1697Merope Tragedie i fem Acter paa Vers, oversat af Hr. H. Schierman efter Hr. Voltaires la Merope françoise Tragédie. — Den staaer i den 2 Deel første Part i Amsterdamer Udgaven af hans Collection. 1764, 8 —

Det ædle, det høie, det naturlige, det rørende Sprog, den rene og flydende Versification, de rørende Situationer med Merope og Egeste, og endelig den ypperlige Afstikning i Karaktererne; disse Egenskaber, sige vi, udmærke denne Tragedie, som i Henseende til den besynderlige Brækning i Stedets Eenhed, og de i vores Tanker ei rimelige lange Repliker, og maaskee andre Mangler, saa vidt vi skiønne, hverken bør sættes i Ligning, med Zaire, Alzire, eller Cæsars Død, alle Tragedier af Voltaire, som giøre ham udødelig. Om Merope er et beqvemt Subject til en Tragedie, eller om hun efter Aristoteles Regel er beqvem til at opvække Skræk og Medlidenhed, veed vi ikke. — Medlidenhed opvækker hun uden Tvivl; thi hvilkens Skiebne kan vel være haardere, end den bedrøvelige Enkes og den ømmeste Moders, naar hun næsten bliver tvungen til at give sin Haand til en Barbar? — Men Skræk, troe vi ei, hun opvækker, thi Katastrophen giør hendes Skiebne meget god; Polifontes er egentlig den Person, som opvækker Skræk;— nu vil man altsaa sige virkes begge disse Følelser; ja! men saa er jo Merope ei Hovedpersonen. — Hvad den Brækning i Stedets Eenhed angaaer, da er den vel neppe at undskylde; den i vores Tanker alt for store Strænghed, ved hvilken man paastaaer, at Scenen slet ei maa forandres; denne Strænghed billige vi ingenlunde, da den deels ofte tvinger en Digter for meget, deels berøver Tilskuerne mange rørende Situationer; vi ville oplyse dette med et Exempel: Den Tirade i den fierde Scene, tredie Optog, da Merope vilde uvidende dræbe Egiste, havde neppe giort saa stor Indtryk paa Tilskuerne, dersom det ei havde skeet ved Cresfontes Grav; thi hvor meget maa ei Merope opvække Medlidenhed, naar hun ved en elsket og med Vold dræbt Ægtemands Grav, som nær havde dræbt sin Søn? — hvor mange Følelser maa hun ei have ved denne Leilighed? maa ei alle disse Billeder paa dette Sted indstrømme paa enhver Tilskuer? — Enhver seer altsaa, at vi ei dadler Voltaire, fordi han har forandret Stædet; men at han lader Stædet forandre medens Skuepladsen ei endnu er ledig, er i vore Tanker en Feil, da den støder Sandsynligheden saa meget. —

At Oversættelsen er saa dybt under sin Original, at enhver, som har læst dem begge, vil neppe i Oversættelsen kiende Voltaire; at Versifikationen paa de fleste Stæder ere stødende, at Oversætteren Hr. Schierman har feilet i, ved den meste Tid at lade en Periode endes med to Vers, at giøre den uskikket til Deklamationen; at han har opfyldt sin Oversættelse med mange uædle og platte Tanker. — Kort, at Oversættelsen af Merope er mat og prosaisk, beviser, foruden en Sammenligning imellem den og Originalen, den Recension, som staaer i Samlingerne til det danske Sprogs og de skiønne Videnskabers Opkomst og Fremtarv. Et Skrift, som i vore Tanker alt for tilig ophørte. — Da Rummet ei tillader os ved Exempler at understøtte vor Dom, vil vi henvise vore Læsere til disse Samlingers første Stykke. —

