[sideskift][side 664]Strax ved Saisonnens Begyndelse opstod stor Splid i Administrationsvæsnet. Ryge havde med megen Utilfredshed seet Collin blive ansat for specielt at føre Tilsyn mod Oekonomien. Kun ved at den nye Directeur omhyggeligt undgik i forrige Saison at vedrøre nogen Sag af Vigtighed, var Freden da bleven opretholdt; thi hvorvel der flere Gange var, formedelst Gjenstandenes Ubetydelighed, undsluppet Ryge skriftlige Yttringer, hvorved han erkjendte Collin som "sin nærmeste Foresatte," havde han ikke kunnet skjule sin Uvillie til at underordne sig ham. Ved Saisonnens Udgang var der af Ryge forlangt Pengeanviisning til den udenlandske Indkjøbsreise, men Collin, som da ikke længer havde at frygte for Hindringer i Tjenesten, beviste for sine Meddirecteurer, at de, ved at gaae ind paa Ryges Forslag om disse Reiser, kun havde skaffet ham en Theatret meget bekostelig Sommer-Recreation; thi Kassen havde langtfra at spare, havt et meget betydeligt Tab ved at der paa denne Maade var kjøbt Varer, som man her kunde saae ligesaa billigt og uden at behøve at sætte Penge i Beholdninger, hvilke man endog maaskee kun tildeels fik Brug for. Collin godtgjorde sin Paastand med Tal, og imod dem kunde hans Colleger hverken retfærdiggjøre sig selv eller Ryge: det blev en Directionsbeslutning, at det skulde være forbi med disse Reiser. Dette vakte Ryges Forbittrelse og ved denne Saisons Aabning var Personalet overbeviist om, at han snart vilde være uforsigtig nok til at give den et Udbrud, som han kom til at angre. Om Collin havde villet fremkalde det, havde det været ham let; thi, som han i October fik Anledning til at yttre: "Endnu vedbliver Dr. Ryge at gjøre Indkjøb hos Kræmmerne, uden at nævne det for mig eller gjøre Nogen Regnskab derfor; [sideskift][side 665] efter en gammel Uskik anviser han Regninger til Udbetaling af Kassen, uden at de præsenteres mig, endsige approberes af Directionen. Slige Uordener ere mig ikke ubekjendte; men", tilføier han, "jeg har endnu intet Forsøg villet gjøre paa deres Afskaffelse, deels fordi jeg vilde fare lempelig med ham og ikke tilføie ham nogen tilsyneladende Krænkelse." Det hjalp imidlertid ikke at Collin vilde undgaae et Sammenstød; Ryge stillede sig endnu førend Saisonnens Begyndelse imod ham. Collin havde, efter Aftale med Chefen, anordnet nogle Forretninger vedkommende Garderoben og derpaa gjort Ryge Meddelelse derom. Opbragt derover skrev Ryge til Directionen, for at underrette den om, at enhver saadan Anordning maatte skee igjennem ham, som Oekonomie-Inspecteur; ellers kunde han hverken udføre sine Embedsforretninger uden specielle Ordrer eller forhindre Standsninger i den daglige Tjeneste. Som Opreisning for denne Fornærmelse lod Collin det være nok med, at Ryge fik et Directionsbrev, hvori det hed: "At Oekonomie-Inspecteuren er forpligtet til Besørgelsen af alt, hvad der vedkommer Theater-Oekonomien, det vare nu ifølge almindelige eller specielle Ordrer eller Indretningens væsenlige Medfør, kan aldeles ikke indeholde nogen udelukkende Berettigelse for bemeldte Embedsmand til at udføre alle Oekonomiesager, hvoraf skulde følge, at Directionen ikke enten selv eller ved Mandatarier kunde lade noget Saadant besørge. Ester denne skriftlige Erklæring vil Hr. Nr. Ryge vist fremdeles sørge for, uden at meddeles Ordrer til de fornødne og sædvanlige Foranstaltninger under Deres Virkekreds, at ingen Standsning indløber i Forretningernes Gang." Ryge lod sig ikke advare ved denne Mindelse; en Maaned efter var han igjen paa KampKamp-pladsen [sideskift][side 666]pladsen. I Slutningen af September havde Directionen, igjennem Repertoiret, varslet ham om, at Comedien "Figaros Giftermaal" skulde opføres den 13de October; men den 10de meldte Ryge, ikke Collin eller Directionen, men Regisseuren, at Stykket ikke kunde gaae, da der manglede fire Dragter. Paa Collins Forespørgsel til ham, om det var saaledes, uagtet han for 14 Dage siden havde faaet den fornødne Underretning, gjentog han sin Erklæring med Tilføiende, at om de Spillende kunde bruge de gamle Dragter, maatte beroe paa dem. Collin lod dem ved Garderobeforvarersken, Jfr. Anthon, spørge derom, og det viste sig da, at