[side 437]Sarti, i hvis Hænder den danske Comedies Skjæbne nu var lagt, kjendte ikke det mindste hverken til dens Natur eller Værd. Han var 40 Aar gammel, fyrig, behagelig i Omgang, indbildsk af sit nøie Kjendskab til det Theatervæsen, han hidtil havde tumlet med, og begeistret for at skjænke Kjøbenhavnerne en Opera, ei alene i det italienske, men endog i det danske Sprog, saa glimrende som de ikke endnu havde havt den. Dette var hans Hovedformaal med at overtage Skuepladsen; han var meget villig til, ved Siden af det, ogsaa at fremme den danske Comedie med Alt, hvad Andre forestillede ham som dens Bedste, men selv havde han aldeles ingen Dom om, hvori dette bestod, thi uagtet sit lange Ophold her i Landet og nøie Forhold til Theatret, var det aldrig faldet ham ind at lægge sig efter Iagttagelse af det Nationale, hverken i Folket eller i de skjønne Kunster. Ved bestandig at leve med Fornemme, der talte Fransk eller Italiensk, var han end ikke i de 12 Aar, han, siden sin Ankomst for 16 Aar siden, havde havt Bopæl i Kjøbenhavn, kommen til taalelig at forstaae Omgangssproget. Naar han til Hoffesterne skulde componere en lille Cantate, maatte den altid først, Ord for Ord, fortolkes ham paa Italiensk, og da han, ved at sætte Musik til "Tronfølgen i Sidon", i den første Arie fandt Udtrykket "Hanen galer", hvilket, som man sagde ham, hørt til Skildringen af Morgengryet, var det ham ikke muligt at begribe hvad Matrosernes "Fannen gale" kunde [sideskift][side 438]have at bestille med Morgengryet. Langt fra at være istand til at forstaae Gangen i en dansk Comedie, endsige fatte Aanden og Vittighederne, formaaede han ikke engang at gjøre sig nogenlunde tydelig for Acteurerne, der heller aldrig forsøgte paa den Umulighed at gjøre sig forstaaelige for ham. I Alt hvad der angik Valg, Ansættelse, Besætning og Udførelse af de danske Skuespil, maatte han derfor ganske voldgive sig Andre, og blandt disse blev Figuranten Rasmus Soelberg, der ikke alene var Dandser og Sanger, men ogsaa en i det italienske Sprog velforfaren Student, Den, som især kom til at føre det store Ord. Han maatte ikke alene, tilligemed Musted, som fik 200 Rdlr. for "at translarere Over-Capelmesterens Ordres", være Tolk imellem Entrepeneur og Personale, men blev Raadgiver og Leder i Alt, hvad der vedkom danske Skuespil og Skuespillere. Til at forestaae Secretariat og Kassevæsen antog Sarti en Mr. Schwarzkopf, som aldrig havde givet sig af med Kunsten, men ikke destomindre ogsaa befattede sig med at give Raad, der i Regelen toges tilfølge, dersom Soelberg understøttede dem. Selvstændigt handlede Sarti kun i Henseende til den italienske Opera og den musikalske Udførelse af det danske Syngespil, som hvis Skaber han havde besluttet at ville erhverve sig den fine Verdens Beundring.

De Fornemme havde meget store Forventninger om den Glands, der vilde blive udbredt over Theatret, ved at det kom under Bestyrelse af en Mand, som havde "en rar gout og kjendte hvorledes alt det, som skulde være en Skueplads til Ære, kunde forhverves og gjøres profitabelt, Kassen til Flor." Ogsaa fik han Huset sat i den bedst mulige Stand for kongelig Regning. Tilskuerpladsen modtog [sideskift][side 439]en betydelig Udvidelse, især ved fire nye store Loger, og blev malet af Marino, en dygtig Kunstner i Decorationsfaget.

