>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Femte Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1864. 879 sider.

[Sex og Halvfemsindstyvende Saison, 1. September 1843 til 31. Mai 1844 + 3. Juni til 8. Juli 1844, side 629-663]

[Oversigt over repertoiret 1843-44]


[side 629]Det var at mærke, at den utrætteligt ivrige Collin i denne Saison tog sig af Forretningerne, især med Hensyn til Repertoiret, hvoraf Levetzau gjerne lod ham have Styrelsen, da han selv ikke vidste hverken hvad det indeholdt eller hvorledes det var at anvende. Kraftigt understøttet af den med alle Theatrets kunstneriske og personlige Forhyld nøie bekjendte Regisseur Liebes Raad. Forslag og Yndest hos hele Personalet, var Collin idelig Dristighed baade for at gjøre flere Stykker gangbare og at raade Bod paa indtrædende Hindringer. Han forlangte Anstrengelser, men ved stadigt at komme paa Theatret og færdes iblandt Personalet vidste han ypperligt hos hvem og til hvilken Grad han maatte søge dem opnaaede enten ved venlig Anmodning eller ved alvorlig Fordring. At faae en Opera som "Figaros Bryllup" opført to Dage itræk eller tre store Operaer i en Uge var ham derfor ligesaa gjørligt som det senere af baade Directeur og Sangere er fundet utænkeligt. Med Valget af ældre Stykker til Gjenoptagelse var han overhovedet heldig, fordi han derved tog Anviisning af Liebe og Bestemmelse efter Kritikens og Kassens Attest. De nye Stykker stadfæstede derimod, at hvor han ikke havde denne at [sideskift][side 630]holde sig til "tog han Løst og Fast, som det kom ham for Haanden." Et meget stærkt Beviis derfor var et originalt saakaldet Lystspil "Skinnet bedrager" af en Anonym; thi noget i Opfindelse, Handling, Personskildring og Dialog saa Flaut og Vidløst, som dets fem Acter bøde Publikum, skulde man aldrig have ventet at see bragt paa Scenen af en kongelig Bestyrelse. Ikke engang Fremstillere som Fru Heiberg og Phister kunde afvende lydelige Mishagsudbrud under de to sidste Acter, og det faldt for Piben uden at en Haand rørte sig til dets Forsvar. Et andet anonymt Original-Lystspil: "Brevet," i een Act, gik det ikke stort bedre; thi vel var der i det dog adskilligt Moersomt, men dette var tilveiebragt ved af flere stærke Usandsynligheder at frempine endeel Misforstaaelser, hvormed Publikum meget let kom underveir medens Hovedpersonen paa ingen Maade vilde lade sig føre ud af dem. — At Tilskuernes Masse saae mere paa en Digtnings Stof, end paa dettes Behandling, var en saa ofte gjort Erfaring, at Bestyrelsen kun ventede ringe Virkning af Oehlenschlägers Tragedie "Erik Glipping," da Tildragelsen ei alene allerede var bragt paa Scenen i Boyes med stort Bifald optagne "Erik den Syvende," men nylig ført videre i den med blændende Pragt 15 Gange givne "Erik Menveds Barndom." Dens Udstyr blev derfor ligesaa tarveligt som Ballettens havde været glimrende; det gjaldt ikke om at anskaffe det Rigelige og Rigtige, men om "at hjælpe sig med hvad man allerede havde," hvilket skete til den Yderlighed, at Marsk Stig staaende i en islandsk Brædehal beskrev den som sin prægtige Riddersal. Oehlenschlägers aandfulde Værk og dets overhovedet ypperlige Udførelse bragte imidlertid Publikum saaledes til at oversee Staffagens Jammerlighed, at det ved Tæppets Fald udbrød [sideskift][side 631]i levende, længe vedholdende Bifald. Digteren havde atter her givet en selvstændig, fra Historien og Sagnet meget afvigende, Skildring af Begivenheder og Charakterer; men hvad der var skabt af hans Phantasie fremtraadte med et saa bestemt Præg af Tidsalderen og havde ved Samstemning med sig selv og det Hele en saa stor indre Sandhed, at dette Værk hørte til dem, hvori han herligst havde aabenbaret sit Genies Kraft til, at fremmane et livfuldt Billede af en bestemt Tid og at tegne poetisk opfattede Charakterer saa kjækt og fast, at de overraskede ved Naturtroskab som ved Kunstskjønhed. Tillige var Planen ypperligt udkastet; Handlingen skred, uden Afbrydelse ved Episoder, ædelt og i , stedse stigende Betydenhed frem af Charakterernes Indvirkning paa hverandre; de theatralske Effectmomenter udsprang let og tvangløst fra godt motiverede Situationer; Sproget var i al sin Rigdom paa skjønne Tanker og Billeder enhver af de Talende naturligt. Nielsen havde i sit herlige, malmfulde Taleorgan, sin imposante Figur og sit ædelt aabne og mandige Ansigt alle Naturgaver til en ypperlig Fremstilling af Marsken og han brugte dem, især saalænge den ridderlig Djærvhed var det Fremtrædende, med stor kunstnerisk Dygtighed. Det var med fuldeste Sandhed at det i en Anmeldete hed: "Hr. Nielsen gav Stig Andersen med en beundringsværdig indre Kraft; hans hele Foredrag kom fra Hjertet og gik til Hjertet. Her er den ægte Svada; det er ikke Skrigen, foregiven Begeistring, Lefken efter Effect ved svulstig Declamation; men netop ved plastisk Ro, en sjelden Beherskelse af Organets Kraft, den reneste Naturlighed og en, selv i aldeles fordringsløst henkastede Replikker, overalt fremtrængende dyb Følelse, er det at Kunstneren griber Sjælen og river Publikum med sig. Hans [sideskift][side 632]Nuancer ere ligesaa bløde som betegnende; de udtrykke med den allæstorste Bestemthed Charakteren og den øieblikkelige Sindsstemning, men glide ikke destomindre over i hinanden med en beundringsværdig Ynde. I de tre første Acter var hans Fremstilling et sandt Kunstværk, reent, ædelt og henrivende: i de to sidste Acter var han mærkeligt adspredt, hvorfor der indløb Fortalelser og vage Momenter, som gjorde hans Fremstilling stort Afbræk." Holst, der heldigt havde opfattet Kongens meget vanskelige Rolle, gav flere Partier deri meget varmt og udtryksfuldt, navnligen hvor Kraften kom til Frembrud, hvilket ved hans Spil var af stor Virkning. Jens Grand havde en udmærket Fremstiller i Kragh: hans Maske, Holdning, Stemme og Bevægelser samlede sig til et bestemt udpræget Hele, der med stor Fasthed og fortræffeligt nuanceret gav Billedet af den stolte, kløgtige og skarpt ironiserende Geistlige. Den af Digteren i faa Træk mesterligt givne Skildring af Marskens Huusholderske Mechthildis blev af Jfr. Jørgensen særdeles smagfuldt holdt i Ensemblets Mellemgrund, men stod desuagtet saa klar og bestemt i sin indtagende Individualitet, at hun vandt levende Bifald. Ikke mindre kunstnerisk ypperlig var Fru Heibergs kjække, kraftfulde og dog i Dictionen fiint nuancerede Udførelse af Agnetes lille Rolle, der ved hende bidrog meget til at lægge en forunderlig mørk Stemning i sidste Act. Den af Oehlenschläger fortræffeligt tegnede Ranild Jonsøn blev derimod ved Wiehes Fremstilling en mod Digtningens Aand og Costume stærkt afstikkende Person. Den unge Kunstner havde søgt Originalitet ved ret kraftigt at paatvinge Rollen alt, hvad hans Studium og Flid ikke endnu havde faaet aldeles drevet ud af det ham personligt "Underlige." Tidligere havde man seet hans Genialitet bryde [sideskift][side 633]igjennem dettes Urede; her saae man den saaledes søge sit Udtryk just deri, at der fremkom en hverken med sig selv eller sine Omgivelser harmonerende bizar Figur. Gik en Anmelder end vel vidt ved at paastaae, at der endnu "i Alt, hvad han fremstillede, var noget positivt Personligt, som tillige var uskjønt og greb førstyrrende ind i hans Præstationer," saa var dog den tilføiede Bemærkning fuldkommen rigtig, at det "positivt Personlige" bestod