Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Femte Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1864. 879 sider.
[Indledning side 1-31]
Fra 1817, da Krigens haardeste Følger nogenlunde vare forvundne og Folket, udmattet af den lange Spænding og Kamp, begyndte at komme til Ro, blev Samfundslivet en Vegeteren; der foregik ikke noget Usædvanligt eller Stort, som kunde vække Almeenheden til kraftig Livlighed og Opsving: uden at være synderlig tilfreds med Forholdene, log man, i behagelig Følelse af den tilbagevendte Fred og Sikkerhed, Tiderne som de vare og fornøiede sig med det Hverdagslige saaledes som man bedst kunde. Det var først med Indtrædelsen af 1831 at der atter i Folket begyndte en Bevægelse, som, ved Stænder-Institutionens Indførelse, det af Lornsen reiste slesvigholsteenske Røre, Nathansons Oplysninger om Danmarks Handel og Finantser og, fornemmelig, Ussings ligesaa kjækt aabnede som djærvt og kløgtigt gjennemførte Kamp for Trykkefriheden, hurtigt tog til i Omfang og Kraft til virksom Indskydelse paa tilstandene. I 1829, hvormed dette Afsnit af Theaterhistorien begynder, var den spidsborgerlige Hengivelse under Øieblikkets Kaar, med dens slappe Leven for Dagen, dens Syslen og Tidsfordriv med det Trivielle og dens smaalige Interesse for det Locale og Temporaire, paa sit Høieste. Det kunde ikke være andet, end at den døsigt ubekymrede, [sideskift][side 002]for al høiere Interesse fremmede Stemning maatte indvirke paa Theatret, der forresten selv havde bidraget betydeligt til at fremkalde den, ved den Mangel paa Charakteer, som, uagtet der af Oehlenschläger var skabt det et ægte nationalt og poetisk tragisk Repertoire, mere og mere var bleven dets Charakteristiske. Vaudevillens Tilblivelse og Lystspillets Gjenoplivelse havde vel bragt Publikum i en øieblikkelig Extase, der var saameget hidsigere da intet Andet lagde Beslag paa dets Interesse; men om den skulde kunne vedligeholde sig for en Tid, om den skulde enten stige eller svækkes, vilde, som netop de oehlenschlägerske Værker havde beviist, mindre komme an paa det Værd, hvilket disse Skuespilarter havde i sig selv, end paa Theatrets administrative og artistiske Forhold og hvorvidt den forhaandenværende Tilstand, ved enten at fastholde sig eller at undergaae Forandring, vedvarende sikkrede dem en gunstig Optagelse og fremmede deres Udvikling. Til rigtig Opfattelse af Skuepladsens øieblikkelige Stilling og den mærkelige Forandring, der foregik under den allerede begyndte Periode, vil det derfor være nødvendigt at have en Skildring af hvorledes den Tilstand, der ovenfor betegnedes som den eiendommelige i 1829, var tilstede i de forskjellige Forhold, der enten have Indvirkning paa Skuepladsen, eller som den indvirker paa.
Hos Almeenheden sporedes ikke endnu mindste Attraa efter at opnaae mere end Forbedring af den personlige Velværen; Ønsket om større stateborgerlig Frihed var slet ikke til. Talles der om politiske Partier, da var det Udlandets; her fandtes ingen. Man havde med stor Deeltagelse fulgt Grækernes Frihedskamp, og der politiseredes meget i de mange Klubber og paa offenlige Steder om [sideskift][side 003]Ruslands Krig med Tyrkiet. Dom Miguels Usurpation og Tyrannie i Portugal og Ministeriet Polignacs formodede Anslag imod det franske Charte; men det var langtfra, at der af Fornøielsen ved at høre, hvorledes i andre Lande undersaatterne reiste sig imod deres Regjeringers Vilkaarligheder, opstod Ønsker om at modsætte sig dem, som man hertillands fandt sig misfornøiet med. Folkets Masse, navnligen Eiendomsbesiddere og Familiefædre, omtalte tvertimod altid den Lykke, at Urolighederne vare af den Art, at Danmark ikke kunde blive indviklet i dem, og at, hvordan det end gik. Kongemagten her var saa grundfæstet, at man ikke hos os skulde ængstes for at see Liv og Gods satte paa Spil ved revolutionaire Foretagender, men kunde, under dens Overholdelse af Fred og Orden, leve trygt og samdrægtigt. Man mindedes endnu den almene Forfærdelse, som for en Snees Aar siden var vakt red Rygtet om, at Dampe havde været paa Nippet til at udføre en Omvæltning, hvori man kun faae den skrækkeligste Fare, siden det ikke kunde tænkes, at et Angreb paa den lovlige Magt her kunde føre til andet, end de Skyldiges og mange Forledtes Undergang, unyttige Gadekampe og Voldsgjerninger mod fredelige Borgere. Kongeloven stod for Alle, som en, selv fra Regentens Side, uomstødelig Hindring for enhver Indskrænkning af Enevoldsmagten. For Mangfoldige var tillige en fri Forfatning endogsaa Noget, der, i det mindste i Danmark, kunde have saa fordærvelig Indskydelse paa Folkets enige Samliv, at man maatte være glad over, at Kongen var ved Loven forbudet at give den. Da der i Christiania ved Constitutionsfesten 1829 forefaldt endeel grove Gadeuordener, ved hvilke Pøbelkaadhed, Raahed og Haan imod Øvrigheden ret havde [sideskift][side 004]givet sig Luft, hørte man hyppigt i Kjøbenhavn ellers oplyste og fornuftige Mænd sige: "Det kommer der ud af Constitutioner! Nei, lad os være fri for dem og takke Gud for den Fred og Ro vi have under en god Konge." Om Byskandaler, personlige Forurettelser og Ulykkestilfælde hørte man nok et stærkt offenligt Skraal, og "Politievennen" var det meest læste, omtalte og frygtede Blad, selv i høie Embedsmænds og fornemme Borgeres Huse; men til at der om almeenvigtige Gjenstande dannede sig en offenlig Mening kom det aldrig. Bladenes sildigere saa hyppige Beslaglæggelser med de derpaa følgende Trykkefriheds-Processer, hvilke saameget bidroge til at vække og fremme Interesse for og Mening om det Offenlige, kjendte man ikke til, deels fordi Redacteurerne kun optoge Dagsnyheder, literaire Kævlerier og fra andre Blade hentede Beretninger, hvoraf endog den meest nøiseende Censur sjeldent kunde tage Forargelse, deels fordi de ikke, førend i 1834, da Ussing aabnede deres Øine, havde Ahnelse om, at de kunde paakalde Domstolene imod Censors Godtbefindende, men ansaae hans Kjendelse for uomstødelig. Hvad der angik En selv eller Paarørende holdtes for det Eneste, man havde at bekymre sig om; for at tænke paa Staten og dens Styrelse troede man sig fritaget, ved at man vidste, der var en Regjering, som nok i sin Viisdom vilde vide at træffe det Rette, og hvis Bud det var Borgernes Pligt at efterkomme. Til de Faa, der i Discurser yttrede sig hvad man dengang kaldte "frit", havde man ikke engang endnu Benævnelsen "Liberale", og de bleve i Almindelighed staaende ved Ønsket om en eller anden administrativ Forbedring, navnlig i det Communale. Der