I sin oprigtige Iver for ogsaa at give Comedien Opsving, forespurgte Sarti sig strax om dens Mangler, og erfarede, at en af de vigtigste var nye Acteurer, der efterhaanden kunde træde ind i de gamles Sted, men at det vilde være vanskeligt at faae dem, da den slette Lønning afskrækkede unge talentfulde Mennesker fra at gaae til Theatret. Eftersom hans Overslag med Hensyn til Operaen viste saa store Udgifter, at han ikke turde tænke paa at forbedre Acteurernes usle Kaar, søgte han paa anden Maade at lokke Lysthavende, idet han, ved sin Indflydelse, udvirkede et kongeligt Tilsagn om, at "Acteurerne efter 20 Aars Tjeneste skulde erlange de Betjeninger, som i Henseende til deres Capacitet og Duelighed ere dem convenable, og som enhver god Medborger kan ønske og attraae." De allerede Ansatte fandt ingen synderlig Trøst i dette kongelige Løfte. Ei at tale om, at det slet ikke kunde komme Fruentimmerne tilgode, saa vidste Mandfolkene godt, at siden man ikke vilde taale dem paa Prædikestolen eller for Skranken, maatte de Embeder, hvortil man vilde indrømme dem Capacitet og Duelighed, blive meget faa, og jo nyttigere en Acteur var Skuepladsen, jo uvilligere vilde man være til at give ham Fortrin for de mange Laquaier og Tjenere, som altid, med formaaende Anbefalinger, vare paafærde naar et Levebrød skulde bortgives. Alligevel blev denne glædelige Udsigt fornemmelig fremhævet i en Bekjendtgjørelse, hvorved Sarti indbød "de Herrer Studenter, som skulde have Lyst til at engagere sig som Acteur", til at melde sig hos ham. Der indfandt sig Mange, hvoraf kun tre antoges, og disse viste noksom, hvor lidet Konge[sideskift][side 440]løftet formaaede at tilvende Skuepladsen Talenter. Colstrup afgik allerede ved Saisonnens Udgang; Irgens blev, for i alskens ubetydelige Roller at være til Spotlatter, og Niels Hansen, som var en dannet Mand, der især havde god Kundskab i Musikens Theorie, var, efter nogle Aars meget uheldige Forsøg paa Kunstnerbanen, glad ved at kunne forlade den, for at blive Regisseur. En glimrende Erobring, just i Faveur af den Kunstgreen, som Sarti især vilde give Fremmede, gjorde Theatret derimod, ved at benytte et allerede erkjendt Talent i en ny Retning. For ret at forbause Publicum, vilde Entrepreneuren aabne Saisonnen med det første danske egenlige Syngespil, og havde derfor selv componeret en allerede for 7 Aar siden af Jfr. Biehl forfærdiget Oversættelse af Favarts "Soliman den Anden". Dette Stykkes Musiknummere vare aldeles ikke motiverede eller formede efter de Grundsætninger, som nu følges i Syngespildigtning, men bestode alle af vilkaarligt indskudte Arier og Chor. Den ene af de to Hovedpersoner, Soliman, havde endogsaa ikke en eneste Takt at synge, og i hele tredie Act fandtes ikke anden Musik end et Slutningschor. Desuden har Stykket kun meget ringe dramatisk Værd, og Charakteerudførelsen af Roxelane, en fransk Slavinde, der ved elskværdig Kaadhed og Trods vækker heftig Kjærlighed hos den tyrkiske Despot, som ellers bliver kold for en Qvinde fra det Øieblik, da hun søger at behage ham, er temmelig plump. Ikke destomindre vandt dette Forsøg et saa overordenligt Bifald, at Syngespillene med det opnaaede en triumferende Indgang og begyndte en Epoche. Aarsagen var ene og alene Caroline Halle, der, som Roxelane, fortryllede alle Tilskuerne baade ved sin særdeles skjønne, af et henrivende [sideskift][side 441]Foredrag besjelede Syngestemme, og ved, i et nyt Fag, at udvikle et glimrende Fremstillingstalent. Vel fandt enkelte Italienerbeundrere at hendes Intonation ikke var sikker og Stemmen for uøvet til Roulader, men alle Udsættelser døvedes af den Enthusiasme, som hun ved sine sjeldne Evner og den Lethed og Gratie, hvormed hun udfoldede dem, vakte hos Publicum, og af Sartis uforbeholdent yttrede store Tilfredshed med denne Debuts Udfald.

Entrepreneuren var strax betænkt paa, endnu i denne Saison at skaffe "den danske Opera" nok en Triumf, som skulde være endnu mere national, ved at ogsaa Digtningen blev dansk. Bredal, Trondhjems Borgemester, opholdt sig i Kjøbenhavn, for, under en Theaterbestyrelse, der gjorde sig til Hovedopgave at udføre hans Yndlingsidee, strax at være ved Haanden. Han havde, som han selv siger, "den Formastelse, at ville paa ny betræde en Vei, der fører saa faa Angenemheder med sig," og forfærdigede hurtigt "Tronfølgen i Sidon, lyrisk Tragi-Comedie udi to Handlinger," som blev sat i Musik af Sarti. Sujettet til dette berygtede Stykke var det samme som til et paa Hoftheatret givet fransk Syngespil: "Le jardinier de Sidon", og til Metastatios "Il Rè pastore", hvilken ogsaa var componeret af Sarti og, mærkeligt nok, gaves første Gang paa den danske Skueplads Aftenen førend "Tronfølgen" kom til Opførelse. Med Hensyn til Anlæg og Tanker var Bredals Arbeide hverken bedre eller slettere end de almindelige italienske Operatexter; men uagtet han efterlignede de franske Syngespil ved at bruge Dialog istedetfor Recitativer, holdt han sig i Syngenummernes Anbringelse og Form strengt til de italienske Mønstre, hvorved Stykket, da det gjennemgaaende [sideskift][side 442]var alvorligt, blev yderst monotont og kjedsommeligt. Ikke et eneste Nummer udgik af Situationen; otte Arier, een Duet og to Chor vare aldeles vilkaarligt indkylede i Texten og indeholdt, med Undtagelse af den første Arie, hvori Morgengryet skildredes ved forskjellige af Orchestret udførte Dyrelyd, alle — endog Duetten imellem de Elskende — i brugelig italiensk Stiil, enten en Lignelse i de første, og dens Anvendelse i de sidste Linier, eller en Sentents, saaledes som Slutningschoret:

"En Urtegaardsmand og en Konge bør nøie
De samme Slags Regler sig holde for Øie,
  Om Haugen og Staten skal komme sig vel.
De ædleste Planter bør trives og gjødes;
De ædleste Borgere æres og fødes;
  Alt Ukrud  bør rykkes op uden Forskjel."

