278Beverley, en borgerlig Tragedie, i 5 Acter, (sluttet).

Madame Knudsen havde Henrejettes Rolle, som er saa underlig at studere, at vi ei kan sige, hvordan den burde spilles. — Den Koldsindighed, som uden Tvivl er en Henrejettes Hovedkarakter, underholdt hun i vore Tanker saa rigtig, som hun burde. — I Almindelighed var Deklamationen god, og efter Naturen; kuns i tredie Acts femte Scene var den i vore Tanker for mat og kold, da Levson fortæller hende, at Beverley havde tilsat alle hendes Midler, udsiger hun det Ord: »O Himmel« baade med for kold en Udtale og en vis Rolighed, som neppe var naturlig; vel sandt, at hendes Midler ei vare af stor Betydenhed, vel sandt, at hendes Karakter er Koldsindighed; men desuagtet burde hun tage sig denne Tidende nærmere, end hun giorde; thi at hendes Midlers Vedligeholdelse og Sikkerhed laae hende meget Magt paa, viser deels den Aarsag hun siger til sin Søster i første Acts første Scene, at hun vilde fordre sine Penge af Beverlei, for at underholde hende, deels det heftige Anfald hun giør paa Beverlei i anden Acts fierde Scene. — I Henseende til de Scener, hvori Levson i første Acts syvende Scene og fierde Acts syvende Scene handler med Beverlei og Stukeli, blev Levsons Rolle temmelig got udført af Hr. Musted; thi i disse Scener havde han den ædle og ferme Tone, som hans Dialoger udkrævede, — men Actionen tabte al sin Ild i Samtalerne med Henrejette, og da hun kommer ind i første Act blev han med et iiskold. — Denne Kulde, denne frostige Action mærkede vi i sær i tredie Act; — vi ville ei tale om, at Naturen har nægtet ham Gaver til Elskerens Roller, at han ei forandrede sit Ansigt, at han ei kan give sin Stemme den behagelige Bøielighed, hvilket vi ingenlunde skrive paa hans, men den karrige Naturs Regning, men vi vil allene erindre, at hans alt for hurtige Vendinger og Bevægelser med Kroppen, at den besynderlige Ustadighed, som han havde, da han i tredie Act erklærer Henrejette sin Kierlighed, burde være forvandlede til det giensidige; — thi saa ypperlig, som de klæder Hr. Musted som Chevalier, saa unaturlig komme de, i det mindste os, for i den ømme Elskeres Roller. — To´mis, Beverleis Søns Rolle havde en liden Dreng; ham vente vore Læsere neppe bedømmet, og naar vi ei af de Par naturlige Tirader havde faaet Leilighed til at yttre en Tanke, som vi længe have havt, og holdet for sand, havde vi blot nævnet ham. — Vi have, nemlig, holdt for meget nyttig, at der burde indrettes en Planteskole, hvor unge Børn, som havde udmærkede Talenter, kunde opdrages til Thea-tret. — Dersom Theatret havde havt slig en Planteskole, og dersom dens Forstandere, som altid burde være en Mand af besynderlige Gaver, havde kundet og vildet bibringe de unge Børn en naturlig og rigtig Smag og Action, troe vi ei, at den danske Skuepladses tilkommende Skiebne havde seet saa bedrøvelig ud, som den nu giør; thi en Roses, en Clementins, en Londemans Alder lover os desværre ei mange Aars Fornøielser; og hvor mørk en Epoq vil ei disse umistelige Skuespilleres Død udgiøre i Skuepladsens Historie? — Dog vi skielve for at see ind i Theatrets tilkommende Skiebne, og alle Udsigter spaaer os dets Undergang; thi ingen af de antagne Acteurer ere i Stand til at opfylde de Roller, hvortil de ere beskikkede; og dette er meget rimelig, da hverken Lønnen, eller den almindelige Høiagtelse, (som enhver god Skuespillere haver Ret til, og som meget beroer paa det første,) kan være Drivefiedre for Folk, som ellers havde Lyst til Theatret. —

