2674Zarine, et Sørgespil i fem Optog — ved Hr. Johan Nordahl Brun, Kiøbenhavn 1772, 8. stor 83 S.

Endelig have vi dog seet en god Frugt af den udsatte Belønning for nye Skuespil til vor Theater, endelig have vi faaet en original Tragedie opført*), og endelig have vi faaet et nyt Stykke at bedømme, om hvilket vi med en god Samvittighed kunde sige meget got, — thi uagtet at nærværende Stykke have Feil, og maaskee Hovedfeil, uagtet det har matte Stæder, fortiener det efter vor Skiønsomhed ikke desto mindre Navnet af et smukt Stykke, da det paa den anden Side har saa ypperlige Situationer, saa interessante Karakterer, og saa mange stærke Stæder og Sentimenter, som give os det Haab, at Hr. Brun, naar han giør sig mere bekiendt med Kritiken, og læser gode Mynstre, vil blive en ypperlig dramatisk Digter, som vil giøre vor Skueplads og vor Litteratur stor Ære. — Mange Omstændigheder skulde ganske holdet os tilbage at sige vore Tanker om dette Drame, — hvoraf vi vil kuns anføre denne, at Zarine er gaaet igiennem den paalideligste Konstdommers Hænder; — men denne Mand, (og hvem kiender ei ham i en Carstens?) ere vi forvissede om aldeles ei fortryder, at vi dømme efter ham, — hvor stor Fyldestgiørelse vilde det ei være for os, om vi traf hans Tanker om de Feil, som Forfatteren mælder i Fortalen, ei kunde blive rettede uden alt for stor Omstøbning? — Et endnu maa vi anmærke, førend vi begynde Kritiken, og det er Aarsagen, hvorfor vi saa skarp, eller rettere nøiagtig gaae dette Stykke igennem. — Aarsagen er denne: — Zarine er et smukt Stykke, og Forfatterens første Arbeide, — men just derfor, vil man sige, bør Kritiken være lemfældig og overseende; — nei, vi have længe været af den Tanke, at en god Forfatter aldrig taber ved en nøieregnende Kritik, — kun den er billig og rigtig! — og hvad det angaaer, at det er det første af Forfatterens Arbeider for Theatret, da ere vi sikre i den Post, at Hr. B.[Brun] ei vil benytte sig af denne Grund for sine Feil; — vel sandt, undskyldes kan de, og vi undskylde dem og, men om det er vor Pligt at sige dem, maa Forfatteren selv dømme, og hos ham (thi han er en god Skribent) troe vi ingen utilladelig Egenkierlighed, en Egenskab, som er kuns de slette Skribentere egen. —

