[side 622]Vigtige administrative Forandringer, store Tab i Fag, som vare aldeles nødvendige for det gangbare Repertoire, vigtige Tilgange i Fag, der i lang Tid havde savnet Fremstillere, og Nyheder, som førte til at alle de dradra-matiske [sideskift][side 623]matiske Kunstarter begyndte paa Scenen at komme frem i en anden Stiil, gjorde denne Saison høist mærkelig.

Beneficerne vare stegne til et saadant Antal, at de truede med ganske at lamme Theatrets Virksomhed for sig selv. Der var, foruden for Theatrets Grundkræfter: Skuespillerne, Forfatterne og Componisterne, fastsatte Beneficer for Theatrets Enkekasse, Capellets Enkekasse, Capelmusici. Knudsens Enke paa Grund af hans patriotiske Fortjenester, Saarede og Faldnes Efterladte, Blindeinstitutet og Fattigvæsnet, og een for alle Gange forundte Beneficer for fremmede Kunstnere, Døvstummeinstitutet, Bombebøssen og hvilke andre Personer eller Indretninger, som kunde opnaae Bevilling til at faae Theatret og dets Personale anvendte til egen Fordeel. Endelig vare Søndagsforestillingerne, som en Følge af Indtægtens Fordeling, for Kassens Vedkommende ganske at ansee som Beneficer. I Saisonnen 1818-19 blev givet 212 Forestillinger og af disse vare 25 Søndagsforestillinger og 34 Beneficer, altsaa 59 eller over 3½ Delen Forestillinger, som Theatret opførte uden at have Indtægt for sig; og af Beneficerne vare 9 for Personaler (5 Tjeneste- og 4 Flidsbeneficer); 4 for Forfattere (deraf endog I henstaaende fra en foregaaende Saison); 5 for Capelmedlemmer; 2 formedelst allerede lønnede kunstneriske Fortjenester af Skuepladsen; 5 for fremmede Kunstnere og 9 for de to Enkekasser og andre Veldædighedsformaal. Beneficerne berøvede ei alene Theatret Aftener, som det selv kunde have benyttet med Fordeel, men skadede de andre overmaade meget derved: at Abonnementet blev betydeligt ringere, fordi Publikum heller søgte de mere piquante og indholdsrige Beneficer; at der til Enkekasseforestillingerne kunde vælges nye Stykker, som endog fyldte [sideskift][side 624]en Aften; at der, selv efter at den ved Ryge udvirkede Repertoiret aldeles ødelæggende Tilladelse for Skuespillerne til at give nye Stykker var taget tilbage, fordredes overordenlige Anstrengelser for at opføre de valgte, altid store og ofte i mange Aar henlagte Stykker, som undertiden maatte have et kostbart nyt Udstyr; at Repertoirets meest indbringende Sager bleve holdte tilbage, for at blive tjenlige til begjærligt søgte Beneficeforestillinger; og at det ordinaire Repertoire behandledes meget skjødesløst, for at der for de til en vis Dag bestemte Beneficer kunde blive Tid til at lære Roller og holde Prøver. Dertil kom, at hele Beneficeindretningen førte til stor Forurettelse imod de originale Forfattere, som skulde have deres Honorar af en Forestilling. Disse kunde nemlig ikke, som de andre Beneficianter, vælge usædvanlige Sager, men maatte nøies med deres eget Stykke, og da det vilde blive at see ved Abonnementsforestillingerne, kunde det ikke, hvis de ikke havde det sørgelige Held, at en i Udsigt stillet Udpibning deraf sikkrede det Tilløb, for den Aften have særegen Tiltrækningskraft, endsige give dem, hos hvem Theatret dog skulde have sit Repertoires Grundvold, den samme Indtægt, som endog saadanne Beneficerede, der aldeles ikke havde med Theatret at gjøre, kunde opnaae ved Billetprisernes Forhøielse. Kruse havde i Foraaret 1819 ved en særdeles velskreven Afhandling i sit Skrift "Theatret", hvilket Chicanerier kort efter gjorde ham kjed af at fortsætte, klart og udførligt godtgjort det for Skuepladsen Grundfordærvelige i Beneficerne, og paaviist, hvorledes Theatret kunde, med stor Fordeel baade for sig og de Berettigede, forvandle dem til Pengeydelser. De fleste Skuespillere, der vare saa borneerte, at de kun bleve vaer, at Noget skulde berøves [sideskift][side 625]dem, men ikke at der gaves dem Æquivalent paa en dem tjenligere Maade, skrege imidlertid høit imod hans Forslag, og at det kom fra ham var nok for Directionen til ikke at finde det Opmærksomhed værdt. Da denne ikke i den sidste Saison, hvorvel den kun gav 18 Søndagsforestillinger og af al Magt søgte at hemme Beneficestrømmen, havde kunnet forhindre, at 47 af de 119 Forestillinger bleve uden Indtægt for Theatret, og den tillige, ved at maatte afvise adskillige Ansøgninger om Beneficer, havde havt endnu flere end de mange sædvanlige Ubehageligheder af dem, blev den alligevel meget glad ved at Ryge indkom med et Forslag, som ganske var en Optagelse af Kruses Idee, med den Forskjel, at medens Kruse var af den meget fornuftige Mening, som ogsaa en Commission 32 Aar efter havde, at Erstatningen for Beneficerne burde gives med et aarlig Tillæg baade for Flid og, kun endnu større, for Tjenestetid, saa vilde Ryge have, at den skulde gives med Indtægten af en Benefice det Aar, da denne forfaldt. Med megen Beundring over Inspecteurens ny og sindrige Forslag indgik Directionen nu med en allerunderdanigst Forestilling om, at alle Beneficer maatte gaae ind og Løverdagen bortabonneres. Dens Grunde vare følgende: "at Beneficerne allerede nu vare voxede op til et betydeligt Antal; at Alle kappedes om at udbede sig de meest indbringende Stykker; at der fremsøgtes længe henlagte Stykker, som havde en lokkende Titel, og de fordrede da store Bekostninger og samme Indstudering som nye, uden at de, som oftest, behagede; at Theatrets ugenlige Gang hemmedes; og at Publikum holdt det ikke for Umagen værdt at abonnere, da de bedste Stykker bleve givne til Beneficerne." Forestillingen fandt kongelig Approbation den 26de [sideskift][side 626]August, og endvidere bestemtes, at "20 Procent af Theatrets Brutto maatte anvendes til de aarlige Douceurer. Beneficegodtgjørelser og Forfatterhonorarer saaledes: til

	Theaterpersonalets	Beneficer	5		Procent,
	-	aarlig Douceurer	5		-
	Otte af Capellets Medlemmer og dets Enkekasse		3		-
	Theatrets Enkekasse		2		-
	De Fattige		1		-
	De Saarede			½	-
	Mad Knudsen			¾	-
	Originale Forfattere indtil		2	¾	-"

To Aar efter bestemtes, at selv om Bruttoindtægtens Størrelse skulde tilstede det, maatte en Beneficegodtgjørelse ikke overskride 1100 Rdlr. Sedler hvormed den sædvanlig, endskjøndt Procenterne ikke androge saameget, blev Skuespillerne udbetalt. Da den til Forfatterhonorar, hvorunder naturligviis ogsaa er forstaaet Componisthonorar, bestemte Sum ikke kunde ventes at naae op til 3000 Rdlr., maa Directionen enten ikke have tænkt at faae eller ikke have havt isinde at antage mange originale Værker. Personaler var særdeles utilfreds med denne Vertering og bebreidede Ryge meget haardt, at han, efter at have faaet sine Flidsbeneficer, kom frem med et Forslag, der berøvede dem Fordelen af den Priisforhøielse, som Publikums Yndest gav dem Sikkerhed for at turde fastsætte, men hvortil han ikke, paa Grund af at Stemningen var hans Person ugunstig, selv havde kunnet faae alle Billetter afsatte ved sin sidste Benefice, endskjøndt han ved sin Indflydelse havde vidst at skaffe den et usædvanligt lokkende Indhold.

