1942Den politiske Kandestøbere, (sluttet).

Enhver Elskere af de holbergske Comedier bør aldrig forsømme denne, naar en Clementin og en Londeman spiller i den. — Disse store Skuespillere, af hvilke vores Theater har Aarsag at være stolt, spilte hver for sig, og begge tilsammen saa ypperlig, naturlig, og paa alle muelige Maader bidragede til at forskiønre deres latterlige Roller, og det vilde blive de allernøiagtigste Kunstdommere fast umueligt baade at fordre flere Fuldkommenheder samlede i en Acteur, og at detaillere dem alle. — Kandestøberens Rolle havde Hr. Clementin, af alle hans Mestertræk er det os ei muelig at anføre flere, end det han anvendte, da han fortæller sin Kone, Gedske, »at han veed god Beskeed om de Fornemmes Moder,« ved disse Ord tørte han sin Næse med Kiolen. — Dette Træk hørte vi mange lastede, men efter det Begreb vi giøre os om en naragtig Borger, som ingen Opdragelse har, og dog vil paastaae, at han veed at leve; — dette Begreb, sige vi, forleder os til at troe, at dette Theatertræk var meget ypperlig anbragt, i det mindste giorde det den ypperligste Virkning paa os. — Flere tillader Rummet os ei at anføre. — Hr. Clementins Naturgaver til alle latterlige gamle Mænds Roller miskiender vel neppe nogen, og enhver, som med et agtsom Øie saae hans Ansigt i Aften, maatte blive overbeviist om, at han har det ypperligste Ansigt til slige Roller; dette Ansigt, som er i Stand til at udtrykke alt, de fyrige Øine, som sige ofte mere, end hans Repliker, saae vi altid, i sær i femte Act, en Act, som vel neppe kunde udføres uden af Hr. Clementin. — Recitationen behøve vi ei at mælde noget om, den var altid (efter Sædvane) som den burde være, og den Scene i det politiske Collegium er blant andre Beviis paa, at den var ypperlig; — ja denne Scene blev af alle Acteurerne ypperlig forestillet, endog Hr. Bech selv spilte sin Rolle saa vel, som man kan vente af en Skuespiller, som mangler, foruden Posituren, et fordrageligt Mæle, og om hvilken vi altsaa ei have noget synderlig Haab, med mindre at Øvelsen kunde forandre det hæse og skrallende, som det har; — os kom det for, som vi i Aften bedre kunde høre ham, end vi ere vante til. — Denne interessante og smukke Scene (vore Læsere tilgive os, at vi kalde den saaledes, uagtet alle fine Aanders døvende dog afmægtige Skrig) blev af de Herrer: Hortulan, Ørsted, Musted, Prinsløw, og Bech, meget vel forestillet, og det synes, som, vi tør sige det er virkeligt, at Skuespillerne skylde deres gode Action denne ypperlige Comedies nationale Træk. — Hr. Londeman var Kandestøber-Drengen. — Det samme, som vi have sagt om Hr. Clementin, som Kandestøber, maa vi igientage, naar vi tale om Hr. L.[Londeman], som Kandestøber-Dreng. — Vi mene, nemlig, at det er umueligt at afskrive alle Mestertrækkene hos denne store Skuespillere; vi maa altsaa lade os nøie med at erindre ham i femte Act, da han skulde oplæse Klagerne, hvilke han oplæste paa saa latterlig, men tillige for en Kandestøber-Dreng saa naturlig en Maade, at han fornøiede, i det ringeste os. — I samme Act bliver han af den politiske Kandestøber sat til at bringe hans Papirer i Orden, og at dømme de stridende Parter imellem; — her saae vi med største Fornøielse, at han saae paa Papirerne, og derefter blandede dem iblant hverandre. — Et Sted forandrede han sin Replike meget ypperlig og naturlig: Da Kandestøberen blant andre Gange befaler ham at han skal staae stille, og spørger ham, hvad han tager sig for, skal han, efter Forfatterens Ord, svare, at han maaler Længden af sin Kiole; — den Kiole, som han i Aften var iført, var ham ei for