Anden Aargang.

1689Melampe, Tragikomedie i Fem Akter af Hr. Baron Holberg.

Dersom det er et tilladeligt Foretagende at skrive en Burleske, bliver Holberg aldrig dadlet for dette Stykke, og vi indsee ingen Aarsag, hvorfor man skulde formeene en Forfatter denne Maade at behage paa; lige saa strænge som vi virkelig ere, og efter det Begreb, vi troer at være det rette, bør være i Henseende til Kritikens Regler, for saa vidt de angaae et ordentlig Drame; saa lidet vi see igiennem Fingre med Feil mod Sandsynlighed m. m., kort, saa meget vi fordre at enhver anden dramatisk Digter, han være nu enten komisk eller tragisk, bør holde sig Kunstens og Naturens Regler som ubrødelige Love, saa meget holde vi det og for en Kaprise, ikke at vilde taale Burlesker, Farcer og Parodier. Vi troe at Kienderen og Konstdommeren kan finde ligesaa stor Smag i slige Stykker, (naar det sande Genie har giort dem,) som Malerkienderen finder Smag i Karikaturen. Men en anden Sag er det om man ikke bør fortrække et andet komisk Skuespil, som sammenbinder med de sande komiske Situationer og Vittighed en ordentlig lagt Plan og overalt Konstens sande Politur; i saa Fald fortrække vi altid den Stundesløse for Ulysses; men ikke destomindre troe vi, at man uden at tabe den gode Smag kan finde stor Fornøielse i Burlesken, kun (det forstaaer sig,) den er god. Hvad Melampe angaaer, da tage vi ikke i Betænkning at give den Navn af et godt Stykke i sit Slags, i hvor vel vi ikke kan nægte, at Forfatteren ikke altid har fyldestgiort os, ikke ofte nok sadt sine Personer i komiske Situationer, og af den Aarsag ikke giort Stykket underholdende og interessant nok for Tilskueren. Det vilde i vore Tanker være meget latterligt, om man enten vilde forekaste Digteren dette Stykkes Feil mod Reglerne, som ere nødvendige i en regelret Komposition, eller forsvare ham i dette Fald; der hører kun ganske lidet af det man kalder Menneskeforstand til at indsee at det aldrig har været Forfatterens Hensigt at holde over Reglerne, og hvem der ikke selv kan indsee dette, bør (i vore Tanker,) og blive i sin Uvidenhed. Andre vigtigere Feil ville vi ligesaa lidet paatage os at forsvare, som naar vi holde dem mod de store Fuldkommenheder visse Steder have, dog efter vor Skiønsomhed, ikke ere nok til at nægte det Navn af en Komposition, som er sin Forfatter værdig.

Hvad Aktionen angaaer, da kan vi just ikke sige, at den var saa god som den burde være. Den interessanteste Role i Stykket, (behøve vi vel at nævne Sganarels Role?) spilte Hr. Bech; at han skulde kunde gefalde dem, som have seet den spillet af Hr. Londeman, var ligesaa umuligt at vente, som ubilligt at paastaae; ellers kan vi ikke sige andet, end at han jo kom saa godt fra den, som en Akteur kunde, der har ikke en Egenskab, som udfordres til slige Roler. De Scener han giorde best, var i vore Tanker den 5te, 6te og 7de i fierde Akt; og den han kom slettest fra, var 3die Akts siette Scene, i hvorvel at han midt i Scenen fandt Biefald hos nogle faa, som gav ham et Biefald, som Hr. Londeman selv endnu ikke har faaet Det er ikke vor Sag, at bedømme vore Medtilskueres Biefald, det være nu enten frivilligt eller tiltryglet og bestilt, enten grundet eller ikke, og vi misunde ham heller ikke Biefald, af hvad Art det end er; men for hans eget Bestes Skyld, raade vi ham, at han ved Flid og god Aktion heller vil fortiene sig fornuftige Skiøn-neres Biefald, end blotte gode Venners, som enten af Partiskhed, eller Kaprise, eller Uvidenhed, eller af Venskab kladsker; slige Biefald kan forderve endog den beste Skuespiller, hvor meget mere da ikke en Akteur, som Hr. Bech, der maa lade sig nøie med at kunde engang fortiene Navn af middelmaadig? Hr. Bech kan tage sig denne Formaning til Nytte, om han vil; skulde han ikke vilde, er det ikke vor Skyld; vi have troet os pligtige til, paa Embedsvegne, at advare ham for at blive fordervet, og i saa Fald have vi en god Samvittighed. Hvad hans Aktion ellers angaaer, da kan vi ikke andet end sige, at vi jo bleve bedre fornøiede end vi havde ventet, ihvorvel vi for den gode Smags Skyld, ingenlunde tør kalde den god i sig selv, og i Henseende til Rolens Værdie, men vel i Henseende til Brugen af hans Talenter. Dersom Jomfru Halle havde vidst sin Role bedre end hun vidste, havde hendes Spil været endnu bedre, end det virkelig var. Philocynes Role blev spilt af Jomfru Bøtger, som i vore Tanker manglede den (Hidsighed eller rettere Rasenhed,) som de fleste Steder af hendes Rolle virkelig indeholder; for at bevise dette, vil vi blant andet tage et Exempel af anden Akts fierde Scene. Naar man endog med den minste Agtsomhed giennemlæser omtalte Scene, maa man strax kunde indsee, at Aktrisen som skal deklamere den, deels maa være i Førstningen meget overmaade opbragt, af Hævn og Forbitrelse, og altsaa deklamere den i sin behørige Tone, og deels at disse rasende Affekter stiger gradeviis med Ekkoets Gientagelse af Philocynes sidste Ord. Med denne Idee er det man læser denne Scene, og saaledes vil man have den opført; men hvad, om vi forsikkre vore Læsere, at den ikke saaledes blev given? Hvad, om vi sagde, at Jfr. Bøtger, langt fra at lade Tonen stige med sin Monolog, lod den falde? — Vi overlade Tilskuerne selv, at give hendes Aktion sit rette Navn. For ikke at blive paa et Sted, anføre vi samme Akts følgende Scene, fierde Akts første og fierde Scene, hvor vi overalt savnede det i hele Spillet (men især i Deklamationen,) som hendes Role og Situationen medførte. Af de øvrige Roler vil [vi] kun tale om Gusmans, som kun blev spilt saa saa af Hr. Ørsted, som ellers spilte Bondens Role i første Akt meget vel. —

