Povel Pedersen.

Et Bidrag til Danmarks poetiske Litteratur.

Iblandt forskiellige andre af den fyenske Landsdommers Jacob Bircherods Papirer, som tilligemed Grams øvrige Haandskrifter ere komne til det Kongel. Bibliothek, forekommer et Hefte af Aaret 1736, med Opskrift: De danske Poeter, som jeg veed at have været ulykkelige og vanheldige paa een eller anden Maade. Endskiønt denne Afhandling paa en Slags Maade hører med til de ufrugtbare, og, som Gedike i Berlin siger, med Møie mageligen sammensankede, Litterairnotizer om lærde Blinde, lærde Tvillinger, lærde Pebersvende, lærde Hanreier, lærde Tobaksrøgere, lærde Fyrster, lærde Bønder, lærde af det Navn Thomas, Jacob, Georg etc., hvormed man i dette Aarhundredes første Decader ligesaa hyppig bebyrdede Litteraturen, som i de sidste med Recensioner og Journaler, indeholder den dog adskillige interessante, jeg tilstaaer for største Deelen meest bekiendte, Anekdoter. Her opregnes Anders Arreboe, en afsat Bisp; Claus Bang, Jacob Worm og Hans Trojel, afsatte Præster; Mogens Wingaard, en afsat Rector; Hans Skaaning, som styrtede ud af Kirke-Taarnet; Povel Juul, som blev halshugget; Anders Bording, som døde i Armod, o. f. dog opstilles tillige adskillige, som vel ikke i egentlig Forstand kan siges, at have været ulykkelige men vel, som rigtig er bemerket paa Titelbladet, paa een eller anden Maade vanheldige; for Ex. "Kingo, som var ulykkelig i det, at hans første Psalmebog blev reducered;" " og Magister Jørgen Carstens, som var ulykkelig i det, han aldrig kunde forliges med nogen, o. f."

Hvem der fortsatte denne Fortegnelse fra 1736 til 1785, og gik frem paa Bircherods Maade, vilde altsaa ikke kunne undgaae at faae alle danske Poeter paa sin Liste, da de ventelig alle har været, om ikke just ulykkelige, saa dog paa een eller anden Maade vanheldige, og foruleiligede snart at skiæve Støvlehæle a), snart af Katte b), Torden, Gigt c), og snart af Gield, og snart af — ingen Ting; somme af Krige med Aftenposten, og B....., andre med Sundhedstidende og T..., og deslige Smaagienvordigheder.

Bircherods Optegnelse har den Fortieneste, at have giemt os Erindringen om Povel Pedersen, en ikke ubetydelig Digter fra forrige Aarhundrede, der er saa meget mere merkværdig, som hans Fata, ja lige ind til hans Navn, ere, saavidt mig er vitterligt, blevne ubekiendte, og hans Skrift andre tillagt.

Povel Pedersen er, efter Bircherods Formeening, født i Jylland d). Han opholdt sig nogen Tid paa Sellebierg i Fyen hos Oberstlieutenant Jens Steen Sehested, som baade var en stor Poet og Elsker af Poeter e). Han skrev siden Aviser for Bockenhoffer; og da Bockenhoffer døde, reiste han til Schagen, som en Vagabond, hvor han levede een Vinter, fik Føden gratis, og leed ingen Nød. Ved han Afskeed efterlod han sig en artig liden Piece, som var Skagens Beskrivelse paa Vers, som kan være 2 â 3 Ark stor: men ingen var mere misfornøiet dermed end Skagboerne selv, der fandt den ei at være nær saa panegyrisk, som satyrisk. — Han var hengiven til Drukkenskab, og siges at være funden død i en Rendesteen i Kiøbenhavn.

Foruden det anførte lægger Bircherod til: "Han har ogsaa skreven det bekiendte smukke Vers Don Pedro af Granada hans amoureuse Avantures. De Lærde i Kiøbenhavn havde derom mange underlige Conjecturas; nogle tænkde, det var Helts, andre Kingos, og endnu andre Lucoppidans, ingen vidste den rette Autor, men omsider blev det bekiendt, at Povl Pedersen havde skrevet det." — Disse underlige Conjecturas, som Bircherod anfører, kan jeg endnu forøge med et Par; nogle sige nemlig, at det er Falsters, andre, at det er Rostgaards, andre, at det er Holbergs, andre, at det er I. Wielandts, og endnu andre, at det er von Müllens. Her er altsaa en ligesaa stor Uvished og Forskiellighed af Meeninger, som der var, eller er om Forfatteren af Brevet fra Z til U.

