[side 132]Allerede førend Saisonnens Begyndelse sattes Personalet i store Bevægelse ved et Arrangement, som blev baade det og theatret til meget Besvær. For at spare 1000 Rdlr., der sagdes at medgaae til det store Fyrværkerie, som afbrændtes paa Fredensborg hvert Aars 4de Septbr., der var Enkedronningens Fødselsdag, skulde der denne Gang og fremdeles gives paa et Theater, der af Harsdorff blev indrettet i en stor Sal, et Syngestykke med en Prolog eller Epilog. For Personalet blev dette en Byrde ved at det, da der maatte være flere Prøver og Forestillingen gjerne gjentoges, var nødt til, uden at faae mere end de almindelige Diæter, at ligge i den lille By, hvor man havde saa vanskeligt ved at finde Logis for de Spillende, Choret og Orchesteret, at Flere maatte være sammen i et lille Værelse og To dele Send. Allerede dette tvang de Fleste, som var i slette Kaar, men hidtil havde kunnet skjule deres Armod for hverandre, til at bekoste sig nye Paaklædning fra inderst til yderst; og ved at de ikke alene paa Prøverne, som de kongelige Herskaber overværede, skulde vise dig i [sideskift][side 133]egne Klæder, men endydermere, ifølge Overhofmarskallens udtrykkelige Paalæg til Warnstedt, fik Erindring om "at de maatte være pynteligt klædte og ikke falde de allerhøieste og høie Personer besværlige med Bønner og Beklagelser", dreves de til endog at anskaffe sig ikke ellers anvendelig Pynt, der især for de spillende Damer, som troede, at de til de forskjellige Dagstider burde vise sig med forskjellige elegante Kjoler og Hovedtøier, blev meget bekostelig. Og det var ikke gjort med disse betydelige Udgifter een Gang for alle; de kom, for Enkelte alle, for de Fleste tildeels, igjen hvert Aar. Uden Laan kunde de ikke udredes og da Theaterkassen ikke var istand til at hjælpe dermed, fik Warnstedt af Overtilsyns-Commissionen en ordenlig Bemyndigelse til, imod Regres til Theatret, at indgaae Cautioner for Personalet til Private. Efter et Par Erfarnes Anviisning henvendte de Trængende sig nu især til en Penge-Commissionair Bräutigam, der gik for at være rimeligst at komme tilrette med, hvilket kan ogsaa saaledes viste sig, at selv andre end de, der skulde til Fredensborg, søgte Laan hos ham, saa at han tilsidst blev det hele Personalets Agent og stadigt havde Directeurens Caution for 7, 8000 Rdlr. indtil denne Trafik en halv Snees Aar efter kom til offenlig Omtale og paadrog Warnstedt megen Ærgrelse. — Man skulde troe, at for selve Skuepladsen havde disse Hofforestillinger kun kunnet være til Gavn, ved at man derved fik et nyt Stykke, som lige i Saisonnens Spidse strax kunde føres over paa den offentlige Scene; men de mangehaande Uleiligheder, som foraarsagedes ved et saadant Stykkes Opførelse paa et lille fremmed Theater og saa langt fra Byen, at Personalet maatte være fraværende i mere end en Ugestid, hemmede, netop kort førend Theatrets Aab[sideskift][side 134]ning, de Prøver og øvrige Forberedelser, hvorved flere Stykker kunde have været bragte frem, og dertil gik det, just fordi Repertoiret ikke var tilbørligt forsynet og da Stykket atter maatte prøves paa det kongelige Theater, endog meget langsomt med at faae Festforestillingen, som endydermere ikke altid fyldte en Aften, dreven frem. Saaledes kom dette Aars Feststykke "Lucile" — hvori for Resten Fru Walter gjorde stor Lykke hos Hoffet, medens Jfr. Møller, til Ærgrelse for Eickstedt, kun blev funden "ret aimable" — først paa Theatret 7 Uger efter, i hvilken Tid det, da det kun var i een Act og Grétrys herlige, melodiøse Musik er meget iørefaldende og ikke vanskelig, maatte kunne have været indstuderet forfra. Personlige Forhold, der opstode ved at disse Forestillinger bragte enkelte Spillende i Berørelse med et Hof, hvorved Cabaler, Intriquer og Usædelighed var den daglige Tidsfordriv, bleve snart endnu skadeligere for Theatrets kunstneriske Velfærd.

