500Fortsættelsen af den dramatiske Journal — af N. K. Bredal.

Men Jomfru Halle er ei den eneste, som Hr. Bredal lader tale li Pøbelens Sprog, Hr. Musted siger ogsaa: I god Karl! Skiendegiest, Skolepog, med flere Complimenter. — Dog disse vil vi ei mere opholde os ved, og naar det ei var for de Personers Ære, som han lader tale, havde vi aldrig talt om dem, dà det er os meget ligegyldigt, enten Hr. B.[Bredal] holder os slige Titler værdige, eller ei, men os synes, at en Skuepladsens Direkteur burde meget vogte sig for paa en eller anden Maade at understøtte de ubillige Fordomme, som Mængden virkelig har om enhver Skuespiller, i sær da hans Efterstykke uden Tvivl bliver meest læst og bifaldet af Pøbelen, eller Folk af lige Tænkemaade; — Hr. B.[Bredal] kan ei undskylde sig med en Moliere, en Holberg, at de har i deres Comedier brugt lige saa slemme Æqvivoker og ligesaa gemeent et Sprog, da disse store Mænd har lagt slige Ord i Munden paa Henriker og Perniller, men de handlende Personer i dette Efterstykke forestille det de virkelig ere, nemlig Skuespillere, og bliver det dem altsaa baade unaturligt og høist uanstændigt at bruge slige Talemaader. — At dette Stykke er under Kritiken, beviser, sig selv, thi det er uden Knude og Opløsning, og har ei andre Egenskaber, end Dialogens. — Vittigheden, det eneste, som kan giøre en Farce taalelig, vil man forgieves søge her; thi naar vi undtage det Indfald, (Side 51), som den anden Aktrise har, naar hun siger, at Hr. Journal ei har Ansigtet, naar vi undtage dette, som dog kuns grunder sig paa et Ordspil, er der intet, hvoraf man kan lee. — Hr. B.[Bredal] lader denne Aktrise komme ind paa Skuepladsen med et Røgelsekar i Haanden, — ogsaa anstændig for en Aktrise! — vi vil ei engang tale om, at han lader hende ligesom gammel Gunild sladre hen i Taaget, at hun har sat sine Skoe forkeert for Sengen, og hvad for Resten den hele Ammestue Snak heder; thi hvad kunde det hielpe hende, naar Hr. Journal kuns var imellem Coliserne, og i Aktrisernes Kammer? — eller har hun maaskee Seng paa Skuepladsen? — Nær havde vi glemt det ubetalelige Indfald: Trykfeilen, nemlig »alienu lacdore,« — dog vi have forudseet den, (see No. 4.) og Hr. Borgmesteren [Bredal] lod os ei heller bedrages. — Meer behøve vi ei at sige om denne nye Affødning, (thi at udtømme alle dens Fuldkommenheder vilde være det samme, som at afskrive den ganske). — Vi har nu behandlet det, som et Stridsskrift og som Drame, og overlade vi vore Læsere at see, hvorvidt vi har Ret eller Uret, skulde han nu (som han skal have truet os med) faae i Sinde at skrive flere Efterstykker af lige Skiønheder med denne, forsikre vi ham om, at vi ei skal enten besvare ham, eller give os af med ham, da vi fornemme, hvor lidet Kritiken frugter paa ham; — ved at tænke paa Hr. Bredals Tronfølge og hans dramatiske Journal, og andre slette Skribenteres Vanskabninger, hvormed de pine Læserne, have vi ofte søgt at finde et Middel til at afstraffe dem. Erfarenheden viser, at de slette Skribentere, og i sær Digtere, aldrig skriver mere, end naar de revses, og at de ei ophører at skrive, førend man holder op at dadle dem; de ligne en Top, (siger den dybsindige og vittige Pope i »Essay on Criticisim«), jo meer man pidsker den, desmere løber den, og hører ei op, førend man holder op at slage dem*). — Kritiken virker altsaa intet paa dem, og det beste Middel til at faae dem til Kur ved, er nok uden Tvivl en Pengestraf. — En Pengestraf vil man sige! —