lang, hvorfor han sagde, at han allene spendte sine Skoe, hvilket han og giorde. Denne Forandring, som han der giorde i sin Replike, hovede os meget, og slige vittige og sandsynlige Forandringer holde vi meget af, da de altid er et Beviis paa, at en Skuespillere studerer sin Rolle og Naturen, tvende Ting, som enhver Skuespiller allene bør studere. — Et andet Træk anmærkede vi hos Hr. Clementin og Hr. Londeman, som fornøiede os meget, og som, saa vidt vi skiønne, var et Beviis paa, at de begge ere Mestere, og det er dette: Da de begge dække Bordet til det politiske Collegium, lod Hr. L.[Londeman] nogle af Tobakspiberne falde paa Gulvet. Hr. C.[Clementin], som mærkede dette, og, altsaa i Følge af hans politiske Ivrighed, blev vred herover, og slog med største Heftighed efter ham med en af Stolene. — Dette Træk, sige vi, giorde i vore Tanker ei allene en sand latterlig Virkning, men var saa meget mere mesterlig, da Scenen, som i sig selv er meget tom, blev paa det morsomste opfyldt. — Dog dette maa være nok talt om disse Acteurer, som først vil blive beundrede, naar de savnes; — men vi skielve ved denne Tanke, og vi holde for, at den Løn, med hvilken fast alle de nye antagne Skuespillere blive aflagte, burde af Direktionen have været (vi mene ei nu) henlagte til tvende, om hvilke man kunde have Haab om, at de ved en fornuftig Anførsel kunde blive beqvemme til at opfylde de Roller, hvorom vi tale. — Denne Tanke troe vi at være meget grundet; thi hvor kan Direktionen eller Publikum vente, at noget Menneske af Opdragelse, Indsigter og Talenter ville blive Skuespillere, naar deres Løn for det første allene er to Rixdaler ugentlig? Sandelig man maa holde det for en Slumpelykke, naar Theatret for saa usel en Betaling faaer Skuespillere af de middelmaadeligste Folk. — De Gamles Løn ville vi ei tale om, da vi have hørt, at deres Løn er kun 300 Rdl., og man maa holde det for en Lykke af den største Slags, at Theatret eier en Clementin, en Londeman, en Rose, en Hortulan, en Bøtger, en Knudsen, en Musted. — Denne Lykke holde vi for en af det største Slags, som kan hændes et Theater, og som man tillige maa holde for meget rar. — Den liden Løn, og følgelig den derpaa hos Mængden grundede liden Agt, er en vægtig Anstødsteen for unge Mennesker, som ganske maa afskrække dem fra Theatret. — En anden er der ogsaa, som lige indtil Hr. Hansens Antagelse (om hvilken vi endda have det Haab, at han til Nød kan blive beqvem til en taalelig Henrik) har bundet Hænderne paa Direktionen og habile Subjekter, og det er denne: »At ingen Acteur maa antages, som ei er Student.« — Denne Post er, saa vidt vi vide, indført i Direktionens Kontrakt, og burde forandres til: At ingen maa antages, med mindre han var studeret, og havde Talenter; thi, hvorfor skal han just være Student? — Vel sandt, det var got, at enhver komisk Acteur kunde læse Plautus og Terents i Grundsproget, vel sandt, at man hos en Student forudsætter Levemaade og Opdragelse; men hvad vil man da sige om Actriserne? De ere jo ei Studentere? — Eller fordrer man maaskee mindre Indsigter, mindre Levemaade hos en Actrise, end hos en Acteur? — Hvad skal da denne Caprice sige? — Kan en, det forstaaer sig naar han har Talenter, læg Mand ei have, som Acteur, fornødne Indsigter og god Smag i Skuespilkunsten, med mindre han er Student, — og hvor skal Actrisen hente dem fra? — Disse Anstødstene, sige vi, (og i sær den usle Løn,) er det, som truer vores Theater med Undergang, i sær skielve vi for en Clementins og Londemans Frafald, tvende Acteurer, som Skuepladsen ei kan undvære? — Men ville vore Læsere sige: Hvorfor