[side 417]Alle Italienerne vare blevne engagerede paa ny for denne Saison, men havde forlangt et anseligt Tillæg, hvilket man, fornøiet over det kongelige Tilskuds betydelige Forøgelse, som de paastode at være bevilget for deres Skyld, og i Betragtning af, at man da ikke igjen skulde [sideskift][side 418]ud med Reisepenge, havde tilstaaet dem. De skulde for denne Saison have ialt: Mlle. Torre 1790; Mad. Lione 1240; Mlle. Lazzari 715; Potenza 1215; Simonini 890 og Liverati 990 Rdlr., hvorhos der bevilgedes Musted 332, Scalabrini 550, Souffleur Knudsen 105 og til Orchestret 2260 Rdlr., samt gjordes Mlle. Torre en Foræring med et Stykke, guult Sølvstof til 150 Rdlr., hvilket bragte disse Udgiftsposter 1929 Rdlr. høiere end i forrige Saison, saa at hvad Reisepengene da havde andraget, gik med paa 425 Rdlr. nær. — Lidt mere Afvexling havde Selskabets Repertoire faaet, thi til de fire givne Operaer, som alle igjen bragtes paa Scenen, kom fire nye: "Il fumo villano", "La pupilla ed il ciarlone", "La buona figlia" og den store Opera seria "Zenobia", der, spillet af et Selskab, som af Naturen var maadeligt udstyret til den store Stiil, og Publikum bedst bekjendt af Grimacer, Krumspring og Narrestreger, tog sig meget jammerligt ud, hvorfor den ogsaa, endskjøndt den gaves med al den Pragt, som Theaterkassen var istand til at skaffe tilveie, blev begavet, efter at den var opført de fire Gange itræk, som enhver Opera, enten den optoges med Kulde eller Begeistring, i det mindste skulde døies af Musikenthusiasterne. For Resten havde Begeistringen for Italienerne sat sig meget, endog i de høiere Kredse; de af nogle fremmede Ministre og høiadelige familier abonnerede Loger, som indbragte 1385 Rdlr., — en Sjettedeel af Operaens Indtægt, — stode meget ofte næsten tomme.

Balletten var i endnu langt mindre Yndest. Nogle fornemme Velyndere Indflydelse havde bevæget Directionen til at beholde Gambuzzi og hans Dandserinde, men den forkastede almindeligt hans mange Programmer til nye [sideskift][side 419]Balletter, under Paaskud af, at de vilde blive for kostbare til at man under de besværlige Omstændigheder turde lade ham udføre dem. Med Nød og Neppe kom han kun til at bringe fire paa Scenen, nemlig: 3die Novbr.: Vertumnus og Pomona; 11te Decbr.: De tappre Hyrder; 4de Jan.: Den ungerske Tobaksfabrik og 29de Jan.: Amazonerne og Krigsheltene. Ingen af dem gjorde større Lykke, end at Parterret udtrampede dem ved de første Opførelser, og siden gik naar de skulde  begynde.

