>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Fjerde Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1862. 912 sider.

[Halvfjerdsindstyvende Saison, 31. August 1817 til 30. Mai 1818, side 484-565]

[Oversigt over repertoiret 1817-18]


[side 484]Der havde i forrige Saison været megen Klage over Repertoirets Usikkerhed ved Sygdomme, som, efter hvad der var vel bekjendt iblandt Publikum, i de fleste Tilfælde traf ind naar Sygdomsanmelderne skulde i Selskab eller endog synge i Concerter, spille paa Privattheatre eller være med til Klubgilder. De Mangfoldige, som, uden at kjende Theatret, vide gode Raad for al dets Brøst og Bræk, havde saa ivrigt bebreidet Directionen, at den ikke ved det simple, eneste og indlysende sikkre Middel at doublere Rollerne gjorde Ende paa dette Uvæsen, at der endelig, for at den selv kunde være udenfor den Uvillie, som saavel en Antagelse som en Afviisning af Principet rimeligviis vilde [sideskift][side 485]medføre, blev nedsat en Commission desangaaende, og i denne optoges Schwarz, fordi han, hvis Sagkyndighed Ingen kunde bestride, nu, da han var afgaaet, maatte ansees som uinteresseret i Afgjørelsen, hans Erklæring gik ud paa: "Det var aldeles falsk, naar der til Støtte for Rolledoubleringen blev anført, at den fandt Sted ved alle udmærkede fremmede Theatre; thi med Undtagelse af Théâtre français, hvor der holdtes Skuespillere, som alene vare engagerede til at doublere, fordi det var en Nødvendighed, eftersom man kun havde een eller to faste Skuespillere til hvert af de ordinaire Fag, fandtes netop ikke et eneste Theater, hvorved Doublering var indført som Princip, og del var en bekjendt Sag, at naar Publikum vidste, at en Doublant skulde optræde i en Hovedrolle, hvilken han dog i Almindelighed havde spillet med stor Applaus i Bordeaux, Marseille eller andre Provinds-Hovedstæder, da var Forestillingen kun slet besøgt. Doubleringen var forkastelig i Henseende til Kunsten; thi hvor i een eller flere af et Stykkes Roller underordnede Skuespillere skulde optræde ved Siden af Talenter, maatte ikke alene saadanne Roller tabe meget, men der kunde aldrig tilveiebringes noget Ensemble, som dog er det, hvorved Forestillingen skal have sin bedste Glands for de dannede Tilskuere, hvilke det især maa være en dygtig Bestyrelses Sag at give Tilsredsstillelse, især da den kan være vis paa, at ogsaa Mængden, hvorvel den ikke selv veed af det, bedst amuserer sig naar alle de Rollehavende passe godt til hverandre og tractere deres Charakterer med Liv og Præcision. Doubleringen er meget skadelig for Theatret, da der ogsaa for Doublanterne maa holdes Prøver, og skulle Doublanterne være færdige til strax at optræde i paakommende Sygdomstilfælde, altsaa [sideskift][side 486]med en Times Varsel, maae Prøverne paa de Stykker, som i de nærmeste Dage skulle gives, vare dobbelt saamange som ellers, hvilket vil berøve Theatret saamegen Tid og saa betydeligt trainere Indstuderingen, at Repertoiret maa blive endnu slettere og fattigere paa Nyheder, end Publikum finder at det er; faaer derimod Doublanterne ikke ligesaa mange Prøver som de egenlige Rollehavende, og jævnsides med dem, saa maae Forestillingerne dog gaae tilbage, indtil de kunne faae dem. Derfor er Doubleringen ogsaa netop Publikum, som skulde satisficeres ved den, til stort Afbræk i dets Fornøielse af Skuespillet: det faaer slette Forestillinger ved Doublanternes Indtrædelse i vigtige Roller, og hvis Doublanterne altid skulle være capable at staae paa rede Haand, tillige færre nye Stykker ved de mange flere Prøver, som maae holdes for Tilfældet af en Acteurs Sygdom, som maaskee ikke indtræffer, saa at Tiden, som derpaa anvendes, er spildt. Endelig er Doubleringen i høieste Maade til Fordærvelse for god Skik og Orden i Skuespillerselskabet; thi der er intet bedre Middel til at stifte Chicane, Misundelse, Avind og Splid i Personalet. I de fleste Tilfælde kan, med et Par Dages Varsel, Fordelen af Doubleringen opnaaes uden Principets Skadelighed, ved at en Anden i Hast lærer en syg Skuespillers Rolle, og dette skeer meget ofte; men under alle Omstændigheder er et Stykkes Ombytning ved en Skuespillers Forfald meget at foretrække for at gaae ind paa et Princip, af hvilket Skaden for Publikum er langt større, end den Fordeel, det indbilder sig at høste deraf; i det høieste er det Abonnenterne, som, naar de ikke have Forstand til at indsee, at det vil gaae ud over dem expres, dersom Directionen belemrer Personalet med mange unyttige Prøver. [sideskift][side 487] kunne beklage sig over Stykkers Forandring; de andre Theaterbesøgere ville jo staae sig bedre ved at faae et godt indstuderet Stykke for et, som ikke kan gives uden en Hovedrolles Forfuskning, eller ved at opsætte deres Besøg til en anden Aften. For sit Vedkommende troede han (Schwarz), at Directionen for et kongeligt Theater var forpligtet til Publikum at give saa fuldendte Forestillinger, som den med en soigneux Brug af Theatrets gode Kræfter kunde præstere, men ikke at holde fast paa en bestemt Forestilling, naar den ikke kunde opføres et dannet Publikum værdig. Forresten ansaae han en streng Overholdelse af Loven, som forbød en Skuespiller, der havde meldt sig syg, at forlade sit Hjem, for det eneste kraftige Middel til at forhindre foregivne Sygdomstilfælde." Denne Erklæring tiltraadtes i Eet og Alt af Commissionens andre Medlemmer, som endydermere tilføiede, at en planmæssig Doublering vilde være uudførlig ved det kongelige danske Theater, dersom det vedblivende skulde være istand til regelmæssigt at give Forestillinger. Derved skete det da ikke dennegang, at Bestyrelsen spildte Theatrets Tid og Kræfter paa at bevise Publikum, at det snart vilde føle sig meget utilfreds med Doubleringsprincipets Vedtagelse; men den fornuftige Argumentation forhindrede ikke, at der offenlig fremkom haard Anke over, at "Directionen havde opgivet den intenderede Foranstaltning, som man var sikker paa at ville være ligesaa behagelig for Publikum som gavnlig for Theatret".

Et andet, og velfortjent, Angreb paa Directionen strax i Saisonnens Begyndelse fremkaldte den meget ubesindigt selv. Holstein var overhovedet meget tjenstvillig og kunde især ikke godt bringe over sit Hjerte at afslaae dem, [sideskift][side 488]der enten stode i Anseelse hos ham eller for hvem han personlig havde Godhed, en Anmodning, naar det kun paa nogen Maade var ham muligt at opfylde den. Iblandt andre Misbrug, som blev gjort af hans Hjælpsomhed, var den, at bekjendte literaire Personer ofte anmeldte, at de agtede at oversætte et eller andet Stykke, hvoraf de, til Bedømmelse af Censorerne, indleverede Originalen, og blev denne antaget da bade de om Oversætterhonorarets Forudbetaling, for, naar denne var skeet, ikke mere at tænke paa den Sag, med mindre de bleve haardt manede. De, som hyppigst fik antaget Oversættelser af dette Slags, vare N. T. Bruun og Rahbek. Den Første pleiede dog, naar han engang imellem af Holstein fik en lille Mindelse, i Hast at feie saa mange Oversættelser af, at de givne Forskud bleve dækkede, men Rahbek stod bestandig meget betydeligt til Restance. Paa denne Maade havde Theatret faaet en Masse antagne Oversættelser, hvoraf nogle ansaaes at være henlagte som stiltiende erklærede for ubrugelige, og andre slet ikke vare paabegyndte. Denne Saisons Abonnement indbragte kun 92,452 Rdlr., hvilket var 39,000 Rdlr. mindre end forrige Saisons: en Differents, der, paa Grund af at Pengenes Værdie havde betydeligt forbedret sig, ikke var saa stor, som den syntes, men dog gjorde Holstein meget ængstlig for Kassens nærmeste Fremtid. Da der just i de Dage i et Directionsmøde fremkom Andragende om et Oversætterforskud, bemærkede han derfor vranten, at Theatret jo nu maatte have en uhyre Mængde allerede betalte Oversættelser, og da Tiderne ikke mere vare saaledes, at Kassen havde Evne til at udrede Honorar for hvad den havde Overflod af, kunde han ikke bevilge nogetsomhelst Forskud, men maatte tvertimod forlange, at Directionen [sideskift][side 489]udtrykkeligt bekjendtgjorde, at den ikke for det første behøvede flere oversatte Stykker og overhovedet maatte tage Brug af hvad den havde betalt, førend den kunde forpligte sig til at opføre Noget, som efter Opførelsen skulde betales. Denne Forholdsregel, hvorved han vilde sikkre sig imod alle fremdeles Forsøg paa at misbruge hans Godmodighed, blev uden videre Overveielse strax tiltraadt af Olsen, som aldrig havde benyttet hvad der af dem, der vare indviede i Trafikken, kaldtes "en forloren Oversættelse for en snever Vending"; og Rahbek fandt, at det ikke for ham gik an at gjøre Indvending, endskjøndt han, som han siden yttrede, "nok indsaae, at det vel maatte have onde Suiter." Der blev da under 28de August 1817 udstedt følgende mærkelige Bekjendtgjørelse: "Da Theaterdirectionen er forsynet med et saa betydeligt Antal antagne og endnu ikke opførte Oversættelser af Skuespil i forskjellige Sprog, at den ikke i flere Aar seer sig istand til at bringe dem paa Skuepladsen, finder den sig forpligtet, indtil videre, at frabede sig Indsendelser af oversatte Skuespil, ligesom den med Hensyn til Originalstykker, paa samme Grund, finder sig beføiet at bekjendtgjøre, at den indtil videre ikke seer sig istand til at give de Originalforfattere, der maatte indsende Stykker, nogen bestemt Forsikkring, til hvad Tid de, i Tilfælde Stykkerne maatte blive antagne, kunne vente at see dem paa Skuepladsen, og altsaa faae deres Forfatteraften derfor." Neppe var denne Bekjendtgjørelse udkommen førend det mundlig og i Bladene gik løs imod Directionen med Beskyldninger, Bebreidelser og drøi Spot. Det hed, at den maatte have henliggende et for flere Aar tilstrækkeligt Antal fortrinlig gode Oversættelser, da den ellers vist ikke havde villet frabede sig alle Oversættelser; men i saa Fald kunde [sideskift][side 490]man ikke begribe, hvorfor den i flere Aar fornemmelig havde givet oversatte slette og slet oversatte Stykker. Heller ikke kunde man ansee den for "beføiet" (et Ord, som Rahbek, der havde conciperet Bekjendtgjørelsen, altid brugte i Betydning af "foranlediget") til at give Advarsel imod Originalers Indsendelse, dersom den ikke havde en betydelig Deel gode Originalskuespil, og da maatte man troe, at den kun havde villet skærpe Publikums Nydelse af dem, ved hidtil at gjøre et Udvalg af de allersletteste, thi om der var udsat en Præmie for det platteste dramatiserede Vaas, havde man ikke kunnet faae større Mesterværker end "Uglspil" og "Betlerpigen". Man vidste vel, at den Direction, hvoraf Rahbek var Medlem, just ikke opmuntrede Originalforfattere, men at den troede sig beføiet til at advare dem, som maaskee havde Talent til at blive det, imod at indgive Stykker, under Straf af at see deres Fordeel deraf udsat til en Fremtid, som den ikke engang vilde indlade sig paa at bestemme en Grændse for, det havde man dog ikke ventet af den. Man udbad sig Opmærksomhed for, at Originalstykker vare saa slet anskrevne hos Directionen, at den ikke engang paa det kongelige Theater gav dem, det allerede eiede, men havde kastet nogle af de bedste ud af Repertoiret til Proveklude for en Skole, der, foruden at være afmægtig til deres blot taalelige Opførelse, ved skjødesløs Behandling gav dem en fuldkommen slet. Der spurgtes, om Directionen, naar den tog Hensyn til den ringe Løn og store Fare, som Originalforfattere havde at vente, vel kunde troe, at den, for at slippe for Arbeider, hvilke fremmede Theaterdirectioner meente ikke at kunne faae for mange af, skulde være nødt til at skræmme Talenterne og fortælle, at den aldeles ikke trængte til dem, [sideskift][side 491]men tvertimod allerede havde sit literaire Pakhuus overfyldt med deres Varer. Spotten blev endnu bittrere da der i den første Maaned, efter at Personalet havde havt Hvile i et Fjerdingaar, kun gaves et eneste nyt Stykke, og den blev idelig opfrisket ved Opførelsen af saadanne Sager, der vidnede om, som Olufsen sagde til Rahbek efter første Forestilling af "Aften er ikke Morgen lig", at "Directionens store Oplag nok meest bestod af mølædt Gods." Værst var det imidlertid, at Holstein ikke, ved at blive Skyld i Directionens Prostitution, opnaaede at sikkre sig imod de "forlorne" Oversættelser: man vidste saa godt at benytte hans Føielighed, at deres Antal allerede i denne Saison forøgedes med tre og var i stadig Stigen indtil en kraftigere Villie, fire Aar efter, ganske afskaffede dem paa en ikke lovmæssig Maade.

Den almindelige Utilfredshed med Theatrets Tilstand virkede meget til, at den offenlige Mening udtalte sig afgjørende for en i denne Saison af L. Kruse og den tidligere Skuespiller, nu Overkrigscommissair, Regimentsqvarteermester Schönberg indgiven Ansøgning om Tilladelse til i Kjøbenhavn at oprette "et Folketheater". Meget formaaende Mænd i Kongens nærmeste Omgivelse satte sig i Bevægelse for at bevirke en gunstig Resolution; men Frederik den Sjette meente, ar det var Noget, der ene og alene kunde afgjøres ved en Betænkning af Theaterdirectionen, som den eneste Autoritet det paalaae at have Sagkyndighed og at bære Ansvaret for Følgerne. Holstein og Rahbek vare aldeles imod Oprettelsen af nogetsomhelst offenlig, af en Entrepreneur grundlagt og bestyret Theater; Olsen erklærede sig derimod for den, da han var af den faste Overbeviisning, at en Concurrents vilde være langt mere gavnlig end [sideskift][side 492]skadelig for det kongelige Theater, hvis Bestyrelse, efter hans Mening, ene kunde have, i den dem anfortroede kongelige Indretnings og Kunstens Interesse, at foreslaae saadanne Bestemmelser, hvorefter den eller de, hvem et Privilegium maatte blive forundt, ikke skulde kunne krænke de Rettigheder, hvilke ere at ansee som naturligen tilhørende den danske Skueplads, som et af Hs. Maj, understøttet Nationaltheater, eller være istand til at indføre saadanne Sager, som stride imod Begrebet dramatisk eller ere folkefordærvende ved Anstødeligheder imod Religion. Moral, gode Sæder og en saadan sund Smag, som man maa ønske at bevare hos en fornuftig Almue; i hvilken Henseende han holdt for, at der ved et Theater af denne Art burde af Cancelliet ansættes en af den kongelige Theaterdirection foreslaaet, men siden af det kongelige Theater aldeles uafhængig og kun Cancelliet ansvarlig Censor. Af de to modsatte Meninger var Kongen personlig gunstigst stemt for Minoritetens; men da Holstein forestillede, at dersom den blev fulgt, vilde han være i den smertelige Nødvendighed at bede sig entlediget fra Chefsposten, hjalp det ikke engang at Frederik den Sjettes ellers altformaaende Ven, General Bülow, arbeidede for at sætte den igjennem. "Det er for vigtig en Indretning til at her kan hazarderes." svarede Kongen. "Hvem forstaaer sig ret paa den? Holstein kjender den nu engang; men spørg kun Hauch om han veed Nogen, der duer til at have med den at bestille, dersom Holstein gaaer bort." Ansøgningen blev afslaaet.