Meget interessante ere unægtelig Retheas og Loranos Karakterer; — begge ere efter vor Skiønsomhed anlagte meget ypperligt, og underholder sig stedse, — men om Stryange (som dog er Hovedpersonen i Stykket) er interessant nok til at opvække Medlidenhed, veed vi ei til visse. — Naar det gaaer Stryange ilde, naar han styrtes i Fortvivlelse, har han fortient det altsammen, og er en ganske naturlig Straf og Følge af hans store Forbrydelser; og hvad andet Navn for tiener vel Meenederie, som foraarsages af en utilladelig Kierlighed? —   Og Retheas meget smukke Egenskaber forstørrer ogsaa Stryanges Forseelse saa meget, at man slet ikke ynker Stryange, naar han bliver ulykkelig. — Er dette ikke en Hovedfeil i denne Tragedie? — Vore Læsere seer vel, at vi ei paastaae, at Helten skulde være idel Dyd, —  nei, — han maatte gierne have Feil, kuns den maa ei være en stor Forbrydelse, — Stryange maatte nok begaae en liden Feil, som drog megen Ulykke efter sig, — men en Barbar maa han ei være. —  At det er en Feil hos Digteren, eller at det er en Feil i Heltens Karakter, behøve vi neppe at bevise vidtløftig, — den Sandhed, at en Helt og Hovedperson i et Sørgespil, hvori Heltens Ulykke skal komme af hans Karakter, ei bør ved aabenbare Laster giøre sig fortient i den Ulykke han paadrager sig, denne Sandhed, sige vi, er saa almindelig antaget iblant de største Konstdommer, — og i sig selv grunder den sig paa Naturen, thi hvordan skal jeg kunde tage Deel i Heltens Ulykker, naar han selv har fortient den? — Dog denne Sætning behøve vi neppe at bevise. — Og at Stryange er en Person, som paa denne Maade er imod Regel og Natur, er soleklart. — Det undrer os meget, at Digteren ei har ladet sin Helt have grundede Tanker om Retheas Utroskab. — Hendes Skiebne vilde blive endnu en Grad ømfindtligere end den er, og Helten vilde blive mere undskyldelig end han er. — Digteren kunde have faaet Leilighed at strænge Knuden mere, kort: efter vor Skiønsomhed burde Digteren ei have ladet denne Leilighed gaaet sig af Hænderne. — Zarines Karakter er vist ei uinteressant, men dog synes os den feiler noget; den kommer os for at være mindre ualmindelig, end vi ønskede det, — og overhovedet synes, at den ei udvikler sig nok, og bliver glimrende nok til at fortrylle Stryange. — Alle de gode Egenskaber, som hun har, faaer man ei at vide uden af Stryange i fire Vers, (see første Akt femte Scene), og af hendes lange Beskrivelse paa hendes egne Fuldkommenheder, (anden Akt fierde Scene), førend i fierde Akt. —  Nitocre har virkelig og en Karakter, Forfatteren har giort meget vel i at hun udmærker sig fra de almindelige fortrolige, som ei giøre andet, end snakke med Hovedpersonerne, og aliene ere til for deres skyld. — Men Nitocres kontrasterer virkelig noget med Rethea, og hielper til at strænge Knuden. —

Hvad hele Anlægget angaaer, da er det temmelig naturlig, — kuns Handlingens Forklaring kommer os meget underlig for; — vi mene han har ei vidst at giøre Indledningen til Handlingen paa en naturlig Maade, — man bliver strax vaer, at de Vers, som Rethea begynder med, ere blot for at underrette Tilskuerne, — thi baade Rethea og Nitocre komme jo begge fra Leiren; — hvortil da al den Fortætning; —  Her troe vi ei at Digteren har vidst nok at skiule sin Hensigt, — vel er det en Pligt for Digteren, og som endelig paaligger ham, at han skal giøre Tilskueren og Læseren bekiendt med Handlingen; men det maa skee paa en Maade, at man ei bliver denne Digteres Hensigt vaer. — Om Digteren just altid har iagttaget det Corneille kalder Liaisons des Scenes, veed vi ei til visse, i det ringeste lader det til, som Forfatteren har været noget forlegen med at faae Stryange bort, (i femte Akt ottende Scene).

Forviklingen har Digteren efter vor Skiønsomhed skildt sig meget got ved, — men om Katastrophen kunde vi ei sige det samme, noget for studeret er den uden Tvivl, og alt for mange Usandsynligheder ere der uden Tvivl indløbne. — Hvor studeret lader ei dette, at alle Personerne komme just ind i samme Øieblik, for at tage mod den døende Stryange? og hvorfor endes ei Stykket før? — Forfatteren har virkelig sat Skuespillerne i meget Forlegenhed. — Handlingens Enhed er meget vel iagttaget, — og Stedets ogsaa, — vel sandt, den er i de trende første Handlinger nær ved Stryanges Leir., og i de to sidste i den, — men denne Forandring skader i vore Tanker intet, thi Tilskueren kunde magelig imellem tredie og fierde Akt ogsaa forandre sin Situation. —

