1435Den kierlige Mand, Comedie i fem Akter, af C. D. Biehl, Kiøbenh. 1764, 8. stor 103 S.

At en kierlig Mand, eller denne Comedies Subjekt, ei havde nogen Interesse paa Theatret, tør vi ei paastaae; vel sandt til en Fortælning skikkede det sig meget bedre, men ikke desto mindre troe vi, at en kierlig Mand gierne kan have en Deel interessent paa Skuepladsen, og ved adskillige Situationer giøre en ypperlig Virkning. — Men om Jomfru B.[Biehl] kierlige Mand og dens hele Fabel, Indvikling m. m. bliver interessent nok paa Theatet tvivle vi meget paa; — den Maade paa hvilken Leander forbedrer sin Kone, og den hele femte Akt er, saa vidt vi skiønne, høist interessent, den sætter Tilskuerne i den meest emfindtlige Situation, og det Barn, (en Mechanisme, som allerede begynder at blive gammel), som hun lader Leander komme ind med, kort det sidste af fierde Akt, og den siette Scene i femte Akt er i vore Tanker ypperlig, og her begynder først Comedien at blive interessent; — men — for Resten — hvor kiedsommelig, trættende og søvnagtig er den hele Comedie! — desuden er det fast umueligt at giøre denne Comedie interessent, saaledes som Forfatterinden har behandlet den; thi hun lader det forfængelige, flanvorne, letsindige, naragtige Fruentimmer, den ubetænksomme og uforsigtige Ægtefælle, og endelig den ubekymrede Moder, hende, sige vi, hvis Daarligheder man hele Veien seer, lader hun i et Øieblik blive ganske forandret; — i mange Henseender er dette en Feil i denne Comedie; det er meget usandsynligt, at Leonore skulde med et blive forandret, da Erfarenheden og Naturen noksom viser, hvor vanskeligt det er at udrydde Daarligheder, naar de i sær ere grundede ved Vanen; Leonore er den ene Dag et Fruentimmer af de Egenskaber, som vi have beskrevet hende, i Morgen bliver hun efter et Qvarteers Tid det ømmeste, kort det fornuftigste Menneske; — mon dette er sandsynligt? — er denne Forandring ei hovedkulds? — brækkes Leonores Karakter ei med et over tvert? ja men, vil man sige, Forfatterinden maatte for at iagttage Tidens Eenhed, giøre det saaledes; — men hvad tvang Jomfru B.[Biehl] til at vise Leonore fra sin slemme Side paa Theatret, eller hvorfor begynder ei Leanders Forsæt med at omvende Leonore strax i Stykket? — hvorfor nøler Leander saa længe inden han begynder paa at forbedre hende? havde Forfatterinden giort dette strax, saa var den kierlige Mand hele Tiden interessent, men nu see vi kuns hans Opførsel med hans Kone, og hans Kierlighed, Karakter, o. s. v. indtil femte Akt, i smaa ubetydelige Situationer, som ei kan interessere andre, end Børn eller Narrer, thi hvem skiøtter om at høre, hvor kan hiende den kierlige Mand, fordi han i anden Akt anden Scene giver kende Speilstene? en anden Mand end en kierlig Mand (i den Forstand, som Jomfru B.[Biehl] beskriver ham) kunde giøre det samme; — — Hovedhandlingen i Comedien er: at Leander forbedrer sin flygtige og ubetænksomme Kone ved en kierlig Omgang; men dette skeer jo meget sildig; derfor troe vi, at Leander burde begyndt at forbedre hende med Comediens Begyndelse, ja endog det paastaae vi, at Forfatterinden burde have forudsat nogle Samtaler imellem Leander og Leonore, førend Handlingen gaaer for sig, og hele Stykket burde været fuld af Hovedhandlingen; Hr. Marmontels*) ypperlige moralske Fortælning, under Titel af le bon mari, indeholder det samme, som Jomfru B.[Biehl] Comedie, og troe vi hun har taget Stoffet af den; i en Fortælning gaaer det meget vel an at vise en forfængelig Kone i al sin Daarlighed, m. m. thi Fortælleren kan bruge saa mange Dage, som han lyster, til at vise Personernes Situation, Samtaler, m. m. det kan ei Comedieskriveren giøre. — Den Mechanisme med Barnet er ellers ypperlig anbragt, og Forfatterinden har ei kundet finde bedre Middel i en Hast at røre Leonore paa, end dette; men desuagtet troe vi, at hendes Forandring skeer for hastig og sildig. —