At Don Pedro hører hiemme i Fyen, og er der forfattet, sees deels af en Note til Sorterups Cacöethes Carminisicum i Wielandts Saml. 10 B. S. 729, hvor der siges: "Man har og fra Fyen et Manuscriptum Anonymi, som er den spanske Romain om Don Pedro af Granada, smukt udsæt paa Vers og kalder: Elskovs Ændrings og Undrings Speil;" og deels af det Udtryk i Fortalen til Digtet: her i Fyen. Da nu Bircherod, som baade levede i Fyen, og tillige paa samme Tid, som Skriftet udkom, saa omstændelig fortæller, at Povl Pedersen, som en Tid lang opholdt sig hos Sehested paa Sellebierg, er Forfatter, og hverken Helt, Kingo, eller Lucoppidan, saa vover jeg at lægge til: ikke heller Holberg, Wielandt, Rostgaard, Falster, eller von Müllen.

Af denne nysanførte Fortale til Don Pedro, der, hvis den nogensinde er trykt, er den allerstørste Sieldenhed, haves et skrevet Fragment paa det Kongel. bibliothek, som, i hvorvel baade Begyndelsen og slutningen haves, dog hverken nævner Forfatter, eller Afskriver, eller Aarstal. At Gram har eiet det, kan ses deraf, at han paa et Par Steder med egen Haand har corrigeret den skiødesløse og uvidende Afskriver. Jeg haaber, at det ikke vil være Læseren ukiert, her at finde det interessantestse af denne Fortale i et kort Udtog.

Titelen er: Erindring til den vittige og velsindede Læser. Efter at have talt adskilligt om Digtekunstens Ælde og Oprindelse fra Moses; dens almindelige Brug hos Græker, Romere, Galler og Germaner, "saavel hos de sneevante Lapper, som hos de solvarmede Landfolk i den ny Verden" lægges til: at den hos os brugelige reene Rimekonst er laant fra de Hebræer til de Araber, og først kommen de Europæer tilhænde i Provence, hvor den blev dyrket af Troubadourerne. De Vælske, som de vare Provence nærmest, saa ere de og først med den reene Rimens Art fremkomne. — Derpaa opregnes en Mængde italienske, franske, spanske og engelske Digtere tildeels med tilføiet Benævnelse af enhvers Hovedverk. Pierre Ronsard kaldes den franske Pindar a); Chapelain den franske Homer b) Begyndelsen af Corneilles Tid: Entre tous les amans dont la jeune ferveur, lastes, fordi baade entre og jeune maae udsiges anderledes, end Accenten tilholder c). — En lang Række af tydske Digtere, fra Ottfried af Weissenburg af, igiennem Middelalderens Minne- og Meisterstangere, ned til Morhof i Kiel, sluttes med følgende tvende dansktydske: "den ædelbaarne Sehested, hvis kostelige tydske Digter, som: Hans Kongel. Maists. Tog paa Lante Rygen etc. i deres Forvarings Nat længes efter Lyset; og M. Frid. Brandt, der lykkeligen har oversat Hs. ædle Høiærværdigheds Doct. Th. Kongos hierterørende Morgen- og Aftenpsalmer."

"Den rige nu flydende Danskes Digterkilde angaaende, da endskjønt Herr Michel til St. Albani i Odense i sin Mariæ Psalter, og Mester Hans Tausan til vore Frue Kirke i Kiøbenhavn, med flere  har lagt Haand paa Digterharpen, er det dog skeet meere til det reene Guds Ords Forplantning end Rimenes Reenhed og Forbedring; des Aarsag Takterne fast i samme Eenfoldighed ere henløbne i Scopperi Reinike Foss, i begge Palladiers, Brochmands, Helvaders, begge Reseniers, Mag. Tyge Asmundsens, Søren Gotlænders, Anders Koldings og andres Oversætninger, Psalmer og Digter, indtil Mag. Anders Arreboe, den danske Bartas, brød Iisen, og banede Veien til den danske Digterkonstes Vældekilde, besynderlig i sit Hexaëmero a)." Efterat Forf. derpaa har anpriist Søren Terkelsens Oversættelse af Cats christelige Hustrue, Pontoppidans Ecloger, Ravns Bucolica, Mehrus Psalmer, og især roest Bordings Harpe, som meget reenlydende, vender han sig til sine egne Tider med følgende høitravende Indledning.

