>> Næste sæson     << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Tredie Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1860. 856 sider.

[En og halvtredsindstyvende Saison, 3. September 1798 til 17. Mai 1799, side 715-739]

[Oversigt over repertoiret 1798-99]


[side 715]Der havde ikke i Hauchs Bestyrelse været at spore mindste bestemte Bestræbelse i nogen Retning, med UndUnd-tagelse [sideskift][side 716]tagelse af Kassens. Orden, Punktlighed og Forsynlighed i Pengevæsnet havde han gjort til sin Administration-Hovedopgave; men langt fra at søge denne løst ved Kunsten og til Kunstens Fremme, fulgte han ufravigelig et Princip, der maatte blive en national Kunstanstalt fordærvelig og berøve ham alle aandfulde Kunstdyrkeres fri og livlige Medvirken, hans eneste Middel til det, han kaldte, at "holde Theatret paa en god Fod", var Sparsommelighed, og denne forvendte han endog til en saadan Karrighed, at han ei alene stadigt tilsidesatte Skuepladsens Nationalitet, men endog hyppigt dens Værdighed. De originale Forfattere betragtede sig som under hans Regentskab forviste fra Skuepladsen. Hans Opførsel imod dem havde stadigt været høist stødende. Da alle Embedsforhold for ham kun udskillede sig til Forretninger, der maatte have en prompte, bestemt og sluttet Afgjørelse, kunde han slet ikke finde sig i de Omstændeligheder, som ere forbundne med originale Stykker, ved at der om Forkortelser. Ændringer, Besætning, Dragter og Decorationer skal corresponderes, forhandles og tinges med Forfattere, som undertiden endog ved Prøverne, ja efter den første Opførelse komme med Forlangende om Forandringer. Han havde derfor strax fra sin Embedstiltrædelse i alle Forbindelser med Forfattere iagttaget en vis Fjerhed, som under Prøverne paa "Aftenen" irriterede den fredsommelige og føielige Guldberg til at svare ham saa but, at han allerede havde befalet Digterens Bortviisning, da Kierulf kom til og fik Sagen bilagt. Under Forberedelserne til Opførelsen af "Niels Ebbesen" var han bleven saa ærgerlig over, at det ikke kunde komme til en Endelighed med hvorledes Sander vilde have det, at han tilsidst reent ud lod denne vide, at ForFor-fatteren [sideskift][side 717]fatteren aldeles ikke havde Fordringer, men kun Ønsker, som alene Directionen kunde afgjøre om Theatret burde opfylde, da den, naar den havde antaget et Stykke, alene vidste paa hvad Maade det bedst skulde forestilles. Og dog var Sander den Eneste, der i Løbet af et Aar havde beæret ham med et antageligt, og dertil ægte nationalt, æsthetisk fortræffeligt Værk, uden at lade sig skræmme af den Band, som de dramatiske Forfattere havde lyst over ham, paa Grund af den Knauseraand, han havde lagt for Dagen ved, i en Samtale med Pram, at tillade sig en yderst borneert Yttring. Denne faldt allerede i hans første Embedsaar. Da han, efter at Pram havde vedkjendt sig Forsatterskabet af "Ægteskabsskolen", gjorde Digteren en Etiquette-Compliment for det smukke Stykke, han havde bragt paa Scenen, og Pram i sin Sjæleglæde fortalte, at han havde tænkt paa at skrive nok et Femactsstykke, hvortil Stoffet ogsaa var taget af et elskeligt Familieliv og hvori han meente at skulle bringe endnu mere vis comica ved en dansk Søgut, men ikke godt, som i "Ægteskabsskolen", kunde nøies med gamle Decorationssager, troede Nationalskuepladsens Chef at burde gjøre ham opmærksom paa, at han ikke maatte gjøre Regning paa, at det kunde gaae strax efter at det var færdigt, da Directionen ikke burde give mere end to, høist tre originale Stykker i en Saison, eftersom de egenlig vare Theatret til Skade, siden man kunde have tre til fire Oversættelser for det, som betaltes for en eneste Original, og endda, naar man valgte med Forsigtighed iblandt hvad der havde gjort Lykke i Udlandet, bestemt kunde vide, at man allerede eiede, hvad der skulde til at bringe dem paa Scenen, og havde temmelig Sikkerhed for at de vilde give godt Huus. Oprørt over denne [sideskift][side 718]æsthetiske Blasphemie udgød Pram sig strax for sine Venner i Parterret og foranledigede, ved at ende med: "Hvordan skal man vente at faae et eneste Stykke opført under en saadan Directeur?". Olufsen til med sin sarkastiske Kulde at svare: "Aa, netop under ham kan De jo være vis paa at faae opført ti. Skriv dem, testamenteer dem til Theatret og døe; pas saa bare paa, han giver dem alle ti; thi Oversættelserne koste dog altid Noget, men dem har han for slet Intet." Pram stirrede betænksom paa ham og sagde langsomt: ,Det er sandt; det kunde jeg ogsaa —", og tilføiede derpaa med heftig Bestemthed: "men jeg gjør det Død og Pine ikke!" Siden den Tid ansaae man Theatret for aldeles opgivet som Nationalskueplads; der var ikke i to Aar blevet indleveret et eneste Originalarbeide. Personaler havde under Ahlefeldt givet den miskjendte Warnstedt fuld Opreisning, ved at beklage Savnet af hans indsigtsfulde Styrelse; under Hauch gave Forfatterne den af dem bittert forfulgte Ahlefeldt fuld Opreisning, vel ideligen at erindre om "den sjeldne Liberalitet, hvormed han havde opmuntret danske Forfattere til at arbeide for Theatret." — Ogsaa Personalet havde Hauch ved sin altfor store Paaholdenhed gjort meget uvilligt og ildestemt imod sig. De Udmærkedes Ansøgninger om Tillæg afviste han med, at de jo kunde vente Benefice og Saisons-Douceur; Brugelighedernes med, at Theatret ikke kunde betale mere for deres Tjeneste, eller at naar Een skulde have Tillæg saa maatte Flere have det, og det formaaede Kassen ikke at give. Da han i Marts 1797, i Anledning af "Galeislaven", hvoraf han ventede stor Indtægt, i et Møde med Instructeurerne paalagde dem, at paaskynde Stykkets Opførelse af al Magt, og endte meget brusque med: "Det er [sideskift][side 719]Deres Pligt, som min, at sørge for at Kassen kan præstere hvad den skal"; følte Rosing sig fornærmet og bemærkede: "Hidtil har vi bedre sørget for at den kan det, end den har sørget for at vi kan det." Hauch overraskedes, saae vredt paa ham og svarede heftig: "De har dog ikke bragt den videre, end at den ikke har Gjæld." "Det er endda videre, end den har bragt mig", udbrød Rosing. "Det maa være Deres egen Skyld", sagde Hauch haardt. "De maa leve over Deres Stand; De og Deres Kone have den høieste Gage ved Theatret." "Det er just Ulykken, Hr. Kammerherre!" svarede Rosing ophidset. "Den høieste Gage ved Theatret er saa lille, at naar to Kunstnere slaae den sammen, kommer der ikke en Klokkerindtægt ud af den, og jeg veed ikke om Hr. Kammerherren vil finde, at Rosing og hans Kone tilsammen skulde i Stand staae under en enkelt Klokker?" — "Siden De tager den Tone, Hr. Rosing", udbrød Hauch opbragt, "saa maa jeg sige Dem, at Dem lønner Theatret saa godt som det kan og bør; og hvad Deres Kone angaaer, da har hun meget mindre Arbeide og dog ligesaa stor Gage som Jfr. Astrup, der meget smukt hjælper sin Familie og dog kommer godt ud af det." "Om Forladelse, Hr. Kammerherre!" svarede Rosing spydigt i en meget høflig Tone, "jeg kjender ikke saaledes til Jfr. Astrups Huus, at jeg veed, hvorledes hun kommer ud af det, men jeg veed, at Mad. Rosing kun har sin Gage, der fik det sidste Tillæg af Deres Formand." Hauch tav og hævede forbittret Mødet. Det var kun Rosing, som saaledes vovede at give Misfornøielsen Udbrud, men denne Samtale, som strax blev sat i Omløb paa Theatret, fornøiede Alle. Det var i den afvigte Saison, ved et Indfald af den spidse Jfr. Winther, blevet et [sideskift][side 720]Mundheld, at man, naar Hauch under Formiddagsprøverne havde, med sine hurtige, faste Skridt rask nærmet sig en Klynge af Personalet og Alle, efter at være sprungne tilside for ham, tause havde neiet og bukket medens han med et koldt høfligt Nik gik forbi, sagde, idet man saae efter ham: "Han gier ikke Noget, ikke engang saameget som en god Dag." Da Ingen ventede at opnaae Noget hos ham, antoge de Fleste, for dog at lade ham skimte deres Misfornøielse, i den ærbødige Tone, som hans Anstand og Værdighed aftvang dem, en stiv Tilbageholdenhed, hvoraf han, som Schwarz erfarede af Jfr. Astrup, naar han veiledede hende i nye Roller, meget vel mærkede, at der ingenlunde var nogen venlig Stemning for ham. — Ligeledes beklagede Publikum sig stærkt over hans Gnierie, da det mere og mere viste sig i Stykkernes slette Udstyr. Var et dramatisk Arbeide bestemt til Festforestilling, saa kunde han vel beqvemme sig til at offre endog meget Betydeligt paa det, men ellers maatte man i Almindelighed til nye Stykker hjælpe sig med Udvalg og Omgjørelser af hvad man havde. Det ældre Repertoires Udstyr var i en høist elendig Tilstand, som især faldt Publikum i Øinene i Balletterne, da Solodandserne, der af Nødvendighed maatte have Nyt, stak forunderligt af imod de jammerligtudseende Figurerende og de afblakkede Decorationer.

