4645Skibbruddet ved Cytherea, en liden nye anacreontisk Ballet, inventeret og componeret af Soelberg.

Denne liden nye anacreontiske Ballet giør sin Opfindere slet ingen Ære. — Handlingen har Hr. S.[Soelberg] beskrevet i et fransk og dansk Programme, hvilket, da vi læste, glædede os meget; thi vi henrykkedes af den smigrende Tanke, dog engang at blive frie for de kiedsommelige Harlekinader, og igien at see de Gamles Fabler fornyede paa vores Skueplads; men hvor vare vi ei blevne bedragne? dersom vi til al god Lykke ei vare blevne vaer, at den var inventeret og componeret af Hr. S.[Soelberg] — Hele Balleten varede, Tak skee Hr. S.[Soelberg], ei længere en Programmet fordrede Tid at læse. — [sideskift][side 026]Scenen skulde være ved Cytherea og Veneris Tempel; og ved Cytherea strander nogle engelske Matroser, og tilbeder Venus. — Hvor rigtig er ei dette efter Costumet og Historien! — Decorationen er fattig og usandsynlig. — Man tænke Veneris Tempel beskrives ved nogle Piller, som staaer i lige Linie, og Venus, — hvor staaer hun? — i en Krog paa høire Haand, og seer saa heslig ud, at vi toge hende an for en Furie. — Søen var elændig, og Skibene beviste os kun om den. — Det Dække, som skulde være Luften, var til al Ulykke saa gammel og tyndt, at man tydelig kunde see Jupiter med sine Tordenstraaler igien nem det. Nympherne vare just klædt i samme Dragt, som de Strandede, — ja vist Nympherne i Cytherea vare af Venus iførte denne Dragt ved et Mirakel, fordi engelske Matroser strandede ved et Underverk. — De kom ud af Træer, som i en temmelig afmaalet Frastand vare stillede. — Hvor glimrende er ei alt dette! — Musikken var sin Ballet værd. — Noget af Dandsen erindre vi os at have seet før; og om vi huske ret i Hr. Martinis Sicilianer og Matroser. — Hr. S.[Soelberg] Pantomine veed vel enhver, hvor udud-trykkende [sideskift][side 026]trykkende den er. — Jomfru Knudsen den ældre giorde sig megen Umage i Aften. Hr. S.[Soelberg] greb sig og noget an, — men han vilde dog ei behage, uagtet han med Hatten smukt i Haanden aftryglede Publikum dets Takoffere, som dog vare hans Dandserinde allene tiltænkte. — De slette og faa Figuranter, foruden andre Aarsager, kan ei undskylde Hr. S.[Soelberg], thi hvorfor tager han sig da et Arbeide paa, som han slet ei kan udfører — Men er hans Directeur Skyld deri, da des større Skam for ham. — Thi vi i det mindste, og vi troe Publikum selv, ombytte gierne Hr. S.[Soelberg] Balletter, hvor naragtigt og lærdt de endog ere betitlede med et Efterstykke, eller med intet.

1719Minna af Barnhelm, eller Soldater-Lykken, et Lystspil i 5 Optog, oversat af P. T. Vandal efter Hr. Gothold Ephraim Lessings tydske Original, som staaer i den anden Deel af hans Lystspil. Berlin 1767, i 8.