Skuespil-Repertoirets Nyheder vare i denne Saison, med en eneste Undtagelse, af alvorlig Art. Schillers "Kabale og Kjærlighed", som aabnede Rækken, fandt Publikum altfor almindeligt i Motiverne: de vare ganske af [sideskift][side 493]samme Natur, som i de ifflandsk-kotzebueske rørende Skuespil; havde end Charaktererne mere poetisk Aand og det dog hist og her stærkt overspændte Sprog større Fynd, Rigdom og Energie, saa traf alligevel Tilskuerne atter her det Sædvanlige: de høiere Stænders Anmasselse, Nederdrægtighed og Ondskab stillet i Kontrast mod den rigtignok mindre dannede, men mere retskafne Borgerstand; og desuden var Tonen Publikum for mørk, Udviklingen for piinlig, Katastrofen for uhyggelig. Spillet tjente i det Hele ikke til at give en saa sjælemartrende Skildring et Liv og Opsving, som kunde forsone med den; men forstærkede tvertimod, især i de Esklendes Scener, ofte det Svulstige i Digterens Udtryk, istedetfor at føre Inderlighed og naturlig Ømhed eller Smerte over i det. Kun Ryge, der med stor kunstnerisk Kraft og al den Sandhed og Værdighed, som kunne lægges i en saa tyrannisk Fader, udførte Præsidenten, og Haack, der med fiin Comik gav i von Kalb en meget original Fremstilling af en naragtig, hjernetom Hofmand, vare fuldeligen deres Opgaver voxne; Jfr. Jørgensen spillede Lady Milford fortræffeligt med den hende i saadanne Roller egne elegante Dametournure, men savnede Ansigtsskjønhed og den nødvendige Velklang i Talestemmen for at give Skildringen al den af Digteren beregnede Virkning, og Clausen lod det, som Wurm, ikke mangle paa stor Flid, uden derved at kunne komme ud over den almindelige Maneer i Fremstillingen af Theaterskurke. Stykket blev optaget med Bifald, men vakte kun ringe Interesse. — Var Tilløb fuldt Beviis for dramatiske Værkers Værd, da kunde B. Bang glæde sig ved, at han i samme Skuespilart havde langt overgaaet Schiller, thi "Laura", hvormed han nu fremtraadte som Sørgespildigter, blev ikke alene modtaget med [sideskift][side 494]Jubel, men gav fuldt Huus ved alle de Forestillinger, det fik i denne Saison. Ogsaa heri var det den stille borgerlige Uskyld og Ynde, som blev forhaanet og traadt i Støvet af de Store! men Bang havde bedre forstaaet at fortrylle Mængden ved Dydens uforskyldte Lidelser: den Forfulgte var omgivet af høi Forklarelse, Forfølgerne blændede ved ældgammel Adel og stor udvortes Glands. Det var ikke poetisk Aand, ikke Pathos, som virkede henrivende i dette, af andre Theaterstykker, fornemmelig "Kabale og Kjærlighed" og "Emilie Galotti'', inspirerede Værk, thi Dialogen er meget triviel i Udtryk saavelsom Tanke; men Alt er mystisk, spændende, opskruet og giver sig den Air af Betydenhed, som meest imponerer det skuelystne Publikum, fordi den lægger al den Bram, som den kan opdrive, paa det Udvortes: her har man en Skuespillerinde, som lever stille, i smaa huuslige Forhold, men er et saadant Vidunder af Deilighed og kunstnerisk Fuldkommenhed, at hun ikke destomindre udbasunes som bekjendt og tilbedet over hele Italien, ved enhver udført Rolle er det udelukkede Stof for alle Samtaler, og hvor hun blot viser sig bliver Gjenstanden for Fyrsternes som for Folkenes høieste Beundring; her er en ung Greve, der af Kjærlighed til hende udgiver sig for en fattig Kunstner, men skal giftes med en ung Grevinde af et overordenligt høitanseet Huus og dersor med Laura maa lide srygtelige Forfølgelser, indtil de begge, overvældede af Lidelserne i denne Verden, ved egen Haand tage Livet af sig, for at forenes i en bedre; her er en straalende Festaften med Illumination og et virkeligt pladskende Springvand; en i al sin personlige Ubetydelighed værdig Fader, der er i Generalfeltmarskalsuniform; en ædelhjertet, jernhaard Broder, som af Agtelse for sin Adel [sideskift][side 495]gjør sig stokdøv for Blodets Røst; en engleskjøn lille Grevinde, der ved gaaset Pjattethed skal forestille et elskeligt Naturbarn; en i Kappe indhyllet Ubekjendt; en i Pragt svømmende Adelsdame, der udklækker overraskende kløgtige Intriguer; et stort glimrende Tjenerskab; og, som den poetiske Blomst, mange sværmerisk udtrykte, men ved deres Jævnhed almeensattelige Reflexioner over Kunstnerliv, Dyd og Kjærlighed. Og dette med udføgte brugelige Slageffecter petillerende Fabrikstykke, — der dog, efter at være givet 15 Gange i 4 Aar, maatte friste den Skjæbne at blive hysset ud, da man 11 Aar efter ved en Sommerforestilling vilde forsøge om det endnu havde sin gamle Kraft, — fandt i sin Nyhed en ypperlig Udførelse. At lægge nogen stor kunstnerisk Fortjeneste i Fremstillingen af saa trivielt skildrede Figurer var vel ikke muligt, men det Ædle, Blide og poetisk Tungsindige, som var udbredt over Mad. Hegers Personlighed og udtalte sig af hendes Blik og enhver Bevægelse, passede forunderligt herligt til Beskrivelsen over hvorledes Laura skal være; Liebes besynderlige distraite Væsen, heftige Opfaren, i lidenskabelige Momenter underlig abrupte Gesticulation og nu og da pludseligt frembrusende Diction faldt saa ualmindeligt godt sammen med Stilen for Udførelsen af et saadant Slags ulykkelig sværmende Elsker som Alonzo, at han i denne Rolle gjorde overordenlig stor Lykke; og de andre Personer bleve alle spillede af dygtige Rollehavende med usædvanlig megen Omhu. — Et andet Sørgespil, der i hver enkelt af sine Scener indeholdt mere Aandrighed og Poesie end den hele "Laura", havde langtfra samme Lykke: Oehlenschlägers "Fostbrødrene" blev optaget med megen Kulde. Hvor mange digterisk skjønne Partier der end findes i dette Værk, [sideskift][side 496]maa imidlertid Aarsagen til, at det ei alene ikke paa Theatret vandt Interesse, men endog virkede frastødende, fornemmelig søges i det selv. Det nordiske Fostbroderskab kan afgive mange herlige Emner for dramatiske Værker, og Digteren havde til sit opfundet den høist interessante Situation, at en ung Helt, just paa den Dag, da han, opfyldt af Glæde over Livet, vil feire sit Bryllup, af Fostbroderskabet føler sig forpligtet til at lade sig levende begrave med en gammel Kæmpe, der, med Foragt for Livet, i ubændig Stridslyst selv har styrtet sig i Døden og hvem den livsfro, elskende Yngling vel, af ungdommelig Beundring over den vilde Tapperhed, har svoret Fostbroderskab, men nu ikke har mindste Hengivenhed for eller finder Hengivenhed hos. Det heldigt opfundne Emne var ikke heldigt behandlet. Man var vant til hos Oehlenschläger at see Helten aandsfri og kjæk træde Skjæbnen imøde, for til det Yderste at bekæmpe den og, naar han gik under, at forherliges ved sit Fald; men Asmund, som ved ungdommelig Ubesindighed selv har lagt sig i en ubøielig Skjæbnes Lænker, lader sig uden Modstand slæbe af den til en den unge, kraftfulde og fribaarne Helt ligesaa uværdig som skrækkelig Død. Publikum ventede, at Digteren vilde i sin rige Phantasie finde et eller andet Middel, hvorved den til levende Begravelse af sig selv dømte unge Mand blev at frelse paa en ham hæderfuld Maade; det kunde derfor saameget mindre finde sig i, at Asmund ei alene bliver indespærret i Graven og een Gang gjennemgaaer rædselsfulde Qvaler, men, ved et ydre Tilfælde, igjen maa komme ud af den, blot for i Livet at finde ny Marter og derpaa at føre sin uskyldige Brud med sig tilbage til Graven, hvor hun med ham skal udstaae den forfærdelige [sideskift][side 497]Dødskamp, som man allerede har seet hans Heltemod ligge under for. Handlingen var Publikum for piinlig, Tonen for mørk og Sproget, som var usædvanligt rigt paa Billeder, der ofte syntes at maatte være den Talende fremmede, havde ikke den naturlige raske Flugt, som virkede saa tiltrækkende i Digterens andre Tragedier. Dertil kom at Spillet i de fleste Roller var utilfredsstillende. Ryge havde som Asmund mange herlige Steder og fornemmelig var hans Scene efter Udtrædelsen af Graven af stor Virkning; men Udtrykket af Kjærlighed vilde ikke lykkes ham og i Stykkets Slutning fandt man hans Foredrag altfor declamatorisk. Mad. Zinck var, som Ragnhild, en tækkelig, god og kjærlig Pige; men ikke den nordiske Ungmø, som med høi Kraft beslutter sig til at følge sin Brudgom levende i Graven. Kun Haack, der med ædel Fyrighed gav den raske Rerek, vandt et almeent meget levende Bifald. — Kotzebues Sørgespil med glædelig Udgang, "Solens Præstinde", kunde, uagtet de prægtige indianske Tempelscener, megen Rørelse og Overflod af Knaldeffect, ikke glæde sig ved nogen særdeles god Modtagelse: endogsaa Mængden fandt det vel stærkt, at Forfatteren har gjort Elskerinden saa uskyldig, at hun ikke selv veed, at hun er paa gode Veie. Fortsættelsen, "Pizarro", havde langt større Lykke, især ved at Peruvianeren Rolla, som deri fremtræder under interessantere Forhold og mere handlende, blev spillet af Ryge med en forbausende Kraft og Varme. — I "Macbeth" fik imidlertid Skuepladsen dog eet Værk, der ved poetisk Vælde og ægte tragisk rystende Virkning bidrog mægtigt til at svække Indflydelsen af de kotzebueske Spektakelstykkers prosaiske Svulst og de piinlige Familiecalamiteters Jamren, hvormed der i denne Saison saa rigeligt [sideskift][side 498]blev sørget for at skaffe Publikum Rørelse. Det var Skade, at Foersom, der saa dybt og fuldeligt fattede den poetiske Natursandhed i de shakespeareske Skildringer, havde, af den Mening, at det vilde forstærke den theatralske Effect, ladet sig forlede til i denne Oversættelse at følge Schillers Bearbeidelse, hvori Hexenes af Digteren med stor Genialitet kjækt skizzerede Væsen er forvansket, for at give det en forfeilet tragisk Værdighed, og den kostelige humoristiske Portner, hvis lille Scene kaster en saa herlig Reflex paa det ryggesløse Kongemord, optræder, aldeles umotiveret, som sentimental Psalmesanger. Dette sidste Brud paa Tragediens Charakteer er især skærende, fordi det afbryder Handlingens Gang med et den aldeles fremmed og modstridende Mellemspil, der desuden nu neppe kan udelades, da Publikum mindre vil føle sig tiltalt af det Naturlige i Monologen, end af Weyses skjønne Choral, udført af en dygtig Sanger. De schillerske Forandringer medførte i det Hele, at Musiken kom til et betydeligere Indgreb i Interessen, end det, hvorvel Weyses Tonedigtning er et af hans meest charakteristiske og poetiske Mesterværker, for den fulde Virkning af den storartede dramatiske Composition er tilstedeligt. Det bør imidlertid ikke være ubemærket, at den geniale, ganske i shakespearest Aand digtede Musik i høi Grad medvirkede til det mægtige Værks særdeles gunstige Optagelse og Bevaring i Repertoiret, thi Udførelsen var dengang i flere Henseender for mangelfuld til at kunne sikkre det et saa levende Bifald. Ryge havde i sin herlige Heltefigur og stærke, malmfulde Røst store legemlige Evner til Udførelsen af Macbeth, og hans vilde Fortvivlelse og trodsige Kamp imod Skjæbnen, efter at Samvittighedsqvalerne ere komne til Udbrud ved Synet af Banquo under Festmaaltidet, vare i deres stadige [sideskift][side 499]Stigen af rædselfuld Virkning; men Rollens første Deel, hvori Tanken om Forbrydelsen undfanges og igjennem Raadslagning og Grublen udvikles til Daad, savnede psychologist Klarhed og interesserede mere ved hans imposante Personlighed, end ved en poetisk og bestemt Fremstilling af Charakteren. Jfr. Astrups Lady Macbeth udmærkede sig ikke ved dybtgaaende Opfatning og hendes Talestemme manglede Klang til et energist Foredrag, men den majestætiske Figur, det stolte Blik og den ædle Holdning, hvilken hun havde i langt høiere Grad end Ryge, gave hendes Udførelse, som desuden, under Veiledning af Schwarz, var indøvet med overordenlig Flid, et saadant Præg af tragist Værdighed, at hun vakte levende Beundring, især i Søvngængerscenen, som allerede ved hendes Personlighed fik megen Effect og fremkaldte stormende Bifald. Macduff var en af den geniale Haacks meest poetiske, gribende og fuldendte Fremstillinger, hans herlige høie, ranke Skikkelse, den ædelt djærve og dristige Mine, Gang og Holdning, det klare, livfulde mimiske Udtryk og hans fyrige, ved Energie, Kraft og inderlig Følelse henrivende mandige Foredrag forenede sig saaledes til at give hans Udførelse Charakteer, Pathos og poetisk Flugt, at han ikke paa det danske Theater er og neppe vil blive opnaaet i en lignende Rolle. Hvad der omgav disse tre Personer var, med Undtagelse af Kruse, som fremstillede Banquo med megen Værdighed, saa høist maadeligt, at det for en stor Deel skadede Virkningen af deres Spil: Ingen af de Rollehavende var sin Opgave voxen, nogle af dem vakte endog, i netop meget vigtige Scener, Spotlatter; Sceneordningen havde man behandlet særdeles skjødesløst; enkelte af de mange Decorationsforandringer gik yderst slet, og i Dragterne var ikke Spor [sideskift][side 500]af skotsk Costume. Den ringe Omhu, der var anvendt paa den sceniske Forherligelse af et shakespearesk Mesterværk, stak stærkt af imod den overordenlige Anstrengelse, som nylig var bleven gjort for at sikkre Pragtspektaklet "Salomons Dom" en enthusiastisk Modtagelse, hvilken man da ogsaa med stor Bekostning havde været saa heldig at erhverve det. Det Mærkeligste ved dette Stykke er, at det med et høist ubetydeligt Indhold gjør Fordring paa et usædvanlig stort og kostbart scenisk Apparat. Den Handling, hvorved Forfatteren, Caignez, har dramatiseret den bibelske Fortælling, giver, foruden en eneste virkelig theatralsk Situation i Domscenen, kun endeel sentimentale Snakkescener, som, slet nok, motivere og indlede en Masse Festoptog, Solosange, Chor og Dandse. Musiken var af Bearbeideren, N. T. Bruun, særdeles heldigt samlet fra Kunzens henlagte Arbeider; der var anvendt det Yderste for at saae sammenbragt en overordenlig Mængde Dandsere, Chorister og Statister til Divertissementer, Marcher og Scenens Staffage; og Udstyret udmærkede sig ved stor Rigdom og Forskjellighed baade i Dragter og Decorationer. Saaledes kunde Stykket, alene som Pragtskuespil, ikke forfeile at gjøre glimrende Effect i sin Nyhed og for den Tids Publikum; og nu var endydermere den kunstneriske Udførelse af Hovedpartierne høist fortræffelig. Forfatterens løst udkastede prosaiske Skizze af Salomon kom, ved den rolige Høihed, Kraft og Varme, som gik igjennem Ryges Fremstilling, til et Præg af den bibelske Charakteer, hvorved den fik stor Virkning; Jfr. Astrup havde i den stolte Tamira en af de Roller, hvori hendes Personlighed, Holdning og hele Væsen gave hende saa ualmindelige Fortrin, at hun var uopnaaelig; Leila var Mad. Zincks fortræffeligste alvorlige Rolle: indind-tagende [sideskift][side 501]tagende Qvindelighed, den ømmeste Moderfølelse og sjælfuld Energie forenede sig saaledes i hendes Spil med hendes skiønne rene Naturlighed, at det i sin ædle Simpelhed virkede henrivende; og den unge August Bournonville fremstillede den lille Adonia med en Ynde, uskyldig Livfuldhed og barnlig Fromhed, der fortryllede i den Grad, at mange Tilskuere ved første Forestilling, som gaves i Anledning af Dronningens Fødselsfest, endog forløb sig imod den dengang strengt overholdte Skik, ikke ved en saadan Leilighed at applaudere de Spillende, og udbrøde i meget levende Bifaldsyttringer, da han overraskende ypperligt havde sunget Visen: "Moderen med sunkne Vinger". Den hos en Direction, hvori der sad en Smagsdommer som Rahbek, meget mærkværdige Iver for at skaffe en N. T. Bruun betydelige Naadegaver, medens den negtede en Oehlenschläger blotte Villigheder, fik atter ved dette Stykke Leilighed til at vise sig. "Bulderbassen", et Femactslystspil af Bruun, var i forrige Saison blevet ansat til Opførelse, men ved Prøverne fik Holstein en saadan Rædsel for Udfaldet af at give et Stykke, hvilket, efter hans Mening, "ikke var saa interessant som Betlerpigen", at Directionen i Hast maatte til Kongen indgaae med en Forestilling, hvorefter Stykket, imod al Regel og Skik, hemmeligt blev honoreret med "Beløbet af en Benefice", uden at komme til Opførelse. Ved denne uretfærdige Begunstigelse fandt Bruun sig saameget mere bestyrket i sin Erfaring om Directionens store Redebonhed til fortrinsviis at protegere ham, at han nu, straz efter Opførelsen af "Salomons Dom", androg paa, "at der for hans Bearbeidelse, da den havde gjort saa stor Lykke og han, ved al gjøre den færdig paa 14 Dage, havde hjulpet Directionen [sideskift][side 502]ud af dens Forlegenhed for et passende Geburtsdagsstykke, maatte, som Honorar, forundes ham en Benefice, i Lighed med hvad der var tilstaaet for sal. Foersoms Oversættelse af Macbeths og den samme Direction, som nylig havde udtalt, at "naar den indstillede, at der, som Oversætterhonorar for Macbeth, maatte bevilges den høitfortjente Foersoms trængende Enke en Benefice," da var det "kun i Betragtning af alle de vanskelige og berømmelsesværdige Arbeider, hvorved han havde gjort sine Landsmænd bekjendte med den store britiske Digter," gik ind paa Brunns uforskammede Andragende: den udvirkede, at der for hans lette, gehaltløse Hastværksarbeide forundtes ham den for et originalt Femactsstykke tilstaaede Forfatteraften, og det saaledes, "at der ikke derom maatte skee nogen offenlig Bekjendtgjørelse, men ham gives Indtægten af en af de Forestillinger, ved hvilke Stykket opførtes uden Abonnement." — Saisonnens eneste ny Comedie, "Aften er ikke Morgen lig", i fire Acter af Guldberg, vakte bitter Spot over "Boniteten af det store Nyhedsoplag, som forpligtede Directionen til offenlig at advare imod Indgivelsen af flere Stykker." Hvor lidet denne Original var original i Opfindelse vil bedst sees af dens ubetydelige Fabel. "Commandeur Villersgaard havde taget Albert, sin Brodersøn, og Vilhelmme, Datter af en Officeer til sig og ønskede, at de engang skulde blive et Par; men Albert var vild og blev sendt tilbage til sin Fader i Holsteen. Her blev han Student og reiste derpaa udenlands. Efter Testamentet kom nu Commandeurens Broder, Kammerraad Villersgaard, til at arve ham, imod at udbetale Vilhelmine 25,000 Rdlr. i Medgift. For at beholde disse Penge vil Kammerraaden selv ægte sin Myndling, som han indespærrer. Kjed af sit [sideskift][side 503]Fangenskab, har hun besluttet at indgaae dette Ægteskab samme Dag da Albert kommer og tager ind i en Kro i Nærheden af Herregaarden. For at underrette hende om hans Nærværelse praktiserer hans Tjener en Billet til Vilhelmine ind i Guldhuuskassen paa Kammerraadens Paryk, som Kromanden Jens Knubstrup sender op paa Gaarden. Strax efter at Vilhelmine har læst Billetten kommer Albert selv, men bliver overrasket af Villersgaard og maa gaae trøstesløs bort. I Skoven ved Gaarden sinder han et Par Pistoler, som Peter Treu, Baadsmand og Commandeurens gamle Tjener, har lagt udenfor sit Huus. Han fristes til at skyde sig, men Peter hindrer det, og da den Gamle seer, det er Albert, fører han ham ind i Huset, for at aabenbare ham en vigtig Hemmelighed. Albert fremstiller sig derpaa atter ubekjendt for Kammerraaden, som med Forfærdelse af ham erfarer, at der er et senere Testament, hvorefter Albert og Vilhelmine, hvis de gifte sig med hinanden, skulle have hele Commandeurens Formue, imod at give Kammerraaden 800 Rdlr. aarlig. Den gamle Gnier søger at bestikke denne Ulykkesforkynder, og da det er forgjæves, trøster han sig med, at Albert ikke er at finde og at Vilhelmine selv skal vælge, men alle hans Forhaabninger falde sammen da han seer hende kaste sig i den Ubekjendtes Arme og erfarer, at han er Albert." For at motivere denne tynde, uinteressante Handling, der ikke havde en eneste ny eller piquant Situation og hverken ved Charakteerskildring eller Vittighed havedes over det Alleralmindeligste, havde Forfatteren endydermere maattet tage Tilflugt til paafaldende Usandsynligheder. Den Agtelse, hans tidligere, undertiden heldige og altid smagfulde, dramatiske Værker havde erhvervet ham hos Publikum, formaaede ikke at afvende alvorlige MisMis-hagsyttringer [sideskift][side 504]hagsyttringer ved den første Forestilling, endskjøndt den fra de Spillendes Side var et sandt Mesterværk. Enhver Rollehavende søgte saaledes ved sin Kunst og Flid at understøtte Forfatteren, at de alle vandt stærkt Bifald. Især havde Ryge af Jens Knubstrup skabt sig en af sine allerypperligste comiske Roller: ved den fortræffelige jydske Dialect, hans tørre Lune, det sindige, satte Væsen og et ud af Livet grebet slaaende Kromandsydre fremkom en i hvert Træk saa naturlig og dog original Skikkelse, at man alene for denne kostelige Figurs Skyld maatte have ønsket, at Stykket var blevet i Repertoiret saalænge Ryge kunde spille i det. Totalindtrykket af Opførelsen blev imidlertid, nægtet det mesterlige Spil, Kjedsommelighed; efter anden Forestilling var Mishaget langt stærkere, og ved den tredie faldt det totalt for en frygtelig Udpibning.

