[1772 — 1773]

Ved Ordre af 6te Mai 1772 nedsattes af en Commission bestaaende af General-Lieutenant Køller Banner, Hofmarskalk Bielke, Conferenceraaderne Carstens og Nielsen og Hof Intendant Wegener; med Hensyn til at saavel den franske som danske Comedie og italienske Opera skulde sættes paa saadan Fod, at de hverken maatte være den Kongl. Kasse eller Staten til for stor Byrde, men afpassede efter begges Tilstand.

Under paafølgende 5te Junii nedlagde Comissionen en Forestilling, som viste Skuespillenes Bekostning fra Paaske 1771 til Paaske 1772, nemlig: 1) For den franske Comedie, som blev givet to Gange ugentlig paa Hofteatret, deels med smaae Balletter og delsmed Entreer af 27 dandsende Personer foruden Balletmesteren 66,755 Rdlr. 22 ß. 2) For den italienske Opera og den den danske Comedie, som bleve opførte paa det Kongl. Theater her i Byen 20,660 Rdlr. 16 ß. 3) som Over-Capelmester Sarti havde faaet i Forskud, 2000 Rd. og Tenoristen Ansanis og Sangerinden Almerighis Reisepenge 400 Rd. i alt 2400 Rd. Tilsammen som disse 3 Slags Skuespil kostede i samme Aar, (uden at regne Indkomsten ved Entreen til de danske og italienske Skuespil under Sartis Entreprise) 89,815 Rdr. 38 ß, foruden endeel tilbagestaaende Lønninger, som af Particuliere-Kassen for den italienske Opera, og den danske Comedie bleve udbetalte med 8.746 Rdlr. 44 ß., da Sarti, som Entrepreneur af disse to Skuespil, ikke kunde betale dem; og hvorunder dog ikke er indbefattet videre end det sidste Qvartals Løn for Italienerne, da disses Tilgodehavende hos Sarti for de forrige Qvartaler, som blev anseet for en privat Credit, ei blev dem erstattet.

Skuespillene havde saaledes kostet den Kongelige Kasse i Theateraaret fra 1ste Mai 1771 til 30 April 1772 i alt 98,561 Rdlr. 82 ß: ja der har været det Aar de have medtaget omtrent 120,000 Rdlr. uden at regne det, de danske Comedier og Operaer indbragte.

Ved den danske Skueplads vilde en Indskrænkning i Bekostningen saa lidet finde Sted, at Skuespillerne meget mere, formedelst deres yderlig ringe Gehalter af 6, 3, og 2 Rdlr. ugentlig, om de ikke ganske skulde blive modløse, vilde behøve en klækkelig Understøtning; thi Directionerne for den danske Skueplads havde stedse, indtil Hans Majst. Selv blev rørt af disse Skuespilleres Nød og Trang, været svage nok til, at efterlade at tale deres Sag, og kolde nok ved at de havde manglet det nødvendige til Livets Ophold, naar de Italienske, som altid havde været forbundne dermed, og havt deres mægtige og for dem interesserede Beskyttere, ere blevne saa rigeligen lønnede, at de kunde leve i Overflødighed. Paa en fuldstændig italiensk Opera, som skulde kunne tildrage sig Liebhabere, og indbringe noget tilstrækkeligt, var ei heller mindre at regne end hvad derpaa indtil den Tid var anvendt; thi af Sartis Sammenligning over Indtægten og Udgivten befandtes det, at han i de to Aar, han har havt disse to Skuespil i Entreprise, havde oppebaaret: 1) Af den Kongl. Kasse, foruden 4000 Rdlr., som ham blev godtgjort for de paa Hirschholm opførte italienske Skuespil, 30,828 Rdlr. 24 ß. 2) Af Entreen for de danske Comedier, den italienske Opera, Masqveraden, en engelsk Comedie og et Linie-Skuespil m. v. 39,333 Rdlr. 8 ß; og dog skulde Sarti endnu selv have tilskudt 5,452 Rdlr. foruden de ommeldte af Particuliere-Kassen udbetalte efterstaaende Lønninger 8,746 Rdlr. 44 ß.; I alt, som disse to Skuespil for to Aar havde kostet 84.359 Rdlr. 76 ß., og hvoraf de 39.574 Rdlr. 68 ß. virkelig vare falden den Kongl. Kasse til Last, uden at regne en betydelig Sum, som han blev skyldig saavel til Particuliere for leverede Varer, som til Italierne efter deres Engagement.