Den danske Comedie overlodes ganske til den Skjæbne, som Tilfældet vilde give den. Acteurerne var yderst nedslagne ved at see, hvorledes de franske Skuespillere og italienske Sangere trak høie Gager og nøde stor Opmærksomhed, medens de, endskjøndt endog deres lykkelige Rivaler erkjendte nogle af dem for udmærkede Kunstnere, ei alene bleve ringeagtede og ikke, for meget større Arbeide, kunde opnaae et tarveligt Udkomme, men endydermere maatte have den Ærgrelse, at man baade lokkede Søgningen fra dem og udsatte dem for bittre Sammenligninger, ved paa Hoftheatret at give frie Forestillinger, i hvilke de bedste af deres Repertoires oversatte Stykker kom til Opførelse med et langt bedre Udstyr, end Directionen, selv naar den lod sig bevæge til ret at gjøre Noget for deres Decorationer og Garderobe, nogensinde forundte dem. De store Bekostninger paa Balletten, den personlige Velvillie, de fremmede Dandsere mødte hos de Fornemme, og den ringe Yndest, der af Publikum skjænkedes dette hele Væsen, gave Acteurerne ideligen Anledning til Stiklerier og Yttringer af Uvillie imod Directeurerne, naar disse maatte fordre særdeles Opoffrelser af dem, fordi Dandserne meldte sig syge, ikke gade gjøre Tjeneste eller erklærede, at de ikke [sideskift][side 420]kunde  blive færdige med en ansat Ballet. Utilfredsheden i Truppen var almindelig, og Hæseker, som var en brav Mand, "der gierne vilde gjøre det Danske spectacul til en Ziir og skickelig Fornøyelse, hvorved de Danske acteurs sig kunde see saalunde recompenserede, at de ei, som nu disvær Sanden er, skulde hver Dag finde Nøden for Døren og chagrineres af det Daglige Brøds Undværelse", fik ofte i sine Embedsforhold Aarsag til at beklage sig over "de gode Folks store Viderville og irritable humeur", som han selv undskyldte med: "og kan ei godt andet være, efterdi de dagligen see mange Ting gaae contraire og dem selv derved komme i ringere consideration, som nok kan giøre disse arme Mennesker, hvilke Directionen ei er mægtig at hiælpe paa, capricieuse og ilde af regiere". Et betydeligt Tab led det danske Skuespil strax ved Saisonnens Aabning, da Als i Midten af October faldt i en Sygdom, som den 30te August 1770 endte hans Liv i hans 48de Aar. I flere Aar havde han vel, endskjøndt han endnu af Publikum var anseet som ypperlig Charakteerskuespiller, kun sjeldent betraadt Scenen, hvorfor han ikke som Kunstner efterlod noget føleligt Savn, men i sin Inspecteurpost var han Truppen af stor Vigtighed, baade ved den indsigtsfulde Veiledning, han gav ved Prøverne, og sin Redebonhed til ved alle Leiligheder at tale Enhvers Sag ligeoverfor Directionen og at vaage over Anstaltens Værdighed, enten den saa blev tilsidesat af Bestyrelsen eller af hans Kunstfæller. Efter hans Død overlodes hans fleste Forretninger til Clementin, som var en stille, fredsommelig Mand, der savnede Als's Virksomhed, Snarraadighed og Energie, hvorfor han hverken søgte eller fik fast Ansættelse som Inspecteur. — Saisonnens første Nyhed: en meget maadelig [sideskift][side 421]Treacts-Comedie af Boissy, faldt ganske igjennem. — Debutanten Bernhard Henrik Bech, en 21-aarig Student, som skulde gaae ind i Londemanns Fag, var et godt Hoved, forsynet med flere Kundskaber end de fleste andre Theaterpersoner, men uden ægte Lune, og havde et tykt, ildeklingende Mæle. Han blev ingen Acteur af den gamle Skole, der gjorde Natur og Sandhed til Spillets Sjel og Grund, men søgte fornemmelig sin Comik i Grimace, løierlige Gebærder og stadigt anvendte manierede Faxer, iblandt hvilken den: ved et pludseligt Kast med Hovedet til Siden at faae Parykpungen slynget fra Nakken frem paa Skulderen, især med stor Virtuositet ofte anvendtes af ham til at vække Skoggerlatter. Da Nødvendigheden bragte ham ind i mange betydelige Roller, blev han en for Ensemblet meget skadelig Skuespiller. Heller ikke Samlivet ved Theatret vandt ved hans Antagelse, thi han var saa uforligelig og indbildsk, at baade Direction og Personale idelig havde Bryderier med ham. — Forestillingen efter Bechs Debut bragte en anden, som derimod aabnede et Kunstnerliv, der var en Række Triumfer fra dets første Dag indtil lav Misundelse, ved en nedrig Cabale, pludseligt berøvede den danske Skueplads dets Glands. Als, som ideligen havde Øinene ude efter at opdage hvad der kunde gavne Theatret, var den, som først fik Nys om, at en fattig "Holmensmand", Thomas Jespersen, havde en lille Steddatter, Caroline Halle, hvis opvakte Hoved, livlige Gemyt, særdeles tækkelige Væsen og smukke Udvortes