At der ikke kunde tilveiebringes flere end — Tre, "som vare stærke nok til at executere en saa kunstig Musiqve", gjorde det Kjedsommelige endnu kjedsommeligere; og uheldigviis var endda kun den Ene, Jfr. Halle, som udførte Elskerinden og deri gjorde megen Lykke, paa sin Plads: Musted maatte spille værdig Fader, der var den ypperlige Spradebassefremstiller et temmelig uvant Fag, og Mad. Knudsen havde af Nødvendighed faaet Elskeren, som hun for Resten gav til almindelig Tilfredshed. Paa disse Tre vare alle Solonummere fordeelte; de andre Personer havde kun at holde lange, trivielle Prækener. Alligevel fandt Mængden denne Opera særdeles behagelig, applauderede især stormende Arien, hvori Frøerne qvække, Bierne brumme, Hanen galer og Gjøgen kukke, og optog det Hele med megen Bifald.

[sideskift][side 443]Det alvorlige Skuespil fik en mærkelig Tilvæxt ved Saurins, efter Moores "The gamester", bearbeidede "Beverley", en borgerlig Tragedie i fem Acter, hvori Rose med stort Mesterskab udførte Titelrollen og vandt overordenligt Bifald, endskjøndt hans Medspillende kun maadeligt understøttede ham. Comedien var derimod uheldig: "Toldforpagteren" faldt ved første Forestilling, og St. Yons Femactslystspil "Cavaleren efter Moden", som Jfr. Bøttger udgav sig for at have oversat, gjorde kun saare liden Lykke.

At den danske Skueplads var bleven forløst fra Magistratsbestyrelsen, vakte i Begyndelsen hos Mange Haab om, at den vilde komme til en friere og livligere Udvikling. Der yttrede sig endog i det Offenlige en ædel, skjøndt rigtignok feilagtig Iver for i Gjerning at bidrage dertil. En Forening af Unavngivne udsatte, igjennem Agent Holck, Adresse-Comptoirets Eier, en Priis af 50 Ducater for den bedste Tragedie, og af 40 Ducater for den bedste Comedie; men — Tragedien, som maatte være i bunden Stiil, skulde handle om Kjøbenhavns Beleiring, dog saaledes at den ikke indeholdt Noget, "der kunde vær fornærmeligt for nogen anden Nation, især for vore gode Naboer og Venner"; i Comedien skulde "et vist Antal Pebersvende iklædes med hele Standens Lyder". Disse besynderlige Betingelser vare formodenlig Skyld i, at ingen af Priserne blev vunden. — Hvilken ualmindelig Yndest Jfr. Halle under sin korte Virksomhed havde opnaaet hos Publicum, viser den Omstændighed, at der skete offenlig Indbydelse til, — siden man havde udsat Præmier for Skuespils Udarbeidelse, — ogsaa at belønne udmærkede Skuespillere, ved at sammenskyde en Sum til Deling imellem Londemann og Jfr. Halle, som dem der især "fortjente Agt af det Almindelig"; [sideskift][side 444]et Foretagende, hvilket Begge, efter at have udstaaet stærke Angreb af deres Kunstfællers Harme og Misundelse, skyndte sig med at afværge ved en Bekjendtgjørelse om, at de ikke vilde modtage et saadant Agtelsesbeviis, for ikke, som Londemann skrev, "at hæve sig over Medbrødre, der gjorde sig al optænkelig Umag at befordre Hensigten af Skuespillene."