Kjærlighed for Theatret havde Hauch aldeles ikke; han var bleven dets Chef fordi Kronprindsen havde udseet ham dertil, og forestod det saaledes som han forestod Hofholdningen og Staldvæsnet: ivrig for stadigt at holde det i en ordnet Gang med den mindst mulige Bekostning. For ham var Bestyrelsen ikke andet end et Arbeide, der, for at han kunde udføre det med Troskab og efter sin bedste OverOver-beviisning [sideskift][side 721]beviisning, gav ham mange Bryderier og Ærgrelser, som han var fri for i sine andre Embeder, hvor lydig Villieløshed punktligt fulgte Reglement og øieblikkeligt efterkom hans Ordre. Da han mærkede, at han slet ikke kunde faae Theatrets Anliggender til at gaae med den Glathed, som han havde troet, at bestemte Befalinger maatte kunne give dem; at den Villie, han, for at "fortne" og faae Ende paa en Sag, udtalte kort og afgjørende, blev lagt ham til Last som Despotie; og at han ved pligtmæssigt at virke utrætteligt for hvad der, efter hans Anskuelse, var Theatrets Opgave, kun mere og mere kom i Strid med hvad der var Personalets og Publikums Begreb derom, saae han gjerne at kunne paa en god Maade blive befriet fra dette ærgerlige Kald. Det var ham derfor til stor Fornøielse, at Kronprindsen, da han Meente at have fundet en anden Stormand, som egnede sig for det, ikke havde noget imod at han afgik, for ganske at kunne offre sig de to Embeder, som han forestod med saa stor Iver og Omhu, at de alene gave ham nok at bestille.

