Anden Aargang.
492Don Ranudo eller Hoffærdighed og Fattigdom, Komedie i Fem Akter, af Hr. Baron Holberg.
Konstdommerne have længe tvistet om hvad Art af Laster Komedien burde revse, eller rettere, om enten Skrøbeligheder eller Laster burde revses i Komedien? Nogle have meent, at det var Komediens Øiemeed at giøre Lasten afskyelig og derved forhadt, men andre have været af den Tanke, at de blotte Skrøbeligheder burde allene være udsat for den komiske Satire. Hvad os angaaer, da have vi altid været af den sidste Tanke, og tillige troet, at naar aabenbare Laster bleve giorte latterlige, de da burde forestilles og males med saa latterlige Nuancer, at Tilskueren loe kuns af dem som Skrøbeligheder, thi vi have aldrig kundet forestillet os, at den nøgne og afskyelige Last og Udyd nogen Tid kan opvække Latter; den menneskelige Retfærdighed, som endog er det sletteste Menneske egen, troer vi, maa væmmes ved den nøgne den sorte Last. Vi troe altsaa aldrig f. Ex. at den aabenbare Skinhellige*), som under Religionens og Dydens Maske er en Bedrager og Forfører, kan opvække nogen Latter, i det minste hos et Menneske af god Tænkemaade. Man vil vel sige os: mon Molieres l'Avare ikke opvækker Latter? Vi svare jo, men fordi han viser sin Gierrighed og urimelige Paaholdenhed i saa urimelige ubetydelige Ting, fordi Digteren har udviklet hans Karakter, ved at male den latterlig, og sat ham altid i latterlige Situationer; saaledes f. E. skoggerleer man af Harpagons Gnieragtighed, naar han slukker det ene Lys o. s. v., men havde Digteren fra den rette sorte Side afmalet ham, vilde vi blot hade og afskye Harpagon, naar vi nu leer af ham; Tilskueren kunde da ikke faae Lov at abstrahere det ubehagelige i Karakteren, som nu, da han fast aldrig faaer ret Leilighed til at see ham fra hans sorteste Side. Blandt de Daarligheder, (man kalde dem nu Laster eller Skrøbeligheder, og hvad man vil), som Komediens Satire bør revse, er i vore Tanker Stolthed, og for alting naar den er samlet med Armod. Stolthed i og for sig selv er altid en af de Laster som snarere fortiener Medynk end Foragt og Had, især naar den er som Don Ranudos; naar Philosophen med kolt Blod anseer den arme Stolte, ynker han ham, og Tilskueren der seer ham fra den latterlige Side, baade ynker og udleer ham.
Hvad Karekteren i dette Stykke angaaer, da kan det neppe nægtes at den er meget original og got tegnet; en anden Sag er det, om Sæderne er ganske nationale, og hele Stykket ikke er noget farceagtigt**). Vi vil ikke ganske paatage os at forsvare det, men vi tør sige, at det i andre Henseender har mange ypperlige Steder. Videre vil vi ikke tale om Stykket selv, men begynde paa Aktionen:
At Don Ranudo overhovedet vil ikke holde Tilskueren i det samme Lune som det holder Læseren, kommer efter vor Skiønsomhed, baade deraf at det i sig selv har ikke mange gode theatralske Situationer, (som dog interessere méest paa Skuepladsen,) og at Hovedpersonernes Roler ikke understøttes af beqvemme Skuespillere; at Hr. Hortulan ikke passer sig til Don Ranudos Role er ikke hans Skyld, da han har ikke Positur eller Ansigt eller Anstand til den, men at han under Aktionen ikke kunde holde sine Muskler saaledes i Tomme, at han derved ikke kunde tvinge sin Latter, er han at dadle for; vi ville ikke tale om, at det er uanstændigt af Skuespilleren at han leer naar han ikke skal lee, men det er en virkelig Feil: Illusionen forstyrredes ganske, ved det at han loe, og derved gik ganske ud af Karakteren. Madame Hallesen var Donna Olympia. Hr. Musted***) var Gonzalo; Jfr. Bøtger Isabelle og Jfr. Fogh Donna Maria, alle Roler som ikke sige meget. Hr. Londeman var Pedro, og uagtet Hukommelsen slog ham meget Feil, blev dog Rolen ypperlig given. Vi ønskede, at vi med god Samvittighed kunde sige det samme om Leonores Role, men den faldt i Mad. Bechs Hænder, og hun sparede ikke at giøre den vemmelig; vi beklage just denne Role, da det meste latterlige af Stykket ikke allene blev fordærvet, men endog gik reent bort, da vi ikke engang ret kunde forstaae hende. Hr. Ørsted var Gusman, saa vel som han giorde Betientens og Bondens Role, (tredie Akts 3 og 10 Sc.) og passede til den, saa lidet behagede han i Gusmans, og vide vi ikke heller om han burde have den. Hr. Clementin var Tolken, Hr. Hansen Notarius. Saa meget vi loe ved Læsningen, i 5te Akts fierde Scene, af Hofnarrens Reisebeskrivelse med Gusman, saa lidet indtog den os paa Skuepladsen, hvad enten det var Scenens eller Akteurenes Skyld, vide vi ikke. Et Spørsmaal om Dragterne, tillade man os, inden vi slutte: Det bliver om Don Ranudo og Pedro burde klædes i spansk Dragt? eller om det ikke burde være danske, da Gusmans og de andres ere det?
