1433Den kierlige Forbitrelse, Comedie i fem Akter, oversat efter Hr. Molieres le dépit amoureux, Paris 1753, 12. 1 Tom.

Dersom Hr. Londeman selv havde spilt Grosrenes Role i Aften, havde vi nok kundet indsee Aarsagen, hvorfor denne Comedie, (som efter vor Skiønsomhed ei er af de interessenteste iblant Molieres Comedier) igien skulde opføres; men da Hr. Bech i Aften igien til Skade for sin gode Role, og Ærgrelse for enhver Skiønner, igien havde denne Role, veed vi ei, hvorfor den kierlige Forbitrelse nu saa hastig bliver forestillet; — dersom denne Comedie endda havde havt et stærkt Tilløb, vilde vi undskylde det, men en os skiult Grund maa der vist være, om den er at man ei var belavet paa et andet Stykke, eller noget andet var Aarsag deri, veed vi ei til visse, men det tør vi dog nægte, som Rygtet har sagt, at Hr. Bechs gode Aktion er Aarsagen, thi der skal dog findes dem, som til en Akteur udfordrer blotte Grimaser, m. m. holde Hr. B.[Bech] for en god Akteur. — Om Stykket selv har vi for nyelig (see dramatisk Journal No. 25.) sagt vore Tanker, og have vi meget lidet at erindre, thi vore Læsere maa vide, at de fleste af vore Skuespillere spille et Stykke, som oftest med en Aktion; kuns dette vil vi erindre, at Jomfru Halle var ei slet saa ledig, og forsømte Theatralspillet ei saa meget, som sidst. — Dekorationen var i vore Tanker ei saa god, som den sidste, thi i Aften blev den smukke og perspektiviske Dekoration brugt, som forestiller Pladsen imellem Slottet og Templen i Operen Demoofonte; — hvorfor at Scenen skal være paa Gaden veed vi ei, i Paris er den i Stuen, og om den skal være paa Gaden er det unægteligt, at den sædvanlige Dekoration er mere naturlig. — Denne Anmærkning maa vi endnu giøre: naar Maskaril i tredie Akt anden Scene banker paa Alberts Port, stamper han med Foden i Gulvet; fast i alle Comedier skeer dette, hvilket uden Strid er latterligt og urimeligt, i sær paa en Gade; og hvorfor besørger Direkteuren ei Hamre paa Dørene? —

2258Soliman den Anden, med Tilnavn den Prægtige, Comedie i tre Akter, oversat af C. D. Biehl efter Hr. Favarts le Soliman second surnommé le magnifique.

At denne Comedie ei fortiener meget bedre Navn end Farcens, at den er mere middelmaadig, kort at den ei duer meget, har vi tilforn sagt; men tillige have vi paastaaet, at Hr. Kirkofs Harpe er det eneste, som bør forføre, og en god Aktion giør det taaleligt. — Hvorvidt vi i denne vor Paastand have Ret, maa vi overlade vore Læsere at indsee; — dog nødes vi til at forekomme en eller anden Forsvarer og Forfægter af dette Stykke, eller Fiende af os og vore Domme, med et Svar paa en Indvending, som, hvor latterlig den er i sig selv, og hvor liden Grund den hos Skiønnere end har, dog ufeilbar vil blive giort; — og denne Indvending er, at vor naadige Monark har allernaadigst befalt den; — dersom vi havde Magt til at begiere Stykker opførte paa Skuepladsen, vilde vi vist falde paa at see Soliman for Harpens skyld og Aktionen, ja endog Tronfølgen i Sidon for Hr. Sartis Musik; — men fordi et slet Stykke kan og bør behage, naar det medfører saa tilfældige Fortryllelser, som Harpen i Soliman, og Skiønheder, som Musiken i Tronfølgen, bliver derfor Stykkerne i sig selv og som dramatiske Compositioner betragtede, vel derfor enten værre eller bedre; og blive de derfor smukkere og fuldkomnere, fordi en Monark af saa bekiendt en Fornuft og Smag, som en Christians, af slige Aarsager befalte det? — sandelig vi havde ei engang talt om dette svage Beviis paa et Drames Værdie, dersom ei denne usle Indvending var os engang giort af Hr. Bredal i hans Efterstykke. —