i "snart en Læspen i Stemmen, snart en Fremluden med Hovedet, snart en cavaleeragtig Appuyeren paa den ene Deel af Legemet" og at det "intetsteds gjorde en ubehageligere Virkning end netop i denne Rolle; thi en affecteert Modedukke med en Tilsats af Bournonvilles Mephistopheles og Lesebvres Rane Lange tør Oehlenschlägers Ranild Jonsøn ikke være." Directionens pecuniaire Omgang med et jaa herligt Værk af Danmarks store nationale Digter var ikke engang blot retfærdig. Hver af de fem Forestillinger indbragte ved Kassen gjennemsnitlig accurat 300 Rdlr., som var en dengang betydelig Indtægt, men alligevel kom den originale Tragedie aldrig mere til Opførelse medens den oversatte Opera "Moses," efter ved hver af de fem første Opførelser gjennemsnitlig kun at have givet 237 Rdlr. (Indtægten for Logerne ved Forestillingen uden Abonnement fraregnet) blev i denne Saison givet endnu to Gange, — den ene med 116 Rdlr., den anden med l02 Rdlr. Indtægt! — og endda senere forsøgt bevaret i Repertoiret. Dertil kom, at "Erik Glipping" med liden Bekostning gik saa fortræffeligt, at den var Skuepladsen til Hæder, hvorimod "Moses" med stor Bekostning kun opnaaede Opførelser, der beviste Theatrets Uformuenhed til nogenlunde tilfredsstillende at give italiensk Opera seria. — Som alle H. Hertz's større [sideskift][side 634]Arbeider var hans Femactslystspil "Amanda" Behandling, af en ny poetisk Idee. Han vilde, idet han stillede en ideal Verden, der er sand ved sin Skjønhed, imod en triviel Virkelighed med dens indbildte Civilisation og Kløgt, lade en Pige af ringe Stand og uden Dannelse, men sig ubevidst rig paa herlige Sjæleevner, efterhaanden, under Kamp mod Aandløsheden og opklaret ved en ædel Ynglings romantiske Kjærlighed, komme til en saa fyldig Aandsudvikling, at hun derved vinder Kraft til at hæve sig over den egoistiske Prosaverden og beseire dens rænkefulde Anslag. Planen var fortræffeligt lagt: Udviklingsmomenterne traadte ei alene frem i en nøie overveiet sindrig Trinfølge, men hvert for sig behandlet med en fiin Menneskekjenders Indsigt og i poetisk Forklarelse. Den theatralske Effect skadedes imidlertid ved at Virkeligheden ikke var underlagt nogen bestemt historisk Tid, hvorfor Tilskuerne fandt mindre Sandhed i dens Latterlighed end i det ideale Livs Romantik, De Scener, hvorunder Amanda kom til ny Udvidelse for sit aandige Liv, gjorde alle stor Virkning; Forbindelsesscenerne imellem dem fandt Publikum derimod carikerede. Dette laae dog ikke fornemmelig den, at Digteren ikke havde knyttet den comiske Virkelighed til et forklarende bestemt historisk Tidspunkt, eller i at han, for at fremhæve Amandas Sjæls Reenhed og hvorledes den bestandig vandt større Indhold, havde malet den Plathed, hun luttrede sig ud af, med stærke Farver; men som de førstnævnte Scener bleve af Fru Heiberg og Wiehe spillede ligesaa zart og gratiøst som ildfuldt, saaledes bleve de sidstnævnte af en haandfast Comik trukne ind i det stærkt Overdrevne, istedetfor at Fremskillerne skulde med Smag have lempet dem til at gaae ind under det Romantiske, der gav Stykket Grundtone. At [sideskift][side 635]Mængden tog Alt, hvad der fra Scenen blev den givet, for at være forlangt af Digteren, var en Skjæbne, som Hertz maatte dele med andre Forfattere, men hans Værk var af en saadan Natur, at det i Omdømmet leed mere derved, end mangt andet vilde have lidt. Kun de to Personer, som repræsenterede den ideale Verden, skete Fyldest i Udførelsen, men det ogsaa i fuldeste Maade. Amanda var en af de psychologisk-poetiske Skildringer, hvori Fru Heibergs levende Phantasie, sine Smag, Skarpsindighed til at udsfinde Digterens Intentioner og klare Forudseen af sit Spils Virkning ret kundgjorde sig igjennem Opfattelsen, og som hun i Udførelsen gav en fortryllende Kraft ved aandrige, ligesaa mageløst blødt som bestemt udtrykte Nuancer og den Ynde og Sjælfuldhed, der gjennemaandede hendes hele Væsen. Gradationen af Amandas Udvikling fra barnlignaiv Pige til den ved Aandsdannelse færdige elskelige og elskende, sig sin Værdighed bevidste Qvinde var beundringsværdig, fornemmelig ved den fiintanlagte og klart fremskillede Overgang fra det ene Hovedmoment til det andet. Som Prinds Julian var Wiehe ganske i sit Element: dyb Følelse, ædel Pathos, phantastisk Sværmerie og erotisk Varme forenede sig saa inderligt i hans Diction og mimiske Udtryk, at man ikke endnu paa den danske Scene havde af Mesterne i Elskersaget seet en saa fuldendt Fremstilling i romantisk Aand. De mange store Skjønheder i Værket og dets Udførelse kunde ikke saavidt forsone nogle stemmegivende Smagsdommere med de Feil, det havde, og de langt større, som de vilde finde den, at de jo maatte ville søge at forjage det fra Scenen: ved den første Forestilling hørtes temmelig stærke Mishagsyttringer; ved de følgende udtalte Publikum, henrevet af det Poetiske, saa levende sin [sideskift][side 636]Begeistring under Opførelsen, at Bifaldet blev eenstemmigt og stærkt efter den. Ikkedestomindre henlagdes Stykket efter fire Forestillinger, skjøndt hver havde, i en ugunstig Aarstid, gjennemsnitligt ved Kassen indbragt 267 Rdlr. — Partieaanden var saa virksom i Bladenes Bedømmelser af Stykker, at medens disse, naar Talen var om en Protége, hvis Arbeide havde fundet ugunstig Modtagelse, ikke noksom kunde lægge Publikum paa Hjerte, hvormeget det skadede sig selv og Scenen ved Mangel paa Overbærelse, omtalte langt bedre Arbeider med største Ringeagt, naar disses Forfattere ikke stode i Bedømmernes personlige Yndest. Da dette dengang var Tilfældet med H. C. Andersen, maatte han undgjælde for, at det var blevet en i Theaterverdenen offenlig Hemmelighed, at det anonyme Drama "Kongen drømmer" var af ham. Især udtalte "Kjøbenhavnsposten" sig med Haan om det. Fem Maaneder efter yttrede dette Blad i Anledning af det Mishag, hvormed Publikum optog den temmelig platte Vaudeville "En Aften i Tivoli," der ogsaa fremkom anonym, men som Alverden vidste var af F. I. Hansen, der havde Velbehagelighed for Anmelderens Øine: "Det er en mærkelig Rigorositet, der er kommen over Publikum i Bedømmelsen af originale dramatiske Frembringelser, en Strenghed i Fordringerne, der, hvis den vil tiltage, som den har begyndt, efterhaanden vil bringe det dertil, at ingen dramatisk Digter længer vil udsætte sit Arbeide for en saa streng Dommers Kjendelse, der ikke engang er bygget paa fornuftige Præmisser." Ved Andersens Stykke foregik Anmelderen omvendt Publikum med Exempel paa "mærkelig Rigorositet." Vel ansaae han det for "sin Pligt" at vedgaae, at det var optaget med ualmindeligt Bifald, "hvilket dog virkelig ikke havde den Betydning, der [sideskift][side 637]i Almindelighed tillagdes det;" men for ham stod Stykket som noget saa Forkasteligt, at han ikke paa Spørgsmaalet til sig selv: "Har dette Stykke da aldeles ingen Fortjeneste?" kunde finde andet Svar, end: "Jo en lyrisk!" og selv denne fik han nedsat ved at bemærke, at "Lyriken ofte var tam og ucorrect, da" — det havde han ved Opførelsen kunnet høre uagtet Versenes Enjambements!! — "adskillige af de femfodede Jamber havde sex Fødder." Meest agtelsesfuldt og tillige retfærdigt bedømte "Berlingske Tidende" dette med alle sine Feil særdeles talentfulde Arbeide saaledes: "Det er ikke, endskjøndt det kaldes saaledes, et Drama, thi denne Benævnelse betinger en Handling, hvori der, ved