Anden Aargang.

2337Vielgeschrey eller den Stundesløse, Komedie i Tre Akter af Hr. Baron Holberg.

Man vil let formode, at vor Dom over Aktionen i dette Stykke vil blive meget rosende, og man vil heller ikke bedrage sig, da den overhovedet var saa ypperlig, saa god, og næsten saa fuldkommen som Mesterstykket selv fortiener den. Ikke allene Hovedrolerne bleve ypperlig forstilte, men endog Bierolerne, en eneste Madam Hallesen undtagen*), bleve vel givne, og bedre end ellers; denne Forbedring bestod i at Skriverkarlenes Repliker var omdeelte imellem Skuespillerne selv, og altsaa ikke bleve som forhen alle givne af en og samme Skuespiller, som maatte være en Persona repræsentativa for alle de andre Skriverkarle**). Hr. Clementin var Vielgeschrey, og saa have vi vel sagt nok; et Exempel til Beviis, (foruden de som vi i Fior i No. 10. have anført,) vil vi legge til; 2 Akts 9 Scene erindrer man sig den latterlige Tone han gientog Oldfuxes Ord med: »allzu dreistig o. fl.« Oldfux var Hr. Londeman, og det eneste vi savnede hos ham, var de latterlige Repliker i samme Scene, hvor han opregner de Universiteter han har besøgt, og de 32 Kollegier; dem fik vi ikke heel og holdne som vi havde ønsket, da de i vore Tanker ere høist komiske. En Anmærkning tillade man os, den angaaer den Tour han giorde, (som og næst forrige, ikke sidste Gang den blev spilt,) med Bordet paa Hovedet; det var i vore Tanker meget naturligere om han, (som sidst han spilte den), havde allene sat sig under det, og veltet det, thi bliver det ikke unaturligt at han giver Ryggen blot, og Vielgeschrey ikke prygler ham, ja holder paa ham, som han meget let kunde og naturligviis vilde giøre. Vi vide ikke om det var Jomfru Halles ypperlige Aktion selv vi tilskrive den Fornøielse vi havde i Aften over Pernillerolen, eller det var den lykkelige og længe ønsket Befrielse denne Role fik fra en Mad. Hallesens, en Jfr. Conradis og en Mad. Bechs***) tyranniske og ubarmhiertige Behandling. Nok er det, hun spilte fortreffelig, hun vidste sin Role, Deklamationen havde sin behørige Hurtighed (Vivacitet,) som er nødvendig i alle Pernilleroler****), Gestikulationen naturlig, og Theaterspillet omhyggelig og naturlig. En anden Gang ønskede vi, at Jfr. Halle vilde i sin Klædedragt vise roeer Omhyggelighed og Sansynlighed i sin Pynt, at man kunde troe om hende, det var hende meer om Smag og Sansynlighed at giøre, end en lille Egenkierlighed at være got og modem klædt, hendes hele Hovedtøi var (Damerne forlade os at vi ikke vide deres Terminologie.) ganske urimelig til hendes Karakter, og det er denne hun bør klæde sig efter. Madame Knudsen spilte Leonores Role, og spilte den som man kunde fordre af hende; at hun i Aften forandrede hendes Dragt, var Tegn til at hun var omhyggelig for at iagtage Sandsynligheden; thi var det ikke urimeligt, at Leonore var iført al sin Stads om Morgenen, allerhelst da hun ikke vidste at hun skulde have Bryllup om Aftenen. Hr. Musted spilte Leanders Role fortreffelig; ikke aliene Pedantens Role, men endog som Leander entreerte han meget got med Leonore*****). Hr. Hortulan spilte og sin Role meget vel, og Hr. Ørsted var baade i Bondens Role og Bedemandens meget god, (især i den første.) Hos Hr. Irgens kunde man i Leonards Role mærke en kiendelig Forbedring hos fra i Fior, Deklamationen var temmelig god. Den gode Hr. Prinsløv begik en virkelig Sottise, ved at smøre Vielgeschrey Øinene fulde af Sæbe. Man maatte baade undre sig over at V. ikke gav sin Barbeer et Par Ørfign, og at de andre ikke sagde til ham at han var tilsmurt.

Dette troe vi, er nok sagt om dette uforlignelige Stykke, som vi, og vi troe alle have seet med største Fornøielse, og som, naar det altid blev spilt som i Aften, altid vil underholde endog den søvnigste, ja endog den meest ætherfine Tilskuer******), han maa være saa stor en Elsker af at gabe, som han vil.

*) At hun i 3 Akt 4 Scene kom for tidlig ind, er utilgiveligt. Spørsmaal, om slige og andre Skiødesløsfeil ikke kunde afstraffes med Mulcter; og en Feil er det alligevel, allerhelst da de af vore Skuespillere som begaae dem, kan ikke hielpe sig til rette igien. Havde Mad. Hallesen den Gang blevet ved at gaae tvers igiennem Stuen, og ind af den sidste Dør, havde man troet, at det var Vielgeschreys Huusholderske, som meget naturligt kunde have noget at bestille i den Stue; men nu, — nu var det Mad. H.[Hallesen] som kom for tidlig.