Det var Generalmajor, Kammerherre og første Directeur i Generalpostamtet Ernst Frederik Waltersdorff, en 40aarig meget dannet og vakker Mand, der i en Halv Snees Aar havde været General-Gouverneur i Vestindien, som den 31te August 1798 blev Hauchs Afløser. Han havde paa sine Udenlandsreiser seet de bedste fremmede Skuepladse og dømte med megen Smag og Indsigt om dramatiske Værker og deres Fremstilling, men var aldeles ubekjendt med Theatervæsnet, hans Ængstelse for at det ham fremmede Maskinerie ved et eller andet Tilfælde skulde gaae istaae, bragte ham til, ligesom Hauch, fremfor alt at drive paa Orden og Nøiagtighed, men det skete altid venligt [sideskift][side 722]og med stor Beredvillighed til at tage Hensyn til begrundet Indsigelse imod de Forholdsregler, som han selv ansaae for de bedste. Under samme Datum udnævntes Digteren Professor Jens Baggesen til Meddirecteur. Han var dengang udenlands, men blev efter sin Hjemkomst den Directeur, som Personalet syntes bedst om, da han altid og imod Alle viste sig venlig, ligefrem og fordringsfri.

Havde Hauch været Enebestyrer, vilde hans Embedsførelse, hvor lidet den end var i kunstnerisk Aand, sikkert være bleven priisværdigere; thi da Ansvaret ligeoverfor Publikum derved ene havde ligget paa Ham, var han bleven nødt til at søge og følge Kyndiges Veiledning, istedetfor at han, ved at to Meddirecteurer, hvis Mening hans Væsen havde taget Herredømme over, i det Hele maatte dele det med ham og i det Æsthetiske, som han netop haardest forsyndede sig imod, endog bære det fremfor ham, baade turde tillade sig at ringeagte det Offenliges Stemme, og kunde lade alt, hvad der var ham ubehageligt personligt at bære Skylden for, falde ind under den slæbende collegiale Behandling. Hans Embedstid var et nyt Beviis for at en Direction er en slet Regeringsform for et Theater. Og nu fik den danske Skueplads atter en Direction, hvori endydermere ei alene en Mand, som ikke havde Hauchs Forretningsraskhed, gaves Forsæde, og de to Mænd, der havde lagt deres Svaghed og Mangel paa Fagdygtighed for Dagen, beholdtes, men som forøgedes med en Fjerde, hos hvem der ikke var allerringeste Grund til at vente administrativ Duelighed. Som for endmere at svække denne uheldige Sammensætnings Virksomhed, fik den, ved en Instrux, sine Functioner foreskrevne i Bestemmelser, der ved minutiøs Nøiagtighed syntes ret at skulle godtgjøre Forfatterens [sideskift][side 723]Indsigt i Theatervæsnet, men kun beviste hans fuldkomne Ubekjendtskab dermed. Den samlede Direction skulde: i et Møde eengang om Ugen overveie og ved Pluralitet bestemme alt det, som angaaer Theatret, fastsætte Repertoiret for i det mindste en Maaned ad Gangen, Rollebesætningen i alle nye Stykker og Rolleforandringer i de gamle, Costumet og Decorationerne i ethvert nyt Stykke, samt lade sig forelægge alle den sidste Uge vedkommende Regninger og anvise de rigtigbefundne til Betaling. Den første Directeur var fritagen for den daglige Bestyrelse og den dermed forbundne Detail, men skulde have et almindeligt Opsyn med Theatrets Bestyrelse i alle dens Dele; paasee Orden i Almindelighed og Opfyldelsen af Instruxens Bestemmelser i Særdeleshed; controlere Indtægten hver Spilleaften og paasee at den fuldt beregnedes Theatret til Fordeel; bestemme extraordinaire Directionsmøder og extraordinaire Prøver paa Skuespil og Balletter, naar han maatte finde det fornødent, samt fore det specielle Opsyn med Dandse- og Syngeskolerne, saa at Lærerne ved ham erholdt de fornødne Ordrer og Instructioner. Alle tre Meddirecteurer skulde som Censorer gjennemlæse og bedømme de indkomne Stykker saaledes, at Indsenderen senest efter en Maaneds Forløb kunde vide sit Stykkes Skjæbne. Antagelsen var imidlertid ikke afgjort ved at alle Tre vare enige om den, men maatte, — "da et Stykke dog muligt ikke kunde skikke sig for Theatret, enten fordi dets Opførelse vilde medføre for meget Arbeide for Theaterselskabet, hvorved andre Stykker paa Theatret vilde vorde forsømte, eller for store Omkostninger for Theaterkassen, eller af andre Aarsager," — endelig bestemmes af den første Directeur. Hver enkelt Meddirecteur havde, efter Tour, i een Maaned, [sideskift][side 724]"og ingensinde længer, at overtage Administrationen af Theatrets Bestyrelse, eller det Executive deraf." Til Administrationen henførtes: Udførelsen af alle Beslutninger, tagne af den hele Direction, og det daglige Opsyn over Alt, saavel Theatrets Oeconomi som dets Politik vedkommende; hvorfor det paalaae den administrerende Directeur at være nærværende ved Prøverne og Opførelserne af alle Stykker; at paasee Costumets Iagttagelse saavel ved Skuespillet som ved Balletten, at ansætte alle Prøver paa Skuespillene og Balletterne, saavel med Hensyn til Mængden som til Tiden; at bestemme, men dog, om Tiden det tillod, kun efter Overlæg med den første Directeur, et andet Stykke, dersom det ansatte ikke, formedelst Sygdom eller andre gyldige Aarsager, kunde gives; at bestille hos vedkommende Arbeidere og Haandværksmænd alt