"Nu har endelig videnskabs Sol, som i andet, saa og i Digtekonsten, saaledes bestraalet det kolde Norden, at vi i vort Fæderneland har allevegne de rene Sanggudinder til Huuse, helst i Fyen, hvor, som fordum i Phocide, en tvekløfted Parnassus opstikker, hvis ene Spidse besiddes af Hs. ædle Høiærværdighed Doct. Thomas Kingo vores danske Homero. — Den anden besiddes af Hs. Velbyrdighed Jens Steen Sehested vores danske Pindaro, der midt iblandt Vaabenklang og Stykkers Tordenskrald sig til største Berømmelse altid gierne har omfavnet de fredsommelige Sangguinder. — Dorothe Engelbretsdatter, den danske Sappho, har og iblandt dumme norske Field, som i et Bæotien, fundet sitfrydeklingende Helicona a)." I Fyen nævner han fremdeles M. Jens Pedersen i Dalum, M. Elias Naur, Herr Mads Rostoch, M. Friderich Brandt, og lægger til, "foruden mange andre, dem jeg vel kunde opregne, men maae dog denne Gang gaae forbi, saasom det mig er ubevidst, om det dem alle vilde befalde, om jeg ved saa ringe en Leilighed giorde deres Navne kundbare."

Derpaa anføres adskilligt, rettest henhørende til den Beckmanske Geschichte der Erfindungen, for at vise, at vi i Henseende til nyttige og vigtige Opdagelser har Fortrin for de Gamle, og for at kunne komme til at sige: at vi især kan giøre os til af Digtekonsten, "der nu paa det sidste er bragt til Fuldkommenhed moxen over al Christenheden." — Derpaa om den Agt og Ære, Konsten altid har været holdt i; om Kong Christian den Femtes Gavmildhed mod sin Tids Digtere, med det Tillæg: "ellers var det at ønske, Digterkonsten blev meere æret af en Deel store Mænd; at man ei skulde sige med Juvenalis:"

"Et ipes & ratio studiorum in Cæsare tantum a)."

Han ivrer mod den græske og romerske Mythologies Anbringelse i Vers; raader heller, naar galtskal være, til at bruge de nordiske Asguder; Thor for Jupiter; Frigge for Venus; "Fabuler anlangede dem feiler vi heller intet for; thi de ere gierne komne fra een Mester, Fanden, hvilken, som Guds Abe, med slig Pladdersnak, har vildet efterabe den hellige Skrift; Vid. Resenii Edda."

Dernæst klager han over, at Landet Tid efter anden vorder fyldt med Kierligheds og andre lumpne Viser, f. Ex. om Jeppe og Luze, Skiøn Anne, Tyge ved Ilden, Chreen Ladefoged etc.; siger, at naar man nu, da man havde de mange gode aandelige Viser og Sange i Kingos og Dorthes Bøger, og de mange nette verdslige Viser fra Sehesteds Haand, dog alligevel brugte omtalte Lapperie og lumpne Remseqvad, var det jo ikke anderledes end man vilde høit skatte det grove Kragegylpen og rødsomme Ugleskrig imod Nattergalens søde Slag og Lerkens behagelige Tirreli a)." "Det har sig anderledes med de gammeldags Viser, der æres endeel for deres Ældes Skyld, endeel for de undertiden føres os Underretning til om Fædrenes Bedrifter, Tungemaal og mere."

Nu undskylder Forf. sin Vidtløftighed, og vender, som han selv siger, Øine og Pen hen paa sit eget. — "Denne Fortale da angaaende kunde nogen spørge, hvor den kan beqvemme sig paa saa lystigt et Skrift? Men jo! Alvor og Skiemt kan jo saavel staae sammen i een Bog, som Cholera og Phlegma i een Krop, eller Sukker og Sennop i een Skaal; det eene tempererer det andet; ellers skal det staae enhver frit for, at læse Fortalen for Skriftets Skyld, eller Skriftet for Fortalens, eller dem begge for deres egen Skyld, om derudi nogen findes som kan behage."

Derpaa taler Forf. et Par Ord om Historiens Sandhed, der skal grunde sig paa en 1666 udgangen historisk Beretning, dog, lægger han til, har han skreven Historien ikke for sin Sandhed, men for sin Ziirlighed, ikke for sin Alvorlighed, men for sin tidsfordrivelig Artighed.