var vel Danskhed hos Folket, men Krigen havde mere bragt Lidelser, som [sideskift][side 005]hver Enkelt maatte bære for sig, end Kampe, hvortil Alle havde sluttet sig sammen; derfor var Nationaliteten ikke kommen til Bevidsthed og Yttring under den. At man havde et dansk Flag, som med Hæder var blevet forsvaret imod Overmagten, det vidste Enhver; men en Fremmed vilde have sat den meest dannede Danske i Forlegenhed ved at spørge ham, hvorledes den danske Nationalkokarde saae ud, thi Samdrægtighedsfølelsen havde ikke endnu været levende nok til at finde et saadant nationalt Særkjende, end ikke for Hæren. Adskillelsen imellem Stænderne var endnu saa stor, at Foreninger i national Aand slet ikke vare tænkelige; de høie Embedsmænd bleve betragtede med en Ærefrygt, som om de stode langt over Samfundet, hvilket overhovedet kun var til som sluttede Kredse, der dannede sig efter Rang, Stand og særlige Sympathier, hvorfor Omgangen, selv i mange af de bedste Selskaber, meget savnede Urbanitet og Frihed. Kun i een Følelse forenede Høie og Lave, begge Kjøn og alle Aldere sig paa det Inderligste: i ærbødig Hengivenhed for Kongen. De store, endnu følelige Ulykker, som under Frederik den Sjette rammede Folket, havde, langt fra at fravende ham dets Hjerte, kun tjent til at knytte det fastere til ham; thi ikke blot havde han trolig baaret dem med sine Undersaatter, men at han ikke, hverken af Udsigt til Fordeel eller Frygt for Overmagten, var at bevæge til at bryde sit Forbund med Napoleon, havde været deres Grundaarsag, og baade havde et heelt Folk ikke nogetsteds udenfor Frankrige hængt ved Keiseren med saa stor Begeistring, som i Danmark, og vare de Danske stolte af at deres Konge ved sin Troskab havde vundet Høiagtelse og Berømmelse endog hos sine og den Faldnes Fjender. Man var ikke blind for, [sideskift][side 006]at flere af hans høitbetroede Mænd ikke vare deres Kald voxne og hans Tillid uværdige, men man vidste, at han i god Tro havde valgt dem, og Ingen tvivlede om, at han selv i al sin Tænken og Handlen kun lededes af den reneste Retsindighed og utrættelig Iver for at fremme Folkets Lykke; det var Alles hellige Overbeviisning, at om en Yndling endogsaa nu og da kunde liste en personlig Begunstigelse igjennem hos ham, taalte han ikke nogen ham vitterlig Uretfærdighed eller lod sig bringe til andre Beslutninger, end saadanne, som, efter hans Anskuelse, vare hans Rige til Gavn eller Hæder. Han var derfor elsket som sit Folks, i Modgang som i Medgang, kjærligt deeltagende og virksomme Fader. Dets hjertelige Hengivenhed for ham og hans Huus havde nylig i al sin Fylde viist sig i Alles store Glæde og levende Enthusiasme ved Høitideligholdelsen af Kronprindsessens Forlovelse med Prinds Ferdinand; den viste sig kort Tid efter ligesaa almeent og kraftigt ved Formælingen, og naar han i Anledning af sin Fødselsdag kom i Theatret, da var Forsamlingens Hylding ikke en blot Ceremonie, men et sandt og sjælfuldt Udtryk af Folkets Glæde over at see den gamle, i sin Fremtræden jævne og bramfri, Konge, paa hvis alvorlige Ansigt man vel saae, at
Rigsæblets Saft er ikke sød,
Og blødt ei Tronens Purpurklæde;
men ogsaa det milde Præg af Tilfredshed med at
Kjærlighed var al hans Løn.
De gode Kaar, der atter begyndte at aabne sig for Handel og Industri, og den Tryghed, Fred og Mag, hvormed man, uberørt af Ophidselsen og Uroligheden i andre Lande, levede under en elsket Regent, der, endskjøndt [sideskift][side 007]han ikke personlig havde synderlig Interesse og Smag for dramatisk Kunst, gjerne understøttede den som Noget, der blev forestillet ham at være dannende og fornøieligt for Folket, syntes at maatte blive Theatrets kunstneriske Udvikling til stor Fremme. Men der var andre, for endeel i de allerede omtalte Tilstande liggende, Omstændigheder, som berørte det endnu dybere og ingenlunde begunstigede hverken Skuepladsens livfulde Indskydelse paa Publikum eller dettes stigende Erkjendelse af dens Værd og Betydning. — Ved at hver enkelt af de Kredse, hvori det spidsborgerlige Samfundsliv førte Toneangiverne til at slutte sig sammen, ei alene gjorde stort Væsen med hvad dens Anskuelser og Sympathier vare for, men ogsaa vilde have dette bragt til Anseelse hos Almeenheden, som det Bedste, Sandeste og Værdiefuldeste i sin Art, opstod flere Cliquer, der ved vims Kabaliseren og indbyrdes Kiv i høi Grad droge Opmærksomheden fra det, som just var det Væsenlige ved Gjenstanden, hvorom de stredes. Thi det var ikke nok med, at enhver Clique anvendte Alt, for at faae sine Udvalgte trukne frem; men disse skulde staae alene som de Beundringsværdige, derfor maatte tillige alle Andre, der fremtraadte med Krav paa nogen Opmærksomhed, stødes tilbage. Man kunde saaledes være sikker paa, at ethvert nyt Værk vilde baade blive hævet til Skyerne og revet ned, fornemmelig med Hensyn til Uvæsenligheder, hvorom Partiegængerne lettest kunde vente at give Andre den gode eller slette Mening, som de derpaa vilde søge at gjøre gjældende om det Hele. Det var altid ved Bedømmelsen af et Kunstværk først og fremmest om at gjøre, at vide hvem Forfatteren var; derfor skreve de Fleste, især naar de ikke allerede havde erhvervet sig et Navn, der kunde [sideskift][side 008]udholde et hadsk, affeiende Angreb, anonymt, men betroede sig, hvis de stode i Forbindelse med et dem personligt gunstigt Partie, til En eller Anden af dets Formaaende; og derfor udgik der, saalænge et anonymt Værks Forfatter endnu ikke var opspioneret, fra Cliquerne en urolig Gisnen og Gjætten, som i Almindelighed foranledigede mere Omtale end Værket selv. Dette Uvæsen fik saameget større Raaderum, da der ikke paa den Tid fremkom et eneste stort poetisk Værk, som ret kunde gribe Almeenheden, saa at den gjorde sig fri fra Paavirkning af de smaalige Coterieanstrengelser, hvorved man søgte at indtage den for eller imod, hvad der bødes den. Chr. Winthers nylig udkomne Digte vare vistnok en høist vigtig Berigelse af den poetiske Literatur, men han havde den Lykke, efterhaanden saaledes at have vundet Folkets Hjerte, at de strax fandt en Optagelse, der udelukkede al Anledning til en literair Kamp, hvori Almeenhedens sunde Følelse tilsidst skulde gjøre Udslaget. Ogsaa tre Bind dramatiske Arbeider af Hauch vare af meget stor Betydenhed, men da de, med Undtagelse af "Tiber", som var lidet egnet til ved Opførelse at tiltale Publikum, ikke bragtes paa Scenen, bleve de kun de selvstændige Dannedes Læsning og kom, saameget de end i mange Partier havde en poetisk Sandhed, Kraft og Mægtighed, hvorved