Syngespillet var Theatret til langt større Ære end Skuespillet. Joconde, med Isouards, ved yndige Melodier, elskelig Munterhed og ægte idyllist Charakteer, fortryllende Musik, gav et glimrende Beviis paa, at vor Scene dengang var i Besiddelse af ualmindelige Kræfter til at udføre en Kunstart, som ellers intet Theater i Europa, uden det, hvorpaa den havde hjemme i Paris, formaaede at skaffe Publikums levende Interesse; og for den kunsterfarne Tilskuer var det let bemærkeligt, at Dygtigheden kunde have været bragt til en endnu ædlere og større Virkning, dersom Opførelserne vare blevne omhyggeligere forberedte, ledede og varetagne af en smagfuld artistisk Autoritet. Mad. Zinck, der med henrivende Ynde og Uskyld, den fineste qvindelige Gratie og et Alle indtagende Skjelmerie udførte Jeannette; Rind, som i Fogden gav en høist comisk, ikke af nogen Eftermand i naturlig Løierlighed overtruffen, Original vaade i Spil [sideskift][side 505]og Sang; Bauer, der, med sit smukke Udvortes, et gratiøst og tækkeligt Væsen, en meget behagelig Syngestemme og let Veverhed i sine Bevægelser, ganske var skabt for den franske Operettes elskende Landsbyknøse, og Haack som med megen Anstand og i en munter, fiin Tone gav Lysander, udførte deres Partier til en saadan Fuldkommenhed, at de baade hver for sig og i Ensemblet fyldestgjorde de strengeste Fordringer. Cetti havde i Grev Robert sin første Hovedrolle, hvori han ved sin velklingende, kraftfulde og ualmindelig bøielig Stemme, Tonernes bløde Sløifninger og et varmt, sjælfuldt Foredrag gjorde stor Lykke som Sanger, og — da han var meget smuk i den ridderlige Dragt, bevægede sig frit og vakte Interesse ved sin blotte Fremtræden, — tillige vilde have været udmærket som Skuespiller, hvis han var bleven tilholdt at aflægge nogle skjødesløse Kast med Legemet og vulgaire Bøininger i Dictionen. En streng kunstnerisk Correctur vilde ogsaa have kunnet gjore Zincks Udførelse af Joconde ret behagelig, da han, skjøndt langtfra at være en uimodstaaelig forførersk Galning, sang Partiet med megen Livlighed og anvendte usædvanlig Omhu paa Fremstillingen; men aldeles nødvendig havde den været, hvis Jfr. Zrza, som Prindsessen, skulde have opnaaet ikke i Spillet at stikke stærkt af imod det øvrige Personale. Publikum lønnede den i det Hele fortræffelige Udførelse af denne herlige Nyhed med meget levende Bifald. "Offerhøitiden" blev strax endnu stærkere applauderet, men kun for Myrrhas, Elvires og Mafferus Roller, der bleve sungne og spillede særdeles skjønt af Mad. Rind, Mad. Liebe og Kruse; de øvrige Rollehavende og Chormassen, som i dette Stykke er af stor Vigtighed, lode saameget tilbage at ønske, at Winters, især ved rig og glimrende Instrumentation, [sideskift][side 506]ædel Stiil og poetisk Aand, ypperlige Musik ikke, hvorvel flere Numere bestandig bleve stormende beklappede, kunde fastholde den ualmindelige Interesse, som den ved første Forestilling havde vakt. I et moersomt lille Syngestykke, "Forrige Tider og nuomstunder", med en særdeles smuk, livlig og charakteristisk Musik af Rodolphe Kreutzer, gjorde fornemmelig Mad. Liebe, som en gammel Dame, der er indtaget for det Adstadige og Bedagede, og Frydendahl ved en høist ypperlig Udsørelse af Le Coq, en gammel Nar, hvem man faaer til at forklæde sig som ung Spradebasse, stor Lykke.

Skuespillernes Forestillinger i denne Sommer vare ligesaa slette, som de i den foregaaende havde været fortræffelige. Da den Forening, som da spillede og havde opnaaet Tilladelse til igjen at give Forestillinger, havde opløst sig, fordi den ikke kunde komme til Enighed om Repertoiret, blev der i Hast dannet et andet Selskab, hvori Mad. Spindler, Jfr. Jørgensen og Mad. Andersen traadte over og bleve de talentfulde Medlemmer, medens det hele mandlige Personale kun bestod af et Par ældre Skuespillere uden betydelig Anseelse, og der til Hjælpere toges hvilke uroutinerede Begyndere, man kunde bevæge til hurtigst at lære de Roller, som ikke kunde besættes med Selskabets Medlemmer. En saaledes sammenbragt Trup kunde ikke vente at ville faae synderligt Tilløb for Udførelsens Skyld; man søgte derfor hurtigt at skaffe Stykker, der, uden Hensyn til æsthetisk Værd eller om de tilfredsstillende kunde besættes, havde, i Forfatter eller Titel, en eller anden piquant Eiendommelighed, hvorved de kunde formodes at ville give Huus. Gustav den Tredies "Siri Brahe", P. A. Heibergs "Hofsorgen" og "De syv Tanter", samt Prams, ved et [sideskift][side 507]Par ypperlige Charakteerskizzer og en udmærket god Dialog, ret interessante Bagatel "Frokosten i Bellevue" kom derved paa Scenen i Forestillinger, som fra Jfr. Jørgensens og Mab. Andersens Side bleve udførte med største Omhu, men forresten, deels ved slet Spil, deels ved skjødesløs Behandling, vare den danske Skueplads høist uværdige.

Med Undtagelse af Hess og Kone, der kun vandt ringe Bifald som Sangere og bleve udhyssede som Skuespillende, gjorde de optrædende Fremmede megen Lykke. Fischer fra Berlin havde en ualmindelig omfangsrig, stærk, sonor og bøielig Basstemme, en ypperlig Syngemaade og et særdeles smagfuldt, til de forskjellige Musikstykkers Charakteer passende Foredrag. Han høstede stormende Bifald ved sin Concert, der indbragte omtrent 1000 Specier; men det store Ry, han i Tydskland havde som Skuespiller, retfærdiggjorde han ingenlunde: hans Spil som Osmin i "Bortførelsen fra Serailet" viste meest en kold Beregning paa smaalig Effect og kunde aldeles ikke i Lune og Naturlighed maale sig med Knudsens eller Rinds. Mad. Marianna Sessi, som kom her paa Gjennemreisen til Stockholm, hvor hun skulde synge ved Kroningen, var dengang 40 Aar og berømt som en af Europas rigest begavede og kunstfærdigste Sangerinder. Med en stor, omfangsrig, ved Velklang og Fylde udmærket Stemme forenede hun en beundringsværdig Lethed i Udførelsen af sine meget smagfulde Forziringer og et sjeldent skjønt Foredrag. I "Pygmaleon", der, ved hendes smukt afrundede og udtryksfulde Gebærdesprog, ogsaa i mimisk Henseende var særdeles interessant, vakte hun stor Opsigt ved Recitativerne, i hvis ypperlige musikalske og declamatoriske Behandling Musikkjendere satte hende over alle her optraadte italienske Sangere. [sideskift][side 508]Hun havde til sin Concert endnu større Indtægt end Fischer, vandt umaadeligt Bifald og blev ved sin Kunst, navnlig i Henseende til Foredraget, af megen Indflydelse paa Jfr. Løfflers Udvikling. Antonia Pfeiffer fra München havde en smuk Legemsbygning, et talende Ansigt, smukke Armbevægelser, megen Lethed og var særdeles gratiøs i sin Dands, som Theatrets unge Dandserinder med megen Iver toge til Mønster. Joseph Schneiders eneste Fortjeneste var, at han heldigt understøttede hende. Theatermaleren Cocchi var den Fremmede, som efterlod det varigste og herligste Minde om sit Ophold. Ved to i meget kort Tid mesterligt udførte Decorationer: en Skov og en storartet Vaabensal, vakte han Kunstforstandiges som Publikums Beundring. Da han var en Mand med levende Phantasie, stor technisk Dygtighed i sin Kunst og et ualmindeligt nøie Kjendskab til alt, hvad der vedkom Theatermaskinerie, ønskede Alle, at Directionen vilde gaae ind paa de meget rimelige Betingelser, han stillede for et Engagement, og man ventede saameget mere at see ham ansat, da Theatret dengang ikke havde nogen Kunstner til Landskabsmaleriet, hvori han, ved den friske, kraftfulde og høist pittoreske Natur, der baade i hans Coulisser og paa hans Bagtæppe fortryllede Tilskuerne, viste sig at være ligesaa stor Mester som i Architekturen. At han, efter at have modtaget sin Opgave, vilde indenfor dens Grændse virke som selvstændig Kunstner og fremsatte sine Meninger om det Hensigtsmæssige med den klare Indsigts Bestemthed, gjorde ham imidlertid saa ubehagelig for Ryge, at denne hos den svage Direction bestemt erklærede sig imod hans Ansættelse, hvilket naturligviis havde til Følge, at Cocchi ei alene ikke opnaaede den, men ogsaa fik Meddelelse om, at han ikke maatte [sideskift][side 509]vente at faae flere bestilte Arbeider. Den geniale Mands sildigere store Virksomhed for Hamborgertheatret, medens Directionen for den danske Skueplads ikke var istand til at faae et Landskab blot taaleligt udført, viste bedst hvor meget der tabtes ved at han blev afviist.

Theatret, som ved en Restauration igjen havde saaet sin gamle Overskrift "Ei blot til Lyst!" var ved denne Tid virkelig ogsaa tillige alle Kunstens sande Venner til Bedrøvelse. Hvor store og uoprettelige Tab det end i de sidste 10 Aar havde lidt, besad det vel endnu i næsten alle Fremstillingsfag ypperlige artistiske Kræfter, men den administrative og literaire Tilstand var saa slet og flov, at de næsten kun anvendtes paa dem aldeles uværdige og fordærvelige Opgaver, med mindre Nødvendigheden af at holde Tjenesten igang foranledigede Opførelsen af nogle ældre gode Værker, og selv i disse kunde de, uden kunstmæssig Styrelse, tage hvilken Vei de vilde og, efter eget Tykke, enten søge stormende Applaus ved kaad Overdrivelse, eller den Dannedes mindre høirøstede Bifald ved smagfuld og poetisk Fremstilling af Naturen. Hos Directionen var hverken noget Bestyrelsesprincip, der kunde føre til en bestemt Villie, eller Kraft til med Bestemthed at sætte en Villie igjennem. Holstein overværede næsten enhver Forestilling fra Begyndelsen til Enden, men var i Almindelighed tilfreds med den, naar blot Publikum var det, hans naturlige Smag tillod ham vel ikke at finde Behag i det Svulstige eller Overdrevne; dersom det blev applauderet, forligede han sig imidlertid meget godt med det, og kom de Spillende kun ikke med Tilsætninger, som vedrørte Dagsbegivenheder eller ængstede ham for Hoffets Uvillie, saa maatte Publikum meget afgjørende yttre Mishag ved Tillæg af plat Skjemt, [sideskift][side 510]Tvetydigheder eller Indfald, der laae udenfor Rollens Charakteer, dersom han skulde finde sig dreven til at give Spasmagerne en Irettesættelse. At han i enkelte Tilfælde syntes om, hvad Publikum ikke syntes om, udelukkede ikke, at han i alle Tilfælde syntes om, hvad Publikum syntes om; dets Bifald bestemte væsenlig hvilke Stykker og Skuespillere han gav Fortrin i Repertoiret, og hans Opmærksomhed for dets Meningsyttringer var saa stor, at han meget hurtigt kom til en instinctmæssig Forudfølelse af hvorledes de vilde blive. At tragte efter at give Repertoiret et bestemt Præg, nationalt eller æsthetisk, faldt ham aldrig ind; den første Lov ved dets Valg var ham hvad Hoffet havde "ladet falde et Ord om at ville see;" den anden og sidste. "at spille hvad Publikum helst vilde have." Med sin gode Villie til at fremme, hvad der blev ham bevidst at være Theatret til Ære, vilde Holstein imidlertid være bleven Nationalskuepladsen en værdigere Chef, dersom han i sine Colleger havde fundet virksomme, kunstivrige og charakteerfaste Mænd, der havde ledet hans naturlige Sands for det Skjønne, deelt Administrationens Besvær, saa at han havde kunnet pleie sin Magelighed uden saa stor Skade for Skuepladsens kunstneriske Tarv, og styrket ham imod hans altfor stærke Eftergivenhed for Personer og Omstændigheder. Men dette var ingenlunde Tilfældet; alt, hvad der kunde medføre Ubehageligheder, Conflicter eller Tilsvar, holdt de sig, saa vidt muligt, udenfor og lode ham om at komme ud af. Da der i April 1816 blev ført retfærdig Anke over, at Directionen, ved sin smagfordærvende og skjødesløse Ledning af Kunstanstalten havde udbredt en Siroccopestilents over den, gav Rahbek sig, i "Dansk Minerva," selv det, for en Theaterdirecteur og med Hensyn til [sideskift][side 511]hvad han havde yttret førend han blev det, mærkværdige Vidnesbyrd, at "han saa sjeldent besøgte Theatret, at han ikke kunde vide om der herskede en Siroccopestilents; i saa Fald maatte denne Influenza søges fra andre Kanter; den kunde ikke komme fra ham." Og, endydermere, saa fand som denne Erklæring var angaaende hvorledes han førte det pligtigmæsssige Tilsyn med Scenen, da han kun indfandt sig naar hans daværende Yndlingsskuespillerinde optraadte, saa falsk var den med Hensyn til at han ved den vilde fralægge sig Ansvaret for Fordærvelsen og have denne henført til "andre Kanter;" thi ei alene havde han, som Censor, antaget alle de Stykker, hvorved Pestilentsen var indslæbt, og, som Oversætter, endog selv, efter frit Valg, belemret Theatret med adskillige af dem, men, hvad Oehlenschläger i sine "Erindringer" bemærker: "i lang Tid rolig seet paa, hvorledes Theateroversætter N. T. Bruun hveranden Aften fyldte Stykkerne med sine egne uanstændige Tvetydigheder og Spas." Langtfra at være den føielige Holstein til Bistand, ved, i Egenskab af æsthetisk Autoritet, at advare ham imod Optagelsen af det Smagløse og holde paa Repertoirets kunstmæssige Sammensætning og Udførelse, støttede han altid ved sin Stemme hans Skjøn, naar der gjordes Indvendinger derimod af Olsen. Denne, der havde stor Respect for Bladenes og det dannede Publikums Anker, som han ofte selv med megen Varme tiltraadte, ivrede bestandig for "fremmede classiske Værkers Optagelse, Døgnproducters Udflydelse og streng Revselse af Brud paa den æsthetiske Disciplin;" men just paa Grund af hans idelige Foreholdelser af, at "hvor Kunsten drives for Løn, maa den oppes og ikke have Lov til at gaae sin egen skjæve Gang," blev han, hvor det var muligt, holdt udenfor det [sideskift][side 512]Administrative, og hans Forretninger som Notarius publicus tillode ham sjeldent at overvære Prøverne. Det var derfor alene i Directionsmøderne han havde Leilighed til at befatte sig med Theatervæsnet, og der førte hans Reformationsiver ikke til andet end Kævl, thi, som Oehlenschläger siger, "for første og sidste Gang vare Rahbek og Olsen enige i deres Liv ved Forkastelsen af Freias Alter."

Hos sine sceniske Embedsmænd skulde Directionen ikke finde hverken Iver eller Indsigt til at fremme de artistiske Kræfters bedre Anvendelse. Frydendahl, som havde at forestaae Prøverne paa Syngestykker og de Skuespil, hvori han selv havde Rolle, gav, naar en Nyhed skulde indstuderes, foreløbig de rollehavende Begyndere, som forlangte det, nogle Timers meget omhyggelige Veiledning i deres Spil, men lod forresten de Ældre tee sig som de bedst kunde eller fandt for godt, henstillede til Hovedpersonerne selv at søge den rette indbyrdes Stilling paa Scenen, overdrog, efter løselig Aftale, Ordningen af Marcher og Optog til Chorregisseuren og viste under Theaterprøverne kun nogen Activitet ved at skjænde, naar Mangel paa Arrangement frembragte Forvirring eller Standsning. Da Frydendahl var bleven Instructeur, maatte Lindgreen ogsaa være det; han blev ansat i Juli 1817. Som Veileder for Elever var han et ypperligt Mønster, naar deres Anlæg førte dem ind i hans Fag, og den Smag, hvormed han i sit Spil søgte Naturtroskab, gjorde sig ogsaa gjældende ved hans Underviisning, saa at han med megen Strenghed lagde Baand paa Hang til Overdrivelse, men forresten savnede han, endskjøndt han var Student og et lyst, vittigt Hoved, altfor meget Aandsdannelse til at kunne vække og luttre Andres Sands for Kunst og Poesie. Han var [sideskift][side 513]aldeles ubekiendt med fremmed Literatur, brød sig ikke om æsthetisk Læsning og havde saalidet Øre for den femfodede Jambes Klang og Kundskab om dens Regel, at han ofte, baade i sit egel Foredrag og ved Instruction, blottede sin Uvidenhed. Saaledes paalagde han engang en Skuespiller, som, efter Versbygningen rigtigt, sagde "den store Guati'mozin," at sige "den store Guatimo'zin," fordi "en anden Skuespiller sagde saaledes og det jo med et mexikansk Navn kunde være det samme hvorledes det blev udtalt, naar kun Alle udtalte det eens;" en Paastand, som han ikke kunde bringes til at frafalde førend Ryge havde afgivet den Kjendelse, at da Navnets Accent jo var givet med Verset, maatte den nødvendigviis lægges paa tredie Stavelse. Som Prøvernes Leder var han værre faren end Frydendahl, da han, endskjøndt Arrangeurens Udygtighed lettere lader sig skjule i Skuespillet end i Syngespillet, ikke saa behændigt vidste at trække sig ud af Forlegenheder, men, hvor der, ved Musik eller Optog, var mindste Vanskelighed, ideligen bragte sig selv og de Rollehavende mere og mere i Forviiring, Der kom dengang næsten intet berydeligt nyt Stykke frem, uden at Holstein og Personalet, naar de forlode Generalprøven, mismodigt udbrøde: "Gud veed hvorledes det skal gaae i Aften!"

