>> Næste sæson     << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Tredie Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1860. 856 sider.

[To og halvtredsindstyvende Saison, 9. September 1799 til 24. Mai 1800, side 744-754]

[Oversigt over repertoiret 1799-1800]


[side 744]Om end den drøie Borgerlighed, med sine smaalige huuslige Glæder og Sorger, Familiekævlerier og moralske Bodprædikener til de menneskelige Kaars og Indretningers Forbedring, ogsaa i denne Saison dannede Repertoirets Fundament, vare Skuespilnyhederne overhovedet af en livligere, muntrere og friskere Art, der mere havde til Tendents at lade Lunet og Vittigheden spille i en fri og livfuld Udvikling af noget Originalt, end at fremme det Nyttige [sideskift][side 745]og vække Rørelse ved en kløgtig theatralsk Behandling af det Hverdagslige. Kun i en eneste af de syv nye Comedier: Kotzebues "De to Brødre", hyldedes den blødagtige, grædende Sentimentalitet. I dette Stykkes Composition aabenbarer sig glimrende Forfatterens ualmindelige Sands for det Theatralske; det har mange smukke og effectfulde Scener; men Udførelsen lider af alle de Kotzebue eiendommelige Feil: Natur og Sandhed ere aldeles gaaede under i Affectation og Caricatur. Handlingen er simpel, men af ægte dramatisk Natur: to Tvillingbrødre, som leve i Uenighed og Processer med hinanden, føres atter sammen og forsones. De ere Hovedpersonerne og fortræffeligt anlagte, men meget maadeligt udmalede. Om dem gruppere sig to Partier, hvoraf det ene vil fremme, det andet hindre Forsoningen; men i intet af dem findes en eneste sand Charakteer; Overdrivelse, hos de Gode som hos de Onde, de Ærlige som de Falske, flau Sentimentalitet, Plumphed og smagløse Leier tilintetgjøre det ypperlige Anlæg. En hemmeligt elskende og altid arbeidende Skomagersvend, som aldeles ikke har noget med Handlingen at gjøre og derfor ogsaa forholder sig fuldkommen passiv, er en ægte kotzebuesk Figur, uden al Natur, Udtrykket af den meest affecteerte Følsomhed. Stykket gjorde stor Lykke ved den i det Hele fortræffelige Udførelse, hvori Knudsen, der med elskelig Jovialitet spillede en trofast gammel Matros, og Jfr. Winther, som behandlede den fra Forfatterens Haand væmmelige Huusholderske med megen Smag og ægte comisk Kraft, fornemmeligen behagede overordenligt. — To store franske Stykker tiltalte ikke: "Fredsmægleren", af Dumoustier, har det største Fortrin i den gratiøse Stiil og elegante Versification, som gik tabte i Oversætteren Falsens forresten flydende Prosa; [sideskift][side 746]Collin d'Harlevilles "Optimisten", der ogsaa var oversat af Falsen, havde adskillige smukke Partier, men var, uagtet det fremkom localiseret, for fremmed og subtilt for Publikum; og begge bleve dertil spillede temmelig maadeligt. Duvals to Eenactsstykker: "Ægteskabsforslaget", med en lille, muntert gjennemført Intrigue, piquante Situationer og en snedig Tjener som Hovedperson; og "Skibbruddet", der i et heldigt ordnet lille Malerie har flere rask henkastede, men godt prægede Charakterer, laae bedre for de fleste af Datidens Skuespillere, end den høiere franske Comedies delicat behandlede Skildringer, og gjorde, i en sikker og livlig Fremstilling, megen Lykke. — En ganske anderledes dramatisk Aand og sund, kraftig Comik var der imidlertid i de to engelske Femacts-Comedier. Sheridans "Medbeilerne" blev givet i en Localisation, som ikke nu bliver brugt og vel heller ikke mere vilde passe for vor Tid, men i hvilken N. T. Bruun viste, hvor ypperligt han vilde kunne have omplantet fremmede Mesterværker paa dansk Grund, dersom han ikke hurtigt havde qvalt sit Talent i Smagløshed og Lascivitet; thi om det end ikke er lykkedes ham, gjennemgaaende at give sin Bearbeidelse et dansknationalt Præg, saa udmærker den sig dog paa mange Steder overraskende derved, og gjengiver i det Hele Originalens Moersomhed med langt større Virkning, end endog den omhyggeligste og heldigste Oversættelse vilde være istand til at frembringe. Af slaaende Effect i dette ved mange pudseerlige Situationer, flere meget originale Charakterer og en fortræffelig comisk Dialog interessante Lystspil var Irlænderens