Ja det er nu kuns et Forslag, som en Rabener har giort med sin Gedankenssteuer, og vi troer, at en anseelig Pengestraf var det eneste Middel til at formaae disse Folk til at tie. — Vilde nu Hr. B.[Bredal] give alle sine Skrifter, eller en vis Afgift af dem til Friskolerne, eller anden gudelig Brug, (thi en Skat efter Rabeners Forslag af enhver Grovhed, hver mat Tanke, m. m. vilde blive alt for stor), saa maa han skrive saa mange lyriske Tragicomedier, saa mange dramatiske Journaler, kort, saa mange Sottiser, som han lyster, uden al Kritik, og dersom han vil betale en anseelig Deel Penge, skal han faae Lov at troe, at han er en af de beste Skribentere. — At Hr. B.[Bredal] skrev sin dramatiske Journal, kunde man tilgive ham, at han skrev den saaledes, som den er, kunde man vente, men at han, som Skuepladsens Direkteur, vilde giøre den til en Gabestok for personlig Had og privat Trætte, havde vi aldrig ventet, i sær da Adresse-Aviserne spaaede ham ei stor Ære og Erfarenhed, har viist, hvor meget Skuepladsen har beriget sig ved Partier; men desuagtet troe vi ingenlunde, at han enten forud vidste, eller paa nogen Maade var deelagtig i sine Forfægteres Beviismaader paa Parterret; — det eneste, som man kan troe, er, at han maaskee har hvervet sig nogle, som skulde bifalde hans Stykke, og med Kladsken søge at døve Pibernes Lyd. Dette er det eneste, sige vi, som enhver Menneskeven kan og bør troe om ham, og om saa var, har han det tilfælles med saa mange slette Skribentere i Frankerig og andre Stæder. — Men aldrig skal nogen indbilde os, at en Mand, som har Fornuft, som har beklædt et Magistrats Embede med Ære, er Mand af saa fim en Levemaade, som Hr. B.[Bredal], (Egenskaber, som kan bestaae med en slet Skribent), skulde engang have fornøiet sig over den Maade paa hvilken hans Stykke blev udført, meget mindre, at han raabte Victoria, men tvertimod troe vi, at han med et hvert fornuftig Menneske i hele Byen fortrød paa det heftigste alle disse Optøier. — Ja vi troe, at de, som have raadet ham til dette farlige Skrit, enten ei har været hans Venner, eller og Folk uden Eftertanke, thi vi troe, at Publikum (hvad man endog kan sige om det) skyldes den Agt ei, der at være indviklet i private Stridigheder. — Et Par Anmærkninger, maa tillades os endnu at giøre, førend vi tale om Aktionen. Den første er denne: At vi herefter ei indlade os i nogen Strid, med mindre den kommer fra Folk, som understøtte sine Anklagelser med grundig Beviis; dette har vi foresat os, thi disse evige Kævlerier føre os for langt fra vort Øiemed, og Læserne ere ei heller tiente med Stridigheder, hvis Nytte er meget liden, og Aarsag bør være meget grundig, men at vi har opholdet os saa længe ved disse, maa vi bede undskyldt, da vi troede at skylde vore Læsere og os selv et saadant Forsvar, hvis Udeblivelse vilde uden Tvivl have opvakt Mistanke. — Den anden er, som vi tilstaae ei just at være nødvendig, men som vi dog bør af den Aarsag giøre, da vi befrygte, at dens Taushed vilde opvække en Tanke, som vi holde (i Henseende til os) for skammelig; — vi erklære nemlig at vi paa ingen Maade har havt nogen Deel i, eller enten middelbar eller umiddelbar bidraget til enten Piben eller Trampen, eller Correspondensen i Adresse-Avisen, eller noget andet Skrift herom. — Vi vil ei skieide dem for Æreskiendere eller Calumnianter, som tænker