[sideskift][side 627]Hvor ofte og starkt Directionen end i sine Forestillinger til Kongen berømte den Iver, hvormed Ryge understøttede dens Bestræbelser for Skuepladsens Tarv, vare dens Medlemmer intet mindre end tilfredse med Maaden, paa hvilken han viste den. To Aar efter, da Directeurerne saa vidt havde opnaaet at see sig beskyttede imod hans Despotie, at de turde yttre sig derom, indtraf en Hændelse, ved hvilken det kom frem baade hvorledes han havde domineret dem og at de med Ærgrelse havde følt det. I Februar 1820 var en Syjomfru paa Theatrets Skrædersal, Betzy Anthon, bleven ansat til tillige at være Garderobeforvarerske, i hvilken Egenskab hun fik Anordningen af den qvindelige Paaklædning, hvilken hun forestod med megen Duelighed. Den 3die Oktober 1822 indkom Ryge til Directionen med en Klage, som begyndte saaledes: "Da jeg idag tilkjendegav Skrædermester Winter og Jfr. Anthon, at der vilde blive meget at forfærdige til Dronningens Fødselsdag, og at vi derfor maatte være betænkte paa at søge Hjælp hos Fremmede, svarede den sidste mig, at hun havde laant Stykket Preciosa af Hr. Liebe og læst det, fordi hun ansaae det for nødvendigt at gjøre sig bekjendt dermed, og at hun deraf havde seet, at der ikke var nogen Pragt den, og at der følgeligen ikke vilde blive saameget at forfærdige dertil." For "denne Impertinente" vilde Ryge have Jfr. Anthon, — som tre Maaneder efter blev hans Kone, — afstraffet, men ansaae sig, endskjøndt han meente, ved Maaden hvorpaa hun var ansat, at have Magt til at afskedige hende, for "uberettiget til selv at gjøre det, fordi han ikke kunde adskille Syjomfruen fra Garderobeforvarersken" førend Directionen gav ham skriftlig Fuldmagt til "efter eget Godtbefindende at afskedige saadanne under [sideskift][side 628]hans specielle Tilsyn arbeidende Personer;" og paa at gives denne Fuldmagt androg han, "da det blev ham aldeles umuligt at opfylde sine Pligter, naar disse Personer vare opsætsige imod ham." Sagen faldt hen, ved at Directionen ikke kunde finde nogen Opsætsighed i at Garderobeforvarersken, "efter hvad Dr. Ryge selv i Klagen havde fremsat," langtfra at negte at forfærdige hvad Doctoren befalede hende, "kun havde været af den Mening, at der var Lidet at forfærdige, og Dr. Ryge, at der var Meget; hvorhos det var meget roesværdigt af hende, om hun kunde skaffe Dragterne færdige uden extraordinair Hjælp og extraordinair Betaling;" men i de skriftlige Forhandlinger om Sagen fremkom fra Rahbek, som to Aar tidligere havde medunderskrevet de til Kongen indgivne stærke Berømmelser over Ryges Iver for at samvirke med Directionen, den mærkelige Yttring: "En langvarig og daglig gjentagen ubehagelig Erfaring maa advare os, ikke at forunde eller forøge en Mand nogen Myndighed, der kun er altfor tilbøielig til at tiltage sig den selv, ikke for just at gjøre den sindigste Brug deraf, som utallige Exempler, fra Mad. Hegers til Reservesouffleur Haacks, bevise." Den "daglig gjentagne ubehagelige Erfaring" havde fra denne Saisons Begyndelse været Directionen næsten uudholdelig, saameget mere da Personalets Klager over Ryges Misbrug af Myndigheden vare blevne flere og alvorligere, uden at den vovede kraftigt at antage sig endog de retfærdigste. Til de mange Forlegenheder, som Directionen derved sattes i, kom dens Ængstelse ved at, uagtet alt, hvad den kaldte sine Bestræbelser for Skuepladsens Tarv. Indtægterne i de sidste Saisonner stadigt vare blevne mindre, medens det ikke ved den saa stærkt anpriste Oekonomie kunde lykkes at [sideskift][side 629]bringe Udgifterne ned i samme Forhold. Det var klart, at det ikke kunde vedblive at gaae saaledes: selv Bestyrelsens Medlemmer havde i den sidste Tid ladet sig mærke med, at der maatte gjøres Noget, hvorved der kunde baade bringes Kraft ind i Administrationen og hos Publikum gjenvækkes Interesse for Skuepladsen. Men ogsaa i denne Henseende var det hidtil blevet ved, at "der maatte tænkes paa det." Da opkom i Midten af Oktober en ubetydelig Tvist, ved at Siboni, som levende antog sig Opførelsen af "Tancredo", førte Klage over, at Jfr. Løffler, hans Elev, som ønskede et andet Costume, end der af Ryge var bestemt hende, havde faaet en grov Afviisning, hvorvel det, som hun havde anmodet om, hørte til Rollen i Udlandet. At støde Siboni, der stod høit anskreven ved Hoffet, forekom Holstein endnu farligere, end at fortørne Ryge; han bad derfor denne at indfinde sig i et Directionsmøde, hvor han, saa lempeligt som muligt, paalagde ham Forandringen. Men Ryges Heftighed løb strax af med ham: han svarede, at han vidste nok hvis Paafund det var, og saae, at Directionen nu vilde lade Folk, som ikke forstode sig paa hans Embede, hovmesterere ham deri; derfor vilde han sige, at denne Gang gav han efter, siden Stykket skulde gaae til Dronningens Fødselsdag, men kom man igjen — saa bandte han og slog stærkt i Bordet — da skete det ikke; saa maatte man see hvem man bedst kunde taale at lade gaae, Siboni eller ham. Med denne Erklæring gik han sin Vei, og nu blev Directionen enig om, at den ufortøvet maatte forstærke sig med en Mand, der havde Kraft til at holde Ryge indenfor hans Myndigheds Grændse og Mod til at overtage Ansvaret for Følgerne deraf. Der var ingen Tvivl om, hvem denne maatte være: Etatsraad [sideskift][side 630]Jonas Collin, Medlem af Finantsdeputationen, var, siden han i 1812 havde ledet Rigsbankens Oprettelse, den Mand, som ved sin klare Forstand, Dristighed og energiske Bestemthed skulde bringe alle forfaldne Statsanstalter paafode, og med Theatret stod han allerede i nogen Berørelse, ved at han i Directionen for dets Enkekasse, hvortil Planen var udarbeidet af ham, havde Sæde som "den af Theaterdirectionen valgte sagkyndige Mand." Desuden var han ei alene personlig bekjendt med Bestyrelsesmedlemmerne og de Anseteste i Personalet, men havde ladet mærke, at han nok kunde have Lyst til ogsaa i denne Retning at gjøre sit Ordningstalent virksomt. Det blev da af Holstein mundligt forestillet Frederik den Sjette, at Directionen maatte ansee det baade ønskeligt for sig og betryggende for Finantscollegiet, som ideligen trængte paa Besparelser medens Theatret bestandigt trængte til større Tilskud, hvis en saa erkjendt fast og dygtig i Finantsdeputationen ansat Mand blev den tilforordnet. Det var en Yttring, som Kongen hørte med megen Glæde, og den 1ste Febr. 1821 blev Collin beskikket "til at være Medlem af Directionen for Vore Skuespil, dog uden Gage, og skal det specialiter være hans Pligt i denne Egenskab at vaage over Theatrets Oekonomie og Pengeudgifternes muligste Indskrænkning." Collin var dengang en af Aand og Legeme usædvanlig kraftig Mand paa 45 Aar, venlig, rolig og sindig i Forhandlinger med Høie og Lave, tilbøielig til at komme imøde og hjælpe Enhver, fornemmelig hvor han sporede gode Evner og Lyst til deres Udvikling, hurtig til klar Opfattelse af en ham foredraget Sag, uden mange Ord, paalidelig i Løfter og altid begjærlig efter, uden forhalende Omstændelighed, at føre det, som han fik under Hænder, [sideskift][side 631]til den snarest mulige endelige Afgjørelse; de Erklæringer og Betænkninger, som han afgav i Embeds Medfør, vare affattede bestemt og uden vidtløftig Deduction: det, hvori han meente at lægge deres Kraft, var alene, at han, om hvis Sagkyndighed og Samvittighedsfuldhed Ingen tvivlede, satte sit Navn under dem. Hindringer vilde han ikke vide af at sige; fandt han dem ikke antagelige, maatte de hæves, og kunde dette ikke skee blot derved, at han rolig gjorde Forsøg med Forestillinger og Overtalelser, da brast Taalmodigheden ham pludseligt, Blodet foer ham til Hovedet, hans Vrede brød frem i et Par skarpe Ord, og om han end gik, uden videre