739Florentineren Comedie i en Akt, oversat af Hr. de la Fontaines, le Florentin Comédie en 1 Acte & en Vers; — den staaer i hans Pieces de Théatre, Side 71. à la Haye, 1701, 8.

Dette Efterstykke er en Comedie, som unægtelig morer fra Begyndelsen til Enden, og holder baade Læserne og Tilskuerne hele Tiden igiennem i en god Lune. — Karaktererne er meget got anlagte, og uagtet Stykkets Korthed meget rigtig udførte. — Det mekaniske i denne Comedie og Knudens Opløsning er uden Strid efter Naturen og Reglerne; thi det Buur, hvori Harpax selv bliver fangen, opløser Knuden meget naturlig og Moralen bliver og i vores Tanker ved Enden saadan, som den bør være; thi Dyden belønnes og Lasterne straffes. — Samtalerne have overalt de rigtige comiske Egenskaber, og de som forekomme i den ottende Scene imellem Harpax og Hortense, ere fulde af den naturlige Løierlighed. — Hr. Hortulan havde Harpaxes Rolle, og han udførte den med megen Lykke og Natur. —Recitationen var ypperlig, og den Lyd han udgav i niende Scene, da han med den naturligste Hidsighed og Fryd fortæller Hortense den Hevn han vilde tage over Timante, var meget latterlig og got anbragt, — Naar Jomfru Bøtger spiller Hortenses Rolle i Florentineren, kan man umuelig kiedes; vi i det mindste see hende her med største Fornøielse. — Hendes hele Action var og er altid i dette Stykke meget naturlig, men hendes Latter er saa naturlig og uden al Tvang, at vi tiltroe ei den strængeste Philosoph selv Standhaftighed til at undlade i den ottende Scene at lee med Jomfru B.[Bøttger] — Hr. Musted havde Timantes Rolle, som ei udfordrer anden Action, vi meene, som ei indeholder Scener, hvori Kierligheden skal vise sig i al sin Størrelse, end den, som Hr. M.[Musted] baade kan og virkelig meget vel udud-førte [sideskift][side 059]førte. — Jomfru Fogh var Marinette. — Hendes Action i Aften er atter et Beviis paa hendes Forbedring siden forige Vinter; thi den gang var hun en fuldkommen Maskine, da hun i den tredie Scene stod ganske ørkesløs, og man derfor umuelig kunde vide, hvad hun havde der at bestille, dersom hun ei i den siette Scene havde sagt til Hor-tense, at den foregivne Fætter var Harpax selv; men i Aften gav hun dog med en Mine og en Bevægelse tilkiende, at hun skulde høre, hvad Harpax talte med Agathe. — Agathe, Harpaxes Moder var Madame Hallesen. — I disse Roller savne vi en Linqvitz. — Hr. Clementin var Smeden; de ham medfødte Gaver til at giøre alle comiske Roller sande, brugte han saa meget, som han her burde og kunde — Hr. Ørsted var Betienten. — Han blev med Vægterne, som paa en naragtig Maade fulgte den stakkels Harpax ud, og udgiorte et Optog, som nogle af Tilskuerne fandt stor Smag i, forfulgt med en saa græsselig Kladsken, at de med deres Opførsel bekræftede og anvendte dette Vers:

— — Ursum & pugiles media
inter carmina poscunt.

2258Soliman den Anden, med Tilnavn den Prægtige, Comedie i tre Acter i Prosa, oversat af Jomfru C. D. Biehl, efter Hr. Favarts le Soliman second surnommé le magnifique. —