vakte megen Omtale. Saasnart han fik hende at see, holdt han sig overbeviist om, at et saa "knøv og insinuant Pigebarn kunde med Tiden blive en perfect theatralsk Person." Han overtalte derfor Forældrene til at lade hende komme i Comos Dandse[sideskift][side 422]skole, hvor hun, "dog den arme Unge mange Gange, i Vinterens Snee og Slud, gik med Skoe uden Saaler og en tynd Catuns Saloppe til excercitierne, og der fik dagligen Spark og Spænd, altid var af en lystig naturel og lærte det, hvilket andre vel skulde lade være at gjøre hende efter". Som en Følge deraf blev hun tidligt anvendt til Solodands, hvori hun gjorde megen Lykke, og fik i Comedierne adskillige Børneroller, som hun spillede saa "frit og naive", at Als tænkte paa, saa snart som muligt at lade hende ganske "gaae over til Comedierne, i hvilke der var al apparence til at hun skulde blive en af de habileste til Pernille-Rollen". Jfr. Biehl, som gjerne gav sig af med at veilede i Declamation, tog sig af hende med megen Varme og undervist hende i Læsning og andre nødvendige Forkundskaber; hos Jfr. Bøttger, der havde 50 Rdlr. om Aaret for "at instruere de unge Actricer", øvede hun sig i Rollers Udførelse. Hun havde nu, som Figurantinde, opnaaet 50 Rdlr. aarlig Gage og 1 Rdlr. om Ugen ved Comedierne, da hun "til første Gang gjorde Prøve i en stor Roulle": den vanskeligste af alle Pernillerne. Skjøndt hun kun næsten havde fyldt sit 15de Aar og ikke var fuldvoxen, — thi to Maaneder efter ansøgte hun om et Tillæg af 2 Rdlr. ugenlig, paa Grund af at hendes Arbeide forøgedes og "hendes tiltagende Væxt fordrede en kostbarere Paaklædning", — gjorde hun stor Lykke og viste afgjort et ualmindeligt Talent. Endog Clementin, som spillede Hovedrollen ved Siden af hende, og "aldrig havde ageret med større Fornøyelse og Humeur", overraskedes af det Eiendommelige i hendes Spil og de mange Modulationer, som hendes Lune indgav hende; ja den elskværdige Overgivenhed og Skalkagtighed, hvorved det sildigere blev [sideskift][side 423]hende muligt "at gjøre hvad hun vilde og dog bestandig være Publikum til Behag", sprudlede saa rigt frem, at Jfr. Bøttger, fra den lille Balconloge ved Fortæppet, hvori Skuespillerinderne havde Plads, flere Gange truede advarende med Fingeren, men hver Gang fandt sin Beroligelse i det levende Bifald. Uagtet Misundelsen strax var tilrede for at lægge den unge talentfulde Pige Hindringer i Veien, vilde den Lykke, hun havde gjort, og den hjertelige Tilfredshed, som Directeurerne personligen følte derved, ofte havde ført hende paa Scenen allerede i denne Saison, dersom Skuepladsen ikke en Maaned efter havde havt et andet Held, som strax maatte benyttes. — Hvorvel meget svagt i Anlæg, har Colles "Henrik den Fjerdes Jagt" flere effectfulde Situationer i en Handling, der gjennemgaaende giver Leilighed til at det Følelsesfulde træder ud af en meget naiv, comisk Dialog. Et saadant Stykke maatte i høi Grad tiltale saavel den fine Verden, der sværmede for det Sentimentale og tillige gjerne vilde more sig, som Menigmand, der vilde have Noget til at lee af, men dog ogsaa nok gad tage lidt Rørende med. Da det nu endydermere blev ganske fortræffeligt spillet, fornemmelig af Rose som Henrik den Fjerde og Ørsted som Mølleren, fandt det en Modtagelse, der langt overgik baade Directionens og Skuespillernes Forventning. Huset var ved næsten alle Forestillinger usædvanligt godt besat, Latter og Taarer lønnede de Spillende i rig Maade, og den danske Skuepladses Triumf over saa ypperligt at have udført et saa "svært Stykke", der gav alle de spillende Acteurer nok at tage vare", blev saa meget større, da "billige connaisseurs alle var formenende, at vore Indfødte i denne Comedies action havde havt langt bedre succes end den franske [sideskift][side 424]troupe paa Hoftheatret". — Et stort Tab led Kunsten ved at Mad. Linckwitz den 23de September døde, 60 Aar gammel. Det føltes saa meget dybere, da hun endnu ved sin sidste Optræden havde virket med sit Lunes fulde Kraft, og der ikke for Øieblikket var Nogen, som endog kun taaleligt kunde overtage hendes i Comedien saa høist vigtige Fag. Nødvendigheden gav de fleste af hendes Roller til Mad. Hallesen, hvorved de i en Række af Aar bleve spillede meget mat, uden i mindste Maade at have den Forskjellighed og Charakteerfylde, som saa mesterligt lagdes i dem af den Tabte, hvis herligt udførte Billeder, rimmeligviis malet af Pilo er det ældste i den Samling af udmærkede Kunstneres Portraiter, der smykker det kongelige Theaters Foyer.

