2337Vielgeschrey, eller den Stundesløse, Comedie i tre Arter, af Hr. Baron Holberg.

Vi see med Fornøielse, at de holbergske Comedier blive endnu i Almindelighed med saa stor Begierlighed søgte i vores Fæderneland, da det er Tegn til, at denne store Mand har truffet Naturen paa det rigtigste, og, skiønt han var en stor Efterligner af Plautus og Moliere, dog altid har vidst at give Handlingen selv og Dialogerne et vist nationalt Tilsnit, som er saa nødvendig en Dyd hos en god, men tillige meget sielden hos enhver Efterligner. — Det Spørsmaal, hvad der hører til en god Efterlignelse? er enhver strax færdig med at besvare; men vi ere forvissede om, at der skal et Genie til. en god Efterligner, som er i Stand til selv at giøre Originaler. — Hr. Baron Holberg, en Mand af saa udødelige Fortienester for Theatret, har i vore Tanker selv giort Original-Stykker, som i alle Henseender kan sættes ved Siden af de beste Stykker i sit Slags, og blant dem er uden Strid denne Comedie et Stykke, som eene kunde giøre sin Forfatter udødelig. — Den Stundesløses Karakter er baade original, og udført af en Mesterhaand, og bliver altid Hovedperson i Stykket. — Det kunde vel synes, at denne Comedie er fuld af for mange Scener; men de ere virkelige Episoder, og altid ere fulde af den Stundesløses Karakter, og alle bidrager paa den ypperligste Maade til at sætte hans Karakter i sit fuldeste Lys. — Intrigen med Gifter-maalet kunde og synes deels at være for indviklet, deels at udgiøre for stor en Handling, og ved den Leilighed synes mere at beskiæftige sig med hans Datters Giftermaal med Leander, end med at afmale en Stundesløs, og at den altsaa var for lang til en Episode; der kunde spørges: Om Leonores og Leanders Giftermaal, eller Vielgeschreys latterlige Karakter var Forfatterens Hovedsag? — Hvad Giftermaalet og Intrigen selv angaaer, da er den i vores Tanker ei andet, end en Episode, og uagtet denne Intrige er meget sammenknyttet, sætter den kuns den Stundesløse mere og mere i sin Karakter, og er giort meget sandsynlig. — Et andet Spørsmaal kunde maaskee være om Pernilles sidste Indfald med (i tredie Act) at indbilde Vielgeschrey, at den rette Bogholder var Bedemand, om det ei, sige vi, strammede Knuden uden Nødvendighed? — men deels troe vi det ikke, da det er meget naturlig hos en Pernille, som søger med sin Vittighed at redde sig ud af sin Ulykke, deels foraarsager den saa løierlig en Forvirring, og giver Anledning til saa sande comiske Tirader, at, om det end var en liden Feil, burde man oversee den. — Fuld af sand Klygt og vittige Dialoger, som enddog er de middelmaadigste af de holbergske Comedier egne, er denne ypperlige Comedie. — Lidt for megen Klygt synes vel Pernille og Oldfux at have, og den sidste at være noget for lærd, man bør deels betænke, at denne Tiener-Vittighed var paa den Tid høist i Mode, og at Aristophanes, Plautus og Terenz i deres Comedier vare Mynstere, hvorefter baade Moliere, Regnard og Holberg dannede deres Smag i Comedien, deels, hvad Oldfuxes Lærdom angaaer, da maa man erindre, at han ei er en slet og ret Henrik, men en forreist Pudsenmager. — Æqvivoqverne, som denne Comedie og alle Holbergs Comedier ei have Mangel paa, vil vi ei aldeles undskylde, da vi troe ei, at man i Comedien bør lee paa Dydens Bekostning; men desuagtet troe vi, at man i at bedømme en Forfatter bør have Henseende paa de Tiders almindelige Smag, og alle hans Mynstres Exempler; thi det bliver dog en unægtelig Sandhed, at en Forfatter ofte maa giøre Vold paa sig selv, for at fornøie Mængden. — Et andet Spørsmaal blev det: Om Æqvivokerne og uanstændige Udtryk ei kunde forandres, naar det var muelig, uden at bryde Dialogen for meget? — Det troe vi gierne kunde tillades, og vi anmærkede med Fornøielse i Aften, at Jomfru Halle, som havde Pernilles Rolle, forandrede det Ord »brugelig« til »sundt« Legeme. — Mange, som have saa græsselig fiin en Smag, at de ei kan finde Smag i Holbergs Comedier, vil vel paastaae, at Oldfuxes Scener med den Stundesløse, som Advokat og Tydskeren, ere for overdrevne; vel tilstaae vi, at de ere høist groteske, men mange Sottiser, som blive i disse Scener frembrungne, udfordrede just den høieste Grad af det groteske Comiske; thi uden dette havde det tabt al deres Smag og Naivitet. — Dog dette maa være nok sagt om denne ypperlige Comedie, hvis Forfatter altid hos fornuftige Folk fortiener Navn af stor, og, skiønt han af saa mange fine Aander bliver lastet, dog altid vil beholde sin Priis. —