Det som for alting udmærker dette smukke Stykke, er, saa vidt vi skiønne, lykkelige Situationer, — for hvis skyld vi gierne oversee nogle Feil ved dem, og opofre vi med Glæde Sandsynligheden, for at blive rørte. — Blant disse udtage de tvende sig (i fierde Akts femte Scene), og i femte Akt anden Scene. — Disse, sige vi, ere saa got udførte, og giøre tillige saa stort et Indtryk, at ingen Tilskuer af mindste Følelse kan beholde tørre Øine. — Dog foretrække vi den i fierde Akt, — baade fordi Indtrykket bliver voldsommere, men i sær fordi den er ganske naturlig, og neppe vil den koldeste Konstdommer faae engang Lov til at opdage en Feil mod Sandsynligheden, og der var nogen, — men efter vor Skiønsomhed er der ingen. — Derimod er den i femte Akt forbunden med en stor Usandsynlighed, som Forfatteren gierne kunde undgaaet, — og denne er: — naar Rethea (Side 64) taler, og raaber om Hielp, — hvorfor gaaer Stryange ei strax ud af Teltet, for at redde hende? — Digteren kunde i vore Tanker have undgaaet Usandsynligheden, i det ringeste for en Deel, dersom han ei havde ladet Rethea talet saa vidtløftig, — vi anmærke ei dette saa meget, fordi det enten har stødt os, eller fordi vi ville dadle, — nei! men fordi en anden ung Digter ei skulde begaae den, uden saa rigelig at erstatte os som her. — Disse to omtalte Situationer ere ogsaa de stærkeste i hele Tragedien, og er det een af de vigtigste Feil vi have mod dette Stykke, at det ikke sielden lader Tilskueren, men i sær Læseren i en vis Ligegyldighed, ogsaa kommer det os for, som Digteren ei altid har iagttaget Affekternes Opvækkelse, som dog er Tragediens Øiemed. — Aarsagen til denne Bemærkning ligger i nogle svage Stæder, af hvilke vi for at retfærdiggiøre vor Dom vil kuns anføre den forskrækkelige lange Tale Zarine (i 2 den Akt 2den Scene) holder til Stryange. — Men naar vi undtage disse Stæder, (som i Henseende til de ypperlige ei ere mange), er Zarine for det meste fuld af meget interessente Stæder og Sentimenter. — De Sentimenter, som vi kalde smukke, kunde vi ei afskrive, da vi maatte behøve for meget Rum, — men den Fornøielse at anføre et Par kan vi ei nægte os:

1ste Akt 5te Scene, — — »de ofres til min Mand.«

Disse Ord er mesterlig anbragte til at indklæde denne Tanke, og sige de meget mere, end en heel Beskrivelse ellers kunde udtrykke.

Her har Forfatteren talt sandselig og eftertrykkelig, (som Konstdommere udtrykke sig), — og disse Ord indeholde alle de Tanker i denne Situation, og giøre ligesaa stort Indtryk, som den vidtløftigste og meest poetiske Beskrivelse ei kunde virke. — Man finder kuns sielden slige Udtryk, og i sig selv bør de kun bruges sparsomt. — Seneca har i sin Thyest det bekendte agnosco fratrem, — og Voltaire i Zaire.

»Mais Orasmane m'aime & j'ai toût obliûé.«

Men hvorfor spildte Forfatteren de fire følgende Vers i denne Replike? hvortil denne underlige Tanke, »at Rethea er i Stand at rive Hiertet af Brystet?« m. m. — Alt hvad Rethea i denne Situation kunde og burde sige, var — »de ofres til min Mand.« —

Et endnu: (5te Akt sidste Scene,) »det Blod, som rinder der, det rinder fra mit Hierte,« hvilken ypperlig Tanke! —

Men Skade, at Digteren somme Tider er bleven noget mat, — for at retfærdiggiøre os, vil vi afskrive nogle Stæder:

Side 50. — »skiælv du saa fremt hun døer ved din Seendrægtighed; —  nok sagt, »du bør adlyde.«

Side 69 — — »tøv Herre, tøv, jeg beder,« og flere.