Vi holde her op at tale om Aktionen i dette Stykke, da de andre Roler deels ikke ere af stor Betydenhed, og altsaa kan kun lidet siges om Aktionen, deels da vi heller ikke kan sige, at alle de omtalte Rolers Aktion, (naar vi undtage Hr. Roses i Polidors, Hr. Hortulan i Fiskerens i 4 Akts 7 Scene, og Mad. Knudsen i Lucilias Role,) i sig selv var saa synderlig, at den var nogen vidtløftig Kritik værd.

Inden vi slutte med dette Stykke, vil vi tage Leilighed til at tale et par Ord i Forveien om Forestillingen af Kierlighed uden Strømper, som vi med det første kan vente at see opført paa Skuepladsen. At give en heel Afhandling om hvorledes Aktionen, Klædedragten m. m. burde være i dette Stykke, vilde blive alt for vidtløftigt, og naar vi skulde sige vor oprigtige Meening, i Henseende til os, næsten umueligt. Det vi vil sige, er aliene at Skuespillerne stedse maa have Forfatterens Hensigt for Øie; at de maa erindre dem, at deres Roler indeholde pathetiske og burleske Steder under hinanden, og at Forfatteren altid har vildet have sine Personer underholdte med en vis Dignitet. Hvad Deklamationen angaaer; da de erketragiske Steder maa deklameres med, ikke en blot pathetisk og naturlig Styrke, som den sande Tragedie, men lidt svulstigere end ellers, og de burleske bør dog, hvor gemene Træk de end have, deklameres i en lidt mere fornemme Tone end de i daglig Tale pleier at have. Hvad Gestikulationen angaaer, da ønskede vi, at man vilde vogte sig meget for at overdrive den, i Henseende til at spille med Ord, vi mene, at man vogter sig altid for, og for meget at lade Geberder, (Gestus) følge med Ordene, for Ex. i det Optrin, naar Johan siger:

»I Fior ved Paasketid jeg lod mit Hoved-Haar afrage,
Endnu saa reiser sig af Skræk den Stump som er tilbage,
Og løfter min Paryk en Tomme fra sit Sted, o. s. v.

Dersom Skuespilleren her vilde med Gebærder, vise alt dette, med Haanden rage sig i Hovedet ved det første Vers, løfte Paryken af Hovedet ved andet og tredie Vers o. s. v., vilde slig en Gestikulation blive væmmelig i vore Øine. — See disse Bemærkelser tage vi os den Friehed at giøre Skuespillerne i Forveien, de bør i det ringeste prøve dem, om ikke følge dem; mere vil vi ikke sige om Aktionen, da en detailleret Afridsning paa alle de enkelte Steder, er meget vanskeligt at give, og vi maa tilstaae, at der kan tvistes meget om den; vi har kun vilde sagt, hvordan ongefehr vi troede at Stykket burde spilles, i Følge den Idee vi have om det, som vil blive meget vanskeligt at spille got, og ikke at giøre det ækelt. Angaaende Dragterne, da ønskede vi, at Skuespillerne vilde klæde sig saa simpel som mueligt; hele Dragten maa svare til Jespers Kalemankes Vest.