de optrædende Personers selvstændige Virksomhed, aabenbarer sig en Kamp imellem Frihed og Nødvendighed, og dette savnes ganske i Stykket; thi Hovedpersonen, Kongen, er fuldkommen lidende, og hvad der udføres af Personerne i Drømmen er vel Handling, men svæver ham forbi som Brudstykker af det Forgangne, som Erindringer, der kun hos ham fremkalder Reflexioner, men ikke vækker, og ikke, under det givne Forhold, kan vække nogen Villiesyttring og heller ikke leder til den følgende Forandring i hans Skjæbne, som tvætimod ene foranlediges ved Omstændigheder, der ligge udenfor Stykket. Den i og for sig meget smukke Idee har et mere episk-lyrisk, end dramatisk Indhold; den kan, som den i dette Stykke er bleven, dialogiseres til nogle interessante Scener, men ikke afgive en Handling, der i sig selv indeholder Betingelserne for sin Udvikling; Digteren har phantaseret over de Følelser, der under Kongens lange Fangenskab maae have været levende i hans Sjæl; nogle af disse Phantasier meddeler han Tilskuerne igjennem Kongen selv eller den gamle Tjener, at andre ere legemliggjorte i [sideskift][side 638]to Billeder, der fremtræde i dramatisk Form, kan ikke gjøre selve Stykket til et Drama. Imidlertid er der i de to Billeder, endskjøndt deres Hovedpersoner og Grupperinger ere tilstrækkeligt bekjendte fra andre Behandlinger af Stoffet, et dramatisk Element, som tydeligen røber, at der i den anonyme Forfatter rører sig et ikke almindeligt Talent for den dramatiske Digtekunst; Sigbrit og Dyveke ere nemlig i raske Træk udførte efter en fri og selvstændig Charakteeropfatning. Vel have disse to Personer ikke i de saa Situationer kunnet komme til et saadant Udtryk af Tanker og Følelser, at de ere blevne Charakterer, men de have et meget bestemt Physiognomie, og i dette aabenbarer sig en Originalitet og Livlighed, som giver en kjækt henkastet Skizze af to interessante Individualiteter. Ogsaa har Forfatteren — endskøndt han saalidet har overvundet de store Vanskeligheder, den theatralske Fremstilling af Ideen lagde ham iveien, at Benths hele Rolle er bleven en eneste, ved Tableauerne afbrudt, Monolog, — flere Steder, ved Forbindelsen af Kongens Tilstedeværelse i Fængslet med hans Optræden i Drømmen, viist saamegen Sands for det Theatralske, at man tør vente, han vil vide at behandle et mere dramatiik Stof med Smag og god Takt for theatralsk Effect. Hvad der fortjener ubetinget Roes er det særdeles ædle Sprog." Med Undtagelse af at Mad. Nielsen ved sit Mesterspil gjorde den Skizze, der var givet af Sigbrit, til et med Bestemthed i Udtrykket og Kraft i Farvegivningen imponerende Billede, at Fru Heiberg var en fortræffelig Dyveke, og at Rung ved sin charakteristiske, dramatisk malende Musik Ypperligt understøttede Poesiens Virkning, havde Forfatteren større Grund til Klage end til Glæde over Udførelsen; thi ei alene var Maskineriet særdeles slet, men Nielsen gav Kongen [sideskift][side 639]med stor Usikkerhed i Memoreringen, hvilket var saameget mere dadelværdigt da just han, ved meget uforsigtigt forud at yttre sig om Versificationens Incorrecthed, var bleven Skyld i, at "Kjøbenhavnspostens" Anmelder havde faaet Øre til at opdage den, endskjøndt han ikke røbede Evne til at høre de mange grove Fortalelser. Forresten afgav dette Stykke et kraftigt Beviis for der anførte Mislige og Vilkaarlige ved Betalings-Regulativet. "Erik Glipping" havde ved fem Forestillinger givet Oehlenschläger et Honorar af 650 Rdlr.; "Amanda" havde ved fire Forestillinger indbragt Hertz 498 Rdlr.; derpaa vare begge Stykker blevne henlagte for bestandigt. Ved hver af de første fem Forestillinger, hvori "Kongen drømmer" blev givet, bestandig i Forening med yndede Sager, indkom gjennemsnitlig ved Kassen (Indtægten for Logerne ved Forestillingerne uden Abonnement fraregnet) 273 Rdlr., altsaa 27 Rdlr, mindre end for "Erik Glipping," 12 Rdlr, mere end for "Amanda." Er nu Forfatterens Honorar, som er rimeligt, blevet ansat til 40 Rdlr, ved Antagelsen og 60 Rdlr. for hver Forestilling, da har han af de otte Forestillinger, der gaves i denne Saison, — uden at behøve at bekymre sig om at de tre sidste, skjøndt Stykket ogsaa i dem gaves med udvalgte Sager, kun i Gjennemsnit indbragte 147 Rdlr., — havt et Honorar af 500 Rdlr. Har der — hvad der ikke er umuligt, da Stykket var i Vers og Andersen hørte til de Forfattere, hvem "Directionen undte det," — været tilkjendt Stykket en saa stor "qvalitativ Interesse for Scenen," at det er blevet honoreret med Maximum for Stykker som ikke udfylde en Forestilling, da have de otte Forestillinger indbragt Forfatteren 700 Rdlr., og dertil stod det i Directionens Vilkaar at skaffe ham Honorar af endnu 17 [sideskift][side 640]Forestillinger med hvilken Indtægt de end bleve givne. Sammenligner man de tre Stykkers Betydenhed, Indtægten ved hver Forestilling og deres Forfatteres forholdsvise Udbytte af dem, da vil — hvad enten "Kongen drømmer" er bleven honoreret paa første eller paa sidste Maade, — det store Misforhold let falde i Øinene.

Kongens store Yndest for den holbergske Comedie havde i den sidste Tid drevet Directionen til lidt mere Opmærksomhed for den. Væsenlig viste det sig dog kun deri, at den blev givet lidt oftere og i nogle flere Stykker; thi Phisters, Rosenkildes, Jfr. Petersens og Jfr. Jørgensens smagfuldt og med ægte comisk Kraft i Digterens Aand udførte Roller savnede i høi Grad et Ensemble, der, ved kunstnerisk at slutte sig til dem, kunde baade forhøie deres Virkning og udbrede Liv og Lune over det Hele. Den store Skjødesløshed, hvormed man besatte endog Hovedpersoner, afholdt de saa Prøver og bestemte Sceneordningen, gjorde, at end ikke de Stykker, i hvilke disse Kunstnere samlede udmærkede sig ved ypperlig Charakteerfremstilling, gave correcte og gjennemgaaende livfulde Forestillinger. Det Hædersbeviis, som skulde gives den holbergske Comedie, ved at gjøre en Fest af at "Den politiske Kandestøber" naaede til 100 Forestillinger, faldt derfor kun maadeligt ud. Hertz havde digtet et Forspil, der, ved en sindrig Idees fortræffelige Udførelse i holbergsk Sprog, gav Tilskuerne en, med sine satiriske Hip til Nutiden krydret, levende Forestilling om de ynkelige Kaar, under hvilke den danske Comedie første Gang viste sig for Folket, og hvori Fru Heiberg, som Actricen Sophie Hjorth, henrev ved først at spille med et Skjelmerie, der viste hvorledes hendes Genie ogsaa kunde gjøre hende uovergaaelig i Udgydelsen af holbergsk Lune, og derpaa [sideskift][side 641]med høi Begeistring at fremsige Minervas Tale til Publikum. Men Festens hele Glands laae i Forspillet; thi at Directionen, der udstyrede en Ballet med fem nye Decorationer, havde ladet male en borgerlig Stue, hvortil der længe havde været yderlig Trang, var den holbergske Comedie lidet glædeligt, da den ogsaa skulde anvendes i dens andre Stykker, endskjøndt den ved uhensigtsmæssig Paamaling af Meubler var gjort ubrugelig dertil; og selve Forestillingen gaves saa mat, at den kun fandt meget lunken Modtagelse. Med Undtagelse af Phisters Henrik, som, sprudlende af Lune, Skjelmerie og Naivetet, var et grundholbergsk Mesterværk, frembød Levendegjørelsen af det rige Charakteergallerie ikke noget Udmærket; endog Mester Herman havde i Foersom, der overhovedet sjeldent kom til sin fulde comiske Styrke i den holbergske Comedie, kun en jævngod Fremstiller.