det, hvis Forfærdigelse var besluttet af Directionen og anvise de Regninger til Betaling, som strax maatte afgjøres; at forelægge den samlede Direction disse saavelsom alle øvrige Regninger og forklare Nødvendigheden og Anvendelsen af de Penge, som Regningerne paaløde, og at indgive Fortegnelse paa de Forandringer, som ved Af- og Tilgange i Garderoben, enten formedelst ny Anskaffelse, det Gamles Omgjørelse, eller Varers Udtagelse, vare skete. — Dersom Meddirecteurerne ikke havde været ligesaa uerfarne og ukyndige i Theatervæsnet som Instruxens Forfatter, vilde de vist ikke have modtaget Embeder, som paalagde dem Forpligtelser, hvilke det aldrig, om de end havde besiddet nok saa stor Dygtighed, kunde blive dem muligt at opfylde. At alle Tre vare enige om, at et Stykke var værdigt til Opførelse, kunde ikke bestemme dets Antagelse, fordi de ikke ansaaes for at kunne vide om det ikke vilde give for [sideskift][side 725]meget Arbeide for Theaterselskabet eller fordre for store Omkostninger, og alligevel forlangtes af enhver af dem, at han, i sin Administrationsmaaned, skulde have et saa nøie og fuldstændigt Kjendskab til alt hvad der vedkom Theatret, som man ikke vilde finde en eneste Mand der besad: han skulde ikke blot være en Theaterdirecteur, der saaledes var inde i og kunde lede Scenens baade kunstneriske og materielle Detail, at Instructeurerne maatte efterkomme hans Villie med Hensyn til Instuderingen, Materialet anvendes efter hans Anordning, og Forestillingerne, af nye saavelsom gamle Sager, af Balletter og Syngestykker saavelsom af Skuespil, i hans Administrationsmaaned komme correcte og kunstrette frem ved hans Direction; men tillige være en duelig Inspecteur, som havde hos Haandværkere og Arbeidere at bestille Materialet og altsaa ikke alene maatte kunne gjøre dem dets Anvendelse begribelig, men ogsaa vide af hvad Stof, hos hvem og hvorledes det kunde gjøres, saavelsom den rimelige Priis derfor, ja han havde endog, som Bogholder, at føre Regnskab over Til- og Afgange i det til Scenen hørende Inventarium. Og alle disse byrdefulde, vanskelige og for een Mand uoverkommelige Forretninger havde han dertil at udføre under saadanne Forhold og Indskrænkninger, som for en Deel ligefrem hindrede Udførelsen. Han skulde bestemme Prøver paa Syngestykker, men havde ingen Indflydelse paa den Hurtighed og Nøiagtighed, hvormed Partiernes Indstudering burde fremmes paa Syngeskolen, da den alene stod under den første Directeur. Det var foreskrevet ham at ansætte Balletprøverne, da det dog er aabenbart, at de, baade hvad Tid, Omfang, Art og Mængde angaaer, alene kunne bestemmes af Balletmesteren. Det [sideskift][side 726]paalaae Ham at ordne Alt Scenen vedkommende, og Personalet at efterkomme hans Befalinger, men gav den første Directeur en Befaling, som var imod hans, havde Personalet uvægerligt at adlyde den. Naar det bestemte Stykke ikke kunde gives, var det hans Pligt at skaffe et andet til Opførelse, men var der i det maaskee eneste, han havde at tage Tilflugt til, en ubesat Rolle, turde han ikke, da Rollernes Besætning skulde skee af den hele Direction, lade En lære den i Hast, med mindre den var "ubetydelig", og selv da maatte han først indhente den første Directeurs Tilladelse. En øieblikkelig nødvendig Udgift eller Forandringen af en Dragt maatte han kun tillade sig uden Directionens Samtykke naar den ikke var af "Betydenhed." Endelig: han skulde ved sin Administrationsmaaneds Begyndelse modtage Alt: Forberedelser til nye Stykkers Udstyr, Sceneordninger, Prøver og Repertoirets Indhold og Tilstand i den Forfatning, som det havde faaet under den fratrædende Administrator, og maatte ved dens Udgang afgive det, som han havde forberedt, til Udførelse af Eftermanden; enhver Meddirecteur kom altid til at høste de gode eller onde Frugter af den Sæd, hans Formand i sin Maaneds sidste Halvdeel havde nedlagt, men opnaaede sjeldent at see det Arbeide, som han havde havt Møie med at forberede, bragt paa Scenen under sit Regentskab. Ogsaa for den hele Direction var der i denne uefterkommelige Instrux beredt adskillige Ubehageligheder: saaledes skulde Capellet vedblive at staae under Hauch, til hvem Directionen maatte henvende sig "naar Noget skulde forefalde med Capellet eller enkelt Medlem deraf, som Theaterdirectionen eller en af de administrerende Directeurer troede at kunne være misfornøiede med"; og istedetfor at de to [sideskift][side 727]foregaaende Directioner havde kunnet skaffe sig en glædelig Modtagelse af Personalet, ved at forkynde det, at dets Gjæld til Theaterkassen var det eftergivet, maatte denne underrette det om, at det var den paalagt "at sørge for, at de Penge, som nu ere udestaaende i Theaterselskabet, komme ind i Theaterkassen inden et Aars Forløb," samt herefter kun at tilstaae Laan til Beløbet af et Qvartals Gage mod Afdrag i to Qvartaler, og saaledes, at samtlige Laan ikke nogensinde kom til at overstige 1000 Rdlr., der ikke engang var saameget som tidligere blev tilstaaet en enkelt af de Bedstlønnede.