2191Skotlenderinden eller Kaffehuset, Komedie i Fem Akter, oversadt efter Hr. Voltaires l'Eccosaise.

Lindanes Role var i Aften given til Mad. Knudsen, som naar vi undtage et Par Feil, spilte efter vor Indsigt Rolen fortreflig, den største Feil af disse var den i vore Øren ikke angenemme Monotonie, hun i Førstningen, og især i første Akt, var falden i; en besynderlig Langsomhed i hele Deklamationen, udgiorde denne Monotonie*), som vi aldrig før have bemærket hos Mad. Knudsen, og som vi forsikkrer hende var meget uangenem baade i Henseende til Aktionen selv, og især i Hensigt til den ubehagelige Frygt man kunde settes i, at en Aktrise af hendes Fortienester, og som just glimrer i Deklamationskunsten, at hun, sige vi, skulde blive monotonisk. Den anden Feil var den, som vi før havde lastet hende af, og det er den meget bøiede Stilling hun har, hvilken vi især i Aften blev vaer. Vi maa troe, at det ikke er hende vel mueligt at endre denne Feil, da den er hende sagt, og hun har viist, at det er hende en angelegen Sag at forbedre sig; men imidlertid er det dog Skade, at hun ikke kan forandre denne Stilling mere, som allene passer sig naar Aktrisen skal udtrykke Ærbødighed og Ømhed, (tendresse**) i saa Fald maa Skuespilleren bøie sig, men hvor er det mueligt at han kan giøre dette med Virkning, naar han hele Stykket igiennem staaer i omtalte Stilling? — See, disse ere de Feil vi have bemærket hos Mad. Knudsen, under Forestillingen af Skotlænderinden, og ligesaa lidet som vi enten vilde eller kunde fortie dem, saa lidet kan vi heller ikke andet end sige, at hun gav de tre sidste Akter med den sande Natur, og ypperlig overhovedet, og de vanskeligste Steder uforbederlig, for Ex. (3 Akt 5 Sene,) da hun kiendte sin Fader, da hun taler med Mylord Murrey, (4 Akt 3 Scene,) og hvor ypperlig faldt hun ikke ned i 5 Akts sidste Scene? Hvor naturlig giorde hun ikke dette? med al den Hidsighed, Bedrøvelse og Skrek, som hele Situationen fordrede, faldt hun og udsagde: »Grusomme! tør du« i den ypperligste Tone. Hr. Rose var forskrækkelig kold i Aften, og man skulde forsværge at han meente Lindane det oprigtig; den Scene han spilte allerbest var den Scene i 4de Akt, hvor han har den Samtale med Lady Alton. Hr. Clementin var som sædvanlig Verten, og spilte den med al den Fuldkommenhed man er vandt at see ham med. Jfr. Halle spilte hele Stykket igiennem ypperlig; kun Skade, at hun endelig skal begaae en uundskyldelig Forseelse, og denne bestod i, at hun (i 3 Akt 3 Scene,) da Lindane bliver af Lady Alton foreviist Mylord M. Skilderie, glemte sig selv og loe; hele Illusionen forstyrredes, og det maatte den nødvendig, naar den ædle Polly som tager saa megen Deel i hendes Jomfrues Skiebne, (som Jfr. H.[Halle] ellers med sin Aktion viiste og burde viise at Polly giør,) naar hun leer ved en af de fortrædeligste og vigtigste Hændelser som indløbe; det vilde været en Feil blot at være ligegyldig, men at glemme sig selv reent og lee, det veed vi ikke hvad vi skal kalde. Hr. Ørsted spilte Friport; vi vide ikke om vi have Ret, naar vi sige, at han ikke gefaldt saa meget, som [han] pleiede, da han i vore Tanker chargerte meget. Hr. Musted spilte Frelons Role fortreflig; og Hr, Hortulan fortiener vist ogsaa megen Roes for Aktionen i Monroses Role. Mad. Hallesen var Lady Alton, og det er ogsaa alt hvad der kan siges om hende; en anden Gang haabe vi at Jfr. Bøtger faaer denne Role, og faaer hun den ikke, saa bør hun dog have den.

*) Denne Feil bleve vi vaer f. Ex. 1 Akt 5 Scene med Lady Alton, og den første Scene hun havde med Friport.

**) See Riccobonni.

775Den forklædte Doktor, Komedie i Tre Akter, oversat efter Hr. Molieres l'Amour Medicin.