Andre Stæder har Digteren efter vor Skiønsomhed brugt en uægte Glands, for at blive smuk, — ja er uden Tvivl bleven svulstig, for Exempel:

Side 55. — — »Jeg stolt indsvøber mig udi min strænge Dyd.«

Men disse Stæder undtagen har Hr. B.[Brun] stor Fortieneste af det tragiske Sprog, vi vil ei engang tale om Rethea, som lader baade at have kostet Forfatteren meest Umage, og som virkelig er best udført, og meest interessent, — men endog Stryange har Tanker, som en Evald selv vildet glædet sig ved at have, — af dem vil vi kuns anføre et Par Tirader af Monologen i tolvte Optrin;

»Og kan du høre det, saa skal min hule Røst
»Op fra mit Afgrunds Svælg hen til din Eng udbrøle,« o. s. v.

Mere behøve vi ei at sige om Sproget, som overhovedet er smukt, og ofte har den sande tragiske Fyndighed og Ædelhed. — At det nogle Stæder er mat, kommer maaske af at Digteren har ladet sine Personer tale for længe med sig selv; — vi vil ei tale om, at Skuespillerne har meget Ont ved at føre lange Monologer vel ud, — men de skal altid være fulde af Ild, naar de skal ei blive blive kiedsommelige, —  og har Loranos Monologer ei denne Feil? —

Hvad Versifikationen angaaer, da er den i Almindelighed god, — at Digteren ogsaa har maattet lide under Rimenes Tyrannie, er vel unægteligt — men hvorfor har han kastet sig under dette Slaverie? —  Undertiden ere Versene lidt haarde, og et i sær støder ved syv Monosyllaber i Følge Øret meget, — det staaer Side 29.

»Det Suk paa Suk for dig til Krigens Gud opsendte.«

Andre Vers er noget prosaiske, og ere vi forvissede om, at Hr. Br. havde for en Deel undgaaet, dersom han havde bortkastet Rimene, som giør Deklamationen vanskelig, og i vores Sprog uforbigiengelig monotonisk: »den Arm«, — »det Sværd«, — »den Piil og Bue«, —  »Hug og stak og skiød;« — disse Ord med det tomme, »Velan,« kommer meget ofte for, og ønskede vi, at Digteren ei havde brugt det saa tit, som i sig selv er intet. —

