Foyeren

Portraiter og Karakteristiker

af Edgar Collin

Forinden den danske Skueplads i 1748 fik sit faste Stade paa Kongens Nytorv, var det Uaar for de såkaldte "danske Akteurer". De havde ikke noget blivende Sted for deres Virksomhed, og de savnede ikke Konkurrenter, som gjorde dem deres Erhverv endnu mere surt og besværligt. General Hans Jacob von Arnold, til hvem Etienne Capion i sin Tid havde maattet pantsætte sit Theater-Privilegium, havde senere faaet dette fornyet for sin egen Person og udlejede det i Sommeren 1747 for 10 Rdlr. pr. Spilleaften til Julius Heinrich von Quoten, kongelig privilegeret Operateur, Okulist, Brokskærer, Saar- og Tandlæge, en Søn af den Theater-Entrepreneur von Quoten, som Holberg har udødeliggjort i "Hexeri og blind Allarm", 4. Akts 5. Scene:

Sønnen blev en farligere Modstander for "de danske Akteurer", end Faderen havde været. Paa Over-Landbygmester Kriegers Haveplads i store Kongensgade, omtrent ligeoverfor Marmorkirken, byggede han sig et Theater, der i Elegance langt overgik "Bergs Hus" i Læderstræde. Han var saa heldig at faae fat paa adskilligegode Kræfter, der viste sig habile til at agere, og skjøndt han ikke rent kunde løsrive sig fra Faderens Smag for Spektakelstykker, viste han dog en vis Sands for at vælge sit Repertoire. I den ene Saison, han holdt sit Theater gaaende, spillede han saaledes ikke mindre end syv Komedier af Holberg og tre af Molière, foruden at han ved Tragedier og Harlekinader søgte at give al ønskelig Afvexling. Han var som sagt en farlig Konkurrent for de danske Akteurer, og havnlig fordi han i sin Trup havde tre saa dygtige Kræfter som Hortulan, Clementin og Jomfru von Mandern. Af disse Tre ville vi her beskjæftige os med

Marcus Ulsøe Hortulan

Om hans Fødsel og Slægtskabsforhold er der kun Lidet bekjendt. Man ved, at han var født 1716 i Jylland og immatrikuleret som Student ved Kjøbenhavns Universitet. Om han er optraadt, inden von Quoten engagerede ham, er vanskeligt at afgjøre, dog er der Noget, der taler derfor, thi han kom strax til at spille en fremragende Rolle paa Theatret i store Kongensgade, og det er t. Ex. reimeligvis ham, der allerede paa den femte Forestillingsaften, den 28. November 1747, udførte Titelrollen i "Jeppe paa Bjerget", der senere blev et af hans Glandspartier paa Kongens Nytorvs Scene.

Tiderne vare imidlertid von Quoten ugunstige, og efter et Aars Forløb maatte han standste med sin Entreprise, hvorefter han ernærede sig ærlig og redelig i Kjøbenhavn ved at trække Tænder ud paa Folk, sølge Brokbaand, udleje Maskeradedragter og andet Sligt, der just ikke kan siges at staa i noget nøjere Forhold til det, der ellers kræves af en Theaterdirekteur. De danske Akteurer benyttede sig nu af denne Lejlighed til at komme i Besiddelse af et Theater, paa hvilket de kunde spille i Tiden mellem "Tjærehusets " Nedbrydelse og det nye Theaters Opførelse, og samtidig søgte de at hverve friske Kræfter til deres Trup. Først og fremmest maate de da have Opmærksomheden henvendt paa von Quotens opløste Selskab, og af dette engagerede de Jomfru von Mandern. "Hun — hedder det i Schwarz' "Lommebog for Skuespilyndere" for 1785 — rekommenderede dem igjen de Herrer Hortulan og Clementin, hvilke gjorde Prøve for Selskabet og Direktionen; Hortulan blev funden bekvem, og Clementin, som siden blev saa ypperlig, under al Kritik. Men Hortulan, af Venskab for sin Stalbroder Clementin, afslog aldeles at blive antagen, hvis han Kammerat ikke ogsaa blev det — et sjeldent Træk blandt Skuespillere, og som gjør Hortulan Ære i hans Grav! Hortulan var uundværlig for den danske Skueplads; vilde de have ham, maatte de ogsaa tage Clementin, hvilket omsider skete." — Overskou antager rigtignok, at der maa være en Urigtighed heri, eftersom Clementin i sin Ansøgning af 12. Marts 1755 kunde paaberaabe sig "næsten i otte Aar at have ageret som Acteur paa det danske Theater, men Uoverensstemmelsen i Tiden er saa ringe, at dette ikke i og for sig kan siges at være noget afgjørende Bevis, hvorimod der synes mere Grund til at antage, at Schwarz her har fortalt et Træk, der er ham meddelt af de Paagjældende eller deres Samtidige.