der kun behøvedes een ny Dragt, som kunde blive færdig. Som Følge deraf gik Stykket, men Ryge kunde ikke afholde sig fra, til samme Tid, i et ikke høfligt Brev til Collin, at yttre sin Vrede over, at han havde forespurgt sig ved Jfr. Anthon, og lade ham forstaae, at Oekonomie-Inspecteuren kun skyldte den administrerende Directeur, Theaterchefen, Regnskab for sine Embedsforretninger. Dette lod Collin gaae hen, men Ryge vilde nu engang ved en Kjendsgjerning have sig erklæret for ikke at være undergiven hans Myndighed. Da Collin den 18de i en Billet forespurgte sig hos ham, om der fra Garderobens Side kunde være Hindring for den 22de at give "Den unge Ziguenerinde", svarede Ryge ham den 19de i et Brev, hvori han, foruden at lade ham vide, at han ikke havde den for en Theaterdirecteur og til Mening om Inspecteurens Embede fornødne Smag, erklærede, at han ikke hos ham kunde faae den forlangte Underretning, da han alene havde at modtage Befalinger fra sin Chef. Nu fandt Collin, at det gik for vidt, saameget mere da han erfarede, at Ryge Aftenen for havde paa Theatret oplæst Brevet for Flere. [sideskift][side 667] Han fik strax foranstaltet et Directionsmøde, i hvilket han fremlagde Brevet med den Bemærkning, "at han blot havde spurgt, men ikke, som Ryge skrev, befalet, hvad der let kunde udlægges til at han havde gjort Indgreb i den administrerende Directeurs Forretninger, da Chefen dog skulde sande, at han ingensinde, uden efter enten specielle eller almindelige Overdrag fra ham og strax at have meldt ham det, havde befattet sig med at give Befalinger." Han erklærede derpaa, hvad han skriftligt gjentog: "at han ikke kunde være Directeur, naar en underordnet Embedsmand urevset kunde haane ham, og in specie ikke opfylde den ham af hans kongelige Majestæt paalagte Forpligtelse, at føre det specielle Tilsyn med Theatrets Oekonomie, naar Betjenterne kunde vægre sig ved at give de Oplysninger, han i Tjenesten forlangte af dem;" hvorhos han fordrede Ryge suspenderet indtil han, efter Sagens Fremstilling for Kongen, havde faaet Opreisning. Directionen blev meget forlegen ved Andragendet paa en saa dristig Fremgangsmaade imod en Mand, som den aldrig havde vovet at vise tilrette, og Holstein meente, at det umuligt kunde gaae an nu, da Forestillingen af "Lanassa", i Anledning af Dronningens Fødselsdag, stod for Døren og Stykket ikke blot fordrede mange nye Dragter, som ikke kunde blive anordnede og forfærdigede uden Ryges Virksomhed, men ogsaa var saa vanskeligt at sætte i Scenen, at man nødvendigviis maatte anmode ham derom. Collin svarede: "Han indsaae meget vel, at Ryge havde valgt den Tid, hvorpaa han antog, at han ved Uundværlighed bedst kunde sætte sin Trods igjennem; men det burde ikke kunne siges om en kongelig Autoritet, at den havde ladet sig kue af en underordnet Embedsmand blot fordi den frygtede Vanskeligheder [sideskift][side 668] ved at undvære ham. De Vanskeligheder, som Ryges Suspension kunde medføre, havde han desuden saaledes bragt i Beregning, at han skulde vide at hæve dem og turde bare Ansvaret for de mulige Følger. Han vilde forlade Modet i en halv Time, for paa Malersalen at see Wallichs ny Decoration. Naar han kom tilbage maatte DHrr. vide, om de vilde beslutte Suspensionen, eller at han endnu idag skulde ansøge Hs. Maj. om Afsked." Følgen af at Directionen foranledigede en Mand, der, efter dens eget Ønske, var tilforordnet den af Kongen, og det, som hele Byen vidste, især for at være den til en Beskyttelse imod Ryges Anmasselse, til pludseligt at søge Afsked, fordi den ængstedes ved at skaffe ham Opreisning for en Fornærmelse, som Ryge havde viist ham under netop den Function, som var gjort ham til Forpligtelse, vilde let blive Kongens Unaade og ganske sikkert Publikums Spot; trøstet ved, at dersom Festforestillingen gik galt, eller maaskee endogsaa slet ikke, vilde Collin have Ansvaret, havde Directionen besluttet Suspensionen da han kom tilbage. Neppe havde han hørt det, førend han baade viste, at han i Sandhed havde beregnet Vanskelighederne, og satte sine Colleger i Forbauselse ved den Raskhed og Energie, hvormed han, saa uforberedt, vidste at hæve dem: han constituerede Liebe