Anden Aargang.

1434Den Kierlige Kone, Komedie i Tre Akter, oversat efter Hr. Goldonis la Moglia Amorosa.

Vi ville ikke indlade os i en vidtløftig Kritik om dette Stykke, som i vore Tanker er et af Goldonis beste Stykker, som efter vor Skiønsomhed har mange fortreffelige Situationer, hvis Fabel og Karakterer ere meget interessante, og som har ligesaa mange gode Egenskaber, som det paa den anden Side ikke aldeles passer sig til vor Nations Sæder; vi haabe ikke at vi have nødig at gotgiøre dette. Den gemeene og uanstændige Tone Goldoni lader alle sine Personer, (Herrerne og Tienerne) tale i, skikker sig ikke hos os, skiønt Tænke-maaden maaskee ikke er saa ualmindelig. Hans Hofmænd (Philemon og Polidor) ere, (som fast i alle hans Stykker,) Snyltegiester, hvilket ikke heller passer sig paa vor Nation, skiønt der iblant dem ogsaa kan være fornemme Lediggiængere, og maaskee baade den Deel af det som Aristoteles i et Drame kalder Kalastastis, (hos Romerne Status,) og Katastrophen (eller og λνσις,) ogsaa ganske er upassende paa vor Nation; dog ville vi her med ikke have dette Stykke forskrevet fra vor Skueplads, da vi dermed maatte forskrive fast de fleste fremmede Stykker, (og altsaa de fleste vi have,) og den kierlige Kone paa den anden Side har saa megen Interesse paa Theatret. Vi forbigaae, at Stædets Eenhed er ikke iagtaget; Konstdommerne er i denne Punkt ikke blevne ganske eenige, hvad dette Stykke angaaer, da maa man erindre sig, at det er en italiensk Komposition.

Oversættelsen er, (saa vidt vi vide,) ikke trykt; den lader ikke til at være slet. Med Rolernes Uddeeling ere vi i alle Poster ikke eenige med Inspekteuren Hr. Hvas; vi troe hverken at Hieronimus's eller Lucilies eller Polidors Roler vare med Smag og Omhyggelighed nok omdeelte. Jomfru Fogh har ikke Stemmen, og mindre Ansigtet til Lucilias Role; Hr. Hortulan har hverken Positur eller noget andet, som sandsynlig kan giøre ham til en spradende Hofmand, og Hr. Clementin har heller ikke Talenter til slige gamle Mænds Roler, som har rørende Steder. Naar vi havde uddeelt Rolerne i dette Stykke, havde Mad. Knudsen blevet den kierlige Kone, og Jfr. Bøtger Baronesse Lucilia, (eller om den theatralske Rangforordning endelig skulde iagttages, Jfr. B.[Bøttger] da beholde sin Role, og Mad. K.[Knudsen] spille Baronessens,) Hr. Hortulan have Hieronimus's, og en af de Herrer Holberg og Irgens Polidors Role. Vi overlade denne Erindring til Inspekteurens nøiere Overvejelse til dette Stykke spilles igien; han prøve denne Forandring, og vi vedde, at disse Roler skal i alle Henseender vinde meget. Men til Sagen:

Hr. Rose spilte efter vor Skiønsomhed fortreffelig, om ikke uforbederlig; vi ville kun erindre ham i 3die Akt, og især da Pernille kom ind, og sagde ham, at hans Kone endelig maatte tale med ham. Vi kan ikke glemme den ypperlig Tone han svarede hende i, det Ansigt han i dette græsselige Øieblik havde, som bringer ham fast til Fortvivlelse, ved det han troer, at hans Kone maa have drukket den Gift, som han havde tillavet hende; i paafølgende Scener arbeydede hans Ansigt hele Veien ogsaa fortreffelig, og dette Navn troe vi med Føie at kunne give hele Aktionen. Det som Jomfru Bøtger i vore Tanker giorde best, var i den første Akt, hvor hun i Deklamationen baade viste Koldsindighed mod Philemon og Polidor, og den Gelassen-hed hendes Roles Karakter udfordrede, men for Resten ennyerte hun os meget, f. Ex. da hun taler med Baronessen i 2den Akt, og især da Knuden er opløst, bleve vi iiskolde ved hendes kolde og lang-slæbende Monotonie, da vi ellers brændte ved Læsningen. Naar vi undtage den Skiødesløshed Jfr. Fogh begik med sin Udeblivelse, som lod Theatret tomt, og naar vi overveie, at hun ikke eier et Talent til sin Role, kunne man være fornøiet med hende om det er mueligt at biefalde en Skuespiller som netop er i sin urette Role. At Hr. Hortulan ikke gefaldt, var ikke hans men Rolens Skyld. Hr. Musted var Philemon, og i sin rette Role. Hr. Clementin var i en øm og følende Faders Role, og gefaldt altsaa ikke meget. Haagens Role kunde ikke blive bedre given end Hr. Londeman spilte den. Hr. Hansen var Henrik, Hr. Bech Corfitz, Hr. Ørsted Troels, Hr. Prinsløv Lucul, og Mad. Hallesen Lisette, som endda var taalelig.

1038Henrik den Fierdes Jagt, Komedie i Tre Akter, oversat efter Hr. Collees la Partie de Chasse de Henri IV. Yverdon 1764, 8. stor 140 S.

Uagtet at vi i den Tanke at see den politiske Kandestøber, kom i Skuespilhuset, og uagtet at dette Stykke for ganske nylig er bleven opført, fornøiede vi os dog overmaade, da Aktionen overhovedet var meget god. Hr. Rose var i Aften efter vor Skiønsomhed meget mindre stiv i første Akt, end sidst, uagtet vi ikke kan sige, at han altid gefaldt, og eller at han altid ved sin Aktion overbeviiste os om, at han havde det rette Begreb om sin Role; vi ville oplyse det ved et Exempel, som vi tage af Deklamationen; det er, naar han svarer Sully »men de skulle aldrig have foraarsaget nogle (grumme Virkninger,) dersom I stemme Menneske havde villet aabne eders Hierte for mig, o. s. v.« Disse Ord troe vi ikke han gav sin rette Tone, han udtalte dem med samme fortørnede Tone, som han, naar han i samme Scene er bleven overbeviist om Sullys Retfærdighed, siger: »de grumme Mennesker, hvor har de ikke bedraget mig«. Om det nu aldrig stod i den franske Original, at han skulde deklamere denne Replike med den største Følelse, (avec la plus grande vivacité de sentiment,) burde han, naar han ret havde studeret sin Karakter og Replike, deklameret den med Følelse, men i den naturlige, ven-skabsfulde og ømme Tone. De øvrige Akter spilte han efter vor Skiønsomhed fortreflig. Hr. Londeman spilte fortreflig i Aften; thi han vidste sin Role, det eneste som ellers giør at han ikke altid gefalder saa meget som hans uforlignelige Aktion fortiener; at han i sidste Akts sidste Scene kom for tilig med sin Glæde, over Kongens Gave til hans Karen, vil vi ikke tale om, da det deels var det eneste Sted han feilede, deels da han ikke kan høre vel. Om de andre behøve vi kun at sige, at de overhovedet spilte som sædvanlig, det er, Hr. Ørsted og Mad. Knudsen fortreflig, Hr. Musted temmelig vel, Jfr. Fogh saa saa, Hr. Irgens endnu bedre end sidst, og Hr. Hortulan*) maadelig. Den Feil vi i No. 5 af vor Journal for i Aar erindrede, som blev begaaet i 2den Akts ottende Scene, blev meget got ændret i Aften; thi Hr. Prinsløv giorde Touren længer end sidst, og, medens Sully taler om sin Bekymring for Kongen, igientog han de Ord: »her her er Veien,« hvorved at denne Tour blev ulige bedre giort end den pleier. At de rette Lofter i Aften ikke saaes i 3die Akt, kan undskyldes, da Stykket uformodentlig blev opført, men ikke at Kouliserne efter 3die Akts Begyndelse bleve forandrede.