Hortulan var altsaa nu bleven Skuespiller ved det nye Theater paa Kongens Nytorv, og at han under sin etaarige Virksomhed ved von Quotens Selskab maa have viist sig som en ret betydelig Kunstner, synes at fremgaa deraf, at han strax fik et betydeligt Repertoire paa det danske Theater. Allerede ved Prøveforestillingen den 16. Decbr. 1748 var han remelilgvis medvirkende, idet han viste sig som Merkurius i Molières "Amfitryon", og ved den første Forestilling to Dage senere spillede han Geronte i Regnards "Dobleren." For begge Roller findes han i det Mindste anført i det kongl. Theaters ældste Regieprotokol og i den af Iver Als til Brug for en af Theatrets senere Direkteurer, Etatsraad Häseker, udarbejdede Fortegnelse over de Skuespil, der ere opførte fra 18. Decbr. 1748 til 21. Juli 1769.

Han debuterede altsaa som værdig Fader. Dette var egenlig slet ikke hans Fag, og han var i Begyndelsen heller ikke rigtig paa sin Plads her, thi endnu talte han med en stærk udpræget jydsk Accent, ligesom hans ungdommelige Udseende og lille, buttede Figur gjorde ham mindre skikket dertil; men paa hin Tid var Personalet ved det danske Theater saa faatalligt, at man maatte benytte sig af de Kræfter, som i det givne Øjeblik vare disponible. Mange Dage varede det dog ikke. før han blev anvendt paa den Plads, hvor han havde hjemme, thi allerede den 30. Decbr. 1748, udførte han sin første Arv-Rolle i "Maskeraden", otte Dage senere var han Arv i "Julestuen", og i den paafølgende Saisons Begynelse spillede han — idet vi forbigaa en hel Række mere eller mindre betydelige Roller — Hovedpersonen i "Jeppe paa Bjerget". At Hortulan har glimret i denne sjeldne Karakterrolle, vides af Samtidige Udsagn, men desværre savnes der en saa detailleret Kritik over hans Spil, som Rahbek f. Ex. har givet af Gjelstrups Fremstilling af den samme Figur. "Den dramatiske Journal" skriver om hans Spil: "Hr. Hortulan spilte Jeppes Rolle ganske ypperlig; dette kunde vi kuns ej lide hos ham, at han, da han sad ved Bordet, gjorde det, som Holberg vil have, at han skal tage Ridefogdens Kone paa Brystet. Uagtet at det er Forfatterens Villie, uagtet det egenlig er en liden Fejl, holde vi for, at slige Tirader kunde udelades, idetmindste burde de ej gjentages. Forresten var hans hele Aktion Natur, vel faldt han ej saa ganske naturlig paa Gulvet, men det er meget undskyldeligt." Grunden til, at Rosenstand-Goiske i sin Kritik anker over dette Træk i Hortulans Spil, maa søges deri, at man ligefra Stykkets første Opførelse til henimod Aarhundredets Slutning lod Ridefogedens Kone spille af en Aktrice, medens det Foragtelige for en stor Del faldt bort fra det Øjeblik, da Rollen blev spillet af en af Baronens Tjenere.