Uagtet Theatret i Saisonnens Begyndelse havde lidt betydeligt Afbræk ved at Kunstberideren Bates gav endeel Forestillinger med et talrigt Selskab, der hver Dag kunde glæde sig ved stort Tilløb og stærkt Bifald, stillede Forholdene sig, især ved den usædvanlige Yndest, som "Henrik den Fjerdes Jagt" vandt, gunstigere end Directionen selv havde ventet. Men de betydelige Udgifter, som Opera og Ballet mere og mere paalagde Kassen, og den store Gjæld, hvilken man endog saae sig nødt til at forøge, for at udrede de Renter, der nødvendigen maatte betales, lammede alle Directionens Anstrengelser for at tilveiebringe Balance, medens den danske Trups bestandigt stigende Utilfredshed, som ofte brød ud i Trods og plumt fremsatte Besværinger, daglig bragte den nye Ærgrelser. De gamle Magistratspersoner fandt sig hyppigt meget ilde bestedte ved Forretninger, Underhandlinger, Vanskeligheder og Tilfredsstyrelser, som de vare aldeles uvante med, og da Als, der ikke alene var Midler imellem dem [sideskift][side 425]og Personalet, men deres Raadgiver og Orakel i ethvert Theateranliggende, blev syg, vidste de hverken ud eller ind. De vare ligesaa kjede af at være Bestyrelse, som Acteurerne vare af at see dem være det; og nu kom ovenikjøbet Bech i Februar, just da de glædede sig ved at troe, at en Række gode Indtægtsaftener havde sat Kassen i bedste Velgaaende, og underrettede dem om, at han ikke vidste anden Udvei til Sagerne end nye Laan. Dette gjorde dem deres Stilling fuldkommen ulidelig, især da de 32 Mænd, der ideligen forespurgte sig om Pengevæsnets Tilstand, lode dem mærke, at de paa ingen Maade vilde give noget Samtykke til Gjældens endyderligere Forøgelse. En Samling, som Directeurerne holdt, for i Forening at søge Midler til at komme ud af Forlegenheden, endte med, at ingen af dem kunde paavise et eneste, hvorimod alle, men især v. d. Lühe, yttrede, at under nærværende Omstændigheder gjorde man klogest, om man, i al Mindelighed, trak sig ud af disse fortredelige og byrdefulde Embeder, ved at faae Staden befriet fra den sørgelige Foræring, som kongelig Gavmildhed havde gjort den. Over-Præsidenten selv begyndte ogsaa strax med Iver at arbeide derpaa, idet han fik sine indflydelsesrige Venner ved Hoffet til at forestille Kongen, at Theatret var nærved at gaae til Grunde og umuligen vilde være til at redde, ifald det længer skulde staae under en Magistratsbestyrelse, der ingenlunde egnede sig til at give en saadan Anstalt Opsving. Den maatte, meente de, underlægges en Mand, som "var vant til at omgaaes Theaterfolket, og kunde selv noget Anseligt til Værkets Forfremmelse foretage, saa at de stridige Personer skulde faae Respect og finde sig obligerede til at vise hans Ordres og Anslag Hørsommelighed. Ogsaa maatte det være førder[sideskift][side 426]ligt om Spectaklerne samtlig, hvorvel den danske Comedie og Operaen ikke bleve satte under Overhofmarskallens Direction, i en vis Maade effective kom ind under kongelige Majestæts Villie og Tykke, da slige amusements, hvilke ere nyttige i en Stat at have, sjelden finde Fremgang uden hvor kongelig Huld og Naade soignerer dem". Disse Bemærkninger vare henkastede til Fordeel for Over-Capelmester Sarti, som, saa snart man begyndte at ymte om en Forandring, lod sig det være meget at gjøre at blive Entrepeneur for den danske Skueplads og italienske Opera i Forening. Han var fuldt og fast overtydet om, at han nok, med en betydelig Indtægt for sig, skulde sætte det Hele paa en langt bedre Fod, end det havde været under Magistratsbestyrelsen, og til Lykke for denne fik han ogsaa sine mægtige Velyndere saaledes bragte i denne Tro, at de endelig ligefrem forsikkrede Kongen om, hvorledes Sarti, som "en Mand, der var nøie bekjendt med de theatralske Sager og af Grunden forstod, hvordan det Smukke og Prægtige kunde til den Brug produceres uden stor Bekostning, snart vilde bringe begge Spectakler saaledes paafode, som de endnu aldrig havde været, hvilket skulde blive den kongelige Residenzstad til stor Ziir og Behagelighed, baade hos Indvaanerne og alle fornemme Fremmede". Ved disse Intriguer lykkedes det tilsidst, uden at Magistraten behøvede at gjøre videre for at bevirke det, at faae Kongen stemt til den ønskede Forandring. Den 27de April havde Stadens Fædre den store Glæde, at Hs. Maj. tilkjendegav dem, hvorlunde han, imod til Gjældens Betaling at skjænke 30,000 Rdlr., som i 10 Aar skulde udbetales med 3000 Rdlr. aarlig, vilde overtage den danske Skueplads, som de derfor havde at afgive til Particulair-[sideskift][side 427]Kammeret; og til samme Tid blev den, igjennem dette, overgivet Sarti som en Entreprise for 10 Aar, saaledes at han aarlig skulde have "10000 Rdlr. til Holdelse af dansk Comedie og italiensk Opera; 4000 Rdlr. til Holdelse af et italiensk Intermezzo paa Landet om Sommeren; og 2000 Rdlr. for Officerernes fri Entree til Opera: ialt 16000 Rdlr., samt ved Entreprisens Ophør, den 1ste Mai 1780, 6000 Rdlr. som Recompense;" hvorimod han var forpligtet til at udrede alle Omkostninger, med Undtagelse af dem, som vedkom Theaterbygningens Vedligeholdelse og Reparation. — Fra denne Tid blev Theatret, hvormed der af Overhofmarskallen eller en anden dertil beordret Hofembedsmand skulde føres Tilsyn, dog uden at han indblandede sig i dets indre Anliggender, officielt benævnet: Den kongelige danske Skueplads.