Til endyderligere Fordærvelse af Tilstanden havde den sløve Direction ladet en af sine Embedsmamd komme til en saadan Myndighed, at han nu i Gjerningen dominerede baade den, Instructeurer og Personale. Med hele den brændende Iver, som udmærkede ham i alt, hvad han af Lyst gav sig af med, havde Ryge kastet sig over Theatrets Oekonomie fra det Øieblik han fik den under Bestyrelse. Meget vilkaarligt og under Støien og Skjænden, men forfor-bausende [sideskift][side 514]bausende rask og livligt omordnede han Skrædersal, Controleurvæsen, Leveranceforbindelser og det hele Materiale, og forelagde til samme Tid Directionen en Masse Betænkninger, Besparelsesforslag, af ham selv indrettede og udfyldte Schemata, Reglementer og Beretninger, Alt særdeles omstændeligt, klart og tydeligt affattet og skrevet meget ziirligt med hans smukke, faste Haand. Ved en saa overordenlig administrativ Virksomhed paa en Tid, da han ofte og uden Indsigelse spillede vanskelige og anstrengende Roller, fik Directionen et saa høit Begreb om hans Indsigt og Forretningsdygtighed, at det, da der ikke kunde være Tvivl om hans Redelighed, snart blev anseet som Selvfølge, at hvad han foretog elter foreslog maatte bifaldes. Ogsaa forsømte Directionen ikke at gjøre Indberetning til Kongen om "den dybe Kundskab, Iver og kloge Sparsommelighed, hvormed denne i mange Maader høitfortjente Mand, langt over Directionens Forventning, understøtter den i dens stadige Bestræbelse for værdigen at udrette det den af Deres Majestæt allernaadigst paalagte Hverv." Det var ikke Ryge nok, at have at gjøre med Anskaffelsen af Materialet, han vilde ogsaa have Myndighed til at forordne hvad der skulde anskaffes og hvorledes det skulde anvendes, hvorfor han inden Begyndelsen af foregaaende Saison gjorde Directionen Forslag om, at ogsaa Bestemmelsen af Dragter og Decorationer skulde overdrages ham. Det indlysende Rigtige er, at Forslaget om et Stykkes Udstyr gjøres af Scene-Instructeuren, der nøiest maa kjende de sceniske og æsthetiske Fordringer, som stilles af Stykkets Indhold, og skal sørge for at det faaer sin fulde theatralske Virkning. Saaledes havde det ogsaa hidtil været. Den Instructeur, som forestod et Stykkes Indstudering, Schwarz [sideskift][side 515]eller Rosing, skaffede sig af Tegninger, Bøger eller Sagkyndige de fornødne Oplysninger, overtænkte de Forandringer, som Anvendelsen paa Theatret vilde gjøre nødvendige, og holdt derpaa et raadslaaende Møde med Theatermaleren og Inspecteuren, efter hvilket han affattede sit Forslag til Directionen. Da Frydendahl og Lindgreen, som hverken havde Kyndighed i dette vanskelige Fag eller Lyst til at skaffe sig den, gjerne saae sig befriede derfra, tillod Directionen med megen Glæde, at Ryge, om hvis store Dygtighed dertil den holdt sig overbeviist, ogsaa overtog det. Men fra det Øieblik da Ryge kunde klæde sig selv, som han vilde, og negte de Andre, hvad de ønskede, var der idel Splid, Klagemaal og Tvedragt. Ryge holdt meget af at pynte sig og gjorde det dertil ofte paa urette Steder, — som f. Ex. naar han som den jævne Niels Ebbesen, istedetfor den simple Huusdragt, der forhen havde været brugt, i sit hjem bar guldbræmmet Riddervams, Sværd i et rigtpailetteret Belte og Baret med lange Strudsfjær, — medens de af hans Medspillende, som, efter deres Charakteer eller Stilling i Stykket, burde være prægtigere klædte end han, ikke sjeldent vare udstyrede med tarvelige eller afjaskede Dragter. Allerede dette satte meget ondt Blod i Personalet, men endnu mere opbragte han det ved at han, medens han selv valgte Stoffet og Farverne til sin Paaklædning, gav Stykkets andre Hovedpersoner, endog de qvindelige, Afslag naar de en enkelt Gang bade om, blot at maatte i det anordnede Stof saae andre Farver, end dem, som han, uden Hensyn til hvor klædelige eller uklædelige de vilde være deres Person, havde fundet for godt at bestemme dem. Denne Hensynsløshed, som vakte megen Forbittrelse, især hos Damerne, gav daglig Anledning til [sideskift][side 516]ubehagelige Optrin, af hvilke nogle, hvori han altfor meget havde givet sin Hidsighed Tøilen, satte Directionen i stor Forlegenhed og vel viste dens Jammerlighed. Ikke mere end tre Maaneder efter at han havde faaet Bestemmelsen af Dragterne kom det allerede lil et, der endog foranledigede Husets Lukning og stor Bevægelse iblandt Publikum. Den 30te Novbr. 1816 skulde "Fanchon" gives uden Abonnement. Om Formiddagen paa Prøven bad Eenholm, som spillede Sainte Luce og altid var smaalig omhyggelig for sine elegante Paaklædninger, Ryge om at maatte faae flere Snore satte paa sin Husaruniform. Ryge svarede tørt og but "Nei!" og vendte ham Ryggen. Eenholm, der var af meget fredelig Natur, stødtes vel over denne Affærdigelse, men gjentog dog meget høflig sin Anmodning idet han gik efter ham. Nu brød Ryges Hidsighed pludseligt løs; han vendte sig opbragt imod ham, raabte, at han ikke mere end een Gang vilde spørges om saadant Snavs, kaldte ham en Pyntedukke og gav ham, da Eenholm vilde nærme sig til ham, i flere Rollehavendes Nærværelse et Puf for Brystet. Stødet var ubetydeligt, men — Eenholm besvimede og erklærede, da han kom til sig selv, at han ikke kunde spille om Aftenen. Holstein, som var ved Prøven og begreb, at dersom Forestillingen blev tilbagekaldt, vilde Aarsagen dertil snart blive bekjendt og give Anledning til Ubehageligheder for baade Directionen og Ryge, hvis kammeratlige Forhold allerede var i ilde Omtale. Han anvendte alle mulige Overtalelsesmidler for at bevæge Eenholm til at spille, men forgjæves; de fra alle Kanter reiste Besværinger over at Directionen understøttede Despotismen saa vidt, at Skuespillerne nu vare udsatte for Haandgribeligheder under deres Tjeneste, gjorde den ellers føielige Eenholm ubønhørlig; [sideskift][side 517]han forlangte at kjøres hjem og Forestillingen maatte gaae ind. Historien blev, meget værre end den var, strax bragt ud iblandt Publikum, der ivrigt tog Partie for den personligt meget yndede Eenholm og, saavelsom Skuespillerne, ventede, at et voldeligt Overfald, som det kaldtes, begaaet i Theatret, Kongens Huus, vilde i det mindste blive straffet med Blaataarn. Men det blev slet ikke straffet. Under Foregivende af, at den ikke kunde lade Vidner afhøre, afslog Directionen reent ud at have med Sagen at gjøre, tilbagesendte Eenholm hans Klage og henviste ham til Retten. Da han, som Directionen godt vidste, ikke vilde lade det komme dertil, fik han ingen anden Opreisning end at Ryge gjorde ham en Undskyldning, og at Publikum, da han otte Dage efter optraadte i "Fanchon", modtog ham med stormende Bifald og Ryge med nogen Hyssen. Personalet var yderst forbittret over Directionens Fremfærd, da den, som det hed, derved havde erklæret, at Ryge herefter, upaatalt af den, kunde skamslaae Kunstnerne i den Tjeneste, som den paabød dem, og det vakte megen Glæde, da Directionen et Par Aar efter selv uforvarende kom til at føre eclatant Beviis for, at dens Afviisning af denne Sag kun havde været den en den velbevidst ynkelig Udflugt af Cujonerie for Ryge. Den gamle Bournonville havde nemlig ført Klage over, at en ung qvindelig Elev havde paa Skolen lagt Haand paa ham. De Tilstedeværende havde, inden hans Klage, uforbeholdent fortalt, at han havde slaaet hende og hun slaaet igjen. Baade Directionen og Personalet vilde dengang gjerne Bournonville tillivs, fordi han, uden nu mere at være af Betydenhed for Theatret, vedblivende behandlede Dandserne høist uartigt; og her var en god Leilighed til at give ham en Revselse. Nu havde [sideskift][side 518]Directionen ei alene ikke mindste Betænkelighed ved at ansee sig for Personalets eneste Øvrighed og aldeles competent til at afhøre Vidner og domfælde; men den afhørte endogsaa Vidnerne saaledes, at den fandt sig tilfredsstillet med, at disse, uagtet den vidste, at de tidligere paa Theatret havde udtalt sig anderledes, alle, efter indbyrdes Aftale, i samme Udtryk gave den simple Erklæring, at de havde seet Bournonville slaae Eleven, men ikke hende slaae ham. Og efter et saadant Vidneforhør, der indlededes med at gjøre de Indkaldte opmærksomme paa, at man aldeles ikke fordrede Eedsaflæggelse, men kun forpligtede dem til paa deres Ære at sige Sandheden, vendte Directionen Sagen imod Klageren, som den straffede med en meget skarpt affattet skriftlig Formaning om, at han ikke herefter maatte, som Vidneforhøret viste, at han hidtil havde gjort, forspilde Agtelse for sit Embede ved en ubesindig og opfarende Opførsel, hvorhos den særligt bikkert lod ham føle sin dybe Indignation over at han endog imod Damer kunde tillade sig et saa usømmeligt Forhold, der maatte faae ubehagelige Følger. Man skulde troe, at den alvorlige Mindelse, Ryge havde faaet ved Tildragelsen med Eenholm, vilde have gjort ham vaerligere i sin Opførsel; og at Directionen, som indskærpede Bournonville Høflighed imod de unge Figurantinder, havde anseer sig forbunden til at gaae strengt frem imod Ryge, dersom han forløb sig imod ældre, paa og udenfor Scenen, høitansete Damer. Men ingen af Delene. Mad. Heger, en stille, høist fredsommelig Kone, der aldrig gjorde store Fordringer, havde bedet om Istandsættelse af en Dragt, hvori hun skulde spille om Aftenen og anmodede Ryge om at see den i hendes Paaklædningsværelse. Her satte han sig ved hendes Besværing over dens slette TilTil-stand [sideskift][side 519]stand saaledes i Harme, at han pludseligt, ude af sig selv, trak den halvtaabne Dør i, holdt hende den knyttede Haand for Ansigtet og raabte: "Jeg kjender nok de Chicanerier, her gaaer for sig, men jeg skal — saa bandte han — vise, at jeg er Mand for at sætte en Pind for dem!" Ved hendes Skrig om Hjælp aabnede han Døren og gik. Flere af Personalet, som i Gangen havde hørt hele Scenen og vare glade over at den Fornærmede var en Dame, der stod ualmindelig høit i Publikums Agtelse og Yndest, ilede til, tilbøde at være Vidner og raadede hende til strax at melde sig syg. Hun, som ikke vilde gjøre Opsigt, spillede om Aftenen i Dragten, der da var forandret efter hendes Ønske; men indgav Klage til Directionen. Ryge havde strax anmeldt det Forefaldne til Holstein, og beklaget meget, at Mad. Hegers urimelige Forlangende havde ophidset ham til en Fremfærd, som han angrede dybt at have viist en Dame, for hvis personlige og kunstneriske Værd han har saa stor Høiagtelse. Med denne mundlige Erklæring henvendte Holstein sig til Mad. Heger og bad, at hun, baade for at skaane en saa udmærket Kunstner for en Ærgrelse til de mange, han havde, og for at frie Directionen fra den Ubehagelighed at maatte undersøge en Sag, hvori der dog maaskee var Feil paa begge Sider, vilde lade Klagen falde. Mad. Heger svarede, at hun ikke kunde indsee, at hun, som Dame, skulde kunne begaae en Feil, der kunde forlede til en Opførsel som Dr. Ryges, men da Hr. Kammerherren dog antog det, maatte hun netop paastaae en Undersøgelse. Efter denne Afviisning lod Rahbek sig formaae til et Forsøg paa at bringe Directionen ud af Kniben, og han opnaaede, at Mad. Heger, af Venskab for ham, "som hendes Svoger og gamle Velynder," tog sin Klage tilbage, imod at Ryge [sideskift][side 520]lovede, herefter kun at forhandle med hende ved Mellemmand. En lignende Conflict med Mad. Spindler endte, meget imod Personalets Ønske, paa samme Maade, kun at Olsen maatte være Mægleren, da Rahbek "ikke vilde have denne Dame Noget at takke for." Det var ikke nok med at Bestyrelsen af Garderoben idelig gav Ryge og Personalet Ubehageligheder; da Frydendahl og Lindgreen ikke kunde komme nogen Vei med Scene-Arrangementet, naar der var mindste Vanskelighed ved det, tyede Directionen til Ryge med Anmodning om at paatage sig det ved enkelte store Stykker, og han, der havde sin største Glæde af at ordne og være i uophørlig Virksomhed, var strax rede til ogsaa at give sig af med denne Function, hvori hans Hidsighed saa saare let kunde føre til Sammenstød med ei alene Kunstpersonalet, men Alle, der i fjerneste Maade havde med Scenen at gjøre. Imidlertid gav det de færreste Klammerier. Instructeurerne, som burde have været glade ved at hans Regerebegjærlighed befriede dem fra flere Prostitutioner, udøste rigtignok deres Harme over, "at han trængte sig ind i deres Embede;" men det skete kun paa hans Bag; Maskinemesteren og hans Folk, hvis Sløserie ofte satte ham i Bersærkegang, klagede over, "at de bleve behandlede som Hunde", men deres Uordener vare saa hyppige og grove, at Alle undte dem det; og Personalet i det Hele var meget tilfreds med at han overtog Prøverne, thi da han ikke gik irette med Nogen om hans Maade at tage eller udføre Rollen paa, eller indlod sig i Bestræbelser for det egenlige Ensemble, men kun, efter hjemme forfattede nøie Optegnelser, rask og bestemt anviste Ind- og Udgange samt ordnede Masserne, kunde Enhver i Almindelighed sikkre sig imod Overfuselse ved nøiagtigt at efterkomme hans Befalinger [sideskift][side 521]Foer han nu og da i sin Iver løs paa en Enkelt, søgte de Andre næsten altid at berolige denne med: "at var Doctoren ogsaa noget grov, vare Alle dog bedst tjente med at han havde Arrangementet, thi under ham fik man dog i det mindste at vide, hvor man skulde staae og gaae, medens Instructeurerne ikke selv vidste hverken ud eller ind, saa at der blev dobbelt saamange Prøver, der aldrig fik nogen Ende og hvorefter man endda var lige klog." Ved den overordenlige Dristighed og Arbeidskraft, hvormed Ryge virkede hurtigt og afgjørende i alt Theatervæsen, var han snart bleven aldeles uundværlig for en Direction, der hverken havde Lyst eller Evne til livfuldt at lede det; men han fordrede ogsaa mere og mere Herredømmet for sin Uundværlighed; det var allerede kommet saa vidt, at han, da Directionen havde gjort nogle Forandringer i et af hans Forslag, hidsig udbrød: "Troer Directionen, at den forstaaer det bedre end jeg, saa maa den have den Godhed at give mig sine Befalinger. Jeg vil ikke spilde min kostbare Tid vaa at udarbeide Forslag, naar den ikke trænger til dem." Endogsaa Holstein lod sig ikke sjeldent undslippe Yttringer, som forraadte, at Directionen haardt følte Trykket af hans Overlegenhed. Da Mad. Clausen beklagede sig for ham over, at Ryge meget uartigt havde afslaaet hendes Anmodning om et nyt Hovedtøi, fik hun til Svar: "Ja det er slemt med at den Mand er saa hidsig; men hvad skal man sige? Directionen maa jo selv saa tidt finde sig deri." Dersom Ryge gik bort, hvilket han flere Gange havde truet med og Directionen frygtede for at han i sin raske Hensynsløshed nok kunde falde paa at gjøre Alvor af, vilde man ei alene tabe en stor og overordenlig flittig Kunstner, men være udsat for at hele Maskinen gik istaae. Da han [sideskift][side 522]nu forlangte, at hele Regievæsnet, og derved den ham hidtil blot ved en Directionsbeslutning overdragne Bestyrelse af Costumet, skulde ved en kongelig Resolution underlægges ham, hvilket, uden at det udtaltes, vilde over det Sceniske hjemle ham et saa afgjørende og udstrakt Herredømme, som han i hver enkelt Tilfælde kunde faae Lyst til at have, maatte derfor Directionen gaae ind paa det, endskjøndt den vel vidste, at den derved vilde gjøre sig endnu mere afhængig af ham. Den Forestilling, hvormed den kongelige Resolution skulde udvirkes, viser hvilke Taabeligheder en Autoritet turde i Absolutismens Tid vove at fremføre som Motiver, naar den forud var vis paa, at personlige Hensyn vilde skaffe dens Andragender Opfyldelse. Det hed: at det tidligere havde paaligget Instructeuren, der forestod et Stykkes Indstudering, at indkomme med Forslag om Dragter og Decorationer, men dette burde ikke mere være, "da Instructeurerne nu ere to og der let af dem kan være een, som besidder udmærket Duelighed for Instructeurembedet (hvilket, for Iscenesætningens Vedkommende, nødvendigen betinger Indsigt i Costumet), men aldeles ikke har nogen Lyst og Bekjendtskab til det derfra saa forskjellige (!!) Regievæsen. I Følge de nu meest yndede Stykkers Natur, udkræve mange af dem saadanne Forberedelser, som langtfra at kunne bringes istand fra første Prøve, (men enhver fornuftig Direction vil ogsaa forlange, at Forberedelserne, efter at den har billiget dem, ere trufne førend første Prøve!) meget ofte mange Maaneder i Forveien maae være betænkte og paabegyndte. Dertil har Theatrets Oekonomus ved den fra saa mange Sider gavnlige Indretning med Skrædersalen Leilighed (hvilken Instructeuren, igjennem en blot for Materialet sørgende Oekonomus, ligesaa godt vilde have); ligesom han [sideskift][side 523]og, naar han har fri Hænder med Indkjøb til beleilige Tider og indtræffende Leilighed, kan ofte med betydelig Besparelse forsyne sig dertil. Da nu Theatret i dets nærværende Oekonomus besidder en Mand, der med den ved saamange Leiligheder Deres Majestæt pligtskyldigst af Directionen anpriste Duelighed, Dristighed og Uegennyttighed, forener den videnskabelige Kundskab og de artistiske Egenskaber, som udkræves for at forbinde smagfuld Costumerigtighed med theatralsk Skjønhed, udbedes allerunderdanigst, at det maatte være Directionen tilladt, umiddelbart at overdrage ham Regieforslagene." Som Følge af "at denne af Dr. Ryge selv ønskede Forandring (hvorved Materialets Anskaffelse, Controlen med det og Bestemmelsen af dets Anvendelse for Kunstens Behov ganske lagdes i hans Hænder,) blot forøger hans Arbeide uden at medføre mindste Fordeel." indstillede Directionen tillige, "at ham, til Tegn paa Deres Majestæts allernaadigste Tilfredshed, maa tillægges Titel af Oekonomie-Inspecteur." Andragendet bevilgedes ved kgl. Resolution af 14de Marts 1818. Jo bedre Directionen forud vidste, at Ryge vilde tiltage sig den størst mulige Myndighed i det hele Theatervæsnet omfattende Embede, hvori han nu var fast kongeligt ansat, jo snarere burde den, allerede for sin egen Skyld, have fastsat Bestemmelser for hans Virksomhed deri; men ingenlunde! han havde ikke havt nogen Instrux og fik heller ingen; Directionen sagde, at for en saa erkjendt duelig og redelig Embedsmand behøvedes ingen Instrux; Personalet paastod, at den ikke turde byde ham nogen, hans Duelighed til Posten kunde, hvad "den videnskabelige Kundskab og de artistiske Egenskaber, der udkræves for at forbinde smagfuld Costumerigtighed med theatralsk Skjønhed" angaaer, kun sættes høit [sideskift][side 524]af en Direction, som ikke besad Indsigt til at bedømme den. Ryge havde saa lidet lagt sig efter Costumets og Architekturens Historie og Æsthetik, at han ofte og meget paafaldende forsyndede sig imod baade Rigtighed og Smag, naar han ikke kunde gaae til Grev Brühls eller Parisertheatrenes Costume- og Decorationssamlinger, der vare hans sædvanlige Kilder. At han ogsaa i denne Virksomhed blev staaende ved sin første øieblikkelige Tanke og, uden grundigt at undersøge Digtets Natur og de den liggende Fordringer, strax skred til Udførelsen, bragte ham til at begaae store Urimeligheder. I Oehlenschlägers "Den lille Hyrdedreng" stillede han ved Siden af Vandreren Reinald i moderne Frakke og Bondepigen Babli i en, med Silkebesætning, til Maskeradecostume raffineret Hyrdindedragt Fogden med opslidsede Ærmer og Sandaler fra Vilhelm Tells Tid. Til "Korsridderne", hvilke, som en fra alle Lande sammenstrømmet Skare, meget rigtigt og med stor malerisk Effect, oprindeligt havde været klædte i høist forskjellige Dragter, lod han hele Garderoben for de mange i Ridderdragt optrædende Spillende og Statister med stor Bekostning gjøre ny og iførte dem alle et i enhver Smaating eens Costume, som, foruden at være uhistorisk, ikke kunde benyttes i andre Ridderstykker og ved den hvide Farves Domineren var af en ulidelig Monotonie, der, meget skadede den theatralske Virkning. Uniformering var overhovedet Grundprincipet i hans Costumeren: Dragterne for en Samfundsklasse i et Stykke bleve, enten de vare historiske, fantastiske, ridderlige, folkelige eller landlige, alle, fra Top til Taa, gjorte efter een Model og havde kun en Smule Forskjellighed i Farverne. Til Besætning paa Dragter og Baretter anvendte han i Almindelighed med stor Ødselhed [sideskift][side 525]den grove skarptglimrende Nürnberger-Lahn, og til Zirater paa Sværdbælter de Messing-Rosetter, som dengang brugtes til Dørbeslag, hans Smag for Architektur var ikke mindre raa: da Wallich skulde udføre en Kirkedecoration stod Ryge, trods alle fra Historie og Kunstsands hentede Indvendinger, fast paa, at den ei alene skulde males saaledes, at den kunde bruges til baade Trondhjems Domkirke, en neapolitansk Pragtkirke, en siciliansk Kirke og et provençalsk Klostercapel, men at den ikke ved Sætstykker maatte forandres eller gives de for de forskjellige Stykker, hvori den skulde anvendes, fordrede Specialiteler, da "det var bedre at disse bleve malede ind i Decorationen, fordi man da uden videre Væsen havde dem paa Stedet naar den blev opstillet." Det hjalp ikke, at Kunstneren for Directionen udviklede det Urimelige i denne Opgave; den var Ryges Villie, for hvilken alle kunstneriske Betænkeligheder maatte vige. Wallich fik endelig med megen Møie en saadan Decoration stablet sammen, men den blev, som begribeligt, et effectløst Miskmask, der alligevel ikke i eet af Stykkerne kunde tilfredsstille Fordringerne uden forskjellige Tilsætninger. Den "betydelige Besparelse", som Directionen forestillede Kongen at Ryges Ansættelse vilde medføre, "naar han havde frie Hænder med Indkjøb til beleilige Tider og ved indtræffende Leilighed," faldt ud til forøget Udgift; thi da hans Indkjøb ikke skete saaledes, at han directe forskrev Varerne fra de Steder, hvor de bleve forfærdigede, og paa Tider da Prisen stod lavt; men ved at han, naar han selv havde Lyst dertil, i Sommermaanederne reiste omkring i Tydskland eller til Paris for Theatrets Regning, og ved denne "indtræffende Leilighed" kjøbte saadanne Sager, som man maaskee i den kommende Saison kunde faae Brug [sideskift][side 526]for, saa blev Magazinet undertiden forsynet med Varer, som man ikke fik Brug for, og allerede Reiseomkostningerne androge mere, end den Fordeel, hvilken herboende Handlende vilde have beregnet sig. Det, hvorved Ryge, i Egenskab af Embedsmand, virkelig havde Fortjeneste, var egenlig kun, at han, under en dorsk Administration, idelig viste sig dristig, fremskyndende og nidkjær i Theatreis Tjeneste, at han bragte Liv i Forretningsvæsnet, sørgede for at hvad der blev begyndt fik Ende, og ved sin stærke Villie og hensynsløse Hersken sammenholdt det Hele paa en Tid, da det var nærved at falde sammen. Hvad enten det var den rette eller urette Vei, han havde taget: var den blot hans eget Valg, saa ilede han fremad uden anden Tanke end at komme til Maalet; derfor: han udrettede Noget. Men han taalte heller ikke, at der blev udrettet Noget uden ved eller igjennem ham. Saaledes var han neppe, ved ifølge kgl. Resolution at have faaet Regievæsnet under sig, bleven sikker paa Magten, førend han, til Theatrets aabenbare store Skade, optraadte ei alene imod Cocchis Ansættelse som Theatermaler, men imod hans Forslag om at vise, hvorledes Scenen, over hvis Uduelighed til enhversomhelst betydelig Forvandling der idelig førtes Besværinger, kunde med meget ringe Bekostning indrettes dertil. Cocchi tilbød, at han, for et vist opgivet Ballet-Divertissement, hvortil Holstein selv fandt at man netop dengang var høiligen trængende, og som uden stort Talent for mimisk Composisition kunde, efter Kunstnerens fremlagte Program, være blevet sat i Scenen med de unge Dandsere, vilde udføre en Række frappante Forvandlinger, som skulde godtgjøre den store Virkning af hans Maskinerie og dets Anvendelighed paa mange Opgaver, ja var endydermere villig til at [sideskift][side 527]overtage Udførelsen for egen Risico, naar der sikkredes ham en vis Indkomst i Forhold til den Nytte, Theatret tog og kunde faae deraf; men Ryge erklærede kort, at dette Forslag var uudførligt, og fik der derved afviist, hvilket bevægede Cocchi til at udfære en Deel af Programmet for det casortiske, langt mere indskrænkede, Theater paa Vesterbro, hvor Maskineriet, som ikke kostede 200 Rdlr., vandt enthusiastisk Bifald og var den væsenlige Aarsag til at mange Forestillinger gave fuldt Huus. Og denne Optræden imod en Mand, som allerede havde beviist sin Duelighed og tilbød, uden engang at forlange Udlæg, at gjøre Theatret dygtigt i et Fag, hvori dets Administration selv paastod, at det var uden Evne til at fyldestgjøre Publikums billige Fordringer, kaldte Ryge, at han "gjorde sin ved Flid, Virksomhed og Redelighed erhvervede Indflydelse som Oekonomie-Inspecteur til Bolværk imod alt Projectmagerie og Snyltegjæsterie ved Theatret."