Efter saadanne Omstændigheder fandt Comissionen kun to Veie: 1) At den franske Comedie maatte nedlægges, og paa det danske Theater fremdeles opføres danske Komedier og italienske Operaer; eller og 2) at lade Operaerne indgaae og i disses Sted paa samme Theater tilligemed de danske at lade opføre franske Comedier; dog at Entreen i begge Tilfælde skulde Betales.

Den første Indretning var den, hvorledes den Kongl. Kasse maatte vinde den største Lettelse, da de italienske Sangere, hvis Antal ikke behøvdes at være stort, vilde koste ulige mindre end en fuldstændig fransk Truppe, og da Commissionen troede sig forsikkret om, at den italienske Opera her i Kjøbenhavn vilde indbringe langt mere end en nok saa god fransk Comedie; thi det var ikke usædvanligt, da Hans Majst. var udenlands, i hvilken Tid Entreen til den franske Comedie paa Hoftheatret blev betalt, at see næsten alle Loger ledige, og kun at finde 20 til 30 Tilskuere i Parterre nogle og Amphitheatret. Efter en paa Erfarenhed grundet Overregning, skulde til de danske og italienske Skuespils Underhold kun behøves omtrent 25,000 Rdlr. i Tilskud af den Kongl. Kasse, hvorved og var tænkt paa Lønningsforbedringer for de danske Skuespillere.

Derimod vilde, naar den franske Comedie skulde forenes med den danske, Tilskuddet steget til 40,000 Rdlr. aarlig. Dette satte endnu forud at en betydelig Reduction ved den franske Truppe maatte have fundet Sted, at Hoftheatret maatte nedlægges, og alle Skuespil, uden frie Entree, opføres paa Theatret i Byen; og at Huset maatte udvides med Tilbygning, for at forflytte den Kongelige Loge nær ved Theatret, og opnaae de øvrige nødvendige Indretninger. Commissionen føiede endnu til, at om det behagede Hans Majestæt, i det Fald at den franske Comoedie skulde vedblive, at underholde en Kammersanger og en Kammersangerinde, kunde disse undertiden, (fornemmelig de Aftener de danske Comoedier opførtes) med den herværende danske Skuespiller Musted og en Bassist, som endnu kunde antages, tillige opføre udvalgte Stykker eller Fragmenter af italienske Operaer, hvortil Sangeren Grossi og Sangerinden Torri bleve anseete for særdeles skikkede; for hver af disse to blev bragt i Forslag 1500 Rdlr.; for en italiensk Bassist 800, og for Musted 400, tilsammen 4,200 Rdlr.

