[sideskift][side 217]Det usædvanlige Antal Forestillinger for Acteurerne, hvormed Saisonnen sluttede, havde sin Aarsag i, at Directionen da havde bragt Pengevæsnet i en saa elendig Tilstand, at den, hvor meget Personalet end bad og bønfaldt, ikke saae sig istand til at betale mere end halv Gage indtil næste Saisons Begyndelse, og derfor matte søge at give det en Erstatning, som ei alene ikke kostede Theatret betydeligt, men maaskee kunde være den under Bestyrelsen mere og mere forfaldende Comedie til nogen Nytte. Og det blev det. Ved Acteurernes Anstrengelser kom i disse Forestillinger tre Nyheder paa Scenen. "Voldførslerne", oversat af en Mad. Mehl, gjorde ingen Lykke, men Eenactscomedien "Fruentimmerhaderen", Lessings første her opførte Stykke, hvortil Jfr. Bøttger, der ikke kunde skrive to Linier taaleligt Dansk, opgav sig som Oversætterinde, behagede, og Marivaux's fine, meget moersomme Eenactslystspil "Mødrenes Skole". oversat af Reerslev, modtoges med stort Bifald. Alle disse tre Stykker, der af Oversætterne vare skjænkede Acteurerne, tog Directionen, uden at give en Skilling derfor, over i sit Repertoire.

Selv havde den ogsaa kun sørget meget slet for det. Af de tre Femactscomedier: Barons "Coquetten", som gjorde megen Lykke, Destouches's fortræffelige Charakteerskuespil "Den gifte Philosoph", der, som en just til Tidens Smag svarende rørende Comedie, fandt en glimrende Modtagelse, og La Mottes uden Bifald givne "Den prægtige Frier", vare de to sidste blevne valgte uden Directionens Forsorg og forærede Theatret af deres Oversættere, — den Førstes var Conferentsraad, Amtmand F. de Løvenørn, den Andens kgl. Kjøkkenmester Becker, — medens Oversættelsen af de to med Kulde optagne Bagateller: "Den [sideskift][side 218]Sladdervorne" og "Den kløgtige Crispin" var ledige Timers Moerskabsarbeide af Directeuren Valeur. Hele Bestyrelsens egen Virksomhed var gaaet ud paa at fremme Sang og Dands.

Endskjøndt Publikum var blevet saa led og kjed af de italienske Intermezzer, at man kaldte dem "Kaasbøls bedste Næring", fordi Parterret altid var tomt og Viinstuen under Theatret fuld saa længe de stode paa, bevirkede Italienernes formaaende Beskytterinde, at disse igjen blev lagte Skuepladsen til Byrde ved Engagement for et Aar. Til Directionens store Skam turde den imidlertid, efter at de fire Gange havde givet gamle Sager, ikke lade dem gjøre andet end hæve deres Gage indtil de i Januar, i Forening med og under Beskyttelse af Como, skulde forbause Publikum ved et i Forveien stærkt udbasunet nyt Intermezzo: "I disgusti tra marito e moglie eller Splid imellem Mand og Kone, som er en Indledning til en Ballet (Brændehuggeren)." Man vilde gjøre noget Overordentligt. Musiken var ny componeret af Scalabrini, og med hans Kone og Gaggiotti sang Hr. og Mad. Como, hvorefter den Sidste dandsede som "Mandsperson". Udfaldet var heelt maadeligt. Den usædvanlige Combination indbragte første Gang ikke mere end 171 Rdlr. 4. Mk., og efter at dens anden Opførelse havde lokket Kongen i Theatret, hvor han ikke havde været i et Aar og aldrig siden kom til danske Skuespil, gaves den kun to Gange. Dermed vare Intermezzospillerne færdige; dog fik de ei alene deres Gage indtil Paaske, men "formedelst adskillige Prætentioner, hvilke Scalabrini havde formeent sig at kunne gjøre," skjænkede Directionen om Sommeren, da Kassen neppe kunde udrede halv Gage til Acteurerne, ham og han Kone 100 Rdlr.