Ryge kunde have indlagt sig stor Fortjeneste af Skuepladsen, i national og æsthetisk Retning, hvis han, der med saa kraftig Eneregie antog sig alt, hvad han kastede sin Interesse paa, havde gjort sin store Indflydelse gjældende til Repertoirets Luttring ved Optagelsen af ældre og nye fortrinlige Stykker, hvilke tillige hans kunstneriske Genie vilde have bidraget til at give Indgang og Yndest hos Publikum. Men just dette Kunstanstaltens Allervæsenligste var det, som han mindst brød sig om. At han kunde opfatte det Ægte og Fortræffelige i dramatiske Værker, det beviste hans i det Tragiske og i flere comiske Fag mesterlige Spil; men han gav ikke det Ypperlige Fortrin til Opførelse: det var ham, baade som Kunstner og som Embedsmand, temmelig ligegyldigt hvad det var for Stykker, [sideskift][side 528]Directionen paalagde ham at behandle; skulde han, i den Henseende, have større Interesse for et end for andre, da maatte det være fordi det enten tilbød ham, som Inspecteur, Leilighed til at gjøre sig bemærket ved et brillant Udstyr, eller gav ham, som Skuespiller, en Rolle, hvori han kunde vise noget Effectfuldt eller Originalt. Disse Hensyn vare ham vigtige i den Grad, at han af dem undertiden forlededes til meget levende at tage sig af endog det ham eller Scenen Uværdige. Saaledes sad han, til sine Kunstfællers store Forargelse, med dybeste Alvor og Interesse, blot for den glimrende Uniforms og den martialske Attitudes Skyld, paa en Træhest, som General Vandamme, i et af Leisring opstillet Bataille-Tableau, og det var hans Begjærlighed efter at komme til at spille Borgermesteren i "Comedien i Ravnekrog", som bragte dette kotzebueske Fjællebodsstykke paa Scenen. Just paa den Tid kunde en saa formaaende Mand, ved at indvirke paa Directionen med Hensyn til Valg af Repertoire, let have bidraget meget til at give Publikums Smag en for Kunsten glædelig forandret Retning; thi det begyndte særdeles bemærkeligt at blive lunkent for det Affecteerte og Overdrevne, som hidtil havde enthusiasmeret det. Uagtet Ryges herlige Fremstlllinger saaledes havde vakt Sandsen for hvad ægte tragisk Spil var, at Publikum, i samme Grad som en Tragedie var en aandfuld, charakteerstærk og poetisk Skildring, følte Utilfredshed med de fleste Rollers Udførelse, havde det ved Oehlenschlägers Værker og nylig ved "Macbeth" begyndt at faae Interesse for selv i en mangelfuld Fremstilling at see noget Ædlere, end der, om de end, med behørig Svulst og Rabalder, i det Hele spilledes fortræffeligt, blev budet det i de kotzebueske Spektakelstykker. Nogle fremmede Tragedier, der med interessante [sideskift][side 529]Situationer i en livfuld Handling forenede Charakteer i Sprog og Sæder, vilde, dersom Ryge i en Hovedrolle havde et Par gode Medspillende, have vundet Bifald, om de end for en Deel kun vare blevne taaleligt udførte, og da, med det Udmærkede, som Theatret allerede var i Besiddelse af, kunnet give et saa gehaltfuldt Tragedie-Repertoire, at ogsaa det trivielt Sværmerske, saaledes som det endnu gjorde Lykke i "Laura", maatte have tabt Tillokkelse, selv for Mængden, der allerede fandt det noget vel flaut, naar det vilde skaffe Rørelse i Comedien. Kotzebues platte Sentimentaliseren og Ifflands hverdagslige Moralpræken vare vel endnu det, hvorved Comedien vilde give sig Anseende af — hvad der dengang skulde være dens største Fortjeneste — at stifte Nytte, som Sædernes Skole; men ved Forsattænes, i Floskler og Effectscener, altfor rigelige Anvendelse af det Dannende og den stærke Fremhævelse deraf, som deres Stykkers Væsenlige, var Publikum tilsidst kommen til Følelse af det Falske i Sentimentaliteten og det Nøgterne i Moralen. Selv Mængden begyndte at faae Afsmag for den sødlige Følsomhed og den idelige Heglen paa de høiere Stænders Uretfærdighed imod de lavere; dens tilbagevendte og mærkeligt stigende Interesse for de holbergske og andre gode gamle Comedier, der dog næsten aldrig fuldstændigt besattes saa godt, at de kom frem i den Aand og Sandhed, som de skulde have, viste noksom, at den nu heller vilde have Sæderne skolede ved vittige, charakteristiske, liv- og lunefulde Skildringer, grebne ud af Livet, end ved at der i en Dagligdagshandling fremførtes endeel fortegnede Billeder af Menneskene, som de skulde være eller ikke maatte være. Men de gode ældre Stykker, der kom frem, vare kun faa; de bedste nyere fremmede faldt [sideskift][side 530]altfor meget i det Locale til her at kunne gjøre Lykke; og af danske Forfattere var der ikke mere Noget at vente for Comedien. I 25 Aar, siden Olufsens "Gulddaasen", havde Theatret ikke saaet nogen original Comedie, hvortil Handling, Charakterer og Sprog med Held vare søgte i dansk Folkeliv; og i 23 Aar, siden Prams "Ægteskabsskolen", ikke en eneste, der viste, at Forfatteren havde studeret Menneskenaturen og, efter en overtænkt Idee, selvstændigt opfundet sine Personers indbyrdes Forhold. Fra den Tid, da Kotzebue havde faaet Fodfæste paa den danske Scene, havde de danske Forfattere ganske opgivet Stræben efter Nationalitet og hverken taget Naturen eller de gamle Lystspildigtere til Mønster; det blev dem kun om at gjøre at tilegne sig den Maneer, hvorved han vidste at komme til saa stor Effect paa Massen. Det var ved Betragtningen af hans forskruede Charakterer at de søgte at erhverve sig Menneskekundskab, det var hans affecteerte, med Personerne fremmede Sentiments og Snurrigheder udsmykkede Dialog, som de vilde efterligne for at glimre ved et flydende, vittigt og naturligt Sprog. Da de imidlertid ved denne Digten paa anden Haand let kunde komme til ulidelig Overdrivelse, men ikke til Noget, der blev interessant ved at være eiendommeligt, slaaende sandt eller localt, og dertil manglede hans Talent til behændigt, ved det Contrasterendes Sammenstilling, Theatercoups og overraskende Actstutninger, at imponere Mængden, saa bleve disse Stykker enten væmmeligt carikerede eller matte og farveløse imod hans, som de selv paatrængte Publikum Sammenligningen med. De mange bestandigt uheldige Forsøg gjorde det til en dengang temmelig gængs Yttring, at der ikke mere i Danmark var Talent til at skrive Comedier.

[sideskift][side 531]

