Anden Aargang.

1756Mændenes Skoele. Komedie i Tre Akter oversadt efter Hr. Molieres l'Ecole des Maris. (sluttet.)

Vi haabe at vore Læsere have nok af disse Exempler, for at være overbeviiste om vore Tankers Rigtighed, over disse to fortiente Skuespilleres uforlignelige Aktion i dette Stykke; vi kunne til Overflødighed erindre flere*) men vi ville da blive saa vidtløftige at vi maatte mangle Tiid og Rum til de andre; ja vi skulde end ikke saa stykviis bedømt dem var det ikke for dog eengang at stoppe Munden til paa disse Smaabieffere i Aviserne**) eller rettere for ikke at opvække Mistanke hos vore Læsere at disses ugrundede og ubeviste Hvishvas virkelig havde nogen Grund; de fornuftige af vore Læsere som har vséret Vidner til Opførelsen af de Stykker vi have bedømt, frygte vi ikke i denne Henseende, da vi ere overbeviiste om at vi have altid talet den nøgne Sandhed, og om vi have feilet i vore Domme da er det foraarsaget af Mangel paa enten Indsigt eller Overlæg, og ingenlunde af nogen skammelig Biehensigt som disse Versehekkere og Smørere have vildet paaløiet os og Publikum, have vi feilet (og det er meget mueligt saalænge en Konstdommer ikke lader af at være Menneske) nu dal hvi vil man ikke give sig den Møie at bevise det? intet var lettere for disse Bieffere, naar de havde en god Sag; de ere formodentlig ogsaa Tilskuere eller i det mindste maae de dog have seet de Skuespillere vi have bedømt, og som ere i deres Tanker partisk bedømte (eller have de ikke selv seet dem er deres Væv aabenbare Løgn) formodentlig maae de og forstaae saa meget af Skuespilkunsten som vi, (og det tiltroe de dem dog vel selv, eller vil have at man skal tiltroe dem) nu hvad hindrer dem da i at giøre fornærmelige Beskyldninger beviiste? kan de ikke da anføre Beviis med Exempler? sige de Steder hvor vi have feilet? enten have de Ret eller ikke; i første Fald ere de Løgnere (thi de sige en Usandhed) og i sidste Fald ere de dumdristige og Folk, som ikke vil troes; som tør paabyrde Publikum urigtige Beskyldninger; som med deres egen Dovenskab fordærver deres Sag om de end havde Ret; See fra hvad Side man vil end ansee dette kan ingen fortænke os i at vi foragte disses Sladder; og det er kuns egentlig for dem af vore Læsere, som ikke have seet de bedømte Skuespillere, at vi giøre dette Forsvar; vil derimod nogen anden forsynet med Beviis, tagne af den paa Naturen grundede Theorie i Skuespilkunsten, modsige os, angive de Steder vi have feilet; han skal da være os kierkommen; vi besidde ikke, vi have Væmmelse og Afskye for dum Selvtillid og Stolthed, altsaa troe vi gierne, at vi kan have feilet i vore Domme; det vil da koste os meget liden Selvfornægtelse at tilstaae at vi har Uret; slig en Modstander vil vi med aabne Arme modtage; vi vil fryde os ved at kunne faae Leilighed at udvikle vore Tanker (om Grunden til den mistænkte Forseelse skulde ligge i Udtrykket) for en oplyst Mand og aldrig skamme os ved at tilstaae at vi ikke ere ufeilbare; det dummeste et Menneske kan tænke om sig selv, eller paastaae af andre! — men vi holde op og begive os til Sagen: Valers Role var i Aften givet til en ung Skuespiller ved Navn Holberg (et stort lovende Navn!) som første Gang giorde Prøve og ved den efterlod sig hos os et meget fordeelagtigt Haab; endeel af de naturlige Egenskaber som fordres hos en Skuespiller der med Sandsynlighed skal spille Elskerens Role, har han efter det Begreb vi have; en temmelig smuk Skabning og et Ansiigt som naturligt tager mod adskillige Forandringer, mangler han ikke; hans Mæle er just ikke i vore Øren det behagligste; noget stemt og dunkelt har det hos sig naar han vil løfte Tonen (f. E. 1 Akts 3 og 4 Scene i Begyndelsen 2 Akts 5 Scene o. fl.) men ubehageligt er det just ikke, og denne anmærkede Feil troe vi vist kan forandres***); og vil dette skee, som man dog har Exempel paa, tør vi med Føie (naar han vil vedblive som han har begyndt) ønske vor Skueplads til Lykke med ham; dette kunde være nok sagt om ham for denne Gang, dersom han ved sin Aktion ikke havde givet os Leilighed at sige meget godt om ham i Henseende til hans Anstand, hans Gestikulation og Deklamation og den Indsigt han mange Stæder viiste, han havde i sin Role; til Beviis paa det sidste tiener hans hele Spil, det forestilte just det Forfatteren vil have, den sande Kontrast til Sganarell; at Deklamationen****) var mange Stæder rigtig, og at han havde studeret den beviiser blandt andre den 7 Scene i 3 Akt; hans Anstand og Gestikulation var overhovedet meget god f. E. 1 Akts 3 Scene ja endog den mesterlige Scene i 2 Akt giorde han godt; et lykkeligt Indfald var det af ham at han ikke tog sin Hat som han taber da han kyste Isabelles Haand. Hr. Hortulan gav sin Role ganske vel; Hr. Hansen var ulige bedre end ellers; og hvorfor? fordi han var naturligere; dersom han og andre Begyndere i lystige Roier vil tænke at blive taalelige, maa de gaae denne Vei; det er: de maae først lære at deklamere og gestikulere naturligt, og ikke strax giøre sig lystige. Vi vide ikke hvorfor Jfr. Fogh pludred saa meget; hun maae lade denne Feil da man ikke kan forstaae hende. Jfr. Conradi var Lisette — cætera qvis nescit?

