157Den alt for lønlige Beiler, (sluttet).

Aarsagen, hvorfor Jomfru Fogh burde paa en mærkelig Maade kaste sine Øine til Cleon, naar hun gaaer ud, ligger i Cleons Ord, naar han taler om det Indtryk dette hendes Øiekast giør paa ham; vi i det mindste bleve meget forundrede, da vi hørte Cleon tale saaledes, da vi end ei tredie Gang kunde vide, hvorom han talte, — Dette »Ih!« som hun skal sige, naar hun finder Juvelerne, var, saa vidt vi skiønne, for svagt udtalt, thi dette Skrig burde været udtalt saa høit, at man kan forestille sig, at hendes Stedmoder kunde høre det i sit Kammer. For Resten behagede hun virkelig i denne Role, og hun har mange Talenter til Roler af denne Art. — Leonardes Role havde Hr. Hortulan, og Leanders blev spillet af Hr. Musted. — Disse to Skuespillere giorde uden selv at være Skyld deri, en meget maadelig Figur. — Den første spilte i Leonards Role, som er Studserens; at han ei har Talenter til denne Role, er vel ligesaa afgiort en Sag, som det er uden Strid, at den anden spiller slige Roler ypperligt; vi vil ei engang tale om Hr. Hortulans Dialekt, men allene om hans Alder og Aktion, som i ingen Maade bliver den flygtiges; og begribe vi ingenlunde, hvor Direkteuren eller Forfatterinden, (thi vi veed ei til visse, hvem der har uddeelt Rolerne), som dog nødvendig maa kiende disse Skuespillere, har kundet falde paa det underlige og fast urimelige Indfald saaledes, at uddele Rolerne. — Hvad ellers Aktionen i sig selv angaaer, da vil vi kuns erindre, at Hr. Hortulan var Rolen selv meget lidt bevandret, og Hr. Musted viste lidt mere Følelse, end han pleier, — dog det var kuns saare lidet. — Hr. Londeman var Henrik. — Hans Role var ham al for liden, og det falder os ubegribeligt, hvorfor man uden Nødvendighed vil besvære slig en gammel Akteur med saa ubetydelig en Role, og hvorfor Hr. Hansen ei lige saavel kan spille Henriks Rolen i dette Stykke, som i Hr. Vandals Stedmoder, i sær da denne sidste har baade i Arbeide for Akteuren og Vittigheden saa meget forud for den lønlige Beiler. — Paa Jomfru Halle, som spilte Pernille, og hvis Role udfordrer en meget liden Aktion, finde vi kuns at udsætte, at hun var for lattermild, i det ringeste troe vi, at hun ei burde have stor Aarsag til at lee, da hun havde glemt at belave sig paa en Flaske ved sidste Forestilling, da hendes Frue faldt i Afmagt. —

Om Klædedragterne behøve vi ei at sige andet, end at Jomfru Bøtger havde en (thi vi have erkyndiget os derom) nye Dragt, og at Jomfru Halles Dragt var den samme nyemodige, som hun havde i de tre Friere, (see No. 9.) — vi troe, at den er alt for smuk til en Pernille, thi vi have altid været af den Tanke, at Sandsynligheden i Klædedragterne bør nøie iagttages. —

Parterret har i disse Aftener været meget tomt, og det skulde sandelig giøre os meget ondt, om Ober-Direkteuren Hr. Sarti skulde for den bekiendte Mandags skyld, lidet noget Tab, da vi ere forvissede om, at han er meget uskyldig i den dramatiske Journals Opførelse, (hvis Hensigt han uden Tvivl ei kiendte), og det er en Mand, som paa ingen Maade sparer paa at sætte Theatret i den beste Tilstand han kan, men forbinder den største Lyst og Iver til at behage Publikum, med mange Omkostninger. —

2258Soliman Den Anden, med Tilnavn den Prægtige, Comedie i tre Akter, oversat af C. D. Biehl efter Hr. Favorts le Soliman second surnommé le magnifique.

