Anden Aargang.

919Gnieren eller den Gierrige, Komedie i Fem Akter, oversat efter Hr. Molieres l'Avare.

Da vi sidst*) talte om dette Mesterstykke, anførte vi et Sted af Plautus for at beviise, at den store Moliere havde nogle Steder raadført sig med denne store romerske Komedieskriver, og deels for end mere at bevise dette, deels for at giøre vore Læsere, som ikke kiende til denne store Mands Skrivemaade, bekient med ham, vil vi give det Sted paa Dansk**), hvoraf Moliere har taget sin overdrevne, men høist latterlige Monelog, (i 4de Akts 7 Scene,) »Jeg er om en Hals, jeg Elendige! jeg er ulykkelig? hvor skal jeg løbe hen? hvor skal jeg ikke løbe hen? hold paa ham. — Hvad for een? og paa hvem***)? jeg veed det ikke; jeg seer intet, jeg har mistet mit Syn, jeg veed ikke hvor jeg skal gaae hen og finde mit Skrin, jeg veed ikke hvor jeg er »eller hvem jeg er; Ak! vær saa god og hielp mig, I got Folk? Ak! sig mig hvem min Tyv er; viis mig ham? I er dog skikkelig klædt, og seer ud som skikkelige Folk? Hvad er der paa Færde? hvad leer I af? jeg kiender jer alle? jeg veed at de fleeste af jer er Tyve? He! har der ingen af disse taget mine Penge? du bukker dig? bekiend strax hvem der har taget dem? veed du det ikke? — Ah! jeg Stakkel! jeg er i Flugten! jeg er ødelagt! jeg er ganske afklædt! jeg har i Dag fristet stor Ulykke, Hunger og Fattigdom; jeg er den ulykkeligste paa Jorden; thi hvad skiøtter mig om at leve, naar jeg har mistet saa stor »en Skat, som jeg har saa længe og forsigtig forvaret?« Saaledes lader Plautus sin Euclio udtrykke sig, naar Strobilus har stiaalet Skrinet med Guldet i. Ligesaa lidet, som vi have oversat dette Sted af Plautus, for at faae Navn af Philologer, saa lidet have vi ogsaa anført Stedet, for at ville forringe Moliere. Vi troe ikke, at han derfor saavel som Holberg, taber, noget i den Høiagtelse og Beundring, som man skylder ham. Ingen uden et sand komisk Genie kan ret bruge ham; thi uden Smag at tage en Stump af ham er ingen Konst; det kan Dosmeren og giøre, han kan plyndre de beste Indfald, men ret at bruge Plautus, at forandre og forbedre dem, selv skabe nye og ligesaa vittige, og danne rigtige Karakterer og passende Situationer, see saaledes kan ingen bruge Plautus, uden selv at være en Plautus. Hvad det overdrevne i Monologen selv angaaer, da nægte vi ikke, at det er saa aldeles forsvarligt, skiønt den er saa vigtig og latterlig, at man for Latter neppe seer det unaturlige i den. Ved en anden Leilighed skal vi maaskee giøre vore Læsere bekient med Fablen og Karakteren i Aulularia, for ret at vise, hvor meget den og Gnieren har tilfælles. En Tirade af den latinske Gnier kunde vi ikke forbigaae at anføre: Euclio befaler Staphila, en gammel Kone, at hun skal passe paa Huset for Tyve; hun spørger om han er bange, at de skal stiele Huset, da der er intet andet en Spindelvæve. Euclio vil og have dem ubeskaaren, han forbyder hende, at laane Naboen Ild og give dem Vand, han vil have at Konen skal slukke Ilden, sige Vandet er gaaet bort, og nægte dem Kniv, Øxe o. s. v. og sige at Tyve har stiaalet det bort.

Dette Molieres Stykke, som ene var nok at giøre ham udødelig, behøve vi hverken at anprise eller bedømme; mangfoldige og mesterlige Karakterer, en god Plan, hyppige komiske Situationer ere dets Fortienester; dets blotte Læsning fornøier, men dets gode Forestilling henrykker Tilskueren ganske.

