Anden Aargang.

1095Den honette Ambition, (sluttet).

Thi ligesaa urimeligt som det er at sige, man seer en komme, uden at see det, saa unaturligt er det og at vende sig uden anden Anledning omkring, end for at see den kommende; det forstyrrer Illusionen, Tilskueren mærker strax, hvorfor Skuespilleren vender sig; Maaderne hvorved han kunde giøre sig slige rimelige og naturlige Leiligheder at vende sig, ere mange. Han kunde f. Ex. vende sig for at spytte o. s. v.; vi ønske man vilde legge Mærke til dette. Men til Hr. C.[Clementin] igien. For at bevise vor Dom om ham, erindre vi ham 1 Akt 3 Sc. naar han beder Magdelone spørge Pernille om han ei har Ret; her viiste baade Tonen og Ansigtet en Nysgierrighed, og tillige en vis Forsikring om at blive medholdt og tilfredsstillet ved hendes Svar; lige indtil han fik hørt hende sige: »saasom jeg hverken kan sove o. s. v.« thi da sagde Minen Vrede, som tiltog med Pernilles Næsviished. Til Beviis paa, hvor nødvendigt det er at studere hele Stykket, baade sin egen og andres Roler i det, tiener Begyndelsen af 3 Akts 5 Scene, hvor Hr. C.[Clementin] vilde hielpe Baronen af Portechaisen; hvor kunde han have vidst at han skulde hielpe ham, naar han ei forud vidste at Baronen siger: »Ei Hr. Hieronimus! lad kuns Porteurerne selv hielpe mig ud,« dette og flere utallelige Exempler bevise, hvor utilstrækkeligt det er kuns at vide sin egen Role. Endnu en Regel kan bevises af Hr. C.[Clementin] Aktion, denne er: at det er ei nok at indrette sit Spil efter Repliken ene, hele Karakteren og Situationen maa komme i Betragtning. Denne Anmærkning grunder sig paa den vrede Tone Hr. C.[Clementin] brugte, naar han i 3 Akts 2 Sc. siger: »gaae kuns bort til videre, mit Barn, og betænk dig hvad du giør,» ingen, uden en habil Skuespiller, vilde udsige dette hidsig og fortørnet nok; havde han ei studeret Situationen, kunde han let forledes til at blive for kold. Repliken selv indeholder intet hidsigt i sig, men det foregaaende, Svaret, Datteren Leonore gav ham, er det som skal foraarsage Vreden. Man dadle os ikke! man sige ei at vi tale om smaae Ting, de ere det ei; Tonen giør det meste. Riccoboni har viist de forskiellige Maader man kan byde en god Dag paa, og han har Ret. —

Hr. Londemans Aktion var som sædvanlig; vi glædede os over at see ham igien; ham denne uundværlige Mand i Holbergs Stykker. Den Kiole han var iført, var efter vor Skiønsomhed ikke mindre en rimelig; han var ganske burlesk klædt, i en meget latterlig Dragt; hans Dragt burde være saaledes indrettet, at man rimeligviis kunde formode, at den hørte hans Herre til; men det kan man ikke formode, men mindre man vilde af Høflighed trbe, at det var hans Maskeradedragt, og denne Høflighed vil man vel ei forlange? Vilde man dog i den sande Komedie saa meget mueligt skye Karrikaturen! det sande Latterlige fordrer Rimelighed, i Bufferne kunde den Dragt taales, men her ikke. En Forskiel paa Beenklæderne var rimelig, thi man kunde troe, at Henrik i en Hast havde anskaffet sig dem; men hele Dragten maatte være overeensstemmende i Snittet med den Leonard lader sig see i, ja, endog burde den være af samme Maal. Hr. Hortulan spilte Arvs Role ypperlig; de Ophævelser han giør, naar han prøver Kiolen paa Hieronimus, kunde maaskee spares. Hr. Ørsted kunde og gierne lade det Narrerie være, med at smøre Hieronimus i Ansigtet med sine Knebelsbarter; vi vil ei tale om at det er burlesk, men Tilskueren maa undre sig meget over, at Magdelone ei spørger sin Mand, hvoraf han seer saaledes ud? for Resten spilte han Rolen meget got, og var det meget naturligt at han brækkede paa det danske Sprog, da Dobre er en Landløber. Hr. Irgens spilte i Aften ulige bedre end ellers; vel sandt, Aktionen behøvede mange Forbedringer, men det er os kiert at han søger dem; det stive, den ilde anvendte Brug af Øinene, havde han meget aflagt, Stillingen var mere naturlig end ellers, ja, endog Tonen var mange Steder rigtig, f. Ex. 3 Akts 6 Sc. »da kiender jeg min Siel**) dig,« og Deklamationen er det han meest maae legge Vind paa. Madame Hallesen, Hr. Bech og Jomfru Conradi svarede til det Haab man giorde sig om dem. Hr. B.[Bech] var slet iklædet: en Skræder gaaer nu omstunder (og alle Dragterne vare jo moderniserede,) ei klædt som i forrige Aarhundrede; det eneste Sted Jfr. C.[Conradi]***) traf Naturen, var den Tone hun svarte Arv i (2 Akts 6 Sc.) naar han spørger: »hvad en Porteur er?« Hr. Musted var iiskold, og Jomfru Fogh som spilte Leonores Role, var langt fra ikke i den ferme Karakter eller Tone.