Endelig have vi seet det Haab opfyldt at see de Tydskes, som i de skiønne Videnskaber har giort saa forunderlig en Periode, deres Dramer oversatte til os. — Vi haabe ei at nogen af Smag og Læsning i disses fortreffelige Skrifter skal nægte, at en Schlegel, en Veyse, en Lessing og andre jo deels ved Kritiken, deels ved Dramer selv have opreist deres dramatiske Fortienester udødelige Æreminder. — Blant disse troe vi ingen har saa stor Ret til Navn af Forfatter og Konstdommer tillige, som Hr. G. E. Lessing, Forfatter af Minna. — Vi holde det ei fornødent at overbevise vore Læsere om Hr. L.[Lessing] kritiske Fortienester, da vi troe, at foruden Bidragene til Theatrets Historie og Opkomst, hvori han har stor Deel, et theatralsk Bibliothek og en hamborgisk Dramaturgie, uagtet al deres Særhed, ere uomstødelige Støtter for vores Dom. — Og en Mis Sare Sampson, og en Minna von Barnhelm ere unægtelige Beviser paa Forfatterens store Styrke i Karaktererne. — I Almindelighed at dømme om dette Stykke er det ypperlig, fuld af Karakterer, som formedelst Opfindelse, Dyd, Udførsel og Underholdning kort [sideskift][side 029]formedelst deres Fuldkommenhed, giøre sin Forfatter udødelig. — Det har mange rørende, lystige og interessente Scener; og et Sprog, hvis største Feil er, at det er nogle Steder for blomstred. Minnas Karakter er original og rigtig udført, men vi troe den er lidt indviklet, overdreven og ubestemt; thi at en heftig elskende kunde i saa lang en Tid ved en unyttig Intrige martre den oprigtigste Elskere synes alt for spøgende og usandsynlig. — Telheims Karakter, hvor prægtig er den ei! Dyd, Ære, Tapperhed udmærker ham; vel har han et sært Begreb om Æren, men dette Begreb er just det, som giør den interessent og original. — Men af alle Karakterene interesserer Paul Verners meest. Hvad kan tænkes ypperligere, end P. V., som aliene af Kierlighed til sin forige Majors Tapperhed og Dyder vil opofre alt, for at understøtte ham; og hvor meget ophøies ei Telheim ved denne! — Just uagtet han er en Bieperson, udmærker han sig dog ved en besynderlig Sammenblanding af Ont og Got: Troskab, Ærlighed og Grovhed. — Vertens Egennytte og Nysgierighed bliver got anbragt. — Og disse prægtige Karakterer underholdes altid saa meme-sterlig [sideskift][side 030]sterlig, at man taber dem aldrig, men bliver mere bekiendte med dem. — Dette Lystspil har mange rørende og interessente Scener, i sær de imellem T. og M. i 4 Act, — ja paa lystige feiler den og ei, den holder Siælen i god Lune, uden at overtræde det ædle Comiske. — Undertiden er den lidt kiedsommelig, og i den lange Samtale mellem M. og T. i sær mishagede den lange Forvirring i 5te Act meget; og hvad skal denne Intrigue til? — en Knude kan den ei være, da den er strax opløst for Tilskuerne; T. Karakteer sættes ei i større Lys ved den, men M. forvikles. — Men Dialogerne imellem P. V. og T. ere saa rørende, at det haardeste Hierte maa føle, og T. med M. i 4 Act 6 Sc. er saa gysende, at den forskrækker for meget. — Sproget er fuldkomment, men det som T. i 5 Act 5 Sc. »so dacht ich« o. s. v. bruger til at overtale M. er for poetisk, og man kan spore Digteren meer end Fortælleren, i sær veed vi ei, hvorfor det just her skal være saa blomstrende, da det ei er en umiddelbar Følge paa en heftig Affekt, og dersom den havde været en Følge heraf, saa kunde den bedre passe til en Monolog. — T. Monologer ere lidt for studerede, for Ex. 5 Act 4 Sc. og 5 Act 2 Sc. — [sideskift][side 031]Noget for meget af Scenen synes her er, det som Hr. L.[Lessing], i Bedømmelsen af Atreus og Tyest af Seneca i det Th. Bibl. 2 St., saa meget ivrer imod; og hvortil tiener Riccout de la M. uden at skiemte med en fransk Officeer, og til Fyldekalk? vi laste den ingenlunde, for saa vidt at den ei var interessant, men dette bør ei være en Forfatter nok, thi han bør anbringe det paa sit rette Sted. — At Hr. L.[Lessing] lader Fransiska staae ørkesløs den hele lange Samtale igennem med T. og M. i 5 Act er utilgivelig. — Ellers troe vi, at Minna von B. interesserede mere, naar den var kortere. — Hvorfore den heder M. v. B. veed vi ei, thi naar den skal have en Persons Navn, saa synes os, at den burde bære Hovedpersonens, og det er dog Telheim. —

Oversættelsen er af Hr. P. T. Vandal, og den giør ham Ære. — Foruden Smag og Indsigt i begge Sprogene udfordrede Soldater-Lykken en Oversætter, som tilfulde var bekiendt med Provincial-Sproget. — Og dette har Hr. V.[Wandall] temmelig rigtig truffet, kun nogle Stæder synes det at kunde forbedres, for Ex. 1 Act 2 Sc. »echter doppelter Lachs« overover-sættes [sideskift][side 032]sættes »ægte dobbelt Lax«, det forstaaer kuns faa. — Samme Sted, »selbst gemacht«, overs, »af hans egen Bryg?« Brændeviin siges ei at brygges, — og det synes os ei kort nok. — Paul V. Eed, »bey meine arme Seele«, overs. »ved min arme Siæl« er ei nationalt, burde være, paa min Siæl. — 5 Act sidste Sc. »Frau Wagmeisterin«, overs. »Frue Vagmesterske«, skulde være Frue Vagtmesters, og at Verten kalder Just Hr. Just, er ei brugeligt her, men nok Msr. — Der ere og andre Stæder, hvor Hr. V.[Wandall] ei synes at have udtrykt Forfatterens Mening, for Ex. 2 Act 2 Sc. da Verten qvestionerer Frøkenen, siger denne til Fransiska: »ich glaube wir werden vernommen«, overs. »jeg troer vi blive røbede,« men de kunde de jo undgaae, naar de vilde? kunde de ei indbilde Verten Usandheder? og troe vi at den Oversættelse af »vernommen« her var den rimeligste: »forhørte« — For Resten er Oversættelsen saadan, som vi ventede den af Hr. V.[Wandall], og vi vente med Længsel flere fra hans Haand. —

(Resten i næste No.)