At der, paa en Tid, da, som Besøget gav det tilforladeligste Vidnesbyrd om. Publikum kjededes ved det gamle Slette og var begjærligt efter noget nyt Bedre, uden selv at have Bevidsthed om, hvad dette maatte være, ikke blev af Directionen virket for en Repertoire-Reform i kunstnerisk Aand, var saa meget beklageligere som Personalet dengang i sjeldent stort Antal var dygtigt til, især i Comedien, at gjøre Publikum modtageligt for den. — Frydendahl var paa sin Kunsts høieste Tinde: interessant i enhver af sine Roller, uovergaaelig i næsten alle. Ved det Genie, hvormed han strax, i Digterens Aand og til de mindste Træk, opfattede enhver af et Stykkes Personer som Charakteereiendommelighed, sit rigtstrømmende livfulde og elskelige Lune og det forbausende Herredømme, han havde opnaaet over sine sjeldne physiske Evner, stod han som den af Alle erkjendte store Mester i de forskjelligste comiske Fag, hans ædelt fornemme Anstand, gratiøst lette Gang og Gesticulation, elskværdige Etourderie, fine Badinage og mageløst naturlige Conversationstone i Grev Klingsberg; hans indtagende jævne, mandige og dog, under Stabsofficerens faste og ugeneerte militaire Holdning, ved Bonhommie og Hjertensgodhed, muntre Soldatervæsen som Major Böhm i "Soldaterne"; den skvadronerende og insolente, men i al sin latterlige Tølperagtighed og dumme Suffisanee med smagfuld Elegants optrædende von Thyboe; hans under den meest comiske Hidsighed og kjælne Forelskelse i sin hele Natur værdige, ædle og gentlemalike gamle rørige Sir Peter i "Bagtalelsens Skole"; den løierligt platte, med alle sine Gjenvordigheder som omvankende Theaterdirecteur gemytlige og sorgløse Master Mist i "Landsbytheatret", havde ei alene en beundringsværdig Grundforskjellighed, men hvad han havde [sideskift][side 532]gjort til Præg og Væsen for een Skikkelse, var saa fuldeligt og naturligt tilstede i den, at man skulde troe denne at være ham den eiendommelige og eneste i en saadan Grad, at han ikke kunde antage nogen anden. Fra den fornemste, af den fineste Hofduft gjennemtrukne Adelsmand ned til den snurrigste, i Spidsborgerliv opgaaende Dosmer gav han i sine Fremstillinger et Gallerie, hvori ethvert Billede var fuldendt, men det ene ikke lignede noget af de andre, og alene ved sin Jovialitet var han istand til at sætte Publikum i Begeistring. Alligevel var hans Genie ingenlunde indskrænket til det Comiske; han havde alvorlige Roller, i hvilke han ikke er og neppe vil blive overgaaet. Hvor Følelse, Lidenskab, Sorg eller Melankolie skulde træde frem med Anstand uden at hæve sig til Pathos, der var han en ligesaa stor, ved Kraft og Værdighed imponerende Kunstner, som i Comedien. Den mørke, af Samvittighedsqvaler martrede, men dog charakteerfaste og stolte Præsident Darlemont i "Den Døvstumme"; den ædle, under sin tunge Pligtopfyldelse bramløst deeltagende Guiscardo i "De to Dage", og mange andre af hans alvorlige Roller vare Mesterværker. I Syngespillet var han af stor Betydenhed, da han med det fortræffelige Spil, der stillede flere af hans Sangroller iblandt hans allerypperligste Fremstillinger, forenede en kraftig Basstemme, megen musikalsk Sands og et Foredrag, der, ved den inderligste Overeensstemmelse med Rollens Charakteer, altid gjorde megen Virkning, — Ryge var Skuepladsens anden store, i sit hele kunstneriske Væsen selvstændige, Grundkraft. Han havde ved sin exempelløse Flid meget hurtigt aflagt de meest fremtrædende Begynderfeil, og, uden at tage sig noget Mønster, væsenligt kun efter sin Betragtningsmaade af Naturen og i den ham eiendommeeiendomme-lige [sideskift][side 533]lige Aand for det Store, Krastfulde og Gribende, givet sig en Udvikling, hvorved han allerede af alle sine Kunstfæller som af Publikum var erkjendt for en mangesidig genial Fremstiller. Kun Charakterer, der, som Odoardo i "Emilie Galotti", fordre et dybt psychologisk Studium, eller, som Niels Ebbesen, en jævn, fast Holdning under endog den heftigste Affect, blev det ham ikke muligt i Tragedien ret at faae Greb paa; i næsten alle dens andre Roller var han Mester, og vare Heltevrede, Begeistring, vældig Kraft og Pathos det Fremtrædende, da opfattede han sin Opgave med saa levende Phantasie og lagde i Udførelsen en saadan Mægtighed og poetisk Enthusiasme, at han henrev Alle, den Dannede som Hoben, til jublende Beundring. Og hans Genie viste sig ikke blot i Tragedien i sin fulde Storhed; i Comedien havde han mange Roller, fra alvorlige strenge Fadre ned til burleske Farcefigurer, af hvilke han i de fleste lagde en saadan Sandhed, Consequents og Orginalitet, at de vilde have gjort ham berømt, om han aldrig var optraadt i Tragedien. I afvigte Saison tilkjendtes ham den i 1811 udsatte Præmie for ædle Fædre, og uagtet hans Kunstfæller sandt det urigtigt, at der gaves ham Præmie for to Fag, fornemmelig da han ikke, som var betinget for det ene, kunde, foruden Helte, udføre de første Elskerroller, indrømmede de Alle, at skulde Præmien for de ædle Fædre gives, da kunde den ubestridelig ikke tilkjendes nogen Værdigere, hans herlige Drave i "Myndlingerne", Warberger i "Jægerne", Dalmer i "Sølvbrylluppet" og mange andre Mesterfremstillinger førte ogsaa glimrende Beviser derfor. Dertil gav han en rig Samling af ikke mindre ypperlige comiske Fædre i Kjøbet. Ligesom Skuepladsen ved Frydendahl fik et kosteligt Gallerie af de [sideskift][side 534]meest forskjellige Militaire, saa fik den ved Ryge et, om end ikke saa stort dog ikke mindre kosteligt, Gallerie af høist forskjellige Jeronimusser. For dette Fag i Almmdelighed havde Ryge en gammeldags, jævn og dyb Huusfadertone, der passede ganske fortræffeligt til den høie, svære Legemsbygning og det fyldige dobbelthagede Ansigt, han gav sig; men hver enkelt Rolle i Jaget fik i hans Behandling en egen bestemt udpræget Charakteer: den strenge, velfornemme rige Borger i "Maskeraden", det eenfoldige, i Huset omtrippende Gnav i "Julestuen", den varmhovedede, opfarende Middelstandsmand i "Jean de Franee", og den ængstlige, lettroende Herremand i "Abracadabra" vare hverandre meget ulige i deres hele Versen, men i alle havde Publikum ægte holbergske Mønsterbilleder. Allerede de nævnte Roller gave Ryge et stort og meget vigtigt Repertoire, men han havde endnu mange andre af høist forskjellig Natur, og iblandt dem vare fornemmelig hans Jøder interessante, idet de, i deres store Forskjellighed, alle vare mageløst ypperligt gjennemførte og hver for sig i Udseende, Dialect, Gebærder og Egenheder havde en ganske bestemt Individualitet, uden at der i den fri, kjække Fremstilling var et Træk, som man skulde antage for smaaligt beregnet. I det Hele havde Ryges Spil, i det Comiske saavelsom i det Tragiske, en stor Stiil: det var mere ved en dristig, bred Pensel at han søgte at opnaae Effect, end ved en fiin Udførelse. Alt, hvad den blotte Convenients og Bonton førte ind i en Rolle, var ham ufordrageligt og derfor saa uvant, at han, naar det, hvor han var Elsker eller galant Mand, blev ham nødvendigt at efterkomme det, let faldt over i et affecteert Væsen, som var hans kolossale Figur meget uklædeligt; saaledes var ikke Vandby i "Gulddaasen", undtagen i BortBort-førelsesscenen, [sideskift][side 535]førelsesscenen, for hvilken han havde ønsket Rollen og som han spillede fortræffeligt, nogen for hans Personlighed og Holdning passende Rolle. — Skjøndt af et langt mindre omfattende Genie, end Frydendahl og Ryge, var Lindgreen, naar han stod paa sin rette Plads, fuldkommen deres Lige i kunstnerisk Dannelse og Styrke. Han blev ofte anvendt i alvorlige Roller, og da han ikke savnede varm Følelse, havde han ved Tænksomhed. Flid og Smag bragt det til ogsaa i flere af dem at vinde meget Bifald; men alligevel laae og maatte det, trods al hans Flid, vedblive at ligge udenfor hans Evne i dette Fag at vinde en Anseelse, som var den Mand værdig, der i et andet var uovertræffelig: hans ikke fuldt middelhøie Figur savnede naturlig Værdighed, hans Sprog var ikke urbant og han havde ikke i sit alvorlige Foredrag den Sandhed, som han ellers gjorde til sin Kunsts høieste Formaal, men blev sædvanligt, især i lange Repliker, monoton og henfaldt let, naar han vilde give Følelsen Udbrud, til en klynkende Tone. I sine comiske Roller var han derimod ei alene den store Kunstner, som ganske gik op i den Charakteer, han fremstillede, men udmærkede sig fremfor alle Skuespillerne ved at være — ikke local, thi han havde tvertimod ikke i en eneste af sine Roller noget efter det Kjøbenhavnske eller særligt for Kjøbenhavnerne stemplet Præg, — men ret egenlig national. Der var i hans Udtale, i hans sunde, solide og bramfri Comik, i den ud af hans hele Væsen lysende hellige Tro paa, at han var ynkelig den Person, som hvilken han stod for Tilskuerne, noget saa Dansk, at baade et dansk Publikum strax tiltaltes af hans Spil og at kun det kunde tilfulde opsatte dets ægte kunstneriske Natur. Det var ikke blot hans ypperlige Jeppe paa Bjerget, de grundholbergske Henrikker, [sideskift][side 536]hans ægte danske hovne og svinepoliske Bondeplager Trækom i "Gulddaasen", den moersomt ærlige og ivrige Forvalter Toras i "Virtuosen" og saadanne Roller, der i hans Fremstilling ret havde deres Udspring og Udvikling fra den nationaldanske Skueplads: denne Eiendommelighed kom frem i alle hans Roller, hvor ypperligt de end vare satte ud fra hverandre; selv hans mange franske Tjenere havde, saa lette, livlige og fiffige de ogsaa vare, mere dansk end fransk Natur. Tillige udmærkede han sig ved at være den Skuespiller, som aldrig i et Fag, der især fristede dertil, havde ladet sig rive med af den gængse Overdrivelseslyst, hans joviale gamle Mænd, maliciøse Charakterer, godmodige Sladderhanke og saligglade Drukkenbolte vare alle grebne ud af Naturen, men bragte paa Scenen med en saadan Smag, at de ikke i noget Træk havde beholdt det mindste af hvad Plat og Modbydeligt, der i det virkelige Liv heftede ved dem, eller vare blevne forstærkede i Effect med Caricatur. Ved det tørre Lune og den elskelige Naivetet, som Lindgreen besad i langt høiere Grad, end nogen samtidig Comiker, opnaaede han ofte, som aldeles tilfældigt, en Virkning, hvilken det kløgtigste Effectjagerie ikke vilde have været istand til at frembringe, og gav mange af sine Roller en Naturlighed, Kraft og Ynde, som i dem gjorde ham uefterlignelig. Naar han lod en lille Replik ligesom uforvarende falde fra sig med en let, ligegyldig Betoning, fik den undertiden en saa overrastende naturlig Løierlighed, at Publikum pludseligt udbrød i Skoggerlatter, og hans Naivetet gav ofte hele Roller en tiltrækkende Gratie, som man ikke skulde troe, at der kunde udbredes over lavcomiske Charakterer: saaledes var hans Troels i "Barselstuen" et uforligneligt Kunstværk, ved den inderlige, sig selv uvevidste [sideskift][side 537]Moersomhed, der strømmede frem af hans elskværdigt skjelmske og fomøiede Tone og laae over hele det uskyldigt aabne og godmodigt tilfredse Ansigt. — Rind havde længe seet sig tilsidesat, endskjøndt enhver Rolle, som Nødvendigheden bragte ham i Hænderne, viste umiskjendelige Spor af ægte Genie. Carl Bruuns Afgang skaffede ham større Anvendelse. Ved den Munterhed, Varme og Hjertelighed, hvormed han gav Marcel i "Fruentimmerhaderen", og endnu mere ved, som Dalby i "Skuespilleren imod sin Villie", i otte paatagne Masker let og fuldstændigt at forandre sin hele Person og tillige af enhver at gjøre en meget comisk Figur, vandt han levende Bifald og blev den Skuespiller, som Directionen især maatte søge Bistand hos under Knudsens Sygdom. Ved denne fik han flere meget betydelige Roller, hvori hans sprudlende Lune, usædvanlige Livfuldhed, pudserlige Masker og snurrige Overdrivelser i Diction og Gebærder gjorde stor Lykke hos Mængden. Da han med sjelden Lærenemhed forenede utrættelig Flid og var brugbar til mange forskjellige Roller, blev han snart uundværlig. Desuagtet var Directionen ikke ved hans gjentagne Anmodninger at bevæge til at give ham et passende Gagetillæg. Han fandt da paa den List at lade sig tilskrive et Brev, hvori der blev tilbudet ham en Godsforvalterpost, og med dette og en Ansøgning om Afsked henvendte han sig til Holstein, som blev saa forskrækket derover, at han lovede ufortøvet at indstille ham til en betydelig Gageforbedring, naar han blot vilde blive og fremdeles staae ham trofast bi i Nøden. Dette gjorde Rind af al sin Evne. Efter Knudsens Død blev han overvældet med Roller, og endskjøndt han allerede da spillede meget ofte, memorerede han om Natten, gjennemgik Syngepartier flere [sideskift][side 538]Timer fra Klokken 8 om Morgenen, prøvede om Formiddagen og optraadte næsten hver Uge i en ny Rolle. Det var imidlertid ikke blot ved denne overordenlige Virksomhed han udmærkede sig; da han var bleven Publikums Yndling og ikke mere havde nogen Medbeiler, som han maatte overbyde i Pudsenmagerie for at vinde Applaus, henvendte han alvorlig Opmærksomhed paa sit Spils Forædling og aflagde mere og mere sine Effectfaxer. I afvigte Saison var han ei alene den meest brugte Skuespiller, men havde endog hos Publikums dannede Deel vundet Erkjendelse af at være en genial og mangesidig Charakteerfremstiller. Der var i flere af hans Roller blot en hans Personlighed egen Løierlighed, som, uden noget kunstnerisk Værd, kun morede kosteligt og idelig fremkaldte Skoggerlatter; men i endnu flere, endog farceagtige Stykker, fandt man originalt opfattede og med megen Fasthed ypperligt gjennemførte Charakterer, der vare rige paa ligesaa sine som ægte comiske Træk. En ualmindelig Gave havde Rind til at opfinde og consequent udføre barokke, næsten eventyrlige Figurer, som egenlig kun havde Sandhed ved deres i alle Enkeltheder inderlige Harmonie med sig selv, og dog passede forunderligt godt ind i det Ensemble, hvori de viste sig. Han kunde imidlertid ikke blot faae Folk til ret hjerteligt at lee, men ogsaa, ved sund, inderlig Følelse, røre dem: hans Skomager i "Dragedukken" var ligesaa fortræffelig ved det naturtro Udtryk af Huusfaderens Bekymring, som ved Lune og godmodig Lystighed, og Vandbæreren i "De to Dage", men især hans herlige gamle Baadsmand i "Peters Bryllup" havde en Ild, Kraft og Sjælfuldhed, som man ikke skulde ahne, at der kunde lægges i dem af den Fremstiller, der, ved det tynde Mæle som ved den skunkne Figur, fik en saa høist [sideskift][side 539]pudseerlig sværmerisk Dreng ud af Pagen Gusman i "Don Ranudo". I Syngestykkerne var Rind en Hovedskuesplller. Han lærte ualmindeligt hurtigt og sikkert endog de vanskeligste Partier og forstod saa fortræffeligt, ved Foredrag og Sangene Charakterisering, at gjøre sin hverken synderligt stærke eller behagelige Stemme heldigt anvendelig, at han ikke sjeldent vandt meget Bifald som Sanger. — Haack var den eneste Skuespiller, som i Tragedien kunde gjøre Fyldest ved Siden af Ryge. Savnede han end Ryges Malm og Styrke i Stemmen, havde han dog, ved sit Foredrags Varme og Inderlighed, et fortræffeligt mimisk Udtryk, en fri, ædel Holdning og den Energie, hvormed han lod sit hele Væsen gaae op i Rollen, en henrivende Kraft og poetisk Aandfuldhed i sit Spil. Hans Talent var af et saa ualmindeligt Omfang, at han med Held havde kunnet vise sig i næsten ethvert Slags Rolle. I det alvorlige Skuespil gav han værdige Fædre, gamle Militaire og Anstandsroller; i Comedien spillede han unge og gamle Spradebasser, joviale Oldinger, dumme Landjunkere, Intriguanter, opblæste Adelsmænd, lærde Pedanter, tydske Vindmagere, lystige Soldater, Spidsborgere og mange andre høist forskjellige Roller. I alle var han interessant, i de fleste fortræffelig og nogle — som den smidske, ængstlige Tapper i "Gulddaasen", den i alt sit ægteskabelige Kujonen tilfredse og lystige Worry i "Landsbytheatret", den høist snurrige Oldfux i "Min Bedstemoder" og den kostelige Peer Degn i "Erasmus Montanus" — vare, ved Originalitet, Lune og Charakterens sine Udarbeidelse, uefterlignelige Mesterværker. Det bedste Beviis for hans store kunstneriske Dygtighed er, at han optraadte som Frydendahls Doublant i flere af dennes meest beundrede Roller og udførte dem saa tilfredsstillende, at han [sideskift][side 540]vandt meget Bifald. Ogsaa han blev, uagtet hans Basstemme ingenlunde var sonor eller kraftfuld, særdeles heldigt brugt i Syngestykkernes Charakteerroller. — En Skuespiller, som var anvendelig i næsten Alt, undtagen Tragedien, hvortil hans Taleorgan ganske manglede Kraft. Klang og Fasthed, havde Theatret i Eenholm. Hvad der kaldtes hans egenlige Fag, var endnu muntre Elskere, hvilke han, da han ypperligt forstod at give sit Udvortes Ungdommelighed, spillede med behagelig Lethed og ikke var uden Lune, som oftest gjorde megen Lykke i; men desuden gav han gamle Roller af alle Arter og udførte dem, naar de ikke vare alvorlige eller værdige, med en Routine, Flid og Livlighed, hvorved de undertiden fik Anstrøg af Charakteerfremstilling og gjorde god Effect. Hans lille klangløse Tenorstemme blev nu som oftest kun anvendt i Syngestykkernes underordnede Partier. — Kruse var endnu i de Roller, han allerede havde, den samme dygtige Kunstner i baade Skuespillet og Syngestykkerne, men viste en saadan Usikkerhed i nye Roller, at han meget stærkt begyndte at synke i Publikums Gunst. — I Due, Heinsvig og Rongsted havde Comedien tre for gamle Mænd og Charakteerroller særdeles brugelige Skuespillere, der endog i enkelte Partier, som laae heldigt for deres Evne, vandt meget fortjent Bifald. — Etage havde hævet sig til at blive en særdeles dygtig og almeenyndet Fremstiller af høist forskjellige baade gamle og unge, alvorlige og comiske, fine og drastiske Roller, saavel i Syngespillet som i Skuespillet. Sin Styrke havde han i muntre Cavalerer og Roller, der væsenlig fordrede Ironie, Humor, Jovialitet og Skjelmerie. For en Perial, lige fra den lette lille Pidsk ned til overstadig Drukkenskab, havde han, selv en bekjendt Viinforagter, mangfoldige Skikkelser, der alle [sideskift][side 541]ikke blot vare meget comifle, natursande og nøie svarende til Personen og Perialens Grad, men tillige særdeles smagfulde, hvilket var saa meget mærkeligere, da han ellers i det Comiske ofte faldt til Overdrivelse, ligesom han i del Alvorlige, naar han skulde udtrykke inderlig Følelse, Heftighed eller Begeistring, let blev svulstig og convulsiv. — Clausen spillede, foruden Intriguants, endnu bestandig Spradebasser, Vindmagere og muntre Elskere — som Lord Brazen i "Hververne", Skyldenborg i "Den ellevte Juni", La Tulipe i "De to Grenaderer", Capitain Klinker i "Epigrammet", — og var, ved glat Diction, god Holdning, Routine og streng Afholdenhed fra Overdrivelse, altid en correct og smagfuld Fremstiller, men maatte nu begynde at trække sig ud af ungdommelige Roller. — Den egenlige Elsker var det eneste Fag, hvortil Theatret for Øieblikket manglede en dygtig Kunstner. Liebe medbragte overalt et særdeles smukt, ædelt Udseende og udmærkede sig ved Flid og megen Præcision; i Lystspillet gav han adskillige Roller meget vakkert og med en behagelig Tournure, enkelte, som hans eget Væsens Eiendommeligheder kunde synes passende til, endog fortræffeligt; men for Tragedien savnede han Phantasie, Varme, dyb Følelse og Pathos. Det var kun i en, som Alonzo i "Laura", af Svulst og forskruet Sværmerie sammensat Effectrolle at hans eensformige, luftsaugende Armbevægelser og staccaterede Lidenskabsudbrud kunde faae Anseende af tragisk Spil; hvor det gjaldt om naturligt Udtryk af inderlig Kjærlighed, fast, mandig Kraft, Begeistnng og Aandshøihed blev hans Fremstilling, uagtet den stærke udvendige Bevægelighed, mat og dertil paafaldende forvirret og usand: hans Axel var en i Ridderdragt klædt moderne Cavaleer, der, naar han kastede Pillegrimshatten, purrede op i det [sideskift][side 542]a là Titus friserede Haar inden han ilede i Valborgs Arme. — De mindre Elskerroller spilledes af Jacob Winsløw, en smuk ung Mand, som i borgerlige Stykker ret heldigt gav hjertelige Scener, men altfor meget savnede Ild og poetisk Opfattelsesevne til at kunne anvendes i Tragedien. — Bauer, der, som Elev i "Den dramatiske Skole", havde med meget Bifald spillet flere betydelige ungdommelige Roller, og nylig, iblandt det kongelige Theaters dygtigste Personale, udmærket sig som Carl Rose i "Den forladte Datter", tegnede til at blive Eenholms heldige Afløser i hans muntre Elskere. Med et meget smukt og livfuldt Ansigt, en lille, særdeles velbygget Figur og lette, frie Bevægelser forenede han en behagelig Tenorstemme, der vel hverken havde Styrke eller Omfang til betydelige Partier, men var af megen Anvendelighed for de smaa franske Syngestykker, hvori fornemmelig de saakaldte »Colins« egnede sig fortræffeligt for ham. — Hos en anden fra Hoftheatret udgaaet Skuespiller, Holm, havde der i forskjellige Biroller viist sig saa ualmindelige Naturgaver, at man maatte antage, at han, naar der blot gaves ham Leilighed dertil, snart vilde være istand til at erhverve sig stor kunstnerisk Betydenhed i baade Tragedie, Comedie og Syngespil. Han havde smukt mørkt Haar, udtryksdygtige Øine og et regelmæssigt Ansigt, der, saavelsom hans ranke, middelhøie Figur, kunde passe fortræffeligt for enhver Rolleart; hans Taleorgan var af Naturen særdeles sonort og velklingende, og hans Syngestemme en omfangsrig Bas af saamegen Fylde, Skjønhed og Egalitet i Tonerne, at han kunde have opnaaet at give endog de vanskeligste Partier en brillant Udførelse. Tillige havde han varm Følelse for hvad han personligt fandt smukt og godt. Men hos ham viste sig ret, hvor lidet en [sideskift][side 543]Skuespiller, der ikke er i Besiddelse af et afgjort stort Talent, formaaer, med endog de ypperligste Evner, at fængsle Interessen, naar han savner Opvakthed og Intelligents. Ethvert af hans herlige Naturanlæg trængte til Udvikling og Dannelse, for i og for sig at blive kunstnerisk brugeligt og at komme til fri Samvirken med de andre. Ansigtet var uden Livlighed for Udtrykket af Affecter; den smukke Figurs Bevægelser vare tvungne og tunge; det malmfulde, rene Taleorgan tabte Urbanitet ved feilagtig Pronunciation, uklar Artikulation og feilfuld Betoning; hans Følelse, som væsenlig kun bevægedes ved det Rørende, yttrede sig undertiden klynkende, og han havde ikke noksom musikalsk Sands og Øre til at turde bruge sin herlige Syngestemme med Ild, Kraft og Energie. Meget kunde have været afhjulpet ved flittig og hensigtsmæssiig Øvelse, men han manglede Aand og Begreb til at søge Flid og Hensigtsmæssighed ud over ærlig Omhu for at lære og efter bedste tilstedeværende Evne at udføre de Roller, som bleve ham tildeelte, og Bevidstheden om, at han ikke aandigt var Herre over sin Opgave, berøvede ham Kraften til dens legemlige Fremstilling. Derfor fik Tilskuerne næsten altid Følelsen af, at der med saa store Midler maatte være mere at give, end de enkelte skjønne Brudstykker, hvilke de af og til fik; kun i Arvroller og nogle Bønderkarle, som han selv vidste, at hans Opfatning og Fremstillingsdygtighed kunde magte, og hvori han turde lade sin inderlig godmodige Natur faae fri Flugt, gav han virkelig fortræffelige Skildringer, der ikke alene vare naturtroe og moersomme, men endog undertiden overraskede ved elskværdig Livlighed og Træk af ægte Lune. — Carl Winsløw, der ogsaa havde begyndt sin Skuespillerbane paa Hoftheatret, viste omvendt, hvorledes det ved [sideskift][side 544]Intelligents og en velovertænkt, udholdende Flid omsider kan lykkes, med meget ringe Midler at gjore forbausende stor Virkning. Han var født i Februar 1796 og havde, efter i kort Tid at have staaet i Urtekræmmerlære, fra sit 15de Aar været i et kongeligt Comptoir og der faaet fast Ansættelse, men, af en uimodstaaelig Lyst til Skuespilkunsten, forladt det i sit 19de Aar for at blive Elev ved "Den dramatiske Skole". Han var ved denne Tid 21 Aar gammel, med en lille, meget spinkel Figur og et Ansigt, som havde en smuk, men skarp Contour og hvori Naturen kun havde gjort liden "Plads for Sjælen til at male." hans eneste ydre Fortrin vare et herligt mørkt lokket Haar, hvilket han, med Rette, gjorde sig meget til af at han forstod at anvende charakteristisk i mange forskjellige Roller, og særdeles levende Øine, som han efterhaanden opnaaede en sjelden Evne til at give et lynende Udtryk af Begeistring, Hævnlyst, Haan og den heftigste Lidenskabelighed, hans Artikulation var reen og tydelig, men Talestemmen ikke af Naturen hverken stærk, omfangsrig, kraftig eller bærende i Tonerne. Til de faa legemlige Evner var han imidlertid begavet med mange og store aandige. Han havde en levende og rig Phantasie; alt Poetisk, i hvilken Kunstart og Form det end fremtraadte, opfattede han med Enthusiasme og i stor Klarhed; ved den første Gjennemlæsning af et dramatisk Arbeide undfangede han strax en bestemt Forestilling om enhver den optrædende Persons inderste Væsen, og han besad en mærkværdig Skarpsindighed til derefter at udfinde den Skikkelse, som den Person, der var gjort ham til Opgave, maatte antage, for paa engang at kunne fyldestgjøre Digterens Intention og blive fremstillelig med de Udførelsesmidler, som stode ham til Raadighed. [sideskift][side 545]Med stor Forstandighed vidste han af sin Rolle at udfinde saadanne sine psychologiske Træk, som let og naturligt kunde give Charakteren Fuldendthed og tillige gjøre slaaende Virkning paa Betragteren, og i Udførelsen havde han en sjælfuld Dristighed, som gjorde, at Fremstillingen ikke blev et ængstligt Beregningsværk, men en fri, aandrig Udvikling af en poetisk tænkt Menneskeskildring. Han havde Talent for Digtning og skrev vakkre lyriske Smaasager; han havde Talent for Musik: hans Baritonstemme var lille og klangløs, men hans Øre saa ypperligt, at han, uden musikalsk Dannelse, meget hurtigt lærte betydelige Partier og med stor Sikkerhed traf de vanskeligste Intervaller; han havde Talent for Tegning og Malning, udførte med Blyant kjækt og kraftfuldt meget lignende Portraiter og var Mester i at bruge tørre Farver til sit lille Ansigts Maskering saaledes, at han, uden at skade Trækkenes Bevægelighed til mimisk Udtryk, kunde, ved at forstærke dets svage og dæmpe dets for meget fremtrædende Partier, give sig Physiognomie efter de meest forskjellige Roller; og for Skuespilkunsten besad han et saa energisk Genie, at de Hindringer, som Personligheden stillede det iveien, kun syntes at være det en Eggelse til dristigere Opsving. Men hans hele Liv var ogsaa helliget Udviklingen af hvad der kunde fremme hans Genies fri Virksomhed og Bekæmpelsen af hvad der modstod den; alle sine Aandsgaver anvendte han i dets Tjeneste. Han dannede sin Smag ved æsthetiske og dramaturgiske Værker, udvidede sin Menneskekundskab ved psychologiske Lærebøger og Læsning af Charakteerskildringer, skolede dagligt sit Taleorgan og sit Legeme, indøvede sig store Roller, som han aldrig kunde vente at komme til at spille, men brugte blot som Studier og til sine Evners Udvikling, [sideskift][side 546]eftergrandskede sin physiske Naturs Eiendommeligheder og studerede omhyggeligt Scenen og alle paa den anvendelige Understøttelsesmidler lige til den for ham hensigtsmæssigste Maade at gjøre Figuren høiere eller førere paa. Ved denne Tid havde han imidlertid ikke endnu skaffet sig synderlig Betydenhed: han var ikke da selv kommen til Bevidsthed om sit Genies Natur og de Vanskeligheder, han havde at overvinde for at skaffe det Virkning; et beslægtet Genie maatte vække hans Følelse deraf, og et saadant havde han ikke hidtil havt Leilighed til at modtage Indtryk af. Han søgte endnu kun med lidenskabelig Begjærlighed at komme til at spille muntre Elskere, Spradebasser og lystige Tjenere, som han troede laae bedst for hans Individualitet, og gik ikke med sin utrættelige Flid ud over at tilrette sig for dem, hvori det dog ikke vilde lykkes ham at vinde Publikums Yndest, da han til saadanne Roller savnede Lethed og livligt Lune. Han blev desuden ikke meget brugt; thi den lille Figur fik, ved den selvbehagelige, suffisante Mine, hvormed han dengang fremtraadte, noget Opblæst, hvilket Holstein engang, i sin Harme over at see ham, som Riddersvend i "Fridolin", spanke frem og tilbage nede ved Lamperne, kaldte "en inderlig Impertinence, som man maatte skaane Publikum for at see paa." Kun som den uvorne Søn i "Soldaterne" frapperede han ved, sit charakteristiske Foredrag og livfulde mimiske Udtryk saaledes, at han for enhver af sine Scener høstede stærkt Bifald og vandt Publikums Erkjendelse af ualmindelige Anlæg. Holstein havde imidlertid en saadan Modbydelighed for hans Person, at han, da Stykket blev ombesat, for at gives til Mad. Andersens Benefice, ikke vilde taale ham i Rollen, men gav den til Stage, som var saa langt [sideskift][side 547]fra at tilfredsstille deri, at han, efter nogle Forestillinger, selv bad om at maatte tilbagegive den til Winsløw, der, opirret af denne Krænkelse, spillede den med endnu større Energie, hvilket kun havde til Følge, at Stykket blev henlagt, indtil Winsløw stod som en saa anerkjendt stor Kunstner, at Holstein ikke fandt raadeligt at afstaae ham dets Gjenoptagelse. — Til de ypperlige Fremstillere for Comediens Hovedfag vilde en Bestyrelse, naar den med Omhu og Indsigt havde varetaget Stykkernes Besætning, have havt to dygtige Hjælpere i Lund, der med Brugelighed til flere forskjellige Roller forenede megen Flid, og Hass, hvis han, istedetfor at faae Lov til at fordærve store Roller paa egen Haand, var, under en kunstnerisk Ledelse af Indstuderingen, bleven brugt i mindre, hvortil hans Evner egnede sig.