Commissionen forudsaae, at de foreslagne frie Hofskuespils afskaffelse trode finde stærke Modsigelser; man vilde anføre, at ved den franske Comoedies Forfløttelse paa det Kgl. Theater i Byen, maatte Comoediehuset med Bekostninger udvides, hvorved alle Hoftheatrets Maskiner og Decorationer paa engang bleve gjorte unyttige og ubrugelige, da de til Theatret i Byen vare upasselige; at naar i det danske Comoediehuus kun blev spillet to Gange om Ugen, kunde Balletmester, Dandsere og Figuranter, og de til Balletterne henhørende Klæder være tilfælles for begge Skuespil, og hvert derfor betale det halve; at altsaa enhver vigtig besparelse lod sig med Hoftheatrets Vedblivelse megete vel beqvemme. Derhos vilde man forestille den Indtægt, som kunde ventes af Entreen i de franske Comoedier, saa ringe, at det skulde være uforsvarligt for en saa liden Vindings Skyld at lade indgaae et frit Skuespil, som geraadede Hoffet til Ære og Ziir. Disse vare de vel bekjendte Grunde, som i de fleste af de Stores Cirkler maatte tjene til Bestyrkelse for det fri franske Skuespils Vedblivelse, og som paa alle mulige Maader underhaanden søgtes understøttede til at vinde Kongens Bifald, dog fik Modgrundene Overvægt, nemlig: At den franske Comoedie vilde, skjøndt mindre end Operaen, altid indbringe noget, og desuden var med Nedlæggelsen af det frie Hofskuespil forbunden den vigtige Fordeel, at Indkomsterne ved de danske Comoedier vilde i Forhold dermed tiltage, at paa Betjente, Garderobe, Decorationer etc. opnaaedes en temmelig mere Besparelse naar den franske Comoedie med den danske i eet Huus og under fælles Opsigt blev forenet, end ellers kunde skee. Ved denne Indretning var den strænge og vedvarende Iagttagelse af en paa bestemte Udgifter indskrænket Plan snarest at haabe; da derimod, saalænge Hofskuespillet og dets Theater underholdtes, det, uagtet alle derved fastsatte oeconomiske Regler, ikke let torde feile paa nye Opfindelser, eller andre Anledninger, hvorved den dannede Etat med unødvendige Udgifter kunde overskrides; at det endogsaa altid blev aabent, igjen at indføre den italienske Opera, naar der paa den danske Skueplads, ligesom blev en ledig Plads til dens Modtagelse."

Commissionen anmærkede til Slutning, endskjøndt den havde baade de Frankes og de Italienskes Talsmænd at bestride: At Hoffet i langt bedre Tider, da den Kongelige Kasse ikke var, som i denne Tid, forgjeldet, ingen frie Skuespil havde givet, og at den ikke kunde tilraade Vedblivelsen af denne Bekostning, uden at tilsidesætte den Hensigt, som den var anbefalet og foreskrevet.

Skjøndt Commissionen i Grunden havde det danske Skuespils Opkomst til Øjemærke, gik den dog saa vaersom frem, at den ei engang yttrede noget om de Mangler, der fandtes ved de Fremmede, da det den Tid i de fleste fornemme Crkler var et almindeligt Sprog: at ingen af den danske Nation var oplagt til Sangen eller Skuespillerkonsten; ihvorvel de franske Skuespillere selv maatte tilstaae, og tilstode offentligen, at især en Clementin og en Londemann vare i deres Fag saa følgeværdige Modeller, at man skulde søge, og vanskelig finde deres Lige; Commissionen lod altsaa ved de foreslagne 4 Kammersangere blive en Skygge tilbage af den italienske Opera, og hvorved den gav Italienernes Partie et Haab om, at see den en Gang i Tiden restaureret. Saaledes vidste en Geheimeraad Carstens og en General Wegener, hvis eneste Øiemærke var, at lætte den Kongelige Kasse for noget betydeligt af disse Forlystelses-Bekostninger, og at drage det danske Skuespil, hvis Undergang nu var paa det Yderste, fra Mørket til Lyset, ved at lade blive nogle forstilte Haab tilbage, at svække deres Modstandere, saavel udenfor som i Commissionen selv, hvoraf nogle for de Fremmede indtagne Medlemmer giorde hines Hensigter besværlige.