"Hvad sig Materien anbelanger," begynder Forfatteren; men til at Ulykke møder her i Manuskriptet en Defect af 4 Blade i 4to, den jeg i dette Øieblik næsten meere græmmer mig over, end over Savnetaf en Decas i Livius. — Efter dette Hul i Haandskriftet følger det sidste Blad, hvorpaa Forf. paa det beste anbefaler sigtil Læserens Bevaagenhed, og Fortalen sluttes med dette Vers, som er bleven aftrykt i Spidsen af Skriftet selv:

"Gak frem nyefødte Skrift etc."

Af det anførte sees, at Povl Pedersen ikke har været ubevandret i Litteraturen, som der og hist og her i Noterne til Fortalen forefindes adskillige Citata, som vise en, efter Tidernes Leilighed, god Erudition. — At hans Skrift er forfattet efter Aar 1690, er klart deraf, at han i sine Noter citerer Ole Borch, som død; og derimod taler han om Jens Steen Sehested, som da levende, saa det maae være skrevet inden 1698, som var Sehesteds Døds Aar a). — Det ovenanførte Sted af Sorterup viser, at det i hans Tid er gaaet om i Haandskrift; og blev det ikke trykt førend omtrent 1724. Den Udgave, som omtales i de Wielandske Tidender om lærde Sager for 1724 Pag. 722 sammenlignet med Pag. 631, og som allene skal have indeholdt den første Deel af Don Pedros Historie, har jeg, uagtet al min Efterspørgsel og Eftersøgning, ingensteds kunnet opdage, veed og ikke tilvisse, om den Fortale, hvoraf jeg her har leveret et Udtog, der maaskee kunde være aftrykt.

Den Udgave, jeg har for mig, mangler Fortale, og er den almindelige, som findes i Universitetets, Hielmstiernes, Suhms, Lüxdorphs, Wandals, og andres Bibliotheker; den, saavelsom den første, er uden Tvivl efter Povl Pedersens Død foranstaltet af Rostgaard eller Wielandt. Dens fulde Titel er: Kierligheds Endrings og Undrings-Speil, forestillet udi den spanske Herremand don Pedro af Granada, hans Livs og Levnets Historie ved Philedor; uden Sted og Aar; 58 Sider i smaat Octav, med latinske Typi. Digtet bestaaer af 6 Sange, som kaldes Dele; sluttes med en Gravskrift over Don Pedro; og begynder med et Vers under Opskrift: Philedor til sit Skrift. — Af denne Udgave eier Professor Wandal et senere Aftryk med danske Typi, bestaaeende af 78 S. 8., uden Trykkested 1756. — Til Prøve paa vor Digters Maneer maae det tillades mig at anføre nogle Linier, for Ex. S. 41.

Som Maaltid nu var holdt, gik Slottets unge Frue
Med Pedro lige til den svale Somerstue,
  Der aldrig treffet blev af Solens Straalepig,
  At de der kunde lidt paa Maden røre sig.
Her var en prægtig Sal, med Hvelnings Gyps og Kride,
Paa Gulved Fliser laae, de blaae iblandt de hvide;
I hver en Vinduv-karm var sat Krystalle Glar,
Der alt med kronet Skildt og Vaaben tegnet var.
Hver konstig Skilderverk og penslet Mesterstykke
Var og Forundring værd: her saae man Elskovs Lykke
  Kuldkast i Pyramus og Tisbe deres Død;
  Af Hyacinthus Blod saae, man hvor Blomster brød.
Man Philomela saae sin Voldtægts Nød at væve
I Silke rødt paa hvidt, det var de Klagebreve,
  Hun til sin Søster skrev, som Tungens Mælebaand
  Til hendes Skades Tys var brudt ved Tereus Haand.
Man saae en malet Lund med Træers grønne Flige,
Hvor Philomela sad i Nattergales Lige,
  Og, som det sagdes, sang i Skovens Skyggerom
  Væmodig ach i ach alt for sin Jomfruedom.
Frue Søster Progne stod strax ved den anden Side
I gylden Rammelist med Ansigts Blod og Kride;
  Et Sværd i hendes Haand udøste Sønnens Blod,
  Det Tereus Faderen selv aad til Hevnebod.
Saa stod et gammelt Huus med raadne Stolpeleede,
Tagskiægget skiulte nep den dyndbeklined Rede,
  Hvor Progne Stakkel sad i Svales Sørgedragt,
  For hun sin egen Søn til Døden havde bragt.
Den rødeplettet Stenk udaf de blodig' Hænder
Paa hendes duned Bryst man end omstunder kiender.
  Man og Herfuglens Top i Tereus Nakke saae,
  Som end med sit Pupu sin Hustrue raaber paa.
Narcissus i sig selv sig selv forelske vilde,
Der han sit Ansigt saae i Vandets klare Kilde.
  Man Ganymedes saae i krummed Ørnekloe
  Igiennem Luften ført til Guders Himmelboe etc. *)