At Publikum havde sundere Sands for det Kunstskjønne end Directionen, beredte dens oversatte Skuespilnyheder en sørgelig Skjæbne. I "Angelo, Tyran af Padua," Drama i fire Acter af Victor Hugo, "den franske Romantiks første Dramatiker," fandt endog Mængden, baade i Handling og Charakterer, kun romanagtig Overspændthed. "Fædrelandets" Dom: — "Det er et med grelle Farver udført Malerie af lutter vilde, dæmoniske Lidenskaber, der uden Ro, uden indre Udvikling hvirvle omkring imellem hverandre i en Række af interessante Scener og effectfulde Situationer— var Publikums Følelse. Under Erkjendelse af, at der var Genie i Opfindelsen af de Conflicter, som bragte Lidenskaberne til Frembrud, og i den Kraft, hvormed deres vilde Rasen var udtrykt, trættedes man ved Charakterernes moralske Usselhed, de mange pathetiske Tirader og den uophørlige Jagen efter [sideskift][side 642]Effect paa Effect. Det levende Bifald, hvori de frapperede Tilskuere i Begyndelsen af Stykket udbrøde for enkelte Scener, tog af efterhaanden som Digteren, ved at ville frappere endnu stærkere, kom over i det Convulsive og Bizarre. Ogsaa var Udførelsen langtfra at fængsle Interessen: kun Jfr. Ryge udmærkede sig, idet hun med smagfuldt Maadehold og megen Gratie i Holdning og Udtryk fortræffeligt gav Tisbes glødende Lidenskabelighed, saavel i dens indre Gjæring som i dens frygtelige Udbrud; de andre Roller savnede Bestemthed i Anlæg og Colorit i Udførelse, ja Homodei, der med Tisbe er Handlingens Drivhjul, gaves i en aldeles farveløs Privatskuespillerfremstilling, da Collin havde havt det Indfald, at der med Cetti, som havde været indstillet til Afskedigelse, skulde gjøres Forsøg om han kunde være brugelig i "saadanne Spilleroller," hvilket Enhver, som, med virkelig Sands for Skuespilkunst, begreb, at den Yndest, hvori Cetti havde staaet som Fremstiller, kun skyldtes hans naturlige væve i Forening med behagelig Stemme og livfuldt Foredrag, forud maatte kunne indsee var umuligt, Directionsbeslutningen, "at presse Stykket igjennem indtil det blev søgt," maatte opgives, da den ordenligt averterede tredie Forestilling ikke ved Kassen indbragte mere end 25 Rdlr. 24 Sk., som var mindre end endog nogen Nødforestilling har givet i dette Aarhundrede. — Under den første Opførelse af Halms romantiske Skuespil "Griseldis" var hele Publikum greben af en saa pludselig dyb Sorg, at denne Forestilling kun fandt ringe Opmærksomhed. Da Ouverturen var begyndt kom Thorvaldsen fra Middagsbordet i en Vennekreds, veltilmode og i sin sjeldne Oldingskrafts hele Fylde, ind i Hofparkettet og satte sig paa sin sædvanlige Plads ved Siden af Oehlenschläger, men neppe havde [sideskift][side 643]han hilset paa Digteren førend han maalløs sank over imod ham og maatte bæres ud i Entreen, hvor det viste sig at han allerede var død. Endskjøndt Ouverturen ikke endnu var endt da Directionen havde Vished om hans Død, og der over hele Tilskuerpladsen udbredte sig levende Bevægelse for at erfare hans Tilstand, viste man den Taktløshed at lade Tæppet gaae op strax efter Musikens Ophør og give Forestillingen. En bedre Stemning vilde imidlertid ikke have skaffet Stykket en bedre Modtagelse. Den tydske Romantik behandlede et endnu mere trostesløst, Følelsen sønderslidende Stof end den franske, og var derhos i dets Udviklingen ligesaa frastødende ved Monotonie og Mathed som den franske ved urolig Bevægelighed og opskruet Kraft. At en Ridder, fordi han har berømt sin ædle Hustrus Dyd for Dronningen, og denne paalægger ham enten at bevise hendes fuldstændige Lydighed under hans Villie eller at gjøre Knæfald, pludseligt overvælder den Uskyldige med de for en Ægtefælle og Moder ulideligste Qvaler, og at Tilskuerne fra Begyndelsen af vide, at disse kun ere Prøvelser, hvorved han vil opnaae en Triumf og frelse sig fra en Ydmygelse, hvilken fand Kjærlighed ikke vilde have betænkt sig paa at bære: dette vækker igjennem hele fem Acter en stadig piinlig Følelse, for hvilken Publikum ikke kan lade sig forsone ved at Griseldis, da hun erfarer, at der kun er drevet Spil med hendes Lidelser, river sig løs fra den grusomme Mand; thi straffes Percival end haardt med Anger over at han ved veloverveiet Voldsdaad selv har traadt sit Livs Lykke under Fødder, saa staaer den skyldfrie, fromme Griseldis sønderknuust ved at see sig skuffet i den Tro, som hun under alle sine Qvaler har bevaret og holdt sig opreist ved. Handlingen, hvori Percival optræder som den eneste [sideskift][side 644]virksomme, Griseldis som den bestandig lidende Person, bliver end mere afskyelig ved at det er Dronningen, der opægger Percival til at drive den skjændige Færd imod en Qvinde til det Yderste. Enkelte Scener optoges vel med stærkt Bifald, men det Hele gjorde et saa uhyggeligt Indtryk, at heller ikke dette "romantiske" Drama oplevede flere end tre Forestillinger, og Jfr. Ryge havde atter at beklage, at hun kun fik kort Glæde af en Fremstilling, der i og for sig vandt Publikums Beundring ved sjælfuldt og bestemt Udtryk, dyb Følelse og en saadan Klarhed og Samklang i alle de rigt og aandfuldt nuancerede Scener, at denne, ikke for hendes Naturel liggende, meget vanskelige Rolle var et af de herligste Vidnesbyrd om den sine Smag, der ledede hendes Genie, og den forstandige Slid, hvormed hun havde uddannet sine Fremstillingsevner. — Som spansk og af Lope de Vega var ogsaa "Kongen og Bonden" et "romantisk" Drama, men i en anden Aand end de to forannævnte; her var en ædlere Opfatning af Kjærlighed og Ære, Friskhed i Følelserne, tilfreds Livsnydelse og mild Begeistring, udtrykt i en, selv efter Halms tydske Omarbeidelse og dennes Oversættelse af Hertz, meget skjøn Lyrik. At dette i saa Meget interessante Stykke dog ikke vandt stærkt Bifald laae deels i, at man fandt Ideen, at en Bonde ikke vil see sin Konge, givet mere som en sær Grelle, end som en af Omstændighederne forklarlig fornuftig Beslutning, og den i tredie Act udførte Opløsning langtrukken, mat og stridende mod Charakterernes Udvikling i de to første livfulde Acter; deels i, at de mange Decorationsforandringer ideligt reve Tilskuerne ud af Illusionen, og at de Spillende ikke endnu for et Drama, hvori det Lyriske havde saa stor Betydenhed, kunde finde den rette Spillestiil, men lode de declamatoriske [sideskift][side 645]Steder træde formeget ud af Charakterernes Grundtone. Saaledes spillede Nielsen vel Jean Gomard, Bonden, med megen Følelse, Kraft og Værdighed, men gav ikke sit Foredrag, især hvor Dictionen gik over i det Lyriske, livfuld Colorit ved den Bonhomie, som Digteren har lagt i Rollen. Fru Heiberg vidste, ved en overordenlig fiin og gratiøs Fremstilling, mesterligt at forene Rosannas naturligt elskværdige Naivetet og glødende Elskov med hendes stolte, høitstræbende Aand til en særdeles interessant og poetisk sand Charakteerskildring.