"Forresten var hans hele Aktion Natur." Saaledes lyde "den dramatiske Journals" Ord, og i disse faa Ord ligger maaske den bedste Karakteristik af Hortulans Spil. Som Født og opvoxet paa Landet havde han havt rig Lejlighed til at færdes blandt Bondestanden, mangt et karakteristisk Træk fra Bondens Liv og Færden var — møske ham selv uafvidende — blevet indpræget i hans Sjæl, og da Skjæbnen nu førte ham op paa Brædderne, dukkede alle disse Minder fra Barndommens Tid op i hans Erindring og halp ham til at udstyre Arv, Jeppe og de mange andre Bønder, som tildeltes ham, med de talrige karakteristiske Træk, som med Rette gjorde hans Fremstilling af disse Figurer saa berømt. Og dog var han ikke Naturskuespiller i den Betydning, at han ene overlod Alt til sin Natur og spillede paa sin øjeblikkelige Inspiration. Tvertimod, man veed, at han var en meget flittig Kunstner, der ikke alene skolede sit Organ saa godt, at den jydske Udtale efterhaanden tabte sig for Størstedelen, men som tillige anvendte stor Omhu for at opnaa den fornødne Harmoni i Gang, Bevægelse og Holdning. Arv var som sagt en af hans Glandsroller, og naar denne Figur er blevet typisk paa den danske Scene, skyldes det vel hovedsagelig ham, der fra Begyndelsen af har skabt den i en saa fuldendt Form, at ingen af hans Efterfølgere have dristet sig til Andet end at følge deres sstore Mønster, mulig med en Retouche af enkelte Smaatræk. "Det er efter vor Indsigt — skriver Rosenstand-Goiske om "Maskeraden" — ikke formeget sagt, naar vi sige, at Arvs Rolle ikke kunde blive ypperligere spilt, end den blev af Hr. Hortulan, som forestilte den sande danske Arv." Disse Ord maa der tillægges saamegen større Vægt, som den unge Kritiker — han var paa hint Tidspunkt kun atten Aar — ikke paa andre Steder i sin Journal er bange for at udtale en streng Dadel over Hortulan. Om hans Udførelse af Magisteren i "Det lykkelige Skibbrud" hedder det saaledes: "At Hr. Hortulan spilte Rosiflengiuses Rolle kun meget maadelig, ere vi vante til, som og at han var højst urimelig klædt; ej alene Puklen, han har, men endog hans oprejste Gang er saa unaturlig, at det er umuligt at tænke noget Virkeligt. Den hele Magister komme os ej for som en pukkelrygget Mand, men som en, der skulde, om han kunde, forestille en, ej paa en rigtig Skueplads, men i en Fjælehytte." Og i sin Omtale af den borgerlige Tragedie "Beverley" skriver han endvidere: "Stukelis Rolle havde Hr. Hortulan, og hans Aktion geraader ham til slet ingen Ære. Den var saa skjødesløs, at han endog to Gange gik rent fra Rollen, og er det dog ej skammeligt, at en god Akteur skal fortjene den Dadel, som den yderste Grad af Skjødesløshed fortjener? Om nu Hr. H. ej havde saa megen Omhyggelighed for sin egen Ære, som ene kan være Drivefjederen hos en dansk Akteur, burde han da ej for Tilskuernes Skyld i det Mindste lære den udenad? Og det skulde smerte os, om det skulde blive en Roes for ham, at han vidste sin Rolle, det som man med Billighed endog fordrer af den usleste Akteur. Et Par Steder var Aktionen, vi nødes til at tro af Slumpelykke, for Ex. i tredie Akt niende Scene, ganske rigtig. Ja! vi tvivle ej paa, at han jo kunde gjøre det bedre, naar han vilde."

"Den dramatiske Journal" kunde, som man seer, baade klappe og kradse. Dette mærkelige Produkt fra Skrivefrihedens første Periode i Danmark var af ingen ringe Betydning. Man ikke alene læste den unavngivne Forfatters Dagbogsblade, men man tog Hensyn til dem, baade Publikum og Skuespillerne, og mangen en Uskik paa Scenen fik Rosenstand-Goiske forjaget ved sin raske, uforfærdede Pen. Der kan da heller ikke være nogen Tvivl om, at Hortulan af og til har efterfulgt sin Kunstbrødres Exempel: at sløse i en eller anden Rolle, som ikke interesserede ham; men kan det end ikke forsvares, kan det til en vis Grad undskyldes ved det store og forskjelligartede Arbejde, der læssedes paa han Skuldre. Der gik ikke et eneste af Holbergs Lystspil, uden at han medvirkede deri, ofte i flere forskjellige Roller. I "Hexeri eller blind Allarm" spillede han saaledes paa en og samme Aften Arv og første Akteur, i "Melampe" første Bonde, Fiskeren og Marcolfi Tjener, i "Den politiske Kandestøber" Antonius, Gert Bundtmager og Arianke Grovsmeds, ja i "Ulysses von Ithacia" har han endog drevet det til paa selvsamme Aften at spille fire Roller: Marcolfus, første Jøde, Hververen og Trojaneren. Samtidig hermed lagdes der Beslag paa ham i næsten alle Molières Komedier, af hvilke "Den indbildte Syge", "Tartuffe", "Den Gjerrige", "Scapins Skalkestykker", "Don Juan eller Den ugudelige", "Doktoren mod sin Villie", "Fruentimmerhaderen" o. s. v. o. s. v. hørte til hans Repertoire; man tildelte ham efterhaanden alle de værdige Fædre, ja selv Syngespillet, som f. Ex. "Tronfølgen i Sidon", og Tragedien, bl. A. "Themistokles", "Zarine", "Merope", og "Emilie Galotti" krævede hans Hjælp.