til Udførelsen af Oekonomie-Inspecteurens Forretninger, skaffede sig fra Garderobeforvarersken Forsikkring om, at alle qvindelige Dragter vilde betimeligt blive færdige, fik Stage til at understøtte Frydendahl ved Iscenesættelsen af "Lanassa", lod sig opgive alle manglende Materialier og sørgede for deres hurtige Anskaffelse, inspicerede Værkstederne, traf Bestemmelser om Prøvernes Afholdelse og indfandt sig ved dem, for at bortrydde HinHin-dringer [sideskift][side 669]dringer, vaage over at der vistes Instructeuren Lydighed og opmuntre Alle til Iver for en god Udførelse. Alt blev færdigt til rette Tid, Generalprøven gik med usædvanlig Præcision og Holstein modtog Hoffets Complimenter for en udmærket skjøn Forestilling. Ved dette Udfald følte Ryge sig foruroliget, og for, om muligt, at komme i en Stilling, hvori han ikke havde at udføre Noget blot efter Paalæg af Collin, indgav han. Dagen efter Opførelsen af "Lanassa", til Directionen et Forslag, ifølge hvilket Oekonomiens Detail, der var af en saa odiøs og aandsfortærende Natur, at den virkede skadeligt paa hans Kunstnerliv, vilde være at overdrage til en Requisiteur, medens han beholdt Anordningen af det Kunstneriske ved at ansættes som Instructeur pour la scène, hvorhos han tilbød at gjøre Tjeneste som Elev-Instructeur i det tragiske Fag. For ikke, som han sagde, at høre de Ord og Motiver, han fremførte i Directionen, forvanskede udenfor den, hvilket flere Gange i Ryges Anliggender har hændet ham, gjentog Collin sine Yttringer imod dette Forstag saaledes skriftligt: "Med al min Agtelse for Dr. Ryges Værd for Scenen, forekommer let mig dog, som det er at sætte altfor høi Priis derpaa, hvis der nu skulde oprettes det andet Embede for ham. Oekonomie-Inspectoratet var ikke til ved Theatret for ham, og Theatret stod alligevel. At han har gjort meget Gavn der, kan og vil jeg ikke negte; endskjøndt der er gaaet mere Ry deraf end Tingen i Virkeligheden var. Hans nærværende Forslag gaaer ud paa ganske at tilintetgjøre de nuværende Instructeurer. Den vigtigste Deel af hans Embede som Oekonomie-Inspecteur var en af deres Functioner, som blev dem berøvet; tog man nu ogsaa Instructionen pour la scène fra dem, og ovenikjøbet gjorde ham [sideskift][side 670]til Instructeur i det tragiske Fag, saa havde de kun Navnet tilbage og vare gjorte complet umyndige. At Dr. Ryge, der ikke skaaner noget Menneskes Følelser, kan gjøre dette Forslag, undrer mig ikke, men jeg kan aldrig give mit Samtykke til at anbefale det, saalænge Frydendahl og Lindgreen ere i Function. Uundværligt er intet Menneske, Dr. Ryge altsaa ikke heller; at han har et særdeles godt Greb paa at arrangere, hvad der hører til Scenen, er vist; men Ingen tør paastaae, at der jo kunde findes En, der kunde gjøre det endnu bedre; og naar saadan En fandtes, skulde han da ansættes som Over-Instructeur? Efter det Princip fik man ikke blot Doubletter, men Tripletter og Qvadrupletter af Embedsmænd, — vi have allerede for mange. Overalt, der har jo været Stykker med Optoge i før Ryge kom til Theatret, og de gik upaaklageligt — gik ikke ogsaa Lanassa uden hans Hjælp? Oekonomie-Inspecteur-Forretningerne ere slet ikke mere odiøse og aandsfortærende, end de øvrige Embedsmænds; odiøse blive de kun derved, at han arrogerer den administrerende Directeurs Myndighed, og aandsfortærende ere de blevne derved, at Dr. Ryge har nedladt sig til at være Lappeskræder. Eengang morede dette Arbeide ham meget. Nu skulde der være en Underembedsmand. Til Besparelse for Theatret eller af Nødvendighed for Scenen? nei, fordi Dr. Ryge er kjed af sit nuværende Embede, og vil være Over-Oekonomus og Over-Instructeur." I Haab om derved at tilveiebringe Ro, vilde Holstein imidlertid dog gaae ind paa Forslaget, men Rahbek og Olsen erklærede sig for Collins Anskuelse, og Personalet henvendte sig, ved Stage og Eenholm, til Directionen med Forestilling om, "at Ryges Hensigt med det Forslag, hvorom de havde hørt tale, kun kunde være, for bestandigt og [sideskift][side 671]udelukkende at faae Herredømmet over Scenen, hvoraf Enhver, der havde med den at gjøre, frygtede Ubehagelighed," Holstein tiltraadte da ikke blot sine Collegers Mening, men