bad ham om, ogsaa at ledsage ham paa Skafottet. Ligeledes dertil var Thessen villig, og det var i almindelig [sideskift][side 064]Omtale som meget mærkeligt, at den ryggesløse Misdæder, der havde svoret, at han vilde gaae til Retterstedet som til en Dands, havde viist sig saa gudhengiven og angrende i sine sidste Timer. Men hvad der for os maa være endnu mærkværdigere er, at medens nogle Præster fandt sig meget forargede ved at "en Acteur" havde givet sig af med en Synders Omvendelse, og det med større Held end de, som dog havde Bestalling derpaa, toge Thessens Medacteurer særdeles ilde op, at "han udenfor Theatret havde gjort sig til Nar ved at agere Skriftefader, og sat sin Stand en Skamplet paa ved at vise sig paa Skafottet og kysse en Morder, hvis Hoved skulde sættes paa Stage." De truede endogsaa med ikke at ville tjene med "en saa uambitioneret Person", og den gode Thessen kunde let, ved med saa stort Held at have været Præst, have seet sig erklæret uværdig til at være Acteur, dersom den fornuftige og rolige Warnstedt, der da var Directeur, ikke i en bidende Tale til Personalet havde viist, at det var en Skuespiller langt hæderligere saaledes at bestige et Skafot, end hos Directionen at klynke om Penge til Brød, for at krybe ned med dem i en Viinkjælder.

For Saisonen 1774-75 var der ikke mindre end tre Balletcompositeurer; Piatoli gav: 3. Oct. Det chinesiske Bryllup; 11. Nov.: Bondebryllupet; 23. Dec; Pantalons Studeerkammer; 3. Febr.: Morgenstunde paa Landet, og 21. April: Møllen, hvori gamle Folk ommales og blive unge igjen; men Publikum applauderede Dandserne og udhyssede Compositionerne. Barch skulde ikke berømme sig af større Lykke med sine, der vare: 29. Oct.: Den uformodenlige Befrielse; 7. Dec.: Den fixerede Fader; og 4. Febr.: Den ustadige Elskerinde. At Piatoli skulde [sideskift][side 065]gaae af ved Saisonnens Slutning var Aarsag til at ogsaa den gamle Laurent fik Lyst til at forsøge sin Lykke; han meente, at han, som godt forstod at liste sig til Fordele og blive lønnet for Embeder, som han, naar han havde faaet dem, lod skjøtte sig selv, ogsaa maaske kunde slumpe til den indbringende Balletmesterembede, og skaffede sig Tilladelse til at give den 10. Marts Pigen, som stjæler Æbler; men den Fornøielse havde dog Piatoli, at de, som fandt ham slet, fandt Laurent endnu værre.

Endelig var den italienske Opera sunken saa dybt, at end ikke dens høie Beskyttere længer kunde være den bekjendte saadan som den var. Kun fire Stykker havde den havt at slide paa i fem Maaneder, og af "Alceste", som skulde givet den Glorie, fik den Naadestødet. Allerede det store Ry, hvori dette beundrede Musikværk af Gluck stod i Udlandet, stemte Forventningerne høit, og Italienerne, der ikke alene opnaaede Alt, hvad de af Decorationer og Dragter forlangte til Opførelsens Glands, men fik Choret betydeligt forstærket, havde endydermere forudsagt, at de ved dette Pragtstykke nok skulde vinde glimrende Bifald. Da det nu slog mærkeligt feil, begyndte man endog ved Hoffet at tale om, at det dog blev bedst at afskaffe "et saa dyrt Spectakel, som Ingen gad see." Men Dlle. Torre, der ikke havde Lyst til at give Slip paa sit fordeelagtige Engagement, vidste, ved høie Velyndere af hendes Person, at bringe det til, at man nu for Alvor gik ind paa hvad Directionen i forrige Saison havde foreslaaet paa Skrømt, nemlig at indkalde et Selskab til comisk Opera, af hvilket hun og Dlle. Almerighi, som ogsaa havde tilbedere, der formaaede at afværge hendes Afgang, vilde nedlade sig til at være Medlemmer. Grassi blev da afskediget og ScalaScala-brini [sideskift][side 066]brini fik Reisepenge for at gaae til Italien og hverve et Selskab der, med de to Seria-Sangerinder som Hovedpersoner, skulde spille Buffa!

Secretair Walter var endnu hurtigere bleven kjed af den misundte Lykke, som han havde opnaaet ved at ægte "Thalias Caroline", end af at være Directeur de théatre. Han ønskede nu at komme fra Kjøbenhavn og gjøre en behagelig Udenlandsreise paa fremmed Bekostning. Ved det ubegribelige Held, denne Mand havde med at gjøre Directeurerne begribeligt, at han uden at tage sig af Noget kunde bruges til Alt, lykkedes det ham at bringe dem paa den Idee, at da Sarti snart vilde komme bort, saa at man maatte see at faae en anden Componist, burde man ogsaa deri have det Nationale for Øie og tage ham. Uden at have mindste Grund til af hans Musiklærdom at formode Compositionstalent hos ham, satte Directionen derfor igjennem, at en kgl. Resolution af 6. Marts paalagde Theaterkassen, der ikke var i den glædeligste Forfatning, i tre Aar at give ham 466 Rdlr. aarligt, for at han i Udlandet kunde reise paa Musiken og forsøge om han kunde blive dygtig til dansk Theatercomponist.