Men af den hele Instrux, som Waltersdorff "i Særdeleshed skulde paasee overholdt," blev heller ikke hverken den sidste eller nogen anden Bestemmelse efterkommet. Kun i det første Halvaar tog enhver af Meddirecteurerne sin Administrationsmaaned, men i den var han mere tilstede til Forvirring, end til Fremme for Bestyrelsesforretningerne. Kierulf var bestandig raadvild, naar han skulde sætte Noget igang, og blev befippet ved enhver lille Forlegenhed. Thaarup greb derimod Alt an med stor Sikkerhed og megen Iver, lovede sig bestandig et glimrende Udfald og var endog altid særdeles beredvillig til med den større Routine og Indsigt, han tiltroede sig, at veilede og hjælpe sine Colleger; men han begyndte gjerne sin Function paa Theatret med at skjænde paa Maskinemesteren fordi der, som brugeligt ved Prøver paa givne Stykker, stod fremskudt andre Coulisser, end der skulde anvendes til Forestillingen, og siden var han i stadig levende Bevægelse med at gjøre Forslag om Forandringer i den vedtagne Sceneordning, at kævle med Instructeurerne, naar de kort og koldt satte sig derimod, at belære de Yngre om, hvorledes de skulde tee [sideskift][side 728]sig eller tage deres Roller, at irettesætte eller mulctere de Forsømmelige, og ved alt dette at gjøre sig selv saa ærgerlig og utaalmodig, at han undertiden gik sin Vei midt under Prøven og lod de Tilbageblivende see til hvorledes de selv bedst kunde finde ud af det. Baade Baggesen selv og Personalet vidste, at han af de Tre var mindst dannet til at rede sig ud af "det Krams", hvilket han, blot for en Maaned, ikke kunde finde Rum til i "en Postil" og som, allerede førend han havde faaet Ende paa Halvdelen, blev ham "en enorm Materie." Ikke destomindre kom han bedst ud af det: han var godmodig, glædede sig ved Held og spøgede over Uheld, bad Embedsmændene at tage sig af Sagerne efter deres bedre Indsigt, og viste sig saa sjælefornøiet taknemmelig imod Enhver, der hjalp ham ud af en Knibe, at de Andre inderligt morede sig derover og gjerne greb Leiligheden til ogsaa at komme ham til Hjælp, for at see ham fornøiet. Han kunde sige om hver Dag i sin eneste Administrationsmaaned, hvad han i dens ligesaa træffende sande som vittige Lidelseshistorie bemærker:

"Jeg gaaer i Beskrivelsen Meget forbi.
Hvorved jeg i Handlingen selv stod stille;"

men medens han stod stille, afgjorde den almene Velvillie for ham i Almindelighed Sagen saaledes, at han midt i Forlegenheden fandt sig glad overrasket ved at den var forsvunden. — Dette Slags i alle tre Skikkelser forkeerte Administration voldte imidlertid hos Waltersdorff mange Besværinger, baade fra de Administrerendes og de Administreredes Side, at den Urbane, venlige Mand, som "først og fornemmeligt nærede det Ønske, at alle Theatret Vedkommende vilde, saalænge han skulde være første Directeur, i smuk Forening og som dannede Mennesker, virke [sideskift][side 729]til at Forretningerne kunde gaae hæderligt og ordenligt fremad," tilsidst tog den Udvei, ganske at lægge Instruxens Bestemmelser paa Hylden: Kierulf trak sig næsten aldeles ud af Alt, hvad der angik den daglige Tjeneste; det overlodes Thaarup, som ansaae sig dygtigst til at lede den, og Baggesen, under hvem den mindst standsedes af Hindringer og Chicanerier, at tumle med den, som de bedst kunde, og de maatte atter tage deres Tilflugt til Schwarz og Rosing, der bleve Repertoirets egenlige Styrere.