Hos Publikum søgte man allerede inden Theatret blev aabnet at vække Uvillie imod Warnstedt formedelst et Par baade Kassen og god Orden meget gavnlige Forandringer, hvilke han havde sat igjennem, uagtet de andre Bestyrelsesmedlemmers Ængstelse for at de vilde blive ilde optagne. Da mange ansete Theaterbesøgere, især Embedsmænd, som ikke kunde være tilstede naar Indgangen aabnedes, havde besværet sig over Vanskeligheder ved at faae enkelte Siddepladser, blev der, paa begge Theatre, indtaget to Bænke fra Parterret til et Parket, hvortil Billetten kostede 1 Rdlr. og, naar der abonneredes for hele Vinteren, 4 Mark; og det kongelige Theaters Gallerie indrettedes til Loger, iblandt hvilke der dog endnu blev en Pladsloge, hvortil enkelte Billetter kunde faaes for 24 Skilling. Parterret i begge [sideskift][side 135]Theatre vedblev at koste 2 Mark. For den heftige Modstand imod Forandringerne anførtes: at de nedsatte Parterrets Anseelse, da det, paa samme Tid som der ved et Parket fravendtes det en stor Deel af de Besøgere, som gave det Værdighed, blev paatvunget en raa Pøbel, der ikke mere kunde faae enkelte Pladser i Galleriet. Denne Paastand var imidlertid aldeles uden Hjemmel; thi af de simple Folk, der forstodes under Benævnelsen, havde mange ogsaa hyppigt søgt Parterret da Galleriet var lutter enkelte Pladser. Under alle Omstændigheder var de gode Følger overveiende, thi foruden at de Uordener hævedes, der almindeligen havde fundet Sted paa det store Gallerie blandt en Hob, som ikke kunde oversees af Controlleurerne, og at disse ikke mere kunde begaae Underslæb og lade sig bestikke saa almindeligt som hidtil var skeet, fik Theatret en betydelig Forbedring i Indtægt, da Galleriet, der tidligere sædvanligen havde givet 10, 12 Rdlr. om Aftenen, ved at være blevet Logen indbragte 30 Rdlr., og Parterret ikke sank i Værdighed, men vedblev at være Samlingspladsen for Mænd, der, som en Tode, Heiberg, Pram, Rahbek, Falsen, Baggesen, Olufsen, Sander, Frankenau, Guldberg, Malte Brun, baade havde Evne og Villie til for denne Plads at hævde Dommermyndigheden.

En Forandring af en anden Natur mødte større og mere almeen Utilfredshed; men den havde Warnstedt kraftigt sat sig imod. Hidtil havde de Spillendes Navne staaet paa Placaten, og Fru Walters var blevet et Trækmiddel; naar hun skulde spille ventede Publikum sig altid en stor Nydelse og fyldte Huset. Eickstedt, som tænke paa at tage Leilighed til at tilvende Jfr. Møller nogle af hendes Roller i denne Saison, vilde ikke, at de offenlige Bekjendt[sideskift][side 136]gjørelser i saa Fald skulde vække Opsigt og gjøre Huset mindre besøgt, eller, at de, hvis det lykkedes ham at faae Fru Walter bort, skulde bevare Savnet af hende i frisk Minde. Han foreslog derfor, at "da Forandringer desværre ofte kunde befrygtes at ville hænde sig og det var bedre om Placaterne slet ikke for Publikum averterede Acteurernes Navne, end som naar de ei befandtes at være fuldkommenlig rigtige", saa skulde herefter kun Stykkets Titel findes derpaa. Understøttet af Guldberg og Jacobi forestillede Warnstedt "hvorledes en saadan Udeladelse let maatte blive Publikum meget mishagelig", men Eickstedt, som især havde været ængstlig for hvordan Forandringen med Pladserne vilde blive optagen, var ubøielig for alle Forestillinger om den Utilfredshed, som Udeladelsen af de Spillendes Navne vilde vække, og hans Magtsprog satte den tilsidst igjennem. Fru Walter loe af denne jammerlige Chicane, men det øvrige Personale yttrede sig med megen Forbittrelse om, at "Generalen for den lille Møllers Skyld endogsaa sparkede dem ud af Placaten", og Publikum gav sin Uvillie Luft ved at gribe enhver Leilighed til at bringe den Forfulgte sin Hylding.

Den for alt, hvad der kunde give den theatralske Fremstilling Fuldstændighed og et stærkere Kunstpræg, stedse ivrige Warnstedt havde inden Skuespillernes Begyndelse søgt ogsaa i det hidtil aldeles forsømte Costumevæsen at tilveiebringe en Forbedring, hvorved der kunde opnaaes en saa høi Grad af Rigtighed og Skjønhed, som Theatrets pecuniaire Kræfter vilde tillade, og derfor oprettet en "Regie-Commission", bestaaende af ham selv, begge Instructeurerne, Regisseuren og Garderobemesteren, hvilken skulde bestemme Udstyret for ethvert Stykke. Som alle Indretninger, hvilke [sideskift][side 137]gik ud paa at bringe Orden og Fornuft i Anstalten, der, endog af sine Dygtigste, i visse Maader blev betragtet som Noget, der var godt nok naar Publikum kun ikke ved lydeligt Mishag erklærede det for ligefrem slet, blev denne Commission, som forlangte Forandringer i nogle af endog de meest yndede Spillendes selvvalgte Paaklædninger, betragtet med et Misnøie, der udtalte sig i Haan, flaue Vittigheder og dum Spot. Iblandt dem, som først bleve generede af dens Rettelser, var Musted, der i sin Fortørnelse udbrød til Garderobemesteren, at han agtede sig Fanden om hvad der faldt saadan en Pjaltecommission ind at hitte paa. Dette blev bragt Warnstedt, som besluttede at revse Musted paa den Maade, hvilken han igjennem hele sin Embedstid fortrinligt valgte, som den bedst tjenlige til ved Theatret at lære Udygtighed og Uforskammethed respect. Dagen efter at Musted havde talt med saamegen Foragt om Commissionen fandt han sig, til sin Overraskelse, ved en Directionsudfærdigelse udnævnt til dens Medlem og beordret til at indfinde sig ved dens næste Møde. I dette, hvor Forhandlingerne angik Costumet til "Balders Død", bad Warnstedt, der førte Forsædet, ved Spørgsmaalet om hver enkelt Gjenstand, i en meget høflig og agtelsesfuld Tone, bestandig Musted, som yngste Medlem, at han først vilde sig sin Mening. Efter at den Befippede et Par Gange havde fremstammet Noget, som han gjerne vilde have anseet for en Mening, men selv ganske opgav at forsøge den bestandigt forlangte nøiere Forklaring om, sad han, forlegen og skamfuld, i den piinligste Stilling indtil den blev ham saa aldeles uudholdelig, at han maatte bede om Tilladelse til at forlade Mødet, hvortil Warnstedt i sin lette, artige Tone svarede: "Det er ingen Tvangssag, [sideskift][side 138]men en Æressag at være denne Commissions Medlem; vil De berøve Dem selv Æren og os Nytten af Deres Indsigt, da kan jeg ikke modsætte mig det". Saa snart Musted var kommen hjem, skrev han til Warnstedt for at bede sig fritaget for at være Regie-Commissionens Medlem. Det var kun det, Warnstedt ventede; nu tog han Sagen alvorligt og svarede:

"Hr. Musted!