I Ordre af 20de Julii gav Kongen følgende Resolution:

I Henseende til Commissionens Forestilling af 5te Junii 1772 er det Vor Villie: at den franske Comoedie herefter med den danske skal vorde combineret og opført paa den sidstes Theater, saasnart samme dertil er vorden indrettet; at Entreen for ingen af disse Spectakler skal være frie, men for begge betales med Penge; og at en Kammersanger og en Kammersangerske paa de foreslagne Vilkaar og til det proponerede Brug ligeledes maae vorde antagne. Men da det imidlertid er at befrygte, at denne Forandring i Henseende til den franske Comoedie ej saa strax kan ventes iværksat, saa overlades imidlertid Hoftheatret saalænge til Publici Brug, indtil det danske Theater dertil kan vorde apteret, dog med de Vilkaar, at fra 1ste Octbr. indeværende Aar af, Entreen paa samme, saavelsom paa det danske vorder betalt.

Det blev Commissionen tillige befalet, at indgive en nærmere Plan over den hele Indretning, til at iværksætte denne Forandring paa den sparsommeligste og ordentligste Maade. Commissionen modtog endnu Hs. Majest. Ordre af 10de Aug. at den italienske Sangerinde Almerighi tilligemed Acteur Musted maatte antages til de ommeldte italenske Stykker, den første med 800 Rdlr. og den sidste med 400 Rdlr., og at de til Skuespillene ansatte 40,000 Rdlr. aarlig ikke maatte overskrides.

Den paafølgende 26de Julii indgik Commissionen med Forestilling, hvorved var fremlagt: 1) 2de Etater over det franske og danske Spectakels Udgivter for Theateraaret fra Paaske 1772 til Paaske 1773, hvorefter Udgivterne for samme Aar saaledes vare bragte i Overslag, at dertil, foruden Indkomsterne for Entreen, som for det franske blev ansat til 3000 Rdlr., og for det danske til 9000 Rdlr., af den Kongl. Kasse vilde udkræves i Tilskud: til det franske 47,700 Rdlr. og til det danske 13,500, hvorhos Commissionen giorde opmærksom paa: at skiøndt Hoftheatret var mindre, end det danske, fandt den dog at Omkostningerne derved vare ulige høiere, og at Legationsraad Texier, som Inspecteur ved Hoftheatret, vilde sørge for en Besparelse deri for Fremtiden; at derved holdtes adskillige overflødige Betjente, saasom en Medicus med 300 Rdlr.; en Maskinist Le Boeuf Faderen til Acteuren, med 500 Rdlr. foruden at Enken Zuber, som besørgede Maskineriet, fik hver Aften 8 Rdlr. 3. Mk. til Folkene, og derforuden 200 Rdlr. aarlig; at man fandt det overdrevent, at Hofdandsemesteren, foruden en Underlærer, der nød 150 Rdlr. aarlig, var tillagt 800 Rdlr., som Informator ved Dandseskolen, da Commissionen ansaae en saadan Tieneste fuldkommen vel betalt med 400 Rdlr. og 80 Rdlr. til en Dansesal, og at der desuden var etunødvendigt Antal af ringere Betiente og Opvartere. 2) En Beregning over de foreslagne Tillæg og nye Lønninger for de danske Skuespillere: a) i Tillæg 1752 Rdlr. imod af det, de hidtil havde nydt til Nipper og frie Billetter derfra med 383 Rdlr. blev afregnet, saa at det egentlige Tillæg var kun 1369 Rdlr.; b) Nye Lønninger for en Skuespiller til Kierligheds og en til lystige Roller, og for en Actrice til Kierligheds og en til Moder-Roller, hver med 200 Rdlr., var 800 Rdlr.; hvoraf Tillæggene først tage deres Begyndelse med Novbr.; men de nye Lønninger beroede indtil duelige Personer kunde findes. Personerne i den danske Comoedie bestod den Tid kun af 7 Acteurer og 4 Actricer, og blev med de i Forslag bragte 4 nye, bestemt i alt til 15 Personer, paa det at der altid kunde være nogle til at træde i de Ældres Sted, naar disse afgik. Acteuren Rose, som blev sat paa 700 Rdlr. Løn, blev ogsaa derved paalagt den Forbindelse, at undervise og øve de unge Skuespillere i deres Roller.

