Anden Aargang.
1042Henrik og Pernille, Komedie i Tre Akter, af Hr. Baron Holberg.
Naar vi i den første Aargang yttrede vore Tanker om Holbergs og Molieres Komedier, gik de fornemmelig ud paa, at vise den ægte Komedies Egenskaber, dens Væsen og dens Fortrin for den rørende; og naar vi bedømte de holbergske, søgte vi at vise deres Fortienester, at de udmærkede sig ved nationale Træk, at deres store Forfatter vidste at giøre dem passende til Nationalkarakteren, og at de vare opfyldte med den sande og naturlige Vittighed; vi stræbede og at vise hvor store Fortienester Holberg havde af Nationen, hvor utaknemmeligt det var af Nationen at foragte Skuespillenes og den gode Smags Stifter, vi søgte at bevise, at hans Skuespil endnu havde Ret til det Biefald Publikum giver det. See, paa alt dette gik vore Domme for det meest ud, og finde vi ei nogen Grund til at forandre dem. Vi troe endnu, at Holberg er den store Mand, den originale Komedieskriver, at mange af hans Skuespil endnu blive Mesterstykker, og at endog de, som have de største Feil, fortiener, i Henseende til deres øvrige Fortienester, Lovtaler, og at de alle tilsammentagne, have iagttaget Komediens Hensigt. Dog ville vi hermed langt fra ikke sige, at Holberg ingen Feil have; nei! men vi troe og at de fortiene Overbærelse; at de vigtigste ere, at Forfatteren oftest forglemte Scenen; at han har glemt hvor han har sadt den; men at hans Komedier fast hele Tiden ere interessante, holde altid Tilskueren og Læseren i god Lune, aldrig tillader han at gabe eller sove, at han endog, hvor han feiler, altid betager Feilene med væsentlige Skiønheder, mene vi at have Ret at paastaae; ellers er det besynderligt nok, at denne store Mand har forseet sig imod Regler, som ere lettest at iværksætte, og at han har iagttaget dem, som det er vanskeligst at iagttage. Det Corneille kalder Liaison des Scenes, Handlingens Eenhed og andre vanskelige Regler, vil man sielden finde Holberg feile i; men andre Smaating, (som virkelig dog ere Feil,) forseer han sig ofte imod. Vi vide ei Aarsagen dertil; han er kommet os for som mange store Mathematiker, der undertiden have glemt deres phytagoriske Tavle. At Holbergs, undertiden grove Æqvivoker, gierne kunde for vor Deel være borte, tilstaae vi; men Manden undskylde vi, han kiendte sit Publikum, han maatte lige saavel som Moliere rette sig efter den da herskende Smag, og hvo vilde, vel fortænke ham, om at han (dersom han nu levede,) ei vilde forandre-Æqvivokerne, naar han saae at man skoggerloe til de groveste Indfald? Men til Sagen.
Fablen i Henrik og Pernille, er efter vor Skiønsomhed ikke usandsynlig; men at den saa ofte igientages, er i vore Tanker den største Feil i dette Stykke, det trætter Tilskueren for meget at høre den saa tidt; vel sandt, de handlende Hovedpersoner maa underrettes derom; men kunde det ikke gierne skee uden for Theatret? Naar man undtager denne Feil, er efter vor Skiønsomhed dette Stykke en heel Deel interessant, og kunde vi just ikke laste Skielsordene saa meget, især troe vi, at de, som Henrik bruger, naar han agerer Leander, stikker meget latterlig af. — Dog hvad behøve vi at sige det?