taler Recensenten ei om Hr. Rose, og som en umistelig Acteur? — Ei derfor have vi ei talt om ham, at det ei er vanskeligt at faae en i hans Sted, eller at han i Tragedien kan undværes, men derfore have vi ei talt om ham før, da vi troe, at Comedien, som af meer end en Aarsag allene underholder Theatret, for alting bør besættes med beqvemme Acteurer; thi det bliver dog vel en unægtelig Sandhed, at Publikum heller seer en Comedie, end en Tragedie, og sandelig vi fortænke dem ei i denne Smag, da hiin, som oftest bliver got forestillet, og denne desværre i Almindelighed mislinger. — Men vil man med Rette sige, paa hvad Maade kan Theatret forsynes med habile Subjekter? hvordan kan Lønnen forbedres? hvor skal en større Løn komme fra? — Alle disse Spørsmaale vil blive os vanskeligt at besvare, dog troe vi, at Baletternes Afskaffelse, Indskrænkning i unødvendige og alt for kostbare Dragter, og overalt en god og retskaffen Huusholdning, samt Varsomhed i at antage Skuespillere, som de ei kan være tient med, kunde hielpe meget til at forhøie Skuespillernes Besoldning; dette, sige vi, kunde og maatte giøre en stor Forandring paa Udgifterne for Theatrets Kasse; — i sær troe vi, at Balletternes Afskaffelse vilde spare en Deel Penge, som i vore Tanker er for stor, i Henseende til den Fornøielse de forskaffe; — vi belave os paa et græsselig Skrig, som vi vente fra de unge Herrer, som for Balletterne allene besøge Skuepladsen; thi »hvad uhørligere, end at afskaffe Balletter, hvis Dandserinder i sær er Hensigten af vores Besøgelse, og hvilkes Undværelse betager os ganske vor Fornøielse«.--Dette Skrig med andre af samme Slags høre vi allerede, og vi vovede ei at sige vores Tanker om Balletterne, dersom ei Sandheden, eller i det ringeste Overbevisningen hos os selv, havde aftvunget dem. — Disse smaa Herrer tillader os at spørge, om de vil heller undvære Balletter, end Comedier? — Dog, hvad ville vi tale med dem? — Er det ei rimeligt, at man bør paa alle muelige Maader først søge at understøtte Skuespillene selv? og naar disse ei kan bestaae med Balletter, bør da disse ei vige hine? — vi mene Ja! — Dog dermed ville vi ei ganske forskrive Dansen fra Theatret, da det uden Tvivl er nødvendig, og for-nøier, men disse fordærvelige Balletter ville vi have borte, i det ringeste kunde efter vor Mening en Balletmester antages paa visse Aar, eller være forbunden til at opføre Balletter, som han ei selv havde componeret, thi Theatret skifter meget ofte Balletmestere, (og disse ere altid Fremmede), og alle de Dragter og Maskiner, som til Balletterne ere brugte til en Ballet og af en Balletmester ligge allesammen ubrugte; kunde nu ei en ny Antagen udføre Balletter, hvortil ingen, eller i det ringeste ganske faae nye Dragter og Maskiner bleve giorte? Hvor stor en Sum Penge vilde dette ei spare? og kunde disse Penge ei anvendes til bedre Besoldning for Skuespillerne? — Denne Maade er den eneste, som vi veed er giørlig til at forbedre Skuespillernes Løn, med mindre at Monarken, en Konge, som sætter sin Ære i Kierlighed til sit Fæderneland, af en overordentlig Naade vilde ophielpe Theatrets Skuespillere; — hvor hæftig maatte enhver varm Patriot ei ønske dette? — Hvor glade vilde ei Skuespillerne fremtræde for det Offentlige! hvor meget vilde ei Genierne og for Theatret fødte Talenter ile til Skuepladsens Tieneste 1 thi da behøvede de ei at skielve for en grusom Skiebne og en ubillig Foragt I — hvor — Dog vi maa afbryde disse Tanker, som vi ønskede alene maatte komme i Betragtning hos den, som allene kan opfylde et hvert patriotisk Ønske, og hvis Overlæg og Udførsel