Vore Tanker om denne Farce have vi allerede sagt i det siette Nummer af vor Journal, og vi finde ei Aarsag i at igienkalde dem. — Hr. Rose spilte sin Role fortreffelig, til Beviis er det nok at erindre ham, da han hørte paa Delias Sang, thi da saae man, hvor stærkt han gradeviis udtrykte Kierligheds Affekten, ja! han giorde det i vore Tanker saa naturligt, at man næsten skulde troe, at Hændelsen var virkelig. — Elmires Rolle blev igien spillet af Jomfru Fogh. — Jalousien og den Grad af Misundelse hun efter Rolens Natur skulde udtrykke i Ansigtet, giorde hun meget slet, thi hendes Ansigt har hun slet ei i sin Magt; Recitationen var ei meget god. Om Madame Knudsen vil vi allene sige dette, at hun i Aften, efter vore Tanker, sang meget got, og at hun havde rettet den Feil, vi i No. 6. har sagt hende. — Jomfru Halles Aktion var bedre i Aften, end sidst, dog mishagede hun os meget, da hun skulde paatage sig den rørende Karakter, men hendes Sang vare vi slet ei fornøiede med; thi uagtet at Hr. Kirkof, (hvis fortryllende Harpe er det meste, som forfører), selv i Aften var tilstæde, begyndte hun dog urigtigt, og for Resten var hendes Stemme i Aften frem for nogen Tid meget ubehagelig. — Direkteuren har ladet Hr. Londeman beholde Osmins Role, og, saa vidt vi skiønne, ei af anden Grund, end vi har paastaaet, at han ei burde have den. —

Divertissementet var det sædvanlige, og Hr. Soelberg udtog sig i Aften fra alle de andre, ved med sin bydende Fod at bestyre Orchestret, og ret at vise Parterret og Logerne, hvor uundværlig han var. —

412Crispin, som Fader, Comedie i tre Akter, oversat efter Crispin, als Vater.

Forfatteren[Romanus] til denne Comedie er os ubekiendt, og har vi ei endnu kundet faaet hans Navn at vide. — Titlen til Stykket selv forraader strax, at Crispin er Hovedpersonen, og det har en heel Hob af Dialogernes Vittighed tilfælles med Moliere, Holberg og Regnard. — I sær ligner den Dialog, som Lisimon har i 3 Akt med den rette Orgon, meget Dialogen i Holbergs Huusspøgelse imellem Leonard og Hieronimus, og i Regnards le retour imprevu imellem Hieronimus og Mad. Bertram. — En heel Hob Vittighed ere Dialogerne fulde af, de ere for det meste meget muntre, og det maa de endelig, naar de ligne oven anførte Mynster; kuns nogle Stæder kan man mærke, at Forfatteren har opofret Sandsynligheden, for at forlænge det latterlige, for Exempel, naar Lisimon taler med den rette Orgon, uden at vide at det er ham, da Crispin har udgivet sig for ham, siger O. til L., at han er den rette Orgon, m. m. svarer Lisimon, at han er maaskee hans Huushovmester; dette troe vi at være meget usandsynlig, at en Mand kunde falde paa sligt et Svar uden nogen grundig Aarsag. — For Resten behager dette Stykke meget hos os, og det maa det nødvendigt, naar Theatret eier saa beqvemme Skuespillere til Comedier af denne Art, — Oversættelsen er, saa vidt vi vide, ei trykt, men, saa vidt vi skiønne, meget skikket til Theatret. —