De holbergske Comedier lykkes altid fortreffelig paa vores Theater; i sær maa vi med Fornøielse tilstaae, at den Stundesløse blev i Almindelighed ypperlig forestillet, og Tomheden i Scenen af de fleste, lige indtil Madame Hallesen, blev paa det beste og naturligste opfyldt. — Dersom vi skulde detailere alle de mesterlige Tirader i Hr. Clementins og Hr. Londemans Actioner, maatte vi behøve meer end et Ark, for at afskrive dem; men vi maa lade os nøie med at anføre nogle af dem. — Hr. Clementin var den Stundesløse, og vi veed ei, hvordan denne Rolle mesterligere og naturligere kunde spilles. — Et Theaterkneb (coup de Theatre) brugte han, som giorde den løierlige Tirade i Comedien des mere latterlig, da nemlig Leander og de andre snakker med Leonore, springer han op fra Bordet, løber imellem dem, og med et Tys paalægger dem Taushed; den første gang vi saae Hr. Cl.[Clementin] giøre dette, tænkte vi, at Ulykken var stor, men den falder ud til: »at Maden koger over i Kiøkkenet.« — Dette giør lige saa stor Virkning paa Theatret, som Indfaldet i Comedien er latterlig. — Recitationen behøve vi ei at tale om, da den altid i disse Roller er uforbederlig. — Theaterspillet opfyldte han paa det ypperligste, for Ex. da de alle i sidste Scene i tredie Act, liggende paa Knæ afbeder deres Forseelse, kunde man tydelig see hans Vrede og Hidsighed i Ansigtet, naar Pernille og Oldfux giøre deres Bekiendelse, og ved den sidstes lod det, som han vilde lede om sin Stok. — Oldfuxes Rolle blev spillet af Hr. Londeman, en Acteur, som ei trænger til vores Roes, og som langt overgaaer den. — Vi vil og kan ei detailere Actionen, thi den var saa fuld af Natur og Smidighed, som er saa besynderlig hos en Acteur, der virkelig er allerede gammel, og vi undre tit, at han kan udholde saa svær en Action. — Et vittig Indfald havde han, da han sagde: »Gid du faae en Ulykke i Topmaal og Strygmaal«, i steden for der staaer i Originalen »med din Topmaal og Strygmaal«.— En Forandring, der var lige saa god og vittig af Hr. L.[Londeman], som den Leilighed han siger det ved, er kunstig hos Forfatteren, thi han bringer baade Leander og Oldfux bort og lykkelig ud af Regningen, ved at lade Pernille indbilde den Stundesløse, at »hans sorte Høne bliver hugget af de andre«, saa og udvikler han desmere den Stundesløses Karakter. — Madame Knudsens Rolle vil ei sige meget, den udfordrer allene en vis Betænksomhed og Kierlighed, og vil have det stumme Spil. — Og i disse Poster fandt vi os meget fornøiede. — Hun entreerte overalt i Scenen, og stod aldrig ørkesløs. — Til Exempel paa Theaterspillet er det nok at anføre den Mine og den Bevægelse med Fingeren til Munden, da hendes Fader forkynder hende om den Mand, som han »talte om i Gaar.« —

Paa Hr. Musted, som var Leander, finde vi kuns at udsætte den besynderlige Koldsindighed han viste imod Leonore, da Oldfux og Pernille overlægger Intrigen; thi den hele Tid stod han for det meste ørkesløs, uagtet at hun tit søgte at entrere med ham, og det var ei muelig at see, at han var hendes Elskere. — Jomfru Halles Action var i denne Aften i mange Henseender heel naturlig, og naar vi undtage den alt for store Hurtighed, hvormed hun reciterte sin allerførste Monolog, skiønt vi tilstaae, at den i sig selv ei er rimelig, saa maa enhver retskiønnende Tilskuer tilstaae, at hun fortiener den Roes, som en ung Actrise, der har Talenter, og søger at forbedre sig, har Ret til. — De øvrige Acteurer vare Hr. Hortulan, som var baade Skriverkarl og den rette Bogholder, Hr. Ørsted, som var Bonde, og Peders Fader, Hr. Prinsløv, som var Barberen; de vare allesammen i deres rette Roller, og Hr. Pr.[Printzlau] giør i dette Stykke den beste Figur, da han ellers ei fortiener Navn af Acteur. — Madame Hallesen var Magdelone. — Hr. Bech var Skræderen. — Et Par Urimeligheder bleve vi vaer ved Stykkets Opførelse, nemlig de røde Gardiner; — dog vi vide ei om Theatret har et andet Loft. — Og hvorfor der skal endelig være Lys paa Bordene, da Handlingen er om Dagen, veed vi ei? —

(Efterstykket i næste No.)