de altid ville blive noget af den danske dramatiske Digtnings Ypperligste, ikke til mærkelig Virkning paa Almeenheden, og dette var nok for Partiegængeriet til ikke at bekymre sig stort om dem. Forresten vare Oehlenschläger og Heiberg i den sidste Tid tavse, og Ingemann digtede fædrelandske Romaner, som vakte megen Lyst til historisk Læsning og fandt stort Bifald, men ikke satte Partierne i Bevægelse, da ingen i dette Literatursag opop-traadte [sideskift][side 009]traadte ved Siden af ham. Derimod maatte H. C. Anderen, som begyndende Digter, bittert føle, at Cliquevæsnet var til og ved fuld Rørlighed. Da Almeenheden allerede havde vundet Interesse for hans umiskjendelige Genie, viste sig ogsaa strax imod ham endeel kritiske Avindsmænd, som ved hver given Leilighed søgte, især med Beskyldning for aandløs Efterligning af andre Digtere, at nedsætte og haane ham, samt føre Beviis for, at hans Poesie altfor meget manglede Gehalt til at der kunde være Haab om at han vilde blive til andet end en Fusker. Værst gik det imidlertid paa det musikalske Gebeet. Her havde Publikum kun sin Følelse at domme efter, og denne underkjendtes ganske af den musikalske Clique, der gjorde Theorie og Technik — som Publikum maatte erkjende at det ikke forstod, men som rigtignok ogsaa kun Faa af selve Cliquen vidste noget af, — til ikke blot det Vigtigste, men det egenlige Aandfulde og det, hvori dens Idoler just vare uovertræffelige, men alle andre Musikere, dog især de italienske, de usleste Stympere. Skulde derfor et musikalsk Værk gjøre Lykke paa Scenen — og af betydelige Compositioner kom næsten ingen andre frem end dramatiske, — men det ikke var af en af de musikalske Kjenderes meget faa Beundrede, da maatte det indeholde saa store Skjønheder, at Publikum henreves til at glemme deres Underviisning om, at det burde finde det slet, og brød ud i et Bifald, som Machinationen fandt det raadeligt at trække sig tilbage for med haanende Beklagelse over Publikums fordærvede Smag. Forresten vare de musikalske Partiebestræbelser langt heldigere naar det gjaldt om at vække Kulde for noget Godt af En, der skulde bringes i Ugunst, end naar de gik ud paa at hidse til Varme for noget Maadeligt af En, [sideskift][side 010]der skulde sættes i Gunst. Publikum var meget let at lede, kun ikke til at finde det Kjedsommelige interessant. Det var blot naar det kom an paa at sætte sin Villie igjennem med Hensyn til noget Betydeligt, om hvilket man vidste Publikum tilbøieligt til at have en anden Mening, at man søgte Bistand hos Bladene, og da med anonyme Artikler, som ved Bekjendtskab med Redacteurerne fandt Optagelse i dybeste Hemmelighed. Ordenligviis blev Publikums ledende Tanke til ved at nogle gode Hoveder, med et stort Tilhæng af unge og gamle Eftersnakkere, som gjerne vilde give sig Anseende af at være det, dagligen traf sammen i Minnis Caffée paa Hjørnet af Kongens Nytorv og lille Kongensgade, for, tilligemed Pratten om Byens Nyheder, at henkaste deres Domme om hvad der var fremkommet eller ventedes at skulle fremkomme paa Kunstens og Poesiens Gebeet. For Theatrets Vedkommende besøgtes disse Concilier af et Par Skuespillere, som baade Beretningsaflæggere og Veiledere til hvad der skulde menes og gjøres. Var dette først vedtaget, bleve de andre Gjæster trukne ind i Conversationen, og Partieanskuelsen, som aldeles tilfældigt, af og til berørt indtil de tilbørligt havde optaget den, saaledes at de kunde bære den bort med sig til deres Omgangskredse, hvorfra den da gik videre ud iblandt Publikum, uden Ansvar for dens Ophavsmænd, som jo hver for sig blot løseligt havde yttret sig under Discursens Løb. Ved denne Manoeuvre vidste man, ganske umærkeligt af Almeenheden, at vinde Stemningen for sine Yndede og vende den imod deres Medbeilere. Det var alene Bladene, som havde kunnet modvirke dette Coterie; dog netop de modtoge dets under forskjellige Mærker sammensmedede Incitationer, men drøftede ikke dengang selv æsthetiske [sideskift][side 011]Frembringelser, med Undtagelse af "Maanedskrift for Literatur," der, foruden Adskilligt, som ikke var uberørt af den smaalige Partiskhed, indeholdt mange grundige Bedømmelser, hvilke dog i Almindelighed udkom saa lang Tid efter det Bedømtes Offenliggjørelse, at Kammeratskabet allerede da havde listet sine Anskuelser ind i Mængdens Forestillinger om dets Værd. I "Kjøbenhavns Morgenblad" for 1825-26 og "Theaterblad" 1827 havde nuværende Conferentsraad David, under Mærket Y. Z., skrevet en Række dramaturgiske Recensioner, der, om endog ikke heller de bleve fundne uden Partiskhed, vistes megen fortjent Opmærksomhed for dannet Tone, Kunstkyndighed og en mere end almindelig omhyggelig og smagfuld Bedømmelse af Stykker og Udførelse. Heibergs "Kjøbenhavns flyvende Post" havde fra Januar 1827, ved, undertiden rigtignok vel skarpt og kløgtigt, at kritisere ny Literaturmærkeligheder, begyndt at pirre den indslumrede Kunstsands til bevidst Virksomhed, og fornemmelig, ved Heibergs egne og, i 1828, Davids dramaturgiske Drøftelser givet Udsigt til at Coteriet skulde, for Theatrets Vedkommende, omsider blive nødt til at trække sig tilbage for Indsigt og alvorlig Bestræbelse efter at skaffe Sandheden Gyldighed. Men Heibergs Blad standsede ved Udgangen af 1828 og fra den Tid blev Herredømmet i Journalistiken hos "Kjøbenhavnsposten", som var uden nogensomhelst Tendents og ikke havde andet, der fik Tilværelse ved Redactionens Ledning, end sin daglige, fra Dagsbegivenhederne og Avisefterretninger sammenkludrede. Nyhedspost, men forresten, i broget Blanding, optog Løst og Fast: Oversættelser af, Meninger om og Episoder i Memoirer, Reisebeskrivelser og Biographier, Festsange og alskens Leilighedsdigte, religiøse Stridsartikler og især en [sideskift][side 012]Mængde personlige Kiverier, der undertiden førtes med Skjældsord og i den groveste Tone. Et saa aldeles holdningsløst Blad, som, uden Hensyn til andet end stigende Afsætning og Redacteurens Gunst eller Ugunst for de Paagjældende, gjorde sig til Udbreder af Alt, hvad der kunde vrøvles om Noget, som for Øieblikket vakte eller skulde drives til at vække Opsigt, gav Cliquen en ypperlig Leilighed til, anonymt og pseudonymt, at lede Mængden ved Pressen; dens Travlhed begyndte derfor ved denne Tid hyppigere at yttre sig literairt, og da der ikke mere var noget Blad, som gjorde den alvorlig Modstand eller endog blot tvang den til at dæmpe Tonen, var den Skjæbne, som enhver æsthetisk Frembringelse i sin Nyhed skulde friste, nu i høi Grad afhængig af dens Godtbefindende.