For Skuespillet besad det qvindelige Personale ikke for Øieblikket saa mange Udmærkede som det mandlige. Mad. Rosing havde vel endnu i de alvorlige og tragiske Gamle sin poetiske Aands fulde Kraft og Høihed, men spillede kun sjeldent og overtog ikke mere nye Roller, saalidet som Jfr. Astrup, der ei alene, ved stiv, altid strengt bevogtet Holding og alle Theatertoilettets Finesser, endnu i sit 57de Aar bevarede sin imponerende Anstand og junoniske Skjønhed, men, hvor monoton hun end var, i sit Spil havde Præget af en forgangen Tid, i hvilken Præcision, Fasthed og Noblesse gave Ensemblet dets Stiil. Mad. Heger spillede endnu de store tragiske Elskerinderoller med et tungsindigt Sværmerie, en Sjælsreenhed og den nordiske Blufærdighed i Kjærlighedens Udtryk, som hun allerede ved sin Personlighed var uovergaaelig i, men hendes 44 Aar gjorde hende ønskeligt at trække sig tilbage fra dette Fag, og for [sideskift][side 548]Mad. Rosings, hvori hun efterhaanden gik over, savnede hun altfor meget Vægt og Energie i Foredrag og Bevægelser til at kunne erstatte en saa fortræffelig Charakteerfremstillerinde. Heldigere havde Jfr. Jørgensen, i Dronning Bera og nogle værdige Mødreroller, viist sig som Mad. Rosings Efterfølgerinde. Vel havde hun ikke den store Kunstnerindes høie Ro, Pathos og gribende Inderlighed, men der var Charakteer, Varme og Værdighed i hendes alvorlige Fremstillinger. For Comedien havde hun allerede udfoldet et saa rigt Talent, at Directionen, med Vished om en naturlig og smagfuld Udførelse, kunde tildele hende enhversomhelst saavel burlesk som fiincomisk Rolle; alle, med Undtagelse af Kammerpiger, vare hende klædelige og fik i hendes Hænder en egen, med stor Sikkerhed gjennemført, Individualist. For Soubretter af alle Arter havde Skuepladsen ogsaa i Mad. Spindler og Mad. Liebe to saa udmærkede Fremstillerinder, at den ikke den behøvede hende. Den første var Mesterinde i de sine franske Kammerpiger og spillede navnlig Suzon i "Figaros Gistermaal" med henrivende Vittighed, Skjelmerie og Ynde. Hendes Genie glimrede tillige endnu med sin fulde Styrke i muntre Elskerinder, og dertil havde hun nogle Gange, ved Skuespillernes Sommerforestillinger, i gamle Roller viist en saadan Fylde af Lune og Følelse, at hun, dersom Directionens personlige Ugunst ikke havde holdt hende udenfor dette i Comedien saa vigtige Fag, ofte kunde have gjort Roller, som nu bleve mishandlede af en Mad. Petersen, Jfr. Sannes, Jfr. Hedeberg og andre Ubetydeligheder, til geniale Charakteerskildringer. Den Aandslivlighed, som var Skyld i, at hun i Omgang gav sin overgivne Vittighed fri Flugt i en Retning, der var Directionen til Misnøie, blev ogsaa Paaskud [sideskift][side 549]for dens Uvillie til at anvende hende i Roller, som aabenbart laae for hende og bleve tildeelte Udygtige. Hun havde nemlig begyndt at lade sine Udbrud af Glæde, Henrykkelse og andre heftige Affecter faae en saadan Fyrighed, at hun ikke kunde give Taleorganet Tid til at udtrykke Sjælsbevægelsen og derved undertiden kom til en Følelsens Overdrivelse, som hun af en kunstnerisk Autoritet let vilde have ladet sig advare imod, men da dette ikke skete vænnede sig mere og mere til. Denne Omstændighed blev af Directionsmedlemmer, med en ellers i ingen af deres Functioner bemærkelig Iver for Natursandhed, Kunst og Smag, saaledes fremhævet for Publikum, at der dannede sig et Parti imod hende, hvilket med Hyssen ophidsede hende til at skaffe sig Applaus ved forceret Spil, som i Løbet af et Par Aar udartede til en saadan Henvendelse med Replikkerne til Parterret, at hendes naturlige Ynde virkelig for en Deel gik under i et Effectjagerie, hvorved Directionen blev istand til at besmykke den stærke Tilsidesættelse, der længe havde været tilføiet hendes Genie. Mad. Liebe var en fortræffelig Pernille, fuld af Liv, Lune og Ironie, og gav tillige ei alene meget charakteristisk comiske Gamle, Duennaer, Sladdersøstre og cbargeerte Roller, men optraadte endog undertiden, især i Syngespillet, for hvilket hendes velklingende høie Altstemme var af stor Betydenhed, med meget Held i Partier, som fordrede Alvor og Vædighed. En ypperlig Fremstillerinde af comiske Gamle var Mad. Clausen. Vel havde hun en svag Talestemme, men hendes mimiske Udtryk var fortræffeligt, og den Naivetet, Naturlighed og indre comiske Kraft, hvormed hun, uden mindste Overdrivelse, ganske i den gode gamle Skoles Aand, gav sine Roller, gjorde, at Publikum ikke lod sig [sideskift][side 550]fortryde den nøie Opmærksomhed, som det maatte skjænke hendes forresten udmærkede Diction. Endelig havde Skuepladsen ogsaa for dette Fag Mad. Rongsted, men hendes pudseerligt butte, drøie Comik havde, hvorvel den aldrig faldt over i Caricatur, et saa stærkt Anstrøg af Plathed, at hun ikke kunde anvendes taaleligt uden i lavcomiske Roller. I Tragedien var Elskerinderollen, naar den ikke endnu kunde spilles af Mad. Heger, ligesaa utilfredsstillende besat som Elskerrollen. At ville gjøre den Fyldest blot ved Mad. Zincks elskværdige Personlighed, blev aldeles opgivet efter hendes prosaisk hjertelige Udførelse af Ragnhild i "Fostbrødrene"; og Mad. Andersen, der havde en aandrigere Opfatning og smukkere Versfremsigelse forud for hende, gav vel sine tragiske Roller mere Holdning og Fynd, men formaaede ikke med al sin, kun altfor synlige, Flid at komme til et poetisk Opsving, der kunde henrive og begeistre Tilskuerne; hendes Pathos havde altfor megen blot declamatorisk Pyntelighed til at kunne blive et varmt, gribende Følelsesudtryk. I Comedien havde hun, ved Siden af adskilligt Affecteert, især hvor hun skulde fremstille Godmodighed, Uskyldighed eller Naivetet, meget Fortræffeligt: hendes Diction var i sine, vittige Conversationsscener ypperligt nuanceret, hun gav i sit hele Basen en dannet Dame, og flere Roller, hvori der ikke fandtes Noget, som var imod hendes kunstneriske Natur, bleve i hendes Hænder virkelige, fiint udførte Charakteerfremstillinger. Saaledes spillede hun med let Ironie og en særdeles smagfuldt fremtrædende ægte comisk Pathos ganske fortræffeligt Lucilia i "Melampe", og hendes Lydia Følig i "Medbeilerne", hvori hun med megen Elskværdighed og Consequents fremstillede en overdreven romantisk, følsom og forkjælet, men dog i [sideskift][side 551]Grunden fornuftig og varmt elskende ung Pige, var et Mesterværk af objectiv Fremstillingskunst. Til de muntre og naive Elskerinder havde Comedien den endnu bestandig ungdomsfriske og indtagende Mad. Zinck, der ogsaa i Syngestykkerne med stort Bifald udførte de for hendes lille, behagelige Stemme liggende saakaldte Spilleroller.

Da Directionen, hvor stor Overflod paa Nyheder den end erklærede at have, saa bittert maatte erfare, at de, som Publikum vilde tage for gode, kun vare faa; og den ofte i sin Besked til Indsenderne af originale Lystspil havde beklaget, at de ikke toge den gamle Comedie til Mønster, men skreve Stykker, der ikke kunde behage den nationale Smag, skulde man troe, at den særligen havde beflittet sig paa at fremhæve Molière og Holberg, hvortil der just da var et saa fuldstændigt og fortræffeligt Personale. Det manglede den ikke paa kraftig Opfordring dertil. De Beneficeventende, som, for deres Fordeels Skyld, vare meget opmærksomme for at udfinde, hvad der øieblikkeligt meest vilde tiltale Publikum, havde saa godt mærket en stigende Interesse for de holbergske Comedier, at de i Saisonnen 1816-17 havde gjenoptaget ikke mindre end fem og en enkelt Act af et sjette; at der i Saisonnen 1817-18 kun blev til Benefice optaget eet, var alene fordi "Plutus" maatte gives et nyt Udstyr, hvilket Directionen ikke vilde bevilge, og de andre vare kun i Publikums Minde som saa afjaskede, at de ikke kunde antages at ville skaffe Tilløb. Ikke destomindre kom Molière kun frem i et eneste Eenactsstykke, og det ogsaa ved en Benefice; og den Maade, hvorpaa Holberg behandledes, var et levende Vidnesbyrd om, hvor dybt den danske Skueplads under denne Direction var sunken i nationalt og kunstnerisk Værd. [sideskift][side 552]At der ikke gjordes Høitid af 2. Decbr. 1817, da "Den Stundesløse" blev det første Stykke, som paa den danske Skueplads opnaaede 100 Forestillinger, er ikke at forarges over; thi man var i et saadant Vilderede med Tallet paa de Holbergske Stykkers Opførelse, at Rahbek i 3die Deel af sit Værk "Om Ludvig Holberg" opgav "Den Stundesløse" indtil 26. Octbr. 1817 at være gaaet 93 istedetfor 99 Gange; men forargeligt var det, at den samme Direction ei alene lod 3. Novbr. 1824, da dette mærkelige holbergske Jubilæum indtraf efter Rahbeks Opgivelse, hengaae uden mindste Erindring derom, men endog paa den Dag brugte "Den Stundesløse" som Nødstykke. De holbergske Stykker, som Directionen havde i Repertoiret fra tidligere Dage, vare: "Den politiske Kandestøber". "Jeppe paa Bjerget", "Geert Westphaler (i 1 Act)", "Den ellevte Juni", "Barselstuen", "Jacob von Thybo", "Den pantsatte Bondedreng", "Pernilles korte Frøkenstand", "Hexerie eller blind Allarm", "Den Stundesløse" og "Don Ranudo"; fra Hoftheatret var der optaget "Jean de France", "Erasmus Montanus" og "Den honnette Ambition". I Løbet af fire Saisonner var der, medens Directionen ikke havde gjenoptaget et eneste, af Beneficianter fremtrukket ikke mindre end 11 holbergske Lystspil, nemlig: "Julestuen", "Maskeraden", "Kildereisen", "Melampe", "Henrik og Pernille", som, skjøndt et ypperligt Theaterstykke, havde henligget i 23 Aar, "Didrik Menschenskræk", "De Usynlige", "Abracadabra", "Den Vægelsindede", "Det arabiske Pulver" og "Geert Westphaler (i 3 Acter)". Af disse havde Directionen indtaget de 8 i Repertoiret, men kun een Gang givet det ene: "De Usynlige"; tre: "Den Vægelsindede", "Det arabiske Pulver" og det med meget Bifald modtagne [sideskift][side 553]"Geert Westphaler" i tre Acter, bleve ikle forundte Opførelse for Theatrets Vedlommende. Af de holbergste Stykker, som hidtil havde hørt til de meget gangbare, henlaae "Ulysses" og, fra 1800, det fortræffelige "Det lykkelige Stibbrud', uagtet den femte Act nylig, ved to Beneficeforestillinger, havde fundet en særdeles gunstig Modtagelse. "Plutus", der i gamle Dage var "et af de anseligste Stykker, der behagede unge og gamle, lystige og ærbare Folk, Høie og Lave", og havde opnaaet 47 Forestillinger indtil 1787, men ikke siden var givet, blev, ifølge Rahbeks Yttringer i "Om Ludvig Holberg", anseet som henlagt for bestandigt, endskjøndt det, med en god Besætning og ved smagfuld Omhu for den theatralske Indretning, vel endnu den Dag idag kunde give baade moersomme og interessante Forestillinger, Hvorlidet end Directionen selv havde sørget for det holbergske Repertoire, var dette dog saa betydeligt, at der ikke vilde have paahvilet den nogen Dadel, dersom den blot havde ladet det skee dets kunstneriske Ret. Men dette var ingenlunde Tilfældet. Der var til alle den holbergske Comedies staaende Hovedpersoner Mestere eller i det mindste store Dygtigheder: Lindgreen til Henrikkerne, Ryge til Jeronimusserne, Mad. Clausen og Jfr. Jørgensen til Magdelonerne, Mad. Spindler og Mad. Liebe til Pernillerne, Kruse og Rind til Arverne, Rongsted til Leonarderne, Heinsvig, Haack og Stage til Oldfuxer og Pudsenmagere, Liebe til Leanderne, Frydendahl til Militaire og andre Charakteerroller, Mad. Rongsted til lavcomiske gamle Fruentimmer, og for de vigtigste underordnede Roller kunde man, ved at benytte Brugelighederne paa rette Sted, have faaet en i det Hele særdeles tilfredsstillende Besætning. Alligevel vare næsten alle holbergske Stykker besatte under Theatrets Evne, [sideskift][side 554]selv i mange af de allervigtigste Roller; ikke eet fandtes gjennemgaaende besat saa godt som muligt. De fra Hoftheatret overgaaede Stykker gaves med hele den mangelfulde Besætning, som de der havde havt: i "Jean de France" fordærvedes en af de herligst charakteriserede Jeronimusser, som Ryge siden gav ypperligt, af Hass; Marthe, hvori Mad. Liebe først fem Aar efter fik Lov til at gjøre sit Genie gjældende, af Jfr. Sannes; og det mesterligt skildrede comiske Ægtepar, Frands og Magdelone, af en Eilertzen og Jfr. Hedeberg; — i "Den honnette Ambition" kjededes Publikum af Lund i en af de moersomste Henrikker og af Jfr. Hedeberg i den vakkre, forstandige og føielige Magdelone; — og i "Erasmus Montanus", et af Digterens Mesterstykker, maatte man døie den tørre Jordhøi med hans norske Dialect som Rasmus, Jfr. Hedeberg som Nille og Eilertzen som Jeppe. Besætningen af "Don Ranudo" viste en kras Blanding af Skuepladsens første Kunstnere og største Stympere: til Haack som Don Ranudo havde man Jfr. Hedeberg som Olympia, ved Siden af en Lindgreen, som Pedro, og Rind, som Gusman, stod Mad. Foersom, med en svag Talestemme og pjattet Diction, uden mimisk Udtryk, Liv og Lune, som Kammerpigen, der, saavelsom den ypperlige Dorothea i "Melampe", hvilken hun ogsaa havde at ramse op, i Mad. Spindlers eller Mad. Liebes Hænder vilde være bleven en Glandsrolle, og medens Ryge spillede Retsbetjenten, blev Udtolkerens vanskelige Rolle givet af Hass, som slet ikke forstod den, og den saa vigtige Isabelle, hvoras Mad. Andersen kunde have gjort en fiin, ironisk Charakteer, var tilkastet en talentløs allerede til Afgang bestemt Elev, Jfr. Nielsen. Saa smukt og rigtigt Rahbek end i sit Værk havde yttret sig om det [sideskift][side 555]Interessante hos adskillige af de holbergske Elskere og Elskerinder, og hvor meget han end havde lagt Skuespillerne paa Hjertet, at selv de underordnede Roller i Holberg ere saa vigtige, at ingen dygtig Kunstner bør eller vil undslaae sig for at spille dem, vare dog endog hans Yndlinger ikke at beqvemme til i Gjerningen at give hans Ord Stadfæstelse. Netop for Leanderne var Liebe en særdeles tækkelig Fremstiller, ogsaa derved, at han bar sig høvisk og smukt i den gammeldags Dragt, som klædte ham fortræffeligt; men han gav kun et Par af de betydeligste, de andre lod man enten anden Elsker, der tog sig meget maadeligt ud i det holbergske Costume, eller, naar ogsaa han fandt dem for ringe, en eller anden af "dem, som gik og drev uden at have Noget at bestille, trække af med", og det til en saadan Yderlighed, at den skikkelige Borgersøn i "Jean de France" blev givet af en Elev, Ledøe, som neppe med Anstændighed kunde bruges til meldende Tjenere og, hvor han skulde ile Jeronimus til Hjælp, allerede saa snart han viste sig vakte Skoggerlatter ved sin affecteert smægtende Tournure. De interessanteste Elskerinder vare hjemfaldne til Mad. Foersom i de Stykker, hvori hun ikke havde en Pernille at mishandle; de andre Elskerinder bleve iflæng givne Begynderinder til Øvelse. Besætningen af de underordnede Roller, der hos Holberg som oftest have Charakteerpræg, skete af Regisseuren og, naar en Vacance indtraadte pludseligt, i Almindelighed med den Skuespiller eller Elev, som var nærmest ved Haanden eller meest lærenem; uagtet i det mindste Mandtallet var stort nok, fik derved een maadelig Skuespiller endog ofte to, ja tre Roller, selv i Stykker, der ikke havde mange Personer, som "Den Stundesløse" og "Den ellevte Juni", hvori navnligen 8 Roller vare besatte med 4 SkueSkue-spillere, [sideskift][side 556]spillere, af hvilke ovenikjøbet Due, som ei alene var langtfra at være en Proteus, men talte meget uforstaaeligt og havde en slet jydsk Dialect, gav baade den vigtige anden Proprietair, der omtaler Studenstrup som en Bekjendt, og — Niels Christensen. Den "Harmonie og skjønne theatralske Sandsynlighed" i Costumet, som forekom Rahbek "høiligen ønskelig", blev under hans Directorat, ligefor hans Øine og uden hans Indsigelse, krænket i den Grad, at Baronen og hans Secretair i "Jeppe paa Bjerget" gik med eget Titushaar, rund Hat og moderne Kjole, Vest, Pantalons og Uhrkjæder, medens Ridefogden, efter Stykkets Forskrift, viste sig i gammeldags Dragt med Pungparyk, hans foregivne Kone med Sæt, puddret Toupet og Adrienne, og Doctorerne i den lange røde Kappe med tilhørende hermelinbebræmede Huer; i "Den Stundesløse" saae man Elskeren ligeledes i moderne Dragt ved Siden af det hundredeaarsgamle Costume for Peder Erichsen, Magdelone og andre Personer; ja endog i "Henrik og Pernille" fandt man ham saaledes paaklædt, da dog Henrik, som har iført sig "sin Herres bedste Klæder", gav moderne Cavaleer med Paryk, rundskaaren blomstret Silkekjole, trekantet Hat og Kaarde. Motivet til denne Vold paa Rimeligheden var kun, at "disse Roller jo ikke vare de comiske" og — at Skuespillerne fik en aftenlig Godtgjørelse naar de spillede i egne moderne Klæder. Elskerinder og Perniller fulgte ligeledes deres eget Hoved og klædte sig enten efter nyeste Mode eller i coquette Phantasiedragter. Iblandt alle Decorationer, som brugtes i den danske Skuepladses Nationalcomedier, var ikke en eneste taalelig: at lade male noget Nyt til Holbergs gamle Slykker kunde aldrig falde Directionen ind, og hvad man "slog sig igjennem med", [sideskift][side 557]var enten utilsvarende eller affalmet og forfaldent, — Betragter man løseligt Repertoiret og seer, at der i hver Saison gaves 14, 16 forskjellige holbergske Stykker i en Snees Forestillinger, skulde man let troe, at der, hvad der end kunde siges om Mangel paa Omhu for Udførelsen, var Iver for jævnligen at holde dem paa Scenen som Repertoirets Grundlag; men allerede ved Opmærksomhed paa, at de snart kom frem med lang Tids Mellemrum, snart rask ovenpaa hverandre, ledes man til Formodning om, hvad der var Sandhed, at det væsenlig var som Nødstykker at de saa hyppigt brugtes i Repertoiret. Tvang en Sygdomsanmeldelse til Forandring af en heel Forestilling og alle Anstrengelser for at faae et ikkeholbergsk Stykke havde varet forgjæves, da var Holsteins Svar paa Clausens Forslag at søge den sidste Udvei ved at tage "en Holberger", almindeligen: "Ja kan vi slet ikke finde Andet, saa —; men see at faae en lille Ballet til." Gjaldt det ved Forandringer om at skaffe et lille Stykke foran et Syngespil, saa maatte de mindre holbergske Stykker næsten altid holde for. Maadeligt gik Prøverne ellers; den Prøve, der ved en saadan Leilighed, ofte blot med en Times Varsel, maatte sættes paa et Stykke, hvori der undertiden endog var en eller flere over Hals og Hoved nybesatte Roller, blev naturligviis endnu maadeligere og var kun lidet skikket til at sikkre en fast, sikker Udførelse af den Enkeltes Rolle og et livfuldt Sammenspil. Hvad der under saa mislige Omstændigheder bevarede Nationalcomedien Anseelse og Yndest, var, at Skuepladsen dengang havde en saa stor Samling af geniale, i den ægte holbergske Skole udviklede Kunstnere, som den neppe nogensinde vil faae, og at disse, hver for sig og, endnu mere, i Scener, [sideskift][side 558]som de, uden Berørelse med Maadeligheder, havde med hverandre, dannede mangfoldige uforligneligt herlige Partier i det mangelfulde Hele.