Omdannelse til en af de tydske Majorer, hvoraf der endnu dengang fandtes mange i den danske Armee, og som, om end retskafne og fornuftige Mænd, gjorde en meget [sideskift][side 747]originalt løierlig Figur ved deres skrydende Tone, stive militaire Holdning og Gang, roligt alvorlige, vigtige Mine, martialske Væsen og forkeerte Dansk. Og Frydendahls Fremstilling af den renomistiske og stille forelskede Major von Schreckenfeldt var en i de mangfoldige enkelte træffende Træk saa fuldendt og i Heelheden saa mageløst conseqvent gjennemført comisk Charakteerskildring, at ikke den meest skarptseende og begavede Efterligner vilde have været istand til at copiere den, saa at det allerede af den Grund ikke var raadeligt at beholde denne Bearbeidelse paa Scenen efter at han var borte. Alene hans Fremstilling vilde have været nok til at gjøre Stykkets Lykke, men — med Undtagelse af at Foersom ikke kunde finde det Comiske i Scrupel, som ved ham kun blev en tør, meget kjedsommelig Elsker — ogsaa den øvrige Udførelse, især Eegholms af den godmodigt halsstarrige Vilsaa, var fortræffelig og vandt overordenligt Bifald. — "Landsbytheatret" af Reynolds har ægte Lystspilnatur: den ene effectfulde comiske Situation følger rask paa den anden og fremhæves godt af nogle alvorlige Scener, de moersomme Hovedpersoner ere originale og Dialogen udmærker sig ved mange Pudseerligheder og vittige Indfald. Heri var Schwarz, som den omtrækkende Theaterdirecteur Master Mist, den Beundrede. Hans hele reduceerte Person, den latterlige Hovenhed, hvormed han fremtraadte, naar han viste sig i Directeurens Majestæt, den Humor, der var udbredt over hans hele Væsen, saa snart han troede at Lykken gik ham med, den Smag, Sandhed og ubeskrivelige Snurrighed han lagde i sin Ruus, hvorledes han i den bar sig, bukkede, talte galant med Damer og uafladeligt søgte at gaae i lige Linier — hele hans Væsen og Væren gjorde denne Rolle til et af de [sideskift][side 748]ypperligste af hans mange Mesterværker. Ogsaa i dette Stykke glimrede Frydendahl ved en Fremstilling af en heel anden Natur end den gamle tydske Major: hans Capitain Lavish var et fuldendt Billede af en ung fiin, flot og elegant Gentleman. — Saisonnens store Mærkværdighed, som Alle skulde hen at see og beundre, var imidlertid det første egenlige Spektakelstykke, der blev bragt paa den danske Scene: Ridderdramaet "Herman von Unna", en theatraliseret Roman, der i et keiserligt Ægtepar med et glimrende Hof, en utilladelig Elskovs ædle Kampe, Dydens og Uskyldighedens Bæven for en usynlig mystisk Vælde, den hemmelige Ret, en af Skinsyge rasende Prindsesse og en skurkagtig Ridder, Oprør, Forraskelser og Gjenkjendelser havde en Masse af solide Effectmidler, og desuden kunstnerisk forskjønnedes ved den berømte Abbee Voglers ligesaa originale som storartede og yndigt melodiøse Musik til rigtvexlende Marcher, livfulde Chor, pompøse natlige Ordensceremonier og af Galeotti ganske mesterligt. med Anvendelse af hele Personaler, componerede bøhmiske Folkedandse. De Menneskeskikkelser, som optraadte deri, vare fri Dramamagerens Haand fuldt færdige Theaterfigurer, der havde deres hele Effect fra Costumet og Situationer, hvorfor de ikke fordrede Studium, men kun at den Spillende ved sin Personlighed passede til det, han skulde forestille, og sagde Replikkerne paa hvad man ved de tydske Theater, som dette Slags Stykker først bleve fabrikerede for, kaldte "die herkömmliche Weise". Da dette nu var Tilfældet her med de fleste Roller og nogle af dem, fornemmelig Ida Münster, hvori Jfr. Bech gjorde umaadelig Lykke, endog fik et poetisk Præg, som de ikke havde fra Forfatterens Haand, saa blev dette Stykke af Mængden beundret som et [sideskift][side 749]Mesterværk, i hvilket den fandt en Forening af Alt hvad der i det Høie og Alvorlige kunde tænkes fortryllende paa Scenen. — De nye Syngestykker vare kun to: "Naturens Røst", i 3 Acter, og "Min Bedstemoder", i to Acter; det Første, alvorligt, efter det Franske, det Sidste, lystigt, efter det Engelske. Begge bearbeidede af Falsen og nydeligt componerede af Kunzen. Det Sidste gjorde meest Lykke, men holdt sig dog ikke længe paa Scenen.

