1095Den honette Ambition, eller den rangsyge, Comedie i tre Akter, af Hr. Baron Holberg.

Denne Comedie er en af dem, som fortiener dobbelt Roes baade i Henseende til Karaktererne, Vittighed, med flere Fuldkommenheder og til Stykkets Subjekt; i denne Henseende behager denne Comedie overmaade, da det saa ypperlig giør den nationale Feil latterlig, nemlig Rangsyge, en Feil, som, foruden dens latterlige og lastværdige Grund, fortiener Comediens Revselse, da den ofte har giort mange rige Familier høist fattige; — men det er ei aliene Subjektet, der fortiener enhver Kienderes høieste Lovtaler, men dets Udarbeidelse er ganske fortreffelig. — Den rangsyge Borgers Karakter er ypperlig anlagt og udført, og den giør desto større Virkning paa Nationen, da den er saa ypperlig skildret med de sande nationale Farver; at den underholder sig stedse er uden Strid, og at den hele Tiden underholder sig høist naturlig, at den altid bliver latterlig og paa den sande Maade giort latterlig, er, saa vidt vi skiønne, ogsaa upaatvivlelig. — Hvad Intrigen angaaer, da er den meget vel anlagt, og Katastrophen er og meget naturlig; det eneste, som vi holde for der støder, er, at Intrigen bliver Tilskuerne for tilig bekiendt, thi allerede i første Akt veed man hele Intrigen med Henrik, og seer man allene siden, hvordan den bliver udført; — at dette er en Feil holde vi for, da slig en dramatisk Handling har intet andet end som det de gamle kalde Protasis og Katastrophen; thi hvad Epitisis og Katastasis angaaer, da er disse Egenskaber borte, og hvorfor? — derfor at Stykket ingen Indvikling har, og Tilskuerens eller Læserens Forventning og Nysgierighed ei kan voxe, thi de see jo hele Intrigen strax, for Ex. man seer strax i dette Stykke Pernilles Intrige med Henrik; de overlægge det med hverandre, man indseer alting forud, og det eneste man faaer at see, naar Intrigen sættes i Gang, er allene hvordan den bliver udført, og hvordan Henrik udfører sin Barons Role, og bedrager den rangsyge. — Denne Feil har denne Comedie tilfælles med nogle af Holbergs, (for Ex. den stundesløse), og en Feil er det virkelig; — men dette uagtet ere de Scener imellem Henrik, som Baron, og den Rangsyge ypperlige, og alle Dialogerne fulde af Natur, for Exempel Arvs Dumhed om Porteurer, m. fl. —

Dette maa være nok sagt om denne Comedie, hvis Hensigt og Moral er den beste, og som der i de Tider Holberg skrev, ja endog endnu indtil vor vise Monark har hemmet tilkiøbte Æresbeviisninger var nyttig; — da det endnu ei var forbuden at tilkiøbe sig den vigtige Ære, at gaae over sin Undermand, og neden sin Overmand, kunde denne dumme Stolthed og latterlige Rangsyge ei bedre hemmes, end ved at giøre den latterlig, og Holberg har giort det paa den ypperligste Maade. — Gid en Evald, eller en anden Forfatter, som havde Styrke i det comiske og satyriske, vilde paatage sig at giøre Modedaarligheder latterlige paa Theatret; maaskee de kunde hemmes, og for et Genie er her sandelig Materie nok. — Hvad Evald angaaer, da har man seet af hans Philet om »Pebersvenne«, at han har den rabnerske Stiil i sin Magt, og den comiske troe vi og han har eller let kunde faae; — en Comedie veed vi han har skrevet om Pebersvendene, som et Priisstykke paa den udsatte Belønning for en god Comedie over samme Subjekt; vi veed og at den ingen Priis er tilkiendt af Sælskabet, hvis Indsigt i det dramatiske tydelig sees af den sidste Bestemmelse om »en Tragedie for Kiøbenhavns Beleiring«, thi Enevoldsrettigheden skulde indføres deri. —