Førend vi slutte, erklære vi endnu engang, at Aarsagen, hvorfor vi har talt om Feilene i dette Stykke, hverken er Dadelsyge eller nogen anden Aarsag, som er en Konstdommer uanstændig — men blot derfor har vi sagt det, som os syntes, enten urigtigt eller uværdigt at staae iblant saa mange smukke og meget ypperlige Tirader. — En Ting vilde vi raade Forfatteren, at han nemlig havde givet sit Arbeide den sidste Politur; — det skulde da bleven mere fuldkommet og smukt, end det er-, — blant andre Ting, som vi ei har erindret, (og adskilligt baade roesværdigt og lastværdigt har vi maattet denne Gang forbigaaet), ønskede vi Forfatteren vilde lægge Vind paa en bedre Ortographie, - - vel sandt Tragedien bliver derfor smuk alligevel, vel sandt, at det er kuns en Bieting, — men ikke desto mindre bør i vore Tanker en god Digter, (og det er Hr. Brun,) ei giøre sig skyldig i Feil imod Sproget. — Hvorfor skriver han »desse« i steden for »disse«, »hænde for hende«, — hvorfor »Bryst for Brøst«, — i sær da disse Ord er af en langt forskiellig Bemærkning. — Fire Gange har vi med Fornøielse seet Zarine opføre, — og stor vildet den vist blive, dersom vi med en god Samvittighed kunde tillægge alle Skuespillerne den Roes, at de ved en god og naiv Aktion havde viist sig værdige til Tragedien; — men nei, denne Roes kunde vi desværre kuns tillægge en Rose og en Knudsen; — men for Resten (vi kunde ikke dølge det) vare vi ei meget fornøiede. — Den første Aften spilte Hr. Rose i Almindelighed got, kuns han lod ei Affekten stige med Tiden, — vi mene, han rasede for tilig, — i sær ved den fierde Forestilling greb han sig saa stærkt an i sidstningen af fierde og Begyndelsen af femte Akt, at han havde Møie med at holde det ud i hans sidste Monolog; — vel sandt, Digteren lader Stryange rase for tilig, — men noget maa dog Akteuren spare sig i førstningen. — Den første Forestilling begik han en Feil, som han, Tak skee ham! siden rettede; — i 1ste Akt 5te Scene tog han Sværdet koldsindig af Retheas Haand. — Ved den tredie Forestilling faldt han i den prægtigste Stilling, som giorde meget god Virkning. — Dersom Hr. Rose havde vidst sin Role, (men i den standsede han, Skam for ham, og Skade for Digteren og Tilskuerne ved alle Forestillingerne), han havde deklameret Versene bedre, ei været for stiv den anden Gang, og ei havde begaaet anførte Feil, havde Stryanges Role aldrig kunde falde i et bedre Lod. — Zarines Role beklage vi for det meste, —   den blev skandert i steden for deklamert, de stærke Stæder udskreget i steden for at blive foredraget med det sande pathetiske og stivt, og opblæst udført i steden for med Natur udspillet. — De som var tilstæde behage kuns at erindre sig den 2 den Scene i 2den Akt, og hendes sidste Replike. — Retheas Role faldt i en Aktrises Hænder, om hvis afgiorte Fortienester vi have agtet høit, — men i Tragedien havde vi dog aldrig ventet os det vi saae, — thi (nogle faa smaae Feil nær) blev den spilt saa ypperlig, at Forfatteren aldrig kunde faae sin beste Person (og det er Rethea) bedre og naturligere forestillet. .— Hun spilte Rolen i den sande Karakter, og var den andet end den ømmeste Kielenhed? — Folk, som vil bedømme en Skuespiller, uden tilgavns at studere hans Role, vilde vel paastaae, at Madame K.[Knudsen] i 2den Akt 6te Scene udsagde de Ord: »gaae bort, forund mig Roe,« med en Stemme, som ei havde Vrede nok, —  men de Folk betænker ei, at Rethea ei maa eller kan blive vred. — Dog vi have den Tillid til vore Læsere, at de ei forlange at vi skal tale vidtløftig om denne Aktrise, som virkelig giør vor Skueplads stor Ære, for at bevise, at hun spilte got i Zarine, en Sandhed, som baade Kiendere og de som ei ere det, maa tilstaae. — En Post ønskede vi hun tog i Agt, og denne er, at hun vender sig lidt for meget fra den Person hun taler med, og maaskee hendes Stilling er noget for bøiet? — Om Hr. Hortulan vil vi kuns sige, at han spilte Loranos Role, for ei at sige at han hverken vidste den eller spilte den som han burde. — Dersom Jomfru Halle og Publikum kunde være tient med Smiger, vilde vi sige, at hendes Spil gav os Haab at hun blev en god tragisk Aktrise, — men da ingen af dem er tient dermed, og vi nødig vilde sige Usandhed, tør vi ei andet end sige, at hun mangler en naturlig Stemme til det pathetiske. — Hvad hendes Spil angaaer, da var det taalelig, thi at hun brugte samme Stilling og Bevægelse med Armene her, som i Komedien, vil vi ei tale om; —   men hendes Stemme tabte sig reent, naar hun skulde røre. — For Resten kan hun gierne spille Bieroler i Tragedien, naar hun ei skal græde, — thi da hulker hun. —

*) Vi sige med Villie opført, da enhver, som har den ringeste Kundskab om vor Litteratur, dog veed, at Zarine ei er den første Original-Tragedie; — thi hvem skulde vel ei kiende Rolf Krage?