Var det den italienske Opera, hvorved Sarti fornemmelig vilde søge Hæder og Udbytte, da maa man lade ham, at han heller ikke lod det mangle paa Anstrengelser for at naae sit Maal. Hans Personale var talrigere end noget tidligere, og efter Musikenthusiasternes Dom havde der endnu aldrig i Kjøbenhavn været en saadan Samling af fortryllende Stemmer. Til Dlle. Torre, Dlle. Lazzari og Potenza, som han beholdt, havde Sarti faaet: Giovanni Ansani, en puur ung Tenorist, som havde modtaget sin musikalske Dannelse i Kjøbenhavn, og her for første Gang betraadte Scenen med en Stemme, hvis Styrke, Velklang og Bøielighed siden gjorde ham berømt over hele Europa og tillagdes en Tryllemagt, som Datidens Kritikere ikke vidste at finde Ord til at beskrive, men tillige med en saadan iiskold Svulst i Miner og Gebærder, at hans Spil i Helteroller, saa længe han var her i det mindste, kaldtes "en Action, der var det høieste Sublime i det Afskyelige"; Francesco Bozzi, anden Tenorist, en taalelig Sanger og meget slet Skuespiller; Agostino Liparini, som i de comiske Roller gjorde saa grove, platte og overdrevne Bajasstreger, at han var en Vederstyggelighed for alle Comediens smagfulde Yndere og kun behagede Pøblen og de Fornemme, som à tout évènement holdt paa Italienerne og paastode, at han var "af en stærk comique force, hvilken [sideskift][side 445]er en Behagelighed i den rette buffa"; Dlle. Elisabetta Almerighia, kaldet den lille Portugiserinde, der udraabtes for en udmærket Sangerinde og aldrig forsømte at tilsmile, tilnikke og tilneie sine Velyndere i Logerne midt under Spillet; og Dlle. Clementina Baldetti, som ogsaa fandt sine fornemme Beklappere, men hos Publicum kun opnaaede ringe Anseelse. Iblandt de til underordnede Partier Engagerede var den danske Musted, som imidlertid ofte maatte udfylde en første Sangers Plads og da vandt stærkere Bifald end Bozzi. Sarti gav meget høie Lønninger: Ansani skal for denne Saison have havt henved 1800 Rdlr. Courant. Selv paa Operaernes Udstyr anvendte han usædvanlig stor Bekostning og Omhu. Han havde ikke mindre end tre Decorationsmalere: den meget talentfulde Italiener Conti til Architektur, den danske Andreas Møller til Landskaber, og Thomas Bruun til Figurer, Statuer og Drapperier. Til "Klædedragtens rige og smukke Indretning og Opfindelse" havde han antaget Francesco Galeotti. Han Repertoire afvexlede med trafiske og comiske Sager. Foruden sin, allerede nævnte, Composition "Il Rè pastore", der blev "guddommeligt sunget og detestabelt ageret", og sin "Demoofonte", opførte han de comiske Operaer: "Il ratto della sposa", "Gli artigiani", og den i alle dens musikalske Behandlinger almeenyndede "La contadina in corte". — Hans Landsmænd understøttede ham imidlertid meget slet med deres dyrekjøbte og udbasunede Talenter. Hyppigt maatte han tage sin Tilflugt til den danske Comedie, fordi Italienerne, undertiden endog kort førend Theatret skulde aabnes, fandt for godt at melde sig syge; og benaadede de ham med at spille, saa vakte de jevnligen Publikums Misfornøielse ved at lade [sideskift][side 446]vente paa sig naar de skulde ind, fnise, ja endog skoggerlee indbyrdes, af Caprice at staae saa stive som Støtter i de lidenskabeligste Scener, og med Villie at synge slet eller falde urigtigt ind, hvilket den unge Ansani, for at chicanere de andre, som han saae over Hovedet, ikke sjeldent drev til den Yderlighed, at han selv kom ud af det, saa Musikstykket maatte begyndes forfra. En, efter deres Evner, ordenligt udført Forestilling fik Publikum næsten aldrig; der udelodes Nummere, gjordes paafaldende Feil og jadskedes fra alle Sider saaledes, at "de himmelske Røster, som ikke mange italienske Trupper skulde være capable at vise Mage til," i Almindelighed frembragte et mat og usikkert Ensemble. Sarti udbrød vel i bittre Bebreidelser, skjændte for deres Uefterrettelighed og raabte paa Contracterne, med Trudsel om at lade Overtræderne ifalde de deri fastsatte Straffe; men de Overmodige loe kun deraf, da Enhver af dem havde sine Beskyttere eller Tilbedere ved Hoffet.

Med at give Balletten større Glands var Sarti meget uheldig. Hans fra Italien indforskrevne Balletmester, Martini, der, som sin første Dandserinde, medbragte den ved sin Lethed og ualmindelige Færdighed i høie Spring udmærkede Dlle. Pacini, var en særdeles god comisk Dandser og vandt meget Bifald i dette Fag, men gjorde slet ingen Lykke med nogen af sine syv Balletcompositioner, der vare: 8de Octbr. Europæere og Soldater; 29de Octbr. Bønderne paa Jagt; 17de Novbr. Sicilianerne og Matroserne; 15de Decbr. Den formedelst Kjærlighed tyvagtige Urtegaardsmandsdatter; 31te Jan. Elskeren, som man troer at være en Tyv; 2den Marts Harlekin Kjærligheds Gesandt til sin Herres Tjeneste; og 18de April De bedragne Savoyarder. Ved Saisonnens Slutning var Sarti færdig [sideskift][side 447]med Martini, som tilligemed sin Dandserinde gik til Hoftheatret, ved hvilket de bleve Second-Dandsere; hvorimod Sarti derfra engagerede Vincenzo Piatoli, der kort efter Paaske 1770 var indtraadt som Second-Dandser, til fra October 1771 at være Balletmester ved den danske Skueplads. Ogsaa en af Ballettens meest lovende Yngre, Frederik Schwarz, der, især i comiske Partier, allerede var meget yndet af Publikum, forlod med Saisonnens Slutning Sartis Entreprise og gik til Hoftheatret. Efter Martinis Afgang fik Soelberg atter Lov til, den 7de Mai, at bringe en Ballet: De tvende Elskendes lykkelige Møde, paa Scenen, men gjorde ogsaa atter fiasco.