Hvad Poemet i det Heele angaaer, da er det i samme Smag, som Boccaccios Decameron, eller La Fontaines og Bruuns Fortællinger, og er egentlig en poetisk Udarbeidelse a) af den første af Scarrons spanske tragicomiske Nouveller, hvor det heder La Precaution inutile b). — Don Pedros Sprikwort hos Scarron: une femme d'esprit vous trompe tôt ou tard. item: on ne pouvoit etre surement marié avec une femme d'esprit, oversætter vor Forfatter paa følgende Maade:

— — — — det blev hans stadig Troe,
At Skiønhed med Forstand hos Kydskhed ei kan boe.

eller:
  Skiønhed med Forstand er ei en Bønne værd.
eller:
  Skiønhed med Forstand staaer aldrig til at troe.

I de Wielandske Nye Tidender om lærde og cureuse Sager for 1724 Pag. 722 blev Forfatteren til Don Pedro anpriist, som den, der med Rette kunde tilegne sig Sted iblandt vore danske Poeter, og som den, "der i Locutionerne og i sin høie Geist er sig selv fra Begyndelsen til Enden lig, og besidder sit Sprog i Fuldkommenhed."

Neppe var Don Pedro kommen for Lyset, før der mødte en Antiphiledor, nemlig Lyder von Müllen, hvis Levnet og Skrifter anføres af Worm. Han Skrift er saa poetisk, at endog Titelen er paa Vers:
Den spanske Herremands Don Pedros Beile-grille
Og mange andres Feil hos deres Beile-ville,
Viist efter Venners Raad, af en, som gierne sig
Retsindighedens Pligt Lar være Mærkelig.

Det er Titelen, hvorhos staaer P. Hoerreboe som Imprimatur, og Kiøbenhavn Aar 1724. 8vo.

Von Müllen har ikke af egen Drift skrevet mod Philedor:

Jeg ligesom blev nødt af Venner etc. *)

Philedors Fortienester som Digter erkiender han:

Vor ædle Philedor vi hans Lov ei berøve,
  Som os Don Pedros Synd med nette Vers har viist.

Hensigten er at forsvare Kiønnet imod Don Pedros Beskyldninger. Von Müllen er vel andægtig og opbyggelig, men en slet Poet: her er et Par af hans bedste Vers:

Fordi hos Skiønheds Vid til Utugt monne vanke,
  og Pedro saadan Synd hos vittig Skiønhed faae,
Han fattede sig strax saa skammelig en Tanke,
  at Beilere ei bør til vittig Skiønhed gaae.

Han derfor ægtede sin Laura, Skiønheds Taabe,
  I Tanke, hun var tydsk, for hun var græslig dum.
Men ved sit Taabe valg han maatte selv udraabe,
  At Kydskhed hos en Gaas fandt end langt mindre Rum.

Denne Piece sluttes med en i usle Riim forfattet Extract af den naturlige og guddommelige Lovs Privilegio til Efterretning for onde Bogtrykkere om at ei eftertrykke dette Vers.

Kort efter udgav von Müllen Apologie ie: Forsvars Vers for den nylig trykte Beile-Vers om Don Pedros Beile-grille, bestaaende af 4 Blade 8., hvori han søger at forsvare sit Beilevers mod adskillige ulige Domme, som i Selskaber bleve fældede derover, og hvoraf ingen er rigtigere end Nummer 7.

En siger: dette Vers af Geist har ei en Gnist.

Til Slutning vil jeg blot føie til, at Povel Pedersen maaskee kan have taget Anledning til at kalde sig Philedor af et 1667 i Kiøbenhavn udkommen, poetisk Skrift, hvis Titel er: Philidors Erst entflammte Jugend, vid. Hielmstiernes Bogsaml. 2den Deel S. 739; og at Herr Sandvig fortæller mig, at han har seet en Udgave af Philedors Don Pedro i Qvart.