Hvad Aktionen angaaer, da maa vi igientage det, som vi før have sagt om den. — Hr. Rose spilte mesterlig. Madame Knudsens Aktion kunde ei være meget god, da hendes Role ei siger meget, men desuagtet spilte hun den naturligt og smukt, thi hun entreerte i Karakteren, og hendes Spil viiste, at hun havde studeret sin egen og de andres Roler; — til Beviis: hun viiste al muelig Underdanighed og Frygt lige indtil førend Elmire siger, »at hun begynder at giøre sig til,« — lige indtil denne Periode var hun slavisk, og blev efter vor Erindring i Retournellen staaende, men her var hendes Spil et Tegn til, at hun fik ved Solimans Berømmelser noget Mod; — af hendes naturlige Theaterspil behøve vi kuns at anføre det Ansigt, som udtrykte al den Bestyrtning, som hun naturlig Viis burde, da Soliman rev Tørklædet fra hende. — Om hendes Sang vil vi kuns sige, at den var ukiendelig bedre end ellers; — at hun forbedrer sin Sang fra engang til en anden tilstaae vi med lige saa stor Fornøielse, som vi med Misfornøielse og Fortredenhed maa bekiende, at Jomfru Halles Stemme har kiendelig tabt al sin behagelig Styrke; — Jomfru H.[Halle] Aktion var mestendeels som sidst, det er temmelig god indtil Stemmen skulde blive rørende. — Hr. Londeman havde endnu Osmins Role. — Jomfru Fogh spilte som ved den sidste Forestilling. —

I Anledning af den Hændelse, som enhver oprigtig Patriot maa evig erindre, blev opført i Aften i vor naadige Monarks Nærværelse, et Chor; — Skuepladsen forestilte de kongelige Navne af den oldenborgske Stamme, og i Midten saaes: vor naadige Monarks Navn; Theatret var skiult af Bønder, Tyrker og andre, alle Akteurer, Dandsere og Statister. Choret blev siunget af alle, men disse alle tre, som staaer i Programmet, og vare Hr. Musted, Madame Knudsen og Jomfru Halle, vare klædte i tyrkiske Dragter, og borttog alt det sandsynlige. — Om dette fordre vel vore Læsere ingen Kritik, skiønt vi maa tilstaae, at saa høitidelig en Fest, som denne, ei urimeligere kunde helligholdes. — Programmet har Titel af Thaliæ Deelagtighed i den almindelige Glæde, og den gode Thalia kunde om saa stor en Monark ei giøre en svagere Lovsang; — vi vil høre den:

Kritiken udholde disse Vers ikke, men desuagtet fornøiede de, da vor Konges Navn og Nærværelse indskiød os alle de stærke Indtryk og henrivende Følelser, som Thalies Deelagtighed til Skam og Skiendsel for hende, manglede. —

1038Henrik den fierdes Jagt, Comedie i tre Akter, oversat efter Hr. Collees la Partie de Chasse de Henri IV. Yverdon 1764, 8. stor 140 S.

Lige saa vist, som denne Comedie er mod Reglerne, og i sær de, som bestemme Handlingens Enhed, lige saa vist har den mange ypperlige og rørende Situationer, som maa udpresse Taarer af enhver følsom Tilskuer. — Stykket har vi før (see No. 5.) nøiere bedømmet; hvad Oversættelsen angaaer, da har vi anpriset den og ved at høre den igien, og saa vidt vi har kundet sammenlignet den med Originalen, maa vi igientage den Roes vi har lagt paa den; — vel kan vi ei nægte, at Hr. Knudsen undertiden har været meget frie, men det holde vi ei for nogen Feil, det eneste kunde maaskee lægges ham til Last, at han har forstærket sin Original mange Stæder; — dog i Comedier troe vi, at en Oversætter bør have den Frihed, da det interesserer Tilskuerne meget lidet enten Oversættelsen er stærkere end sin Original, naar den kuns giør det rette Indtryk; — og sandelig Henrik den Fierdes Jagt afpressede os ofte Taarer, og flere end ellers; —   Aarsagen seer vel enhver ægte Patriot. — Behagede denne Comedies Forestilling, da vi sidst saae den, saa henrykkede den os ganske i Aften, thi naar saa interessent et Stykke bliver vel forestillet, kan det da andet i slige Omstændigheder end henrive? — Og hvad Aktionen angaaer, da var den som oftest ypperlig hos Hovedpersonerne. —  Hvad Hr. Rose angaaer, da finde vi os ved den første Forestilling ei saa meget fornøiede med ham, som da han spilte Torsdagen den 24 October 1771, (see No. 5.) mindre Natur syntes vi at fornemme i Scenen med Sully, og lod det til, som han var for kold og affekteret, men sidste Aften gik den Scene efter vor Skiønsomhed kuns middelmaadig, thi naar han er i Henrykkelse over Sully, saae vi at han giorde nogle affekterede Gebærder ved at føre Haanden til Munden; — sandelig en Skuespiller, som Hr. Rose, der har saa betydelige Øine, behøve ei at giøre slige kunstlede Bevægelser, som enhver kan giøre, men siger slet intet. — Recitationen var ellers ypperlig, og den Scene ved Bordet blev spilt uforbederlig. — Om de øvrige behøve vi ei at sige meget, kuns at Hr. Clementin behagede meer end ellers. — Dog nær havde vi glemt at Jomfru Bøtger spilte Møllerkonens Role, (som Madame Hallesen anden Aften spilte bedre end ellers), og spilte den efter vor Skiønsomhed i ligesaa urimelig en Karakter, og med ligesaa unaturlig en Aktion, som i en ret væmmelig Dragt, som man maatte indbilde sig, at den gode Møllerkone havde laant af Herremandens Kone. — Af de øvrige vil vi kun sige, at Hr. Prinsløv den første Aften ei kunde sin Role, og at Jomfru Fogh ei heller var saa aldeles fast i sin. — Om en Londeman, Ørsted, Madame Knudsen er det unyttigt at tale, da deres Aktion var dem fuldkommen værdig. —