Hvad Aktionen angaaer, da havde Hr. Clementin den Rangsyges Role, og spilte ypperligt; thi han entreerte paa alle muelige Maader i sin Karakter; hans Theaterspil var fuldkommen, til Beviis, da Pernille siger i første Akt, hvordan Supliken om Rangen burde opsættes; her sagde hans Ansigt alt; — Recitationen var og, som den burde, for Ex. naar han forestiller sin Datter, hvor urimeligt det var, at hun skulde hede »Mutter«, m. m. — Madame Knudsen, som havde Datterens Role, spilte atter i Aften en Jomfru-Role i en langt forskiellig Karakter fra de Jomfru-Roler, som hun for nyelig har havt; — thi, uagtet at Rolen i sig selv er ubetydelig, uagtet den har meget tilfælles med Rolen i Tartuf og den Stundesløse, var hendes Spil langt anderledes i den honette Ambition, end det var i de andre, thi i Tartuf var det den kielne og uskyldige Pige, i den Stundesløses den frygtagtiges og betænksommes, men her var det den fermes; — at hendes Valg i begge disse Holbergs Stykker var det rette, og det som Rolernes Natur udfordrede, see enhver, som kiender dem, og at hendes Valg i Tartuf var baade naturligt og frivillig, vi mene, hun havde selv valgt Karakteren at spille sin Role i, og hendes Role kunde ei aliene gierne spilles i denne Karakter, men blev endog smukkere; dette sige vi, er saa vidt vi skiønne, ogsaa en Sandhed. — Dette, omendskiønt det fortiener stor Roes og Opmuntring for Madame K.[Knudsen], anmærke vi ei anden Gang, for at giøre hende Komplimenter, men den største Aarsag er, hvorfor vi anprise dette saa meget, at de unge Skuespillere kan see, hvor nødvendig en Post det er at studere sin Role og Naturen tilgavns, thi giøre de ikke dette, kan de ei engang spille en Karakter vel, men meget mindre vælge nogen og slet ei vælge den rette Karakter; — at det er en fast nødvendig Dyd hos en habil Skuespiller, at han vælger den rette Karakter, og at han ei bør spille alle Roler i een, som endog har de samme Hovedtræk, men forandre Karakteren, behøve vi vel ei at bevise; vi har før talt herom, (see No. 19. i den lønlige Beiler), og angivet Aarsagen, og denne var, at han da deels ei blev andet end en Maskine, og at han blev endelig ubehagelig. — Dette er i vore Tanker en Sandhed, som lyser for sig selv. — Hvad Madame Knudsens Aktion angaaer i Aften, da var den naturlig, thi den ferme Karakter underholdt hun baade med Tonen og Theaterspillet. — Madame Hallesen var Magdelone. — Hr. Musted var Leander. — Henriks Rolen, som er en Hovedrole, blev spilt og radbrækket af Hr. Bech; — hans Aktion behøve vi ei at tale om, da hans Navn er Borgen nok derfor; — en besynderlig Skiønhed fandt han i at fast ved et hvert Ord at trække paa den sidste Stavelse, og at slutte den med et Æh. — Han maa være sine Porteurer forbunden, for at de løb imod Coliserne med Portechaisen, thi ellers var han neppe bleven bifaldet. — Enhver billig maa troe, at det var for Hr. Londemans Sygdom, at Hr. B.[Bech] spilte i Aften, og ei for hans Fortienesters skyld; men Skade nok, at Hr. B.[Bech] skulde ærgre lige saa meget som Hr. L.[Londeman] har fornøiet, og efter vore Tanker burde slige Comedier ei spilles, uden Hr. L.[Londeman] var Henrik, da de dog fast ere det eneste, som alle vore Skuespillere kan giøre retskaffent. — Vi kan troe, at Jomfru Conradi blev taalelig, som Pernille, naar hun spilte med Hr. B.[Bech], som Henrik. — Hr. Ørsted var Dobre Podolski og Tieneren; — Hr. Prinsløv Skrædderen. — Om Hr. Hortulan, som var Arv, behøve vi ei at tale. — Hr. Irgens var Leonard. —

1753Myndlingen, en Comedie i en Akt, oversat efter Hr. Fagans la Pupille.

Hvad dette Stykkes indvortes Værd angaaer, da er det neppe af stor Betydenhed, en heel Hob trættende, eller retter søvnagtige Scener og Dialoger maa man slaae sig igiennem med inden man kommer til Katastrophen, som er at Ariste faaer Myndlingen. — Stykket sluttes med Sang og Musik, og dette har saa tit maattet tiene til Skiold og Undskyldning for et uselt Drame, hvorfor skulde man da ei lade et Stykke, som vist ei kan kaldes med dette Navn, men altid kan gaae igiennem for et middelmaadig Stykke? — Oversættelsen lader til at være temmelig god, og til at oversætte dette Stykke hører ei meget. — For Skuespillerne er her just ei meget at bestille. — Myndlingens Role havde Jomfru Bøtger. og spilte den temmelig, kuns hun var for kold. — Aristes Role havde Hr. Rose, og underholdt sin philosophiske Karakter lige indtil han faldt paa Knæ for sin Brud, thi her blev han ei mere Philosoph, som dog var hans Karakter, men en alt for heftig Elsker. — Pigens Role havde Jomfru Halle, som ei vil sige meget. — Formynderens Role havde Hr. Hortulan, og spilte den meget vel. — Hr. Musted var Myndlingens Frier, til hvem Ariste skrev Brevet; han spilte sin Role meget vel. — Det som skal nogenledes betale den Tid, som nødvendig maa falde enhver lang og kiedsommelig, er Musiken og Sangen, men begge udeblev; vi hørte nok, at Hr. Musted talte om Musikanterne, men de blev borte. — At Jomfru Bøtger ei sang i Aften var meget vel giort, men denne Role burde hun ei have havt, da en anden gierne kunde spilt den: en anden Sag var det med Florentineren, hvori Sangen ogsaa udeblev, da hun spiller den Role i dette Stykke ypperlig, men her kunde hun efter vor Skiønsomhed gierne undværes. —