Den danske Truppe, anmærkede Commissionen, er for nærværende Tid i den Tilstand, at Trang og slette Kaar har virket en synlig og Forestillingen selv ufordeelagtig Nedslagenhed hos dem, og at ved een eller to gode Skuespilleres Afgang, Spectaklet enten ganske maatte ophæves, eller paa eengang saa forfalde, at næsten intet kan ventes af det til Kongens, og en fornuftig, og i Smag og Indsigt kiendelig tiltagende, Nations Fornøielse. Havde Truppen ingen Understøttelse og Opmuntring at vente, kunde denne Følge aldrig udeblive. Men da det danske Skuespil just er det, som nogenlunde kan agtes for nødvendigt, da Skuespillerne bestaae af Landets egne Børn, der havde den næste Adgang til Kongens Omhue, og Han ved at ophiælpe Nationens Theater, vil give den en Prøve paa sin Kierlighed, som den med dybeste Taknemlighed vil erkiende; saa giorde Commsissionen sig Forhaabning, at Hs. Majest. ikke vil finde den maadelige Summa, som udbades for den danske Truppe, anvendt til Overflod, men heller end at tillade National-Spectaklets Forfald eller Undergang indskrænke den franske Truppe og det franske Skuespil. 3) En Beregning over Tillæg for Dandserne og Dandserinderne, i alt 546 Rdlr. 48 ß. Disse Tillæg grunde sig tildeels paa udtrykkelige Løfter af Directionen for Hofskuespillet, men især derpaa, at de nu skulde giøre Tieneste paa begge Theatre, og at nogle skulde træde op i de afskedigede fremmede Dandseres Pladser, samt for at opmuntre dem og sætte deres Løn nogenledes i Forhold med deres for Fremtiden tiltagende Arbeide. 4) Et Forslag til Betalingens Bestemmelse for Entreen i den franske Comoedie; og 5) en Fortegnelse paa de Personer, som vare at tilstaae frie Entree i denne Comoedie; hvortil allene var ansat at tage Plads i Damelogen: samtlige Hofdamer, Overhofmarskalken, Dronningens Overhofmester, Prinds Frederiks Overkæmmerer. I Parterret: Reise-Staldmesteren, naar Hoffet var paa Landet, de tre opvartende Kammerjunkere, General-Adjutanten du Jour, Kongens og Prinds Frederiks Kammerpager. I Logen No. 7 i den øverste Etage: De Kongl. Herskabers Laquaier og Løbere, som behøvedes til Opvartning.

Ved Ordre af 31te samme Maaned bifaldtes alle disse Poster, uden for saavidt som der for Fremtiden kunde giøres nogen Forandring i Henseende til den frie Entree; og derhos tilkiendegaves Commissionen følgende: Hvad i det øvrige den ved det franske Theater foreslagne Indskrænkning angaaer, saa approbere Vi samme saa meget mere, som venteligt noget klækkeligt derved for Vor Kasse aarlig kan spares, og tillades i Følge heraf, at den nuværende franske Truppe maa fra Paaske 1773 indskrænkes til et saadant Tal, som kan være tilstrækkeligt til at forestille smaa Operetter og smaa Comoedier af een eller tre Acter.

Under 17de Septbr. forestilte Commissionen hvorledes den strax i Følge af samme Ordre havde ladet kalde dem af denne Truppe, som den holdt meest skikket til at forestille disse Stykker, og proponerede enhver især, hvad man troede den, efter sine Gaver i Forhold med sin Tieneste, ved nye Engagement kunde vente i tilstrækkelilg og rigelig Belønning; hvorledes de i Almindelighed havde paastaaet mere, og nogle især en altfor overdreven Belønning, forbunden med saamegen Stolthed og med saamange Forbeholdenheder, i hvilke Roller de vilde spille og i hvilke ikke; og hvorledes nogle for deres egne særdeles Aarsagers Skyld endda ikke vilde blive, med mindre man tillige beholdt visse andre Theatret utjenlige Personer; saa at Commissionen maatte henstille om denne Truppe maatte opsiges til at afgaae med den paafulgte Paaske; da Hs. Majest. i saa Fald beholdt frie Hænder til at lade foretage de Indretninger, som Ham i Henseende til Skuespillene maatte behage. Dette approberedes med Befaling af Truppen strax skulde bekiendtgiøres sin Afgang.