Af Debutanten Eegholm, en 35aarig meget dannet og personligt særdeles afholdt Mand, der som Privatskuespiller havde udmærket sig paa det saakaldte Borupske Theater, ventede man sig noget Overordenligt, især i værdige Fædre. Han var heldigt udrustet af Naturen og sagdes at kunne maale sig med Schwarz i Declamationen, hvorimod han stod endeel tilbage for ham i Holdning, Mimik og Gestikulation, hans første Debut blev, endskjøndt den skete i en af Schwarz's meget beundrede Charakteerroller, optaget med stort Bifald, og til baade den anden og tredie betroede man ham endog Hovedpartier i nye Stykker: i "De to Brødre" Franz Bertram, i "Skibbruddet" Wilhelm Winther. Begge udførte han med saa stort Bifald, at han meget hurtigt fik et anseligt Repertoire af særdeles vigtige og vanskelige Roller, hvoriblandt nogle comiske, der viste et ikke ringe Talent og megen Sikkerhed og Smag i Udførelsen. Imidlertid frygtede man strax for, at han ikke længe vilde være istand til hyppigt at spille store Roller; thi han var af en svag Constitution, skrantede ofte og maatte ikke sjeldent, hvor der fordredes Kraft, anstrenge sig over Evne. — Olsen blev nu først ansat efter at han, fordi man nu havde faaet Eegholm til alvorlige Fædre, havde debuteret som Comiker og navnligen i "Den StundesStundes-løse [sideskift][side 750]løse", som Vielgeschrei, lagt for Dagen, at han ogsaa for den ægte Comedie besad et stort Talent i et Fag, der i lang Tid havde været maadeligt besat med Arends, som endydermere nu var saa sygelig at han kun sjeldent saae sig istand til at udføre en betydelig Rolle. — En ikke nær saa heldig Acquisition fra Odense Theater var Jfr. Dreier, som kort efter, ved Giftermaal med en Uhrmager, blev Mad. Petersen. Hun skulde af gamle Roller overtage de comiske og saadanne alvorlige, som mere fordrede Godmodighed end Værdighed; men endskjøndt hun fandt Bifald i tre store ifflandske Charakterer af denne Art og for bestandigt beholdt Mad. Warberger, blev hun uden al Betydenhed for Skuepladsen. Det var af det Brillante i Rollerne Publikum havde ladet sig bestikke ved Hendes første Fremtræden; med en tynd, skrattende Talestemme, et udtryksløst Ansigt og den paa Privattheatre i gamle Roller almindelige Omtrippen med Overarmene tæt til Kroppen og Bevægelserne fra Albuen afhaspede hun i sine sidste Dage Rollen ligesom ved sin Debut. Hun var den Samme som da, men maatte ofte føle, at Publikum ikke var det. — Mad. O'Donnel gjorde fornemmelig Lykke ved sin paafaldende Lighed med Mad. Heger. Hun havde hendes Ansigtsform, blonde Haar og Figur, ja endog Talestemme; men Aanden: det Blide, Tungsindige og Sværmerske, manglede; det varede ikke længe inden man fandt hendes Udvortes, endskjøndt det var mere regelmæssigt smukt, uinteressant, og Stemmen, hvorvel den havde større Omfang, ureen og klukkende. — Møller og Mad. Ahrentzen fandt man ingen Forlængsel efter at see oftere; han havde en god Basstemme, blev Chorist og gjorde ikke sine Standsfæller Ære ved sin Opførsel.