Lykkeligviis forslog den Lovgivermyndighed, som Kammeratskabet, heldigt og med stedse stigende Overmod, søgte at anmasse sig i Poesiens og Kunstens Rige, blot til at bestemme det første Indtryk af de bedømte Gjenstande paa Mængden, men formaaede ikke i Længden at hævde dets Dom om dem. Almeenhedens Smag havde nemlig undergaaet en betydelig Forandring til det Bedre. Den for det vammelt Sentimentale, forskruet Naturlighed og eventyrlige Begivenheder sværmende Periode var forbi; Lafontaines blødagtig følsomme Familieidyller og de tungsindigt omvankende Røvere med deres altopoffrende Elskerinder henreve nu kun Børn og Tjenestefolk, men spottedes af den egenlig læsende Verden for Flauhed og Affectation. For Øieblikket var Walter Scott den fremfor alle yndede Romanforfatter baade for den fine Verden og for Mellemklasserne, og ved ham var allerede Sands for bestemt Charakteristik i Skildringen af Mennesker og Sæder og for [sideskift][side 013]poetisk Fremstilling af det Sande og Naturlige bleven saa livlig og luttret, at det ikke var ualmindeligt om Ingemanns historiske Romaner, som ogsaa vare en meget uddredt og saavel for mange Partiers fortræffelige Behandling som for det fædrelandske Stof overordenlig yndet Folkelæsning, at høre af Lægfolk i Literaturen den Mening, at de dog stode tilbage for Walter Scotts i Henseende til indre Sandhed og rene, fast gjennemførte Charakteertegninger. Den elegante Verden havde endvidere især sin Underholdningslecture i Oversættelser af et Par af Washington Irvings livfulde og humoristiske Arbeider, Mad. Stael-Holsteins "Corinna", Carol. Pichlers "Agathokles" og Johanna Schoppenhauers "Gabriele"; med Romanlæsernes Masse deelte den Yndest for Manzonis "Brud og Brudgom". Kruses ved spændende Forviklinger og piquante Situationer interessante Fortællinger og de paa den Tid meget søgte, meest fra Tydsk oversatte, Novellesamlinger, der overhovedet vare heldigt valgte. Læselysten var vel dengang langtfra saa almeen, som den sildigere blev, men hvad man helst læste tydede paa et stærkt Opsving i Dannelse og Smag. Indskydelsen deraf viste sig ogsaa med Hensyn til Skuepladsen; det store Publikum begyndte mere at gjøre sig klart, hvorvidt det Fremstillede havde Natursandhed, saa at Svulst, Overdrivelse, Forfatternes egne, Charaktererne blot paaheftede, Moersomheder, kaade Indfald og flaue Løier ikke saa ofte som førhen blændede Tilskuernes Masse og fremkaldte stormende Bifald. Men medens en saa glædelig Forandring meget bemærkeligt yttrede sig i Smagen tegnede Skuespilbesøget mere til at ville tage stærkt af, end til at skulle stige. Allerede det, at man endnu var midt i en Overgangsperiode, saa at Interessen for den nye Stiil i [sideskift][side 014]det Fremstillede og Fremstillingen ikke havde fastnet sig, bidrog meget til at slappe Interessen, men endnu mere Bestyrelsens liden Opmærksomhed for at holde det Bedste af det ældre Repertoire paa Scenen i al den Glands, som Theatrets kunstneriske Evner endnu vilde have været istand til at bevare det. Hvormeget Publikum end i det Hele var kommet til bedre Omdømme om hvad der blev budet det, grebes det dog mere af hvad det saae, end af hvad det hørte, og medens Parterre og Gallerie endnu undertiden havde Jubelskraal for Knaldbortgange, Grimasser og en carikeret Maske, havde Parquettet saare sjeldent Bifaldsyttringer for en enkelt ypperligt fremsagt Replik. Dersom Bestyrelsen omhyggeligt havde sørget for at faae correcte, med et godt Ensemble givne og fra al Udpyntning med Bombast eller Gjøgleri befriede Forestillinger, da kunde den have forebygget Anledning til Frydeskrig over platte Faxer og fremmet den lydelige Erkjendelse af det udmærkede Kunstneriske; men den lod Forestillingerne gaae saaledes, som de, uden vedbørligt Tilsyn af Instructeurerne, kom til at gestalte sig ved den større eller mindre Omhu, hvilken hver enkelt Spillende fandt for godt at anvende paa sin Rolle. Dette virkede i høi Grad til at gjøre de Dannede ligegyldige for Theatret. Til de almindelige Forestillinger i Repertoiret, hvilke i Regelen bleve bestemte af Nøden og meget ofte, formedelst de hyppige, Directionen ikke sjeldent vitterligt foregivne, Sygdomstilfælde, paa selve Opførelsesdagen, var Besøget saa sparsomt, at det ikke var noget Særsyn at der ikke saaes 100 Tilskuere i Huset, med Undtagelse af dem, som kjedede sig i de bortabonnerede Loger. Kun faa af disses Publikum vare forresten Abonnenter; Massen, især i anden og tredie Etage, bestod [sideskift][side 015]af en for den enkelte Aften sammenløben Pøbel, der altid var talrig i samme Forhold, som Forestillingen var slet besøgt af skikkelige Folk. Denne besynderlige Omstændighed, der, ved de store Ubehageligheder, som den medførte for et anstændigt Publikum, afholdt Mange fra jævnligt Theaterbesøg, havde følgende Grund. De fleste Loger vare ved Abonnement i Hænder paa Høkere, som forsamlede sig paa Hjønet af Kongens Nytorv og lille Kongensgade for at forhandle de enkelte Pladser. Ved særdeles yndede Stykker bleve Høkerne paa deres Stade og lode sig gjøre Tilbud af de Comedielystne, der ofte gave et Par Daler for en Bageste-Bænk-Plads i en maadelig Sideloge, men gjerne betingede sig, at der ikke maatte komme flere i Logen, end der fra Theatrets Side var ansat Pladser til. Gaves et forslidt Stykke eller en Forestilling "paa rød Plakat", løb Høkerne derimod omkring paa Torvet efter Tjenestepiger, Haandværkssvende, der gik fra Arbeide, Dagleiere, Børn og hvem andre de kunde faae sat paa, for at paatrygle dem Billetter for en Mark, ja otte Skilling. Godtkjøbet bevægede da en Mængde sletklædte Personer til at gaae i Comedie, og eftersom Høkerne havde Lov til at have saamange i en Loge, som vilde finde sig i at lade sig stuve ind i den, søgte de at bøde paa den ringe Priis med et destostørre Kjøberantal, hvorfor der altid, paa saadanne Aftener, i en Høkerloge var saa overfyldt, at de, der havde de bageste Bænke, maatte staae paa dem og støtte sig med Hænderne mod Logekarmen eller Loftet. Man skulde ikke troe, at dette Uvæsen kunde finde Forsvarere i Directionen. Dog var det saa. Da den Uorden, Forstyrrelse og Uleilighed, det medførte for dem, der vare i Loger, som stødte til Høkernes, havde bragt det saa vidt, at ingen Borgerfamilie [sideskift][side 016]vilde abonnere i anden og tredie Etage, saa at alle derværende Loger vare tilslaaede Høkere, og Directionen frygtede for, at heller ikke disse vilde indlade sig paa Abonnement, dersom der blev sat Grændse for deres Anvendelse af Logerne, saa søgte den, til sit eget Forsvar imod de mange Klager, at forsvare Overfyldningen med den Paastand: at Høkeriet forøgede Theatrets Publikum og tjente til at udbrede Smag for Skuespil, idet Mangfoldige af Almuen, som ellers aldrig vilde være komne i Theatret, bleve lokkede til det og derved fik Lyst til oftere at besøge det. Men ikke blot blev Tabet ved at man leed betydelig Afgang i det anstændige Publikum, af hvem Theatret dog kun havde kunnet vente stadigt Besøg, maaskee for Øieblikket ligesaa stort, som Fordelen af at have alle Loger bortabonnerede til Høkere, og maatte befrygtes at ville efterhaanden