Vi staa her ligeoverfor en ny Side af hortulans Virksomhed: hans Medvirken i Sørgespillet. Det er muligt hans største Triumf, at han trods den jydske Dialekt og trods sit store komiske Repertoire havde Ord for at være den bedste Deklamator af Vers og for at spille med mindst Unatur og Svulst. Herover har ogsaa hans Samtid afgivet sit Votum, og i "Journalen" hedder det saaledes, hvor Udførelsen af Voltaires Tragedie "Merope" omtales: "Narbas' Rolle har Hr. Hortulan; han deklamerte Versene saa godt, som det var muligt, og hans hele Aktion var ypperlig og naturlig; de mange Fordele, som Hr. H. har til slige Roller, gjør hans Aktion meget naturlig." Og da Rosenstand-Goiske omtrent ti Aar senere skrev sine, først af Molbech i 1839 udgivne "Kritiske Efterretninger om den Kongelige danske Skueplads", udtalte han sig heri paa følgende Maade om Kunstneren: "Jeg vil derfor gaa over til den gamle Mands Rolle, som Hr. Hortulan tilforn har spillet med saa megen Ære, men som hans ulægelige Sygdom neppe vil tillade ham oftere at udføre. Til den gamle Mands Rolle har denne Acteur mange Talenter; hans Ansigt er baade ærværdigt og fornemt, og det er umuligt at se paa ham i Tragedien, uden at tænke paa en ulykkelig og fornem Fader. Hans Stemme er tillige meget ædel og mandig, og hans Deklamation, eller Brug af Stemmen overhovedet fortræffelig til dette Slags Roller. Men det er ogsaa kun denne Art af tragiske Roller, han kan spille med Lykke, hvori man ikke seer saa meget paa Ansigtsspillet, eller paa Varieteten og Styrken af Tonefaldene; da en gammel Mands Affekter i Naturen selv ikke ytre sig saa kjendeligt, eller saa stærkt, som Tilfældet er hos den Unge. — Endnu maa jeg tilføje en Bemærkning om denne meget fortjente Skuespiller. Ingen af Mandfolkene ved vort Theater har nogen Tid nærmet sig til Hr. Hortulan i at kunne deklamere Vers, saavel i Henseende til at man tydeligt ved Deklamationen kunde mærke og overbevise sig om, at han forstod og var gjennemtrængt af sin Rolle, som ogsaa i den Henseende, at han virkelig deklamerede Rollen, og ikke blot skanderede den."

Denne Roes er saa meget desto større for Hortulan, som han ikke alene ikke havde noget Mønster, efter hvilket han kunde uddanne sig, men som han maatte bryde med den afmaalte, stive Spillemaade, der allerede var bleven fastslaaet ved vore Scene som den eneste sande og rigtige, og som han maatte kæmpe med alle de Vanskelighedere, det ofte vanvittige Kostume beredte den tragiske Kunstner. Hvorledes var han f. Ex. paaklædt i Johan Nordahl Bruns Sørgespil "Zarine", hvor han spillede Lovano, en af Medernes Anførere? Theatrets ældste Regieprotokol besvarer Spørgsmaalet saaledes: "En violet atlaskes antique Dragt med Couleur de Rose Ærmer, drapperet med guul tigret trille paa den venstre Skjød; en grøn kappe med sort flosses bræmme, en Sølvlahns Caschet med høye Plüme, udslaget Haar, røde strømper, Sorte skoe med røde sløyfer, Sabel." Saaledes saae en af Stykkets Helte ud, og nu Heltinden? Hun var iført: "En violet atlaskes Kyrratz broderet med sølvflitter, ditoe Skjørt, en sølv-lahns Caschet med høje Fier, en Couleur de Roses Kappe med sølvgatun og Sorte atlaskes bræmmer, en kort sidegevæhr, røde Halvstøvler, udslagne Haar." Man tænke sig en Kunstner aftegne Sacernes Dronning i dette Kostume; hvor vilde man nu ikke le deraf? Og det gjorde man da forøvrigt allerede paa hin Tid; ikke alene den franske Dramatiker Chevrier, som gjæstede Danmark i det kgl. Theaters første Aar, men tillige mange Kjøbenhavnere havde Forstand nok til at se det Absurde i, at en romersk Helt i Sørgespillet f. Ex. til blottede Arme bar Handsker og krusede Mansketter.