I Mandags Aftes beærede vor Monark Skuepladsen igien med sin Nærværelse; foruden den Fornøielse, som hans Nærværelse forskaffer, er denne flittige Besøgelse ønskelig, vi vil ei tale om at Parterret bliver dog nogenledes roligt, men hvo veed, om den danske Skueplads ei faaer nogen overordentlig Underholding? — man tilgive os den Tanke, som smigrer os saa stærkt, at vi ei kan tilbageholde den. — I Onsdags blev vor Konges Fødseldag helligholdt paa Theatret, men Skade, at saa stor en Høitid skal besynges saa koldt; — at afskrive dette Chor vilde blive for vidtløftig, og vi vil kuns anføre den Solo, som Hr. Musted, Madame Knudsen, Jomfru Halle og Jomfru Fogh synge vexelviis, som er et Beviis paa hvor lidt Eftertanke og Fornuft man har brugt i at give de syngende Personer Ordene i Munden:

Hr. M.[Musted] »Vor Konge!
Jfr. H.[Halle] »den store!
Mad. K.[Knudsen] »den beste!
Jfr. F.[Fogh] »den elskte! o. s. v.

Ej Burde ei hele Choret synge vor Konge? — dog det bliver altsammen under Kritiken. — Hvad Dekorationen angaaer, da lod den sig taale, de fleste Akteurer vare tilstæde, Dandsere, Statister, ja Inspekteuren Hr. Soelberg var tilstæde, en Mand, som man maa nødes til at see i Balletter, men som vi vil bede og indstændig bede, at han holder sig fra Theatret, naar han er ganske unødvendig, eller om han nu endelig vil lade sig see, han da vil klæde sig anstændig. —

412Crispin som Fader, Comedie i tre Akter, oversat af det Tydske.

Den sande comiske Vittighed opfylder de fleste Dialoger i dette Stykke, og uagtet Karaktererne ei sige meget, interesserer den en heel Del. — Gid et Genie, som vilde arbeide i Comedien, vilde tillige forene Karakteren med Vittigheden, thi da skulde man ei ved Læsningen eller paa Skuepladsen gabe, men nyde den anstændige Fornøielse ved at moeres, da man ellers maa sove ind. — Vore Tanker om Stykket har vi tilkiendegivet i No. 20, og dette maa være nok talt. —

Naar man veed, at en Londeman spilte Crispins, en Clementin Lisimons Role, saa behøve vi vel neppe at erindre, at disse Roler bleve spilte naturligt, Karakteren udført, Theaterspillet paa det ypperligste iagttaget, hele Rolen ei tabte det mindste, men oftere vandt; kort, at Aktionen var mesterlig. — Hr. Hortulans Aktion var ogsaa i Aften meget naturlig. — Hr. Musted entreerte en Deel mere i Passionen, end sædvanlig, — Jomfru Fogh faldt vel paa Knæ, da hun skulde bede sin Fader om Forladelse, men den bedende Tone havde hun slet ikke. — Jomfru Halles Aktion var kuns i det høieste saa maadelig; et Par Steder var Theaterspillet got, men som oftest slet intet, og spilte hun ei nær saa naturligt og got, som sidst, da hun spilte denne Role. — Aarsagen, hvorfor Jomfru H.[Halle] begynder at forsømme igien, og tage Svaret af Soufleuren, sysselsætte sig med at tage Publikum i Aasyn, kort hvorfor hun begynder at blive skiødesløs og uagtsom kan vi ei begribe, dog maaskee en eller anden villig Aand har indbildt hende, at det var en Fuldkommenhed hos en Aktrise, og i sær en ung, at forkaste Erindringer, være ligegyldig ved fortient Roes eller Dadel, glemme den Bestræbelse at forbedre sig; — men sandelig vi raade hende, at hun for sin egen Æres og Folkes Penges skyld vil giøre sig Umage, og naar hun anvender den, spiller hun ofte meget smukt. — Dersom hun skulde have faaet den Grille, at det var en Skam at rette sig efter vore Erindringer, ja saa staaer hun ei til Redning; thi Erindringer behøver hun, og dem skal hun faae; frugter de ikke, saa er Skylden ei vores. —