blive større; tillige var en blandet Skare, der, sig aldeles uventet, slap ind i Kunstens Tempel uden høiere Tilskyndelse end leilighedsviis at kunne begabe et Skuespil, som den ikke forstod eller kunde følge, just saadanne Tilskuere, som Theatret skulde ønske at være fri for, da de nødvendigviis maatte virke og, som daglig Erfaring tilfulde overtydede om, i Sandhed virkede fordærvende paa Kunstnerne. I sit Hjerte følte Directionen ogsaa Høkeriets store Skadelighed; thi der var flere Gange alvorlig Tale om at søge det afskaffet, men Holstein meente, at om det endog kunde lykkes igjen at bringe Borgerfamilier til at abonnere, vilde der rimeligviis hengaae flere Saisonner inden man fik alle Loger udleiede til dem, og om nogle Loger imidlertid kom til at staae ledige, vilde det medføre et Tab, som kunde blive Theatret til Ødelæggelse. At hans Frygt var ugrundet, forudsat at der blev sørget for et interessant og [sideskift][side 017]godt udført Repertoire, beviste det stærke Tilløb, som enkelte særdeles yndede Forestillinger vedbleve at have. "Elverhøi" skaffede endnu ved enhver Opførelse næsten alle Pladser afsatte, og ikke alene de nyeste med Bifald opførte Stykker, men flere erkjendt gode ældre, der gaves med fortrinlig Besætning, ja endog de oftest spillede holbergske Comedier vedligeholdt, naar de kom frem efter ordenlig Bekjendtgjørelse og med passende Mellemrum, et saa velbesat Huus, at Kassen vilde have staaet sig særdeles godt, dersom Mængden af trivielle Forestillinger og Forandringer ikke havde været. Dog, til at see disse formindskede var der aldeles ingen Udsigt. For Kongen var det, at han havde udnævnt Directionen, nok til at være forsikkret om, at den baade var sit Kald voxen og røgtede det upaaklageligt; han forlangte ikke større Indsigt og Energi hos den, end han tillidsfuld antog at den havde; og saalænge det blot nogenlunde kunde gaae, uden Forlegenhed for Kassen, var der ingen af Directeurerne, som tog sig synderligt nær at Publikum yttrede Utilfredshed, med Undtagelse af den dristige Collin, som, da han ikke kunde modvirke de hyppige Forandringer, fordi de i Almindelighed foraarsagedes ved Tilfælde, der af Regisseuren skulde indmeldes umiddelbart til Chefen, søgte at hjælpe paa Sagerne ved ideligen at være paafærde for at skaffe nye Stykker. Denne Bestræbelse, som langt mere hørte til Censorernes Embedspligt, end til hans, viste imidlertid mere hans kraftige Villie end hans Evne til at hæve Scenen; thi til at ophjælpe Skuepladsen ved Valget af fremmede Theatres værdifulde Nyheder var Collin ikke kaldet hverken ved Literaturkundskab eller Smag.
[sideskift][side 018]Tragedien stod ikke for Øieblikket i stor Yndest. Skuepladsen havde aldrig havt en saadan Samling af udmærkede Kunstnere til dens Fremstilling; men hverken var Tidsaanden synderlig modtagelig for det Mægtige, eller fik den ved store Verdensbegivenheder og nye interessante tragiske Værker Opsving til at blive det. Egenlig var det kun "Hakon Jarl" og "Axel og Valborg, " hvoraf man med Sikkerhed kunde regne paa at saae et Par stærkt besegle Forestillinger i een Saison; ved de andre Tragedier maatte en eller anden særegen Omstændighed, som Fremtagelse med et nyt Udstyr eller nogle Hovedrollers Ombesætning, sætte Publikum i Bevægelse for at de skulde kunne give mere end halvt Huus; den mesterligt spillede og for to Aar siden med stærkt Tilløb givne "Erik den Syvende" indbragte ved en første Opførelse i Saisonnen ikke mere end 155 Rdlr. i enkelte Billetter. — For Comedien vare Forholdene gunstigere. Til enhver Tid er der i Charakterer og Sæder nok af Lystspilstof for den, som har Øine til at skjelne, Aand til fyldigt at opfatte og Lune til at skildre det Comiske; men Datidens spidsborgerlige Samfundstilstand gav Stoffet saameget rigeligere, da den ikke blot havde en mere end almindelig stor Masse deraf, men det ikke i en Menneskealder var blevet benyttet for Scenen. Ogsaa til at skaffe Lystspillet udbredt og livlig Virkning paa Publikum egnede Tiden sig vel. I den Smaakjøbstadsaand, som gav Stoffet saa rigeligt, laae tillige levende Interesse for alle temporaire og locale Forhold, Begjærlighed efter i Omgangslivet at kunne opdage og udpege de Personer, som maatte tænkes at have været Lystspildigterens Modeller, og den ene Klasses eller Kredses Glæde over at see de andres Feil og Skrøbeligheder stillede til Latter. Med at det Comiske [sideskift][side 019]atter, ved Vaudeviller og Lystspil, var bragt paa Scenen i skildringer af Samtidens Charakterer, Færd og Sæder, rar der for Konversationen i Familieselskaber, Klubber og Caffehuse givet et uudtømmeligt Æmne til Rygter, Gisninger og Beviisførelser angaaende hvem af Byens fremstikkende Personligheder enhver latterlig Figur vel skulde forestille. Klædedragt, Gang, Lader, Livsstilling, Mundheld, ja ganske specielle Familieforhold bleve med stor Iver fremtrukne til undersøgende Betragtning, for at komme til Vished, og man skulde flere Gange see Stykket opføres, for at forsikkre sig om, hvorvidt det, som man selv havde formodet eller hørt Andre formode, virkelig bekræftede sig. Det stærke Besøg for at finde Originalerne til de Billeder, som Digteren, uden at tænke paa enkelt Person, havde givet efter Naturen, bidrog til mere og mere at livne Publikums Sands for det i Charakteerskildnnger og Situationer liggende ægte Comiske og at give det Lede ved de tidligere for Charakterer udgivne Mannequins og Caricaturer. Herved fik ogsaa den noget slappede Interesse for de gode ældre Comedier fornyet Styrke. Ligesom det saaledes af de i det Hele heldige Fremstillinger af det Nationalt-Comiske tegnede til, at dette, den danske Skuepladses naturlige Grundelement, skulde vinde Udvidelse og Gehalt, saaledes syntes det ogsaa, at Publikum mere og mere vilde komme til Erkjendelse om dets kunstneriske Værd og Kraft til Aandens og Sædernes Dannelse. — Naar Partiegængeriet ikke satte Publikum i Bevægelse viste det kun meget ringe Interesse for musikalsk Nydelse af ædel Natur. Det var næsten kun fra den elegante Verden at Mozarts og andre geniale Componisters Arbeider havde Publikum og Bifald; for at et Syngestykke skulde ved tre, fire Forestillinger [sideskift][side 020]kunne vinde Almeenhedens Søgning maatte det ved Texten, Udstyret eller ualmindeligt godt Spil være af meget stor theatralsk Virkning. Kun ved den aarlige Concert for Capellets Enkekasse gaves Publikum Leilighed til at høre store Kirkemusiker, og de valgte Compositioner vare altid høist udmærkede; men ikke destomindre var denne i sit Slags eneste Concert i Almindelighed saa slet besøgt, at den neppe indbragte Udgifterne. Ved Concerter, som gaves i Theatrene af endog erkjendt store Virtuoser, kunde sjeldent opnaaes nogen betydelig Indtægt, dersom de ikke bleve gjorte piquante ved et Par starkt iørefaldende vulgaire Musikstykker. Den berømte Fagotist Kummer og hans Søn havde til en høist interessant Concert paa det kongelige Theater ikke Udgifterne den samme Aften, som Tyrolerselskabet Hauser paa Hoftheatret kunde glæde sig ved et overfyldt Huus og det meest enthusiastiske Bifald og Dacaporaab efter hvert Numer med Jodlen.