Oversættelsen (som vi i Fior ikke kiendte,) have vi nu ved Haanden, og ere vi ved at holde den mod Originalen, desmere bestyrkede i de gode Tanker vi havde om den; den er trykt i Aar 1756; dens Forfatter er os ganske ubekiendt. —

Vi iile med Fornøielse til Aktionen, da vi om den kan sige meget got. Den Roes som vi i Fior lagte paa Hr. Clementin i Harpagons Role finde vi os ikke beføiede til at igientage. Deklamation, Ansigt, Theaterspil, kort, Aktionen var mesterlig, f. Ex. hvor ypperlig kom han ikke ind i første Acts 5 Scene? hvor mesterlig gav han ikke den fierde Scene i samme Akt? den første i 3 Akt? Dog vi ville ikke opregne alle de Steder han spilte mesterlig, for ikke at fylde Rummet med at opregne hver Scene. En lille Anmærkning tillade man os at giøre; sidst da vi saae Hr. Cl.[Clementin] i 4 Akts fierde Scene, tage Pungen af Lommen med Kluden i, tog han først til Næsen; hvorfore udelukte han denne Finhed, som bortog alt det usandsynlige? dersom han kuns tog et Tørklæde op af Lommen, (som der staaer i Originalen og Oversættelsen,) kunde han gierne lade det ude, men nu troe vi ikke, at det burde blive borte; dog det var maaskee en lille Glemsomhed, som man for engang kan tilgive en stor Skuespiller. — Med Hr. Rose vare vi og overmaade fornøiede; han spilte hele Tiden ypperlig, især 4 Akts 3 Scene. Marianes Role, (som Jomfru Bøtger spilte sidst,) falt i Madame Knudsens Hænder; til Exempel paa at hun spilte som hun burde, anføre vi det udtrykkende Ansigt hun giorde, naar hun i 3 Akts 5 Scene seer Harpagon, og den Bestyrtning hun viiste, da hun saae Cleanth i samme Akts 5te Scene, og hendes hele Aktion i Katastrophen; hun var meget tarvelig klædt, som hun burde. Hr. Irgens overgik vor Haab i første Akts 5 Scene, han traf Tonen rigtig, og kolluderte meget vel med Elise; man saae virkelig en Deel got i denne Scene, og forstærkede han Stemmen rigtig, naar han seer Harpagon komme ind igien. Den første og anden Scene i 3 Akt med Mester Jakob, gik nok an, men i sidste Akt vare vi ei tilfreds med ham. Jomfru Fogh var Elise, og spilte den saa saa. Hr. Londemans Aktion var som den pleier; han kom i femte Akts 3 Scene lidt for sildig med sin Replike, naar Valerius ved sin Tilstaaelse bringer dem alle i Troen, at han er Harpagons Tyv. Optøierne med Lyset udgiorde han med Hr. Clementin; hvad vi tænke derom, have vi før sagt; man har ventelig ikke vilde udelukt dem for Galleriets Skyld; ellers kunde man nok ønske nogen Forandring i dem. Madame Hallesen var Frosine, Hr. Ørsted Henrik, Hr. Hortulan Anselme, og Hr. Prinsløv Notarius.

*) See No. 30. af den Dramatiske Journal for forrige Aar.

**) Eu. Perii, interii óccidi, qvo curram? qvo non curram?
Tene, tene, qvem? qvis? nescio, nihil video cæcus eo, atque
Eqvidem qvò eam, aut ubi sim, aut qvi sim, neqveo cum animo
Certum investigare, obsecro vos ego mihi auxilio,
Oro, obtestor, sitis, & hominem demonstretis, qvi eam abstulerit.
Qvi vestitu & creta occultant se se, atqve sedent, qvasi sint frugi
Qvid ais tu? qvid ridetis? novi omneis scio fures esse hic complures.
Heu! nemo habet horum? occidisti, œic igitur qvis habet? nescis!
Heu! me miserum, misere perii, malé perditus, pessime ornatus eo,
Tantum gemiti & mali, mæstitiæqve hic dies mihi obtulit,
Famem & pauperiem, perditissimus ego sum omnium in terra.
Nam qvid mihi opus est vita qvi tantum auri perdidi? &c.