tilbød, selv at underrette Ryge om den. Ved denne Leilighed raadede Holstein Ryge til at søge en Udsoning med Collin, hvilket han ogsaa gjorde paa en mærkelig Maade, idet han, i Knæbeenklæder, Skoe og Silkestrømper og med Chapeaubas, indfandt sig hos Collin for at erklære, at naar han havde negtet at give forlangte Oplysninger, da havde det ingenlunde været af Animositet, men formedelst en, som han nu var kommen til Overbeviisning om, feilagtig Betragtning af den oekonomiske Directeurs Bemyndigelse og hvad han troede at skylde sin Chef, hvorfor det ikke oftere vilde skee. Collin svarede, at han bestandig i ham havde høiagtet en stor Kunstner og vilde gjøre sig en Glæde af at gribe enhver Leilighed til at vise, at han, i denne Egenskab, kunde vente største Forekommenhed hos ham; med Oekonomie-Inspecteuren havde han kun at gjøre efter sin Pligt, og maatte derfor fordre, at han nøiagtigt efterkom, hvad han til Theatrets Tarv havde at paalægge ham indenfor hans Embeds Grændse. Den 20de Novbr, hævedes Suspensionen og der blev givet Oekonomie-Inspecteuren en Instrux, som han ikke hidtil havde havt, hvorhos han herefter ikke havde at controlere det hele Kassevæsen, men blot at føre Bøger over Oekonomien. Saaledes endte en Sag, der, saalænge den stod paa, daglig afgav det vigtigste Bynyt, og hvorunder Ryge flere Gange fik den bittre Erfaring, at de Kammerater, som, ved ivrigst at forsikkre ham om deres Bestræbelser for at faae Striden jævnet, skaffede sig hans Fortrolighed, kun hos Collin [sideskift][side 672]søgte at skade ham, ved at latterliggjøre og forvanske hans Yttringer.

De originale Nyheder viste for saa vidt Udsigten til en glædelig Fremtid, som Forfatterne ikke havde lagt an paa i det Tragiske at jage efter Effect med Mystik, sorte Forbrydelser og forskruet Romantisme, eller at kryddre det Comiske med affecteert Sentimentalitet og Bajasserie; men de savnede dramatisk Livfuldhed. Charakteertegning og Aand. "Brødrene i Leire", Sørgespil af Boye, var uden stigende interessant Handling og havde ikke en eneste virkelig theatralsk Situation eller nogen kraftigt tegnet ægte nordisk Helt; men skulde fornemmelig have Virkning ved et glimrende, rhythmisk velklingende Sprog, der overstrømmede af, ofte søgte eller falske, Billeder og rimede Skildringer og Reflexioner. Sammenligningen imellem denne og de oehlenschlägerske nordiske Tragedier laae nær, men faldt ud til dens store Skade; det dramatiske Anlæg og den digteriske Kraft fattedes. Fremstillingen, hvori Hass, som Horder, havde den heldigste af alle sine Roller, og Nielsens Habor atter udfoldede den skjønne Eiendommelighed, han vidste at give en nordisk Elsker, var fra de fleste Rollehavendes Side som Stykket: koldt declamatorisk og saa kjedsommelig, at denne Nyhed, uagtet det brammende Sprog skaffede den en særdeles god Modtagelse, kun opnaaede fem Forestillinger. Nicolai Bierfreund Søtofts Drama "Christian den Fjerdes Dom" var af en langt sundere digterisk Natur og, baade ved dramatisk Aand og theatralsk Behandling, en meget lovende Debut. Den lille Handling er godt anlagt og har enkelte af den selv let og frit udsprungne Situationer, Skildringen af Hovedpersonerne udmærker sig ved Sandhed og Liv. Sproget er naturligt og poetisk, [sideskift][side 673]Tonen frisk og national. Vel har Stykket endeel til Handlingens Udvikling unødvendige Personer; men de fleste ere ret smukt skizzerede og af god Virkning i Billedet. Paa den Tid havde dette Drama et stort Værd allerede derved, at det ypperligt ledede til Optagelsen af den ukunstlede, sjælfulde Stiil, hvori man, til Tarv for Udførelsen af den oehlenschlägerske Tragedie i dens Aand, maatte ønske at Personalet vilde i Dramaet gaae over fra den svulstige Maneer, det havde lagt sig til i de kotzebueske Spektakelspil. Stykket blev i det Hele overordenligt heldigt spillet; Ryge gav, med frappant Portraitlighed, en, ved adel Simpelhed og mandig Værdighed, imponerende Fremstilling af Christian den Fjerde; Frydendahl viste atter her, at han ogsaa i det Alvorlige var den store Kunstner: hans Palæmon havde i den med ligesaa megen Fiinhed som Kraft udførte mesterlige Skildring af Haardhed og lav Gjerrighed en