I "Moses" fik Operarepertoiret atter Tilvæxt med en Tonedigtning af Rossini, der, ved grandiøs Charakteer, Rigdom paa henrivende ædle og yndigtklingende Melodier, Foølelsesfuldhed og mægtig Virkning igjennem kunstneriske Midler, gjorde sig saa gjældende som et Mesterværk, at den ellers altid rede Spot over hans Musik ikke fandt raadeligt at yttre sig. Beklageligt var det, at Texten i høi Grad savner dramatisk Interesse og kun har et Par theatralske Momenter, hvorfor den mere er Oratorium end Opera. Den musikalske Udførelse var correct, men uden den Kraft og Begeistring, som en saa pathetisk Musik betinger hos Sangerne for at komme til sin fulde Effect; og for det Theatralske viste sig i den hele Forestilling stor Mangel paa Omhu. Kun Sahlertz, som Aron, udmærkede sig ved heldig Stræben efter at forene den musikalske og den dramatiske Behandling til en charakteristisk Fremstilling: han ei alene sang Partiet med Virtuositet, Varme og Energie, men havde indøvet sig en smuk Holdning og god Gesticulation i det uvante Costume. Det Modsatte var Tilfældet med Faaborg, der vel med sin kraftfulde og bøielige høie Tenor sang Amenophis særdeles færdigt, men koldt og sjælløst, hvilket [sideskift][side 646]blev end mere stødende ved at han, endskjøndt han, med sit svære, utheatralske Ydre, fremfor Nogen burde have følt sig opfordret til Flid for at tilvænne sig Brug af Drapperiet, saalidet havde forberedt sig paa dets Behandling, at det ideligt satte ham i Forlegenheder, som gjorde latterlig Virkning. Schram sang Moses med Varme og Smag, men havde hverken i Stemme, Udvortes eller Fremtræden det Imponerende hos en Folkets Leder og et Herrens Sendebud. Den herlige Composition fandt levende Anerkjendelse, men blev altfor maadeligt understøttet af det Theatralske til at lunne vække nogen dyb Interesse hos det store Publikum. Dette opnaaedes derimod ved den næste nye, netop i Henseende til det Theatralske, langt vanskeligere Opera: Meyerbeers "Hugenotterne," det colossaleste Musikværk, der hidtil var bragt paa den danske Scene, men tillige, skjøndt svagt i enkelte Partier, et af de allerinteressanteste baade ved eget kunstnenske Værd og ved en overhovedet fortræffelig Udførelse. Det havde sorud været almindelig Mening, at den overordenlige Kraftanstrengelse for at give det her vilde være spildt Umag, da det, efter fremmede Blades og Reisendes eenstemmige Beretninger, maatte for en blot taalelig Udførelse fordre theatralske og kunstneriske Midler, hvilke det kunde antages umuligt for vor Scene at tilveiebringe. Forventningen var derfor saare ringe. Fornemmelig ved Glæsers Dygtighed og Energie saae den sig imidlertid af Udfaldet overgaaet til Forbauselse. Hvorvel det Theatralske, skjøndt baade i Udstyr og Spil langt bedre end i "Moses," ikke tilfredsstillede de i Værket givne Fordringer, og der navnligen kun var sørget maadeligt for Scenens Glands, undtagen hvad Dragterne angik, blev Virkningen storartet. Dem, der havde forudsagt det en lunken Modtagelse, var [sideskift][side 647]det undgaaet, at den overdrevne Pragt, med hvilken det gaves i Udlandet, var for Publikum der bleven næsten det Væsenlige, hvorfor den mere bortledede end styrkede Interessen for det i Værket selv liggende dramatisk og musikalsk Tiltrækkende, som Savnet af den rige Staffage gjorde til just det, hvilket Glæser og, efter hans kraftige Tilskyndelse. Enhver, der havde med Udførelsen at skaffe her, anvendte største Iver for at fremhæve. Scribes Stykke var en, ved romantisk Charakteer, livlig Handling, rig og smagfuldt ordnet Vexling af ypperlige theatralske og musikalske Situationer, skjønne Rhythmer og et Componisten begeistrende poetisk Sprog, udmærket Operatext; og havde Meyerbeers ustyrlige Jagen efter Effect end ofte bragt ham til i sit Tonedigt at søge den i Bizarrerier, Overlæsselse og frapperende Kunstlerier, saa havde hans Genie langt oftere ledet ham til at opnaae den ved Melodier, Harmonier og Instrumentanvendelser, der gave et forbausende skjønt og charakteristisk Udtryk. Ridderligt Galanterie, Fanatisme, Folkelystighed og krastfuld Lidenskabelighed, i vild Rasen som i den høieste Pathos, udtalte sig musikalsk med henrivende Energie. Allerede de to første Acter havde, tilligemed nogle blotte Paradesteder, flere herlige Partier, især i combinerede Nummere; af de tre sidste Acter, hvori der fandtes en Rigdom af skjønne musikalske Tanker, som ved den techniske Behandling gjorde ligesaa ædel som overraskende Effect, var navnligen den fjerde heelt igjennem et Mesterværk i stor Stiil. Den af høi Phantasie opfattede og med beundringsværdig Dygtighed i Massernes Anvendelse udførte Sammensværgelsesscene var af mægtig Virkning ved det stedse stigende majestætiske og med sin umaadelige Kraft imponerende Udtryk, der syntes at maatte have naaet sit Høieste da Munkenes Indtrædelse [sideskift][side 648]til Sværdindvielsen gav det et Opsving, hvorved det kom til en saadan Vælde, at vel neppe noget Chor har fra Scenen gjort et mere storartet Indtryk. Og en saadan poetisk Styrke og musikalsk Ideefylde havde Meyerbeer i sit Genie, at han formaaede, i en umiddelbart efter dette gribende Udbrud af religiøs Fanatisme følgende lang Duet, end stærkere at enthusiasmere Publikum med glødende og energiske Lidenskabers pathetiske Udgydelse i heftigt fremstormende, ved Adel og kraftfuld Charakteristik fortryllende, Melodiøsitet. Hos Glæser havde det, mere end hos selve Componisten, der havde søgt overdaadig Understøttelse i prægtige Decorationer og piquante sceniske Kunststykker, været fast Overbeviisning, at Værket, med et blot anstændigt Udstyr, maatte kunne gjøre furore ved sine eiendommelige store dramatiske og musikalske Skjønheder; dem havde han derfor af al Magl virket til at stille i fuldt Lys ved Udførelsen, og det lykkedes ham i den Grad, at der efter Tæppets Fald lød stormende Jubel og bragtes den Iver og begeistrende Indvirkning paa Personalet, hvorved noget saa Ualmindeligt var frembragt, levende Anerkjendelse i et enthusiastisk "Glæser leve!" Den Første blandt de Rollehavende var, baade ved Fremstilling og Sangudførelse, Mad. Rung som Valentine. Hun gav det store og meget anstrengende Partie med en dyb Følelse, Ild, Kraft og, selv i de heftigste Udbrud af Lidenskaben, gratiøs Pathos, som gjorde hendes Udførelse til noget af det Allerskjønneste, der i tragisk Opera har været beundret paa vor Scene. Faaborg sang med sin ægte Heltetenor ganske fortrinligt Raoul; lige til den sidste Tone forbausede han ved Stemmens Styrke og Fylde, og da han i den store Duet blev greben af Mad. Rungs henrivende Udtryk af Kjærlighed og Angst, kom der [sideskift][side 649]en saadan Følelse og Begeistring i hans Foredrag, at Publikum, glemmende hvor lidet han i Udvortes og Spil var den sværmerske, chevalereske Elsker, lønnede den ene af hans kjækt udslyngede musikalske Tirader efter den anden med en saa enthusiastisk Applaus, som han kun sjeldent havde havt at glæde sig ved. Schram havde ikke den fulde Dybde og Kraft i Stemmen til imposant Udførelse af Marecls i Musiken herligt charakteriserede Partie, men ved sit fortræffelige Foredrag, et godt krigersk Udseende og megen Varme og Værdighed i Spillet gav han betydelig Erstatning derfor og bidrog meget til det skjønne Ensemble. Blandt de øvrige Rollehavende, som alle kappedes om at fyldestgjøre deres Opgaver ved Flid og Præcision, udmærkede sig især Jfr. Marcher i Pagens Rolle ved livligt Spil og smukt Foredrag; Hansen, som ei alene gav Recitativerne ypperligt, men fremstillede Hertugen af Nevers med Kraft og Varme; Ferslew, hvis dybe Bas gjorde megen Virkning i Greven af St. Bris's Partie; og Mad. Simonsen, der i Dronningen glimrede ved Bravoursang. Som Glæser havde særligt for denne Opera faaet Orchestret forstærket ved at besætte en Parketbænk med Musici, saaledes havde han til Enhver af Personalet, der kunde synge, gjort Opfordring om at deeltage i Chorene, og dette var skeet med saa stor Beredvillighed og Iver, at disse gik med en hos os mageløs Livfuldhed, Kraft og Præcision. — Det var under alle Omstændigheder misligt for Siegfried Saloman at maatte, paa den for Nyheders Opførelse allerugunstigste Tid i Saisonnen, træde frem med sin Debut-Composition, "Tordenskjold i Dynekilen," efter to, i forskjellig Retning, saa grandiøse Musikværker, Og dertil kom, at han ei alene stod uden Renommée hos Publikum og Beskytter iblandt de musikalske Toneangivere, men disse — [sideskift][side 650]ikke saa lidet fordi han var Jøde, men fornemmelig, efter hvad de sagde, fordi han ikke hørte til "den danske Skole," men havde lagt sig efter Composition i Tydskland, hvorfra han nylig var kommen hjem, — viste sig ham saa fjendske, at hans Musik var afgjort fordømt inden der endnu havde været holdt en Claveerprøve paa den. For end mere at vende Stemningen imod ham udspredtes den Usandhed, at Glæser og, paa hans Erklæring derom, Directionen havde bestemt afslaaet at antage Musiken, men