At en Direction, hos hvem man, mere end hos nogen anden, maatte formode dansk Aand og Sands for det Sindrige i Prosceniets fortræffelige danske Overskrift, lod denne, ved Leilighed af en Reparation, ombytte med den latinske: »Castigat ridendo mores«, var saa meget besynderligere, da der ingenlunde, som man deraf skulde troe, mærkedes nogen Tendents til fortrinlig at sætte Theatrets Væsen i at luttre Sæderne ved Latter. Vel kom i den følgende Saison Holberg til lidt mere Ære, end der var skeet ham under Hauch, men det Comiske blev ligesaa lidet som det Poetiske gjort til Repertoirets Grundlag; man holdt sig ligesaa ivrigt som hidtil til det Rørende og det Moersomme af ifflandsk-spidsborgerlig eller af kotzebuesk-caricaturagtig Natur. Skuespilnyhederne, endog Laurids Kruses med saare ringe Bifald optagne første Stykke, "Emigranterne", i tre Acter, vare væsenlig af dette Slags. Kun i Femacts-Lystspillet "Den forladte Datter", localiseret af Falsen efter Holcroft, var der nogle saa ægte comiske Partier og Charakteerbilleder, at Stykket, hvorvel en af dets piquanteste Situationer er temmelig anstødelig, længe overlevede alle sine Jævnaldrende. Imidlertid viste ogsaa dets Udførelse, at om Bestyrelsen ikke tilbørligt tog Nytte af dem, saa havde Skuepladsen [sideskift][side 730]dog endnu en sjelden Samling af Kunstnere, der havde Genie og artistisk Kraft til at gjøre Fyldest i store Menneskeskildringer, som der skal et skarpt Blik til rigtigt at finde de sine psychologiske Nuancer i, og Virtuositet til at give en naturlig, skjøn og livfuld Udførelse. Saabyes i det kaadeste Lune og vildeste Fusentasterie gratiøse, elskværdige og ved Vid og Følelse interessante Carl Rose; Rosings mørke, med Temperament og Lidenskaber heftigt kæmpende Baron Skumring; og Knudsens og Lindgreens to uforlignelige, i hvert enkelt Træk conseqvent gjennemførte høist forskjellige Kjæltringer, Snap og Grip, vare Mesterstykker af Skuespilkunst. — Af fire Syngespilnyheder behagede to Eenactsstykker: "Mariane" og "Philip og Annette". Begge nydeligt componerede af d'Alayrac; de to store faldt totalt igjennem. Kunzen havde længe kæmpet for Opnaaelsen af sit kjæreste Ønske: at bringe en Opera af den allerede dengang over hele den musikalske Verden berømte Mozart paa den danske Scene. Med megen Møie havde han endelig under Hauch faaet Tilladelse til at give den mindst bekostelige, men rigtignok ogsaa, formedelst den særdeles jammerlige Text, mindst interessante: »Cosi fan tutte«, der nu, under Titel "Elskernes Skole", kom paa Scenen, yderst usyngeligt og meningsløst oversat af Thoroup, den bestaltede Theateroversætter. Sangerne gik meget nødigt til Indstuderingen af en Musik i en dem aldeles ny Stiil og som, udført saa omhyggeligt og charakteristisk som Kunzen forlangte det, kostede dem usædvanlige Anstrengelser, hvilke de ikke, formedelst Stykkets Slethed, ventede sig nogen Glæde af. Som en Følge af den forkeerte Indretning, at hver administrerende Directeur skulde have sin Maaned, vare endydermere Prøverne begyndte under Kierulf, som ikke fik tilveiebragt en endelig [sideskift][side 731]Sceneordning, langt mindre Fasthed i dem, og fortsattes derpaa under Thaarup, der ved sine idelige Forandringsbestemmelser gjorde baade de Spillende og Maskinemesteren med hans Folk forvirrede. Ved Forestillingen, som Alle gik til med stor Ængstelse, indløb strax i Begyndelsen den Feil, at Frydendahl og Qvist klædte sig for tidligt om, hvorved opstod en lang Standsning, som man omsider maatte gjøre Ende paa ved at lade Dækket gaae ned og paany begynde Forestillingen, der nu blev saa usikker, at der indløb Feil paa Feil og flere meget forstyrrende mindre Standsninger. Ved Stykkets Slutning løde saa stærke Mishagsyttringer, at Directionen ansaae det for raadeligt at henlægge det og ikke fremdeles at tænke paa Optagelsen af nogen mozartsk Musik. "Arvine og Eveline" kom frem fordi Waltersdorff, da der ikke var noget originalt Stykke at give i Anledning af Kongens Fødselsfest, troede at burde føie sig efter Hoffets Ønske om, engang igjen at faae en stor fremmed Opera, og da vidste han ingen bedre end denne, hvis storartede og henrivende Musik af Sacchini han havde beundret i Paris. Men Personaler var ikke istand til at iføre sig den Kraft og Pathos, hvormed denne herlige Composition og det paa et ypperligt tragisk Spil beregnede Stykke nødvendigen maae gives; Publikum ydede vel nogle fortræffelige Chor, hvis Besætning var betydeligt forstærket med leiede Folk, et temmeligt levende Bifald, men det Hele blev fundet meget kjedsommeligt. — Forresten følte man sig, endog — ja især — med Hensyn til de smaa, lette franske Syngestykker, som fornemmelig nøde Publikums Yndest, mere og mere i Forlegenhed med Sangunderviisningen: Kunzens Forretninger som Capelmester tillode ham i det Høieste at antage sig et Par Talenter, [sideskift][side 732]af hvilke han kunde vente noget Ualmindeligt, og Zinck var en grundlærd Musikus, der viste utrættelig Flid og stor Dygtighed ved Chorenes Indstudering med de umusikalske Chorister, men paa Grund af den Omstændelighed, hvormed han drev Underviisningen, som han ikke kunde faae udtømmende nok, fik det aldrig nogen Fortgang med Stemmedannelsen, og til at lede Eleverne til Aplomb, Delicatesse og Smag i Foredraget af gratiøse og piquante Sager var han aldeles ikke skikket. Directionen gik derfor med Glæde ind paa at betale en meget søgt Privatlærer, de Feretti, en fyrig Neapolitaner, som tidligere havde i Italien været en meget yndet Sanger, 200 Rdlr. aarlig for at give fire af Theatrets Elever Sangunderviisning, hvilket han, ved sin ypperlige Methode, sjeldne Flid og ualmindelige Kjærlighed for Sagen, gjorde med saa stort Held, at den kunstneriske Glands, hvori det franske Syngespil mere og mere viste sig paa den danske Scene, i meget høi Grad skyldtes ham.