Af alt dette vi have sagt lader det sig meget let slutte, at vi overhovedet har været meget fornøiede med dette Stykkes Opførelse; vi troe og at vi have anført Grunden til vor Fornøielse; skulde man end forlange mere af os kan man erindre sig hvor ypperlig Hr. Klementin med Hr. Hortulan havde studeret at fylde det tomme i Begyndelsen af første Akts anden Scene, og med hvad for studeret et Theaterspil Madame Knudsen med Jomfru Fogh opfyldte det samme Lacunum midt i samme Scene; naar man ret studerer denne Scene, maae man strax indsee Vanskeligheden der er ved at undgaae Tomhed i Scenerne og Usandsynlighed.

*) Vi kunne f. Ex. erindre dem begge (vi meene Hr. Klementin og Mad. Knudsen) i 2 Akts 3 Scene; Hr. Kl.[Clementin] i samme Akts 2 Scene og 4 Scene; dem begge i samme Akt 7 Scene og fleere ja alle Scener. Man forundre sig i alt dette ikke over, at vi i Henseende til dem forsvare os mod vore Modstandere; Riimsmeden[Uidentificeret] i Adresseavisen (No. 195) taler om et Par ved Theatret som roses saa frit, og sandt er det, at vi rose dem meest, da de i vore Tanker, meest fortiene det, meest sielden feile, og altid vise blandt alle de andre Skuespillere meest Fliid og Omhyggelighed i deres Spil; maaskee og her have vi Uret men man overbevise os!

**) Hertil regne vi den omtalte Versemager[Uidentificeret] og Væveren[Uidentificeret] om Operaen (No. 19.) den sidste især fortiener at anmærkes, og bede vi ham at han vil sige os hvad han vil have sagt med sit vidtløftige Vaas, (om han ellers selv veed det) vi i det mindste kunne ikke saa lige vide hvad han vil sige: om vor Forbrydelse bestaar i at paastaae at vi ingen italiensk Opera (som ingen fremmet Skuespil) bør have eller hvor i vi have forbrudt os. Dog den stakkels Mand vil være vittig og satirisk ja Manden vil have os til at lee, men han kan ikke, Manden maae pine og krumme sig saa meget som han vil det vil ikke lykkes ham.

***) Han maae for Alting (og det staar i hans Magt) forandre sin Dialekt; vi mærkede den især i de Ord, »paastaae, maae« og flere hvor han udtalte aa som o.

****) Vi roese her Hr. Holbergs Deklamation for saa vidt han gav de rette Ord sin behørige Tone; efter deres Meening, men ikke for saa vidt at hans Mæle derved var behagelig; det er ingen Modsigelse at deklamere rigtig og have et dunkelt Mæle, thi et slet Mæle kan gierne tage mod Modulationer uden derfor at være klart; men fuldkommen behagelig og rigtig kan det ikke være.

197Det arabiske Pulver Komedie i En Akt, af Hr. Baron Holberg.

Man kan i vore Tanker ligesaalidet regne dette Stykke til et af Holbergs beste Stykker, som man kan fradømme det alt Interesse paa Theatret, og giøre det slet; hvor ypperlig f. E. er ikke Moralen? hvor megen saltet Satire indeholder ikke den første Scene? hvor god er ikke Situationen i 13 Scene? m. m.

Hr. Klementin gav Polidors Role som ikke just fordrede en Akteur af hans Talenter. Hr. Ørsted spilte Oldfux temmelig vel; Hr. Hortulan var Andreas; Rolen siger ikke meget. Hr. Londeman gav Jødens Role ypperlig og uden at chargere som er meget vanskeligt at undgaae i en Jøderole. Hr. Bech var i Henriks Role, og gav den ulige bedre end han pleier; det er os dog kiært at han engang vil aabne sine Øine; Aarsagen hvorfor han før er blevet saa væmmelig er uden Tvivl den, at han vilde være en Londeman; men den vei han tog var just de som aldrig giør noget af ham; han søge at efterligne denne store Mand i at blive naturlig; hans høistkomiske Ansigt, Anstand, Deklamation og Gestikulation, naaer hverken Hr. Bech eller nogen af hans Talenter, hvor meget de end spile Øine og fordreie Ansigtet, hvor meget de end brøle og qvække, hvor meget de end vriide og vende deres Krop, hopper og springer; kort hvor meget de end ved Grimasser søge det. Til Beviis paa at han mange Steder (saa vidt det var ham mueligt) var naturlig tiener den 3 Scene. Madam Bech var Pernille vidste ikke heller Rolen i Aften; at hun spilte slet og i ingen Henseende var bedre end sidst tale vi ikke om; et stort lovede Haab! Af de andre vil vi kuns tale om Hr. Irgens som giorde sin Role meget vel, og Hr. Holberg som udtalte sin Replike i sidste Scene meget vel. Hr. Prinsløv og Statisten som var Poet burde ladet den bagvendte Kompliment blive borte.