At Hr. Favart, en i vore Tanker Comedieskrivere af meget maadelige Fortjenester, har taget ei allene hele Stoffet, men endog hele Samtaler og alle Indfaldene, le petit nez retroussé ei forglemt, at sige vi Hr. F.[Favart], skylder Hr.Marmontel (see contes moraux første Deel) det meeste af sin Comedie kunde vi gierne tilgive ham, naar han kuns havde giort Hr. M.[Marmontel] moralske Fortælning om Soliman skikket til et dramatisk Sujet; og ei forværret Karakterne i steden for at forbedre dem. — At Hr. Marmontels Soliman den Anden (thi saaledes heder den) ei er skikket til Stof for et Drame, eller og at Hr. Favart har feilet ved paa en slavisk Maade at følge Hr. M.[Marmontel] uden at forandre hans Fortælning til et rigtig Drame, nægter ingen, som har læst Hr. M.[Marmontel], og veed hvad der udfordres til et got Drame. — Eenhed og Interesse i [sideskift][side 061]Handlingen, og Sandsynlighed i Karaktererne savne vi i dette Stykke, og naar disse saa nødvendige Dyder ere borte i et Drame, hvad bliver da tilbage? hvad skal da behage? Jo Musiken og Divertissementet. — Men vee den Forfattere, hvis Stykke har meget for Øiet, noget for Øret, men tillige slet intet for Forstanden. — At denne Comedie har slet intet for Forstanden, falder meget let i Øinene, naar man allene betragter de usle og usandsynlige Karakterer, som den vrimler af. — Solimans Karakter har Hr. Favart reent fordærvet, og sat paa Hovedet; thi han har givet ham en ganske anden, end den Historien giver ham; en Anmærkning, som vi skylder Hr. Lessing. — Denne Frihed har en Forfatter ei Lov til at tage sig, naar han vil forestille os en Soliman, bør han forestille ham, som han var, og i det mindste ei, som han ikke var. — Her seer man ei andet end en Keiser, hvis Karakter er den største Skrøbelighed, Ubestandighed og Vellyst, den Prægtige (le magnifique) spore vi ei uden aliene paa Titelbladet, og hans øvrige Dyder hører man og kiender allene af Roxelanes Mund. — Roxelanes Karakter har han paa en ganske unaturlig [sideskift][side 062]Maade udført; havde han allene afbildet og udført den, som Hr. Marmontel har skildret dem, saa var den dog sandsynlig, men det Træk, hvor hun tager Piben fra Soliman, og de fleste Samtaler hun fører med ham ere uudstaaelige, — En Prøve af de øvrige Regler kan denne Comedie ei udstaae, og her at giøre den var unyttig. — Til et Beviis paa Forfatterens Gaver selv at skabe vittige Indfald, kan vel være nok at anføre Elmires Aarsag, hvorfor hun iførte sig en rød Klædning, thi den røde Farve lignede den Lue, som brændte i hendes Hierte.« — Oversættelsen er af vores berømmelige Jomfru Charlotte Dorothea Biehl, og uden Strid god; ved Forestillingen have vi hist og her bemærket ei allene Forandringer, men endog Fordærveiser, hvilke man kan takke Hr. Soelberg for, en Mand, hvis Indsigter alle theatralske Sager, i Hr. Sartis Direction, vare underlagte. —Hvorfor Jomfru Biehl har oversat denne maadelige Comedie, har vi ei før kundet begribe, men den hyppige Mængde af Tilskuere, som altid indfinder sig, naar den bliver opført, overbeviser os om, at hun tilfulde har kiendt Publicums Smag.

At agere got i dette Stykke, vi meene ved en god Aktion at giøre det taalelig, er vist nødvendig, da man ellers burde lade sig betale, for at see det opføre. — Hr. Rose havde Solimans Rolle, og, naar vi undtage den allerførste Scene, hvor man saae, at Gang, Bevægelser med Armene, kort hans hele Action var den blotte Kunst, fyldestgiorte han enhver Tilskuer af Smag; thi foruden hans ypperlige Legems Bygning til slig en Rolle, (thi Størrelsen passer sig got til en Tyrk,) tog han hele Tiden den største Deel i sin Karakteer, og ved alle Leiligheder entreerte paa den ypperligste Maade i den; til Beviis herpaa er det nok at erindre ham, da han staaer ved Roxelanes Stoel, og henrykkes over hendes Bang, at Kierlighed og Henrykkelse malede sig i hans Øine, og Theaterspillet viste sig i al sin Fuldkommenhed her. — Vi veed ei om Elmires Rolle har vundet ved den Ombytning, at Jomfru Fogh har faaet Jomfru Bøtgers; i den Henseende, at hiins Ungdom og Dands bidragede noget mere til at giøre Elmires Rolle sand, har den maaskee vundet, men i Henseende til Actionen veed vi ei, hvad vi skal dømme, da Jomfru B.[Bøttger] i denne Rolle slet ei behagede; dog vil vi ei [sideskift][side 064]sammenligne dem begge, men allene bedømme Jomfru F.[Fogh] — Naar man betænker, at det var den første gang hun spilte i Roller af dette Fag, kan man tilstaae hende en taalelig Action; men denne Stivhed og Monotonie mishagede os; et Par Steder forhøiede hun vel sin Stemme rigtig, men dog troe vi, at Jomfru Fogh burde i det mindste endnu ei bruges til slige Roller. — Delias Rolle havde Madam Knudsen. — Den Sædelighed, som hendes Rolle og Karakter udkræver, beopagtede hun overalt, som hun burde, kuns da hun har faaet Befalning af Soliman, at staae op at synge, gik hun ud af sin Karakter, da hun vendte sig om og gik omkring inden hun sang; thi en Slavinde, som havde saadan et Begreb om sin Herre, som Delia har, burde uden Tvivl blive staaende. — Hun sang meget musikalisk og got, og giorde sig en Umage, som var Beviis paa hendes Flid, og som fortiener den Roes, som er Belønning for en paapassende og forbedret Skuespillere. — Hos Jomfru Halle fandt vi ei det i Aften, som vi ønskede, thi hendes Action var skiødesløs, og hendes Sang reent mod Musiken. — Hendes første Arie begyndte hun en heel fuldkommen Terts høiere, [sideskift][side 065]end hun skulde, og dette foraarsagede en stor Forvirring i Orchestret; maaskee det kunde undskylde hende, at Hr. Kirkofs Harpe var borte, og hun maatte synge efter Clausinet, men dog burde hun, dersom hun havde ret forstaaet Musikken, rette sig efter det. — Vi fornam ei, at hun paa nogen Maade har forbedret sin Action i denne Comedie siden forige Vinter; thi denne skiødesløse Action viste sig overalt, og blant andre den gang Slaverne kommer, for at dække Bordet, kom hun meget for sildig med sine Ord til dem, hvilket vi tilskrive en Correspondence med Parterret. — Osmins Rolle havde Hr. Londeman. — Hvad han skulde med denne Rolle kan vi ei begribe, da den ei udfordrer en stor Harleqvin, og der ei er Mangel paa andre Acteurer, som kunde spille den. —