Med Hensyn til personlig Anseelse i Samfundet havde det tidligere med Haan benævnte "Theaterfolk", i det Hele taget, ved denne Tid opnaaet at blive i den offentlige Mening stillet lige med andre Borgerklasser. Jfr. Jørgensen. Mad. Wexschall, Jfr. Pätges, Ryge, Nielsen, Frydendahl, Rosenkilde, Stage og Liebe vare, deels ved Kundskaber og den mere end almindelige Aandsdannelse, hvorved især Ryge, Nielsen, Rosenkilde og Jfr. Jørgensen udmærkede sig, deels ved Tække i Omgang, rene Sæder og god Verdenstone, søgte og agtede af deres Samtids Aandrigste og Bedste. Deres erkjendte aandige Overlegenhed havde betydelig Indflydelse paa det øvrige Personale til at paalægge det større Omhu for Værdighed i Samfundslivet, end det hidtil havde holdt det for Umag værd at iagttage, og [sideskift][side 021]bidrog i høi Grad til at det stadigt hævede sig i Omdømmet og fandt lettere Optagelse i de bedste Selskabskredse, hvorvel Theaterkævlerier, og det for en Deel just fremkaldte ved nogle af de meest aandsbegavede Medlemmers Capricer og Kabaler, snart gave Anledning til en stærk Bysnak, der i tidligere Dage vilde have nedsat Theaterselskabet meget i den offenlige Mening. Det var kun ved at Standen af Kongen og Autoriteterne vedblivende betragtedes som ikke ligeberettiget med andre Stænder til Nydelse af fortjente Agtelsesbeviser, at Personalets hæderværdige Medlemmer endnu kunde beklage sig over uretfærdig Tilsidesættelse.
Skuepladsens, uagtet de i den sidste halve Snees Aar meget følelige Tab, endnu ikke saa Udmærkede vare ved denne Tid næsten alle i deres fulde kunstneriske Flor, og det syntes som om deres Antal endydermere betydeligt vilde blive forøget i den nærmeste Fremtid. Ogsaa havde enhver af Skuespilarterne sine. — Tragedien eiede til alle Helte- og saakaldte Tyranroller en mageløs Kunstner i Ryge, der nu havde frigjort sig for alle sine individuelle Smaalyder, faaet stor Fasthed i Charakterernes Sammenhold og vundet overordenlig Sikkerhed i Anvendelsen af sine Midler, hans Fremstillingers Tone var ædelt imposant, hans Kraft naturlig, stærk og udholdende. Noget saa fuldendt i det Mægtige, tragisk Rystende og roligt Pathetiske var aldrig seet, er ikke siden seet og vil vel neppe mere blive seet paa den danste Scene. Nielsens elskende og af Enthusiasme for Kamp, Frihed og Fædreland brændende Helte, især i nordiske Stykker, vare udmærkede ved sjælfuld Inderlighed, og havde i deres sunde, kraftige Mandighed en høist naturlig, ham aldeles eiendommelig, Naivetet, der [sideskift][side 022]virkede henrivende. I Fremstillingens Plastiske lod han, uagtet hans Holdning overhovedet var fast, værdig og rolig, endeel tilbage at ønske, især med Hensyn til Stillinger og Armbevægelser i lidenskabelige Udbrud; hans declamatoriske Foredrag var derimod uovertræffeligt: lige gribende i det Ømme og i der Heroiske; han havde, for det Tragiske, heldigt bortarbeidet sit Taleorgans Feil, saa at det nu havde en usædvanlig fuldttonende Malmklang og tillige var blødt og bøieligt for de fineste Nuancer i det Milde, Bønlige og Overtalende, hans Spil var aldeles uberørt af Affectation og Maneer, baade i Rollens Opfattelse og i Fremsigelsen af enkelte Replikker; selv naar hans Udtryk af Glæde eller varm Følelse streifede ind i det Barnlige havde dette et saa bestemt Præg af Heltens Natur, at det rørte, som Frembrud af et kjækt Hjertes aabne Uskyldighed. Ved at Mad. Wexschall havde vundet Routine, opnaaet større Herredømme over sine Bevægelser og især ganske udviklet sin omfangsrige, skjønttonende Talestemme, var hendes varme Kunstfølelse kommen til et saa frit og aandrigt Udtryk, at hun nu, især som nordisk Elskerinde, stod værdigen ved Siden af Tragediens geniale Kunstnere. Hendes deilige, talende Øine og sjælfulde Foredrag tolkede høist fortræffeligt levende Begeistring for det Store og Hellige, from Underkastelse, reen, dyb Kjærlighed, tungsindigt Sværmerie, Blidhed og ædel Stolthed. En ypperlig Fremstiller af tragiske Roller, som mindre gjorde Krav paa et imponerende Ydre end paa klar Opfattelse og fast, tænksomt nuanceret Gjennemførelse af en original eller dyb Charakteer, var C. Winsløw. Med megen kunstnerisk Ro forenede han, ved nøie, men ikke af Tilskuerne let bemærkelig, Beregning af sine Evners Formaaenhed og Anvendelse. [sideskift][side 023]stor Effect i sit Spil, og hans Plastik var altid, uagtet hans lille Figur, særdeles smuk. Tragediens saakaldte Dronninge- og Mødreroller spilledes af Jfr. Jørgensen med megen Værdighed, stor Bestemthed i Følelsernes Udtryk og en fortræffelig Diction; men hendes Pathos havde ikke den Varme og Sjælfuldhed, hvorved Tilskuerne sættes i Begeistring; hun skjænkedes meget ofte i Tragedien Bifald af Beundring, men aldrig af Enthusiasme. — I Comedien var Frydendahl endnu bestandig den geniale Kunstner, der i de meest forskjellige comiske Charakteerskildringer henrev Publikum ved sprudlende Lune, Naturlighed og Originalitet; kun beqvemmede han sig ikke gjerne til at modtage de nye Roller, som Forfatterne, der søgte hans mægtige Bistand, ideligen hjemsøgte ham med. Lindgreen, hvem det var blevet vanskeligt at lære Nyt, spillede kun sit tidligere Repertoire, men var heri, endskjøndt Alderen virkede mere paa hans end paa Frydendahls kunstneriske Virksomhed, endnu den correcte, smagfulde og lunerige Comiker, fornemmelig naar han havde en holbergsk Rolle. Ryge var, saavel ved Rollernes Mængde og Forskjellighed som ved den store Genialitet og mageløse Omhu, hvormed han udførte dem, en af Comediens Grundstøtter. Beundringsværdige vare hans værdige Fædre, sande Mesterstykker af Menneskefremstilling: den jævneste Naturlighed, dyb Alvor, elskelig Gemytlighed, barsk Opfarenhed og varm Følelse i inderlig Forening og med et ham eget, ligesaa smukt som kraftigt, Præg af Familiehovedets Dygtighed, Myndighed og Forsorg. Men ikke mindre beundredes, af Kunstkjenderne saavelsom af Mængden, hans mange kjækt udkastede og med forunderlig Sikkerhed, uden bemærkelig Omhu for Detaillens Behandling, rask udmalede grundcomiske Figurer. [sideskift][side 024]Forskjelligheden mellem disse vil allerede vise sig, naar man udhæver følgende af dem, som han spillede efter Andre: Salomon Joseph i "Indtoget," Heardcastle i "Feiltagelserne," den hidsige plattydske Bonde i "Høstgildet" og "Peters Bryllup," Robinson i "Den bogstavelige Udtydning." Saft i "Sovedrikken," som han i stor Simpelhed gav overmaade pudseerligt, men dog vanheldede ved i Monologen at indlægge nogle langtrukne og smagløse Handlingen standsende Historier; og Peer Degn i "Erasmus Montanus," hans Mesterværk i Comedien og en af de ægteste holbergske Skildringer, der har været seet paa Scenen: fremstillet, som alle hans Roller, i Masse og