Naar Oversættelsen ei er skikket til Deklamationen, naar Klædedragterne ere urimelige, naar Maskinerne ei ere saadanne, da Skuepladsen skal forandres, at de kan forandre hele Theatret, men aliene det bageste, og naar endelig Actionen hos de fleste ei er, som den bør være, naar, sige vi, disse Omstændigheder sammenstøde, maa den beste Tragedie mislinge. — Jomfru Bøtger spilte Merope. — Den bedrøvelige Situation Merope skal være i, og den sande heroiske hun skal have, disse Egenskaber, som ere Meropes, underholdt Jomfru B.[Bøttger] ei som vi ønskede. — Hendes Tone var overalt mere en rasendes, end en bedrøvedes, og hendes hele Deklamation monotonisk og skurrende; — Deklamationen var ei heller i vore Tanker rigtig, vi mene, hun deklamerede Versene mestendeels efter Fødderne, og man hørte altid Rimene; dog kan hun tillige med de andre undskyldes, da Oversættelsen for den største Deel har Skylden, men desuagtet troe vi, at de kunde deklameres bedre. — At hendes Action ei var naturlig, og at hun ei tog megen Deel i sin Karakter, beviser den Kulde, hvormed hun i anden Act femte Scene betragter Harnisket; denne Ligegyldighed passer sig neppe hos en Merope, som, ved at betragte Harnisket, paa engang maa erindre sig sin Mand og sin Søn; her mene vi burde Jomfru B.[Bøttger] have udtrykt den største Grad af Følelse og Skræk, i sær da hendes Replike til Ervikles udtrykker begge Dele. —  Hos Hr. Rose, som var Polifontes, fandt vi langt fra ikke det vi ventede; thi vi haabede at see den naturlige Acteur, men vi saae den opblæste og unaturlige Skuespiller; Polifontes Karakter er Tyrannie og Stolthed, men disse Lidenskaber udtrykte Hr. R.[Rose] ei naturlig; —  hans Gang var affecteret, og ei ædel, den lignede meer en Harlekins, som vil skiemte med en ædel og heroisk Gang, end en Tyran; han gik med stærke og stødende Skrit, saa hans hele Legeme og hans Hielm rystede, og Slæb dansede; denne Gang, siger Riccoboni, (see hans Skuespilkunst om Bevægelsen), røber mere den opblæste Skuespiller, hvor man allene skulde see Heltens Frihed. — En Feil begik han blant andre, som var i vore Tanker ei af saa liden Betydenhed, i det ringeste giorde den en slet Virkning paa os; i den første Act tredie Scene siger Polifontes til Merope: »Tænk at min tapre Haand har reddet Murerne,« o. s. v. — Her havde Hr. R.[Rose] den høire Arm i Siden, og hævede den venstre, da han nævnede sin tapre Haand. — Deklamationen var ei heller, som den i vore Tanker burde; thi han sluttede fast alle Perioderne, uden Hensigt til Ordenes Vægt, med en opløftet Stemme, i det mindste giorde han det i Replikerne. —

Narbas Rolle havde Hr. Hortulan; han deklameerte Versene saa got, som det var mueligt, og hans hele Action var ypperlig og naturlig; de mange Fordele, som Hr. H.[Hortulan] har til slige Roller, giør hans Action meget naturlig. — Egiste var Madame Knudsen, og med hende fandt uden Tvivl enhver sig fornøiet; hun entreerte paa alle Maader i sin Karakter, og, næst Hr. Hortulan, deklameerte Versene meest rigtig; en Ting anmærkede vi, som vi gierne tilstaae ei er af stor Betydenhed, men alligevel var et Beviis paa, at hun endog i de mindste Omstændigheder beviste, at hun havde studeret sin Rolle og Naturen; naar hun taug, hævede hun Lænkerne, ei som de fleste tomme Skuespillere pleie, naar de leger med Lænkerne, men hun hævede dem med Besværlighed; dette Theaterkneb fornyede hos Tilskuerne det Begreb og de Følelser, som Egistes Slaverie burde opvække. — Ja dersom Hr. Hortulan og Madame Knudsen ei i Aften havde spillet i disse Roller, ville vi anseet det for en Lykke ei at see Merope opføre. — Ismene var Jomfru Fogh; skiønt hendes Rolle ei vilde sige meget, kunde hun gierne ladet være at more sig med at staae ørkesløs; hun tog ingen Deel i Meropes Skiebne, men stod, naar hun taug, med Armene paa Fiskebeenskiørtet. — Recitationen var kuns maadelig, men i femte Act siette Scene i den lange Replik, var den næsten uudholdelig. — Ervikles, Meropes Ven, var Hr. Musted, men han stod den meste Tid ganske ligegyldig, og naar hans Ord ei havde tilkiendegivet, at han var Meropes Ven, var det os ei muelig at giette det. — Erox var Hr. Clementin. —

Rollerne i dette Stykke ere i vore Tanker saa got omdeelte, som det er muelig med de Skuespillere at besætte Rollerne; — men Spørsmaal, om en heroisk Tragedie bør opføres, naar den ei kan opføres med Lykke? — Klædedragterne ere under Kritiken, men hvorfore Hr. Rose havde forsynet sig med Mansketter, da hans Dragt skal forestille blotte Arme, kan vi ei begribe? — Decorationen vil vi forbigaae, men allene spørge: Om Theatret ei har Maskiner til den forreste Deel af den i vore Tanker ypperlige Decoration i fierde Act anden Scene? — Da Scenen forandrer sig her, skeer det ved at Dekket gaaer op; men de Koliser, som vare i Palladset, blive med det røde Loft staaende. — Vi ville gierne vide, om det er en Feil hos Maskin-Mesteren, eller det er en Mangel paa Theatret? — En Feil lægge vi Direkteuren til Last, og det er denne, da Ervikles i femte Scene femte Act kommer ind, og spørger, om Narbas hører den Allarm og Skrig, er der ganske stille, og man maa troe den gode Ervikles paa sine Ord. —

(Efterstykket i næste No.)