Kongen, vor milde Monark, og det hele Publikum have den unegteligste Rettigheder til min hele Agt for Theatrets gode Fremgang; de mindste Dele, ja de allerundertydeligste Smaating bør drage min ganske Opmærksomhed hen til sig. — Jeg anseer Costumet for et betydeligt Maal for min Omhu; men har langtfra ikke den Forfængelighed at tiltroe mig selv Indsigt nok til at kunne sætte det Retteste til ethvert forekommende Stykke; derfor har jeg valgt Instructeurerne Dhr. Rose og Schwarz, som af Grunden maae kjende den mindste detail i ethvert Stykke, samt Regisseuren, hvis Sag det egentlig er at sætte Regien, og Theater-Garderobemesteren til at fastsætte og anordne Klædedragterne for hvert Stykke, som herefter kommer paa Theatret, en Anordning, som jeg troer gjør mig Ære, fordi den er nyttig. Denne Anstalt har det behaget Deres Kaadmundethed at belægge med det Øgenavn af Pjalte-Commission, hvilket jeg finder at være høist fornærmeligt for mig og de brave Folk, som udgjøre denne Commission (om ellers dum, ubesindig og gemeen Drengesnak kan være fornærmende for nogen skikkelig Mand). Jeg beordrede Dem at være Commissair i denne Commission alene for at snerte Dem med Deres eget Riis, men ingenlunde fordi jeg troede Dem dygtig [sideskift][side 139]til dette Embede, thi jeg veed med Vished, at De ikke forstaaer det, som De raillerer om. Lær det, De betales for, tilgavns, og saa først kan De tale med. — Jeg fritager Dem da herved igjen for at være et unyttigt Medlem af den betydelige Regie-Commission, saavelsom og for at sige platte Sprikworter, som de kalder det, og andre eenfoldige Formeninger om Ting, som De ikke forstaaer, hvorved De kuns forfører og forleder unge Folk af Truppen til at handle som De selv gjør, nemlig uforsigtigt og uklogt.

Christiansborg 16 Octbr. 1778.

H. W. Warnstedt."

Ved denne Fremgangsmaade bragte Warnstedt den for Resten skikkelige Musted, som han personligt gjorde flere betydelige Tjenester, til ydmygende Bevidsthed om, at han aldeles savnede Indsigt til at have en Mening om det, han saa haanligt havde spottet, og hans Kunstfæller vogtede sig meget for at give Anledning til ad samme Vei at blive førte til samme Følelse.