[sideskift][side 751]

Den, der, saaledes som i denne Saison Mad. Rosing og Jfr. Astrup, ved 25 Aars Tjeneste havde opnaaet Ret til Benefice, kunde efter den Tid ikke faae nogen Benefice for Flid og Talent; men det blev snart Brug, at der af denne Art Beneficer kunde forundes en Skuespiller eller Dandser to forinden Tjeneste-Beneficen faldt. Tilkjendelsen af en Flids-Benefice maatte naturligviis ene udgaae fra Bestyrelsens Mening om, i hvilket Forhold de forskjellige Ansattes Virksomhed mere eller mindre var Theatret til Nytte og Hæder; men med hvor stor Vilkaarlighed eller Uretfærdighed Directionerne, baade under Hauchs og Waltersdorffs Forsæde, derved gik frem, til Fordeel for dem, som nøde deres personlige Yndest, viser flere Benefice-Tilkjendelser, og meest iøiefaldende i denne Saison. Frydendahl og Knudsen vare komne til Theatret paa samme Tid, i December 1786. Den Sidste fandt strax Leilighed til at udmærke sig og fik et betydeligt Repertoire; den Anden gik i flere Aar inden han kom til nogen betydelig Anvendelse, men optraadte da i høist forskjellige Fag og blev snart erkjendt for en af de talentfuldeste Yngre. Begge gjorde megen, god og vigtig Tjeneste i Syngestykker. Lindgreen optraadte fire Aar efter dem, fik snart et anseligt Repertoire, men væsenlig kun i eet Fag og kunde ikke bruges til Sang. Knudsen og Frydendahl forlangte begge deres Afsked i 1793 og Lindgreen havde til dem forpligtet sig ogsaa at gjøre det, men svigtede. Knudsen engageredes strax igjen; Frydendahl var to Aar borte, men da han kom tilbage blev han strax en af Scenens Vigtigste, baade med Hensyn til hyppig Anvendelse og stor kunstnerisk Dygtighed. Ikke destomindre fik Knudsen et Par Maaneder efter Frydendahls Tilbagekomst en Flids-Benefice og allerede fire [sideskift][side 752]Aar efter endnu en; Lindgreen, tre Aar efter hans Tilbagekomst, ogsaa en Flids-Benefice; den to Aar førend han optraadte kolde, kun til rolige Syngepartier og anden Elskerinde i Skuespillet anvendelige Mad. Dahlén, efter 12 Aars Tjeneste, endvidere en Flids-Benefice; og — hvad der var endnu mere — i denne Saison, fem Aar efter hans Tilbagekomst, Clausen, som kun havde tjent i syv Aar, ikke brugtes i Syngestykker, spillede sjeldnere end han og bestandig kun Roller, der svarede til hans Personlighed, ligeledes en Flids-Benefice; ja der forundtes den ved Contract paa Tid antagne fremmede Jfr. Birouste, som kun havde gjort Tjeneste i halvanden Saison, en Benefice, fordi hendes Pleiemoder havde indbildt Directionen, at hun ved et Skibbrud havde mistet en Mængde Meubler, som hun havde ladet afgaae hertil fra Frankrige; men — for det fleersidigste Talent, for den som Skuespiller og Sanger i de første unge og gamle comiske og alvorlige Roller saa anvendelige og anvendte Frydendahl, at han i denne Saison lærte 10 nye Hovedpartier, kunde man ikke endnu i det fjortende Aar efter at han havde betraadt Scenen finde en Flids-Benefice fortjent, og det uagtet der ikke i nogen Saison var givet det tilstaaede Antal Flids-Beneficer. Uretfærdigheden imod ham og den store Begunstigelse af de Andre viste sig endnu tydligere i Ansættelsen af Saisons-Douceurerne. Denne var for Følgende:

i Saisonnen 1797-98,
da der var 2640 Rd.
at fordele.
i 1798-99,
da der var 1960 Rd.
at fordele.
Knudsen   200 Rdlr.   200 Rdlr.
Saabye 150 - 160 -
Frydendahl 100 -   80 -
Clausen 100 -   80 -
Lindgreen 100 -   80 -
Due 100 -   40 -
Jfr. Astrup 200 - 200 -
Jfr. Winther 150 - 160 -
Mad. Dahlén 100 -   80 -
[sideskift][side 753]

Medens der, hvorvel Summerne vare betydeligt forskjellige, i begge Saisonner fandtes Raad til at give baade den syngende og meget brugte Knudsen og den ikkesyngende, mindre brugte Jfr. Astrup 200 Rdlr.; og til, endog da Totalsummen var mindst, at forøge Douceuren for Saabye og Jfr. Winther, maatte Frydendahl taale Afgang i Forhold til Summens Formindskelse og sættes lige med de langt mindre sysselsatte Ikkesangere Lindgreen, Clausen og Due, hvilken Sidste, som der kun sjeldent, og aldrig med Nødvendighed, var Brug for, ene leed en større Afgang end han ved at Summen var ringere. Det hed — i Directionen(!) — at siden Frydendahl var bleven gift med den høitlønnede første Sangerinde, kunde han sagtens komme ud af det, og maatte være tilfreds!

Thaarup havde ikke ret kunnet komme tilrette med Nogen; hans Fornemhed og spydige Tone skaffede ham ikke den Myndighed over Personalet, som han søgte, og bragte ham ofte paa en spændt Fod med de andre Directeurer: endog Baggesen blev, uagtet den spøgende Eftergivenhed, han gjerne viste i Theaterforretninger, et Par Gange saa ophidset deraf, at han, Personalet til stor Fornøielse, "trumfede ham i Bidskhed." Da han tillige holdt meget mere af at leve paa sin Gaard i Smidstrup ved Hirschholm, end af at have at gjøre med Theatret, hvilket han endog ikke sjeldent lod skjøtte sig selv for at kunne tage derud, hvor [sideskift][side 754]han var en ganske anderledes omgængelig Mand, saa søgte han sin Afsked med Pension, og afgik i April som Directeur, hvilket Ingen beklagede. Derimod gik det Personalet meget nær, at Potenza, den Første, der havde uddannet Sangere for det danske Syngespil, og som ikke blot var elsket af dem, hvem han med stor Flid og Dygtighed havde veiledet, men afholdt af Alle for den Inderlighed og Glæde, hvormed han endnu i sit 73de Aar tog sig af sin Kunst og overværede alle Syngespilforestillinger, pludseligt døde paa Theatret midt i sin hjertelige Fornøielse over sin talentfulde Elev Saabyes musikalsk smukke og følelsesfulde Foredrag.

Dandseren Louisbourgh var engageret for Saisonnen og vandt Bifald; hans Ballet. "Den bedragne Formynder", der kun var componeret for at han kunde vise sig i et ham fordeelagtigt mimisk Partie, blev funden at være en Ubetydelighed, endog i Sammenligning med Galeottis mindste Compositioner. Ligesaa lidet kunstnerisk Værd tillagde man Laurent den Yngres "Rosentræet."


Oprettet 2010, korrekturlæst. Opdateret af