Hvad Stykkets Karakterer angaaer, da ere vi ei saa aldeles fornøiede med dem; vi vil ei engang tale om Leonores og de andres, men aliene om Leanders; — hans Karakter er vel ypperlig tegnet og underholdt, men om hele Anlægget er, som det bør være, veed vi just ei til visse; hans Philosophie er neppe altid den rette; den besynderlige Føielighed i hans Kones Daarligheder, som hun i nogen Tid er falden paa, er neppe en fornuftig Mand anstændig, en Mand kan gierne være en kierlig, øm og fornuftig Mand, fordi han ei altid er føielig i Daarligheder; og vi veed ei engang om en Mand, han maa være saa formuende som han vil, bør giøre det, som Leander her giør; — men om vi og nu i denne Henseende vilde paastaae, at Leanders Karakter var rigtig, saa mene vi, at han mangler Oprigtigheden, Leander smigrer vist for sin Kone, naar han siger, (anden Akt anden Scene Side 30), at »han er forvisset om, at hun ei vil foretage sig noget, førend hun har overveiet, om det er hende anstændigt«, m. m. — ja i denne Post troe vi, at Forfatterinden havde giort bedre i, at hun havde tegnet sin kierlige Mand efter Hr. Marmontels Lusane; megen af hans Philosophie har Leander, men dennes er ei sand nok, den bestaaer mere i det glimrende, end i det sande, og Lusane er vist ligesaa øm og kierlig en Mand, som Leander. — Hvad hans øvrige Tænkemaade angaaer, da er den meget god; vi vil ei tale om hans Mening om Skuespillenes Virkning og moralske Indhold, da vi maaskee vilde faae alt for meget imod ham. — De øvrige Karakterer vil ei sige meget; Leonore er for det meste den samme, som Hortenses hos Marmontel. — Leonards er ubetydende og kold, som Lucilies; Hieronimus er en grov, men oprigtig Mands, og er ei heller ualmindelig. —

At Sproget er for sig selv betragtet ypperlig, at det har mange Fimheder, naive Vendinger, at det som oftest udtrykker Passioner behagelig men kort, og høit men naturlig let, og simpel men ædelt; — kort, at det er smukt er vel ligesaa ustridigt, som det er uden Strid at det er for smukt for Tieneren og Pigen, men for uædelt og plumpt for Frøken Lucilie; — for Ex. (første Akt anden Scene, Side 5.) Pernil: — »Ertspinde, som udkræver al Opmærksomhed;« — Side 7. »at jeg ikke er nødvendig for min Frue,« m. m. — Dette kunde vi lade staae ved sit Værd, dersom Frøkenen, et fornuftig Fruentimmer, som besidder Læsning, talte smukt, eller i det mindste ei gemeent, for Ex. (1ste Akt 6te Scene S. 21.) »stikker Faddersladder af,« — og hvor kommer hun (2den Akt 3 Scene Side 35.) til den Ligning om Skydehesten? — Det comiske Sprog og Vittigheden mangler Henrik og Pernille, og ere de blotte dialogiserende Maskiner. —