at yttre sig, saa kunde den Vedkommende være ganske vis paa, at han vilde vide at satte sin Villie igjennem, ikke ved Intriguer eller ad Krogveie, men ved kraftige Forholdsregler, der, hvis det gjaldt Noget af Betydenhed, kunde blive afgjørende nok, thi for skulde enten han eller den, som havde reist Hindringen, vige sin Plads, end han opgav en vigtig Beslutning, naar han var overbeviist om dens Rigtighed. Hvor han troede at finde Talent var han altid rede til med Iver at arbeide for dets Fremme, og endskjøndt han strengt opfyldte sin Pligt at vaage over Theatrets Oekonomie, viste han sig aldrig karrig naar det gjaldt om at opmuntre eller belønne hvad han ansaae for udmærket; men da han havde en langt renere Erkjendelse af det Nyttige, end af det Skjønne, hændte det undertiden, at han lod sig paaliste Meningen om at Kunstnere og Kunstværker vare af enten større eller mindre Fortjenester, end den upartiske Sagkyndige tillagde dem. Imidlertid lod han sig ikke, naar der var Tale om at yde Bistand, egensindig bestemme blot af den Mening, han selv var kommen til, men antog sig ogsaa med Kraft mangen [sideskift][side 632]Sag, der, uden at den vandt hans personlige Interesse, havde Talsmand, hvis Indsigt og Redelighed han stolede paa. Personalet hilsede Collins Udnævnelse med stor Glæde; det vidste, at den især havde til Hensigt at sætte Skranker for Ryges Anmasselse, og tvivlede ikke om, at det snart vilde komme til et Sammenstød, hvorved der vilde blive gjort Ende paa den. Men Collin var ligesaa klog som energisk: han vilde ikke udsætte sig for de store Forlegenheder, der kunde følge af, at han, midt i Saisonnen og uden endnu at kjende Theatervæsnet nøie, optraadte skarpt imod en saa fremfusende Mand, som var af største Vigtighed for Scenen; der maatte da have været en uundgaaelig Nødvendighed, og, det blev der ikke, da de løbende Forretninger ikke i Resten af Saisonnen fik stor Vigtighed, og Ryge desuden i Begyndelsen viste sig meget eftergivende, naar der opstod Meningsforskjellighed. Collins første reformatoriske Virksomhed vendte sig mod en anden Kant: han forordnede, at Oversættelser ikke skulde betales førend de vare opførte. Derved handlede han baade imod den givne Bestemmelse og sund Logik, thi Oversætteren, hvis Arbeide, uden Hensyn til dets Optagelse, er fuldstændigt leveret ved at Theatret har det og erklærer at ville gjøre Brug deraf, kan fordre at blive betalt ved Afhændelsen; men han var, med al sin personlige Humanitet, Absolutismens ægte Embedsmand, der, da Antagelsen af Oversættelser, hvilke man ikke meente at give, skete af Directionen og fornemmelig til Fordeel for et af dens Medlemmer, ikke betænkte sig paa at gribe til det eneste kraftige Middel, som han fandt til Undertrykkelse af et Uvæsen, der havde medtaget betydelige Summer. Nogle Aar efter, [sideskift][side 633]da Foranledningen var borte, optog han ogsaa igjen den tidligere Bestemmelse.

Ikke mindre end tre danske Digtere fremkom i denne Saison med hver sin Tragedie. Kruses "Ezzelin" var et Værk, der til enkelte gode Situationer havde alle de Feil og Forkeertheder, som stødte i "Klosteret", og tillige, baade ved den grimasserede Skildring af Hovedpersonen og det hele Billedes mere stygge og uhyggelige, end rystende Virkning, gjorde et meget ubehageligt Indtryk. Ryge gav Ezzelin med stor Kraft og en Varme, som var saameget mere beundringsværdig, da hans i og for sig hæslige Rolle blev i en endnu høiere Grad end de Andres vanskeliggjort ved ildelydende og knudrede Vers. Hans storartede, mægtige Fremstilling imponerede Publikum og fremkaldte stormende Bifald, men formaaede ikke at holde Stykket i Repertoiret. Ingemanns "Hyrden af Tolosa" var, uagtet det, ved Mirakler, Kors paa Himlen. Mystik og er stærkt Anstrøg af sentimentalt Sværmerie, som her dog udtrykte sig i et skjønt, ægte poetisk Sprog, havde dybe Spoer af den moderne tydske Romantiks Indflydelse, et Værk af megen digterisk Betydenhed, men ingenlunde heldigt anlagt for Fremstilling paa Scenen. Allerede det, at Personerne, saa at sige, gik under i den heftigt bevægede Handlings rivende Strøm, og at de mange i Udkast interessante Charakterer, formedelst den Indskrænkning, som det til Opførelse bestemte Drama nødvendigen betinger, trængte hverandre saa stærkt tilside, at ingen af dem var istand til at komme til en saa klar og fuld Udvikling, at den kunde vække den Deeltagelse, som den aabenbart vilde have Fordring paa, gjorde en tilfredsstillende Udførelse næsten umulig; og aldeles umulig blev denne ved, at af de mange herlige [sideskift][side 634]Situationer vare de fleste vel høist pittoreske, men næsten ikke een theatralsk. Der var aldeles ikke taget Hensyn til Theatrets Formaaenhed: de foreskrevne Sceneforandringer vare tildeels ligefrem ugjørlige og tildeels kun at udføre saaledes, at man, for at faae en Decoration frem, maatte skade ikke blot denne, men ogsaa den, som gik foran eller fulgte efter, hvorfor der ikke af de mangfoldige forlangte Decorationer var en eneste, der svarede til Digterens Forskrift eller kunde gjøre den tilsigtede Virkning paa Publikum. Cetti var langtfra Hovedrollen voxen: hans Kamp imellem Pligten som Christen og Følelsen som Søn, hans stille Kjærlighed og Fortvivlelse, Veemod og Begeistring løb all i hverandre i et aandløst vexlende svulstigt eller klynkende Foredrag, der var uden gribende Virkning; de andre betydelige Roller bleve i de dygtigste Fremstilleres Hænder kun Skizzer, ved at være omgivne af de ideligt fremtrædende Masser, som ikke heller paa Theatret kunde gives den Storhed, hvorved de skulde have Effect; og til blot taaleligt at besætte de mange Biroller, der alle havde Vigtighed i og for sig eller ved Situationen, hvori de fremtraadte, kunde Theatret ikke med al sin Anstrengelse tilveiebringe det fornødne Antal Brugeligheder. Der savnedes i høieste Grad baade i det Kunstneriske og i det Materielle Fuldstændighed og Ensemble: istedetfor at Fremstillingen skulde illustrere Digterens Værk, kunde den ikke ander end bringe det frem i en saadan Forhutling, at man maatte lade det blive ved een Opførelse. Et Mesterværk, lige udmærket ved ypperligt tænkte og med stor psychologisk Indsigt udviklede Charakterer, en mangesidig og kraftfuldt udført Tidsskildring, national Grundtone, poetisk Aand og ædel effectfuld theatralsk Behandling, fik Skuepladsen i [sideskift][side 635]Oehlenschlägers "Erik og Abel." Den Række liv- og sjælfulde Scener, der efter en af de ypperligst opfundne Expositioner, som den tragiske Digtekunst har at fremvise, uafbrudt gik naturligt og som med Nødvendighed ud af hverandre lige til Stykkets Slutning, gjorde et levende Indtryk paa Publikum, som med sin Jubel viste, at det ikke ved den lange æsthetiske Forvirrelsestilstand var blevet uimodtageligt for det sande Kunstskjønne, men med Enthusiasme hilsede en Nyhed, hvori Natur og Poesie aabenbarede sig i saa inderlig Forening. Alligevel var Udførelsen kun tildeels den herlige Digtning værdig. Frydendahl fremstillede i ædel Simpelhed en imponerende Konge, og havde hans Foredrag end ikke Begeistringens raske Opsving, var der dog megen mandig Kraft. Varme og hjertelig Følelse deri. Ryges Udførelse af den mørke, mistroiske og heftigt opbrusende Abel var et fuldendt Charakteerbillede, anlagt med megen Bestemthed og frisk, kraftfuldt coloreret. Den baade ved overraskende ypperlig psychologisk Behandling og poetist Skjønhed mageløse Scene i Gravcapellet blev af begge Kunstnerne givet med en Sandhed og Varme i det mimiske og declamatoriske Udtryk, som flere Gange fremkaldte stormende Bifaldsyttringer. Digteren har med en til Natur beundringsværdigt forvandlet Kunst vidst saaledes at føre