Acteurerne havde allerede fra Slutningen af Marts havt Nys om, at der forestod en Forandring, og glædet sig dertil; men da de nu erfarede, at man saaledes ganske havde givet dem i Sartis Hænder, uden mindste Betingelse, der kunde sikre dem imod Vilkaarlighed, Lune og slet Behandling, reiste de, i Forudfølelsen af den Skjæbne, der ventede dem under Udlændingens ukyndige, eensidige og egennyttige Styrelse, et stort Klagemaal og bade den afgaaende Direction, at den dog "vilde i Naade see til deres forladte og deplorable situation, ved at udvirke dem nogen Sikkerhed for at de skulde blive i deres Levebrød og rigtigen erholde den ringe Løn, som dem hidindtil for deres besværlige Tjeneste var bleven forundt." Igjennem Hæseker lod Directionen svare, at saa gjerne den end vilde, saae den sig ikke dertil istand, eftersom allerede Contract med Sarti var afsluttet; derimod vilde den gjøre for dem, hvad [sideskift][side 428]der i dens Myndigheds tilbagestaaende Tid kunde skee, hvisaarsag den forundte dem Tilladelse til, at give til Deling imellem sig en Forestilling den 30te April, og lagde til Indtægten for den, som var 260 Rdlr., en Douceur af 100 Rdlr., samt tilstod Londemann særskilt, saasom "han var fattig og sad med mange Børn, men dog især siden han i afvigte Vinter under stadig Svagelighed havde spillet, uden at det for Publikum havde været kjendeligt," en Douceur af 30 Rdlr. — Magistrats-Directionen oplevede, hvad den, efter alle de Bebreidelser, den havde maattet døie, og den Berygtethed, som Personalets ilde Omtale havde givet den i Publikum, mindst skulde have ventet: dens Afgang blev hjerteligt beklaget, og de samme Acteurer, af hvem den var bleven forfulgt med Grovhed, Stiklerier og Haan, ønskede "at de kunde have intercedere til at beholde den, saasom de af Fremtiden kun forventede hvad Ondt var, hvilket ogsaa indtraf mere end Nogen af dem dengang vel tænkte."