vi overlade den modnere Patriot — Dog vi have været vidtløftigere, end vi havde ventet, og vi bede vore Læsere at undskylde Tanker, som vi ei holde uværdige, skiønt de kan være slet overlagte, men som dog ere oprigtige, og ei bør tilbageholdes, skiønt de maaskee burde have et beqvemmere Sted. — Madame Hallesen var Kandestøberens Kone. — Jomfru Fogh Datteren. — Madame Knudsen og Jomfru Halle de tvende Fruer; de giorde deres Sager meget got, maaskee de begyndte at lee for tilig. — Jomfru Conradi Pigen. — De øvrige Skuespillere vare Hr. Hortulan, som var Hiulmand, og Friere til Kandestøberens Datter, og en af det politiske Collegium. — Hr. Ørsted ogsaa en af de Politiske og Advokat. Hr. Musted Politikus, Advokat og den forklædte Raadsherre. — Hr. Prinsløw, Hr. Irgens, Raadsherrer, og Hr. Bech, som var den Dreng, der kommer ind i første Act, og Pige i anden Act — Hvad Rollerne angaaer, da vare de meget vel omdeelte, kuns vi saae meget nødig Hr. Irgens i Raadsherrens Dragt! Dog Hr. Bech har havt en virkelig Raadsherres Rolle i den pandtsatte Bondedreng. — En stor Urimelighed bemærkede vi ved Dekorationen i første Act, og det var Dækket, som bruges til Pantheon mythicum. — Men vi lægge Maskinmesteren dette ikke til Last, da han ellers er bekiendt for meget god, og sandelig denne Comedie kan flye den beste nok at bestille. —

358Caliste, Tragedie i 5 Acter, oversat i danske Vers af det franske Sprog efter Hr. Colardeaus Original af C. D. Biehl, Kiøbenhavn 1765, 8.

Denne Tragedie har i vore Tanker en heel Hob, som ei vil behage. — Den har vist nogle meget rørende og naturlige Situationer, men tillige nogle, som, saa vidt vi skiønne, ere alt for usand synlige, og disse ere Scioltos og Calistes. — Vi sige, at de ere alt for usandsynlige, thi Hr. Colardeau har alt for lidet, og med alt for svage Grunde giort det nødvendigt, at Faderen, den Fader, som bærer Navn af øm og dydig, skulde selv nøde sin Datter til at tage Giften; i det ringeste er det neppe muelig at indsee Aarsagen til Scioltes grusomme Forsæt, at de Ord han i 5te Act 2 Scene siger:

»For Hevn at faae som det mit Land, min Ære sømte,
Jeg som en Dommer før min Datter strax fordømte«, o. s. v.

Forfatteren har ei i Dialogerne giort Calistes Død nødvendig, for at redde hendes Faders Ære, og vi indsee ei, at hans og Landets Ære udfordrede hendes Død; thi skal Scioltos egen Hevn være Aarsagen, saa bliver han et Umenneske, og en Barbar. — Der kunde vel siges, at Caliste, som Hovedpersonen, som den fra hvilken alle Ulykker havde sin Oprindelse, burde døe, ja! vist burde hun døe, men hendes Død burde ei grunde sig paa en Faders Befalning, men paa Fortvivlelse over hendes Skam og over Lothars Død. — Hvad Karaktererne angaaer, da er Lothars i vore Tanker den eneste, som er got anlagt, og som meest bliver underholdt. Thi Calistes er heel besynderlig, og alt for romansk, at hun er dydig, at hun er lydig imod sin Fader, at hun afskyer Lothario, at hun elsker Altamont, alt dette, sige vi, bliver man kuns overbeviist om af hendes Ord, og ei af hendes Gierninger; at Lothario havde voldtaget hende, som man næsten maa giette sig til, dette hader hun ham for, hun siger til ham i tredie Act fierde Scene, at han er en troløs Siæl, o. s. v. Kort, hun viser den yderste Grad af Afskye for ham, og dog tilstaaer hun i fierde Act femte Scene, da Altamont havde dræbt ham, at hun elskede ham. — Kan nu Caliste opvække Medlidenhed? bliver hun ei nu det afskyeligste og udydigste Fruentimmer, som elsker sin Faders Fiende, sin og sin Faders og Statens Vanæres og Ulykkers Aarsag, en Morder, en Barbar; kort: Afskummet af Menneske-Slægten? — Foruden det, at Hr. C.