Theatret til stor Skade og dets Directeurer og Personale til mange Fortredeligheder og Ærgrelser, havde de saakaldte musikalske Stemmedannere altid baade søgt og fundet en utilbørlig Indflydelse paa endog saadanne Sager, som man skulde troe maatte ligge ganske udenfor deres Fag. Var det blot lykkedes dem under deres Behandling, at faae en naturlig god Stemme bragt saa vidt, at den i et fordeelagtigt liggende Bravourpartie kunde gjøre brillant Virkning, da forsømte de ikke at gjøre Blæst af, at det ene skyldtes deres Methode, hvilken de selv satte saa høit i Eiendommelighed og Fortræffelighed, som om den var en hemmelig Videnskab, hvorved de fortrinsviis kunde forædle [sideskift][side 140]Elevens Evner langt ud over deres Natur. Som Enebesiddere af denne vidunderlige Dygtighed, hvis Understøttelse selv den allerede uddannede ikke nogensinde maatte ophøre at søge, naar han ikke vilde falde tilbage til sin oprindelige Uformaaenhed, anmassede de sig et saadant Herredømme over Stemmens Anvendelse, at de til den yderste Smaalighed foreskreve hvad den maatte eller ikke maatte bruges til, i Forening med hvilke Stemmer den burde høres eller aldrig forlanges at blive hørt, hvordan Orchestret skulde accompagnere den, hvor lang Tid den skulde have til et Parties Indøvelse eller hvor ofte og i hvilken Grad den maatte have Hvilke, og undlode tillige ikke — hvad der sjeldent faldt vanskeligt, — at give deres artistiske Skabning en saa høi Idee om uskatteerligt Værd og Uundværlighed, at den ved Capricer, Chicaner og overdrevne Prætentioner blev en Plage for alt, hvad der maatte komme i Berørelse med den. Dette Indflydelse, der stadigen søger Udvidelse indtil en Anden — undertiden, som Potenzas Eftermand, kun ved Charlatanerie, Selvroes og Intrigue, — tilvender sig den, undlod Potenza, den første ansatte Stemmedanner, der ovenikjøbet skulde skole lutter umusikalske Elever og lære dem de tildeelte Partier, ikke at gjøre gjældende i det Store. Til Trods for Warnstedts indstændige Forestillinger om, hvormeget det vilde skade Kassen og Skuepladsens kunstneriske Opkomst, lykkedes det ham, ved den store Vigtighed, han vidste at give sig hos Overtilsyns-Commissions Medlemmer og Hoffets Formaaende, at udvirke en kongelig Resolution, hvorved det forbødes Directeuren at anvende Rosing, Urberg, Gjelstrup, Fru Walter og Jfrne. Møller, Devegge og Winther i Tragedier og Dramaer, da deres Stemmer ikke kunde taale det. Derved [sideskift][side 141]bleve to Skuespilarter saa ganske udelukkede fra Repertoiret, at selv om en Ewald eller andre originale Digtere havde i dem leveret geniale Arbeider, vilde disse, dersom Resolutionen fordredes overholdt, ikke være komne paa Scenen, og der gaves de nævnte Personer en god Udvei til at slippe for anstrengende Roller ved at paastaae, at Udførelsen vilde skade deres Syngestemme. Ogsaa lykkedes det Warnstedt kun derved, at de Spillende selv ønskede at vise sig deri, herefter nu og da at bringe et allerede opført Stykke af disse Arter paa Scenen.

Hvad der gjorde Warnstedts Stilling endnu vanskeligere end den nødvendigen maatte være, var, at han som skulde bære Ansvaret for Tjenestens stadige og ordenlige Gang, dagligen kom til Erfaring om, at fler af de anseteste Theaterpersoner søgte at indynde sig hos Arveprindsen, Guldberg eller Eickstedt, og, fornemmelig af den Sidste, baade gjerne bleve hørte, naar de udsatte paa Directeurens Embedsførelsee, og fik Medhold i personlige Forlangender, som vare imod Theatrets og det øvrige Personales Krav og Interesser. Sin værste Qval havde han af Jfr. Møllers ubegrændsede Indflydelse hos Eickstedt. Han vidste meget vel, at det egenlig var for at jævne hende Vei til Glands og Enevælde, han var bleven ansat, og at Eickstedt, som en følge deraf, forudsatte, at han paa enhver mulig Maade skulde fortredige Fru Walter. Ogsaa kom han meget tidligt, ved selv og for sin Familie at modtage personlige Tjenester af Generalen, i et saadant Erkjendtlighedsforhold til ham, at han ikke godt kunde støde ham med altfor bestemt at sætte sig imod han mange smaalige Paafund til den almeenyndede Kunstnerindes Ydmygelse. Men Warnstedt var ikke den Mand, som vilde misbruge sin [sideskift][side 142]Embedsmyndighed til Uretfærdigheder eller endog blot ved Chicanerier saare et ualmindeligt Talent som han, med den Ærbødighed og Kjærlighed, han altid viste ægte Kunst, har Høiagtelse for. Det ærgrede ham ofte, fra Eickstedt at maatte modtage Jfr. Møllers Underretning om hvorledes hun vilde have Prøverne forandrede, at hun