Vi have altid været af den Tanke, at en Tragedie ei burde opføres, med mindre at alle Roller vare besatte med Skuespillere, som havde fornødne Talenter til Tragedien, og hvori Skuespillerne med Smag, eller i det mindste efter sund Sands vare omdeelte. — Denne Tanke er en ustridig Sandhed; desuagtet maa vi for det meeste glemme den, naar vi tale om vores Skueplads, som er saa fattig paa tragiske Skuespillere. — Den borgerlige Tragedie kan endda med nogenlunde Lykke opføres hos os, men den Heroiske bliver væmmelig; thi naar vi undtage en Rose, en Hortulan, en Bötger, en Knudsen, eier vores Theater ingen, som kan spille en Helt; og hvad kan man udrette med fire Skuespillere? — Denne Mangel vilde afskrække os fra en heroisk Tragedie, thi er det ei Skade, hvor meget taber ei en Tragedie af sin Skiønhed, naar den bliver slet spillet, endog i den mindst vigtige Rolle? — Men hvor meget maa ei endog den borgerlige Tragedie tabe, naar en Person har en af de ypperligste Roller, og handler i de meest tragiske Scener, og ei allene ei kan udføre den taalelig, men naar alting bidrager til at giøre den væmmelig og latterlig? — Hvor megen Tak er Publikum ei Direkteuren skyldig, som paa saa ypperlig en Maade har fordærvet de meest rørende Scener i Beverlei med at lade Hr. Ørsted beholde Jarvis Rolle? — Hvor meget har Direkteuren ei forbunden sig hos Nationen med at give dem en meer end kraftig Lægedom imod Taarer? — O ja! hvor vel har han ei giort i (allene til Trods for os) at opofre de smukkeste Stæder, da en Hortulan kunde have givet Jarvis Rolle al sin Natur? — Dog vi havde giort en rigtig Anmærkning, og var det ei nok til at trodse Sandheden? — Dersom Stukelis Rolle af ingen anden kunde blive spillet, end af Hr. Hortulan, vilde vi undskylde Direkteuren. — Men hvo vil ei heller see Stukelis Rolle maadelig udført, og Jarvis ypperlig spillet, end den ene reent fordærves, og den anden maadelig ageret? - Dog dette er saa tydelig og overeensstemmende med den sunde Fornuft, at vi ville skammet os ved at igientage vor Anmærkning, dersom vore Læsere ved vor Tavshed ei kunde tænke, at den var ugrundet. —

Hvad Dekorationen angaaer, da var den langt fra ei saaledes, som Hr. Saurin har foreskrevet den, og Madame Beverleis anden Repliqve siger, at den skulde være. — At der ei var nogle Levninger af Forgyldningen, og at den Representation af Salen ei var saaledes, som Forfatteren af Beverlei vil have den, vil vi ei tale om, da Theatret er meget fattig paa sligt, men at den slet ei var meubleret, undrer os. — I fierde Act staaer der en Steen, som er ellers meget vel giort, hvorpaa Beverlei skal ligge, men at der er kuns den eneste, er meget usandsynlig; thi røber det ei strax, at den er kuns sat for Beverleis skyld? — At Beverlei bruger en Dolk, da han i den græsselige femte Scene i femte Act vil dræbe sin sovende Søn, røber og uden Tvivl Kunsten. — I hvorvel at Hr. Saurin kalder den, »un poignard«, kunde og burde Acteuren i vores Tanker ombytte denne Dolk med en Kniv, som de engelske Skuespille bruge. — Thi deels bruger en Engelænder ingen Dolk, deels er det et Spørsmaal, hvor Beverlei fik den fra? — Hvor han fik Giften fra, har Forfatteren i syvende Acts ottende Scene forberedet, hvori han siger, at han havde i Sinde, dersom Lykken ei havde blevet ham god, at dræbe sig selv. — Vi troe, at en Kniv havde været et mere sandsynligt Middel, og den kunde gierne have lagt paa Bordet, da han kuns var en Gields Fange. — Vi ansee kuns denne Tanke at være ei af stor Betydenhed, — men vi troe, at den theatralske Sandsynlighed bør paa alle Maader beopagtes. —

52De Tre Friere, Comedie i en Act med Sang, oversat efter Hr. Boindins les trois Gascons. —

Den løierlige Forvirring med de tre Gasconer, og de af dette foraarsagede lystige Dialoger, er det, som udmærker dette Stykke. — De sluttes med nogle Arier, hvortil Entrepreneuren Hr. Sarti har componeret en Musik, hvorfor man maa være ham meget forbunden. —

Oversættelsen er ei trykt, men uden Tvivl meget god, og udmærker sig ved en naturlig Lethed og et naturaliseret Sprog. — Dens Forfatter er Hr. L. Knudsen — Hr. Clementin var Faderen, og han opfyldte det man ventede. — Lucilie var Jomfru Fogh, som ei spilte slet, og har ei en ubehagelig Syngestemme. — Erast var Hr. Musted, og hvem er ei fornøiet med ham i Comedien, især naar han begynder at synge? — Hr. Ørsted var den rette Spagdanag, og var i sin burleske Rolle. — Madame Knudsen, som var hans Forlovede, giør altid en smuk Figur i dette Stykke, og Actionen indtager alle. — Hendes Sang behøve vi ei at tale om. — Med Jomfru Halle fandt vi os tilfulde fornøiede. — Hendes Action var naturlig, og Theaterspillet oppassede hun meget got. — Hun sang, det forstaaer sig, meget behagelig. — Frontins Rolle havde Hr. Hansen. — Han maa lade Krumspringene og Grimaserne fare, og lære sig først den frie og simple Anstand inden han giør sig lystig; og de Karesser han giorde Maton, da de andre sang, vare urimelige. —