*) Spørsmaal om Marqvis Conchinys Role ei en anden Gang kunde gives til Hr. Holberg, og Hr. Clementins til Hr. Hortulan?

2719Det aftvungne Samtykke, Komedie i En Akt, oversat efter Hr. Mervilles le Consentement forcè.

Dette Stykke er i vore Tanker meget kiedsommelig, da det mangler Situationer og fast ikke indeholder andet end den tørre Morale, og altsaa har ingen Arbeide for Skuespillerne, uden hvilket intet Stykke kan interessere paa Theatret. Om Aktionen kan der, altsaa ikke blive meget at sige. Jfr. Bøtger var Clarisse, hvis Role hun i Førstningen deklamerte got, men siden faldt hun i sin sædvanlige gamle Monotonie. Hr. Clementin spilte best; det Coup de Theatre at han lod sin Hat og Stok falde, maa han en anden Gang forandre, da slige Coups kun giør sin Virkning for engang. Hr. Roses Role siger ikke meget. Hr. Hortulans Role er endnu af mindre Betydenhed. Mad. Halesen var Lissette. Stykket blev opført i Fior, hvorom vi da sagde vore Tanker.

1942Den politiske Kandestøber, Komedie i Fem Akter, af Hr. Baron Holberg.

Hvorvidt dette Stykke har Ret til det store Biefald det altid faaer, og hvorvidt det fortiener Navn af et Mesterstykke, behøve vi ikke at bestemme; det bliver alt for ofte søgt, baade af Kienderen og Liebhaveren til det skulde behøves at bevises, at den politiske Kandestøber er et ypperlig Stykke, og et national Stykke; dette idelige Tilløb som det haver, er et uomstødeligt Beviis paa, at de deri revsede Sæder og Daarligheder ikke ere af Moden her; hvorved hele Antiholbergianernes Sætning ganske kuldkastes, som paastaaer, at vore fine og oplyste Tider ikke ere passende til de Holbergske Sæder. Dog, hvad ville vi tale mere i en soleklar Sag?