ikke vilde spille den eller den Rolle uden hun fik ny Dragt, at hun forlangte enkelte Steder i sine Partier transponerede, eller at hun havde Qvalme, Hovedpine og ondt Lune; men det var dog Fortredeligheder, som kun traf ham, og om han endog af og til lod Generalen temmelig indtrængende vide, at han følge sig fornærmet derved, fandt han sig jævnligen i at taale dem; ogsaa lod han som han trode ham, naar han hyklerisk beklagede, at Potenza bestandig "protegerede lille Møller og overhængte ham for at han skulde befale alle Fru Walters Partier afgivne til hende som de bedste"; men da Eickstedt, fordi han mærkede, at han ikke vilde komme ham imøde ved at understøtte Potenzas Forslag, saae sig nødt til at rykke frem med sit Hjertes Ønske og gjorde disse Forslag til sin,e søgte Warnstedt ved meget alvorlige Forestillinger at vise ham det Farlige for Jfr. Møller selv i, om man saa iøinefaldende rak hende frem til Krænkelse for Publikums Yndling. Allerede i Saisonnens Begyndelse havde Eickstedt den Fornøielse af kunne saare og tilsidesætte Fru Walter, uden at stille sig blot for den alt dengang almindelige Beskyldning af Publikum, at han vilde undertrykke hende til Jfr. Møllers Forherligelse. Enkedronningen havde forlangt at se "Ariadne paa Naxos". Da Fru Walter engang løselig havde ladet sig forlyde med, at det var hende en anstrengende Rolle, skyndte Eickstedt, uagtet det just var Fru Walters Spil, der havde foranlediget [sideskift][side 143]Ønsket om Stykkets Opførelse, sig med at befale, at Rollen, for at det ikke skulde siges at man anstrengte Fru Walter og var den kongelige Ordre, som forbød hendes Optrædelse i "stærke Roller", overhørig, skulde gives til Mad. Rosing, "hvis Spil i slige Stykker Hds. Maj. meget havde approberet". Det hjalp ikke, at Fru Walter erklærede, at hun med Glæde vilde udføre Rollen, som hun havde spillet for fire Maaneders side, og skulde gjøre det uden Skade for den forestaaende Tjeneste: han, som ellers aldrig brød sig om andre Anordninger end dem, han selv gav, forsikrede salvelsesfuld, at han paa ingen Maade vovede at tillade det, da det vilde sætte hendes Helbred og Liv i Far og tillige være "en exception i den kongelige Ordre, hvilken Overtilsyns-Commissionen ikke turde tilstede", om hvilket han ogsaa allerede havde underrettet Hds. Majestæt, "hvem det allernaadigst havde behaget at tage det for fulde", hvorfor Stykket, da Mad. Rosing ikke kunde lære Rollen for det første, blev — at henlægge indtil videre, hvilket ogsaa skete. Flere af denne Art Chicanerier, som han forsøgte under Saisonnens Løb, strandede ved at Warnstedt klogeligt vidste at afvende dem, men derved vaktes hans Uvillie saa mærkeligt, at det synes som at Directeuren var ret tilfreds med at Fru Walters lange Sygdom i Slutningen af Saisonnen gav ham Leilighed til dog at føie ham, ved at lade Jfr. Møller komme ind i nogle af hendes vigtigste Partier, og under den nødvendige Doublering, som man gav det ud for, at vænne Publikum til at see en Anden i Stykker, som hun havde gjort sig beundret i. At Fru Walter, som ikke vidste, hvor mange Krænkelser Warnstedt allerede havde afvendt fra hende, lagde ham hans endelige Eftergivenhed til Last og efter [sideskift][side 144]den Tid antog en kort og frastødende Tone imod ham, kom Generalen til stor Fordeel, da Warnstedt derved omsider blev hende fjendsk og søgte at undgaae at anvende hende hvor det kun var muligt.

Ogsaa af Debutantens personlige Forhold skulde Warnstedt have Fortredeligheder, som gave ham Udsigt til endnu flere. Joachim Daniel Preisler, en Søn af den berømte Kobberstikker Preisler, der førte et stort Huus og havde fortrolig Omgang med høitansete Familier, var 23 Aar gammel, Student og Volontair i det tydske Cancellie med Bestemmelse at gaae den diplomatiske Bane, havde et meget smukt, indtagende Udvortes, megen Dannelse, mange forskjellige Talenter og en fiin, beleven Tone og Legemsholdning. Letsindig og nydelseslysten havde han allerede begaaet nogle Daarskaber, som hans Families Anseelse havde skaffet ham Overbærelse med, da han ved de Concerter, som afholdtes i Bryggernes Laugshuus, og hvori han, som meget musikalsk, var Deeltager, gjorde Bekjendtskab med en af de unge Piger fra Potenzas Syngeskole. Ved at passe paa, naar hun gik fra Underviisningen, kom han til at tale med den deilige Jfr. Devegge, som altid gik tidligere derfra, og blev snart lidenskabeligt forelsket i hende. Hun boede hos en eenlig Enke, hvor han daglig besøgte hende, under Paaskud af at veilede hende i hendes