Commissionen blev tillagt Ordre af 14de Sept., at Hofcapellet, ligesaavel som Spektaklerne, der nu vare reglerede, maatte blive sat i en bedre og ordentligere Stand end det var; og at Commissionen havde at undersøge dets nærværende Tilstand, og saameget muligt, tydelig bestemme Personernes Antal, Lønninger og Forretninger, paa det at al Uorden for Fremtiden kunde hæves, og alle og enhvere vorde tilholdt nøie at kiende og udøve deres Pligter.

Under 4de October tillagdes Commisionen Ordre, at Entreen endnu for denne Vinter til den franske Comoedie paa Hoftheatret maatte være frie. Hermed endtes og det frie Skuespil.

Forslag til Capellets bedre Indretning fremlagdes under 4de Martii 1773.

Capellet bestod den Tid af 29 Personer hvis Lønninger og Viinpenge udgjorde 10,350 Rdlr.

Desforuden var endnu ansat til overordentlige Udgifter, saasom til Instrumenters Vedligeholdelse, en Ballet-Repetiteur, Clavicimballets Underholdning, en Orchester-Kopiist, samt til Omkostninger for Musicorum Befordring til Concerterne ved Hoffet paa Landslottene og i Byen, Musicaliers Anskaffelse og videre 4,000 Rdlr.

Det oplystes derhos, at Capellet havde havt Wiindeputat in natura, og at samme under Capel-Directeuren kun var godtgiort nogle visse med Penge og tilføiet deres Løn, men andre ikke. Foruden disse Viindeputater havde Violonerne ogsaa havt andre Deputater og Fordele; nemlig: Capelmesteren og Concertmesteren, hver 3 Favne Brænde, og hver af de 6 ældste Violoner 1½ Favn, samt alle frie Medicamenter af Hofapothequet, hvorfor dem intet var erstattet. Directionen ansaae det overensstemmende med Billighed og Retfærdighed, at den Godtgiørelse nogle havde erholdt for deres Viindeputater, ogsaa strakte sig til de øvrige, der i alt var 11 Personer, og foreslog derfor, at disse maate hver godtgiøres, ligesom de andre 50 Rdlr. og tilføies deres Lønninger; hvorimod Emolumenterne af Brænde og frie Medicamenter ganske kunde bortfalde, paa den Grund, at deres Lønninger blev dem uden nogen Slags Afkortning udbetalte i Stedet for at de tilforn, ligesom andre Kongl. Betiente, maatte lide de sædvanlige Afkortninger, og at den Fritagelse for Afkortning var at ansee som en Erstatning for disse Emolumenter. Vinen, som Capellet havde faaet in natura, var beregnet til 1200 Rdlr. aarlig, hvorimod Godtgiørelsen derfor i Penge ikkun beløb sig til 1100 Rdlr.

I Henseende til de for Capellet reglerede Lønninger, da fandt Directionen, at samme tildels ikke vare paa det bedste proportionerede, og tildeels meget ringe.