739Florentineren, Comedie i en Akt, oversat efter Hr. la Fontaines le Florentin. Den staaer i hans Pieces de Theatre, S. 71. — à la Haye 1701. 8.

Dette moersomme Stykke har vi før bedømt, (see dramatisk Journal No. 6.) — Om Aktionen have vi ei meget at sige. — Jomfru Bøtger spilte ei sin Role slet saa got, som sidst, men desuagtet saa var Aktionen dog god. Jomfru Fogh spilte kuns maadelig, hun iagttog ei Theaterspillet saa got som sidst, naar Harpax taler med Agathe, og hun var ligesaa smukt klædt, som sin Jomfru. — Løierligt nok er det, at man ei engang kan vælge Pigedragten ret ved vor Theater, hvad Under da, at vi ingen Dragter har efter Kostumet? — Naar der tales om de mange Dørre, som slaaer i, hører man kuns et Slag; atter et Beviis paa Direkteurens Agtsomhed! — I Aften blev Choret opført, og Hr. Soelberg beærede os igien med sin Nærværelse. —

2258Soliman Den Anden, med Tilnavn den Prægtige, Comedie i tre Akter, oversat efter Hr. Favarts le Soliman surnommé le magnifique.

Atter Soliman ! — Aarsagen, hvorfor den blev opført, veed vi ligesaa lidet, som vi vidste, at den bekiendtgiorte Opera ei blev opført førend vi kom til Skuespilhuset, og der fik vi at vide, at begge de fornemmeste Sangerinder vare syge, og disse Sygdomme maa være meget uformodentlige i den italienske Troupe. — Vi gik derhen i det Haab at see Demoofonte, og da vi kom i Erfaring, at en Comedie skulde opføres, havde vi ventet »Crispin, som Fader«, og »Florentineren«; — Aarsagen til denne vor Formodning var, at vor store Monarks Nærværelse blev Publikum lovet ved disse Comediers Bekiendtgiørelse; — men vi saae da Soliman igien, den kiedsommelige Farce, og naar Harpen ei havde holdet os, havde vi næsten ladet de andre ennyere sig allene. — Om dens Forestillelse behøve vi ei at sige andet, end at Jomfru Halles Sang ei var slet saa falsk og ubehagelig, som sidst, skiønt den har tabt uendelig; — og at Madame Knudsen, da hun kom første Gang ind paa Skuepladsen, giorde i det hun kom ind, en Vending med Kroppen, hvorved hun stillede Siden til Soliman, som ei hovede os, da vi ei kan indsee Grunden dertil; — for Resten behagede hendes Spil meget, thi det var naturligt. — Til Beviis paa den Nøiagtighed, som bruges ved at forestille Skuespil hos os, og det endog naar Kongen er tilstæde, kan dette tiene, at Forskiereren ei var tilstæde, og vi vidste ei, hvad den gode Roxelane vilde sige med sin Replike om ham. — Handlingen var i den nye Dekoration, om hvilken vi vil kuns sige, at alle Skuespillerne maa gaae ind af Veggen, thi Døren midt paa lader sig ei oplukke; — dog hvad vil vi tale herom, naar ofte vore Skuespillere uden at have det nødig, gaaer reent ud af Vinduet; — noget, som de dog burde vogte dem for; — hvorfor denne Dekoration skal bruges her, er os ubegribeligt, og kunde den gode Direkteur sørge for, at den forrige Dekoration blev brugt, hvor Dækket var paa, thi hele Solimans Forundring bliver jo Løgn; thi Roxelane kommer ind af samme Indgang som Delia og hele Resten; og Rullegardinerne, hvor ere de? — er det dog ei ærgerligt, at man skal blive narrede for sine Penge! at vi har ei før talt herom, er vist ei skeet fordi vi ei har mærket det, men fordi vi tænkte at det maatte mærkes af Direkteuren selv. — Choret blev sunget for Kongen, og bestod uden Hr. Soelbergs Nærværelse. —