Forfatteren har foran dette Stykke sadt et Par Ord til Læseren, som sige at l'Amour Medicin er kun et Impromtu, som han for at fornøie Kongen har maattet forfærdige, og som ogsaa er den af hans Komedier, der meest uden Hensigt er kommen for Lyset, da det er »befalet, giort færdig, lært og spilt inden fem Dage«. Megen Kritik kan der altsaa ikke falde paa denne Komedie, og det var ikke alieneste en Ubillighed, men endog i vore Tanker en Urimelighed, at vilde kritisere den, da Forfatteren kun giver den ud for et Impromtu, som bør takke Aktionen for det meste.

Hvad Forestillingen paa vor Skueplads angaaer, da vil man strax erfare hvad vi tænke om den; kun i Forveien maa vi lade vore Læsere vide, at den hele første Scene i Originalen imellem Sganarel, Lucretia, Tapetmageren og Juveleren, er ganske trukken sammen i en Monolog af Sganarel, og at dette Divertissement, som Forfatteren i den omtalte Efterretning giør saa meget af, blev ved Forestillingen udelukt.

Hr. Clementin*) spilte Sganarels Role; dersom vi skal give hans Aktion den Berømmelse som den fortiente, kan vi med en god Samvittighed ikke andet end kalde den fuldkommen; ikke allene deklamerede han Rolen uforbederlig, med al den komiske Styrke den fører med sig, ikke allene var hele Gestikulationen saa naturlig og uforlignelig, som man kunde vente sig af denne uforlignelige Mand; men han nyancerte sin lille Rolle, saa ubetydelig som den i sig selv og var, saa mesterlig, at han endog benyttede sig af Hr. Bechs ganske afskyelige Stemme og Grimaser, og paroderte dem; saa meget vi ærgrede os over Hr. Bechs opspærrede Gab, saa meget loe vi af Hr. Clementins Ansigt, af det, at han holdt Haanden for sig, (og han havde vist Aarsag at være bange, at han skulde slugt ham,) og at han tørede sig i Øinene, thi de bleve vist nok fulde af Spyt. — I denne Henseende er man Hr. Bech samme Tak skyldig, som man takkede Junior Philopatreias for Rosentorne. Af Hr. Clementins øvrige Aktion**) vil vi kun erindre ham i tredie Akts siette og syvende Scene, hvor han ypperlig og naturlig loe, og dog tilbageholdt den; vore Læsere erindre sig vel, at det er her Clitander agerer Doktor, og hvor han indbilder Sganarel, at alt hvad han siger til| hende om Ægteskab, er kun opdigtet. Jomfru Bøtger var Lucinde, hendes Role er ikke af stor Betydenhed, og hendes Spil ikke heller. Vi gad gierne vidst, med hvad Ansigt vore Læsere vil optage den Efterretning, at Jfr. Bøtger, den gamle, og, som nogle sige, den store Aktrise, spiller en Role, hvor hun skal være syg og have lagt sig paa Sengen, (see 1ste Akts sidste Scene,) at denne gamle. Aktrise kan begaae den Sottise at være pyntet, som hun skulde i Visiter? Mon man da vilde troe os? Ja! men saa er det dog. Hr. Rose var i Clitanders Role, som er af megen liden Betydenhed. Jfr. Petersen spilte den første Scene i Lisettes Role meget vel, siden faldt hun til en Monotonie som er ikke god; noget mere Munterhed, (Vivacitet,) maa hun legge sig efter. Af Dokterne vil vi kun tale om de Herrer Ørsted og Bech, hvoraf den første, som i Doktor Bahis's Role, skulde lade Munden løbe som en Postvogn, stammede virkelig, og den sidste derimod, som i Dokter Makrotous Role skulde stamme, giorde det saa unaturligt, at det blev væmmeligt; thi naar stammer nogen paa hvert Ord? — Nei, Hr. Clementin giorde begge Dele uforlignelig.

*) Der er lagt en lille Monolog til, som slutter Stykket, den er ganske vtttig, og saa vidt vi vide, af Hr. Clementin selv.

**) Det eneste vi have fundet at Hr. Cl.[Clementin] ikke har truffet Naturen paa, var 3 Akts 4 Scene, hvor han skulde dantse for Lisette; vi troe, at han giorde det for godvillig,

BEKIENDTGIØRELSE.

Den 3 Marti 1773, tabte Skuepladsen en af dens største Mænd i Hr. Geert Londeman. Det vilde være formasteligt, om vi vilde opsætte et Æreminde over en Mand, som Ewalder, Widewelter, Jakobier og Preislere ene bør forevige. Vi kan ikke andet end beklage Skuepladsen, og sige med den store romerske Taler*): »Qvis nostrum tam animo agresti ac duro fuit ut Roscii morte nuper non commoveretur! Qvi cum esset senex mortuus, tamen propter excellentem artem ac ve nustatem, videbatur omnino mori non debuisse.«

*) Cicero pro Archia Poeta. num. 12.