Saaledes var Concertmester Hartmanns aarlige Løn kun 600 Rdlr. og 100 Rdlr. for Vinen, og Flautenisten Zielkes derimod 650 Rdlr., omendskjøndt Concertmesteren, uden at give ham noget efter i Duelighed, havde mere end dobbelt Arbeide mod Zielke. Af den Aarsag var Hartmann og tillagt 300 Rdlr. aarlig for at lade de Kongl. Indstrumenter, Clavicimballerne undtagne, holde vedlige og besørge Strengene dertil, for om muligt derved at gjøre sig en liden Fordeel, den Directionen dog ikke ansaae at blive større end 100 Rdlr., da det med Regninger blev beviist, at samme endog havde kostet aarlig over 300 Rdlr. Den meget duelige Hautboist Tauer og flere gode Musici fandtes og langt ringere lønnede end Zielke og Violon Zeyer. Efterat Directionen endvidere havde forklaret, at endeel af Kapellet Musici havde i 10 Aar giort Tieneste som Exspectantere uden Løn, og omsider dog kun naaet 150 Rdlr. til 200 Rdlr. aarlig, foreslog den, at de ved de første Stemmer, som spillede Solos og Obligat, vel kunde ansættes paa 200 Rdlr., og de øvrige hver paa 350 Rdlr., som Directionen ansaae for det mindste, de kunde behøve til deres nødtørftige Underhold. Kammer-Musicus Schjørring blev og bragt i Forslag til Cimbalist i Capellet, fornemmelig i den Henseende, at han skulde undervise danske Sangere og Sangerinder i deres eget Sprog, gaae deres Syngepartier igiennem med dem, hvortil han som en indfødt Dansk, og som en færdig og god Musicus blev agtet beqvem, og accompagnere i Orchesteret ved dansek Syngestykkers Opførelse; thi Directionens Øiemed var rettet derhen, at faae danske Syngespil opførte paa den danske Skueplads, deels oversatte af det Franske og deels Originaler, ligesom man allerede i Stockholm havde begyndt at opføre Syngestykker i det Svenske; saameget mere som den var af de ufeilbare Tanker, at de vilde tiene til en behagelig Afvexling; at det vilde fornøie det danske Folk at høre Syngespil i sit eget Sprog; og at Kundskab og god Smag i Musiken derved vilde udbredes. Overensstemmende med denne Hensigt, og paa det han tilligemed, som et Lem af Capellet kunde accompagnere og spille Concerter i Musikerne ved Hoffet, indstilte Directionen ham til en Løn af 400 Rdlr. Til Musicaliers og nye Instrumenters Anskaffelse for Kapellet blev anseet for nødvendig 300 Rdlr. aarlig.

Et Capel af 24 Musici, og hvis hele Indretning Comferenceraad Nielsen udarbeidede, blev af ham og øvrige i Directionen anseet fuldstændigt til alle Stemmer, og til at opføre alle muelige Theater-Musiker; for hvilke 24 Musici, tilligemed en Nodeskriver, et Capelbud, og en som skulde stemme og holde Clavicimbalet i Stand, i alt 27 Personer, blev ansat 10,650 Rdlr, og til Musicaliers og nye Instrumenteers Anskaffelse 300 Rdlr. For 4 andre til Capellet henregnede Personer, nemlig Capelmester Scalabrini, Harpenisten Kirchhoff, Balletrepetiteur Klopfer og Copiisten Duus 1500 Rdlr. I alt for 31 Personer 12,460 Rdlr. De 150 Rdlr., som var Copiisten tillagt, troede Directionen maatte ved hans Afgang tillægges Violon Lem, der kun havde 200 Rdlr., og hvorefter han, som endnu var ung, vel kunde vente, da han derved ogsaa fik den almindelige Violon-Løn 350 Rdlr.

Med Tiden kunde vel spares 1350 Rdlr. af bemeldte Sum for de overordentlige Personer: Scalabrini, Kirchhoff, og Klopfer, men det henstilledes, om ikke deraf, naar denne Besparelse fandt Sted, maatte anvendes 900 Rdlr. til Exspectanter af Landets Børn, og at lade een og anden af dem, som udmærkede sig ved særdeles Talent og Duelighed til Musiken, reise udenlands, for at opnaae deri større Fuldkommenhed, og med disse at besætte de afgaaende Violon-Pladser; hvorved den fastsatte Sum for Capellet blev 12,000 Rdlr. aarlig. Foruden Lønningerne blev og bragt i Forslag, hvad de skulde nyde i Diæt- og andre Penge ved deres Ophold paa Landet, saavelsom og til fri Befordring ved Concerterne paa Christiansborg, hvortil ingen vis Summa var at bestemme.