Partier, hvorfor han ogsaa gjorde Udvei til at kjøbe et Claveer, som han forærede hende. I Juli 1778 var dette Forhold blevet saa kundbart, at Udenrigsministeren Grev Bernstorff anmodede Eickstedt om at skaffe Oplysning desangaaende, og just Dagen førend Generalen henvendte sig derom til Warnstedt, havde denne, som allerede havde gjort Jfr. Devegge Bebreidelser for denne Kjærlighedshandel, fra [sideskift][side 145]Preisler modtaget et Brev, hvori han forsikkrede, at hans Besøg kun vare foranledige af hans Fornøielse ved at veilede hendes Talent og skete i største Ærbarhed, da han "hverken tænke saa nedrigt, at ville anmode hende om uanstændige Ting, eller og nogensinde forvolde sine Forældre den store Hjertesorg at indlade sig i en Forbindelse med hende." Uagtet denne Forsikkring, som viser, hvorledes man dengang dømte om en ægteskabelig Forbindelse imellem en ung Mand af god Familie og en Skuespillerinde, der, efter Preislers Paastand, altid viste sig "fornuftig og munter, men dydig baade i Tanke og Gjerning," og hvorvel Familien ikke alene bestormede ham med Forestillinger, Bønner og Trusler, men gjorde saadanne Ophævelser, at det over hele Byen hed, at han var bleven arresteret, fordi han vilde gifte sig med en Actrice, var han allerede i October forlovet med hende, og skrev til Warnstedt, som paa Theatret havde henkastet den Bemærkning, at han kunde blive en smuk Elsker paa Scenen, at han var tilsinds snart at gifte sig med Jfr. Devegge og havde erfaret den gode Mening, Kammerherren havde om han Capacitet for Theatret, men vilde, endskjøndt hans Forlovede var i den Stand og saa meget Lyst han end personlig havde til Skuespilkunsten, aldrig nogensinde betræde Theatret, "da hans Moder havde ladet ham sige, at hun kunde ikke et Øieblik trøstes, naar han greb til dette Middel, og Jfr. Devegge ogsaa var ligesaa lidt derfor." Han gjorde imidlertid, til sin Ulykke, i sit hele Liv just altid det, som han ivrigst forsikkrede, at han ikke vilde gjøre. Allerede Trediedagen efter sendte han Warnstedt en Ansøgning til Kongen om at blive ansat som Skuespiller. Warnstedt, befrygtede, at om den Letsindige blev ansat førend han var [sideskift][side 146]bunden til Jfr. Devegge, vilde det, foruden de mange Fortredeligheder, som allerede hans Optræden imod Familiens Villie nødvendigen maatte medføre, lede til yderst ubehagelige Tjenesteforhold, ved at enten Forbindelsen fortsattes uden Ægteskab, eller at han fik en anden Kjærlighed, saa at det opstod Uenighed imellem to heftige unge Mennesker, som dagligen skulde virke sammen. Han vilde derfor ikke understøtte Ansøgningen, hvis han ikke ægtede Jfr. Devegge inden sin Debut. Dertil var Preisler strax villig, men nu havde Warnstedt hver Dag Bryderier, snart med at høre og afvende Familiens idelige og heftige Besværinger, snart med, saa godt det log sig gjøre, at forlige ham med den, snart med at forhandle visse Stipulationer, som den forlangte, og snart med at skaffe de Forlovede Udvei til et anstændigt Bohave, indtil endelig Brylluppet fandt Sted den 4de December. Efter det maatte Warnstedt endnu, paa Ægteparets inderlige Bønner, see at bringe det saa vidt, at Familien viste sig noget taalig imod dem, saa at den unge Mand med nogenlunde Rolighed kunde gaae til sin Debut, hvilket endelig ogsaa, efter mange Omstændigheder, lykkedes ham. Debuten var just ikke glimrende; man fandt, at Debutanten var af et meget behageligt Udvortes. Ved hans tredie Debut, i "Forøderen", gjorde man, med Hentydning til at den af ham spillede Cleon letsindigt styrtet sig i Fordærvelse, den spydige Bemærkning, at Rollen havde mere af hans Charakteer end han have af Rollens; Bifaldet var atter temmelig lunkent. Men i dette Tilfælde havde han Sjælestyrke; han lod ikke Modet falde, men udraabte da Dækket faldt: »Enfin, tous les jours ne sont pas noces! S'il n'y pleut, il y dégoutte!«, og glædede sig barnligt over, at hans Kone i Belises ikke store Rolle havde, berørt af Øie[sideskift][side 147]blikkets Spænding, ligesom brudt sin Aands Hylster og spillet med en Ild og Ynde, der for første Gang havde skjænket hende et ret hjerteligt og fortjent Bifald, som fra denne Aften oftere blev hende tildeel end tidligere. 

