358Caliste, Tragedie i fem Acter, (sluttet).

I Hr. Rose, som havde Lothars Rolle, saae uden Tvivl enhver Skiønner det, som han kunde ønske sig. — Kierlighed, den yderste Grad af Grumhed, Stolthed; kort, alle de Affecter, som hans Rolle indeholder, udtrykte han i vore Tanker saa naturligt og ypperligt, som det var mueligt, baade med Ansigtet, Deklamationen og Aktionen. — Vi behøve ei at sige mere om ham, og at understøtte vor Dom med Exempler, er ei mueligt, da han fast alle Steder fyldestgiorde os, dog steeg Actionen med Tiden. — Vi bedømme aldrig en god Skuespillere af de gamle, uden tillige at tænke paa de nye, og denne Tanke er os virkelig rædsom; en Akteur, som kan efterfølge Hr. Rose, og ligne ham, vil Theatret ei saa hastig faae, i sær, naar det ei vil see sig om een, som det kan lønne fordeelagtig; — og dog er det nødvendigt, at man faaer en slig Acteur, — vi vil ei engang tale om Tragedien, men allene om det høie comiske, og Elskerens Roller; og disse Roller bør dog vel got besættes, med mindre man vil reent udelukke disse Comedier fra Theatret. — Men vil man med Rette spørge, hvor skal Theatret faae slig en Acteur? — ja! for to Rixdaler om Ugen kan man ei vente sig nogen; men om Direktionen i Stedet for at antage en Jomfru Conradi, en Irgens, en Hansen, en Bech, en Prinsløv, alle Skuespillere, som man ei kan giøre sig stort Haab om, thi den første er uden al Haab, Hr. I.[Irgens] kan neppe blive andet, end en taalelig Interlocouteur, Hr. H.[Hansen] en taalelig Henrik i lidet betydende Roller, og Hr. P.[Printzlau] er kuns Barbeer og Jøde, har Roller som ei allene udfordrer en Acteur, om Hr. B.[Bech] formedelst Naturens Mangler haabe vi fast intet; — om, sige vi, Direktionen i Stedet for at antage disse Skuespillere havde lagt disses Løn tilsammen, som beløber sig efter vor Regning til 500 Rixdaler aarlig, og givet dem til et eller to habile Subjekter, vilde det maaskee ei blive saa vanskeligt at faae en til slig en Rolle, som det nu er; og naar et ungt Menneske af Talenter blev got anført, Rollerne af en beqvem Direkteur igiennemgaaet, en god Smag og Indsigt i Skuespilkunsten ham bibragt, og han endelig kunde giøre sig et vis Haab om en anstændig Befordring, som ei maatte udeblive for længe, vilde der maaskee findes flere villige til at blive Skuespillere, end nu, da de maa vente længe til de kan nyde fuld Sold, og maa see de gamle endnu gaae uden Befordring. — Dette troe vi havde kundet hjulpet noget til at faae gode Skuespillere, skiønt vi tilstaae, at det ei var tilstrækkeligt; thi efter Theatrets nu værende Omstændigheder spaae vi det forud en meget tynd Skiebne, men ikke desmindre holde vi for, at det dog havde hiulpet noget. — Naar Direktionen havde altid havt beqvemme Skuespilleres Antagelse mere for Øie, end Mængden, dersom den ei havde dømt hans Beqvemhed efter det uefterrettelige Parterres Bifald i to Aftener, og dersom det fornemmelig fra første Tid af, thi nu er det næsten for sildig, havde indrettet slig en Planteskole, om hvilken vi have talet før, (see dramat. Journal No. 9.) havde Theatret ei havt saa tynd en Mangel paa tilkommende Acteurer, som det har. — En god Direkteur maa og Theatret have, som kan og vil (thi ellers er han en Byrde for Theatret) underrette de unge; thi hvor skal de ellers hente deres Indsigter fra? — ved at studere Naturen, — men hvor skal de lære dette? — thi selv at være blotte Originaler, udfordrer meget sielden Talenter, — ved at see paa de gamle? — men naar en ung Skuespiller ei ved Underviisning faaer den rette Smag, hvor skal han da lære noget af Originaler? thi vil han copiere dem uden Smag, bliver han en unaturlig Acteur, om han endog kan copiere alle hans Originales Bevægelser. — Men dette maa være nok sagt om dette, som vi troe ei at være uden al Grund, og vi behøve vel ei at undskylde disse Tanker for vore Læsere, da vi holde for, at alle slige Tanker bør siges offentlig, som paa nogen Maade kunde tiene til Skuepladsens Gavn, i sær, da ingen uden Hr. I. E. Schlegel (see hans Verkers anden Deel, Kiøbenh. og Leipsig 1761, 8. udgiven paa Tydsk af vor berømte Hr. Professor Schlegel, en værdig Broder af denne ypperlige Mand,) har skrevet noget om Theaterets Opkomst. Vi tage det altsaa ei i Betænkning nu og da at yttre slige Tanker, som vi for Resten kuns ønske at maatte komme i Betragtning hos Vedkommende. — Dog til Sagen. —