Comedien sluttes med et Divertissement, som har en heel Hob Stads for de Tilskuere som elske det, og bestaaer af Roxelanes Kroning. — Hr. Musted var Mufti, han sang en meget smuk Arie, som blev udført saaledes, som vi ventede den af en Musted. — Man seer i dette Divertissement nogen Dands, som er, saa vidt vi vide, componeret [sideskift][side 066]af Hr. Soelberg; den har ei megen Invention, men Hr. S.[Soelberg] med den ældre Jomfru Knudsen giorde sig Umage, men ei mere, end da Hr. S.[Soelberg] blev udtrampet. I Aften blev han af alle bifaldet, nogle faa undtagen, som med Fødderne giorde Bevægelser. —

I Aften fornøiede vi os ikke saa meget, eller rettere kiededes vi os mere, end vi sædvanlig pleier, da vi savnede Hr. Kirkof, hvis Harpe er en uundværlig Dyd ved dette Stykke, og som henrykker enhver Tilskuer, og vi maatte lade os nøie med Clausinet, hvor vi havde i det mindste ønsket Hr. Sarti, som har componeret Musikken, det eneste, som kan forføre Tilskuere af Smag. —

2719Det aftvungne Samtykke, Comedie i en Act, oversat efter Hr. Mervilles le consentement forcè.

Stoffet til dette Efterstykke er ei ualmindelig, og er denne: Hr. Orgon, en gierrig og urimelig Mand, har en Søn, ved Navn [sideskift][side 067]Leander, som gifter sig imod Faderens Villie med Clarisse, et Fruentimmer af meget gode Egenskaber. — Leander, som deels for den Kierlighed han bær til sin Fader, deels af Frygt for at blive arveløs, er meget bekymret for at blive forsonet med ham, reiser til Hr. Lisimon, en Ven af Hr. O., og aabenbarer dette Giftermaal for ham. — Med disse tvende Personer begynder Comedien. — Leander beder Hr. Lisimon at han skal giøre alt, for at forsone ham med sin Fader; imidlertid kommer Hr. O., som for Hr. L. meget beklager sin Søns Daarlighed, at han mod hans Vidende og Villie haver ægtet et Fruentimmer uden Midler, og følgelig efter hans Mening uden Dyd; her faaer han Clarisse at see, hvilken Hr. L. bilder Hr. O. ind, at hun er hans Broderdatter; Hr. O. bliver forelsket i Clarissa, og tilbyder hende sin Haand; endelig efter en lang Dialog faaer hun ham bevæget, aabenbarer sig, og Leanders og Clarisses Ægteskab bliver af Orgon bekræftet. Meget Kunst er her just ikke i dette Efterstykke, hverken i Karaktererne, eller Interessen, eller Samtalerne, dog alligevel behager det meget, naar det bliver spillet got. — Hr. Clementin var Orgon, og om ham behøve [sideskift][side 068]vi ei at sige andet, end vi saae en Clementin eller: vi saae den fuldkomne Acteur! — Hr. Rose havde Leanders Rolle; den udfordrede ei stor Action, og følgelig kan vi ei bedømme ham. — Hos Jomfru Bøtger finde vi det at udsætte, at en vis paataget Princesse-Air (man tilgiver os dette Udtryk) ei skikkede sig paa hendes Karakter; for Resten underholdt hun den ganske rigtig. — Hr. Hortulan havde Lisimons Rolle. — Jomfru Halle, som var Pernille, var i dette Stykke noget ørkesløs, thi i steden for at entrere i Scenen sysselsatte hun sig den meste Tid aliene med Parterret og sit Forklæde. —