alligevel, ved den bestemte Opfatning og consequente Gjennemførelse, fuldendt indtil det allermindste Træk. Den store Sandhed og comiske Styrke i Haacks Peer erindredes endnu med Beundring; dog sattes Ryges høiere, ved at den ikke mindre sande og comiske Personlighed havde større Originalitet og i hele sin ydre og indre Natur ganske bestemt var en Landsbydegn fra Holbergs Tid, ægte holbergsk opsattet og skildret, hans store, velforede Degneskikkelse, der, uden mindste Caricatur, strax viste Uvidenheden, som giver sig rolig Suffisance ved at vide sig venereret af endnu større Uvidenhed; den Hjemlighed, hvormed han i vigtig Nedladenhed slentrede om hos Bondefamilien og satte den i Forbauselse ved sin Lærdom; den mageløse Naturlighed i de, med jævn Stemme og uden nogensomhelst opdagelig Bestræbelse for at udhæve Pudseerlighederne, snurrigt fremsagte Replikker; den latterlige Sikkerhed, med hvilken han indlod sig paa Latinen og Disputation med Rasmus; Befippelsen, hvori han svoer paa, at han ikke var en Hane og det Hoverende i Tone og Mine, da han fandt Beviset [sideskift][side 025]derfor i, at han kunde støbe Lys: kort sagt, Alt var saaledes af een Gydning, at denne Rolle med Rette ansaaes for noget af det Allerypperligste i holbergsk Fremstilling. C. Winsløw var nu en erkjendt genial Kunstner i Comedien. Han virkede ikke saameget ved Lune som ved ualmindelig Dygtighed til at trænge ind i høist forskjellige Charakterer og at anvende sine indskrænkede Midler til en beundringsværdigt godt fastholdt og fuldstændig Gjengivelse af dem. Kun sjeldent rev han Publikum med sig ved Overgivenhed, men i næsten enhver af sine comiske Roller vandt han Beundringens Bifald ved Originalitet i Anlæget, fuldt Herredømme over Udførelsen og aandrig Nuancering. Foersom var hurtigt bleven en af de meest brugte og dygtige Skuespillere i Comedien. Hos ham fremgik Udførelsen ikke af dybt Studium eller omhyggelig Overveielse; han var ganske Empiriker: med et skarpt Blik opfattede han alle Eiendommeligheder i det daglige og locale Liv, hvorfra næsten alle hans Roller havde Udgang, og hvad han havde seet og fandt anvendeligt paa sin Opgave, vidste han ypperligt at lægge ind i den saaledes, at der kom baade stor Natursandhed og rigt Lune i hans Spil. I Anstandsroller og behageligt lystige Personer var Stage af meget stor Betydenhed for Comedien. Han havde af Naturen en særdeles smuk Holdning og Pli, og i hans Lystighed, Ironie og Badinage var allid den sine Verdensmands Tone. Tillige spillede han mange og meget forskjellige comiske Charakteerroller. Enkelte af disse gav han i høi Grad ypperligt; men da han ved at skaffe sig Forestilling om, hvorledes han vilde tage en Charakteerrolle, mere stræbte at udfinde en Maade, paa hvilken han kunde give den en fra sine andre Roller forskjellig Habitus, end søgte [sideskift][side 026]at komme til Anskuelse af selve Rollens Væsen, for at lade dette bestemme Maaden, bleve hans Fremstillinger ofte kun maniereert udførte Skikkelser, som han desuden ikke sjeldent jog efter at give Effect med Overdrivelse. Rosenkilde havde nu paatvunget Holstein glimrende Beviser for at der dog kunde "blive Noget af ham." Han var ikke mere nødt til forgjæves Anstrengelse for at gjøre sig til en taalelig "Tenor-Elsker;" men havde som erkjendt udmærket Comiker et stort Repertoire og stod høit i Publikums Yndest. Vel bemærkedes om flere af hans Fremstillinger, at han mere gav sig selv i sin Rolle, end sin Rolle ved sig; men derhos maatte man indrømme, at hans Spil ikke alene var naturligt, men aldeles originalt i sin Naturlighed og, fremfor Alt, gjennemstrømmedes af et yppigt Lune, der gav det en overordenlig Friskhed og, selv naar Overgivenheden førte ham ud over det efter Rollen Tilladelige, havde en saadan Fylde af bonsens og Henrivelsens Kraft, at endog den smagfulde Tilskuer gjerne lod sig hans lystige Indfald og mimiske Løierligheder behage. At han i mange Roller medbragte noget ham Individuelt hindrede ham forresten ikke i at give dem stor Forskjellighed, da hans levende Phantasie altid tilførte ham nye Skikkelser, hvori han kunde forene Rollerne med sin Personlighed saaledes, at denne, uden at han i sit Spil behøvede at paalægge sig Tvang for at undertrykke den, formaaede at fremstille sig under mangfoldige Forandringer. I Lunets Altidnærværelse og Kraft var der ingen af Datidens Comikere, som kunde staae ved Siden af ham uden Frydendahl, med hvem han ogsaa havde fælles, at det altid vidnede om Fremstillerens Intelligents og derved behagede den Dannede som Mængden, hvorimod han stod tilbage for ham i dets gratiøse [sideskift][side 027]Udtryk og Beherskelse under meget burleske Situationer. En Begynder, om hvem Publikum allerede havde faaet god Aarsag til at gjøre sig store Forventninger, var Phister. Han havde i Theatrets Dandseskole faaet meget Herredømme over sit Legeme og besad et for alle Arter af comiske Roller heldigt Ydre: en middelhøi Figur og et Ansigt, der ikke af Naturen havde noget skarpt charakteristisk Præg, men just derfor, ved Kunst og hans mimiske Talent, let kunde gives hvilket Udseende og Udtryk, han fandt passende til den givne Charakteer. Af de Roller, der kunde give ham Leilighed til at vise Opfattelsesevne, comisk Fremstillingstalent og Lune, havde han endnu kun spillet faa; men disse vare meget betydelige og havde saa afgjørende godtgjort en usædvanlig stor Dygtighed baade til comisk Charakteerudførelse og til ægte dramatisk Sangforedrag, at de vare blevne optagne med ualmindeligt Bifald. Foruden disse ham tildeelte Partier, hvortil der var givet ham Forberedelsestid, havde han, især paa Grund af Sygdomstilfælde, maattet, saavel i Syngestykker som i Skuespil, med ofte kun en halv Dags Varsel, udføre en Mængde høist forskjellige Roller, og selv i dem, som ved at være alvorlige eller fordre Anstand, laae udenfor hvad der aabenbart maatte blive hans egenlige Fag, viist et saa afgjort stort Kald for Scenen, at det var ubegribeligt, at Directionen ikke deraf fandt sig foranlediget til, ved formelig Tildeling, at give ham flere betydelige Roller, som svarede til hans umiskjendeligt herlige og fleersidige Naturgaver for det Comiske. Hvad der allerede bestemt viste sig som hans Spils Charakteristiske var: Talent til for enhver Rolle at finde et eget, Charakteren godt tilsvarende Physiognomie; Evne til i Stemme og Udvortes at omdanne PersonligPersonlig-heden [sideskift][side 028]heden efter Rollen; og Smag, Fasthed og stor Correcthed i Udførelsen. For Lystspillet var Nielsen en fortræffelig Elsker i Roller, der enten fordrede mandig Værdighed eller skulde indtage ved Aabenhed, kjæk Naturlighed og Hjertelighed, saa at de kunde gives med livlig, tvangløs