Interessen, som man skulde troe maatte tabe sig ved Eriks Død, over paa Abel, at den i Digtningen holdes i sin fulde Styrke igjennem de to sidste Acter; Ryge forstod ved sit mesterlige Spil glimrende at fyldestgjøre den Opgave, som derved var stillet ham: Charakteren blev bestandig mere fængslende ved Fylde i Udviklingen; især vare Forbandelsen over Lauge og Angeren ved Eriks Lig, i deres store Forskjellighed, to Momenter af mægtig Virkning. [sideskift][side 636]Stages Lauge havde et herligt Udseende og megen Anstand, men ikke nok hverken det mandigt raske, ridderlige Væsen, hvorved han fornemmelig bliver yndet af begge Brødre og elsket af Sophie, eller af den Kløgt og Forslagenhed, som er hans sande Charakteer, hvorfor denne, rigtignok meget vanskelige, Rolle ikke blev, hvad Digteren havde tænkt den at skulle være. Lindgreen var som Henrik Æmeltorp, vel "fiirskaaren og arret, som en Huggeblok", men savnede den djærve Aabenhed og jævne Høihed, som saa fortræffeligt udtaler sig af enhver Replik. Imidlertid, der var i selve Digtet en saa kraftig Aand og stor theatralsk Virkning, at det strax blev et af den danske Scenes folkekjæreste tragiske Værker. Ved Opførelsen af "Wallensteins Leir" vilde man sondere, om det kunde være raadeligt at anvende Tid og Bekostning paa at give den herlige schillerske Trilogie. Fremstillingen var imidlertid, med Undtagelse af Ryges høist originale og grundhumoristiske Capuciner, som vandt enthusiastisk Bifald, saa mangelfuld og maadelig, at man ikke kom til Skjøn om, hvorvidt Publikum vilde være modtageligt for en god Udførelse deraf, men fik fuldkommen Sikkerhed for, at Theatret ikke endnu kunde tilveiebringe en saadan. Denne store Idee blev derfor opgivet. — Af to engelske Femacts-Comedier fandt den ene, Bourgoynes "Dyder og Penge", der i England havde gjort stor Lykke, en saa kold Modtagelse, at den strax maatte henlægges, og den anden, "Bonton blandt Borgerstanden" af Eyre, vandt kun meget ringe Bifald, hvilket den endda skyldte en eneste Skuespiller, nemlig Haack, der i Irlænderen Connaught overraskede ved en meget original Pudseerlighed. Man mærkede nu, at Personalet, ved ideligen at spille de vage, gehaltløse kotzebueske Lystspilroller, hvori de stærkeste [sideskift][side 637]Effectsteder laae udenfor Charakteren, havde begyndt at tabe Styrken til livligt, klart og fast at gjennemføre den engelske Comedies originale Skildringer, som maae betragtes med et skarpt Blik for der Psychologiske og fordre Skuespillere, der kunne finde Forfatterens Intention og fuldstændigt omdanne deres Personlighed efter den. Af de store Charakteerstykker var det kun de gamle, i hvilke Fremstillerne havde ypperlige Forgængere og Traditioner at holde sig til, som endnu glimrede ved de fleste Hovedrollers fortræffelige Udførelse; i de nye var det kun Frydendahl, der altid, og fire, fem af de andre Udmærkede, der af og til opnaaede at frembringe en livfuld, interessant og fuldstændig Originalfigur; et Ensemble kunde man ikke tilveiebringe i disse Stykker, som derfor ikke fik fast Fod i Repertoiret. Det var indlysende, at dersom Personaler skulde fyldestgjøre sine Opgaver, maatte man enten, med Fare for at Anstrengelserne en Tidlang vilde slaae feil, ved fortrinsviis at give store Charakteerstykker lade det arbeide sig op til deres tidligere dygtige Udførelse, eller anvende det i en Lystspilart, hvorover dets Evner gav det fuldt Herredømme. Der kunde ikke være Tvivl om, at Directionen, i Kassens Interesse, helst vilde det Sidste; kun var det ikke klart af hvad Art Nyhederne maatte være og hvor man skulde faae dem fra. Et Fingerpeg til Arten havde man imidlertid i "Den letsindige Løgner", et Treactslystspil, som med megen Theaterkyndighed var af den hamborgske Skuespiller F. L. Schmidt bearbeidet efter Goldoni. Det hverken havde Noget af Kotzebues Caricatur og affecteerte Sentimentalitet, eller var en saa bredt behandlet Hverdagsbegivenhed som "Hvilken af dem er Bruden?" Dets Væsen laae i en livlig Handling med endeel piquante og moersomme SituaSitua-tioner [sideskift][side 638]tioner, nogle rask skizzerede almindelige Personligheder, som ved de Forhold, hvorunder de optraadte, fik Anseende af Charakterer, og en smagfuld, let Conversationsdialog. Og her viste Skuespillerne sig at være paa deres rette Gebeet. Det var ikke blot Stage, der, som Hovedpersonen, ved elskelig Bonhommie, og Ryge, der, som Politie-Intendanten, ved Lune og Humor vandt stormende Bifald, men alle de Spillende, endog Hass, som gav Arrestforvareren, havde saa fuldeligen Herredømme over deres Roller, at de gjorde megen lykke og skaffede Stykket en glimrende Modtagelse. Dog, dette Slags Lystspil virke ligesaa flygtigt som slaaende; der maa mange af dem til, for at vedligeholde Publikums Interesse for Arten; og hvor skulde de skaffes fra? I Tydskland var dette det eneste og desuden en Bearbeidelse, som ingen Tydsker havde Behændighed til heldigt at gjøre til Mønster for Originalarbeider; paa Parisertheatrene viste sig ikke noget Nyt i denne Genre, og havde det end viist sig, var det ikke endnu Directionen klart, at det var det, som man, under de nærværende kunstneriske Forhold, især maatte gjøre Brug af. Tilfældet førte imidlertid til, at den snart baade fik Overflod af dette Slags Lystspil og kom til at anvende dem mere end ønskeligt. — Det var især i Syngespillet at en begyndende stærk Forandring i Stiil gjorde sig bemærkelig igjennem to diametralt forskjellige betydelige Værker. De Syngestykker, som kom frem i forrige Saison, vare ikke valgte af Siboni, men kun indstuderede under ham. Da dette ogsaa var Tilfældet med tre i denne givne Compositioner: Isouards "De to Virtuoser", Bertons "Montano og Stephanie", og Boyeldieus "Zoraime og Zulnar", som alle kun gjorde liden Lykke, blev det ham kun muligt ved den overordenlige [sideskift][side 639]Virksomhed, der var ham egen og hvortil han ypperligt forstod at oplive Andre, at tilveiebringe Opførelsen af to store Arbeider, som kunde betegne, hvad der vilde være at vente under den ham anbetroede Ledelse af det musikalske Repertoire. At hans første Valg faldt paa en Musik af Rossini, var ganske naturligt: der var ikke, med Undtagelse af "Sargino", som netop beviste, at italiensk Musik kunde vinde Publikums Yndest, i 21 Aar bragt nogen italiensk Composition paa Scenen; Siboni kunde i en saadan bedst overraske med sin Skoles Eiendommelighed og sine Elevers store Fremgang; Rossini havde opnaaet europæisk Navnkundighed, uden at man her havde havt Leilighed til at dømme om hvorvidt der var Grund til enten den uhyre Berømmelse eller den haarde Dadel, der udtaltes over ham; Hoffet var ivrigt begjærligt efter at faae et af hans Værker at høre; og, fremfor Alt, Siboni havde den Overbeviisning, at Mesterens Tryllemagt ogsaa her vilde virke paa det store Publikum og derved styrke ham imod den musikalske Puritanisme, som lyste Forbandelse over hans Virksomhed inden han endnu i Gjerning havde viist den. Da den første Opførelse skulde være en Festforestilling, hvortil der maatte Pragt, og det vilde være lettest i det Pathetiske at henrive Publikum ved Melodierigdommen, bestemte Siboni sig for "Tancredo." Besætningen deraf havde imidlertid store Vanskeligheder og faldt ingenlunde ud til at give Musiken dens fulde Effect. Der var ingen Altist til Titelrollen; den maatte derfor transponeres til Bas for Cetti, som vel saaledes sang den fortræffeligt, med Smag og Følelse, men ikke kunde afværge at Partiet ei alene i og for sig fik en mørk, trist Tone, der i høi Grad skadede Melodiernes Ynde og svækkede det Brillante i Forziringerne, [sideskift][side 640]men i de combinerede Numere gjorde en næsten parodisk Virkning, da