Nyerup.

a) [note side 34] Sigter til et bekindt, skiøndt utrykt, Epigram af Wessel.  K.

b) [note side 34] Baggesens anden comiske Fortælling.  K.

c) [note side 34] See hans nydelige Epigram til Zeline, der raadede ham at skrive Satirer.  K.

d) [note side 35] Denne Hypothese om vor Digters Fødeland bestyrkes ved et Sted i den, her siden efter anførte, Fortale, hvor Forfatteren siger, at han i sin Barndom har seet Tyge Reenbergs Artighed.

e) [note side 35] Om Sehested vid. Fortalen til den ny Udgave af Fyens Berømmelse.

a) [note side 38] Boileau har beskreven denne franske Pindar saaledes:
Sa Muse en francois parlant grec & latin
Vit dans l'age suivant par un retour grotesqve,
Tomber de ses grands mots le faste pedantesqve  K.

b) [note side 38] En slet Digter, som Boileau har foreviget saa vel som hans Epopee, la Pucelle d'Orleans f. Ex. la pucelle est encor une oeuvre bien galante. Et je ne sais pourqvoi je bâille en la lisant.  K.

c) [note side 38] Man seer altsaa, Povl Pedersen har i sin Eenfoldighed skanderet de franske Alexandriner efter de Love, vi have underkastet vore.  K.

a) [note side 40] Og sætter altsaa vor Forfatter den forbedrede Digtekunsts Begyndelse i Danmark til samme Tidspunkt, som Herr Sandvig i Fortalen til det 1ste Hæfte af Levningerne af Middelalderens Digtekunst.

a) [note side 41] Hvad vilde vel den gode Povel sige, hvis han levede i vore Dage, og saae alle de Digtere, som yndes og hædres af Nationen, paa fire eller fem nær at være norske, som begge Frimænd, Storm, sal. Wiibe, Wessel, Nordahl Brun, Fasting, Colbiørnsen, Meyer, Stockfledt, Mad. Castberg, Zedlitz, og flere, om hvilke jeg siger, som Forf. her strax neden for, dem jeg vel kunde opregne, til Beviis paa Nordmændenes stor Anlæg til Poesien, men som jeg dog ved denne Leilighed gaaer forbi, fordi det er mig ubevidst, om det dem maatte befalde.

a) [note side 42] Noget mere over denne Text i næste Hefte.  K.

a) [note side 43] Hvad mon den Mand vilde sige, naar han saae i vore Tider, Horrebov og Seidelin lade aftrykke vore meest yndede Digteres Viiser ikke allene uden deres Tilladelse, og aldeles urigtigen, men endog i Samling med Chinafarer Menuetter, og den smagløse Text til Pergolesis March. Det er ellers haardt, at det skal være disse Fribyttere tilladt, at rane saa vel fra Digter som Forlægger deres lovlige Eiendom, især da Fordelen for begge desuden er saa ringe i Danmark.  K.......

a) [note side 45] Da der i Begyndelsen af den 4de Sang i Digtet selv siges om Kongeriget Neapel, at det ligger under Spanien, saa følger for det første, at det er skrevet før 1707, i hvilket Aar de Keiserlige indtog Neapel. Denne Bestemmelse af Tiden hielper meget til at vise, at ingen anden end vor Povel Pedersen kan være Forfatter til Don Pedro af Granada.

*) [note side 48] Hvem tænker ikke her paa Boileaus,
S'il recontre un palais, il m'en depcint la face,
Il me promene apres de terrasse en terasse
Ici s'offre un perron, la regne un corridor,
La ce balcon s'enforme en un balustre d'or.
Il compte des plafonds les ronds & les ovales,
Ce ne sont qve festons, ce ne sont qv' Astragales,
Je saute vingt feuillets pour en trover la fin
Et je me sauve a peine au travers du jardin.
Fayes de ces auteurs l'abondance sterile. — &c.

a) [note side 49] Som et Beviis paa hvor meget Povel Pedersen har forsøget og udarbeidet den Idee, han fandt hos Scarron, vil jeg anføre Originalen til nysanførte Beskrivelse: Elle le fit entrer dans un grand Cabinet fort frais, enrichi de tableaux, de porcelaines, & de choses rares, & qvi ne mangvoit pas d'une riche estrade, de magnifiqves carreaux, & de lit de repos couvert de matelas de satin.

b) [note side 49] I den tydske Oversættelse af Scarrons Noveller, som udkom i Hamborg 1779, heder den: Die klugen Weiber und die dummen.

*) [note side 51] Staaer en Forfatter til Troende, naar han sig sligt?  K.