***) Vi kunne umueligt udtrykke Plautuses qvem og qvis, saa kort, Euclio vil vist dermed sige, at han ligesaa lidet veed hvem der skal gribe Tyven, som han veed hvem Tyven er. Vi vide nok at Plautus har her tabt, men vi ville være fornøiede om Plautus ikke for Resten har tabt saa meget, at han i Oversættelsen er bleven ukiendelig.

2482Det tvungne Giftermaal, Komedie i En Akt, oversat efter Hr. Molieres le Mariage forcé.

Det eneste man kan dadle paa dette Stykke, er at det er en Farce, og at Katastrophens Hensigt er umoralsk god; men Kiendere finder paa den anden Side saa mange theatralske Skiønheder, i det at han, naar de komiske Situationer blive spillede ligesaa fuldkommen som de fortiene, neppe kan blive kied af at see det. Hvad os angaaer, da have vi fornøiet os meget ved Forestilningen; al den Ild, al den fuldkomne den naturlige Aktion, som Sganarells Role udfordrer, viiste vor ypperlige Clementin; til Exempel at Hr. Cl.[Clementin] giør denne Role mesterlig: Hvor fornøiet var hans Ansigt ikke i første Scene med Hieronimus? hvor ypperlig loe han ikke i samme Scene, naar Hieronimus gik bort*)? hvor rigtig forandrede han ikke Ansigtet, naar han faaer at høre af hans Kierestes Mund, hvordan hun vil føre sig op? hvor steeg ikke hans Misfornøielse siden? hvor mesterlig skildte han sig ikke ved Scenerne med Marphurius og Pancrasius? og endelig hvor uforlignelig udførte han ikke den komiske Situation i sidste Scene naar Broderen rækker den blotte Kaarde paa den ene og Faderen med Datterens Haand paa den anden Scene? med hvor stor Uvillighed, hvor stor Afskye søgte han ei at undgaae at tage hendes Haand, og da han seer Kaarderne, hvor stor Skræk viiste han ikke? med hvilken betydende og treven Mine beqvemmede han sig ikke at tage mod hendes Haand? — Vore Læsere see vel, at vi have næsten gaaet Scene for Scene igiennem, vi tilstaae det, da Rummet tillod os det, kunde vi umuelig nægte os den Fornøielse, at igientage Hr. Cl.[Clementin] Aktion. Hr. Londeman feilede noget i Pancrases Role, det var for kiendeligt at det ei skulde mærkes; for vor Deel tilgive vi ham det gierne; vi troe, at man maae lidt bære over med en gammel og stor Skuespiller, som (om det er sandt,) hører slet; men for Exempels Skyld anmærke vi det. Han spilte ellers den anførte og Broderens Role som han burde. Af de andre vil vi kun tale om Hr. Prinsløv, som læste Hieronimuses Role som han kunde læst den af en Bog. Det Indfald at Tieneren, naar han har afbørstet Sganarell, rækker Haanden frem, er løierligt nok, og giør en god Virkning.

*) En ubetalelig Situation! Sganarell leer af den Lykke han vil giøre, og Hieronimus af Sg. store Daarlighed.

739Florentineren, Komedie i En Akt, oversat efter Hr. de la Fontaines le Florentin Comédie, (see Pieces de Théatre, de Monsieur de la Fontaine; à la Haye 1701, 8).

Uagtet at man fik kuns lidet for sine Penge i Aften i Skuespilhuset, (ved en Halssyge hos Jomfru Torre, som skulde synge i den bekiendtgiorde Opera,) fik man dog, skiønt smaae, dog meget gode Stykker, og dem begge meget vel givne. Rolerne i dette Stykke vare uddeelte som forhen*). Vi kunde ligesaa lidet undlade at laste Jomfru Bøtgers Skydning med Halsen og Hovedet, hun giorde da hun kom ind; som vi kunde undlade at sige, at hun overhovedet spilte sin Role fortræffelig. Af de andre er det nok at tale om Jfr. Fogh, som pludrede saa hastig, at hun blev uforstaaelig. Om de andre gielder det, som i Fior blev talt om dem. Vi kan ei indsee Aarsagen til, at man ei lod Narerierne udeblive med Vægterne. — Dog, — maaskee at mange af Tilskuerne ville da ikke troet at have faaet fyldest for deres Penge.