[Colardeau] har giort Calistes uskikket til at opvække Medlidenhed for hende, er det og en Feil baade at lade Tilskuerne blive i Uvished om hendes Karakter, og om Lothorios og hendes Forseelse. — Scioltos er ikke heller eenformig, vi mene, man kan ei blive klog paa den; den har de samme Feil som Calistes, — og denne Tirade, at han befaler sin Datter at dræbe sig selv, og rekker hende selv Giften, kan vi ei tilgive ham; — havde Sciolto, da han fik hendes Skiendsel at vide i tredie Act tredie Scene, eller og da han fik at vide, at hun elskede Lothario, havde Sciolto den gang i Hidsighed dræbt sin Datter, kunde han undskyldes, men en Hevn, som skeer med Overlæg, er neppe en ædel Siæl værdig, men mindre en Fader. — Eenhederne ere vi ei heller tilfreds med. — Handlingens er i vore Tanker ei saa godt iagttaget, som den burde; man kan tvivle om enten Lothario eller Caliste er Hovedpersonen, hvilken af dem er meest skyldig i de Forandringer og Bevægelser i Staten? — i det ringeste kommer det os for, som de handler lige meget. — Stedet troe vi er uden anden Aarsag forandret, end ved Dekorationen i femte Act at virke nogle skræksomme Bevægelser paa Tilskuerne. — Oversættelsen trænger ei til vores Roes, da den roser sig selv. — Den er, saa vidt vi skiønne, ei dybere under sin Original, end en Oversættelse af Vers paa Vers maa nødvendig blive. — For Oversættelsen behøver vores fortiente Jomfru Biehl ei at giøre Regnskab, men for hendes Valg; og vi tilstaae rent ud, at saa god og ypperlig en Oversættelse burde i vore Tanker have en bedre Original. — En Ting endnu kunde man forekaste Jomfru B.[Biehl], hvorfore hun selv haver paalagt sig den Tvang at oversætte i rimende Vers? — Nytten af slige Vers indsee vi ei, tvertimod troe vi, at de ofte giør Deklamationen monotonisk; thi vi ville ei tale om, at Originalen maa uden Strid tabe mere, end den ellers giorde. — Vi vilde derfor raade alle til at bruge de femføddede og riimfrie, som Hr. Weyse har brugt i die Befreyung von Theben, Atreus og Thyest, to Tragedier, som giøre sin Forfatter stor Ære. — Disse Versers Nytte have Recensenterne af Bibliotheck der schönen Wissenschaften, (see 12te B. 1ste Stykke), og Forfatterne af »Briefe über die Merkwürdigkeiten der Litteratur«, paa det ypperligste beviist, og ville vi imidlertid henvise vore Læsere til dem. —Jomfru Bøtger havde Calistes Rolle. — Hun har vist Ret, naar hun i Fortalen til den trykte Oversættelse paastaaer, at den Rolle har saa stor Arbeide for en Actrise, og sandelig den udfordrer flere Egenskaber, end Jomfru B.[Bøttger] er i Stand at give den. — Den og Lothars er en af de Roller, som fornemmelig udfordre Ansigtet; Kierlighed, Fortrydelse, Fortvivlelse, Had, alle disse Affecter, sige vi, maa den fuldkomne Actrise vexelviis udtrykke, naar hun skal giøre den sand. — Men om Jomfru B.[Bøttger] Ansigt kan forandre sig saaledes, nægte vi, nogen Forandring kan det vel antage, men den skeer aliene ved at skyde Øienbrynene besynderligt op; — denne Forandring bruger hun ofte, og vi indsee ei dens Skiønhed. — Deklamationen er ei altid god; hun har ei Stemmen i sin Magt, alle Affecter i Tragedien udtrykker hun fast med en Stemme, end ikke var der Forskiel nok paa den, da hun døer, talte for stærk, og af Brystet, da en Døendes Tale kommer af Halsen. — Hvad hendes Action ellers angik, var den temmelig god, i sær i anden Act tredie Scene, da hun falder paa Knæ, var den høist naturlig, og Stemmen ypperlig. — En Deel af hendes Rolles ei gode Udførelse maa tilskrives Rollen selv.

(Resten i næste No.)