[sideskift][side 219]De danske Intermezzer, som ogsaa havde medført adskillige for Theatret betydelig Omkostninger og Forstyrrelser, havde taget Ende endnu førend de italienske. Vel skulde man af de mange efter hverandre givne Forestillinger af "Beileren efter Moden eller Den romanske Jomfru, i to Afhandlinger" troe, at dette Intermezzo havde gjort stor Lykke, men Intet mindre; den første Opførelse gav 175 Rdlr.; den næste kun 81 Rdlr. 2. Mk. Med "Det kræsne Valg" gik det endnu værre: første Forestilling gav 131 Rdlr.; anden 57 Rdlr. 3 Mk. Dette slette Trækmiddel lod man, efter at have skjænket Bredal 100 Rdlr., fare inden Aarets Udgang; dog kun for at gribe til et ikke bedre, men endnu kostbarere. Man vilde forsøge det med ordenlige Syngespil. Man ændsede ikke det Vovelige i at lade den danske Skueplads, som, med et ganske andet Formaal, ikke besad Midler dertil, men savnede Sangere i den Grad, at Figuranten Soelberg endog i et af Intermezzerne maatte, for Sangens Skyld, spille fire forskjellige Personer, træde i Skranken imod den italienske Opera, der ene og alene var beregnet paa Sang. Fædder hørte de Fornemme ideligen raabe, at den danske Comedie "ikke var værd at see, saasom den baade ganske manglede smukke Originalier udi den franske fine gout, ei heller havde Acteurer, som kunde udføre theatralske Actioner med den Beqvemhed og vitesse, uden hvilke slige Spectakler ere intolerable;" han kom hos Comos daglig sammen med Italienere, der ikke kunde begribe, at den danske Skueplads turde tænke paa at bestaae eller at have Noget at betyde saa længe den ikke havde Opera; og Bredal forsikkrede ham i de ydmygste Breve, at han meget let skulde være istand til "at indrette danske Syngestykker, der maatte blive[sideskift][side 220] Fædrelandet til Ære, Sproget til Ziir og Theatret til Opkomst, hvilke kun Intermezzerne havde skullet tjene at indføre." Fædder var Manden, der havde Magten; han vilde bringe den danske Skueplads til Værdighed: der skulde gives Syngestykker. Begyndelsen blev gjort med det af Scalabrini componerede og Wintmølle, Theatrets meget sprogkyndige Souffleur, oversatte italienske "comiske Syngespil i 3 Acter: Den belønnede Kjærlighed eller De troe Elskende". Man skaffede sig Understøttelse af dem, som pleiede at hjælpe paa Sangvæsnet, og gjorde alt hvad der i Hast kunde gjøres for ved denne største Syngespiloversættelse at skaffe Operaen Indgang. Forgjæves! Publikums Forventning var ikke større, end at den første Forestilling kun indbragte 181 Rdlr., og ved den fjerde og sidste indkom ikke mere end — 47 Rdlr. 3. Mk., den sletteste Indtægt i Saisonnens første syv Maaneder. Men fra at naae et saa stort og fornuftigt Maal lod man sig ikke saa let skræmme! Ottendedagen efter dette Nederlag gaves, med en Indtægt af 204 Rdlr., et af Bredal "nyt forfærdiget Syngespil: Musikalsk Fortale", hvortil Musiken var componeret af Kleen, som derfor honoreredes med 30 Rdlr. Anden Forestilling gav 115 Rdlr., og saa lidet Bifald, at man for denne Saison lod Syngespillet fare, holdt sig til den foragtede Comedie, og i dens Repertoire først og fremmest greb til den gamle Hjælper i Nøden, "Den Ugudelige", som ikke svigtede Tilliden. Imidlertid gave disse kostbare Forsøg dog eet Udbytte: der var opstaaet "danske Operister", og det saa gode, at de af de Fornemme bleve leiede til deres Assembleer for at "opvarte med Vocal-Musique". Saaledes hørte den berømte Conferentsraad [sideskift][side 221]Luxdorph den 9de Februar, i et meget glimrende Selskab hos Cancellie-Secretairen Finkenhagen, "de danske Operister".