Under 27de s. M. bifaldt Kongen at 12,4540 Rdlr., fra 1ste Januar samme Aar bestemtes til bestandige Lønninger uden nogen Slags Afkortning, samt til Musicaliernes og Instrumenters Anskaffelse for Capellet; og saaledes skulde det, nu fuldstændigt og fuldstemmigt indrettet, saavel til alle theatralske Musiker, som til Concerterne ved Hoffet, for Fremtiden underholdes med 12,450 Rdlr., hvilket og fandt Sted under daværende Overhofmarskalk, Geheimeconferenceraad og Overjægermester Grev Holstein, som Chef for Capellet.

Den 6te April forestilte Directionen hvorledes den vel havde meent at udvalgte Stykker eller Fragmenter af italienske Operaer ved Kammersangeren Grassi og den danske Acteur Musted, og Kammersangerinderne Torri og Almerighi, skulde have fundet besynderligt Bifald de Dage, og de danske Skuespil bleve opførte, og til Kassens Fordeel tillokke mange Tilskuere; men da det derimod i denne Vinter havde viist sig, at de noget afkortede og sammentrukne italienske Operaer, som i Stedet for Fragmenterne bleve opførte, efterdi Grassi og Torri, i Henseende til deres Antagelse paa andre Theatre, ikke meente at kunne synge i afbrudte Stykker, intet mærkeligt havde bidraget til Indtægtens Forøgelse, ligesom de og ved deres Længde havde giort det egentlige nationale Skuespil for megen Afbræk, saa holdt Directionen det fordeelagtigere, saaledes som allerede var begyndt, at lade opføre danske Originaler, og af det Franske eller Tydske oversatte comiske Operetter og Syngestykker, især da Cimbalisten Schjørring var antagen for at undervice de danske Sangere og Sangerinder i deres eget Sprog i Musiken, og for at gaae deres Partier igiennem med dem, og ved Stykkernes Opførelse af accompagnere i Orchesteret, saa at de med de danske Skuespil paa samme Dage combinerede italienske Stykker, og den deraf flydende Udgivt kunde med 1ste Maji ophøre.

Men Kongen resolverede, at disse 4 Personer endnu paa et Aar skulde engageres.

Under 30te April 1773 erholdt Directionen Befaling, indeholde: 1) at for næste Vinter ønskede Hans Majestæt at kunne i Sit Eget Lands Sprog have 2 Gange om Ugen paa Hoftheatret en liden Comoedie og en Operette eller andet dramatisk Syngestykke, giorte i en god Smag og for Hoffet værdig, og opførte paa en smuk og angenem Maade, at 2) til dette Øiemed kunde anvendes 6000 Rdlr.; at 3) i den Henseende maatte a) tilveiebringes i denne Sommer slige gode Stykker; Præmier kunde dertil hielpe, men Publicationer derom maatte snart skee. b) Til at oplære unge og for Theatret tjenlige Mennesker i Vocalmusiken kunde man antage Potenza, og give ham Gage, maaskee han og kunde hielpe til at give dem anden theatralsk Beqvemhed, kortsat: en Slags Skole behøvedes, hvortil Directionen skulde indgive en Plan, c) vilde det være nødvendigt, at de gode Mænd, som nu af Patriotisme føre Directionen, endnu et Aar vilde vedblive samme, men tillige foreslaae til Meddirecteurer unge Mænd, som kunde antage sig visse Dele i Besynderlighed. Sagen ansees vigtig, fordi man kunde spare Landet fra et fremmed og bekosteligt Theater; desuden hører og saadant til vort Folks og Sprogs Ære.