ridderlig Anstand, som end ikke noget Øieblik forsvandt i det heftige Udbrud af Trods og Fortvivlelse. Stykket optoges med meget levende Bifald. Femactslystspillet "Kjærlighedsgaaderne" af Carl v. Holten faldt strax totalt. Det var vel ikke saa smagløst, som de originale Forsøg i Comedien stadigt i den sidste Snees Aar havde været, men saa fattigt paa Opfindelse, svagt i Charakteerskildring og forladt af Lune, at det endmere styrkede den Mening, at comisk dramatist Digtertalent ganske var uddøet i Danmark. — I de oversatte Skuespilnyheder fik Publikum et Prøvekort af de i Udlandet for Øieblikket meest moderne Genrer: en engelsk Femactscomedie, "Mand og Kone", maadelig Skildring af londonske Sæder, vittig i den Stiil, at en naiv Pige, hvem man siger, at hendes Faders og hendes bestemte Brudgoms Godser ligge nærved hinanden, svarer: [sideskift][side 674]"Derfor er der jo ikke sagt, at vi skal ligge nærved hinanden," et tydsk Skjæbnedrama af Houwald, "Den løste Forbandelse", med lutter under en grusom Tilskikkelses Lune passivt sukkende Personer, der, selv charakteerløse, kun udtrykte sig med Digterens elegisk skjønne Lyrik i rimede Vers; en weissenthurnsk Conversations-Comedie. "Det sidste Middel", med en ikke delicat skildret qvindelig Hovedperson, en behagelig, flydende Dialog og af et godt theatralsk Tilsnit; en kotzebuesk halvt rørende og heelt usandsynlig Bagatelle, "Det deelte Hjerte" en tydsk Farce af P. A. Wolff. "Puddelen Hector", hvis Moersomhed ene ligger i Satiren, som var saa temporair og aldeles local germanisk, at den ikke vakte mindste Interesse; og endelig et stort drøit-comisk Lystspil, "Fugleskydningen" af Clauren, den da i Tydskland forgudede pseudonyme Forfatter af carikerede Comedier og sødtsværmerske Romaner. Af disse Nyheder var den sidste den eneste, som mødte Opposition, men ogsaa den eneste, der satte Massen i Henrykkelse, hurtigt blev et Livstykke og i kort Tid gav en Mængde stærkt besøgte, umaadeligt beleete og enthusiastisk applaudeerte Forestillinger. Hvorvel Skyttefesterne i de tydske Smaabyer ere meget forskjellige fra Fugleskydningerne i vore Kjøbstæder, var der, i den overdrevne Skildrings groteske Situationer, Farcefigurer, hjertensoprigtige Elskende og en prækende Fyrste, nok til at forlyste Menigmand og, da Udførelsen af alle Roller var fortræffelig, endog til for een Gang at more den dannede Tilskuer. Frydendahl, som Trampel, bar Prisen: den Rigdom af Lune og comisk Kraft, der var udbredt over den meget charakteristiske Fremstilling af den dumme, broutende og selvtillidsfulde Spidsborger, gjorde denne Rolle til et Mesterværk af burlesk Spil; Amtsskriveren [sideskift][side 675]Sallat, der i Stykkets Nyhed var en uheldig Rolle af Lindgreen, blev siden ved Rosenkilde til en meget original og moersom Person; Stage fik en ikke just naturlig, men overmaade løierlig Figur ud af von Stauden; og Mad. Zinck var, ved sin gratiøst simple Naturlighed og indtagende Naivetet, en uovertræffelig Lotte.

Ogsaa de musikalske Nyheder i denne Saison vare af alle Arter. Først kom et svagt fransk Stykke "Markedet i Nabolandsbyen", i tre Acter, med en livfuld og i enkelte Partier piquant, men ikke udmærket Musik af Boyeldieu. Det blev overhovedet godt udført, ja af Cetti og Frydendahl, som Frontin og Remi, endogsaa ganske fortræffeligt, men gjorde dog ingen Lykke. Derpaa fulgte en alvorlig Opera, "Lanassa", med en i den ædleste italienske Stiil af en Tydsker, Simon Mayr, componeret Musik, der var et Mesterværk, fornemmelig ved en, i deilige Melodier og storartede Ensemblestykker, ypperligt gjennemført Charakteristik. Ved sit eget Værd, Jfr. Løfflers baade i Spil og Sang glimrende Udførelse af, Titelrollen og Cettis herlige, kraft- og sjælfulde Foredrag af Montalbans Partie vandt dette udmærkede Værk, endskjøndt et Par vigtige Roller ikke skete deres Ret, et overordenligt levende Bifald, og det var meget ufortjent, at det efter den sjette Forestilling blev overgivet til Glemsel. I den næste Musiknyhed fik man atter en af en Tydsker componeret italiensk Opera, Meyerbeers "Romilda og Constance", men den var af en heelt anden Charakteer. Den sildigere saa berømte Musikdigter havde