dette, men o verlade enhver sin Mening; thi vi holde det ei for en Æresag at give sin Mishag tilkiende i Aviserne, eller paa Comedien, men os vilde det være meget uanstændigt selv at være egne Dommere. — Hvad den offentlige Mishag angaaer, da tilstaae vi, at den kunde være meget nyttig, naar den blev brugt i Tide, men den Misbrug har man stor Aarsag at befrygte, skiønt hvad et Stykke selv angaaer, er slig en Frygt det eneste Baand paa en slet Forfatter. — Aktionen var over al Forventning god. — Hr. Bech havde Hr. Journals Rolle, som udfordrer en god Hukommelse, og tillige en Akteur, som enten med Kunsten eller Naturen maa bidrage til at giøre den latterlig og væmmelig, og sandelig det ufordragelige Mæle var ham her meget tienlig; thi skulde en anden Akteur affektere det, vilde det ei giøre saa god en Virkning. — Hans Spil var ei naturlig, thi hans Role var det ei, den bestod meest i Karrikaturen, han skulde forestille et Ens Rationis, og havde derfor Lov til at chargere sin Role saa meget han vilde, og vi vil love for han lod den ei fattes i denne Post. Et Par Træk til Exempel: Da han i sidste Scene gik til Hr. Irgens, for at give ham sin Afsked, stak han den ene Haand i Barmen ganske høit op under Halsen, og gik saa med gravitetske Skrit, hvorved han dreiede den hele Krop fra den ene Side til den anden lige ind paa ham, førend han talte. — I samme Scene tog han med en alvorlig Mine fat paa Lænestolen, trak den meget langsom hen til midt paa Theatret, og satte sig i den med en meget latterlig Gravitet; disse to Træk fornøiede os meget, ja i Karrikatur-Rolerne kunde maaskee Hr. B.[Bredal] blive god. — Iblant de Stæder han feilede var i sær Begyndelsen, hvor han ikke havde den rette Tone, og tillige begik den Feil, at han kom ind lige over for Hr. Musted, da han efter Stykket skulde løbe ind efter ham. — Hans Klædedragt lignede intet en Skolemesters uden med den sorte Kiole, og i den Dragt kunde han gierne »støve efter de unge Aktriser, uden at hede en for klædt Snushane«. — Hr. Musteds Aktion var meget ypperlig. — Madame Knudsens Role udfordrer ei meget Aktion, og hun spilte den meget got, maaskee hun burde givet dem mere Liv. — Jomfru Halle gav sin Role, saa gemeen den og var, og saa meget som hun maatte sætte sig i en fremmed Karakter, med meget Liv og Fyrighed, den Bevægelse hun havde med Hænderne, naar hun sang de Ord: »den dramatiske Journal« var ypperlig. — Et Sted fordærvede hun Rolen, og til al Ulykke paa det beste og eneste Indfald; thi da hun i 7 Scene siger: »Ansigtet har de ei,« spyttede hun. — Dette Phy, Phy staaer ei i Stykket, og denne Replikes Natur udfordrer en kold og ironisk Udtale. Vi vil ei tale om, at det lader gemeent at spytte af Folk. — Dog hun bør undskyldes, thi det maa være meget vanskeligt at nedlade sig saa dybt, som hendes Role her er, og altsaa ei got at treffe det rette. — Hr. Irgens spilte saa saa. — Alle fortiene den Berømmelse, at de ei lode sig forvirre ved Alarmen, men underholdt Rolerne med et forunderligt Mod. — At Dækket ei faldt, da Piberne lod sig høre, er en anden Sag. — Fremmede kaldte det en Dumdristighed, — men vi ere jo vante til at lade os alting gefalde i Skuespilhuset, hvorfor ikke det med? —

(Resten i næste No.)

*) Disse ere hans Ord:

»Still hummingon, their drowsy course they keep
And lash'd so long, like Tops, are lash'd asleep.«