Hvor stort Væsen der end ved Fædders Formaaenhed blev gjort af Hr. og Mad. Como, og endskjøndt man saa ivrigt forøgede for at udvide Ballettens Personale, at det endogsaa blev paalagt den ene Souffleur, Lars Knudsen, der sildigere blev bekjendt som Theateroversætter, at han, efter at være færdig i sit Hul, skulde gaae ind paa Scenen og gjøre Figuranttjeneste, — Publikum kunde ikke bringes til, ved stærkt Tilløb eller Bifald, at retfærdiggjøre den paafaldende Forkjærlighed for Dandsen. Af de Dandsende var der kun Marie Knudsen og Carl Barch, Søn af en Perlestikker, begge i en Alder af omtrent 17 Aar, der stode i nogen betydelig Yndest hos Theaterbesøgerne. Deres ualmindelige Anlæg og den store Flid, hvormed de benyttede Comos Skole, havde gjort, at man særdeles gjerne saae dem dandse sammen og altid skjænkede dem levende Bifald; men derved var der allerede hos Mad. Como vakt saa stor Skinsyge, at der begyndte at gaae Rygter om lave Chicaner og Fornærmelser, som især vistes imod Jfr. Knudsen. Como gave i denne Saison sex nye, saakaldte Balletter: den 20de September Pandur-Plyndreriet; den 11te October Skolemesteren; den 17de November Gartneren; den 10de Januar Brændehuggeren; den 19de Februar Den lykkelige Skalkestreg, og den 14de Marts En Samling af gode Venner. Hvorvidt det var lykkedes ham at behage Publikum saaledes, at det ventede nogen Fornøielse af hans Arbeider, sees bedst deraf, at der til den første Opførelse af Den lykkelige Skalkestreg, som gaves i den for Theatret heldigste Aarstid og til den anden Forestilling af et med meget Bifald givet Stykke, den 23de Marts [sideskift][side 222]indbragte 102 Rdlr., kun var afsat Billetter for 65 Rdlr.! Og dog maatte Personalet vedblivende see, at Directionen ved enhver Leilighed kom hans Ønsker imøde og bidrog til at give ham endnu større Herredømme og Indtægt. Ved Saisonnens Slutning blev der, paa hans Anmodning og under Paaskud af, at Directionen ikke da vilde see sig udsat for at maatte overlade den italienske Opera Brug af sine Figuranter, givet ham Myndighed til at contrahere med disse paa egen Haand og efter Godtbefindende, saa at de ikke vare i Theatrets, men hans Tjeneste; og til samme Tid tillagdes ham, endskjøndt han var forpligtet til som sin Gage at give Skole, 50 Rdlr., for hver af ham oplært Figurant, der var kommen saa vidt, at han med Bifald kunde vise sig i en Pas de deux.

Den Tilsidesættelse, den danske Comedie led ved at man saa planløst ødslede paa Kunstarter, der ikke, som den, havde Rod i, eller fandt Deeltagelse hos Folket, var imidlertid ikke dens Tungeste. Den blev af Fædder, sin Directeur, paa det skammeligste krænket og forhaanet, idet der paa den Skueplads, som var bygget for den, som over sin Indgang bar en Indskrift, der berettede, at den var helliget til at være "Det menneskelige Livs Speil", optoges, for Kassens Regning, Sækkedands, Saltomortaler og Badutspring med tilhørende Bajasløier. Det er sandt, allerede for et Aar siden havde Positurmester Seffer svinget sig i slap Linie paa den danske Scene, men hans Kunster bleve ikke mængede ind i Comediefremstillingen som et Krydderie, der skulde skaffe den Afsætning; han søgte et Sted at give dem paa, og Directionen overlod ham for enkelte Aftener udelukkende Theatret imod en Leie, der bestod af en Andeel i hans Indtægt. Det var allerede galt nok, men Fædder [sideskift][side 223]lod det ikke blive derved; han betragtede slige æquilibristiske Kunster og Hokuspokus som, i æsthetisk Værd og Berettigelse, aldeles sammenfaldende med Skuespillet, tog dem i Hyre for en vis Betaling, og forenede dem med den danske Comedie i en Aftens Forestilling. Den 8de November oprulledes Dækket for den danske Thalias, ved Holberg reiste og indviede Tempel, paa det at Tilskuerne kunde fryde sig ved "en kunstig Dands i en Sæk af en fremmed Person", der var en "Mesterspringer" Zieler, som Fædder til den Aften havde leiet for 10 Rdlr. Til Publikums Ære være det optegnet, at det endnu følte sig saa lidet lokket af slige Løier, at der, uagtet et dansk Intermezzo opførtes første Gang, kun indkom 131 Rdlr. Allerede i December havde Fædder et andet Gjøglerie at vanhellige Scenen med. Han leiede, for 80 Rdlr., en "Æquilibrist" Conradus Turonda, der selv agerede Bajas, til i fire Forestillinger at "lade to venetianske Fruentimmer præsentere deres æquilibristiske og andre forunderlige Kunster og Positurer", som heller ikke gjorde større Lykke end at der ved tredie Forestilling var 78 Rdlr. 5 Mk.