En Deel af vore Læsere vil det synes underligt, og maaskee unødvendigt, at vi have bedømmet denne Comedie, som har opvakt saa mange kritiske Stridigheder; — uagtet alle de Kritiker og Forsvarsskrifter om og for dette Stykke, har vi holdet os forpligtige til at sige vore Tanker om det lige saavel som over andre, der allerede ere bedømmede; — hvad Stridighederne angaaer, da ville vi ingenlunde dømme dem imellem, thi vi maatte frygte for at skaffe os en Deel Uvenner, i sær ere vi forvissede om, at den smagfulde berlingske Recensent eller Disputator vilde føre os ind i Forklaringen over Mose Bøger, og med denne uendelige og kiedsommelige Konstdommer vil vi for vor Tids skyld ei have noget at bestille. — En Efterretning maa vi dog tale om, som staaer i Bibliothek der schönen Wissenschaften, 12 B. 1 St. Side 348 under vermischte Nachrichten; — denne Efterretning, (som heder: »Vom gegenwärtigen Zustande des dänischen Theaters, aus einem Briefe,«) anføre vi allene for at vise, hvor meget vor Skueplads har tabt paa nogle Aar; — dette hele Brev beskriver Theatret, da det var paa sit høieste, og det stærke Tilløb, som Skuepladsen den Tid havde; — men hvorfor har vore Skuespil ei ligesaa mange Tilskuere nu, som før? — dette Spørgsmaal vil ei blive saa let at besvare, men nogen Skyld og maaskee den meste Skyld har, saa vidt vi formode, Partierne, som burde være forbandede fra Parterret; — da Theatret var i sin høieste Velstand, da Balletterne droge de fleste Tilskuere til sig, bleve de splittede ad ved Partier, et Ukrud, som har fordærvet alle gode Skuespillere; — med Exempler behøve vi ei at bevise det, men om nogle fordrede et, vil vi allene nævne en Madam Rosenkilde, som uden at have sagt mere end de tre første Ord af sin Role, blev udpebet; — var det vel andet end en nedrig Kabale? —- ja disse Partier, foruden den Skade de fører med sig paa Skuespillerne, og i sær de unge, adsplitter Tilskuerne; et Beviis paa Tilskuernes Aftagelse er næsten alle de Aftener siden Hr. Bredals dramatiske Journals Opførelse; — og sandelig et Publikum bliver let skilt ad, men der skal meget til at samle det. — Foruden dette har vores Skueplads tabt meget paa nogle Aar, hvoriblant Orchestret er. — Ellers kan de, som skrige saa stærk mod den Dristighed at bedømme Skuespillernes Aktion, læse denne Efterretning, som blander sig i deres øvrige Opførsel, over hvilken det ingen tilkommer at være Fiskal. —

For Skuespillerne har denne Comedie, saa vidt vi skiønne, ei meget at bestille; — Leanders Role, den eneste, som har noget Arbeide for en Akteur, blev spilt af Hr. Rose, og efter vor Skiønsomhed spilte han fortreffelig, i sær gefaldt han os meget i fierde og femte Akt. — Jomfru Bøttger spilte Leonores Role; vist nok hun iagttog mere i Aften den rette Karakter, end hun pleier, (thi alle Flanvornes Roler pleier hun at spille i Kokettens Karakter); men om hendes Aktion var aldeles naturlig i den interessente femte Scene i femte Akt, veed vi ei til visse; noget affekteret baade i Recitationen og Aktionen troede vi at fornemme; men deri tør vi paastaae, at hun tog Feil, og det var, naar hun spørger, »hvor den Ven er, som han taler om,« viser hun al den Urolighed, Bekymring, Ømhed, kort al den Følelse, som hun først burde viist siden, da hun seer Barnet; og da hun falder tilbage paa Stolen viiste hun intet med Kroppens Bevægelse, og altsaa ingen Forandring, thi Ansigtet blev det samme; — vi holde for, at det eneste hun burde ladet see før hun faaer at vide hvem den Ven er, som Leander taler om, burde være en Nysgierighed, men aldrig burde hun viist Følelsen førend hun seer sin Datter, her var det Tid at vise den ømme og bedrøvede Moder. — Hr. Ørsted var Hieronimus, spilte Rolen temmelig got, naar man ei havde hørt Echoet af den. — Lucilie var Madame Knudsen, uagtet at hendes Role ei siger meget, uagtet at hun maatte handle med Hr. Irgens, som Leonard, spilte hun dog Rolen temmelig vel, og saa got, som en god Aktrise kan spille en slet Role; — noget kold var Recitationen, naar hun i fierde Akt anden Scene skiender paa Pernille. — Jomfru Halles Aktion var sommesteder middelmaadig, mestendeels skiødesløs og slet, men aldrig paapassende og god; — hun var efter Sædvane klædt, men Frøkenen meget gammeldags klædt i en (man tilgiver os, om vi tage Feil) Manteau; — besynderligt nok, Jomfru Bøtger fik en nye Dragt i Vinter uden Nød, og de andres see elændige ud. — Til Beviis paa Hr. Bechs Smag i Skuespilkunsten er hans Aktion i Aften, som var den selv samme som i le dépit amoureux. —