Det var Hoftheatret, som blev Sarti til største Fordærvelse. Vel var han særdeles godt anskrevet hos Kongens Fortrolige, som flere Gange skaffede ham Forskud og Laan, naar Entreprisen var paa Nippet til at gaae under i en Fallit; men han maatte finde sig i, at de, ham til Afbræk, arbeidede ivrigt paa at faae det franske Skuespil, — "der, som Hs. Majestæts ordinaire Comedianter maatte være Hoffet til Ziir og Honneur", og hvori der desuden var et Par Damer, som nøde flere høitstaaende Personers ganske personlige Gunst, — gjort saa tillokkende for baade Kongehuset og Publikum som muligt. Det var ikke nok, at dets Forestillinger gaves gratis og, formedelst Kongens stadige Nærværelse, besøgtes af et stort Antal høie Embedsmænd og fornemme Borgerfamilier, som derfor kun sjeldent kjøbte Billetter til Theatret paa Kongens Nytorv; men man gik ved Hoftheatret aabenbart ud paa at overbyde og nedsætte Sartis Foretagende i alle Retninger, hvilket ikke faldt vanskeligt da Kongens Kasse ikke blev skaanet. Der gaves ei alene jevnligen mange af den danske Comedies aller[sideskift][side 448]bedste oversatte Stykker med langt bedre Udstyr, men ikke saa snart fik man Nys om, at der ved det danske Theater forberededes et nyt Stykke, som var oversat fra Fransk, eller hvis Sujet blot var behandlet i et fransk Stykke, førend man, for at fravende den danske Skueplads endog Nyhedens Tillokkelse, satte Alt tilside og kastede sig over Indstuderingen af det franske Stykke, hvori de fleste Rollehavende havde spillet paa andre Theatre, saa at det snart kunde komme til Opførelse, og da gav det kort inden de Danske kunde faae deres første Forestilling. Saaledes spillede begge de to store Nyheder: "Le chevalier à la mode" og "Beverley" første Gang paa Hoftheatret en Ugestid førend de kom paa den danske Scene, og neppe ymtedes om, at Bredal havde forfattet "Tronfølgeren i Sidon", saa vare de Franske ved Haanden med en Række Opførelser af "Le jardinier de Sidon", ogsaa et Toactssyngestykke, hvortil der var en meget melodiøs og charakteristisk Musik af Philidor. Selv den italienske Opera kunde ikke være i Sikkerhed for denne Rivaliseren: medens den endnu holdt Claveerprøver paa "La contadina in corte" gave Franskmændene "Ninette à la cour", som var næsten samme Stykke med Monsignys fortryllende Musik. Ja ikke engang sin Ballet maatte Sarti have i Fred; ei alene bleve hans Solodandsere og Figuranter lokkede fra ham med høiere Løn, men naar Martini havde for ham bragt en Ballet paa Scenen, gav Sacco sig strax til at componere en anden, der lignede den i Emne eller Dandse, men var rigere paa Situationer, havde et første Partie for den tilbedte Mad. Dutillet og blev meget pragtfuldere udstyret. Det franske Selskabs Repertoire var desuden meget righoldigt og afvexlende ypperligt med Tragedier, Comedier og [sideskift][side 449]de, ved en lunefuld Dialog og  nydelige, piquante Melodier i Viser og combinerede Nummere, særdeles yndede Syngestykker. — Hvad der dog allermeest skadede Sarti var, at den franske Trup, ved Af- og Tilgange i Sommerens Løb, var bleven næsten ganske ny og nu virkelig besad adskillige Talenter, som, selv om Adgangen skulde have været betalt, nok var istand til at trække et smagfuldt Publikum til Huset. En Captain Duval af norske Livregiment var bleven sendt til Udlandet for at opsøge og engagere nye Medlemmer, og havde, med store Bekostninger til at løskjøbe Nogle fra deres Contracter med andre Theatre og for Nogle at betale Gjæld, været saa heldig at vinde flere udmærkede Fremstillere, som han rigtignok havde maattet accordere en Lønning, der meget oversteg den calculerede Gagesum. Fra Paaske 1771 til Paaske 1772 blev saaledes Personal- og Lønningslisten, i danske Penge, for Regisseur, Acteurer og Actricer:

		engageret med	paa
Dutillet, Regisseur		600 Rdlr.	5 Aar.
Clericourt		1100 —	2 —
Leboeuf		1300 —	2 —
Dalincourt		1000 —	2 —
Brunet, anden Konge og første Fortrolig i T., værdige Fædre og comiske Gamle i C.		1000 —	2 —
Fontaine, første Elsker i C. og T. (uden Fordring paa Leboeufs Fag)		1078 —	1 —
Bultos, lystige Gamle i C., første Comiker i O.		1438 —	3 —
Belleroche, første Comiker i C.		950 —	2 —
[sideskift][side 450] Descablons		1000 Rdlr.	3 Aar.
Duport, Fortrolige i T. anden Elsker i C. og O.		839 —	2 —
Soulié, anden Comiker i C. og O.		958 —	2 —
Muselly, Hjælperoller		719 —	2 —
Calais, comiske Roller i C. første Bassist i O.		1000 —	2 —
Quantin, første Tenorist		1270 —	2 —
Valence		500 —	1 —
Mercier	}	1300 —	2 —
Mad. Mercier
Mad. Clericourt		1100 —	2 —
Mad. Descablons		1000 —	3 —
Mad. Dubouchet, første Soubrette i C., muntre Piger og Gamle i O.		1917 —	1 —
Dem. Olivier, første Elskerinde i T. og C., første Sangerinde		1510 —	2 —
Dem. Danilot, Dronninger i T., ædle Mødre og Charakteerroller i C.		1294 —	2 —
Dem. Garnier, Elskerinder i C. og O.		1438 —	2 —