Hr. Rose spilte Leanders Role, og udførte den efter vor Skiønsomhed ypperlig; især blev 2den Akts 7 Scene, og 3die Akts 7 Scene uforbederlig given; hans Ansigt arbeidede saa naturlig, saa udtrykkende, at man deraf aliene kunde see de Bevægelser som gik for sig i hans Siel; den rette Tone som var blandet med Forbittrelse, Foragt og Overbeviisning om sin Uskyldighed, brugte han paa det sidste Sted saaledes, at hans Aktion geraadede ham til største Ære; et lille Træk var og efter vor Skiønsomhed meget godt anbragt; det var i 3 Akts 3 Scene, da han kom ind, stødte han fuld af Vrede og Foragt med Foden til Stokken, som var bleven liggende fra 2 den Akts 2 Scene. Jomfru Bøttger havde Leonores Rolle, og skilte sig overhovedet kuns maadelig ved den; Deklamationen var, som man da kunde vente sig, forskrekkelig monotonisk, og bleve Replikerne vist engang saa langt i hendes Mund som de ellers vilde blive, naar hun havde talt dem ud i den rette Tone. Et Sted især kunde vi neppe bare os for at smile; det er i den 2den Scene i 2 Akt, naar hun siger, at hun »ingen Stadighed har at fortælle Resten«, thi hun havde alt for megen Stadighed, og var hun over alt i denne Scene saa forskrækkelig langsom og kold, at man skulde forsvære at hun var vred for Alvor. Et par Steder endnu til Beviis af samme Scene, hvor Deklamationen var afskyelig: naar hun vil gaae bort: »gak kun ind o. s. v„« og »hvis du ei spiller din Role som du har begyndt, faaer du mig aldrig mere at see; thi jeg døer o. s. v.« det første Sted talte hun saa diktatorisk til Pernille, at vi tænkte hun vilde præke hende en vigtig Morale for, og paa det sidste Sted sluttede hun de Ord »mere at see«, med den dybe Oktav, saa vi troede i det rainste at den gode Leonore havde udtalt; men endelig kom det ogsaa: »at hun døede o. s. v.«. Det kan vel være nok, for at retfærdiggiøre vor Dom, men at man ei skat beskylde os for at blive paa et Sted, anføre vi endnu et par Exempler i samme Akts femte Scene og flere. Ansigtet viste og en forskrekkelig Koldsindighed overalt. Ellers spilte hun den 7 Scene allerbest. De Herrer Clemmentin, som var Hieronimus, og Londeman*) som var Henrik, saae vi med den Fornøielse man anseer Mestere. Arvs Role blev spilt af Hr. Hortulan, og behøve vi da at sige at den blev ypperlig givet? Det fornøiede os at Hr. Irgens i Aften igien gav os Leilighed at opmuntre ham; han traf den rigtige Tone mere end en Gang, f. Ex. 3 Akts 9 Scene, naar han siger: »Det kan jo ingen sige bedre en Leander selv«, o. s. v. men især i samme Akt 12 Scene, svarte han Leonore meget got, ved at falde ind i samme pukkende og spidse Tone, som tilkiendegav, at de begge vare overbeviiste om, at de talede Sandhed; Stedet er, naar Leonard og Leonore strider om Leander er i Byen eller ei; samme Scene traf han og rigtig Tonen, som skulde udviise lidt Ærgrelse, men dog Overbeviisning hos sig, naar han siger: »Det er sært. Jeg har endnu ei været grebet i Løgn«. Det han maa see at forandre er Stillingen; han bøier sig for meget i Underlivet og for stivt; for en anden Gang Skyld erindre vi, at han maa entrere mere i Hieronimises og Leanders Tale i 3 Akts 12 Scene, naar han staaer ledig. Noget entrerede han rigtig, men dog ei nok.
Den nye Aktrise, som i Aften giorde Prøve i Pernilles Role, forlange vore Læsere vel neppe bedømt. Af første Gang kan man ei see meget. En Skuespiller kan første Gang spille en Role slet, og siden forbedre sig; Mangel af Insigt, Underviisning og Erfaring, kan tilligemed Frygt, være megen Aarsag i at han ei kan behage, men deraf følger ikke, at han. aldrig kan blive god. Ja! endog en ung Skuespiller kan for første Gang han giør Prøve spille meget bedre end siden. Vi troe os da ei beføiede at sige andet, end at hun maaskee kan blive god. Hendes Mæle, (det eneste man nogenledes vist kan tale om,) havde noget rustent, noget hæst hos sig, som er ubehagelig, og som hun for alting maa see at aflegge, ellers var det tydeligt nok. Bange var hun uden Tvivl, især i Førstningen, og efter vor Skiønsomhed, kunde hun af mange Aarsager gierne have givet sig lidt Tid endnu, inden hun fremstillede sig for Publikum.