dengang gjort Afkald paa al kunstnerisk Selvstændighed, for blot at efterligne Rossini, endskjøndt dennes musikalske Natur var meget forskjellig fra hans, hvorfor han ogsaa kun var naaet til at forfærdige en Musik, i hvilken der af og til frembrød [sideskift][side 676]stærke Glimt af et ualmindeligt Talent fra en holdningsløs Masse bizart udtrykte Reminiscentser af hvad der mere var Mesterens ukunstneriske Egenskaber, end Udgydelser af hans musikalske Tankefylde. Trivielle Melodier, charatteerløse Bravourtirader og tom, udtyksløs Larmen afvexlede i en vild Forvirring, der ikke selv gav Aandsnydelse og heller ikke, ved sin Bevægelighed, lod Ro til den, naar der nu og da kom et Motiv, hvoraf den kunde ventes. Allerede inden Opførelsen yttrede Publikum meget Misnøie med, at man ogsaa til den anden af de to nationale Festforestillinger vilde give en italiensk Opera, hvorvel Partierne til "Jægerbruden", som man ventede med stor Længsel, laae færdige til Uddeling. Da nu Meyerbeers Musik i en utaalelig Længde ideligen afhaspede sære og kjedsommelige Trivialiteter blev Utilfredsheden saa stærk og almindelig, at der endogsaa ved selve Festforestillingen flere Ganze frembrød Mishagsyttringer. Denne Uanstændighed oprørte Hoffet, der desuden havde givet sig Troen paa, at en italiensk Musik, især naar den var valgt af Siboni, ubetinget maatte være en rigtig fiin Kunstsmags Bifald værdig; endeel unge Gardeofficerer besluttede at vise baade deres Loyalitet og musikalske Intelligente, ved, med egne og Hjælperes Hænder, at forsvare "denne særdeles interesante og originale Musik" imod dem, som de høit under Festforestillingen havde tilkastet Benævnelsen "raa Pøbel." Oppositionen begyndte ved de følgende Forestillinger med, strax efter Dækkets Opgang, at efterabe den rigtignok meget umusikalske harmoniserede Gylpen i et Chor, og fortsatte nynnende at parodiere alle grelle og platte Steder; der klappedes og raabtes ideligt Bravo paa den ene Side, blev hysset og udleet paa den anden, der vrængedes, miauedes og gryntedes af de Utilfredse, [sideskift][side 677]men sagte, fordi det Slags Mishagsyttringer var forbudt under Forestillingen; der skraaltes og jubledes ved enhver Cadence af de Tilfredse. Det afgjørende Slag efter Stykket skulde udgaae fra Parterret. Slagter Henriksen, som "aldrig var for at ligge Directionen paa Nakken", tog naturligviis med hele sin Cohorte Klappernes Partie, og han fik en anselig Forstærkning, ved at der hvergang, henimod Forestillingens Slutning, pludseligt kom et Slæng trøieklædte Haandværkere og med Bræder paa Hænderne udstyrede svære Gardekarle, som havde Ordre at gjøre som han i Et og Alt, hvilket de ogsaa efterkom saaledes, at de fleste Pibere ansaae det for raadeligt ved de tre sidste Forestillinger at tye til Parkettet og Logerne, for at beholde hele Lemmer. Støien ophørte ikke engang ved Gongongens Lyd; de leiede brutale Klappere meente, at om ogsaa Mishaget dermed skulde være forbi, maatte Bifaldet, da det jo var det, som det var Stykkets Formaal at opnaae, vel have Ret til at blive ved. Følgen deraf var, at nogle Gardere bleve anholdte, og deres Forklaring om hvorledes de kom til at tage sig saa ivrigt af Kunsten, gav adskillige Oplysninger, der vare Hververne meget ubehagelige. Efter de fem Forestillinger, som Holstein havde allerhøieste Befaling om at give "til Trods for de Ildesindede", blev Stykket henlagt. "Ja ja," sagde Holstein til Regisseuren, da denne sidste Gang slog Gongonen over det, "nu har det dog fem Gange givet os fuldt Huus; ellers havde vi nok ikke faaet Mange paa det." Efter denne baade i sig selv og sine Virkninger larmende store Opera, fil man et stille gemytligt lille Syngestykke, "Kong Valdemar eller De danske Fiskere", forfattet af en Franskmand, bearbeidet af en Tydsker og med en mere net, behagelig idyllisk, end udtrylsfuld dramatisk Musik af [sideskift][side 678]Tydskeren Weigl. Det optoges med Bifald, men havde, i en temmelig svag Udførelse, ingenlunde den Tiltrækningskraft, som man havde ventet at det nationale Æmne vilde give det. Endelig sluttedes Nyhedernes Række med Carl Maria von Webers ægte tydsk-folkelige og dramatisk geniale Tonedigtning "Jægerbruden", glimrende ved Originalitet, Charakteristik, Melodierigdom, poetisk Aand og den beundringsværdige kunstneriske Reenhed, hvorved den fra Begyndelsen til Enden er uden Plet af Effectjagerie og dog i sin Effect saa grandiøs. Directionen havde allerede længe havt denne Musik, som en Foræring af Componisten. At den ikke hidtil havde givet den, havde ikke sin Grund i en ringe Mening om den: Ouverturen havde her ved Webers Concert vundet umaadeligt Bifald, det var velbekjendt, at hele Compositionen blev i Tydskland ikke alene beundret som den nyere Tids største dramatisk-musikalske Mesterværk, men vandt en saadan Folkeyndest, at alle Theatre gave den for overfyldt Huus, og der var gjort Directionen Anmodninger om snart at bringe den paa Scenen. Aarsagen til at den ikke havde været at formaae dertil var en ganske anden: den laae i Samiel. Holstein var "overbeviist om, at Hds. Maj. Dronningen vilde tage det meget unaadigt op, om Directionen for det kongelige Theater lod opføre et Stykke, hvori Fanden kommer for." Det almindelige Forlangende var imidlertid blevet saa stærkt, og Beskyldningen imod Siboni for, at han holdt den tydske Musik ude af Frygt for at den skulde fortrænge den italienske, saa nærgaaende, at Siboni selv arbeidede for at faae Stykket opført. Holstein erklærede da tilsidst, at han med Glæde vilde indvilge det, naar det kunde omarbeides saaledes, at Samiel ikke kunde tages for Djævlen. Derfor [sideskift][side 679]var det at Oehlenschläger maatte tildigte Oversættelsen en Scene, hvori Samiel kommer sammen med Titania: en meget uheldig Forbedring, da den mystiske Samiel derved blev trukken frem for Lyset og kom til at udtale sig imod det "nederdrægtige" Koglerie, som han selv er Herre og Mester for. Imidlertid, dermed var Holstein tilfreds, dog maatte Stykket, selv saaledes renset fra Forargelsen, ikke gives paa Kongens Fødselsfest, da "man ikke kunde invitere Dronningen paa Noget, som hun maaskee vilde finde ugudeligt, men maatte lade det komme an paa, om Hds. Maj. maaskee selv vilde finde for godt at see det." Det herlige Værk blev modtaget med stor Begeistring, hvorvel Udførelsen ikke var den heldigste. Rosenkilde havde, da Zinck var syg, overtaget Max, hvori Publikum saameget mindre kunde finde ham hjemme, som det i den sidste Tid havde seet ham saa ypperligt udføre flere comiske Roller, at Erindringen om dem forstyrrede det Indtryk, han med megen Flid søgte at opnaae; Cetti gav Kaspar med en god Maske og i Rollens Charakteer, men savnede den høie Figur og kraftige Tale- og Syngestemme, hvormed Fremstilleren først kan gjøre den Virkning, som Tilskueren føler at Rollen er anlagt paa; Mad. Nielsen, som Mad. Rind nu var bleven, spillede muntert og tækkeligt som Anna, men da hendes Stemme havde begyndt at faae noget Skrigende, kunde hun ikke fyldestgjøre i det nydelige Syngepartie. Kun en Eneste: Jfr. Brenøe, som Agathe, var, baade i Henseende til Spil og Sang, sin Opgave fuldkommen voxen og løste den paa en saadan Maade, at hun i denne fremfor nogen anden Rolle vil være uforglemmelig for Enhver, der havde den høie Aandsnydelse at see hende deri. Hendes hele Væsen og Væren vare, i ethvert Blik, enhver lille BeBe-vægelse [sideskift][side 680]vægelse, saa ganske opgaaede i den veemodigt blide, fromt gudsfrygtige og af stille, men inderlig Kjærlighed bekymrede Overførsterdatter fra Middelalderen, at det var som om man mærkede, at Værelset i hvilket hun stod, laae i dyb, romantisk Skoveensomhed; og det herlige, følelsesfulde Foredrag, hvormed hun i friske, fyldige Toner udaandede sit Sværmerie, høitjublende frydede sig ved den Elskedes Komme og jomfrueligreen gjorde sin Bøn, henrev ikke blot Publikum til levende Bifaldsudbrud, men fik ved ægte Pathos en stor, gribende Virkning. Hendes Agathe vil for den, som har fulgt hendes hele Kunstnerliv, være det Skjønneste af det Skjønne deri. Det for Effecten af anden Acts Finale saa vigtige Maskinerie var ret godt, naar det virkede præcist, men dette blev kun sjeldent Tilfældet: der var som oftest en eller anden lille Forvirring, som rev Publikum ud af Stemningen; under Forestillingen for den svenske Kronprinds faldt endogsaa Maanen ned.