Ogsaa med Balletten var foregaaet betydelige Forandringer. Sacco, som, ved den Egenraadighed og Caprice, han altid viste i sit Forhold til Directioner, ogsaa havde lagt sig ud med Kammerherre Brandt, var bleven afskediget, efter at man med 4200 Rdlr. havde afkjøbt ham hans Fordring paa Pension, og i hans Sted havde Hoftheatret faaet Delaistre, der, for en endnu høiere Løn, var en meget maadelig Balletmester og som Dandser altfor [sideskift][side 451]voldsom og uskjøn i sit hele Væsen, til at han i serieuse Partier kunde med Ære vise sig ved Siden af den indtagende Mad. Dutillet, hvorfor han især holdt sig til comisk Dands, som han dog heller ikke udmærkede sig i hverken ved Færdighed eller Smag. En heldigere Foranstaltning var Oprettelsen af en Dandseskole til Dannelse af Solodandsere og et dygtigt Figurantcorps. Ved begge Theatre havde man længe føleligt savnet en god Veiledning for Dandse-Eleverne og maatte tage tiltakke med de Øvelser, som de forskjellige Balletmestere havde ladet sig bevæge til efter forskjellige Methoder, at holde med de Unge. Da Alt ved Hoftheatret nu skulde forbedres fra Grunden, gik man ind paa det Forslag, som Hofdandsemester Laurent for længe siden havde gjort om en Dandseskoles Oprettelse under ham, som derved, formedelst den Vigtighed, han godt forstod at give sin Virksomhed, vidste at faae et Engagement paa 10 Aar med en Gage af 800 Rdlr. — endskjøndt der ogsaa skulde lønnes en Underlærer — for to Timer om Dagen at give 6 til 8 Elever af begge Kjøn Veiledning. Denne Anstalt var rigtignok, med Hensyn til Forholdene, meget bekostelig, og Laurent viste just ikke nogen stor Kjærlighed og Iver for dens Fremme, men den lagde dog Grund til at Solodandserpladserne mere og mere bleve udfyldte med talentfulde Danske, og at Galeotti, da han fire Aar efter begyndte at give Balletten en større og mere poetisk Stiil, forefandt en til sine Compositioners Udførelse godt forberedt Figurantcorps. Dandsens Personal- og Lønningsliste var:

		engageret med	paa
Delaistre, Balletm. og første Dandser		1917 Rdlr.	4 Aar.
Mad. Dutillet, første Dandserinde		1400 —	5 —
[sideskift][side 452]Martini, anden Dandser		1000 —	1 —
Dlle. Pacini, anden Dandserinde		1000 —	1 —
Barch, anden Dandser og Instructeur ved Dandseskolen		500 —	1 —
Laurent Fader, Lærer ved Dandseskolen		800 —	10 —

Figurantinder: Jfrne. Lever, 260; Tarlion, 100; Rosenberg, 100; Lycke, 120 Rdlr.

Figuranter: Dupuy, 300; Hjeronimi, 250; Lever, 250; Laurent Søn, 200; Fr. Schwarz, 175; Weile, 70; Werning, 70; Suhm, 80 Rdlr.

Skolefigurantinder: Jfrne. Gratia Fröhlich, Anna Fröhlich, Frank, German, Morell; hver 80 Rdlr.

Skolefiguranter: Cramer, Dörfler, Burchard; hver 50 Rdlr.

Også Forretningsmændenes Antal havde faaet anselig Tilvæxt. Foruden Zuber, som hidtil godt havde kunnet bestride Maskinevæsnet, var, af Opmærksomhed imod Tragikeren Leboeuf, dennes Fader bleven engageret som Machinist med 500 Rdlr.; man havde skaffet sig en Commissionair i Paris, Lavoy, med 240 Rdlr. Gage; den berømte Tode var bleven Theaterlæge med 200 Rdlr.; Theatercomptoiret havde faaet en Skriver med 150 Rdlr., og istedetfor Cocchi blev en Fougère, hvis Kone en kort Tid havde spillet Anstandsdamer, men var falden igjennem, ansat som "Skræder og Magazinforvalter" med 575 Rdlr.

Det aarlige Udgifter vare ved disse Personalforøgelser stegne med 10000 Rdlr. for Acteurer og Actricer, med 3350 Rdlr. for Dandsen; og hvad den kongelige Kasse i det Hele havde at udrede til det franske Skuespil fra Paaske 1771 til Paaske 1772 ansattes i Overslaget til 57630 Rdlr. [sideskift][side 453]men viste sig ved Regnskabets Afslutning at have beløbet 11000 Rdlr. mere.