Om denne Role just var den beqvemmeste at giøre Prøve i, vide vi just ikke, vi troe det er en Feil at give unge uerfarne Skuespillere for vanskelige Roler; de gamle øvede have Møie med at spille dem, og hvad Under da, at de Unge mislykkes? Man sige ikke, at den der kan spille en vanskelig Role taalelig for første Gang, kommer siden til at spille den godt; Erfarenhed vidner tvert imod. Vor Meening bliver altsaae, at man kunde prøve dem først i smaae Roler, som vare lette at studere, hvor de havde kuns lidt og et let Theaterspil at vise; thi at begynde med de svære Roler er at begynde bag fra; man finder kuns faae Genier, som ei vil have Tid at udvikle sig; det er fast umueligt strax at vise sig i de store Roler, og er det meget bedre at en ung Skuespiller begynder med smaae Roler og gaaer gradviis frem til de store, end at de siden skal gaae tilbage. Vi ønskede at man vilde legge Mærke til dette; havde man giort det før, vilde maaskee Skuepladsen nu være frie for unyttige Skuespillere. Den ypperlige Indretning (om Rygtet ei bedrager,) som skal være giort, at unge Akteurer og Aktriser skal kun antages paa 3 Maaneder til Prøve, vilde maaskee føre mere Nytte med sig, naar man iagttog det omtalte, som vi overlade til Direktionens nærmere Overveielse.
*) Hr. Londeman var meget vel iklædt; man kunde see, at det var Hr. Roses Klæder han var iført.
1435Den Kierlige Mand, Komedie i Fem Akter, af Charlotta Dorothea Biehl. Kiøbenhavn 1764. 8. stor 111 S.
Dette uinteressante og kiedsommelige Stykke have vi før givet vore Tanker tilkiende om, og, troe vi, tydeligt nok lagt dets Fortienester for Dagen*). Vi troe, at have Ret til at paastaae, at Skuepladsen er ei for at høre Moraler; den skal udrette Forbedring i Sæderne ved Handlinger, og ei ved Prækener; mange Dialoger i dette Stykke ere ei andet, i det mindste vilde det klæde meget vel paa Kathedret, og, dersom Leander havde sluttet Stykket med et Dixi, skulde man svære paa at man hørte Porismata practica paa Artiklen de Conjugio, som Forf. temmelig dogmatisk har gaaet igiennem. Denne Feil er Skyld i, at Skuespillerne meget sielden kan giøre deres Spil interressant, de blive for det meeste blotte Dydens Talsmænd.