*) Man tilgive os, at vi ikke kan lee af Molieres Tartuf, vi indsee heel vel dets Skiønheder, og altid have vi troet at Hensigten er lige saa ypperlig som hele Stykket; men tillige meene vi, at Tartuf selv ikke kan og bør opvække nogen Latter, men Afskye og Had; og troe vi ikke at disse sidste Sætninger kan bestaae med den gottende Latter, som man vil have i Komedien.
**) Det kunde dog maaskee undskyldes, at Holberg har sadt Scenen i Spanien, og giort Hovedkaraktererne til spanske, da han paa den anden Side har giort dem saa nationale som mueligt, og Holberg har ventelig havt sine tilstrækkelige Aarsager hvorfor han ikke har turdet giøre dem ganske danske.
***) En Feil var det af Hr. Musted, at han ikke udsang de abysyniske Ord han talte; havde han studeret Udtolkerens Role, havde han blevet vaer at han burde synge.
2110Skapins Skalkestykker, Komedie i Tre Akter, oversat efter Molieres les Fourberies de Scapin.
Dette i vore Tanker meget interessante Stykke, saae vi i Aften tilligemed en nye Opera*), og saae det med den Fornøielse man nødvendigviis maae have, naar Molieres Stykker blive spillede af en Clementin og en Londeman; og alle de Stæder Hr. Cl.[Clementin] (i vore og andre Enfoldiges Øine, som holde ham for en stor Skuespiller,) giorde sine Sager ypperlig, vil vi anføre til Exempel anden Akts siette Scene, hvor Sylvester forklædt kommer ind, og truer at han vil stikke Argante ihiel, fordi han vil bryde hans Søns Ægteskab med hans Søster Hyacinthe; hvor naturlig skielvede han ikke da? Vi udmærke just dette Sted, da det i vore Tanker er det vanskeligste at give naturligt, og undgaae at chargere. At Hr. Londeman var Skapin, veed uden Tvivl enhver, og tillige at den Role faldt just i sine rette Hænder; kun det var Skade, at hans Bryst ikke tillod ham at give den skiønt farceagtige dog høistkomiske anden Scene**) i tredie Akt heel og holden. Hr. Hortulan spilte Gerontes Role meget vel. Octavs Role som Hr. Musted***) spilte i Fior, var i Aften givet til Hr. Holberg; hvad Gestikulationen angik, da kunde den, paa de Feil nær vi i sidste Nommer lastede ham af, gierne gaae an; men om Deklamationen kunde vi ikke sige det samme; vi tale nu ikke om hans Stemme, som maaskee kan forandre sig, men om Deklamationen selv, eller Brugen af Stemmen; den var i vore Øren meget monotonisk og alt for seen, til Exempel kan første Akts 2 den Scene tiene; han maa for alting undgaae Monotonien i Deklamationen. Behøve vi vel at bevise dette? behøve vi vel at sige, at det er unaturligt at tale alt hvad man taler i en Tone, uden en naturlig Afvexling, Stigen og Fald af Tonen, efter Talens Indhold? eller behøve vi at bevise, at en Skuespiller skal efterligne Naturen? — Hr. Irgens spilte i vore Tanker Leanders Role ikke aliene ulige bedre end sidst, men endog ganske got; bedre vilde han have været om hans Stilning havde været bedre, men for Deklamationens Skyld rose vi ham. Jomfru Bøtger spilte Hortenses Role i Florentineren, og ikke Zerbinettes i Aften; Hun selv, hendes og vor Publikum maa dømme, om den burde gives saaledes. Jfr. Fogh var Hyacinte. Hr. Hansen Carle.
*) Den heder l'Isola disabitata, vi bedømme den ikke, og altsaa bliver hverken den Sottise med Indianerne som kom ind og dandsede i Baleten, eller nogen anden omtalt i vor Journal. Da vi saae Indianere paa den ubeboede Øe, indfaldt os Robinson Cruses ubehagelige Giester, de fæle Kannibaler, som forstyrrede saa ofte hans ubeboede Øe.
**) Det er her at Geronte er i Sækken.