Scioltos Rolle blev spilt af Hr. Hortulan, og det meget got spillet. — Hr. Irgens havde Altamontes Rolle, som unægtelig er ham for stor og vigtig; — vel anmærkede vi, at han dog havde aflagt den heslige Monotonie, og hist og her gav visse Ord mere Styrke, end andre; men hvor Direkteuren kunde falde paa at give ham denne Rolle, maa han vide, vi i det ringeste havde givet den til Madame Knudsen, som havde Luculies Rolle, (og den kunde Jomfru Fogh bedre spille end Ismenes i Merope), en Rolle, som er hende alt for ubetydeligt; thi hun maa for det meste tie paa Skuepladsen, men ikke desto mindre blev Scenen fast aldrig uopfyldt, men hun viiste, at hun tog sand Deel i Calistes Skiebne. — Hr Musted var Montaldes. — Den besynderlige Ligegyldighed, som han fast alle Tider viiste (efter Sædvane) maa han for alting aflægge, da det slaaer vel neppe Feil, at han kunde, naar han vilde, tage lidt mere Deel i de andre handlende Personers og sin egen Karakter; — thi denne Ligegyldighed, som han viser ved at staae paa et Sted, som en Støtte, med Haanden i Siden, og at hefte sine Øine paa Parterret, som bør, naar han agerer, være ganske uden for ham. Denne Tomhed maa han vende sig af med, da de altid enten røber Skiødesløshed og Uagtsomhed for Publikum, eller og en meget ubeqvem Akteur. — I sær maa han forandre denne Feil, (og en Feil er det unægtelig), om han nu ei vil af Agt for sig selv og Publikum, som bør være hans eneste og største Hensigt, da den er sagt saa ofte, og det kunde give Anledning til den Mistanke, at han og havde fattet det naragtige og urimelige Forsæt, at trodse Sandheden, fordi vi sige den, og at foragte vore Erindringer, enten de er sande, eller ei; thi det vil dog blive ham en Skam, om man skulde troe om ham, at han var en af dem paa hvis Vegne Hr. Rose i sit sidste Brev i Adresse-Aviserne har giort saa skammeligt et Løfte. — Hr. Clementin var Genueseren.

Hvad Klædedragterne angaaer, da maa vi igientage det vi i det tolvte Nummer af vor Journal har sagt om dem, at de nemlig ere under Kritiken; — Hr. Rose havde i Aften igien Mansketter til blotte Arme. — Dekorationen i de fire første Acter var det bekiendte og ypperlige Atreum. — Liigkisten var i vore Tanker meget vel giort, men den var ei fordeelagtig stillet; thi den stod ved den ene Side, og i en skiev Linie*, den burde have staaet midt paa Theatret, som forekom os for lidet, og vi troe, at det bageste sorte Dække burde have været længere borte. — En Urimelighed bleve vi vaer, og det var den Stilling af de tvende Lænestole, hvoraf den ene var sat midt i Theatret, og den anden paa den venstre Side; dersom der enten nu havde været trende, eller og kuns een, eller og de vare satte ved Siden af hinanden, havde det ei strax røbet Theatret; thi nu maa man endelig vide, at der skal nogle besvime. — Da Montaldes i fierde Act, anden Scene taler om Vaabens Klieren, var der meget rolig; og hvorfor kan Direkteuren ei foranstalte slig en Allarm, ligesaavel som i den politiske Kandestøber, naar Matrosernes Skrig bliver sat i Verk. —

Til Svar paa Acteuren Hr. Bechs Spørgsmaal, »see aftvungne Svar til den dramatiske Journal,« o. s. v. — hvad en Acteur er, henviser vi ham til Riccobonis Skuespilkunst, som er oversat paa Dansk, og staaer i »Samlingerne til det danske Sprogs og de skiønne Videnskabers Opkomst og Fremtarv, andet Stykke.« — Et fuldstændig Udtog af Hr. Remonds des S. Albines le Comédien staaer i Hr. Lessings »theatralske Bibliothek, andet Stykke«. —

*   *

No. 13. Side 144. ei ypperlig, læs ypperlig.
—   14.   —   147. er Hr. Hortulan af Forseelse ved Reenskrivningen udeladt.
—   —   —   —   fire Aander, l. fine Aander

(Balletten, naar Rummet tillader.)