Aktionen kunde altsaa hos de fleste hverken være besværlig eller ypperlig, da Rolerne ikke tillade dem det. Leanders og Leonores Roler udfordrede meest Arbeide, men kuns i femte Akt, thi der skal de først handle. Hvad Hr. Rose angaaer, spilte han sin Role med saa god og naturlig en Aktion som den kunde gives med; den femte Akt gik især fortræffelig; ikke aliene i den smukke og rørende Situation i femte Akt 5 Scene, følte han sin Role, men endog før; Deklamationen og Ansigtet viiste det; og var det et i vore Tanker ganske ypperlig Træk, at han med en. afbrudt og bedrøvelig Stemme (5 Akt 2 Sc.) bad Pernille at Leonore skulde komme ind; en maadelig Akteur vilde i den sædvanlige kolde Tone talt til Pernille, som man ellers taler til en Tienestepige, men han vildet da feilet; alt det foregaaende, Leander har sagt i den første Monolog, blev da usansynligt. Leonores Role — ja — den faldt i Jomfru Bøttgers Hænder. — Den beste Scene i Stykket fordærvede hun alt hvad hun kunde; thi Naturen glemte hun ganske; hun udtrykte de Følelser hun skulde have, ei med en sand Aktion; vi saae ei den ømme den bedrøvede Moder, men den affekterede Aktrise; maaskee hun troede ved hendes Adfærd at give sin Role Ilden; men hun forfeilede sin Hensigt ganske. »Man vil med Rette dadle en Skuespiller, (siger Remond**) de Sainte Albine,) naar hans Aktion ei kommer overeens med den Karakter og Situation han er i, og naar han i Stæden for at vise Ild, viser kuns konvulsiviske Bevægelser og skriger«. Endnu et Beviis vil vi anføre, og saa har vel vore Læsere nok for denne Gang; da hun i anden Akt 2 Scene omfavner Leander; vi trodse om nogen som hørte hende udskrige: »o min uskatterlige Leander!« kunde holde sig fra Ærgrelse? De utallelige Feil hun for Resten begik i Deklamationen, forbigaae vi, vi maatte, naar vi skulde tale om dem, blive for vidtløftige, og desuden lader det til hun har forsvoret at rette dem. Hr. Musted gav sin Role i Aften med en god Aktion, som man er vant til at vente sig, naar han er i slige Roler. Hr. Ørsted overdrev sin Stemme meget mindre end ellers. Madame Knudsen gav sin ubetydelige Role saa godt som den vel kunde gives; et lille Træk, som man undertiden kunde anmærke, var, at kun kyste sin Fader Hieronimus paa Haanden; vi troe at et Haandkys vilde som oftest være mere naturlig end disse Knæfald. Den Feil hun begik i Fior, naar hun med for megen Kulde skiendte paa Pernille, havde hun forandret, og viiste i Aften den Vrede som et dydigt og fortørnet Fruentimmer maa vise mod en dumdristig Tienestepige, som vil paatvinge hende et Brev. — Den første Akt gik best med Hr. Irgens, endog den sidste Monolog reciterede han ei saa slet, men siden kunde man neppe høre ham; at han var kold, maatte han i Følge af sin Role være; hans Arme ere han i stor Forlegenhed med; i denne Role kunde han gierne havt Hænderne i Lommen, og er det bedre ingen Gestus at giøre med dem, end slette. Hr. Bechs Mæle var som oftest bedre end ellers, dog hørte man, naar han vilde løfte Stemmen, hans modbydelige Qvækken, maaskee han kan aflegge dette, og saa kan der endnu blive noget af ham, naar han ei vil grimasere. Jomfru Conradi var Pernille.
En liden Anmærkning maa vi endnu giøre; sandt er det, den er kuns af liden Betydning; men naar Vedkommende ei af sig selv kan see den, vil vi ei være Skyld i, at den ei bliver bemærket. Spørsmaalet er, om Leander ei ogsaa burde være i Morgenhabit? Lucilia kunde gierne endda blive paaklædt, men en lille Forandring af Skoe f. Ex., og mere kunde vel ei være umuelig? Vi troe det er unaturligt, at de alle ere, undtagen Leonore, just lige saadan klædt i femte Akt som i de andre; noget mere Pudder paa Leonard og Leander kunde være rimelig. Af disse tre Aftener vi have været i Skuespilhuset, have vi erfaret, at en Deel af Skuespillerne have faaet nye Klæder, som de høiligen trængte til.
*) See dram. Journal No. 26. for forrige Aar.
**) See le Comedien.
4678Acis og Galathea, en Ballet, komponeret af Hr. Dominico Andriani.