De to af denne Saisons Debutanter bleve af megen Betydenhed for Repertoiret. Cand. philos. Peter Thun Foersom, en Præstesøn fra Ribe Stift, var en kundstabsrig og genial 22aarig Mand med en levende Phantasie, romantisk Aand og reen Smag. Han blev Skuespiller af Begeistring, men havde Meget at overvinde inden han erhvervede sig Publikums Yndest; sin egen Tilfredshed opnaaede han aldrig. Den eneste legemlige Naturgave, han havde for Scenen, var et særdeles mandigtsmukt og interessant Hoved, der altid ved det stærke Præg af Tænksomhed og Intelligents maatte tilvende ham Opmærksomhed; hans Underkrop var spinkel med uskjønne Knæe, hans Talestemme ikke tydelig, og i sine Stillinger og Bevægelser havde han, [sideskift][side 733]ved den Anstrengelse, som han, formedelst sin svagelige Constitution, idelig maatte anvende for at faae Kraft, noget Uvilkaarligt, som fik Udseende af Maneer eller Vane. Meget lykkedes det ham vel at aflægge ved sin uafladelige Opmærksomhed paa sig selv og Bestræbelse for at kue disse Trækninger, men endnu i hans sidste Dage var en hyppig hensigtsløs Faren med Haanden til Hovedet ham egen. Med at skole Taleorganet var han heldigere: endskjøndt han aldrig opnaaede at give det Kraft og faae det velklingende, bragte han det til en saadan Bøielighed, at han kunde tolke Ømhed, henrive ved erotisk Heftighed, overraske med en kjæk Helts Energie og declamere lange Digte med saa megen Sjælfuldhed og rhythmisk Ynde, at ingen af hans Samtidige naaede ham deri. I sine første Roller gjorde han ikke synderlig Lykke, men efterhaanden arbeidede han sig op til at blive en af Publikums Yndlinger. De saakaldte Naturmennesker gav han med megen fattelig Friskhed; i den ifflandske og kotzebueske Comedies Elskere havde han enkelte fortræffelige Partier, uden at kunne for de farveløse eller falske Replikker, der laae imellem Følelsesudbruddene, finde den rette Tone til en saadan Forbindelse, at der fremkom et Heelt; men hvor en Rolle tillod, at han paa den overførte sin egen romantiske, tungsindig humoristiske og drømmende Natur, der forvandlede han ikke sjeldent en plat Theaterelsker eller uægte Ridder til en herlig poetisk Skikkelse. — Johanne Marie Nick, som kom fra Theatrets Dandseskole og kun var 14½ Aar, havde allerede spillet flere Børneroller og i Slutningen af forrige Saison Titelrollen i "Pagen." Ved sin Debut vandt hun meget Bifald, dog fandtes hun "noget pretiøs i Artikulation, Declamation og Bevægelser." Men [sideskift][side 734]ligesom Publikum og Kritiken ikke hos de Begynderinder, i hvis første Fremtræden de opdagede glimrende Talenter, bleve vaer hvad der var drevet frem ved Instructeur-Dressuren, saaledes bleve de ikke hos hende vaer hvad der var undertrykt af den. Neppe var hun sluppen fra den, førend hendes ualmindelige Genie, der ved at blive paanødt et fremmed Præg var blevet tvunget over i det Falske og Affecterede, tog fri Flugt og saadan udfoldede sig i netop den reneste, eiendommeligste og elskeligste Naturlighed, at hun snart overstraalede alle dem, der omhyggeligt vare blevne afrettede til glimrende Talenter. Med de herligste legemlige Midler: et letbevægeligt udtryksfuldt Ansigt, smaa, men af Glæde og Skjelmerie funklende Øine, mørkt, glindsende Haar, en middelhøi, nydeligt buttet Figur, en gratiøst fri Holdning og en velklingende, frisk og tydelig Talestemme, forenede hun Phantasie, Lune, Varme og en sjelden Gave til at give vittige og naive Replikker stor Virkning ved fiin Accentuation og en overraskende naturlig Tone. Hendes hele Kunst syntes at ligge i en indtagende Personlighed og i at hun blot fulgte sit Genies Indskydelser: om der var Beregning i hendes Spil, da mærkedes den aldrig; det syntes kun at være saaledes, fordi det i Øieblikket blev saaledes. Skjelmske, naive, og muntre Elskerinder, vittige og kløgtige Kammerpiger og letsindige aandfulde Damer vare hendes Triumf. I det Pathetiske og Ædle var hun interessant, men ikke henrivende; det var imidlertid kun den rolige, høie Aand, hun savnede dertil, ikke Følelsen, thi den besad hun i en saadan Fylde, at den i inderlige, hjertelige Replikker saaledes overstrømmede hendes Foredrag, at Ordene ligesom bævede hende i Munden fordi de ikke kunde komme hurtigt og ildfuldt nok [sideskift][side 735]frem; men for at Følelsen skulde klæde hende smukt og naturligt maatte den yttre sig i Godmodighed, livfuld Tjenstfærdighed eller venlig Hjælpsomhed. Havde denne i sin Ungdom i enhver Rolle, ved Ynde, Vid og Originalitet, saa rigt glimrende Skuespillerinde forstaaet med Smag og kunstnerisk Ro at tøile sit Genie, maatte hun endog i sin Alderdom have staaet som en af den danske Scenes allerstørste Fremstillerinder. — Comedien havde i denne Saison endnu et andet stort Held! Hauchs Afgang blev Gjelstrups Helbredelse; den 22de Oktober betraadte han under uhyre Jubel igjen Scenen som Bærhid i "De to Gjerrige." Men denne Glæde gik ikke af uden Fortredelighed. Knudsen, der spillede Knapskær, den anden Gjerrige, havde, ligesom de fleste af Skuespillerne, et ondt Øie til den afgaaede Hauch og vilde gjerne bringe sin Kunstbroder, med hvem han ikke ellers just stod i nogen inderlig Forening ved Venskab og Kjærlighed, en offenlig Hylding, der kunde hos Publikum finde en saa kraftig Anklang, at den nok skulde lyde for Ørene af "Staldmesteren" som Gjelstrup altid titulerede Hauch, endog — som fordi han ikke huskede, at han var bleven Hofmarskal — til ham selv. Under Slutningssangen tog Knudsen derfor en Krands frem af Sidelommen i sine Tyrkebeenklæder, satte den paa Gjelstrups Hoved, bøiede sig dybt for ham, rakte ham Haanden, faldt ham om Halsen og blev liggende i hans Favn medens Choret endte Stykket. Flere Tilstedeværende have beskrevet den gamle gjerrige Tyrks Søgen efter Lommen i de vide Buxer, Famlen ned i dens Dyb, den endelige Fremtrækken af Krandsen, dennes Anbringelse paa den anden gamle stygge Tyrks Hoved, de rørende Complimentationer i de comiske Dragter og den pathetiske Omfavnelse [sideskift][side 736]som et høist naragtigt Optrin; men Publikum fandt sig glædeligt overrasket ved at see, at Theatrets Kunstnere nu, som det hed i et Blad, "samvandrede deres tornefulde Bane saa frie for Nærings- og Haandværksnid," at deres gjensidige inderlige Kjærlighed endog trængte til offenligt at komme til et saa eclatant Udbrud. Fra Parterret udbragtes et tordnende Leve for den Kronende saavelsom for den Kronede, og Publikum faldt ind med et vældigt Bravo, der holdt ved lige til Dækket vor gaaet ned. Den ordenelskende Waltersdorff fandt imidlertid denne Holding, hvormed han, siddende i Cavaleerlogen, i høieste Maade forbausedes, ligesaa ordensstridig og uforskammet som væmmelig affecteert, og lod strax ansætte et Directionsmøde for næste Dag til Sagsforetagelse. Allerede inden dette begyndte havde Kunstnervenskab meldt, at der, efter at Dækket var gaaet ned, var imellem de Spillende yttret, at "den Ørefigen kunde Hauch have godt af." Følgen deraf blev, at Waltersdorff, som havde betænkt at lade Knudsen slippe med en skarp Irettesættelse og en Mulct paa 20 Rdlr., efter ved Forhør at have faaet Yttringen bekræftet, idømte ham fire Dages Arrest i Blaataarn. — Gjæsten, Olsen, en ung Mand med et herligt Theaterydre og en stærk, klangfuld Talestemme, var ikke alene den første Skuespiller paa Odense Theater, men en virkelig dygtig Fremstiller, især af alvorlige Roller, som fordrede mandig Kraft og Følelse. Han vandt stort Bifald.