Regnskabet viste, at Staden kunde prise sig lykkelig ved endelig at være bleven befriet fra at være Theaterentrepreneur. Det var givet af

Med 1634 Rdlr., som indkom for Maskeraderne; 4000 Rdlr. Laan; 13000 Rdlr. kongeligt Tilskud og 3000 Rdlr. af den kongelige Udløsningssum var Total-Indtægten 39182 Rdlr.; men — med Udredelsen af 4000 Rdlr. til Laans og 1702 Rdlr. til Renters Betaling, samt 797 Rdlr. Omkostninger ved Maskeraderne beløb Total-Udgiften 39253 Rdlr. Kassens eneste Tilgodehavende var 427 Rdlr. 4 Mk. hos Grev Holck og 203 Rdlr. 2 Mk. hos Overhofmarskal Grev C. F. Moltke, om hvilke Penge Bech endnu halvandet Aar efter gav den Oplysning, at de skyldtes for Logeabonnement til den italienske Opera, "og havde ofte baade mundlig af Kassereren og skriftlig af Directionen været krævede begge Greverne, men i den Forfatning Comediehuset paa den Tid stod med Hoffet, og da bemeldte Herrer Grever vare de fornemste Herrer derved, som endog i forrige Tider havde havt fri Loge, havde ei videre været at udrette." Da Moltke dengang var død og Holck falden i Unaade, fik Stadens Kasse neppe nogensinde dette Tilgodehavende. Den Gjæld, som ved Regnskabernes endelige Afslutning kom til at paahvile Staden, var: 9000 Rdlr. til Geheimeraad Holstein, 18000 Rdlr. til Banken, 600 Rdlr. til Christians Fattigskole, 70 Rdlr. til Bech og 7988 Rdlr. til Staden selv: ialt 35658 Rdlr. Da der af Udløsningsummen kun til denne Gjælds Dækning var 270000 Rdlr., havde Staden i de 20 Aar, hvori den ved kongelig Gavmildhed havde maattet være Theatrets Eier, [sideskift][side 430]lidt et Tab af 8658 Rdlr., uden at regne den aldrig betalte Rente af den Capital, som var optaget fra dens egen Kasse.

Hvad Sarti allerførst havde at gjøre efter sit Regimentes Tiltrædelse, var, at erklære Gambuzzi og Mlle. Cocchi, at han ikke vilde give dem nyt Engagement, hvorpaa Gambuzzi strax reiste til Italien og hans Dandserinde tog Ansættelse ved Hoftheatret.

Paa samme Tid som den store Forandring fandt Sted ved den danske Skueplads, blev det franske Skuespil sat paa en fast Fod og stillet under Bestyrelse af en Hof-Chef, hvortil udnævntes Grev Holck, som havde havt Overtilsyn med det medens det dirigeredes af Mad. Martin, der nu var afskediget. Den egenlige Forretningsmand, som maatte sørge for at holde Skuespillene i Gang og Orden, var en Legationsraad Joseph Pierre Texier, der blev midlertidig Inspecteur. Hoftheatrets Udgifter for et Aar, fra Paaske 1770 til Paaske 1771, ansattes til 36000 Rdlr., og Personalet for dette Tidsrum var:

Tragedie, Comedie og Opera
		engageret med	paa
Dutillet, Regisseur		600 Rdlr.	6 Aar.
Leboeuf, første Rolle i T. og C.		1100 —	2 —
Clericourt, første Comiker		1100 —	3 —
Md. Clericourt, første Elskerinde i C. og T.		1100 —	3 —
Dalincourt, Konger i T., ældre Fædre i C.		1000 —	2 —
Md. Déresmond, Dronninger, ædle Mødre, Soubretter	}	1500 —	1 —
Déresmond, Hjælper. i T. C. og O.
[sideskift][side 431]Dem. Dartimont, Elskerinder i T. og C., Gamle i O.		925 Rdlr.	1 Aar.
Hebert, første og anden Elsker		300 —	½ —
Mercier, Souffleur og Musiklærer	}	1300 —	1 —
Md. Mercier, Fortrolige i T., Soubrette i C., anden Elskerinde i O.
Descablons, Fortrolige i T.; comiske Roller i C. og O.		1000 —	2 —
Md. Descablons, første Fortrolige i T., Charakteerroller i C., første Elskerinde i O.		1000 —	2 —
Dinezi, anden Comiker i C., første Bassist	}	1350 —	med Pension.
Md. Dinezi, Fortrolige i T., Elskerinder i C., anden Elskerinde i O.
Regnault, anden Elsker i C., første Tenorist		800 —	1 Aar.
Deschamps, tredie Rolle og anden Konge i T., ædle Fædre og comiske Roller i C.		700 —	1 —
Valence, tredie Rolle i T., Fædre og Hjælperoller i C. og O.		500 —	1 —
Dandsen.
Sacco, Balletmester og første Dandser		1600 —	med Pension.
Md. Dutillet, første Dandserinde		1400 —	6 Aar.
Dem. Veronica Cocchi, anden Dandserinde		1000 —	1 —

Barch, anden Dandser, havde brækket sit Been og faaet en Pension af 350 Rdlr. for at danne Figuranter.