*) See No. 6. af den dramatiske Journal for forrige Aar.

278Beverlei, en borgerlig Tragedie, i Fem Akter, oversat efter Hr. Saurins Beverley, Tragédie bourgeoise imitée de l'Anglois en 5 Actes & en vers libres. A Copenhague chez Cl. Philibert, 1769, 8.

Den borgerlige Tragedie tog vi i Forsvar, da vi i forrige Aar*) bedømte Beverlei, vi er ikke de eneste som troe, at den ulykkelige Borger interesserer lige saa meget som Helten, »Fyrsternes og Heltenes Navne«, siger Lessing**), »kan give et Stykke Pomp og Majestæt, men de giøre ikke noget til at røre. Deres Ulykker, hvis Omstændighed vi meest ligner, maa naturligviis giøre det dybeste Indtryk paa os; og naar vi have Medlidenhed med en Konge, have vi den for saa vidt, han er et Menneske; men ikke fordi han er Konge. Fordi deres Stand giør deres Fald ofte vigtigere, bliver det just ikke derfore mere interressant.« — Vi troe altsaa, at den borgerlige Tragedie kan være lige saa interessant paa Skuepladsen som den heroiske. Stykket selv have vi før nøiere igiennemgaaet, og iile vi til Aktionen.

Overhovedet gav Hr. Rose Beverleis Role ypperlig; Deklamation, Ansigt, Gestikulation, kort, Aktionen var i de tre første Akter upaaklagelig; man saae den skamfulde opirrede i anden Akt, den muntre og ømme Mand i tredie, og den reent fortvivlede i fierde Akt; men vi vide ikke om vi tage Feil, naar vi meene, at han var alt for rolig i femte; vel var han ulige mere hidsig, da han forgieves forsøgte at bede***), end sidst vi saae ham; men Giften drak han for langsomt; han viste Væmmelse nok da han drak den, men det er ikke nok, vi ville ikke engang tale om, at de Lyd han udstønnede, neppe kunde skee, naar han skulde beholde det; men han skulde drikke den med Hurtighed og Graadighed. Menneskeligheden, den være saa tyranniseret som den kan, den vil dog indfinde sig; Frygt for Døden og Kierlighed til Livet; Naturen maa dog i den største Fortvivlelse fordre sine Rettigheder; et eneste Øieblik, som den Fortvivlede tøver, vil da kuldkaste hans hele Anslag. Nu spørge vi, om Hr. R.[Rose], kan undskylde den Langsomhed han drikker Giften ned? maa enhver Tilskuer, som ikke kiender Stykket, ikke troe at han vil forandre sig? eller i det minste troe, at han ei drikker saa meget Gift, at det kan dræbe ham? Det bliver altsaa virkelig en Feil; det samme Øieblik som Fortvivlelsen bestemmer ham, at bruge det forskrækkelige Raad, maa fuldføre det Heller ikke troe vi, at Deklamationen efter Giften, var naturlig; inden han drikker den, maatte han endda nok være kold, men ikke rolig, men herefter burde han. blive meere varm og rasende; især stødte os den gyselige Scene, naar Sønnen vaagner; her burde Naturen, den ømme Fader, komme igien; men det saae vi ikke; ikke heller saae vi Fortvivlelse nok, da han tog den Beslutning at dræbe sin Søn. I det Øieblik en Fader, i hvilke Omstændigheder han end maatte befinde sig, udstrækker sin Arm at myrde en uskyldig elsket Søn, maa Fortvivlelsen være størst; Aktøren altsaa deklamere stærkest. Den sidste Scene gik meget vel; hvordan Stemmen var, da han døde, skal vi ikke kunde sige, siden Dækket faldt for tidlig. — Jomfru Bøtger var som hun pleier, det er: god i fierde og femte Akt, men ellers maadelig. Madame Knudsen spilte sin Role meget got, hun havde rigtig giennemstuderet den; al den Karakter som kan udledes af Rolen, udførte hun, og hvad er det vel andet end Koldsindighed, samlet med bizar Fermhed? Henriette maa overhovedet føle minst; naar Mad. Beverlei (i første Akt 1 Sc.) beklager, ynker, undskylder sin