af Christian den Ottende vare befalede at bringe den til Opførelse. I sig selv gave baade Stykke og Musik gode Paaskud for Opposition i Kunstens Interesse. Saloman havde troet at fremme sin Compositions gunstige Optagelse i Hjemmet ved at slutte den til et yndet fædrelandsk Æmne, men ved Tydskeren Lysers Behandling af den valgte interessante Episode i Tordenskjolds Levnet var der fremkommet noget i dramatisk, musikalsk og national Henseende saa Trivielt og Stødende, at Hertz ikke ved Omarbeidelse havde kunnet faae en taalelig Text ud af det, hvorfor det fædrelandske Sujet blev Componisten mere til Skade end til Gavn; og Musiken havde kun i et Par Nummere og enkelte Tirader Anklang af det Nationale, men bar forresten alene Præget af de musikalsk skildrede Affecters generelle Udtryk. Dette var imidlertid mange Steder givet saa varmt og livligt i Tone og ved saa smukke, tildeels charakteristiske og originale Melodier, at Publikum i Compositionen fandt et vel i enkelte Partier svagt, men overhovedet særdeles lovende første Arbeide. Hvor lidet end Stykket tiltalte, navnligen i den theatralsk slette og kjedsommelige tredie Act, og endskjøndt Udførelsen var meget maadelig baade med Hensyn til den sceniske Ordning og til den kunstneriske Fremstilling, i hvilken kun Phister [sideskift][side 651]var fortræffelig, ved det tørre Lune, hvormed han grundcomisk spillede Jeremias Arvidson, medens Faaborg, der udførte Syngepartiet med megen Kraft og Vigueur, ikke i Spillet viste Spor af Tordenskjolds snarraadige Kjækhed, Ild og Munterhed, saa optoges flere Nummere med meget levende Bifald og ved Tæppets Fald efter første Forestilling applauderedes saa stærkt, at de forventede stærke Mishags, yttringer ganske udebleve. Partiegængeriet opgav imidlertid ikke derfor sine Machinationer for at faae stemplet det Hele til at være Scenen uværdigt, men oppebiede Gjenoptagelsen i næste Saison og benyttede da sin Indskydelse paa Bladene til dets grundige Nedrivelse. Især skete denne igjennem den til Trompeterie for Venner og hadske Angreb paa Fjender altid rede "Kjøbenhavnspost." Vel havde denne erklæret, at dens Theaterkritik kun skulde være "Udtryk af Publikums Dom;" men som den ikke havde undseet sig ved den Inconsequents, at erklære Publikums gunstige Dom om Andersens "Kongen drømmer" for ugyldig, eller ved, i Aniedning af F. I. Hansens "En Aften i Tivoli," at irettesætte Publikum for den Rigorositet, det viste i Bedømmelsen af originale Forfatteres Arbeider, saaledes undsaae den sig ikke ved, uden sagkyndig Drøftelse og i en uforskammet afgjørende Tone, at behandle en original Componists første, efter "Publikums Dom," bifaldsværdige Arbeide med mere end Rigorositet: med grov Uskjønsomhed, Spot og Haan. Kun Skade, at den ved saaledes at gaae langt forud for Publikum i Strenghed, fik det og Directionen til at følge efter sig i Uretfærdighed, saa at Salomans Arbeide blev henlagt efter syv Opførelser.

Inden forrige Saisons Aabning lod Directionen bekjendtgjøre, at alle Sommerforestillinger skulde ophøre ifølge [sideskift][side 652]kongelig Resolution, og allerede inden Slutningen af denne havde den udvirket kongelig Tilladelse til at de maatte finde Sted ligesom forhen og det endog ind i Juli! Hvad deres Ophør skulde bevirke var, at der ikke paa Theatrets Bekostning toges Tid til private Foretagender. Men hvor dristigt Collin end havde søgt Repertoirets Forøgelse, var selv han kommen til Erkjendelse af, at denne opnaaes langt bedre ved Skuespillernes Omhu for at skaffe Stykker og Anstrengelse for at faae dem opføte, end ved den daværende Directions Indsigt og dens Virksomhed igjennem Embedsmændene. Neppe havde et Par ansete Skuespillere ladet mærke Lyst til at give Sommerforestillinger, førend Directionen, til deres store Forundring, uden længer at omtale den store Tidsspilde, kom dem imode med Tilbud om at udvirke Tilladelse dertil. For dog at tage den størst mulige Fordeel af hvad den vilde give Anseende af at der kun skete dem til Naade, paalagde Directionen dem, til den at afgive de Stykker, som den ansaae for passende til Optagelse i Repertoiret, og for hver om Sommeren given Forestilling at lade afdrage 1/5 af det fastsatte Honorar, hvorved de for en Oversættelse, som var opført fem Gange og altsaa netop gav Theatret fuldkommen Sikkerhed for at blive særdeles indbringende, ikke vilde faae en Skilling. Dette Tilfælde indtraf vei ikke, men dog kom ved denne Bestemmelse, som Skuespillerne med Grund fandt meget uretfærdig, da Directionen jo ikke derved blot vilde erhverve Ret til at give et Stykke saa mange Gange, som der efter dets Anvendelse i Sommerskuespillene manglede i fem, men saa ofte som den lystede. Theatret for kun 20 Rdlr. til baade Oversættelsen og den fuldstændige Indstudering af Molières "Don Juan", der under Titlen "Den Ugudelige" havde i gamle Dage [sideskift][side 653]været et af de bedste Kassestykker og nu blev en særdeles værdiefuld Forøgelse af Repertoiret saavel ved eget Værd som ved en i det Hele ypperlig Udførelse. I denne hørte de to Hovedroller til de herligste Mesterværker i Skuespilkunst, som den danske Scene da havde at fremvise: Wiehe gav med ægte Genialitet Don Juan saaledes, at det ridderligt Kjække, forførersk Indtagende, Hyklerske og Dæmoniske traadte klart og livfuldt frem efter de forskjellige Situationer og dog samledes til en ligesaa skjønt afrundet som kraftigt udmalet poetisk Charakteerfremstilling i stor Stiil; og Phisters Sganarel var en, med Naivetet, Ironie og tørt Lune rigt udstyret, smagfuldt og mageløst fast og sikkert, uden mindste Overdrivelse, gjennemført grundcomisk Original. En endnu mere glimrende Erobring for Repertoiret gjorde Directionen ved sit Forbehold, idet den for 40 Rdlr., i Scribes Comedie "Statsmand og Borger," fik et nyt Femactsstykke, som saaledes havde Publikums store Enthusiasme for sig, at den, forsikkret om at det vilde give fuldt Huus, uden mindste Uleilighed eller Bekostning for at bøde lidt paa det meget slette Udstyr, som der af brugte Sager var sammenskrabet til det ved Sommerskuespillene, tog sig det til Indtægt for næste Saison. Der havde ofte været talt til Directionen om det Ønskelige i at faae Scribes »Bertrand et Raton« bragt paa Scenen, men den havde bestandig afviist det med, at det paa ingen Maade gik an, da Stoffet var taget af den danske Revolution, hvorved Struensee blev styrtet, og desuden behandlet med saa stærke Forsyndelser imod det Historiske og det Locale, at et dansk Publikum ikke vilde undskylde dem. Efter den meget rigtige Opfatning, at Digteren ingenlunde havde villet skrive et historisk Stykke, men kun benytte en Franskmændene løseligt bekjendt BeBe-givenhed [sideskift][side 654]givenhed, for dertil at knytte Udviklingen af en Idee, der var givet ham ved den Maade, hvorpaa Lafitte (Bertrand) og Talleyrand (Raton) optraadte i den franske Revolution 1830, saa at det Historiske blev noget aldeles Uvæsenligt, havde imidlertid Oversætteren, Borgaard, uden mindste Skade for Stykkets Virkning, henlagt Scenen til Italien og derved givet Skuespillerne Leilighed til at indlægge sig en Fortjeneste af Theatret, hvilken Directionen ikke havde villet søge, men tog god Nytte af. En Anmeldelse i "Ny Portefeuille" charakteriserede dette sine og høist interessante Lystspil trægende saaledes: "Det er ikke ved en Samling af heldigt opfundne, nye Charakteerbilleder, tegnede med fast og sikker Haand, at dette Stykke udmærker sig, og Digteren har den, som i næsten alle sine Stykker, mere end tilbørligt ladet Tilfældet medvirke til Forvikling og Opløsning. Stykkets største Fortjeneste ligger i den sine Ironie og store Verdenskundskab, der, ligesaa let som overraskende, træde Tilskuerne imøde i alle dets Enkeltheder, samt i den store Rigdom paa piquante Situationer, der ere udstyrede med megen Vittighed og opfundne med en beundringsværdig Takt for den theatralske Effect, i den Hensigt, ret levende at fremstille, hvorledes Revolutionen, som sætter Alt i stormende Bevægelse og styrter de Handlende fra en Fare ind i en anden, her styres ved enkelte, let henkastede Ord af et lyst Hoved, som bestandig staaer udenfor den og lader det være nok med at gribe og snildt benytte den Flip af en Leilighed, som tilfældigviis kommer i hans Nærhed. Da Charaktererne ikke have noget stærkt Anstrøg af Originalitet, og derfor ikke fordre en særdeles dyb Opfatning eller en aldeles fremmed Personligheds Fastholden, er Stykket mindre vanskeligt end taknemmeligt at udføre for SkuespilSkuespil-lere [sideskift][side 655]lere, der ere faste i deres Roller, naar de kun ret forstaae Forfatterens Vittigheder og, uden at lægge nogen mærkelig Vægt paa dem, ikke lade dem falde til Jorden, samt have megen Opmærksomhed henvendt paa at bringe de ikke saa Steder, hvor Digteren har skudt Personen tilside, for at lade sit eget Vid komme tilorde, i Samklang med Rollens Masse." Udførelsen gav et godt Ensemble, men kun Mad. Nielsens