Vi kunne med Sandhed sige, at vi i Aften fornøiede os tilfulde; vel sandt alle Roler bleve ikke lige got givne, men de tvende Hoved-Roler allene bleve saa ypperlig og fortreffelig forestillede af en Clementin og en Londeman, at vi, om end det øvrige af Aktionen aldrig havde været saa slet, endda troede os at have faaet Skiel for den Tid og Udgift vi anvendte i Skuespilhuset i Aften. For at gotgiøre, at vi vare fornøiede, vil vi af deres Aktion anføre nogle Exempler, og begynde med Hr. Clementin: I 3die Akts tredie Scene anvendte han en komisk Finhed i Deklamationen, som paa dette Sted giorde saavel paa os, som og paa Publikum en meget ønskelig Virkning, ved det at han lod Stemmen fra den høitidelige og stolte Tone, hvormed han siger: »Borgemesters Frue maa ikke tænke paa at hævne den Uret som er vederfaret hende,« ganske falde med det Ord: »som Kandestøber Kone«. At Hr. Clementin havde studeret sin Role ret, og at han udførte den som den burde spilles, beviser hvert et Træk i hans Aktion. Hvad vil vel Holberg have forestillet andet ved sin politiske Kandestøber, end en indbildt politisk Borger, som endog medfører sine nedrige Sæder i Borgermesterstanden? og forestilte Hr. Cl.[Clementin] ikke denne naragtige Borger med den sandeste Aktion? havde han ikke, endog medens han var Kandestøber, den indbildte og vise Mine og Ansigt, f. Ex. 1 Akts 4de Scene og 2 Akts 3die Scene? udtrykke hans Ansigt, hele Anstand og Deklamation, ikke denne indbildte Indsigt, endnu i en større Grad i femte Akts 2den Scene? Var det Træk at han med Fingerne snød sin Næse, i 4de Akts fierde Scene ikke got anbragt? Herman staaer fuld af Indbildninger og vil lære sin Kone Levemaaden, formaner hende, at ingen af de gamle Kande-støbernykker maa blive tilbage, beder hende speile sig i ham, som ikke skal beholde nogle af de gamle Levninger tilbage, og i det samme snyder han Næsen med Fingeren. Man kalde gierne, om man vil, dette Træk gemeent, ja, man nævne det et af de væmmelige Træk som vi rose; det er lige meget, saa længe at det er en Skuespillers Pligt at spille Rolen som Forfatteren og Naturen vil have det, saa længe bliver dette og slige Træk en Fiinhed og et passende og got Træk, for alting, da Hr. Cl.[Clementin] forbedrede det, ved at tage sig ofte til Næsen. Vi kunde her holde op med Hr. Cl.[Clementin] at tale om den 5te Akts 5 Scene som han giorde uforlignelig kunne vi ikke undlade, thi dersom denne Scene især ikke blev givet af en Clementin, som med sit Ansigt kan giøre det fortreffeligste stumme Spil, (le jeu muet,) maatte den blive kiedsommelig; vi vædde, at enhver som saae ham her, kunde læse sig til alt hvad han tænkte. Hr. Londeman behøve vi kun at nævne, det Theaterspil han udgiorde med Hr. Clementin i 2den Akt da han lod Piberne falde, var meget got og blev end engang bedre givet end i Fior, ved det at Hr. Cl.[Clementin] tog Stilkene og slog ham i Hovedet. Af de andre vil vi kun anføre Mad. Bech som vidste sin Role i Aften, og spilte det beste vi endnu have sejet hende, og Hr. Irgens som gav Sanderus's Role temmelig vel i Aften.

1260Julestuen, Komedie i En Akt, af Hr. Baron Holberg.

Megen stor Fornøielse kan vi ikke sige at vi har høstet af dette Stykkes*) Forestilning, især da den interessanteste Person (som i vore Øine er Skolemesteren,) blev ikke mere forestillet af Hr. Londeman. Vi kan ikke indsee anden Aarsag til at den er givet til Hr. Bech, end at Hr. Londemands Kræfter ikke tillode ham at spille den selv. Det er Skade, tager man en Londeman bort af Holbergs Komedier, maa de endelig tabe sig. Hvad Hr. Bechs**) Aktion angaaer, da er der noget at rose i den, men, som altid hos ham, mere at laste; det vi rose ham for er, at han i 5 te Scene paatog sig den pedantiske Anstand; men at han i samme Scene fordreiede Øine og Ansigt, at han, efter at han havde examineret Børnene, forlod sin Karakter, og i Julelegen agerede Liparini, og at han endelig havde taget sig den urimelige Paryk***), som kuns passer sig i Bufferne, see, dette er han at dadle for. Vi forbiegaae at hans Deklamation slet ikke passede sig til hans Anstand, da det er hans Mæles Skyld. Man seer let heraf hvormeget Rolen havde tabt ved denne Ombytning; i det ringeste savnede vi en Londeman, især hvor han reciterer Versene. Om Jfr. Bøtger vil vi kun sige, at hun stødte forskrækkelig an i sin Role, at hun spilte den ellers skiødesløs, ved f. Ex. ofte at laane sine Øine til Logerne, skienke vi hende, uagtet de have slet intet der at bestille. Hr. Holberg havde Leanders Role; vi have ikke endnu fornummet nogen Forbedring i hans Dialekt og Stemme; vi anmærker det ikke for at chicanere, men fordi det er saa i sig selv, og for at forandre den; hvad Gestikulationen angaaer, da var den meget god; dersom han vendte sig af med den affekterte og hyppige Kastning med Nakken, og Hævelse paa Tæerne var det ikke af Veien; den Forseelse at han i sidste Scene faldt paa Gulvet, da han slap Hieronimus, maa han en anden Gang ikke begaae, og en Forseelse er det, da han dermed giør det usansynligt, at han kan undløbe Vægterne. Madam Bech var Pernille, hun spilte saaledes i vore Tanker, at hun slukte det smule Haab som hun i Kandestøberen kundet opvække hos os; hendes Stemme bliver ikke bedre; og bliver det som det er, saa Vee! Pernillerollen og Publikum, om hun bliver antaget! — Vi behøve kun at nævne Hr. Clementin i sin, og Hr. Hortulan i sin gamle Role, for at sige, at de bleve ypperlig spilte.