ulykkelige Mand, anklager, bebreider Henriette; naar hun ædelmodig ofrer sin Mand hendes Kostbarheder, fordrer denne med Strenghed sine Midler af sin Broder; end ikke tiltaler hun her sin Elsker med stor Ømhed; altsaa maa Henriette ikke være meget emfintlig; men nogle Steder lader Forfatteren hende være det; lader han hende komme i nogen Passion, som (undtagen i sidste Akt,) dog ikke varer længe, og der maa Aktrisen blive varm. — Alt dette sigter kun til at bevise, at Mad. Knudsen spilte sin Role som hun burde, at hun gav den i den rette Karakter, og at hun, hvor Rolens Natur fordrede det, ogsaa blev varm. Et par Exempler til Beviis: Hvor bebreidende var Deklamationen ikke i første Scene, og især (thi der steeg Bebreidelsen,) naar hun i anden Akt fordrer Beverlei til Regnskab for sine Midler? hvor igiennemtrængende ikke den Tone hun (i 4de Akt) siger til Levson: »at den som kan tvivle om hendes Hiertes Bestandighed, maa frygte for at miste det?« og flere. Til Beviis paa at hun var varm, hvor hun burde være det, er 3 Akts femte Scene, naar Levson siger hende, at Beverlei har tilsadt hendes Midler. Altsaa troe vi hun spilte Rolen som hun burde, ja, at hun havde spillet den slet, naar hun havde blevet en Grad varmere end hun var; en anden Sag er det, om hun ei burde have Madame Beverleis Role; hendes fortreffelige Aktion i Zarine, giver os Anledning til den Tanke, at Rolen vilde vinde anseelig ved dette Bytte. Den syvende Scene i 1 Akt gav Hr. Musted meget got! at han ikke behagede i Scenen med Henriette, forbigaae vi, da han giorde sig Umage nok, og var ulige stadigere end ellers; en Skuespiller kan ikke tvinge sin Natur ganske; man maa være fornøiet at han giør hvad han kan. Det var en lykkelig Forandring, at Hr. Hortulan fik Jervis Role; vel sant, han gefalt os just ikke i alle Scener, men de beste spilte han ypperlig; vel sant, at man i Hr. Ørsted saae mere Pips end Stukeli, men ikke desto mindre vant Stykket anseeligt ved denne Forandring. Kunde man engang faae en anden Levson, Hr. Musted til Stukeli, og Mad. Knudsen i Mad. B. Role, hvor anseelig vilde dette Stykke da ikke vinde! Et par Anmærkninger inden vi slutte: Maaskee faa lagde Mærke til, at man imellem Akterne hørte traurige Symphonier? Vi ønske at man vilde legge Mærke til vor berømte Scheibes Afhandling om Symphonier****) til Skuespil af forskiellig Art. Hvorfor man havde hængt Lamper i Fængslet, vide vi ikke, da den smagløse Dekoration forrestiller Dagen. Den er giort af Conti.

*) See Recensionen over Stykket selv i No. 8. af den Dram. Journal for forrige Aar.

**) See Hamburgische Dramaturgie 1 Band 14 Stück: »Die Namen von Fursten und Helden, konnen einem Stücke Pomp und Majestät geben; aber zur Ruhrung tragen sie nichts bey. Das Unglück derjenigen, deren Umstände den unszrigen am nachsten kommen, musz naturlicher Weise am Tieffsten in unsere Seelen dringen; und wenn wir mit Königen Mitleiden haben, so haben wir es mit ihnen als mit Menschen, und nichts als mit Königen. Macht ihr Stand schon öfters ihre Unfälle wichtiger, so macht er sich darum nicht interessanter.« Paa samme Sted anfører han et Sted af Marmontel, som rigtig kuldkaster den Indvending, at det forunderlige da bliver borte; han spørger, om det ikke er forunderligt at Helten pludselig falder fra Ære til Skam, Uskyldighed til Forbrydelse, den søde Roe til Fortvivlelse?

***) Til en Forandring kunde han engang her forsøge det vi i Fior raadede ham; det skal have giort en ypperlig Virkning i Paris.

****) See critischen Musicus 3 Th. 67 Stück.