[sideskift][side 432]Figurantinder: Gesualda Cocchi, 200 Rdlr.; Lever, 260 Rdlr.; Regnault indberegnet Mandens Gage; Tarlion, 80 Rdlr.; Frederica, 80 Rdlr.

Figuranter: Hjeromini, 250 Rdlr.; Lever, 250 Rdlr.; Køhler, 120 Rdlr.; Weile, 70 Rdlr.; Werning, 70 Rdlr.; Suhm, 80 Rdlr.

Af andre Ansatte, hvis Contracter alle vare sluttede paa et Aar, havde

Truppens meest Yndede vare: i Comedien Clericourt, der udmærkede sig ved Lune, Ironie, megen Foranderlighed af sin Person og gratiøs Lethed; i Tragedien hans Kone, som havde megen Følelse og Anstand, men, formedelst et svagt Bryst, let henfaldt til en hulkende Tone. Leboeuf spillede sine tragiske Roller i den almindelige franske svulstige Stiil, og behagede mere i Comedien ved Varme og en ædel Holdning. Dinezi var man bleven kjed af, dog gav han endnu med meget Bifald adskillige betydelige comiske Roller, som Bødkeren, Grovsmeden, Mercur i "Amphitrion". Deschamps, der, som Truppens Skjønaand, havde forsynet den med nogle maadelige Stykker og Prologer, havde et Par store comiske Roller, f. Ex. Grichard i "Den knurvorne Doctor", men gjorde kun liden Lykke som Skuespiller. Mad. Descablon skulde fornemmelig være Truppens første Sangerinde, men tilfredsstillede ikke i dette Fag. For Resten hjalp man sig saa godt man kunde og besatte ofte vigtige Roller med Acteurer, der i ingen [sideskift][side 433]Henseende var dem voxne. Meest klagedes over de første Elskeres slette Udførelse, da Hebert, som, for et Tillæg af 50 Rdlr. maanedlig, havde overtaget dem efter Dutillet, aldeles ikke kunde fyldestgjøre deri. Til den saa vigtige Soubretterolle, som ogsaa midlertidig var særdeles maadeligt besat, fik Truppen snart en fortrinlig Fremstillerinde i en Mad. Dubouchet. I Fremstillingernes Ensemble stode de Franske meget tilbage for den danske Trup, som var naturligt, da de ikke undsaae sig ved altid at have Rollen i Haanden lige til de to sidste Prøver. I deres Samliv vare de Franske et endnu uroligere Folkefærd, end Skuespillerne i Almindelighed pleie at være. Stridigheder, saavel indbyrdes som med Regisseuren, hørte til Dagens Orden og fik undertiden over til Haandgribeligheder, endog imellem begge Kjøn. Da de betragtedes som kongelige Huusbetjenter, bleve de straffede med Fængsel i Blaataarn, hvilket, da det danske Theater gik over til virkeligt kongeligt, blev Anledning til at denne Straf ogsaa gjordes til den almindelige for de danske Skuespillere.

Den 4de August fik Hoftheatret en ny Directeur i Struensees ulykkelige Ven, Kammerherre Enevold Brandt, som, efter at han havde fortrængt Holck af Konges Yndest, strax udnævntes til denne Post med en Gage af 2000 Rdlr., hvilken han kort efter lod forhøie til 3000 Rdlr. Texier, som ved samme Leilighed opnaaede fast Ansættelse med 1200 Rdlr., blev ogsaa under ham ved at være Styreren, og tog i denne Stilling saa lidet Hensyn til Budgettet, at Udgiften løb op til over 60000 Rdlr. Rigtignok kunde han ogsaa berømme sig af, at Hoftheatret under ham havde faaet endeel beundringsværdige Decorationer og en Garde[sideskift][side 434]robe, der var ligesaa rig som costumerigtig, medens det danske Theater leed største Mangel paa begge Dele.