*) See Contes Moraux, Tom. 2. Paris 1768. pag. 46—79.

1719Minna von Barnhelm, eller Soldaterlykken, Comedie i fem Akter, oversat efter Hr. G. E. Lessings tydske Original, (see den 2den Deel af hans Lystspil, Berlin 1767, 8.) af Hr. P. T. Vandal, Kiøbenhavn 1771, 8. stor 191 S.

Om Originalen og Oversættelsen have vi i det tredie Nummer af vor Journal yttret vore Tanker, og ville vi imidlertid have vore Læsere henviste derhen, men strax bedømme Skuespillernes Aktion, om hvilken vi have en Deel at erindre.

Rolerne vare uddeelte som før, undtagen Hr. Hansen var Justes Role given, da Hr. Londeman var (saa vidt vi det vide) upasselig. — Altsaa har Hr. Ørsted beholdt Paul Verners Role, og naar vi sige, at han spilte den fuldkommen, som de forrige Gange, (see dramatisk Journal No. 4), troe vi at have sagt saa meget, som at denne interessente Role blev unaturlig og væmmelig i Hr. Ø.[Ørsted] Aktion, som i en hver anden Akteurs Aktion, som kunde spille den vel, ellers blev ypperlig og mangesteds rørende. — For Hr. Ørsteds Æres skyld bør vi troe, at det er ham umueligt at spille anderledes, end han spilte; thi aldrig skulde vi troe, at hans Ukyndighed i Skuespilkunsten, og Ubeqvemhed til at studere en Role og en Karakter, var saa stor, at han kunde falde paa at troe, at denne Role burde spilles saaledes, som den blev spilt; — dette maa vi troe om ham, da vi ellers maatte fradømme ham ei allene Smag og Indsigt, men endog sund Sands; ja vi troe, at han spilte den i den Karakter han kunde, for dog at spille den. — At P. V. Role er den blotte Natur, at den har mange rørende Situationer, og at den derfor burde spilles i den naturlige Karakter, men ei overdrives, og at endelig Hr. Ø.[Ørsted] spilte den væmmelig, og ei burde have denne Role, alt dette, sige vi, nægter ingen, som har studeret P. V., og seet Hr. Ø.[Ørsted] spille i den. — Dog vil vi ei skyde Skylden paa Hr. Ø.[Ørsted] eene, men paa Direkteuren, som har ladet ham beholde den; Grunden, hvorfor han ei burde have den, har vi nu anden Gang tilkiendegivet, men Aarsagen, hvorfor den ei er givet Hr. Hortulan, har ingen sagt os, og indtil vi faae nogen tilstrækkelig Grund, holde vi det for en utilgivelig Uagtsomhed, at den ei er bleven forbyttet. — Justes Role spilte Hr. Hansen overhovedet taalelig; — da han i femte Akt tiende Scene kommer ind og kalder paa Majoren, m. m. var han temmelig god, og de Ord: »Hr Major, Hr. Major« udtalte han med al den forlegne Hastighed, som han burde; den latterlige Scene i tredie Akt gik bedre, end vi havde ventet; thi uagtet hans Spil ei var frie og utvunget nok, havde han dog valgt den rigtige Karakter, og spilte den ei modbydelig; kuns det forundrede os meget, at han tog i anden Akt siette Scene Stikpenge; vi maa troe, at det var snarere en Glemsomhed end Trodsighed og Uvidenhed; — i den første Scene, naar han sidder paa Stolen, var han i vore Tanker mindst naturlig, for Resten lod han sig, i Betragtning af at Rolen var svær, og at han er en ung Skuespillere, gierne taale, og dersom han kunde lade være at trække paa Ordene, og giøre de fæle Grimaser med Munden, kunde man endda giøre sig et Haab. — Vore Læsere vil neppe vente en Sammenligning af os imellem Hr. Londeman og Hr. Hansen, da Hr. L.[Londeman] hvad man endog kan sige om hans Valg, dog udførte Justes Role ypperlig. — Den Roes vi have lagt til Jomfru Halle i No. 4. maa vi desværre omskifte til Dadel i dette Nummer; — det eneste hun giorde got var at hun blev staaende i anden Akt første Scene. — For Resten var hendes Aktion meget skiødesløs, Theaterspillet passede hun ei, og gik reent af Karakteren; for Exempel i tredie Akt anden Scene, naar Just kalder hende »Jomfru,« og siger: »Forlad mig, om jeg giver dem en gal Titel.« — Her loe hun, — bør Fransiska, som kalder Just et »Fæ«, som river Brevet fra ham, bør hun sige vi lee til Justes Grovheder? — De Ord: »Majorens Søster« udtalte hun, som forhen; — flere Beviis paa hendes Skiødesløshed kan vi ei anføre, da vi næsten maatte afskrive hele Aktionen; — Marter nok for os, og Skam for hende, at hun forværrer sig ligesaa meget, som hun kiendelig begyndte at forbedre sig! — Om de andre vil vi kuns sige dette: Jomfru Bøtger gik ved en utilgivelig latter ud af Karakteren, da hun læste Brevet forsnakkede hun sig; en Aktrise, som havde den tilbørlige Agt for sig selv og Publikum, burde blive rød ved sligt; — var hun for seen ved den allerførste Forestilling at tage Brevet, var hun denne Gang for hurtig, thi hun greb det før hun kunde vide, hvad Th. vilde giøre. - Hr. Rose spilte got nok, naar han ei var løbet saa kiendelig vild i fierde og femte Akt, saa kiendelig, at Angestens Sveed brød ud paa os paa hans Vegne. — Hr. Musted lod til at tale det Franske med lidt mere Færdighed, end ellers. — Om Hr. Clementin vil vi kuns sige, at han forandrede »doppelt Lax«, og Hr. Just til Msr., indtil Just blev for vred. —