Juliette Birouste var en meget ung Pariserinde, uddannet i den berømte Coulons Skole. Hun var antaget paa Tid med 1200 Rdlr. aarlig, fordi man ikke havde nogen Dandserinde til Pas de deux med Bournonville. Hendes Ydre udmærkede sig ikke ved plastisk Skjønhed: [sideskift][side 737]Ansigtet var mere tækkeligt, end smukt, og den ellers elegante, deilige Figur vanheldedes meget ved at Benene, fra Knæet ned, ikke vare velformede; men der var megen Bravour i hendes Dands, hun omboltrede sig let, kjækt og med stor Sikkerhed i livlige Partier, vakte Beundring ved skjønne Stillinger, hvori hun holdt sig med ualmindelig Fasthed, og havde mere Aplomb og større Kunstfærdighed end Mad. Bjørn, for hvem hun derimod stod langt tilbage i det Mimiske. Som Dandserinde gjorde hun megen Lykke; i hendes Balletroller savnede man Varme og baade Styrke og Rigtighed i Udtrykket. Et Par Aar efter sin Ankomst hertil blev hun pludseligt forvandlet til Jfr. Tarbesse. Anledningen var følgende: Et uformuende Ægtepar, hos hvem hun fra sine spæde Aar havde været i Pleie i Paris, havde benyttet sig af hendes Paarørendes Død og, for at gjøre hendes fremspirende sjeldne Talent til sin Forsørgelse, saaledes skaffet sig Herredømme over hende, at der behandlede hende fuldkomment som en Eiendom, afsluttede Contract om hendes Tjeneste, hævede og beholdt for sig hendes Løn, bevogtede hende med største Strenghed og udlukkede hende fra Omgang med Enhver, hos hvem det kunde formodes at hun vilde søge Bistand til at befrie sig fra Trældommen. Hun maatte bære deres Navn, var ved skrækkelige Trusler tilholdt, aldrig at lade Nogen mærke, at hun ikke var deres Datter, og leed haarde Mishandlinger naar de troede at have bemærket Tegn paa at hun søgte Forstaaelse med Nogen. Pleiemoderen, der bestandig opholdt sig i hendes Paaklædningsværelse eller stod i Coulissen for, naar hun kom ud fra Scenen, at passe paa, at hun ikke sagde Nogen et Ord uden i hendes Paahør, [sideskift][side 738]var det, som gav Baggesen Anledning til i "Theateradministratioriaden" at sige om Juliette:

"— hendes Sjæl har en dobbelt Krop —
Een, som gjør alle de smukke Hop,
Og een, som staaer i Coulissen stille,
Og aldrig sig la'er fra den Smukke skille."

Gjerrigheden forledede imidlertid den gamle Drage til at lade Juliette give stærktbetalte Informationer i fornemme Huse, hvor man ikke vilde tillade hende at følge med; hun opholdt sig da et eller andet Sted i Nærheden paa Udkig indtil hun gik bort. En Dag havde den ulykkelige, trods alt det Bifald, hun fandt, altid sørgmodige Pige givet Underviisning i Bredgaden hos Grev Schimmelmann, af hvis Familie hun blev meget yndet. Hun var, paa Grund af en Uforsigtighed, som hun havde begaaet Dagen før, vis paa en haard legemlig Revselse naar hun kom hjem, og da hun ikke strax efter at være kommen ud af Palaiet saae noget til sin Bevogterske, vilde hun søge Tilflugt hos forrige Jfr. Stuart, der nu var gift med Capelmusikus Zrza; men neppe havde hun dreiet om Hjørnet førend hun hørte den Gamle, under skrækkelige Trusler, skrige bagved, at hun ikke maatte gaae den Vei. Fortvivlet vendte hun nu om, løb hurtigt hen til Nyhavns Kanal og styrtede sig i Vandet. Det lykkedes nogle Tililende med megen Møie at faae hende taget op og kaldet til Bevidsthed. Pleiemoderen, som var kommen til, vilde strax have hende bragt hjem, men hendes raa Hidsighed og Juliettes bønlige Forlangende, om at blive ført hen til Mad. Zrza, bevægede de Tilstedeværende til at opfylde den arme Piges Begjæring og indmelde Sagen til Politiet, som, efter at have skaffet sig Oplysning om Forholdet, gav hende BeskytBeskyt-telse [sideskift][side 739]telse imod Pleieforældrene indtil de, ifølge dets Tilhold, havde forladt Kjøbenhavn. Saasnart de vare borte antog hun sit virkelige Familienavn: Tarbesse.

Ved denne Saisons Slutning afgik Mad. Barch, der nu havde tjent som Dandserinde i over 40 Aar, og Jfr. Petersen, som bestandig kun var bleven anvendt i den haarde Nød og i de sidste Aar næsten aldrig kom paa Scenen. Af større Vigtighed i Theatervæsnet var det, at Hansen, som i 1828 døde i Kjøbenhavn i sit 81de Aar, gik af fra Regisseurembedet; ikke fordi han havde været til synderligt Gavn deri, men paa Grund af, at det blev givet til Skuespilleren Clausen, en Mand, der, under Directeurer, som enten ikke kunde eller ikke gad tage sig af Theatrets Anliggender, baade forstod at skaffe sig Indflydelse og havde Lyst til at bruge den.


Oprettet 2008, korrekturlæst. Opdateret af