Lystighed. For Elskere, som maatte fremstilles i elegant borgerlig Dragt og med det sine Selskabs Pli og Tone, egnede han sig aldeles ikke, men af disse, saavelsom af lidenskabelige Elskere i Tragedien, tegnede Holst til at skulle blive en god Fremstiller. Ogsaa i det qvindelige Personale fandtes udmærket Dygtige for næsten alle Fag. Mad. Andersen gav, om end ikke med megen Varme og Livfuldhed, saa dog med Fiinhed og Elegants den fornemme Verdens Damer, der havde en, med Hensyn til Charakerisering, Vivacitet og Lune, endnu fortræffeligere Fremstillerinde i Jfr. Jørgensen, som ogsaa mesterligt udførte et stort Repertoire af baade fornemme og simple Matroner, Coquetter, Sladdersøstre og aldrende affecteerte Jomfruer. Mad. Liebe spillede endnu ypperligt gamle Charakteerroller, men havde afgivet Pernillerne, som udførtes af Mad. Winsløw, vel ikke saa lunerigt og ægte holbergsk, men dog meget tilfredsstillende. Mad. Wexschall havde i Comediens Elskerinder mange af sine fortrinligste Roller, udmærkede ved fiin, naturlig og hjertelig Tone, en elskværdig Simpelhed i Holdning og mimisk Udtryk, Varme og den i alle Nuancer friske, velklingende Diction. Jfr. Pätges, der nu var bleven en særdeles smukt udvoxen Pige med et ypperligt Theaterudvortes, navnlig et interessant, letbevægeligt Ansigt med store mørke, meget udtryksfulde Øine og særdeles skjønt sort Haar, havde i flere meget betydelige Roller godtgjort, at den overordenlige Ynde, Sandhed og fine Comik, hvorhvor-ved [sideskift][side 029]ved hun havde vundet glimrende Bifald i Børneroller, hverken skyldtes omhyggelig Afrettelse eller et blot lykkeligt Naturel og den ved Dandsen erhvervede Gratie i Holdning. Gang og Bevægelser, men udgik fra et ualmindeligt Genie, der baade forstod at anvende disse ypperlige Egenskaber kunstnerisk og fuldeligt at fatte det, hvorpaa de skulde anvendes. Foruden i Shakespeares Julie overraskende at have viist sin store legemlige og aandige Begavelse for Tragedien havde hun i nogle, selv for det routinerede Talent meget vanskelige, Roller i Comedien vundet Publikums levende Erkjendelse af, at hun allerede var i Besiddelse af Evner og Aandsdannelse til at være en af den danske Scenes aandrigste Fremstillerinder i flere høist forskjellige comiske Fag. Iblandt hendes med stort Bifald givne Roller af denne Art vare saaledes: Fru Verseuil i "Fruentimmerhævn," en livsglad, intriguant Verdensdame, der, forklædt som Mandfolk, gjør en snedig Snerpe forelsket i sig: en Rolle, som hun spillede med megen Varme, Finesse og à plomb; Preciosa, i hvilken hun glimrede ved Naivetet, Begeistring, Ypperlig, Declamation og nydelig Dands; og Soubretten Lise i "Aabenbar Krig," en fortræffelig Fremstilling, fuld af Skjelmeri, Kløgt og Lune. I den store Forskjellighed, som disse Roller fik ved den unge Kunstnerindes Omhu for bestemt at give enhvers Charakteer, havde de kun det tilfælles, at Udførelsen vidnede om reen Smag og var gjennemgaaende gratiøs. — Det var sørgeligt, at de store kunstneriske Kræfter for Tragedien og Comedien, som Theatret saaledes var i Besiddelse af, kun sjeldent kom til ret kraftig Samvirken igjennem et heelt Stykke, fordi der ikke ved Prøverne noksom vaagedes over at tilveiebringe et Ensemble, og der endydermere paa den Tid ofte var megen [sideskift][side 030]Grund til Klage over Usikkerhed i Memoreringen hos Enkelte, navnlig Frydendahl i store nye Roller, som han havde lært i de sidste Par Aar og ikke følte særdeles Interesse for; Nielsen, der let tabte Traaden ved Opmærksomhed paa Gjenstande udenfor Scenen; Stage, som ikke tilstrækkeligt lærte sine Roller; og Rosenkilde, der under Memoreringen pleiede at forandre Rollens Ord, for at gjøre sig den "mundret," men ikke altid gjorde sig Forandringen saa mundret, at den i Fremsigelsens Øieblik stod ham rede. — I æsthetisk Værd stod Syngespillet meget under hvad det havde været for en halv Snees Aar siden. Vel var dets Repertoire dengang væsenligt kun saadanne Sager, der mere fordrede godt Spil og et livfuldt dramatisk Foredrag, end store Stemmer og den betydelige Virtuositet, hvoraf de Stykker, som man nu søgte at skaffe Indgang, især skulde have Effect. Men hine lettere Stykker, der, godt spillede, tillige tiltalte Publikum ved Munterhed, Lune og Gratie, bleve givne saa fortræffeligt, at de baade dramatisk og musikalsk ganske vare hvad de skulde være, hvorimod der i den heldigste Udførelse af de sidste Aars mere prætentiøse Nyheder var mange Feil og Mangler at oversee. Hvormeget det musikalske Element end dominerede i dem, kunde de, som dramatiske Værker, ikke, og mindst hos vort Publikum, der var vant til god Fremstilling, undvære Understøttelse af taaleligt Spil. Efter at Jfr. Wulff havde trukket sig tilbage og Mad. Funck (tidligere Jfr. Løffler) var, ligesom Mad. Nielsen, ganske kommen ud af Repertoiret formedelst Mangel paa Flid for at bevare sine Naturgaver og Publikums Yndest, var det alene Cetti, der, i de saakaldte Operistpartier, ved smagfuldt Foredrag, ypperlig Anvendelse af sin behagelige Stemme og Livlighed [sideskift][side 031]i Rollens Udførelse, henrev baade med Spil og Sang. Syngespillets andre Notabiliteter lode, selv i deres brillanteste og heldigst udførte Partier, meget tilbage at ønske i den ene eller den anden Retning. Jfrne. Zrza og J. Fonseca, de to Eneste, der virkelig havde Stemme og Virtuositet til deres Sangpartiers fyldestgjørende Udførelse, vare mindre end maadelige Fremstillerinder; Kirchheiner havde, saa fortræffelig dramatisk Sanger han end var, ikke tilstrækkelig Stemmebøielighed til colorerede Satser; Schwartzen, som netop den og i følelsesfuldt Foredrag havde sin Styrke, var ikke ved sin store Flid kommen til Frihed og Vivacitet i Spillet; Holm savnede altfor meget musikalsk Aand og Dannelse til med sin af Naturen skjønne og malmfulde Bas at kunne give sit Foredrag den Flydenhed og Beaandelse, hvorved italienske colorerede Baspartier skulle have Effect; og Phister, der med en høi, ikke meget stærk og fyldig, men særdeles bøielig og velklingende Bas forenede et ualmindeligt fiint Gehør og fortræffelig musikalsk Intuition, saa at han vel kunde have opnaaet stor Virtuositet, var ved sit Talent henviist til comiske Roller, der i italienske Musiker mindst fordre den og af hvilke de vigtige endydermere ikke endnu bleve ham betroede. Frydendahl, Rosenkilde, Foersom, Nielsen, Mad. Wexschall og Mad. Winsløw hørte alle, baade ved Sangskole, Stemmens Charakteer og Talent meest hjemme i den Art Syngestykker, som nu mere og mere fortrængtes af den italienske Stil. Havde Syngespillet saaledes end mange meget interessante Enkeltheder, frembød det ikke for Øieblikket nogensomhelst udmærket Totalitet.
Oprettet 2010. Opdateret af