1433Den kierlige Forbitrelse, Comedie i fem Akter, oversat efter Hr. Molieres le dépit amoureux; den staaer i den første Deel af hans Oeuvres, efter pariser Udgaven 1753, 12.

Moliere var, saa vidt vi skiønne, ligesaa stor en Efterligner af de gamle, som Holberg, og han brugte dem med ligesaa stor Smag, ja vi tør sige, at Moliere var den, som viiste og lærte Holberg, hvordan han burde benytte sig af de gamles Comedier. — Dette ene har Moliere forud for Holberg, at han undertiden og som oftest brugte lerents, ligesaa meget som Plautus; — men deri komme de efter vor Skiønsomhed overeens, at de begge brugte den paa den rette Maade, thi de benyttede dem af deres Vittighed, ja undertiden afskrev de gamles beste Indfald, uden at de bliver de Personer, som udsige dem, fremmede, men meget vel passer sig paa dem. —

Ved at læse disse Comedieskrivere, har det Spørsmaal indfaldet os: om den rørende Comedie bør foretrækkes den ægte? — Uagtet vi ingenlunde afstride dens rørende Comedie sin Nytte, uagtet vi holde for, at den kan have mange ypperlige Situationer, kort: uagtet alt hvad man kan sige til dens Forsvar, troe vi, at et hvert Genie bør for alting søge at vedligeholde det ægte comiske, og dette er dog vel det plautiske, eller om man vil kalde det det moliereske og holbergske; —  Aarsagen til denne vor Mening er uden Tvivl meget let at indsee; vi vil ei engang tale om, at den ægte Comedie fornøier mere, men vi tør endog paastaae, at dens moralske Nytte i Almindelighed er lige saa stor, ja vi tør sige større end den rørendes, og at denne giør mere Virkning paa Mængdens Sæder, end hiin; — Øiemedet af den ægte Comedie er, naar man vil tilskrive den dens eneste og mindste Virkning, som den bør have, at giøre Daarligheder saaledes latterlige, at de tillige blive foragtelige; dette Øiemed sige vi, og den Maade paa hvilken de blive foragtelige, er, saa vidt vi skiønne det, som giør paa Mængden den beste Virkning, naar, det forstaaer sig, Maaden fører til sit Øiemed; — Skuepladsens Besøgelse i Almindelighed er uden Tvivl, i det mindste burde det være, et anstændigt Tidsfordriv, og hvor mange Maader kan man der ei fordrive Tiden paa? — men af alle holde vi for, i Henseende til Mængdens Tænkemaade, at den fordrives best i den ægte Comedie; Grunden dertil er denne: Laster eller Daarskaber, hvis Revselse er Comediens Øiemed, bliver neppe i Almindelighed paa en mere indtrykkende Maade giort foragtelig, end ved at giøres latterlig, i det mindste troe vi, at Mængden faaer snarere i Sinde at aflægge slige Daarligheder, naar de ved Latter bliver giorte foragtelige, end ved de Midler, som den rørende Comedie som oftest har, og disse ere gierne blotte Situationer, hvilke hvor ypperlige de end kan være, og hvor stor Virkning de endog kan og bør giøre paa følsomme Siæle, neppe i Almindelighed giøre den Virkning, som den ægte Comedie, da meget faa Mennesker faaer i Sinde at svære Dyden Troskab, og Lasterne Fiendskab og Had, fordi de see Dyden og dydige Mennesker i de meest rørende Situationer, og belønnede, og Lasterne straffede; men vi troe, at flere faae i Sinde at aflægge Daarskaber, naar de see dem offentlig saaledes giøre latterlige, at de skamme sig ved dem. — Foruden denne moralske Hensigt troe vi, at den ægte Comedie bærer Fortrinnet, thi den moerer mere, og det moersomme er dog den ægte Comedies væsentlige Hensigt; — mange comiske Træk, mange Daarskabers Revselse, eller i det mindste stærkere og mere virkende Revselse, og i sær megen fornøiende Vittighed maa man undvære i den rørende Comedie, og dette med meer er dog, saa vidt vi skiønne, en Egenskab, som saa nødig bør undlades; — men, vil man sige, kan ei den rørende Comedie have samme Egenskaber? — kan den ei have ligesaa stærke comiske Træk? — kan den ei indeholde og fornøie os med ligesaa stor Vittighed? — dersom man ved den rørende Comedie blot forstaaer saadanne, som kan have nogle faa rørende Situationer, hvilke udgiøre den mindste (eller i det ringeste ei den meste) Deel af Comedien, saa tilstaae vi at det kan være, og at denne Art af Comedier kan have disse Egenskaber; men udfordrer man at Fablen til en rørende Comedie skal være en Hovedhandling, som bestaaer for det meeste af emfindtlige og rørende Situationer, og hvori at de comiske Træk maa, for ei ved denne Leilighed at svække Hovedhandlingens Indtryk, være meget sieldne, og de comiske Personer allene bør bruges, som Biepersoner, og deres Handlinger, som Episoder, dersom, sige vi, man paastaaer, at denne Art af Comedier udfordrer dette, saa nægte vi det; — thi hvor blive de lystige Tienere af? — hvor blive de latterlige gamle Mænd med flere? — ja, vil man sige, man kan indføre dem, som Kontraster; ja, men saa kan de, naar Handlingens Eenhed skal iagttages, ei blive skildrede stærke nok; vi vil ei tale om, at visse Daarskaber kan ei uden i den ægte Comedie blive revsede. —