At denne Comedie maatte behage, uagtet den Smag hvori den er skrevet, er heel bekiendt for Kiendere af Plautus, og følgelig Moliere og Holberg, er meget rimeligt, da Hr. Londeman var Crispin, hvis Navn er mere end vor Roes og Kritik i slige Stykker. — Hr. Hortulan spilte Orgons Role meget got, i sær hovede os den Scene med Hr. Clementin, som havde Lisimons Role, og som var uforbederlig. — I Steden for at opholde os ved Hr. Londeman og Hr. Clementin, (thi at afskrive alt det fuldkomne hos dem, er umueligt), vil vi fortsætte de Tanker, som vi have yttret i det fiortende og femtende Nummer af vor Journal. — Den Mening om Balletternes Afskaffelse har vi siden nøiere eftertænkt, og vi finde ei endnu Aarsag at igienkalde den; — naar Theatret først eiede gode Skuespillere, som man kunde have det Haab om, at de med Tiden og ved en forstandig og upartisk Direkteurs Anførsel kunde opfylde de Roler, hvortil de antoges, naar, sige vi, Theatret var forsynet med slige unge Skuespillere, og dets Indkomster vare mere end tilstrækkelige til at lønne dem, holde vi for, at Operetter burde foretrækkes Balletterne; ja men, hvor skal man faae Sangerne fra, vil man spørge? — Dette Spørsmaal er meget naturligt, men vi troe, at naar Kassen var i Stand at lønne dem fordeelagtigt, mene vi ei, at det ei var saa vanskeligt, og kunde (det forstaaer sig selv, naar ellers alle Omstændighederne vare lige) en Skuespiller, som havde Stemme til at synge med, foretrækkes en, som ingen havde; — foruden Balletterne giøre de italienske Operer meget til at sætte de danske Skuespil tilbage; og i hvor meget end vor naadige Monark understøtter dem, troe vi dog, at der tabes mere, end der vindes, ja! vi troe, at saa længe baade den italienske Opers og danske Skuespils Kasse skal være tilfælles, kan umueligt den sidste bestaae. — Dette er, saa vidt vi skiønne, ei urimeligt, thi alle Operisterne, (naar vi undtage Hr. Musted), ere indfødte Italiener, og følgelig som Fremmede maa lønnes saa meget, og Dekorationerne altid ere kostbarere, da de ere flere, og, foruden Klædedragt, Statister, m. m. udfordrer en stor Sum Penge. — Hvad Skuespillernes Antagelse angaaer, saa behøve vi ei at sige andet om dette, end vi før have sagt, kuns dette ene troe vi os pligtige at forandre: Vi har nemlig yttret den Tanke, at Skuespillerne Tid efter anden burde befordres til gode Betieninger; dette, sige vi, har vi nøiere eftertænkt, og fundet dette Forslag (thi for andet ansee vi ei vore Tanker) mere skadeligt end nyttigt, baade i Henseende til Skuespillerne selv og til Theatret, thi udfordres til en fuldkommen Skuespiller (Talenterne, behøve vi vel ei engang at tale om) en Læsning og udbredt Kundskab i de skiønne Videnskaber, foruden andre Indsigter, som udfordrer megen Tid; denne Aarsag synes vel ugrundet, men vi troe den er det ei, thi naar en Skuespiller ventede sig andre Embeder, var det ei rimeligt, at de opofrede deres Tid til Skuespilkunsten, men mere til det Embede, hvorom de kunde giøre sig Haab; og hvad slags Embeder kunde vel en gammel Skuespiller have? — at giøre ham til Klokker, Graver, eller andet sligt, som ingen Forstand udfordrer, var for uværdigt et Embede for en habil Akteur, og Haab om et vigtigt Embede, som udfordrede andre Videnskaber i en høiere Grad, (vi sige med Villie i en høiere Grad, da vi ei kan tænke en grundig Indsigt i de skiønne Videnskaber, uden at den er forbundet med Indsigter i de andre), end de, som udfordres til en god Skuespiller, vilde holde dem fra for meget den sande Iver at giøre dem fuldkomnere i deres Skuespiller-Embede; — at det Forslag var skadeligt for Theatret, er fornødent, naar Theatrets Velfærd beroer paa gode Skuespillere; vor Mening bliver altsaa, at det var bedre, ja meget bedre, naar Skuespillernes Løn var saa fordeelagtig, at de ei skulde have Lyst at komme fra Skuepladsen, og naar de endelig vare blevne saa gamle, at de ei mere kunde spille, burde de, (det forstaaer sig, naar Kassen var i Stand), beholde deres fulde Løn; — men at de ei for intet skulde lønnes, kunde de i Mangel af en god Direkteur, bruges til at have Opsyn med en Planteskole, eller selv at føre de unge Skuespillere til en god Aktion; — men, vil man med Rette sige, hvor er Planteskolen? hvor er Kassen? — ja vi veed vel, at begge Dele desværre fattes, men det første burde og kunde være, og maaskee det sidste kunde og blive bedre, men ikke desto mindre har vi ei vildet undladet at sige det, som os paa nogen Maade syntes betragtningsværdigt til den danske Skuepladses Forbedring, som, uagtet den endnu staaer, dog truer med et Fald, som maaskee et heelt Aarhundrede neppe vil opreise. — Men til Sagen. —

Datterens Role havde Jomfru Fogh. — I det eneste Situation, som udfordrer en god Aktion, feilede hun, og det var da hun skulde bede sin Fader om Forladelse, her havde hun hverken Minen eller Tonen; — det første vil vi ei engang tale om, da hun fast altid er foruden det rigtige og paa Situationen passende Mine, men Tonen kunde hun dog i det mindste forandret, thi den svarte i ingen Maade paa Repliken, den var ganske ligegyldig, uagtet Repliken udfordrede i det mindste den bedendes Tone, om ei den affektfuldes, thi hun er jo forelsket i Leander; vi vil ei tale om, at hun staaende bad om Forladelse. — Hr. Musted var Leander. — Jomfru Halle var Lisette, og spilte meget naturligt. — Hr. Ørsted var Bonden, han spilte sin Role ligesaa naturligt og ypperligt, som han var urimeligt klædt, thi hans Dragt var en gammel rød fransk Dragt; og Dragterne burde og Direkteuren have Indseende med. — Hr. Irgens var Dorimont. —

464Diderik Menschenskræk, Comedie i en Akt, af Hr. Baron Holberg.