Et par Anmærkninger tillade man os før vi slutte: vi ønskede at man vilde tage i Betænkning, om ikke Stuen burde noget meubleres? det var let giort at sette tre eller fire Stole ind paa Theatret, og bedre vilde det lade, end nu det er tomt; thi det er vel dog ei rimeligt at tage mod Folk i en tom Stue? og kunde ei Portechaisen blive ude af Stuen, hvor staaer det skrevet at den skal komme ind? man kunde jo inden for Maskinen sætte den, saa at, naar Døren blev oplukket, den kunde sees? Dog, maaskee at Rummet forbyder det?

Førend man begyndte med Stykket selv, reciterte Hr. Rose følgende Prolog med langt mindre Anstændighed end man kunde vente sig; og lod han tillige Soufleuren have Deel i Taksigelsen. Her er Prologen:

Thalias Danske Flok, hvis Kald er Dyd at hædre,
Mod Last opvække Had, og Daarens Feil forbedre,
Nedtrykt af Sorgers Vægt, som halv i Dvale laae,
Og alt sin Undergang for Øiet svæve saae.
Monark! Da Tanke faaer et hielpsomt Blik at vende
Til denne Skueplads, — og strax vor Nød har Ende:
Den Ældre fra den Stund sig føler ung paa nye
Den Yngre henrykt seer nyt Haab for ham opgrye.
Thalia, som Din Gunst i kierligt Minde giemmer
Med sin Beskytters Roes den vante Skiemt forglemmer,
Mens Holberg, hendes Ven, seer op af Gravens Muld,
Og glædes ved, at Du hans Fosterbørn er huld.
Dog Dine Danskes Tak, som best Din Mildhed priser,
Den her sig læselig i Allés Aasyn viser:
Hver i vor Redning seer Din Omhue for Dit Folk,
Og ærer Ham, som blev hos Dig vor Kummers Tolk.
Landsfader! Danne Ven! Oplivet af Din Ynde,
Vil Geist og Vid den snart ved dobbelt Drift forkynde,
Ved Fostre, som med Hæld frembragte, leve vil
Din Skueplads til Ziir, saa længe Smag er til.
Vor ringe Hob skal og, Din varig Gunst at vinde,
Med nidkier Munterhed utvungen Konst forbinde;
Lyksalig, om maaskee Du styrker Selv vor Lid,
Og stundum med et Smil belønner al vor Flid.

Hvor slet den endog blev reciteret, kunde vi dog ikke nægte at den giorde jo Indtryk paa os; vi erfarede deraf, at den beste Landsfader har oprettet Theatret igien. Vi bleve varme, da vi fik Forsikkring om, at Monarken opfyldte Patriotens Ønske, at han kastede en naadig Straale til vor elendige Skueplads, hvis Fald var nær, og som ei uden denne Hielp kunde reddes, at den danske Thalia igien torde opløfte sit Hoved.

Vi kunde ei give vore Læsere tilforladelig Efterretning (thi vi have ingen) om Skuepladsens nuværende Indretning; men Rygtet siger, at Skuespillernes Indkomster skal være forøgede, og at det bekostelige, det unyttige, det skadelige og i Henseende til Skuespillerne, for en Deel middelmaadige Hoftheater, skal gaae under. Er dette sandt, (og hvilken uegennyttig ønsker ei at det skulde være sandt?) da er det en Triumph for Patrioten. Saa megen Misfornøielse, saa megen Smerte han maatte føle, naar han saae at fremmede Skuespillere havde sine Overflødigheder af de Danskes Nødvendigheder, at Nationaltheatrets Ruin havde ingen vigtigere Aarsag end de Fremmedes Opkomst, at dets Skuespillere maatte mangle anstændig Underholdning, at de i Følge af denne Mangel maatte lide Foragt; saa megen sand Glæde maa det nu være Patrioten, at vor Skuepladses Tilstand er kommen Monarken for Øret, som før vildet forbedret den, naar han havde kiendt den. Saa mange Takofre, saa mange usminkede Takofre maa han yde den store Patriot, den Landets Ven, for hvis Liv Millioner Bønner anraabe Forsynet, (behøve vi at nævne den dyrebare Friderich?) som bragte Christian i Erfaring om den. — Denne Naade er belønnet med hele Nationens Lovtaler! med dens Takoffer? Det Danske Publikum vil hver Gang det besøger Skuespilhuset, ihukomme Christian! Skuepladsen vil see Danske Genier opvoxe, og Skuespillerne vil arbeide med Liv og Lyst. — Næringssorger vil ei hindre dem; men med sorrigfrie gladefulde Ansigter vil de forrette deres Kald! Skuepladsen og hele Nationen vil helligholde det danske Theaters Befrielsesdag, og hukomme den med Jubler!

*) See Recensionen over Stykket selv i No. 24 af den Dram. Journal for forrige Aar.

**) I Stykket staaer dette: »min Siel«, ikke, og kunde gierne være borte.

***) Hendes Role var givet bort til Jomfru Halle, som blev syg.