Vore Læsere see vel, at vi ere Venner, og heftige Venner af den ægte Comedie, og tillige af den Mening, at den rørende Comedie bør ei dræbe denne. — I Henseende til Vittigheden, til den sande comiske Ild, til det Grækerne kalde γελοιον *) til det Franskmanden kalder la Liaison de Scenes, i disse Henseender sige vi, at de gamle burde være Mynster; men hvad Fablen angaaer, (som Aristoteles kalder ό μυϑος og των πραγματων συνϑεσις), hvad dens Interesse og Karaktererne angaaer, holde vi for, at de gamles Efterlignere burde maaskee vige fra dem; Molieres l'avare, Holbergs Stundesløse, Voltaires l'Enfant prodigue, disse Comedier have i vore Tanker mere Interesse i Fablen og Karakteren, end de gamle, hvis hele Fabel neppe er andet, end en gammel Fader, som vilde have sin Søn gift; en Søn, som elskede et Fruentimmer, men manglede Penge; en vittig Tiener eller Slave, som var vittig nok til at bedrage en gammel Mand, m. m. — Heri skulde de nye Comedier vige fra de gamle. Dog vi ere blevne vidtløftigere, end vi havde ventet, og skal vi ved en anden Leilighed tale om Tienerne. — Et Karakterstykke er denne kierlige Forbitrelse ei; Eraste, den eneste Person, som burde have nogen Karakter, er kuns kolerisk, og Lucilie ogsaa; dette Temperament, som overalt viser sig paa dem, giør den pludselige Forligelse sandsynlig. Den tredie Scene i fierde Akt har Holberg brugt i sin Henrik og Pernille. — Hvad Stykket ellers angaaer, da falder det ingen Tid kiedsommelig, men Dialogen har al Vittighed, og Grosrenes og Marinettes meget gemeent, men moersom og grotesk. — Oversættelsen er ypperlig og ganske fordansket. —

Om Aktionen have vi ei meget at sige, da den Role, (vi mene Grosrenes) som udfordrer den største Akteurs Arbeide, blev spillet af Hr. Bech. — Den som til en god Akteur udfordrer blot en Skabning, som kan giøre Grimaser, men ei en naturlig Akteur, vil finde Hr. B.[Bech] meget god, men den, som udfordrer Natur og Smag i Aktionen vil finde ham væmmelig; — det eneste naturlige Træk han havde var i 4 Akt 2 Scene, naar han talte om Skibet, m. m. — for Resten bestod hans hele Aktion i at fægte med Armen, læse paa sin Hat, og denne Aktion kronede han med den ypperligste Monotonie. — Erastes Role spilte Hr. Rose, og spilte den ypperlig, til Beviis, naar han i i Akt 4 Scene taler med Maskaril. —Jomfru Bøtger spilte Lucilies Role efter vor Skiønsomhed med for megen Kulde. — Alberts Role spilte Hr. Clementin; hans Role var en gammel Mand, og det er nok til at anprise ham; — et Træk brugte han, som giorde ham Ære, og det var, da han taler med Metaphraste, efterabede han hans Piben og affekterede Røst. — Hr. Ørsted spilte Maskarils Role saa saa, og er ei bygt til den; Metaphrastes giorde han ypperlig, det affekterende og pibende Mæle er for en Pedant, i sær paa Theatret, ei unaturlig. — Madame Knudsen spilte Ascanius's Role, som ei vil sige meget, efter Naturen; Recitationen, det eneste som den udfordrer, var ypperlig, i sær i den lange Replike i 2 Akt 1 Scene, kuns Skade at hun spilte med Mad. Hallesen, som Frosine, og Hr. Irgens, som Valer. — Hr. Ηortulan var Polidor. Jomfru Halle var Marinette forsømte Theaterspillet for det meste. — Hr. Prinsløv var Msr. Rapiir. —

*) Dette Ord betydede hos Grækernes Comedier mere ved et besynderligt Indfald, som altid havde noget unaturligt hos sig, eller i det mindste overdrevet, at opvække Latter, end at efterabe en Person; — Sokrates er et Exempel af de gamle; det Indfald i Holbergs Maskerade, naar Henrik gaaer i Søvne og dandser, og Alberts Indfald med Klokken i le depit amoureux, er uden Tvivl og et Exempel. — Paa Dansk burde det maaskee oversættes ved Lune; Engelænderne kalde det humor.