Trods alle Bryderier og Ærgrelser lykkedes det Warnstedt, ved sin Bestyrerdygtighed, Velvillie, Charakteerfasthed og sjeldne Evne til at føie Omstændighederne efter sin Hensigt, at holde Rænker og Intriguer nogenlunde i Tøilen, bringe mere Orden i Tjenesten, give Forestillingerne større Sikkerhed og gjennemføre Saisonnen til sin Ære. Dens Glands skulde være "Balders Død", givet som Syngestykke. Compositionen af Musiken var allerede i 1775, da man tænkte paa Stykkets Opførelse, bleven overdraget Scalabrini, som da han havde faaet første Act færdig selv mærkede, at han italienske Maneer ikke vilde lade sig anvende paa det mægtige nordiske Digt, hvorfor han frasagde sig Arbeidet under Paaskud af, at Theatret ikke havde Sangere, som kunde udføre en saa vanskelig Musik. Derpaa blev Compositionen betroet Walter, der rimeligviis  ogsaa følte sin Afmagt, thi endskjøndt han paastod, at han havde Musiken liggende færdig, vilde han ikke lade Nogen see den. Man henvendte sig da til Concertmester Hartmann, som, efter lang Betænkning, vovede sig til det vanskelige Arbeid og componerede en Musik, der vel ikke havde Digtningens poetiske Fylde eller udmærkede sig ved musikalsk Aandrighed, men dog af Datidens Kjendere blev beundret for et storartet Værk og vandt meget Bifald. Den blev betalt ham med 500 Rdlr.; et dengang meget betydeligt Honorar. Om Costumets Rigtighed havde Regie-Commissionen søgt Oplysning hos de kyndigste Oldforskere og det var dens Villie, at det skulde være saa [sideskift][side 148]fuldstændigt og Digtningen værdigt som muligt; men Galeottis Ballet, der skulde opføres samme Aften, og naturligviis maatte gives Fortrin hvad Udstyret angik, havde saa aldeles lagt Beslag paa Decorationsmaler og Skrædersal samt medtaget saa stor Bekostning, at al Commissionens Omhu var spildt; thi "Balders Død" maatte, efter hvad endog Directionssecretairen Lassen vedgik, "nøies med Dragter, der intet duede, og gamle Decorationer, som Cramer havde gjort nye med Sætstykker." Imidlertid fandt Publikum sig saare vel tilfreds med Udstyret i det Hele og fyldte Huset ved flere Forestillinger; ligesom ogsaa Directionen selv glædede sig saameget over Udfaldet, at det blev givet 200 Rdlr. til en stor Lystighed for Alle, der havde havt at gjøre med Forestillingen. Den ganske usædvanlige Virkning, man havde ventet af dette Værk vilde faae naar Musiken kom til, opnaaedes alligevel ikke, fordi de Spillende, der generedes betydeligt af de for dem vanskelige Syngepartier og Ritornellerne, ikke vovede at give deres Phantasie og Følelse den frie Flugt, som havde vakt Begeistring for de saa overordenlig tarveligt udstyrede Forestillinger ved "Det dramatiske Selskab".  — Det moersomme Toacts-Syngestykke "Grovsmeden", med Philidors gemytlige, melodiøse og letsyngelige Musik, var ganske anderledes efter Personalet Kræfter og fik derfor en udmærket Udførelse, som længe holdt det i stor Yndest. — Repertoirets mærkeligste Nyheder vare imidlertid to originale Lystspil. Assessor Enevold de Falsens "De snorrige Fættere", (dengang) i to (siden i tre) Acter, var, som alle denne Forfatters dramatiske Arbeider, meest sammenbragt ved Laan fra Fremmede, svagt og meget løst i Handling, og stærkt overdrevet i de Charakterer, der skulde gjælde for [sideskift][side 149]Originaler; men det havde nogle moersomme Scener, en livlig Dialog og et godt Theatertilsnit, hvorfor det, ypperligt udført, især af Schwarz som Meerskum, og Kemp som Jens, behagede meget, uden at faae nogen Betydning i den nationale dramatiske Literatur. I Secretair Johan de Wibes "De nysgjerrige Mandfolk" viste sig et langt gediegnere Talent. Anledningen til at skrive dette Stykke fik han ved, at Enkedronningen, forarget paa sit Kjøns Vegne ved Opførelsen af "De nysgjerrige Fruentimmer", havde ønsket, at der dog maatte findes et opvakt dansk Hoved, der paa en vittig Maade kunde vise, at Nysgjerrighed ikke mindre end Mandfolkenes Feil. Uagtet Wibe saaledes nærmest havde for Øie, at give et Modstykke til et Arbeide af en anden Forfatter, gjorde han det med saamegen Eiendommelighed i godt opfundne Situationer, et Par meget originale, men naturtroe Charakteerskizzer og en fortræffelig Dialog, at denne Comedie, om den end ikke har sit Forbilledes Livlighed og theatralske Effect, hvorfor den ogsaa gjorde langt mindre Lykke, lader formode, at den danske Skueplads i ham havde faaet en af sine ypperste Digtere, hvis han ikke 3 Aar efter var død i sit 34te Aar. — Denne Saison var mærkværdig rig paa originale Arbeider: Skuespilleren Bech forsynede den med et tredie Lystspil, endog i fem Acter: "Den lykkelige Feiltagelse". Han havde, ligesom Falsen, især taget Nytte af laant Gods, men ikke forstaaet at handle det med Falsens Smag og Behændighed, hvorfor hans Stykke, efter tre med Nød og neppe opnaaede Forestillinger, blev begravet uden Nogens Beklagelse.