**) Denne Forandring var meget god af Inspectøren; men en anden Gang (troe vi) bør Hr. Holberg ikke være Jens Griffel, da han ikke læser tydeligt. -Et got Indfald var det af ham, da han skulde læse op, at han sagde: »har I det«, og Hr. Clementin lod det heller ikke være unyttig sagt.

***) Hun skal have faaet sin Afskeed, som var meget vel, da Theatret ingen Pensionairer trænger til, som det desværre har nok af.

****) At hun falt til Monotonie i Monologerne og den trivielle Moral i første Akts 8 Scene, tilgive vi hende, da det er fast umuligt at undgaae det. Spørsmaal, om disse ikke gierne kunde forkortes?

*****) Han entreerte overalt meget got i dette Stykke, for Ex. første Akts 9 Scene, anden Akts 2 og 3 Scene, og flere.

******) Disse Folk havde mindre Leilighed at støde sig i Aften end ellers, da Æqvivokerne bleve alle udeladte og forandrede.

783De forliebtes Galenskaber, Komedie i Tre Akter, oversat efter Hr. Regnards les Folies amoureuses.

Regnard er virkelig den Autor for Theatret som er kommen Moliere nærmest i Frankerig, eller som næst efter Moliere har nærmest truffen Komediens Øiemeed, som er at opvække Latter; men han bør dog i alle Henseender kuns sættes bag efter Moliere; han er endnu mindre en Slave af Regler end Moliere, hans komiske Situationer er ikke nær saa utvungen og naturlige, hans Karakterer ikke nær saa vigtige og gode; kort han var ikke saa frugtbar et komisk Genie, som Moliere. Ikke destomindre er han dog altid en god Autor i det komiske, og har, skiønt ikke just med største Lykke, vidst at benytte sig af Plautis.

Dette Stykke, som i Aften er given paa vor Skueplads, er i vore Tanker ikke af det beste af hans Stykker. Vi forbiegaae at hele Fablen er usandsynlig*), at Karaktererne (eller rettere Karakteren, da Albert er den eneste som har en,) ere meget almindelige; men tale aliene om hans Agathe; men, (vil man sige,) Agathe er jo just den Person som i Stykket udgiør de meest komiske Situationer? — Ja, vi veed det nok, men vi vide tillige, at Galenskaber (i den egentlige og den Forstand det her bruges,) ikke giøre den fornøieligste og behageligste Virkning paa Skuepladsen. Vi nægte ingenlunde at Forfatteren har bragt sin Agathe i saa gode komiske Situationer, som han maaskee har kundet bringe et galt Menneske i; men om man finder nogen Fornøielse at see et galt (og altsaa et ulykkeligt Menneske,) det er en anden Sag. Sant er det, Agathe er ikke virkelig gaaet fra Forstanden, men naar man skal see hende paa Skuepladsen, maa jo nødvendig Aktrisen giøre det saaledes, at hun for Albert synes gal; og er dette ikke virkelig ubehagelig? bliver den 6te Scene i anden Akt ikke virkelig gyselig? — Man seer at vi ingen Elskere ere af disse gale Personer paa Skuepladsen. Kan være vi feile, kan være at det er kuns en Gemytsbeskaffenhed hos os, at vi ingen Fornøielse finde i slige Optrin; vi lade det staae ved sit Værd; men vi have nu denne Skrøbelighed, og denne har i dette Stykke havt sin Virkning hos os, hvor fortreflig endog Agathe blev forestillet. — For at overbevises at Regnard har got truffen det naturlige komiske Sprog, kan man læse hans Crispins og Lisettes Repliker, som ere skrevne i det sande Luune. Til dette Stykke hører endnu en Prologus og et Divertissement, som heder le Mariage de le Folie, og staae ved Stykket selv i den Udgave vi have ved Haanden, den er udkommen i Paris 1758, i stor Duodeze-Format.

Om Oversættelsen er trykt, skal vi lade være usagt, den lader ellers til at være temmelig god.                                       

Aktionen var efter vor Indsigt meget god, naar vi undtage en eneste Hr. Ørsted, som spilte Alberts Role; vi troe ligesaa lidet at det var hans Role, som vi troe at den blev spillet taalelig. Efter vor Skiønsomhed burde Hr. Clementin have den, og indsee vi ikke anden Aarsag at Hr. Ø.[Ørsted] havde den, end at han maaskee har havt den før. At hans Aktion var ret utaalelig, beviser sig selv; thi er det ikke utaaleligt at bringe sin Stemme i en urigtig Tone, og falde til den kiedsommeligste Monotonie er vist idel utaaleligt.

(Resten i næste No.)

*) Man behøver kun at spørge hvor Agathe faaer disse Dragter fra, for at see at Stykket er en Farce.