Et Forsøg paa, ved det franske Theater ogsaa at anvende Skuespillernes Indsigt til Skuepladsens Forbedring, faldt kun daarligt ud. Texier havde meget ofte maattet taale Fornærmelser af Truppens Forgudede, som jevnligen udgøde sig i Klager og Spotterier over hans Anordninger og "ins Geheim hinter den Coulissen ihn einen faquin nannten, der von l'art théatrale gar nichts verstand, doch aber die Artisten tyrannisieren wollte." Han fik derfor Brandt til at befale Oprettelsen af en Committee, som, bestaaende af Inspecteuren (Texier selv), Regisseuren og fem Skuespillere, de tre valgte af Truppen, de to af Directeuren, skulde komme sammen een Gang om Ugen, "pour se consulter sur les affaires qui concernent le bien du spectacle." Brandt valgte Leboeuf og Clericourt, og den 3die April 1771 holdtes det første Møde; men allerede i det kom Discusionen ikke videre end til at ethvert af Medlemmerne saaledes talte for egen Interesse, at der opstod et Kjævlerie, hvorunder Clericourt gik bort, efter at han havde brugt saadanne Uqvemsord imod Leboeuf, at han maatte sidde 24 Timer i Blaataarn. Da det næste Møde truede med at tage samme Vending, foreslog Dutillet, at man, for at undgaae den, ikke den Dag skulde fortsætte Forhandlingerne, hvorpaa Committeen gik fra hverandre, for aldrig mere at samles.

En meget betydelig kunstnerisk Understøttelse havde det franske Theater, uden mindste Bekostning for sin Kasse, i det kongelige Capel, som nu, efter at være blevet anseligt forøget, fik en fast Ordning. Igjennem hele Frederik den Femtes Regjeringstid havde det havt samme Indretning [sideskift][side 454]og Styrke som i 1748, ja, med Undtagelse af at Sarti i 1755 var bleven Capelmester istedetfor Scalabrini, endog næsten samme Personale. Selv efter Christian den Syvendes Tronbestigelse modtog det i lang Tid ikke anden Forøgelse, end at Hartmann i 1768 kom til som Concertmester og Hofviolon med 500 Rdlr. Gage. Da havde det ogsaa endnu sin eneste Sanger, Otto Diener, der, ligesom Capelmusikus Friedhoff, i 1760 havde faaet Titel af Cancellie-Secretair. Først i Efteraaret 1769 begyndtes der, under Holck, med dets Udvidelse og Omordning, som fortsattes af Brandt saaledes, at han i Begyndelsen af 1771 erklærede det for nu at have faaet sin faste Indretning, og til Kongen indgav følgende Bestemmelse af dets Etat for Aaret fra Paaske 1771 til Paaske 1772:

Over-Capelmester Sarti			800 Rdlr.
Første Violiner	{ {	Concertmester Hartmann	600 —
		Darbes	450 —
		Schmidt	200 —
		Semler	350 —
Anden Violiner	{ {	Zeiger	550 —
		Hagemann	350 —
		Lund	350 —
		Lem	200 —
Bratscher	{	Tücksen	250 —
		Bechstedt	300 —
Violonceller	{	Degen	450 —
		Morell	300 —
Contrabasser	{	Schreiber sen.	200 —
		Schreiber jun.	150 —
		Lateris	5500 Rdlr.

 

[sideskift][side 455]

		Transport	5500 Rdlr
Fløiter	{	Zielcke	600 —
		Glandorff	400 —
Oboer	{	Tauer	450 —
		Jacobsen	300 —
Horn	{	Grüner	300 —
		Falck	300 —
Fagotter	{	Duwe	350 —
		Sell	350 —
			8550 Rdlr.

Og udenfor det normerede Personale:

Forhenværende Capelmester Scalabrini		500 —
Harpenisten Kirchhoff		500 —
Capelbud Lohmann		100 —
Samt til ubestemte og overordenlige Udgifter		4000 —
		13650 Rdlr.

Flere af Capellets Medlemmer vare Mestere paa deres Instrumenter, og navnligen bidroge Hartmann, den unge Darbes, Zeiger, den unge Lem, der sildigere som Violin-Virtuos gjorde stor Opsigt i Udlandet, Degen, Zielcke, den meest henrivende Flautist, som hidtil var hørt her, Tauer og den af Musikkjendere som af Publikum høiligen beundrede Kirchhoff saare meget, ved deres fortræffelige Udførelse af de mange melodiøse Soloer, hvormed Datidens franske Operette-Componister udsmykkede deres Accompagnement, til at de franske Syngespilforestillinger vandt stor Yndest og hos Enthusiasterne begyndte at fortrænge den italienske Opera.