Zinck sang den gamle Fader med ualmindelig Friskhed og Varme i høi Tenor. Kun Jfr. Løffler, som Amenaide, fyldestgjorde i enhver Henseende sin Opgave: hendes Fremtræden var særdeles gratiøs, hendes Spil fuldt af inderlig Følelse og med sin bløde, indtagende Stemme sang hun Partiet saa henrivende skjønt, sjælfuldt og kunstfærdigt, at hun vakte megen Beundring og vandt overordenligt Bifald. Saa mangelfuld end Udførelsen var og hvor meget Publikum end indrømmede Rigtigheden af den musikalske Kritiks Anke over, at Rossini paafaldende havde forsømt at lægge Charakteer i sin dramatiske Musik og i flere pathetiske Situationer kun søgt at kildre Øret ved leflende, undertiden endog platte, Melodier, fandt denne Opera dog en saa glimrende Modtagelse, at Rigoristerne ikke engang vovede Forsøget paa at saae den udpebet. Rossinis ubestridelige Fortrin: rig Opfindelse af skjønne melodiske Motiver, Ild, Ynde, Lethed, den Kunst altid at gjøre Sangen herskende og fremhæve den ved et piquant Accompagnement, frappante Overgange, Friskhed i hans originale lykkelige Ideer og deres Udvikling, disse virkede ogsaa henrivende her og gjorde denne Opera for en Tid til et Yndlingsstykke. Siboni var ingenlunde, som hans Antagonister udraabte ham for, en udelukkende Beundrer af italiensk Musik, men fuld af Iver for at see udmærkede dramatiske Compositioner af alle Arter bragte paa Scenen. Et Beviis derfor, hvilket den krasse Eensidighed dog ikke vilde indrømme mindste Betydenhed, gav han ved at tage Mozarts "Figaros Giftermaal" til det andet Værk, som skulde manifestere det Princip, hvorefter han valgte Syngespil-Repertoiret, og hans Virksomhed for dets dygtige Udførelse. [sideskift][side 641]Med at faae denne mageløse Conversationsopera, fuld af det friskeste, elskeligste Lune og de, i den ypperligt gjennemførte store Charakteerforskjellighed, yndigste Melodier, godt udført havde det endnu flere Vanskeligheder, end med "Tancredo", men hver for sig lod sig meget lettere overvinde, og ved Sibonis overordenlige Omhu for at lede Indstuderingen i Compositionens Aand, lykkedes det at tilveiebringe en Opførelse, hvis Ypperlighed endog hans meest dadlesyge Antagonister maatte erkjende og som vandt Publikums enthusiastiske Bifald. Cetti, der vel ikke i Spillet var nogen fiint beleven og aandrig Figaro, men særdeles behagelig ved Anstand, Lethed og Vivacitet, sang Partiet med megen Smag og Varme; Mad. Rind, som ikke kunde blive den vittige, snedige og coquette Susanne, forvandlede hende til en naiv, elskværdigt overgiven Pige og udmærkede sig ved et fortræffeligt Foredrag; Zinck havde ikke ved en ham usædvanlig Flid opnaaet at fremstille Greven med Fiinhed og Gratie, men udførte Partiet, endskjøndt det laae ham for dybt, med en saadan Ild og Styrke, at han høstede meget Bifald som Sanger; Frydendahl var i Sang som i Spil en mageløs Bartholo; og Mad. Zinck, som Pagen, vandt ved sin indtagende Personlighed Overbærelse for Sangudførelsen, der, da hendes ikke store Stemme i den sidste Tid havde lidt ved Sygdom, vel var behagelig, men ikke fyldestgjørende det vanskelige Partie. For to af de Rollehavende blev denne Opera især en glimrende Triumf: Rosenkilde, der sang og spillede Bazile mesterligt, gjorde overordenlig Lykke med sin, ved humoristisk, musikalsk og ganske fortræffeligt declamatorisk Foredrag, udmærkede Udførelse af Arien i sidste Act; og Jfr. Zrza, som i det Hele gav Grevindens Sangpartie [sideskift][side 642]mesterligt, henrev ved sin overraskende brillante Virtuositet i den store Arie til en saadan Enthusiasme, at hun ved sjette Forestilling maatte paa stormende Opfordring gjentage den, hvad der, da Directionen ikke modsatte sig det, endskjøndt den frygtede meget mislige Følger deraf, maaskee her vilde have indført dette Kunsten høist skadelige Uvæsen, dersom et lystigt Hoved ikke, ved nogle Aftener efter at raabe Dacapo i "Jeppe paa Bjerget" for Lindgreens Vise "Liden Kirsten og Hr. Peder", meget pudseerligt havde parodieret det og fremkaldt en saa umaadelig Skoggerlatter, at Ingen fremdeles dristede sig til et Dacapo. Publikums levende Interesse for disse to høist forskjellige Musikværker, hvori Sangudførelsen saaledes var Hovedsagen, at man meget maatte nedstemme Fordringerne til Spillet, førte til for Fremtiden fortrinligt at optage store Compositioner i Repertoiret. Dette havde til Følge, at de franske comiske Syngespil, hvori smaa Stemmer uden betydelig Uddannelse havde kunnet gjøre stor Virkning ved charakteristisk Foredrag og udmærket Spil, mere og mere bleve baade det Publikum, der angav Musiksmagen, for ubetydelige og Personalet for uvante, hvad der, da de endnu vare Theatrets fortrinligste Præstationer, vilde have været meget at beklage, dersom de ikke ved samme Tid havde mistet saa betydelige kunstneriske Kræfter, at de dog ikke havde kunnet bevare sig i den saa fuldendte Udførelse, som de ingensinde senere have opnaaet.

"Den nye Narcis" var en Ballet-Bagatelle, som Dlle. St. Clair, en ikke udmærket, men let og gratiøs første Solodandserinde fra Stockholm, bragte paa Scenen, for at vise sit ret vakkre mimiske Talent for det Skalkagtige. I "Zephyr og Flora" havde Poul Funck, efter en Pariserreise, saa heldigt samlet nogle smukke Brudstykker af en Ballet af [sideskift][side 643]Didelot, at han lønnedes med meget Bifald. For de 1400 Rdlr., som Directionen anvendte paa "Armida", hvormed Dahlen havde forsikkret at skulle, til glimrende Indtægt for Kassen, bevise, at kun Overvurderingen af Galeotti hidtil havde hindret ham i at udfolde et stort Genie for Balletdigtning, fik den ikke andet end Overbeviisning om, at han, som den havde havt god Leilighed til iforveien at være vidende om, ganske savnede Phantasie og Smag til Udførelsen af et saa betydeligt mimisk Arbeide.

Theatret leed i denne Saison store og for lang Tid uoprettelige Tab. Haack stod endnu ved Begyndelsen af forrige Saison i sit Talents fulde Kraft; Comedien, Tragedien, ja endog Syngespillet havde i ham en udmærket Kunstner, der aandfuldt løste de forskjelligste og vanskeligste Opgaver, sjeldent betraadte Scenen uden at høste fortjent levende Bifald, og syntes, saavel ved Flid som ved herlige Evner, at skulle blive en af Skuepladsens Uovergaaelige. Et Halvaarstid efter begyndte Følgerne af at han altfor meget deeltog i Viinhuuslevnet at blive bemærkelige, og hans Stolthed, som ikke kunde styrke ham imod Fristelsen, satte ham ofte i bitter Ærgrelse over at han gav efter for den. Han, hvis hele Væsen ellers var snaksom Godmodighed og Forekommenhed, blev vranten og ordknap. At han i April 1820 ved en Uefterrettelighed i Tjenesten paadrog sig en Blaataarnsstraf nedslog ham aldeles; han græmmede sig over, at han, efter at have været et Mønster paa Theateriver, havde gjort sig fortjent til, som han selv sagde, "en Ydmygelse, der saaledes fortærede ham, at han nu kun med Kummer dyrkede sin Kunst." I sit Livs sidste Maaneder var han ofte usikker i sine Roller, mere af Nedslagenhed og Helbredssvækkelse, end af Mangel paa Omhu [sideskift][side 644]for dem. Han døde haardt savnet af Publikum, som en af dets Yndlinger, og af Personalet, som en for sit Talent, lyse Hoved og oprigtigt hjertelige Vennesind særdeles agtet og elsket Kammerat. — Endnu smerteligere føltes imidlertid Tabet af Rind. Han havde med forbausende Hurtighed, ved overordenlig Flid og Energie, fra moersom Pudsenmager hævet sig til genial Kunstner, var lige til det korte Sygeleie, der i hans kraftigste Alder endte hans Dage, fuld af Lune, Lyst og Munterhed, helligede sit Kald hver Time af sit Liv og fandt Døden ved Begeistring for af al sin Evne at tækkes Publikum. Den 8de Marts, da en Sygdomsanmeldelse forhindrede