dristigt opfattede og med stor Energie poetisk naturligtgivne Borgerkone, Barbara Boppi, og Jfr. Ryges Celestine, der i femte Act var af henrivende Virkning ved den Adel og gribende Kraft, hvormed Affecterne sjælfuldt og glødende udtalte sig i Foredrag og Bevægelser, viste tilfulde den Høide, hvortil Genialitet kunde hæve de af Digteren stillede taknemmelige Opgaver; thi selv Nielsens Udførelse af Aldobrandinis glimrende Rolle savnede formeget den sine Diplomats Lethed og Smidighed i Diction og gratiøse Utvungenhed i Bevægelser til at være mere end en jævngod Fremstilling af en udmærket Kunstner i et ham uvant Fag. Alle Sommerforestillingernes oversatte Stykker maatte ind i Repertoiret, men de anførte to vare de eneste, hvorved det vandt i kunstnerisk Henseende: Bulwers "Pigen i Lyon," der i sine fem Acter ikke var andet end en, med idelige Decorationsforandringer afbrudt. Foreviisning af usammenhængende Romanscener, — de alvorlige fødtsentimentale, de lystige inderlig flaue, — gjorde kun Lykke ved Wiehes og Jfr. Ryges glimrende Udførelse af Claude og Pauline; Vaudevillen "Adolf og Henriette" kunde i Sommerskuespil løbe med som en lystig Galskab, men burde være holdt ude af Repertoiret paa Grund af Galskabens yderst platte Tone; og de andre vare Ubetydeligheder, som hverken bleve Scenen til Ære eller Kassen til Fordeel. De tre Originaler [sideskift][side 656]vilde Directionen ikke have at gjøre med, og i Henseende til det anonyme Femactsstykke "De skandinaviske Brødre, " som, efter at Parterret havde talt med under Opførelsen, faldt uden Forsvar, var der god Grund; men "Kjærlighed og Vanvid," Farce i een Act, havde ved et Par særdeles moersomme Situationer, og "En Aften i Tivolr" ved Phisters ud af Livet grebne naturtro og comiske Brændeviinsbrænder Potved langt større Krav paa Optagelse i Repertoiret end "Adolf og Henriette."

Skjøndt kun i een Act og mere Situationsskildring end dramatisk Handling, var "Bellman" en Balletdigtning, der i ethvert Moment vidnede om Bournonvilles poetiske Opfatningsevne og et ualmindelig Talent for smagfuldt at sammenskette det Phantastiske med det Hverdagslige, det Sindrige med det Barokke til et kunstskjønt Hele af stor theatralsk Virkning. Grundtanken var dristig: at sandseliggjøre en dithyrambisk Lyriks i Ord udtrykte Aand og Ideer ved Mimik, Plastik og Dands til enkelte af dens Melodier; Behandlingen var et Mesterstykke af artistisk Dygtighed: den bellmanske Poesie med dens skjelmske Lune, gemytlige Sorgløshed og henrykte Fortabelse i Glæde ved Viin og Kjærlighed spillede saa straalende, fuldt og frit ud af Alt, hvad Øiet saae paa Scenen, at den ved Balletten forklarede sig i al sin Yppighed og Ynde for endog de Tilskuere, der ikke vilde have havt Aand og Phantasie til at opfatte den af selve Dithyramberne. Selv var Bournonville en fortræffelig Bellman, og med sin sjeldne Gave til at opdage Anlæg og muligst fordeelagtigt at anvende dem efter deres Art, havde han saaledes forstaaet i sit Personale at finde den rette Individualitet for enhver bellmansk Figur, og at besjæle Smaa og Store til gratiøst Udtryk af bacchantisk Lystighed, at Balletten gik [sideskift][side 657]under idelig Latter og Applaus, optoges med stor Jubel og blev en af Publikums Yndlingsnydelser.

Saisonnens mænkeligste, for en lang Fremtid i Skuepladsens kunstneriske Virkjomhed glædeligt følgerige Begivenhed var Julie Rosenkildes Debut. I Jazinthas hidtil lidet bemærkede Rolle kundgjorde hun sig allerede i den første Scene som et af Smag ledet og ved omhyggelig Øvelse til stor Virtuositet uddannet Genie; thi at den 20aarige Pige med en saa ualmindelig Fasthed og Ro i Fremstillingen, et i endog den lettest henkastede Yttring saa inderligt Sammenhold imellem Tale, Bevægelser, Mine og Blik, en saa slaaende Naturlighed og en i Naturligheden saa stor comisk Kraft kunde udføre den gamle i Huusholderskens Sysler og Kjærlighed til Gil Perez ganske opgaaende Pebermo, maatte gjøre utvivlsomt, at hun besad stod Styrke i Chafakteerfremstilling, idetmindste af comisk Natur, og med et Lune saa rigt som hendes Faders forenede Evne til endnu fuldstændigere end han at føre sin Personlighed over i en fremmed Individualitet. Under Forestillingens Gang viste sig, i Holdning, Mimik og Lader saavelsom i Diction, mere og mere overraskende hendes skarpe Evne til Iagttagelse af endog de ubetydeligste Besynderligheder hos comiske Gamle og et sjeldent Herredømme over Fremstillingsmidlerne. Der var i den løierligste Egenhed ikke Spor af Overdrivelse, men Smag og kunstnerisk Ro gave Spillet en Bestemthed, hvorved det Comiske i al sin simple Naturtroskab kom til stor Effect og flygtigt henkaste Replikker fik en saadan Vægt, at de fremkaldte pludselige Udbrud af Skoggerlatter. I et Fag, hvori endog den routinerede Ældre ofte, ved ubevogtede Momenter, forraader at Personligheden er paatagen, holdt den unge Pige den valgte Individualitet i de mindste [sideskift][side 658]Nuancer saa fast, at der af den lille Rolle blev en fuldstændigt udført Charakteerskildring. Taleorganet var ikke sonort, men passede fortræffeligt til gamle Roller, havde megen Tydelighed og viste sig bøieligt til bestemt Angivelse af de letteste Betoninger; hendes lille bløde Syngestemme var kun svag, men hun foredrog Sangpartiet med meget Lune, særdeles førstaaelig Udtale af Ordene og et saa yppeligt Charakteerudtryk i selv de mindste Tirader, at man strax, i hende erkjendte en god Sangerinde for comiske Smaapartier og fornemmelig Vaudevillen. Ingen kunde mindes, at en Debutant saa tidligt i sin Rolle og ved saa mange enkelte Replikker havde fremkaldt Mage til Bifald, og allerede efter denne første Optræden blev hun betragtet som en Kunstnerinde, der ganske hørte ind i Ensemblet af Comediens Dygtigste. Hendes to andre Debutroller: Mad. Buurmann i "De Uadskillelige" og Mad. Rust i "Sparekassen," stadfæstede kraftigt hendes Genie for comisk Charakteerfremstilling, og i det betydelige Repertoire, som hun derved hurtigt kom til, viste sig mere og mere, at hun langtfra, som man frygtede for, at have en eensidig Fremstillingsmaade for sit Fag, besad stor Dygtighed i at give dets Roller Forskjellighed i Physiognomie og Væsen; i dem alle gjenfandt man kun samme smagfuldt gjennemførte Naturlighed og comiske Styrke. — Augusta Petersen, Elev af det, nedlagte Musikconservatorium, var 17 Aar gammel og havde et fordeelagtigt Ydre, nette Manerer, en ikke stærk, men smuk Syngestemme og megen Frihed pga Scenen. Hendes Udførelse af Trine Rar optoges med umaadeligt Bifald. Dette fik hun vel ikke Evne til sildigere at retfærdiggjøre, men Routine og hendes overordenlige Flid, navnlig for Syngestemmens Uddannelse, gjorde hende meget nyttig for [sideskift][side 659]Theatret, da hun, foruden at hun med Livlighed udførte Soubretter og skjelmske Elskerinder i Lystspillet, ofte kom til særdeles heldig Anvendelse i Syngestykkernes saakaldte muntre Spilleroller. — Ida Liebert, som ogsaa bavde været Elev i Musikconservatoriet, tegnede i et Par betydelige Roller, baade ved heldigt Ydre, Sang og Spil, til at maatte blive en med kraftfuld Livlighed og Lune velbegavet Soubrette i Syngestykkerne, men forlod snart Theatret paa Grund af Giftermaal. — Wilhelm Wiehe, der inden sin egenlige Debut som Einar Tambeskjælver var, formedelst Nødstilfælde, første Gang optraadt den 16de Novbr. som Jørgen i "Erik og Abel," havde, skjøndt meget ung, særdeles gode Naturgaver for Scenen, navnlig en høi og rank Legemsbygning, stærk, velklingende Talestemme, et kjækt, aabent Ansigt og et tækkeligt frit Væsen; hans fremstikkende Begynderfeil var for megen Bevægelighed med store Skridt og heftig, vidtudstrakt Gesticulation. Ved god Versfremsigelse, megen Livfuldhed og en Begeistring, der, om den end strømmede vel voldsomt frem, viste sig ægte ved sin Energie og Varme, vakte han allerede som Einar betydelige Forventninger og vandt meget Bifald. Den naturlige Munterhed, hvormed han kort efter gav Filippo i "Statsmand og Borger, " tydede paa en ikke ringe Brugbarhed ogsaa for Lystspillet, og da han kom til at udføre Pariserdrengen lagde han, ved smukt Udtryk af Lune, Godmodighed og inderlig Følelse, et saa umiskjendeligt Fremstillingstalent for baade det Lystige og det Alvorlige for Dagen, at han hos Publikum satte sig i Yndest som en af de meest lovende unge Skuespillere, — Ludvig Harald Gade havde ved sin med stærkt Bifald optagne Debut i en pas de deux et for Dandsen heldigt Ydre og forenede, uagtet sin Ungdom, saaledes Kraft [sideskift][side 660] og Vigueur med Lethed og en allerede betydelig Færdighed, at man ventede i ham at faae en fortræffelig Dandser. Da han under Opvæxten blev meget høi og fik en temmelig sværtbygget Figur, maatte han imidlertid opgive at søge Udmærkelse i denne Retning, hvorimod han kom til ypperlig Anvendelse i Balletterne som Mimiker. — Hverken Jfr. Bjerregaard eller Kirchheiner jun., kom videre end til en uheldig Debut.