Wessel var som bekjendt den, der først slog en Pæl gjennem det opstyltede franske Sørgespil. Ikke blot i Ord og Handling, men ogsaa i Kostume blev det praodieret af "Kjærlighed uden Strømper", og da Hortulan medvirkede ved den første Forestilling som den Fortrolige, Jesper, vil det muligt kunne interessere Læserne at faae at vide, hvorledes det udødelige "Sørgespil" oprindelig var udstyret, saameget mere som vort Theaters Arkiv ikke vil kunne meddele nogen Oplysning i saa Henseende. Johan von Ehrenpreis var iført: "en blaaegraae Klædes Kiol, rød trilles vest, blaae trilles Buxer, 3kantet hat med opslaaede fier, og en rød- og hviidskriibet coccarde, støvler, en Silketørklæde om halsen; siden grøn silke kappe med guld-galoner, Skoe, store tinspænder, og hielm." — Grethe bar: "en hviid atlaskes trøye og skiørt med blaae garniture og smalle sølvtresser, og flohrs forklæde; siden et hvidt taftes Slæb og toe Sløhr." — Mettes Dragt bestod af: "Rød taftes trøye og skiørt med hviid piquering og flohrs forklæde; siden et hvidt taftes Slæb og Sløhr." — Mads: "først en Couleur de loups vest, blaae Trøye, guule Nanquins Buxer, Skomagerskiødskind, hviid flosset bomulds hue, et silke tørklæde om Halsen, blaae indsprængte Traaestrømper, Store Tin-Spænder; siden en graa Klædes Kiol, guul trilles Vest, Rød silke-Kappe med sølv-galoner, en hielm med sølvskiæl." — Og endelig var Jesper iført: "en blaaestribet Kittel, en streibet Kallemankes troye, guule Nanquins Buxer, blaae uldne strømper, brogede strømpebaand, et par smaa messing Skoespænder, brednæsede Skoe, rød ulden Nathue, Taassehaar; siden: trekantet hat med opstaaende fier, og en coccarde."

Hvorledes Hortulan, som det vel tilstrækkelig klart fremgaaer af hele Skildringen, hørte til Theatrets bedste og dygtigste Kunstnere, rangerede han dog kun i anden Klasse paa Gagelisten. Ved sin Ansættelse lønnedes han med 4 Rdlr. ugenlig, saalænge Skuespillene opførtes, hvorimod han i de nitten til tyve Uger fra sidst i Maj til sidst i September kun oppebar den halve Lønning. Ved Gagereglementet af 1772 avancerede han op til 500 Rdlr., men det var ogsaa det Højeste, han kunde drive det til. Hans Helbred var imidlertid blevet noget svækket, og da han naaede lidt op over Tredserne, maatte han søge sin Afsked med Pension, rimeligvis i Saisonen 1777-78. Naar han sidste Gang betraadte Scenen, kan ikke afgjøres med Sikkerhed. Hans Kammerater gav ham dog efter hans Afgang et smukt Bevis paa, hvor agtet og afholdt han havde været ikke alene for sine Evners, men ogsaa for sin hæderlige Karakters Skyld. Det af Schwarz stiftede "dramatiske Selskab", som allerede tidligere havde optaget ham som Æresmedlem, indgik til Theatret Direktion med et Andragende om at maatte give en Forestilling til Indtægt for ham, og Andragendet blev bevilget, ligesom Kongehuset var saa naadigt at overvære Forestillingen. Denneblev givet den 27. Februar 1779 og bestod af Komedien "Den bedragne Formynder" og Balletten "Statuen". I en Anmærkning i Theatrets Regieprotokol 1779 hedder det: "Denne Aftens Indkomster vare allernaadigst skiænkede Acteur Hr. Hortulan, som i Aften, paaklæd en père noble, to, efter 31 Aars Tjeneste, Afsked med de høye kongl. Herskaber, Theatret og Publicum." Hortulan har ved den Lejlighed neppe gjort Andet end at gaa ind og bukke, thi den i Schwarz' "Lommebog" for 1785 indrykkede "Taksigelse" fra ham til Kongehuset og Publikum i Anledning af Beneficeforestillingen begynder med:

og ender med de, for hin Tid, smukke Linier:

Endnu et Par Aar henlevede Hortulan, betrygget for Næringssorg ved den Pension, Kongen havde tilstaaet ham, og endelig hensov han den 11. (efter andre den 12.) Juli 1783. Hans Enke fik som en sær Naade en livsvarig Understøttelse af 60 Rdlr. aarlig, og med ham uddøde Kunstnernavnet Hortulan, thi en Repetiteur og Figurant af dette Navn, rimeligvis hans Søn, var uden al Betydning for Theatret. Foranstaaende Portrait er det eneste, der kjendes af ham; det er kopieret efter en Radering af Kühn, udført efter en Tegning, som er i Kaptain Agerholms Eje.