Dersom denne Ballet havde været et Mesterstykke, eller dog i det ringeste en god Ballet, ville Patrioten kuns have følt en billig Smerte; men nu, da den neppe er taalelig, maa han føle en sand Ærgrelse og Smerte tillige, naar han seer saa mange Penge rent spildte, og hvad er det andet end at spilde Penge, naar det man faaer for dem er slet? Om Balletternes Undværlighed have vi før sagt vore Tanker*), og vi troe endnu at de ere vigtige. Man afskaffe disse kostbare Balletter, man opføre i deres Sted Entreer, en Pas de Deux, o. s. v. de vil koste mindre. Med den danske Planteskole af Dandsere, (det eneste Gode Hoftheatret har udrettet, og som dog gierne kunde uden dette med meget andet være iværksat,) kunde man giøre nogle ganske fornøiende Entreer. Vi eie en Bark, hvorfor bruger man ham ei? Dersom vi maatte raade, burde han besoldes for at componere smaae Entreer; man sige ei at de fornøiede mindre end Balletter, de ville fornøie endog ufornuftige; Folk vil have Forandringer i deres Forlystelser, og disse Forandringer kunde de da let have; den Mængde af Balletklæder, som Garderoben nødvendig maa have, kunde bruges; der med vilde anseelige Summer spares; og bør man ei spare dem, naar man desuden kan fornøie, lige saa meget? Man sige ikke at Balletterne med den Fornøielse de forskaffe, rigelig erstatte Omkostningerne! Dandsen, Hovedsagen i den, kan og i smaae Balletter være ligesaa interressant som i de store, i det ringeste burde vore egne Dandsere behage lige saa meget som de Fremmede der have dandset i denne Ballet, naar vi undtage en eneste Du Tillier. Og Kompositionen — om vi end tilstaae at den fordrer Fremmede, som dog ei endnu er afgiort, saa skal den være ypperlig, naar den skal behage; og vi sætte, at man fik for de store Summer de store Balletter koste, virkelige Mesterstykker, hvad stor Fornøyelse havde man da? at see endog det beste for ofte, trætter, og det kiedes man ved; og Vee Theatret, dersom det mange Gange skulde bekoste nye Balletter, for alting dersom det er sandt, at de fremmede Dandsere vil til hver Ballet have nye og kostbare Dragter. Vi blive altsaa af den Meening, at ingen nye Ballet mere skulde opføres. Kongen og altsaa Landet vilde spare derved, Publikum fornøies ligesaa meget, og det vilde give de Danske Liv og Lyst at stræbe og lære!
Vi havde næsten glemt Hr. A.[Andriani] Ballet over lutter maaskee patriotiske Ønsker. At Komponisten har brugt en Fabel af Ovid**), er det eneste man kan sige til hans Berømmelse; men at han tog den Fabel, som er ganske uskikket til en Ballet***), at han, naar han vilde tage den, ei giorde den skikket til en regelrigtig Ballet****), at han saa grovelig har forsyndet sig mod Kostumet, ved at lade Neptun og Tritonerne komme paa Landet; see dette og mere er utilgiveligt. Hvad Inventionen af Dandsen angaaer, da er den efter vor Skiønsomhed, ikke saa synderlig; forskrækkelig monotonisk og kiedsommelig er den som hele Balletten. — Executionen af Hr. A.[Andriani] var ganske god for en Figurant; han har ei Ansigt til Pantomimer; men for Resten en god Figur. Hans smukke Kone[Andriani] kiender man da fra i Fior. Madame Du Tillier maatte vi beundre, den nøiagtigste Dands, sammenføiet med den uforligneligste Pantomime, opvækker Høiagtelse hos Kienderen. Det var os kiert at see Hr. Bark igien paa vor Skueplads; det Biefald han for længe siden har i Publikum, fortiener han, og trænger ei til vor. Den kiendelige Færdighed Hr. Svarts viser, fornøier os meget, og fortiener ei allene Opmuntring, men endog Biefald.
*) See No. 14. af den Dramatiske Journal for forrige Aar.
**) See den ypperlige Fabel Acis in Fluvium, i lib. 13. Fab. 8.
***) Man seer vel let, at slig en Forandring som Acis efter Historien og Programmet skal have, er umuelig.
****) Behøve vi vel at erindre, at en historisk Ballet skal indrettes og bedømmes i Henseende til det Hele, efter Dramets Regler?