Opførelsen af "Figaros Giftermaal", toges "Den nye Jordegodseier" og "Skuespilleren imod sin Villie" til Nødstykker. I begge havde Rind anstrengende Roller; paa Grund af Omklædningerne bad han, at Syngespillet undtagelsesviis maatte gaae først. Da det var ude og han, frisk og overgiven kom ned paa Theatret, paaklædt til Dalby, faldt En paa at sige, at det vilde gjøre stor Lykke, dersom han i Machinistens Scene indlagde Arien af "Tancredo":»Di tanti palpiti«, hvilken han i Foyeeren, til stor Moerskab for de Tilstedeværende, flere Gange havde parodieret ganske fortræffeligt med sin mageløse Fistelstemme. Fristelsen til at gjøre stor Lykke med Noget kunde Rind ikke let modstaae; endskjøndt han allerede var overanstrengt og havde Meget af Rollen tilbage, sang han Arien med megen Styrke og vandt ogsaa virkelig et umaadeligt Bifald, hvorvel Huset var kun tyndt besat. Under Udførelsen mærkede han "pludseligt som et Knak i Hovedet, men uden at det gjorde ham videre", og i de følgende Omklædninger spillede han med sin jævnlige Livlighed. Dagen efter befandt han sig imidlertid meget [sideskift][side 645]ilde; desuagtet bevægede Kunstnerskinsyge og Lyst til at spille ham til at afslaae alle Forestillinger om at lade Rosenkilde, som een Gang, i hans Sygdomsforfald, særdeles godt havde givet Antonius i "Den politiske Kandestøber", spille den Aften. Han udførte selv denne for ham ubetydelige Rolle, men sad, imellem at han skulde paa Scenen, imod Sædvane, taus i Foyeeren med Parykken aftagen og sat paa Stokken, stadigt klagende over, at han følte Tunghed og Smerte i Hovedet. Fra Theatret tog han hjem, for at lægge sig paa sin Sotteseng. Det hed, at Blodet, ved Anstrengelsen under Arien, var trængt ind i Hjernen. En saa afgjort Yndlings Død kort efter en anden Yndlings gjorde et dybt Indtryk paa Publikum, hans Jordefærd vidnede derom; en lang Skare af Kunstbrødre og Venner fulgte hans Kiste igjennem en uhyre Menneskemasse, og Skuepladsen bragte endydermere ved hans Eftermand ideligt i Minde, hvilket ubodeligt Tab den havde lidt ved denne geniale Mands saa tidlige Bortgang. — Endnu for et Par Aar siden havde Kruse været en saa brugbar Kunstner, at hans Afgang vilde være bleven meget beklaget. Nu havde han, ved stadig Søgning i et Viinhuus, hvor endeel Yngre og et Par af de udmærkede Ældre ødelagde deres Talent og Helbred, saaledes svækket sine Evner, at hans Afskedigelse kun betragtedes som en Nødvendighed og gavnlig Advarsel for dem, der vare paaveie til at gjøre sig uværdige til den almene Agtelse, hvilken Personalet i det Hele mere og mere skaffede sig Krav paa. Han afgik med en Pension af 800 Rdlr. og døde den 16. Febr. 1823, kun 53 Aar gammel. — Mad. Frydendahl, som blev pensioneret med sin fulde Gage, 1250 Rdlr., havde i de sidste Aar indtaget en [sideskift][side 646]Plads, der ikke kunde være den tidligere beundrede første Sangerinde glædelig, og til de faa ældre Roller, som hun endnu gav i Syngespil-Repertoiret, havde Theatret nu flere Dygtigere.

Vare to af Afgangene Skuepladsen til stor Meen i een Retning, da bleve to af Tilgangene den til endnu større Forherligelse i en anden. Nicolai Peter Nielsen, født den 28de Juni 1795, var Premierlieutenant i det ridende Artillerie og udmærkede sig i denne Stilling ikke blot ved erkjendt stor Fagdygtighed, men ved megen Aandsdannelse: en Indfødts Herredømme over det tydske, ikke ringe Færdighed i det franske Sprog, gode historiske Kundskaber. Fortrolighed med de bedste danske, tydske og franske Digtere, Kunstsmag og mere end almindelig Musikkyndighed. Dermed forenede sig hos ham usædvanlig lykkelige legemlige og aandige Evner for Skuespilkunsten. Han var af Middelhøide og havde et stort, men til Figuren fortræffeligt svarende, mandigt smukt, interessant og ædelt Hoved med fyldigt mørkebruunt Haar, en herlig fri, høi og klar Pande, sjælfulde Øine, regelmæssige, aabne Træk og et sjeldent stærkt Udtryk af Aand og Intelligents; hans Legems, bygning var kraftig og muskelstærk, med temmelig svære Knæe til ualmindelig smaa Fødder, men imponerede ved en naturlig fast og kjæk Holding; det hele Udseende viste en livsfrodig, sundtblomstrende Natur. Det meest glimrende af alle hans medfødte Fortrin var imidlertid et mageløst Taleorgan: det kunde ikke i samme Grad som Ryges antage den dybe, mørke tragiske Tone, men havde Friskhed, overordenlig Fylde, indtagende Behagelighed i Udtrykket af Godmodighed og Kjærlighed, Bøielighed til de fineste, blødeste Nuancer og alligevel malmfuld Klang og en forfor-bausende [sideskift][side 647]bausende Styrke. I sit 25 Aar havde han dog ikke endnu ved Studium og Øvelse opnaaet at fastne, afrunde og egalisere det saaledes, at det havde den Fortryllelsesevne, som det sildigere fik: han talte ofte med Halsstemme og Tonerne bleve i muntert, livligt Foredrag let sprukne og springende, hvorfor det syntes som om han havde to Røster: en behersket, Urban og kraftig for det Alvorlige, og en selvraadig, strubelydende og tynd for det Comiske. Han besad en lys Forstand, levende Phantasie, letvakt inderlig Følelse og en poetisk Begeistring, som aldrig gik over til Svulst, men selv i den høieste Pathos fremstrømmede ligesaa ædel, reen og ukunstlet som brændende og just derved havde en mandig Vælde, der rev Alt med sig. I et Par Aar havde han paa et af Officerer indrettet Theater paa Kronborg spillet forskjellige, især comiske, Roller, men ikke med synderligt Held og uden at yttre Tilbøielighed til offenlig at betræde Scenen. Først en Uenighed imellem ham og nogle Kammerater, hvilken gjorde ham hans Stilling ubehagelig, bevægede ham til at søge Afsked som Militair, for at hellige sig den Kunst, hvortil han havde større Evner, end han dengang selv vidste, og som skulde erhverve ham et berømt Navn. Han havde isinde at udføre et Par Roller til Forsøg, inden han afgjørende bestemte sig til at træde ud af Tjenesten; men dette var ikke at tænke paa: Directionen turde aldeles ikke indlade sig med en Mand saalænge han bar Port d'Epee. Det var ikke uden Betænkeligheder, at den indvilgede i, ganske hemmeligt at tillade ham en Prøve. Da denne havde et saa tilfredsstillende Udfald, at han fik mundligt Tilsagn om Antagelse med 400 Rdlr. Gage, naar han var fuldstændigt løst fra sin militaire Pligt, ansøgte han om Afsked, og [sideskift][side 648]først da denne var bevilget, indgik Directionen med Forestilling om hans Ansættelse, som samtykkedes, dog med Frederik den Sjettes egenhændige Tilføiende i Resolutionen, at "det paalagdes Directionen, at han paa Placater og Afficher alene benævnedes med sit Navn, uden at hans Charakteer som Lieutenant anførtes." Da en afskediget Offiecer ellers beholdt sin militaire Charakteer i hvilkensomhelst civil Stilling, fik Theaterpersonalet atter her en kongelig Kundgjørelse om, at det maatte betragte sig som staaende udenfor det borgerlige Samfund. Allerede ved Ryges Optræden havde den ellers saa fordomsfrie Konge villet afværge en saa stor Vederstyggelighed, som at en Mand betraadte Scenen med en Titel, og kort forend hans Debut befalet, at han ikke maatte benævnes Doctor. Da Ryge lod Directionen vide, at han ikke optraadte uden den academiske Titel, som hang ved hans Person, eftersom han havde vundet den ved sine Kundskaber, men ikke saaet den ved nogen Naade af Kongen, som derfor ikke kunde berøve ham den, fandt Frederik sig dog i, efter Holsteins Forestillinger, at tage Befalingen tilbage med de Ord: "Ja det har han da ogsaa Ret i. Lad ham saa beholde den. Det lader til, at han ikke er god at bids med." Dennegang var det imidlertid en militair Titel, og han havde strax, da der blev ymtet om, at Nielsen vilde gaae til Theatret, meget ivrigt sagt til