"Det dramatiske Selskab" havde, ideligen opmuntret af Schwarz, med Iver fortsat sine Øvelser og bragte atter [sideskift][side 150]i denne Saison et Stykke ind i Repertoiret. Hortulan, der allerede i sit 60de Aar var bleven saa svagelig, at han ikke mere kunde betræde Scenen, afgik med Pension. Han havde havt den sjeldne Lykke, ved sin fredsommelige Gemytlighed at gjøre sig særdeles elsket af Personalet, hvorfor "det dramatiske Selskab" eenstemmigt havde optaget ham til Æresmedlem. Efter hans Afgang vilde det vise ham sin Kjærlighed og Høiagtelse ved at give en offenlig Forestilling til Indtægt for ham, og opnaaede ved Warnstedt ei alene Tilladelse til at benytte det kongelige Theater, men ogsaa hele Kongehusets Nærværelse. Selskabet kunde vel ikke, som i forrige Saison, gjøre sig fortjent ved at bane Veien til Scenen for et udmærket Værk, og Cailhaves "Den bedragne Formynder" er bygget paa saa megen Usandsynlighed, at den, uagtet flere meget pudseerlige Situationer, en fortræffelig Dialog og en livlig Gang, end ikke kan kaldes nogen god Comedie; men Selskabets Kræfter egnede sig langt mere til at give et Stykke af denne Art en i det Hele fortræffelig Udførelse. Hvorvel Warnstedt, som fiin Kjender og skarptseende Iagttager, fandt endeel at dadle paa Forestillingen, endog hos Schwarz som Merlin, og endelig kun fandt sig tilfredsstillet af Arends som Richard, og Rosing, der af Nødvendighed havde overtaget en dumtfiffig Gartner og, til hans Overraskelse, udførte Rollen med meget Lune, saa behagede Forestillingen Kongehuset i den Grad, at der strax blev givet kongelig Befaling til, at den Ottendedagen efter skulde gjentages for Gustav den Tredie. Selskabet havde dengang vundet stor Anseelse og blev betragtet som en ypperlig Opfindelse til i Personalet, ved Venskab og fri Overeenskomst, at indliste en Skole, hvoraf der med Tiden vilde [sideskift][side 151]fremgaae en smagfuld kunstøvet og tænksom fast Stok, derved sin Aandsoverlegenhed skulde paatvinge de udenfor den staaende Theaterpersoner større Agtelse for deres Kald og en urbanere Tone. Schwarz skaffede nu endydermere Selskabet et Beviis paa denne Mening hos Theaterbestyrelsen, idet han bevirkede, at den tilsendte det de ældre Stykker, som den havde paatænkt at gjenoptage, for at det først skulde afgive sin Mening om deres Værdighed dertil. Men han havde behøvet al den Kraft, som baade hans Stræben efter at vinde personlig Udmærkelse og hans ægte Kunstkjærlighed kunde give ham, for at sammenholde denne Forening. Der blev idelig udenfra, af saakaldte Kunstdyrkere, gjort Forsøg paa at trænge ind i den, for at de ved deres Talenter kunde bringe den ud over det Philisterie, som, efter deres Mening, hængte ved den, og Schwarz, der bestandig maatte høre, hvorledes Medlemmer, som for kort Tid siden i al Ærbødighed havde søgt denne Vei for at gjøre sig bemærkede og komme frem, nu meget opblæste fordrede deres klappende Venners Optagelse, som Noget, der endog var nødvendigt for Selskabets Ære og Anseelse, forudsaae, at Samfundet snart vilde blive splidagtigt med sig selv. At Rosing og, ved ham, Rahbek erfarede, hvorledes Warnstedt skulde have for Overtilsyns-Commissionen udladt sig med, at Schwarz havde allerede som Instructeur gavnet meget, hvilket især viste sig hos de unge Skuespillere, der vare komne til Theatret uden den fornødne pli, og kun ikke havde havt den samme gode Indflydelse paa dem, som kaldte sig Studenter, eftersom de indbildte sig at være gode Acteurer fordi de vare maadelige Studenter, da Erfaringen dog viste, at man kunde være en ypperlig Student og alligevel en jammerlig Acteur: dette [sideskift][side 152]vendte endmere Harmen imod den Mand, der, uden at være Student, stod uopnaaet som Skuespiller og derved var bleven den Præses, der saa standhaftigt holdt fast ved, at Selskabet skulde, som man havde været enig om ved dets Oprettelse, kun bestaae af ved Skuepladsen ansatte Medlemmer. Schwarz var derfor glad ved, at han den 3die Mai, Toaarsdagen efter Selskabets Stiftelse, kunde fratræde sit Formandsskab, hvilket han for Resten gjorde med en Tale, hvori han kraftigt opfordrede til den Enighed og Iver, der alene kunde sikkre Selskabets Bestaaen, og udtalte sin Glæde ved Haabet om, fremdeles at kunne vise virksom Deeltagelse i Selskabets Anliggender, hvad han ogsaa, ved Foredrag, Meningsyttringer og fornuftige Raad, trofast gjorde. Til Formand i han Sted valgtes Arends, under hvem man haabede bedre at kunne drive sine personlige Hensigter igjennem.

Mad. Antonia Galeotti, som endelig, efter et langt Sygeleie i Italien, kom hertil, var endnu meget svagelig da hun optraadte, men vandt dog i "Statuen", hvor Hovedpartiet ganske var tilpasset hendes Evne, meget Bifald. Som Dlle. Guidi havde hun i Udlandet havt Navn for at være en udmærket Dandserinde, men nu behagede hun mere ved sin ædle, gratiøse Holdning, fuldendte Plastik og fortræffelige mimiske Fremstilling, end ved sin Dands. Da hun ideligen skrantede, blev hun Theatret mindre til Nytte paa Scenen, end som et udmærket Mønster for de unge Danserinder, der vilde have kunnet lære endnu mere af den i sin Kunst fuldkommen uddannelse og særdeles velvillige Kone, dersom hun ikke af deres Uopdragenhed havde seet sig nødt til at holde sig saa meget som muligt fra Omgang med dem. Strax i Begyndelsen af næste Saison [sideskift][side 153]faldt hun atter i en haard Sygdom, som den 29de Juni 1780 endte med hendes Død.