Ligeoverfor en saa ødselt udstyret Medbeiler fandt Sarti sig naturligviis snart skuffet i den letsindige For[sideskift][side 456]ventning om stort Udbytte af Entreprisen. Nu fik han først Øinene op for de mangfoldige ugunstige Omstændigheder, som skulde have afholdt ham fra at overtage den. Til Udførelsen af sine store Operaer maatte han behjælpe sig med et Orchester, der var mindre stærkt besat end det, som Hoftheatret havde til sine let accompagnerede Syngespilnummere; og ikke nok med at han, af en Indkomst, som, iberegnet det kongelige Tilskud, ikke var halvt det Beløb, der medgik til Hoftheatret, endskjøndt dette havde Orchester frit, maatte betale sine Musici meget høit, men siden Capellets Udvidelse kunde han ikke engang opdrive duelige Folk. Han maatte derfor ofte, til vanskelige Instrumentsoloer, baade trygle og kjøbe Hjælp af Capelmedlemmer, hvilke han ikke engang kunde være sikker paa, da det var almindeligt, at der om Eftermiddagen pludseligt blev tilsagt musikalske Aftenforlystelser ved Hoffet, hvad der nogle Gange havde til Følge at Operaforestillinger maatte gaa ind. Det var netop den italienske Opera, det kostbareste af de to Skuespil, Sarti havde at underholde, som leed meest under Rivaliteten; Comedien saae endog Kjendere helst givet af de danske Acteurer, men da det fremmede Syngespil var Almeenheden lige uforstaaeligt i begge Theatre, foretrak dens musiklystne Deel det franske, der, foruden at være livligere og fatteligere i Handling, morede ved sine mange nydelige Visemelodier. Og en næsten ligesaa farlig Fjende havde Sarti endydermere selv fremkaldt imod sin Opera, ved at indføre danske Syngestykker. De Fleste vilde heller høre Jfr. Halles skjønne Stemme og varme, følelsesfulde Foredrag af danske Ord, end de to Primadonners kolde Roulader. Enthusiasmen for Italienerne begyndte derved stærkt at kjølnes, og Sarti ærgrede sig [sideskift][side 457]over at have gjort et Forsøg, som, just ved at faae det heldige Udfald, han tilsigtede, var aldeles imod hans Fordeel. Efter at "Tronfølgen" var bleven opført vilde han slet ikke høre tale om nogen ny dansk Opera, som man just da fra alle Sider bad ham at foranstalte. Overhovedet var hans ellers muntre og venlige Sind paa den Tid i en saadan Uro, at han ganske tabte sin tidligere Lyst til Virksomhed og hyppigt kom i heftig Ordstrid med sine Omgivelser. Hans saae hvorledes Søgningen stadig tog af, og Schwarzkopf hjemsøgte ham daglig med Beretning om, at Creditorerne nu, da Saisonnens Ende nærmede sig, bleve mere paatrængende, medens Kassens Evne til at tilfredsstille dem stedse blev mindre. Deres Samtale endte almindelig med, at Sarti fortvivlet skreg: Han havde optaget Laan og Forskud fra alle Kanter saa at han nu ikke vidste Udvei til en Skilling! hvorpaa han løb ind i sit Sovekammer og lukkede Døren af. Sine værste Rykkere fandt han imidlertid paa Theatret, hvor han var nødt til at indfinde sig. Italienerne, som havde Gage tilgode for et Qvartal, fordrede den med Skjeldsord og Trudsler, og de danske Acteurer forlangte indtrængende fire Ugers resterende Løn. Han maatte flere Gange paa det indstændigste bede om Henstand; men det blev ikke ved Ydmygelsen: just i denne Trængselstid leed han ogsaa betydelig Afgang i den Indtægt, han kunde have havt, thi Sygdomsanmeldelser og deraf følgende pludselige Forestillingsforandringer hørte til Dagens Orden. Da Italienerne ikke bleve punktligt betalte, toge de sig Ret til enhver Vilkaarlighed, og Ansani erklærede et Par Gange ligefrem, at han ikke vilde synge for slet Huus, saa at Sarti i det yderste Øieblik saae sig nødsaget til ved mange Bønner at [sideskift][side 458]bevæge de øvrige Sangere til at udføre en anden Opera, paa hvis Begyndelse de faa Tilskuere maatte vente en Time, hvori de morede sig med at trampe og støie til Orchestrets uophørlige Spil. Endelig skaffede formaaende Venner ham et nyt Forskud, som satte ham istand til at betale Personalet og tilfredsstille de betydeligste Regningskrav. De danske Acteurer maatte han imidlertid bebude, at han under Vacancen kun vilde formaae at give dem halv Gage, hvilket atter reiste en heftig Storm, som han dog fik til at lægge sig ved at tillade dem, for egen Regning, at give en Række Forestillinger, hvis Udbytte ikke, som sædvanligt, skulde fordeles lige, men efter Deelhavernes Vigtighed for Skuepladsen. — Hvor bittert han havde skuffet sig i Forhaabningen om at han ved sin Bestyrelse skulde gjøre Theatret langt mere indbringende, og hvor lidet den kostbare italienske Opera havde retfærdiggjort hans Anstrengelser og den Begeistring, hvormed den fornemme Verden havde hilset den, viste Billetkassereren Søeborgs Regnskab, hvorefter der var givet

af Comedien	af Operaen
64;	55 Forestillinger;
med Indtægt:
	6254 Rdlr. 5 Mk.
og for Abonnement	1654 — 3 Mk.
8943 Rdlr. 4 Mk.	7909 Rdlr. 2 Mk.
hver Forestilling i Gjennemsnit:
139 Rdlr. 4 Mk. 8 Sk.	143 Rdlr. 4 Mk. 7 Sk.

Maskeraderne havde indbragt 3112 Rdlr.: i Gjennemsnit 173 Rdlr. hver, som var meget ubetydeligt i Forhold til Udgiften. Theatrets hele Indtægt havde, med hvad der i Aar [sideskift][side 459]var indkommet fra Kongens Kasse, beløbet 31304 Rdlr.; men Totaludgiften overgaaet den saa meget, at Sarti var bleven nødt til at optage store Forskud og lægge sin hele Formue, der udgjorde noget over 5000 Rdlr., til, uden at kunne afgjøre alle Fordringer. Da han modtog Regnskabet udbrød han til Søeborg: "Jeg arme Mand! og jeg har 9 Aar endnu! Hvorledes skal det gaae mig, dersom det ikke bliver bedre?" Det blev meget værre!