I Almindelighed at dømme om Parterrets Opførsel i Aften, maa enhver af Smag paastaae, at den var underlig; thi Hr. Londeman, skiønt denne store Skuespillere paa ingen Maade kunde behage, hvilket vi ingenlunde tilskrive ham selv, men hans Rolle, blev ved alle Leiligheder bifaldet. — Og Jomfru Halle, som uden Strid sang meget umusikalisk, blev og overvældet med Frydeskrig. — Dog hvad vil vi tale herom? da nogle af Tilskuerne udgiorte saa græsselig en Støi og Allarm, at de af andre ved Hvislen og Trampen bleve paalagte Tavshed. — Denne Opførsel saae vi gierne forskrevet fra os, da det deels viser en stor Foragt baade for Skuespillerne og de øvrige Tilskuere, deels er Tegn til at deres Øiemed ved Comediegangen ei er den rette; og bør denne være enten at forbedres ved Skuespillene? eller ved en pøbelagtig Allarm at forvirre andre?—Ja vi ere forvissede om, at de Folk, hvis Hensigt ved Skuespillenes Besøgelse er Daarernes, uden Tvivl vare af en Rabener blevne indførte i den Swiftiske Codicill, —

BEKIENDTGIØRELSE

»Originale danske Comedier have i nogen Tid været meget rare; enhver Patriot og Elsker af Sproget længes efter at see den første danske Original-Tragedie. Man er allerede overbeviist om, at dette har sin Grund, ikke i Mangel af Genier iblant os, men maaskee i Mangel af Opmuntringer og Belønninger. For nogenlunde at afhielpe denne Mangel, er der bleven besluttet, at naar et nyt originale dansk Hovedstykke til Skuepladsen er indleveret, og spillet et Par gange, med Bifald af Publicum, bliver en heel Aftens Indkomst overdragen til Stykkets Forfatter, mod selv at bestride de paagaaende Omkostninger; og skal det i saa Maade staae Forfatteren frit for, enten han selv vil disponere over Billetterne til en saadan Aften, eller han vil lade dem udsælge paa den sædvanlige Maade.« Denne Bekiendtgørelse er giort i Adresse-Avisen No. 179 af Direkteuren ved de danske Comedier, Hr. Borgemester Niels Krog Bredal. Vi have ei taget i Betænkning at indrykke den her, da vi troe, at vores Journal ei er et ubeqvemt Sted til den, og denne Bekiendtgiørelse bør blive saa almindelig og bekiendt for alle Theatrets Elskere, som mueligt.

 * * * 

Det Brev, som er os tilsendt under Opskrift: »Til Recensenterne af den dramatiske Journal«, kan vi ei indrykke, skiønt det [sideskift][side 071]ellers skulde være os en Fornøielse. Vi tilbageholde det ingenlunde af den Aarsag, fordi det indeholder mange Erindringer imod vores Journal, (thi det er tillige fuld af Roes, som vi ikke tiltroe os at fortiene), da de ere sagde med stor Beskedenhed; men derfore indrykke vi det ei, da det strider imod vores engang lagte Plan. — For Resten forsikre vi Hr. B***[Uidentificeret] (saaledes er Brevet underskrevet) at de Erindringer, som vi have befundet sande, (og disse ere ikke faa), skal vi rigtig rette os efter. Brevet kan han afhente, og vi ønske det en beqvemmere Plads; og maaskee Forlæggerne af Magasinet for de patriotiske Skribentere vilde indrykke det? — Ellers see vi os nødte til at bekiendtgiøre, at alle andre Breve, som til os herefter maatte indkomme, blive ei i vores Journal indrykte; og vi troe ei heller, at vore Læsere vare tiente med en Efterretning om alle de Stridigheder og Enigheder, alle de Lovtaler og Skamtaler, som det kunde behage Folk til vores Journal at indsende; meget mindre er det vores Sag at opholde os ved slige Efterretninger, hvilke deres Forfattere jo ved andre Leiligheder kan bekiendtgøre. —

No. 4. S. 37. Linie 1. von Barhelm, læs von Barnhelm.
—   — 40.     —   5. saa, læs han.
—   — —      —   14. Riccault, l. Riccaut.
—   — 41.     —   19. fuldkommen, læs fuldkomne.
—   — 42.     —   9. Riccout, læs Riccaut.
No. 5. S. 49. prosa, l. prose
—   —    52. Oversætteren af, læs Oversættelsen af.
—   —    50. vore, l. voxe.
—   —    —  gaae fra sig, l. for sig.