Holstein: "Som Lieutenant kan han ikke spille Comedie; tænk engang, om En peb ad ham!" Da han ikke i Forestillingen fandt nogen Bemærkning om, at Directionen havde paatænkt at forebygge en for Militairstanden saa uhyre Skandale, gjorde han det selv. Nielsens Debut var glimrende. Allerede ved sin Indtrædelse med Ryge, som dog i Wilhelm var af en saa mægtig, imponeimpone-rende [sideskift][side 649]rende Personlighed, overraskede denne Axel ved sin ungdommelig kraftfulde, ægte nordiske Helteskikkelse, der viste sig med en fast, naturlig Holdning og et roligt Udtryk af ædel Djærvhed, hvilke man ikke dengang var vant til at see hos ridderligt klædte Elskere. Da han gik bort fra Munken, for at iføre sig Pilegrimsdragten, lød en trefoldig stormende Applaus. Denne skyldte han dog ikke sit Spil, thi han havde med sit stærke Organ talt saa svagt, at Publikum kun ved stor Opmærksomhed havde kunnet følge ham, og antog, at just Talestemmen var hans svage Side; men Artillerieofficererne, om hvem Rygtet fortalte, at de vilde pibe ham ud, havde besluttet at tilbagevise denne Bagvaskelse, ved under alle Omstændigheder at applaudere hans første Bortgang. Dette Bifald og en heftig Mindelse, som Ryge gav ham i Coulissen om, "dog at bruge den Røst, som Vorherre havde givet ham", animerede ham imidlertid; da han atter traadte ind havde han samlet sin fulde Styrke og begeistrede Publikum mere og mere ved den da aldeles nye henrivende Maade, hvorpaa han spillede Scenen med Valborg: den inderlige Følelse i hans Udtryk af glødende Kjærlighed, Gjensynets barnlige Glæde, mandig Freidighed, den skjønne, rene Versfremsigelse med et i Kraft som i Blødhed velklingende Organ og den store Naturlighed, med hvilken han gjennemførte sin Opgaves poetiske Opfatning, gave hans Fremstilling en Effect, der var saameget større, da man ikke, som hos de andre datidige tragiske Elskere, kunde opdage noget Søgt eller Beregnet, hans Spil udviklede sig med en Eiendommelighed, hvorved Rollen fremkom i en overraskende naiv-kraftig, ægte nordisk Aand, som Alle følte, at maatte være just den, hvori Digteren havde tænkt sig den. Den beskedent [sideskift][side 650]faste og djærve Tone i Scenen med Kongen i anden Act, Kjærlighedens Fortvivlelse, uden Stænk af Svulst, men dyb, følelsesfuld og poetisk ophøiet, i Adskillelsen fra Valborg, og den rolige Høihed i hans Beslutning at kæmpe for Kongen og Fædrelandet vare Momenter, som om der end i Udførelsens Hele savnedes den Holdning, hvilken han sildigere opnaaede at give den, vakte levende Beundring og fremkaldte enthusiastisk Bifald. Eet var allerede ved denne Debut beviist: den nordiske Tragedie havde fundet sin rette baarne Elsker og unge Helt, hans anden Debut, som Figaro i "Barberen i Sevilla," var langtfra saa heldig. Det manglede ham ikke paa Lune, men paa en saadan Dygtighed til at træde over i den af Digteren givne Person, at Lunet blev dennes; mange af Figaros Vittigheder bleve sagte med Forstand og Aand, men uden Figaros Skalkagtighed og fine Ironie; og hans Bevægelser havde ikke den gratiøse Lethed, hans Stillinger ikke den smukke Plastik, som denne Rolle saa afgjørende fordrer: han savnede Objectivitet til Udførelsen af Comediens store, bestemt tegnede Charakterer. Ogsaa skadedes hans Fremstilling ved at den Stemme, han brugte i den, ikke var klangfuld, men hyppigt blev uklar og slog over. Han vandt lunkent Bifald og man var enig om, at dette Fag aldrig vilde blive hans. Den tredie Debut var i "De fire Formyndere" Capt. Harcourt, som spiller flere forskjellige Personer, af hvilke Nielsen gav en Franskmand, der skulde fremstilles med Lethed og Elegants, meget uheldigt, hvorimod han i en Hollænder og Qvæker viste et comisk Talent, som vilde være fremtraadt med større Styrke, hvis han ikke altfor lidet havde havt Herredømme over sit Legeme. Endnu i denne Saison kom Nielsen, som Vandby i "Gulddaasen". [sideskift][side 651]til at vise, at naar han ikke i sin Personlighed skulde optage en anden, som var den ganske imod, kunde man ogsaa i Comedien vente noget Udmærket af ham. Han gav denne Rolle med en Friskhed, Bonhommie og Naturlighed, som gjorde hans Fremstilling af den langt fortræffeligere end Ryges. En anden ypperlig Comedierolle, af ganske modsat Natur, hvori hans ungdomskraftige Udseende og livsglade Væsen kom ham fortræffeligt tilpas, for at give den ustyrlige tølperagtige Kaadhed Anstrøg af godmodig Overgivenhed, blev sildigere hans Tony Lumpkin i "Feiltagelserne." Hvor stor han, uden i mindste Maade at trænge sig frem i Ensemblet, kunde gjøre endog den mindste Rolle, der paa hans hele Kunstnerbane blev budet ham, viste han som Jørgen i "Erik og Abel." Han var ude af sig selv af Forbittrelse over, at Oehlenschläger var gaaet ham forbi med Greven af Oldenborg, og svoer, at han ikke vilde spille "saadan en Dreng, som kun havde et Par Replikker." Da han dog tilsidst lod sig bevæge dertil, vakte han Forbauselse og Beundring, ved, med største Ro og som uden at ville give noget Ord Vægt, at lægge en saa overordenlig indre Kraft i Fremsigelsen, som han næsten ikke understøttede med en Gebærde eller Afvexling i Ansigtets Udtryk, at den gjorde en gribende Virkning og fremkaldte stormende Bifald. En glimrende Triumf feirede han atter i Begyndelsen af næste Saison ved sin Udførelse af Einar Tambeskjælver. Heger havde med Rette været høit anseet i denne Rolle, men Nielsen fordunklede ham ganske. Fiirskaaren, ungdommelig, djærv og skjøn, en ægte nordisk i Sundhed og Kraft svulmende Yngling af Udseende; kjæk, elskværdig, overmodig og sorgløs i Væsen; og en Diction, som, klangfuld og melodisk, var saa let, [sideskift][side 652]fri og naturlig, at det var som man følte den friske Luftning fra det norske Fjeld, — Sligt var end ikke seet og hørt af dem, som kunde mindes Rosing i hans fulde Styrke. Scenen imellem Hakon og Einar havde fra begge Sider en ved Sandhed og Poesie saa mageløs Fuldendthed, at den fremkaldte uendelig Jubel. Ogsaa som Sanger fik Nielsen en ikke ringe Betydenhed for Theatret, især i den første halve Snees Aar af hans Kunstnerliv, hans høie Bas havde vel ikke saaledes Fylde, Fasthed og Egalitet i Tonerne, at han blev at henregne til Operisterne, men var dog saa stærk og velklingende, at den kunde virke ret tilfredsstillende i endog betydelige Partier, naar de ikke fortrinsviis fordrede et baaret, udholdende Foredrag, hans første Sangrolle var Dommeren i "Figaros Giftermaal", sildigere udførte han, blandt flere Hovedpartier, endog Leporello i "Don Juan" og Jakob i "Joseph og hans Brødre." Hans Evner vare ualmindelige, men enhver af dem trængte til større eller mindre Udvikling for baade i og for sig at komme til fuld Virkning og at bringes i Harmonie med de andre. Nielsens største Feil var imidlertid, at han mere søgte denne Udvikling ved deres Brug paa Scenen, end ved omhyggeligt at skole dem udenfor den. Kun paa sin Declamation anvendte han, animeret af, at Organet gav ham sikker Udsigt til glimrende Triumfer med den, en stor og stadig Omhu, ved hvilken han snart opnaaede at blive uforlignelig baade i Henseende til Stemmens Fasthed, Kraft, Blødhed og Bøielighed, og til en Versfremsigelse, hvori rhythmisk Melodiøsitet inderligt og forunderligt skjønt var forenet med en fortræffelig Articulation, klar logisk Betoning og poetisk Aandfuldhed. Derimod forsømte han at erhverve sig Herredømme over [sideskift][side 653]sit Legeme, hvad han dog meest trængte til, hvorfor han ikke opnaaede Sikkerhed i sine Bevægelser og den plastiske Skjønhed i Holdningen, hvilken han med sin herlige Legemsbygning let maatte kunne have faaet, men ved Routine ikke var istand til at dække Savnet af. Ogsaa svækkede han hyppigt sit Spils