Under alle disse uhensigtsmæssige Paafund for at skaffe Tilløb blev, som naturligt var, Pengeforholdet stadigt værre. Denne Saisons 74 Forestillinger, hvoraf kun tre gave over 200 Rdlr. og den bedste var den 14de Februar, med 274 Rdlr., den sletteste den 27de April med 34 Rdlr. 5 Mk., indbragte 7319 Rdlr., altsaa hver Forestilling i Gjennemsnit kun 98 Rdlr. 5 Mk. 7 Sk.; Gjælden blev, uagtet det kongelige Tilskud, 17186 Rdlr., og af de til Stadens Kasse skyldige 7988 Rdlr. var Renten ikke betalt.

I denne Vinter havde den danske Comedie, foruden sine anførte Gjenvordigheder, ogsaa alle de Uleiligheder og [sideskift][side 224]Ydmygelser, der sædvanligen paaførtes den af den italienske Opera. Længer havde Hoffet ikke kunnet afsee sit Yndlingsskuespil; det var, med en anselig Understøttelse, blevet gjenindført under Direction af Jfr. Marianna Galeotti, der fik Afbenyttelse af Theatret imod en Leie af 312 Rdlr., som — at det ikke anden Gang skulde gaae glip af Betalingen for det Huusly, som det fik Befaling at indrømme sin Medbeiler, — blev betalt af Kongen. Glandsstykkerne i denne Saison, der begyndte den 11te October og endte den 24de Marts, vare "Anagilda" og "Armida abbandonata". Hvem Sangpersonalet, foruden Directricen og hendes Søster Vittoria, bestod af, vides ikke, men udmærket kan det ikke have været da Figuranten Rasmus Soelberg, som jevnlig leiedes til at overtage temmelig betydelige Partier, hvortil der ikke fandtes Sangere i Selskabet, "gjorde sine Sager i alle Maader saa godt som de andre," og Jfr. Vittoria, endskjøndt det ikke ansaaes for Førstesangerinder sømmeligt, maatte med Comikeren Pierre du Claude udføre Intermezzerne; thi ogsaa den italienske Opera havde sine, saa at der paa samme Tid var i Kjøbenhavn hele tre Sæt Intermezzospillere. Directricen havde ikke forsømt at medbringe nogle Dandsende, af hvilke især en de Lascy gjorde Lykke, og til Balletmester var antaget den tidligere nævnte Laurent, der boede i Kjøbenhavn, da han havde vidst at gjøre sig saa behagelig at han var bleven ansat som kgl. Hofdandsemester. Af Figuranter havde hun kun faa, men hendes Venskab med Mad. Como forskaffede hende fuld Raadighed over dem, der lønnedes af det danske Theater, som derfor selv undertiden var nødt til at undvære dem. Kongen beærede ofte med hele sit Hof hendes Forestillinger og saae flere Gange en og samme Opera, men det Hele var [sideskift][side 225]Publikum altfor tarvelig til at det skulde faae Lyst til at følge Exemplet, saa at hun, uden den allerhøieste Gavmildhed, vilde have gjort meget slette Forretninger.