Dette Efterstykke, som har en Deel af Intrigen tilfælles med Plautus hans Curculio, (Comedie i fem Akter), og som vi før have sagt vore Tanker om, (see No. 15), blev forestillet af de samme Skuespillere, som sidst, af hvilke Hr. Clementin spilte bedre, end sidst, thi han forstærkede Recitationen en heel Deel. — Hr. Londeman forandrede et Sted af Uforsigtighed i Repliken, naar han er den falske Christoffer Maurbrækker, skal han sige, at han er den tapperste Mand i hele Bastionen, forandrer han det Ord »Bastion« til »Garnison«, en Forandring, som vi troe indløb imod hans Viilie, (da han ellers altid forandrer Replikerne meget vittigt), og som borttog alt det comiske. — Men for Resten var han, som han pleier. — Hr. Hortulan gik meget vel an. — Madame Knudsen, uagtet vi ei indsee, hvorfor hun skal have denne Role, da det er meget usandsynligt, at hun er Moder til Jomfru Conradi, fyldestgiorde det man burde vente, nemlig hun paatog sig den rigtige og travrige Karakter, og underholdt den altid. — Madame Hallesens Aktion er under Kritiken; men hvor hun kunde, da hun var forklædt, og skal bortføres i Jomfruens Sted, gaae ud af Jødens Dør, er en ubegribelig enten Skiødesløshed eller Vankundighed; thi hvem af de to Fruentimmer er den rette? — Af de øvrige ville vi kuns tale om Hr. Ørsted, som i Aften havde ladet Naturen ligge hiemme, eller i det mindste overdrev sin Stemme og hele Aktion saaledes, at han blev væmmelig. —

4646Cosakkerne og de ungerske Husarer, en lystig Ballet, componeret af Hr. Piattoli.

Dersom det er en afgiort Sag, at en god Ballet bør have samme Egenskaber, som et got Drame, bliver denne Ballet ei af de beste, thi den har for mange Handlinger, af hvilke nogle slet ingen Forbindelse har med de andre; Slagsmaal, Tyverie, o. s. v. er denne fuld af, og troe vi, at der kunde giøres fire af den. — Den Scene med Drengen, naar han paa Knæ beder om Forladelse hos Mændene, er for sig selv betragtet ypperlig, og vilde giøre den beste Virkning i de alvorlige Balletter, men om den er her paa sit rette Sted, veed vi ei. — Men ellers, om vi ei tage Feil, er denne Ballet en af de beste, vi har havt siden vor berømte Hr. Saccos Balletter, hvilke altid vare fulde af den interessenteste Composition; Inventionen i Dandsen hover os meget; i sær i Qvartetten, og uagtet at Compositionen i sig selv ei er saa fuldkommen, som den kunde være, maa man deels betænke, at Hr. P.[Piattoli] ei har kaldt den anakreontisk eller venerisk, men en lystig Ballet, i hvilke man lige saa lidet venter sig Realrigtighed, som i de lystige Operetter; deels maa man være fornøiede i Henseende til Dandserne, af dem er Balletmesteren Hr. Vincentius Piattoli, en Danser, som mere udmærker sig ved stærke Spring, end ved det fine i Konsten, har en god comisk Pantomine. Hr. Ludvig Ronzi derimod danser, om vi skiønne ret, mere konstigt og net; Pantominen er just ei den beste. — Madame Giertrud Adriani holder ei altid lakten, men ellers er meget vel bygt til Dans, — Pantominerne ere temmelig gode. — Madame Piattoli har ei den beste Bygning for Theatret, men danser høist nøiagtigt, og hendes Armer fører hun ganske uforbederligt. — Jomfru Mariane Ricci er en Danserinde, som baade i Henseende til Figuren og Dansen er en værdig Danserinde for Hr. Soelberg. —

Disse mange nye antagne fremmede Dansere er et Beviis paa, at Hr. Sarti søger paa alle muelige Maader at fornøie Publikum; man burde være ham forbundet derfor, men meget maatte man takke ham, dersom han havde anvendt disse mange Penge paa at faae nye og gode Skuespillere. — Et Par Gange har Hr. Piattoli været syg, og det værste var, at Hr. Soelberg dansede i hans Sted. — Den bekiendte Mandags Aften kom Madame Adriani til Skade i Foden i den sidste Pas de Deux; Hr. P.[Piattoli] har de andre Aftener danset med Jomfru Knudsen den ældere, som er bleven ukiendelig i Vinter, hvilket vi tilskrive hendes Dandser. —

No. 16. Side 172. il le Pastore, læs il Re Pastore.
—      —      180. Prag, l. Pragt.
hvor der staar Abdilonimus, l. Abdolonimus.
No. 18. Side 204. roeses, l. revses.
  —    —    —      Rabner, l. Rabener.