*) See den dramatiske Journal for forrige Aar No. 23.

**) Hans sidste Galimathias kan han selv henføre til de Bieffere vi i No. 10. talte om.

***) Vi vide ikke om Skuespillerne selv maa klæde sig efter egen Kaprise, eller om Inspekteuren eller nogen anden har Opsigt der med; men dette vide vi, at det ikke burde taales eller tillades en Skuespiller at vanskabe sig med Karrikaturdragter.

4682Viinhøsten, en Balet.

Man maa ikke ansee denne Ballet (om den bør hedde saaledes,) med kritiske Øine, altsaa ikke spørge om Handlingen om Pantomimens Betydning, men lukke Øinene for al Natur og Kunst, og blot føde dem med Dands, og Øret med Musik. Hvad Exekutionen af Dandsen angaaer, da behøve vi vel kun at nævne Hr. Barch, for at sige vore Læsere, at han giorde sine Sager for-treffelig; hans Dandserinde var i denne Balet Mad. Adriani; vi have ogsaa sagt meget lidet Got om hende, naar man veed at hun dandsede; det bliver altsaa ufornødent at sige, at hun er ikke taktfast, at hun dandser som oftest meget dovent; kort, at hun, endog af Nødvendighed, dandser meget siet; hendes Pantomime (den komiske nemlig,) er ikke slet, men det udgiør ligesaa lidet en habil Dandserinde som uanstændige Vendinger, og maa hun være forsikkret om, at Publikum, uagtet det biefalder dem, naar de ere uomgiengelige, ikke taaler dem hos hende, som ved hver Vending blotter sig ligesaa meget, som naar en Paccini en Kokki og flere, springe saaledes, at de ikke kan undgaae denne virkelige Uanstændighed; i saa Fald biefalder Dandserinden ikke, fordi hun blotter sig, men fordi hun giør slige stærke Spring, som nødvendig maa foraarsage det. Hr. Svarts og Jfr. Knudsen den ældre, dandsede og en Pas des Deux, og i vore Tanker dandsede ypperlig, og er især Hr. Sv.[Schwarz] al den Opmuntring værd Publikum giver ham, og atter et Beviis paa, at Dannemark kan og frembringe gode Subjekter i denne Kunst, naar de kun undervises. Denne Balet er ikke aliene blevet lidet biefaldet, men Publikum har endog trampet af den og Madam Adrianis Dands, uagtet at Misfornøielsen var høist billig, troe vi ikke at den burde vises, vi have aldrig (see den Dram. Journ. for forrige Aar No. 3, 6 og 18.) billiget den offentlige Mishag, da den vilde føde flere slette end gode Frugter af sig. Blev een engang med Rette udpebet eller udtrampet, blev han vist anden Aften biefaldet, og et andet Partie udpeeb den, som endog med Rette blev biefaldet. Piben vilde da tabe sin Virkning som Kladsken har tabt sin; men fordi vi ikke troe Piben at være tienlig; troe vi ikke at en usel og af Traadsighed slet Aktion og Dands er en god, og ikke fortiente Pibens Lyd, fordi den ikke kan og bør for Roligheds Skyld have den.