Effect ved en Usikkerhed, som ikke altid havde sin Aarsag i ufuldstændig Memorering, men ofte hidrørte fra, at han let distraherede sig ved Opmærksomhed for hvad der tilfældigviis kom ham for Øie udenfor Situationen. I versificerede Stykker var imidlertid denne hurtigt forbigaaende Aandsfraværelse sjeldent mærkelig for dem, der ikke med stor Opmærksomhed fulgte hans Fremstilling, thi Rhythmiken var ham saaledes baaren i Kjødet, at han, selv naar han forvildede sig i Versene, instinctmæssigt fik Vers ud af de Ord, som han hjalp sig igjennem med. — En ikke mindre glimrende og følgerig Debut gjorde Anna Helena Dorothea Brenøe, født den 4de Sept. 1803. Hun var en høi, rank og smakker Blondine med et Ansigt, som ikke havde nogen for Scenen heldig Profil, men ikke destomindre, ved en fiin, klar Teint, en ædel Pande, et behageligt Smiil og, fornemmelig, et Par deilige store blaa Øine, der havde en mageløs dyb Udtryksfuldhed for Blidhed, Veemod og alle ædle store Følelser, var særdeles indtagende i de heftigste Affecter som i stille, tungsindigt Sværmerie. Hendes Talestemme, der havde megen Kraft, stort Omfang og en sjelden Velklang, udmærkede sig tillige ved megen Bøielighed og en saa ualmindelig Tydelighed, at der end ikke i hendes sagteste Hvisken undgik de fjerneste Tilhørere i Huset et Ord. Hendes Bevægelser vare naturlige og i hendes Fremtræden var der en særdeles klædelig fri, men tillige smuk beskeden Anstand. En omhyggelig [sideskift][side 654]Opdragelse havde tidligt udviklet og luttret hendes medfødte Sands for Kunst og Poesie, og hun blev let begeistret for alt Skjønt og Ophøiet. Hendes Udførelse af Dyveke bebudede strax en vordende stor Kunstnerinde. Der var i hendes Spil en Sjælsadel, dyb Inderlighed, Begeistringens Ild og poetisk Aand, som ikke blot henrev til levende Bifald for enkelte Steder, men fastholdt og forstærkede Interessen igjennem hele Rollen, fordi enhver Følelse fremtraadte i en ypperlig Nuancering, med en Klarhed og Bestemthed, der viste en kunstnerisk Bevidsthed, Sikkerhed og Ro, som ere ualmindelige hos endog de talentfuldeste Begyndere. Hendes anden Debut, som Emmy i "Falsk Undseelse", vandt meget og fortjent Bifald, men bar dog Vidne om, at hun ikke saameget var kaldet til at give Naivetet og Skjelmerie hos en lille godmodig Pige, som til at vise, hvorledes en følelsesfuld Qvinde, i store Livsforhold, med Sjælshøihed og Kraft træder Død og Under gang imøde. Det Aandfulde i hendes Spil som Dyveke havde givet Digteren Mod til at betroe hende Sophia i "Erik og Abel" ved Stykkets Indførelse paa Scenen, og hun svigtede ikke ved denne sin tredie Debut hans Tillid, men gav den ikke i Omfang betydelige Rolle en saa poetisk Fylde, at den hørte til Udførelsens meest glimrende Partier. Der var i det Hele i hendes Fremstillinger en Reenhed, personlig Ynde og storartet Simpelhed, som gjorde hende uovertræffelig i den høihjertede nordiske Elskerinde og den naturlige, fordringsløse dannede Borgerdatter. Disse var de for hende, ved Naturgaver, Følelser og Spillemaade, ret egenlig bestemte Fag, hvori hun saa fuldstændigt og kunstnerisk skjønt var alt, hvad den meest levende Indbildningskraft og reneste Smag kunde fordre, at hun for [sideskift][side 655]den strengeste Kritik som for Mængden hævede sig til Ideal. I det Comiske syntes hun derimod saa forladt af sin ellers sine Skjønhedssands, at hun i et Par Roller, ved at søge en drøi Naturlighed, der førte hende ind i det Platte, endog blev frastødende. Ved sine store Egenskaber som Fremstillerinde og en ypperlig Mezzo-Sopran, der vel ikke kunde brillere ved Coloraturer, men var særdeles velklingende og blev anvendt med et overordenlig sjælfuldt Foredrag, kom hun ogsaa i en halv Snees Aar til uberegnelig Nytte for Syngespillet, ei alene ved sin herlige musikalske Udførelse af flere betydelige Partier, men som Mønster for poetisk og dramatisk Udtryk. Hendes første Sangrolle var Stephanie i "Montano og Stephanie", et af Berton melodiøst og særdeles charakteristisk componeret rørende Syngestykke med et Par effectfulde Situationer. Ved det fortræffelige, sjælfulde Sangforedrag og den levende Colorit i hendes Fremstilling af Kjærlighed og Fortvivlelse, vandt hun et ualmindeligt stærkt Bifald, endskjøndt Stykket selv ikke gjorde Lykke fordi hele den øvrige Besætning var meget uheldig. — Jfr. Flindt var en ung Pige, som for Elskerinder havde et heldigt Udvortes og meget tækkeligt Væsen; men Talestemmen var haard, inegal og tynd i Høiden, saa at hun havde meget vanskeligt ved at modulere den. Hendes Foredrag, som i sig selv var correct og følelsesfuldt, savnede derfor i Tragedien Kraft og Pathos, i Comedien Flydenhed og Nuance. Ikke destomindre fik hun endeel Hovedroller og blev endog af Directionen, i Stykker, som ikke besattes efter Forfatternes Forslag, en Tidlang, meget uretfærdigt, foretrukken Jfr. Brenøe. Endskjøndt hun i enkelte store Roller opnaaede at gjøre sig fortjent til det Bifald, hun især vandt ved Publikums Agtelse for hendes umiskjendeligt [sideskift][side 656]overordenlige Flid, lykkedes det hende ikke som routineret Skuespillerinde at vedligeholde den Interesse, der var viist hende som lovende Begynderinde; efter i nogle Aar at have været første Elskerinde, blev det hende nødvendigt efterhaanden at træde ud af dette Fag og spille Smaaroller i andre, som ikke passede for hende. — Hvorvel af en lavstammet Figur og med et rundt, fyldigt Ansigt, hvori der ikke var noget stærkt mimisk Udtryk, gav Smith, ved et ellers behageligt Ydre, smukt Taleorgan, Følelse og megen Flid, Haab om at blive en god anden Elsker, især i Tragedien, som ved denne Saisons Debutanter, nægtet Tabet af Haack, trængte sig frem til Betydenhed i Repertoiret. Ogsaa fik han adskillige Roller, hvorved han var paa god Vei til at vinde Publikums Yndest, men uden endnu at have opnaaet nogen betydelig Anseelse døde han meget ung. — Jfr. Olsen havde, da en imposant, høi og yppig Figur hindrede hende i at gjøre Fremgang som Solodandserinde, villet forsøge sig i Skuespillet som Anstandsdame, men fandt en saa kold Modtagelse, at hun lod det blive ved den første Debut. — Thomas Overskou, der allerede fra Oktober 1818 havde gjort Tjeneste i Biroller, vandt Bifald i sin første betydelige Rolle, hans Fag skulde være fiffige Tjenere, men han kom tidligt til ogsaa at spille andre meget forskjellige Roller, unge og gamle, alvorlige og comiske. Det hed i "Literatur- og Kunstblad" 1821 om hans Spil i "Det deelte Hjerte": "Jakobs Rolle udførte Hr. Overskou med særdeles megen Lune og Sandhed, og lagde derved et for slige Roller afgjort Talent for Dagen, hvilket ved fortsat Øvelse og Uddannelse vil kunne bringe det meget vidt i dette Fag, der nu siden Rinds Tid ikke er besat;" og i 1822 om hans Udførelse af [sideskift][side 657]Gottfried i "Det lykkelige Skibbrud": "Som Gottfried erhvervede Hr. Overskou sig fortjent Bifald. Denne unge Skuespiller har meget Talent til det Comiske, hvori alle hans Fremstillinger mere eller mindre bære Præget af Originalitet, der forhøier deres Værd. Ved fortsat Studium og Øvelse vil han udentvivl kunne bringe det meget vidt i dette Fag; det tragiske eller dermed beslægtede forlade han derimod ganske! Hans Zoroaster og deslige Roller ville stedse blive Parodie." I 1823 yttrede Thortsen i "Thalia", efter Opførelsen af "Geert Westphaler" i tre Acter: "Værten gaves af Hr. Overskou, og det ret vel, uden Overdrivelse og med comisk Tørhed; jeg tør af denne Hr. Overskous Rolle, mere end af nogen anden, jeg har seet af ham, formode, at han vil kunne give adskillige Roller godt i holbergske Stykker, dersom han kan vogte sig for Overdrivelse og Higen efter at høre Skoggerlatter."