Medens Tragedien ikke kunde blive, hvad den skulde være, og Comedien ikke var, hvad den kunde have blevet, stod det comiske Syngespil, ved et udmærket Personale, der inderligt forenede Spil og Sang, paa det høieste Trin, som det paa vort Theater har indtaget. Frydendahl, Kruse, Rind, Bauer, Eenholm, Haack, Ryge og Holm vare alle, efter deres forskjellige musikalske Evne, anvendelige i denne Art af Syngespil, hvortil de medbragte deres Skuespillertalent og som de fire Første endogsaa havde nogle af deres bedste Præstationer i. Elskerrollen var vel dengang, som den altid har været, maadeligt besat med Hensyn til Spillet, men da i de comiske Syngestykker Sangpartiet sjeldent er vanskeligt naar Elskerrollen skal gives med megen Munterhed, som Zinck var meest uheldig med at udtrykke, saa kunde Faget endnu temmelig tilfredstillende besættes med Bistand af Eenholm. Et Talent, som bidrog meget betydeligt til Syngespillets Opsving, havde Theatret vundet ved Cettis Gjenindtrædelse. Han havde et for Scenen meget heldigt Udvortes: en ikke fuldt middelhøi, velbygget Figur, et smukt Hoved med mørkt, kruset Haar, mandige og regelmæssige Ansigtstræk, levende Øine, en behageligt dristig Mine og i enhver Dragt — med Undtagelse af den almindelige borgerlige, hvori han paa Scenen følte sig forlegen. — en fri, let Gang og Holdning. Han var ikke begavet med nogen betydelig Fremstillingsevne, men hans tækkelige Livlighed, en ham egen Lethed til saaledes at forme endog vanskelige Roller efter sin Personlighed, at de bleve den klædelige, og den Varme, Raskhed og verve, [sideskift][side 559]han lagde i sm Diction, gave ham for Mængden Anseende af en særdele talentfuld Skuespiller, saameget mere da han for sine Roller, som han behandlede med stor Omhu, næsten altid kun behøvede sine herlige personlige Naturgaver og i høi Grad understøttede deres Virkning ved sin henrivende Sang. En musikalsk Kritiker paastod om hans høie Baritenor, at den kun havde fem Toner, som den skyldte Vorherre, de andre havde han selv givet den. I saa Fald havde de fem Toner været sjeldent skjønne og kraftfulde, og han havt den Lykke, saaledes at egalisere de andre med dem, at den hele Stemme var bleven fortryllende ved mandig Styrke og smeltende Velklang. Allerede hans Udførelse af Robert i "Joconde" gjorde ham til Publikums Yndling; det indtoges af hans Stemmes tillokkende timbre, det henrykkedes ved de bløde Overgange i hans sjælfulde Foredrag, især af ømme, sværmerske og veemodige Perioder. Blændet af hans livlige Natur troede man i ham at have fundet en, siden Foersoms Død, meget savnet Fremstiller af lidenskabelige og tungsindigt elskende Ynglinger; der blev tildeelt ham nogle tragiske Roller, hvorved Publikum blev koldt og Digterne snart kom til Overbeviisning om, at hans Varme ingenlunde formaaede at forklare sig til Begeistring og Pathos. Rosenkilde blev endnu bestandig befragtet som kun Sanger. At han, foruden de tidligere udførte comiske Roller, havde spillet Benetto i "Domherren i Milano" og derved givet et godt Varsel om, hvad han engang skulde blive i sine for Originalitet og Lune beundrede Drengeroller; at han i Rinds Sygdomstilfælde havde, endnu moersommere end denne, givet Malz i "Sovedrikken", havde ikke hjulpet ham fremad: Benetto glemtes ved at Stykket blev henlagt, og Malz forlangte Rind tilbage, da [sideskift][side 560]han var baade for rollegridsk og skinsyg paa Rosenkilde til at lade den blive i hans Hænder. Disse to Roller banede ikke det miskjendte comiske Talent Veien til saameget som at der, uagtet den jævnlige Forlegenhed, blev i et holbergsk Stykke betroet ham en underordnet Rolle, hvori han kunde gjøre sig bemærket; han maatte endnu lade sig nøie med tørre Syngespilelskere, som Gothard i "Apothekeren og Doctoren" og Peter i "Dragedukken", i hvilke han vel behagede ved sin smukke Sang, men mere tabte end vandt i Omdømme som Skuespiller. — Det qvindelige Syngespilpersonale var ikke stort, men tilstrækkeligt og særdeles godt. Mad. Frydendahl og Mad. Dahlen vare traadte over i Koners og Mødres Roller, hvoraf de meget tilfredsstillende gave dem, som ikke fordrede særdeles Livlighed, hvilke imidlertid havde en udmærket dygtig Fremstillerinde i Mad. Liebe, der, ligesom Mad. Zinck, var en af Publikums Yndlinger i Syngestykkernes Spilleroller. Mad. Rind var, baade i Spil og Sang, en for Øieblikket høist indtagende Syngespilelskerinde; Jfr. Løffler, der havde gjort betydelige Fremskridt som Sangerinde, vandt bestandigt tiltagende Bifald, da hendes personlige elegiske Stemning mere og mere kom frem som følelsesfuldt Spil; og Jfr. Zrza havde allerede bragt det saavidt i Sang-Virtuositet, at man stærkt beklappede hendes Solonumere og undskyldte det kolde Spil i Haab om, at det vel omsider ved Routine vilde faae nogen Varme. Syngespillet kunde have opnaaet en endnu høiere Grad af Fortrinlighed, hvis der blot var blevel anvendt større Omhu for dets Ensemble; dog ogsaa i det udmærkede det sig sædvanligen for Skuespillet, da Musiken fordrede mange Theaterprøver og Texten blev ved dem gjennemgaaet ligesaavel som Sangnumerne.

[sideskift][side 561]

Balletvæsnet var i en sørgelig Forfatning. Galeottis Valletter gik; men Fremstillerne af Hovediolleme vare enten for gamle eller talentløse, og Ensemblet tabte mere og mere saavel i Liv og Pæcision fra Personalets, som i Friskhed og Rigdom fra Staffagens Side. Poul Funck, der nu skulde udføre Elskerne, stak ikke saa meget af imod Mad. Schall ved at være henved en Snees Aar yngre end hun, som ved ganske at savne hendes Ild; han var desuden ubetydelig og uden Anstand i sit Ydre, havde slet intet mimisk Udtryk i det lille runde Ansigt og formaaede med al sin Flid aldrig at blive nogen kunstfærdig eller interessant Dandser. Da Balletterne begyndte at synke i Yndest, tog man mere og mere Tilflugt til Entreer eller Divertissementer, som de kaldtes naar de af og til kom frem med en lille mimisk Scene eller udvidede til en Samling Nationaldandse. Hovedpartieme i disse indholdsløse Bagateller, som Publikum fandt saare kjedsommelige, med Undtagelse af et Par, der tiltalte ved Livlighed og Dandsenes forskjellige Charakteer, udførtes af Mad. Schall; Mad. Jansen; Funck; Lotte Weyle en ung Pige, hvis Dands og Attituder vandt meget Bifald og som, i en høi, rank og smukt bygget Figur, levende Øine og et udtryksfuldt Ansigt havde saa mange gode Evner for mimisk Fremstilling, at hun under en Galeotti vilde være bleven en udmærket Balletdandserinde; Marie Werning, som ganske savnede Ansigt for Mimik og aldeles ikke kunde anvendes til serieuse Partier, men ofte gjorde Lykke ved vevert, kjækt og med megen Raphed i Fodbevægelser at udføre muntre Dandse; Peter Larcher, der, en Snees Aar gammel, havde et udtryksløst Ansigt, men en meget smuk lille Figur og stor Elasticitet i sine Spring og Bevægelser, hvorfor han stod i [sideskift][side 562]megen Yndest for let og nydelig Udførelse af de saakaldte Demicharakteer-Partier; og endelig August Bournonville, som, skjøndt endnu Dreng, indtog ved Gratie og Sikkerhed i serieux Dands, Varme, Skjelmerie og Raskhed i muntre Partier, og sjælfuld Energie i Alt, hvori han viste sig.

Publikums Forhold til og i Theatret havde i Løbet af en Snees Aar undergaaet en stor Forandring. Der var ikke mere Noget, som saaledes havde Interesse for alle Theaterbesøgere, at det, om ogsaa Nogle havde særlig Yndest for Et og Andet udenfor det, maatte betragtes som Repertoirets Væsenlige og derfor blev det, der viste den herskende Smag. Shakespeareske og oehlenschlägerske Charakteertragedier, schillerske Declamationstragedier og bangske Lamentationstragedier; kotzebueske og zchokkeske Spektakelstykker; ifflandske, bouillyske og arrestoske Rørestykker; holbergske, molièreske, sheridanske og beaumarchaisske Comedier; og kotzebueske, bangske og bruunske med Sentimentalitet legerede Farcer vare komne paa Scenen i den Blanding, Tilfældet havde villet. Som man ikke kunde spore Hensigt at give Mængdens Smag en Retning, saaledes mærkedes heller ikke for Øieblikket nogen Retning i den. Det var en æsthetisk Forvirrelsens Tid: det Platte og det Poetiske, det Forskruede og det Naturlige, det Falske og det Ægte, sine Charakteerskildringer og plumpe Caricaturer stilledes baade af Skuespillerne og i Skuespillene alle imellem hverandre og fandt paa eengang baade Yndere og Foragtere. Imidlertid viste sig Tegn til at Mængden var paaveie til at faae Afsmag for det, som den hidtil meest havde løbet efter. Parterret begyndte allerede at spotte de sentimentale Udgydelser og udhysse Bajasserierne [sideskift][side 563]i Comedien; Spektakelstykkerne tabte efter nogle stærktbesøgte Forestillinger betydeligt denTiltrækningskraft, de havde i Øienlyst og Rabalder. Det var ikke sjeldent man fik Anledning til at istemme det: "Naa, Gud veed hvad de nu vil have!", som var Holsteins sædvanlige første Yttring til Hofparketets Stamgjæster, naar han om Aftenen kom og fandt maadeligt Huus til tidligere Kassestykker. Til hvad "man nu vilde have" kunde det have været et Fingerpeg, at der, naar der engang imellem opførtes en oehlenschlägersk Tragedie, eller, efter ordenlig Bekjendtgjørelse og ikke som Nødstykke, en stor holbergsk Comedie, sædvanligen var godt Huus; men endnu stod det hverken for Directionen eller Publikum selv klart, hvad det var "man vilde have"; Begge mærkede kun, at dersom Theatret skulde bevare Folkeyndest, maatte der af det øieblikkelige Virvar fremhæve sig Noget, hvori der var større aandig Dygtighed til at vække og samle Interessen. Directionen turde være overbeviist om, at Publikum nok skulde lade den vide naar det var fundet; thi den tidligere Kulde og Dorskhed under Forestillingerne var nu bleven afløst af en kaad Livlighed, som ikke stak sin Mening under Stol. De mange Effectsteder i Spektakelstykkerne havde saaledes pirret Publikum til Applaus, at Blyheden efterhaanden var gaaet over til den meest uforskammede Frækhed i at give sit personlige Skjøn tilkjende ved Bravoskraal eller Hyssen. Enhver troede at være competent Dommer over hvad han havde betalt for at see, og Parterret især undlod ikke at gjøre den fuldeste Brug af sin Competence. Alligevel havde det, som tidligere, sin Fører; kun var denne ikke en saa stille og beskeden Kunstbetragter som Bødker Knub, der vel endnu hver Aften fandtes paa sin Plads, men blot for, [sideskift][side 564]tavs og indestuttet i sig selv, at fryde sig ved det Gamle og ærgre sig over det Ny. Den, der under Effectraseriet, som udfordrede til langt kraftigere Udtalelse, end Bødkeren kunde beqvemme sig til, havde taget Magten ved sin Kunstbegeistrings djærve Høirøstethed, var en Slagtermester Henriksen, hvis høie Skikkelse hver Aften ragede op over den sammenstuvede Hob i Baggrunden af Parterret, hvorfra han med et frygteligt Bravobrøl og sine brede Hænders Klap, der lød obligat over alt Folkets meest stormende Bifald, udsendte sin Tilfredsheds Forkyndelse, der næsten altid rundt om ham fremkaldte en vældig Applaussalve. Han var en af baade Forfattere og, fornemmelig, af Skuespillere meget yndet Kunstdommer; thi foruden at han, med sin tjenstfærdige og gemytlige Natur, ikke selv havde Udtryk for andet end Velvillie, og endydermere accentuerede det efter hvorledes han kunde lide Personen, som i Almindelighed var meget godt, da Enhver, der blot i fjerneste Maade hørte til Theatret og hilsede ham med et venligt Nik, betragtedes af ham som "en god Ven", saa var han altid færdig til at gaae løs imod Opposition, enten idet han forstærkede sit Partie ved Hverving, eller ved at stille sig tætved de halsstarrigste Opponenter og klappe med saa stærk Bevægelse af sine store Hænder, at han kom til "at tjatte dem en Smule i Ansigtet". Parterret var forresten langt fra saa uvornt, som for tyve Aar siden. Da der ikke endnu var Bænke, bølgede Massen vel ikke sjeldent frem og tilbage under Støden og Støien, men den Enkelte vovede ikke mere ved kaade Løier at forstyrre Roligheden under Opførelsen; og om den voldsomme Trampen end jævnligen hørtes imellem Acterne, naar man blev utaalmodig over at vente paa Dækkets Opgang, saa var [sideskift][side 565]den dog aldeles afskaffet som Mishagsyttring: kunde Hyssen ikke gjøre det, saa tog man til Piben, der imidlertid sjeldent brugtes, da Studenterne ikke mere betragtede sig som Smagens stadige Tilsynsmænd eller i Parterret havde deres vedtagne Samlingsplads, men kun forenede sig til Partie og kom for at pibe, naar det en enkelt Gang gjaldt om at gjøre den henriksenske Myndighed alvorlig Modstand.


Oprettet 2010. Opdateret af