Heinsvig gav vel i Comedien et Par Charakterer saaledes, at det vilde være vanskeligt at finde hans heldige Eftermand, og han havde været til stort Gavn ved Dygtighed til, under Sygdomstilfælde, med kort Varsel at give endog betydelige Roller ret tilfredsstillende; men hvad der tabtes med ham var kun lidet imod hvad der for Fremtiden blev vundet ved Christen Foersom. Han var 27 Aar gammel, meget blond, hvad der dog ikke skadede ham paa Scenen, da han, ligesom Gjelstrup, næsten aldrig fremtraadte i sin egen Personlighed, og havde et stort, meget bevægeligt og efter hans Villie let foranderligt Ansigt, hvoraf han, ved mimisk Færdighed og fortræffelig Maskering, vidste at skabe mangfoldige ham fremmede, men til hans Rolle ligesaa naturligt svarende som originale og [sideskift][side 681]pudseerlige Physiognomier. Over sin spinkle Figur besad han samme Forvandlingsmagt, saa at han var istand til at give den et høist forskjelligt og altid efter Opgaven charakterisk Udseende. Han havde en dyb og usædvanlig stærk Bas i baade Tale- og Syngeorganet. Sangstemmen, der vel var kraftfuld, men ikke sonor og egal, stod ikke saaledes under hans Herredømme, at han kunde anvende den udenfor det Comiske eller i cantabile Partier, men over Talestemmen var han i den Grad Behersker, at han for enkelte snurrige Roller kunde bruge et høiere Register, end det, som var ham naturligt, og dog med Lethed nuancere Foredraget. Han var meget rig paa Opfindelse af eiendommeligt comiske Figurer, men langsom til fuldstændigt at indleve sig i store Charakterer, hvorfor han havde mange Vaudevilleroller og af Forfatterne blot skizzerede Personer, der strax fremtraadte som originalt tænkte og efter Naturen til Fuldendelse udførte Smaaskildringer, da han derimod først ved at spille en meget betydelig Rolle flere Gange kunde naae til at give den med sit Genies hele Friskhed og Fylde, hans rige Lune holdt sig næsten altid paa Sandhedens Gebeet og fremtraadte især ved overraskende, i psychologisk Henseende træffende rigtige, Smaatræk og Betoninger. Jo fjernere en Rolle, naar den blot laae indenfor det Lavcomiskes Grændse, var fra hans Personlighed, jo naturligere og genialere opfattede og gav han den; hans Spidsborgere vare, i stor Forskjellighed, hver for sig Mesterværker, ei alene med Hensyn til comisk Kraft og Grundcharakterens Natursandhed, men ved den Fiinhed, hvormed han vidste at give enhver af dem Præget af Stand, Haandtering og Livsforhold, hvorfor de tillige, endog indtil Fingrenes Holdning og Bevægelser, bleve fuldstændige, [sideskift][side 682]fra hans andre Fremstillinger udskilte, Individskildringer, hans Debut vandt stormende Bifald, endskjøndt han, da han først ved sine kunstneriske Kræfters stadige Brug var istand til at oparbeide sig til Frihed og fuldstændig Dygtighed i deres Anvendelse, ikke dengang i en saa betydelig Rolle var hvad han sildigere blev. — Sophie Schaltz var en meget ung Pige, som i et for Kammerpigefaget meget heldigt Udvortes, særdeles levende Øine og en fortræffelig Altstemme havde store physiske Evner til at blive Mad. Liebes Efterfølgerinde, og naaede hun end ikke denne geniale Kunstnerinde i Energie og aandfuld Diction, overtog hun dog efterhaanden hele hendes Fag med saa stor Duelighed, at hun blev af megen Betydenhed for Scenen især i Sangroller.

Strax efter Saisonnens Slutning ansøgte Ryge om Afsked med 800 Rdlr. Vartpenge. Anledningen opgav han at være, "det uvenskabelige og ugunstige Sindelag, han troede at have havt Prøver paa fra sine Jævnlige, og som han frygtede for snart at ville lægge ham i Graven og derved berøve hans fire uopdragne Børn deres Forsørger." Han forsikkrede, "at hverken Higen efter udvidet Magt, Lyst til forandret Virkekreds eller pecuniaire Hensigter havde fremavlet hans Beslutning;" han ønskede kun, "at hans Børn, hvis han skulde døe inden de selv kunde forsørge sig, kunde gjøre Regning paa en temporair Understøttelse af 150 Rdlr. for hvert eller 600 Rdlr. ialt," og erklærede, at "om Hs. Maj. vilde give ham dette Beviis paa allernaadigst Tilfredshed med hans Stræben og Virksomhed, da vilde det give ham Mod til at forblive i sin Post." Directionen stadfæstede for Kongen, at "der var et uvenskabeligt Forhold imellem Ryge og de fleste af hans KammeKamme-rater [sideskift][side 683]rater, " og androg paa, at der, hvad ogsaa blev bevilget, maatte gives ham det attraaede Tilsagn saaledes, at der til Summen medtoges de 400 Rdlr., som der vilde tilfalde Børnene af Theatrets Børneforsørgelseskasse og den almindelige Pensionskasse, og at de skulde beholde Understøttelsen indtil de havde fyldt det 20de Aar.