At Hass, Seemann og Cetti bleve afskedigede fra Marts havde ikke mindste Indflydelse paa Repertoiret: den Første var næsten ganske kommen ud af det; den Anden, hvis Elskerspil aldeles var blevet stillet i Skygge af Holst, M. Wiehe og Hultmann, havde allerede længe været permitteret for at han kunde forberede sig til Indtrædelse i Toldvæsnet; og kun for Cetti selv og dem, der ikke kjendte Bestyrelsens philistrøse Betragtning af Kunst, var det overraskende, at den afskedigede den udtjente Sanger, da den dog for et halvt Aar siden havde fundet sig overbeviist om hans Talent til at udføre en tragisk Hovedrolle i "Angelo."

Det var ikke et Partie, som hidsede sig til Begeistring for Virtuoskunster, eller som, for at fortabe sig i Beundring af en eller anden kunstnerisk fortræffelig Egenskab, var rede til at oversee enkelte Mangler, men det hele, et saadant Partie og alle Partier omfattende, Publikum, der, grebet af det i alle sine Elementer harmonerende Kunstskjønne, af det Fuldendte, sattes i Henrykkelse ved Jenny Linds to Gjæsteforestillinger. Det hed om hende: "Hos Jenny Lind forener sig Alt, for at danne den fuldendte dramatiske Sangerinde: en klar, fyldig, velklingende og omfangsrig Stemme, en yndig og let Methode i Sangen, som hun aldrig overlæsser med upassende og uskjønne Coloraturer, [sideskift][side 661]et i høi Grad sjælfuldt og henrivende Foredrag og et overordenligt dramatisk Talent; hertil kommer, at der over denne udmærkede Kunstnerindes hele personlige Optræden er udbredt en særegen Ynde og en paa Scenen sjelden Naturlighed, der strax indtager Tilskuerne for hende og frembringer et høist velgjørende Indtryk;" men saa sand og udstrakt denne Berømmelse end var, gav den dog en saare ufuldkommen Forestilling om de Evner, hvorved hun fra det Øieblik, da hun, uden at blænde ved Skjønhed, lod sig see, begyndte sin Sang eller talte, virkede fortryllende paa Alle, thi hendes Magt dertil havde sin rette Udgang og Fylde fra en ubeskrivelig hende aldeles eiendommelig Elskelighed, der udelukkede alt Uklædeligt og samlede alle hendes sjeldne Naturfortrin til at give et uimodstaaeligt Indtryk af høi Aandsreenhed og Gratie.

Med det italienske Operaselskabs allerede her bekjendte Medlemmer: Mad. Forconi. Mad. Marziali, som begyndte Saisonnen i al sin Glands, men efterhaanden tabte betydeligt i Stemmens Kraft og Skjønhed, Giuseppina Sori, Rossi, Paltrinieri og Torre ankom for denne Vinter Signora Tantalore, en Contraaltist, som baade sang og spillede saa afskyeligt, at end ikke Enthusiasterne fandt hende udholdelig; Tenoristen Antonelli, hvis ikke kraftige, men smukke og meget høie Stemme, udtryksfulde Foredrag og Anstand i Holdning behagede uden at kunne bringe ham i synderlig Yndest; Ferdinando Forconi, der kun i Egenskab af Primadonnaens Broder vakte nogen Opmærksomhed, og Buffosangeren Profeti, som ved en stærk, for hans Fag godt skolet Bas, Lune og stor Færdighed i at give sine Gebærder og meget bevægelige Ansigtstræk comisk Udtryk vandt glimrende Bifald indtil man mærkede, at han tog alle Roller over een [sideskift][side 662]Læst. Senere sorogedes Selskabet med Mad. Irena Secci-Corsi, der, foruden at hun i Stemmens Omfang, Fylde, Velklang og Kraft, Tonernes Egalitet og musikalsk Uddannelse overstraalede alle de Primadonnaer, som hidtil vare optraadte her i italiensk Opera, med en smuk, anselig Personlighed var en god Skuespillerinde, fornemmelig i tragiske Roller. Tilligemed et Par af de meest yndede tidligere opførte Operaer gaves »Il giuramento« af Mercadante, »Le cantatrice villane« af Fioravanti, »Columella« af Fioravanti jun., »Chi dura vince« af Ricci, den fortræffeligst udførte og med storst Bifald modtagne, »Don Giovanni« af Mozart, som gik yderst slet, »Norma,« af Bellini, og »Anna Bolena« og »L'ajo nell' imbarazzo« af Donizetti. Uagtet de tre Primadonnaer hver havde sine Partier, i hvilke de høstede stormende Bifald og gjentagne Fremkaldelser, og at Rossi, "naar han var ved Stemme," endnu var "den Uforlignelige," lykkedes det ikke med det meget afvexlende Repertoire jævnligen at faae godt Huus, og selv Enthusiasternes faste Stok begyndte meget at formindskes. Det blev en for Kassen kun tarvelig Saison, der tog en overraskende sørgelig Ende. Til Søndagen den 21de April var ansat en Beneficeforestilling for den fraværende Directeur Marasinis Secretair, Biaggi, og en Dr. Tilly. Allerede om Løverdagen erklærede hele Selskabet, der var uden nogensomhelst Forpligtelse til disse Herrer, at det ikke spillede, dersom de ikke af Placaterne udstrøge den urigtige Anmeldelse, at Forestillingen gaves for "flere af Selskabets Medlemmer." Da de, uagtet det let kunde være skeet, undlode det, underrettede Rossi og Torre dem om Søndagen om, at de ikke spillede. Dette, hvortil de vare fuldkommen i deres Ret, men som de af Agtelse for Publikum [sideskift][side 663]ikke burde have gjort, anmeldte Tilly, da Tilskuerne allerede tildeels vare samlede, som en aldeles uventet kun af de to Sangere udviist Chicane. Følgen var, at der ved Afskedsforestillingen den 22de April imod Rossi og Torre reistes en Piben, Hyssen og Hylen, der ikke engang lagde sig da Torre havde, som allerede var skeet ved trykte Placater, oplyst Publikum om Sagens Sammenhæng og, tilligemed Rossi, bedet om Tilgivelse, for den Uartighed, hvilken de, i deres billige Fortørnelse over Tillys og Biaggis Handlemaade, havde viist imod det.


Oprettet 2011. Opdateret af