4647Elmires og Tamires Kierlighed, en Ballet, componeret af Hr. Piattoli.

Naar den hele Handling imellem Satyren og de elskende var reent udelukt, eller i det mindste ei saa uendelig trættende og enformig, naar det hele Indfald med Stenen var borte, og dens Forandring ei urimelig, naar Hr. Soelbergs og Jomfru Riccis Pas de Deux var paa sit rette Sted, og naar endelig hele Balletten var kortere, finde vi os meget fornøiede med den, Inventionen i sidste Scene og hele Dandsen er smuk og interessent, og Musiken ypperlig; — om Personerne behøve vi ei at sige meget, kuns Mad. Piattoli giør en bedre Figur i denne Ballet end i den forrige, thi den Elmires Karakter lader til at være hende egen; — Mad. Adriani er ei endnu i Stand til at dandse, og Jfr. Knudsen den ældre, (en Dandserinde, som naar hun havde Kræfter nok, var ypperlig), beviser i denne Ballet sin kiendelige Forbedring, Aarsagen er nok hendes Dandser, en Mester i sin Kunst, og som har den comiske Pantomine meget i sin Magt. — Denne Anmærkning maa vi giøre, at vi lige saa nødig see de Dandsere, som ei have paa Theatret at bestille, naar andre dandser, som vi vilde nødig see uvedkommende Akteurer, om de lode sig see ved Skuespillene, naar de ei have paa Skuepladsen at bestille. —