[side 124]Denne Saison havde givet Skuepladsen lysere Udsigter; den aftenlige Indtægt i Gjennemsnit var steget til 97 Rdlr. Dens 76 Forestillinger indbragte 7366 Rdlr.; Udgiften beløb 6089 Rdlr. Den bedste Aften var 22de Novbr., med 224 Rdlr.; den sletteste 13de Febr., med 38 Rdlr. 2 Mk. 8 Sk. Da Kongens Komme altid bragte stærkt Besøg, skulde det synes mærkeligt, at den sidstnævnte Forestilling just var en af de tre, hvorved han beærede den danske Skueplads med sin Nærværelse; men siden han havde foræret Staden Theatret, vare hans Besøg blevne det mere til Skade end Gavn, thi sin Ret til uden Betaling at gaae i Comedie med "de Personer, som Os følger", brugte han i en saadan Udstrækning, at kun faa Billetter bleve tilbage til Salg. Saaledes skete det at Forestillingen den 12te Octbr., da han første Gang og i festligt Optog, var i Theatret med Juliane Marie, sin nye Gemalinde, og der til Efterstykket "Merlin Dragon" gaves et italiensk Intermezzo, kun indbragte Kassen 67 Rdlr. 4 Mk. 8 Sk., endskjøndt samme Efterstykke med "Maskeraden" Dagen efter kunde give 217 Rdlr. 1 Mk. 8 Sk. Dette var den Opmuntring, som udgik fra den kongelige Villie at "understøtte i hvis som maatte tjene til Truppens Vedligeholdelse og Comediernes Continuation"! Og det blev ikke derved. Da det franske Selskab, som nød Kongens særdeles Velvillie og havde faaet Forstærkning i den udmærkede Dandser Laurent fra Paris, vedblev at spille paa Charlottenborg, [sideskift][side 125]maatte der sørges for et Theater til den italienske Opera, thi længer kunde man ikke undvære den. Savnet af den havde været saa levende, at tre Intermezzo-Forestillinger, —: "Grullo e Moschetta", "La serva padrona", og "Porsugnaco" — hvilke Berg, i Begyndelsen af Novbr., lod, paa sit Theater i Læderstræde, opføre af sine to Døttre, for at de kunde "exercere sig", bleve meget stærkt besøgte, hvorvel Billetterne til hver af disse Eenactsspil kostede 3 og 2 Mk. Pietro Mingotti, der atter indforskreves, skulde da, som havde været paatænkt inden Theatrets Overdragelse til Staden, nu, da Kongen havde trukket sig ud af al Forbindlighed til det, ifølge Hoffets Godtbefindende have den danske Skueplads til Brug, og han benyttede den i al Underdanighed givne Indrømmelse, hvorfor han i denne Saison ikke betalte en Skilling, i saadan Udstrækning, at de danske Acteurer flere Gange, paa "deres eget" Theater, maatte forandre Forestillingsdage, naar han enten ikke kunde blive færdig med et Stykke eller det faldt Kongen ind at ville have Opera paa en af deres Spilleaftener.

Mingottis Selskab var denne Gang i ingen Henseende udmærket: Jfr. Marianna Galeotti (en Søster til Pelegrino Gaggiotti, der herefter ogsaa blev kaldet Galeotti) spillede de for Sopran componerede Helteroller; Mad. Maria Venturini og Jfr. Rosa Scarlatti var Primadonner; Giovanni Croce sang første Tenorpartier, og en Jfr. Jacobine Stolle, Søster til Dandsemesteren, hjalp til i Altrollerne, uden at indlade sig paa de forekommende Arier; Mad. Scalabrini og P. Galeotti, spillede, som sædvanligt, Intermezzerne. Den 28de Novbr. begyndtes Saisonnen med "Artaxerce" og "Porsugnaco"; i Anledning af Kronprindsens Fødselsfest gaves den 30te Januar "Diomeda" [sideskift][side 126]og Intermezzet "La finta dama". Desuden opførtes "Il Rè pastore" og "L'innocenza difesa nell' inganno", der var "en chinesisk Historie, prydet med nye Decorationer og prægtige tatariske Klædedragter". Som et Middel til at trække brugte Italienerne hyppigt at lade Tilskuepladsen "Illuminere"; men hverken Belysningen, Kongens jevnlige Besøg, Hoffets levende Bifald eller Personalets Kunst formaaede at fylde Huset; Mingotti gjorde i denne Saison meget maadelige Forretninger.

Det Rørende fandt bestandig større Indgang, endskjøndt den fransk- og tydsktalende beau monde dengang og længe efter med stor Ivrighed paastod, at Dansk aldrig kunde blive Udtrykket for det Ædle og Følelsesfulde. Allerede for et Par Aar siden havde La beaumelle, i "Mes pensées", erklæret sig imod denne Fordom. "Nogle Danske" skrev han, "beskylde deres Sprog for ikke at egne sig til det Tragiske, men er det troligt, at et Sprog, hvis Toner ere saa klagende og saa rørende, ikke skulde kunne udtrykke det Pathetiske og Følelserne? Andre paastaae, at Nationens Charakteer er derimod, men er det begribeligt, at en stolt, ædel, høimodig Nation ikke skulde kunne have Forfattere, som behandle høie Gjenstande, som kjende det menneskelige Hjerte, som vide at skildre Lindenskaberne? Havde de Danske ingen Tragedier, da ligger Feilen hverken i Geniet eller Sproget, men i Omstændighederne: Scenen er nylig født og Poeternes Sprog er for dem endnu ikke Gudernes Sprog." Nu opstod der vel ikke endnu nogen dansk Tragedieforfatter, men opmuntrede ved det Bifald, hvormed Publikum havde lønnet deres Spil i de larmoyante Lystspil, fik Acteurerne Mod til et Forsøg i det Tragiske og det lykkedes over Forventning. Af de 11 Nyheder var [sideskift][side 127]"Cato", et kjedsommeligt Sørgespil af Englænderen Addison, omarbeidet af Franskmanden Deschamps og efter en stiv, kold tydsk Bearbeidelse af Mad. Gottsched slet oversat af Raadstuefuldmægtig Falck, den, hvorved Truppen erhvervde sig størst Anseelse. Den brammende Declamation og det brokke Costume, som man dengang kaldte romersk, uagtet Damernes høie Frisur og Heltenes puddrede Parykker, gjorde dette fra de tydske Theatre berømte Stykker til noget aldeles Nyt for Tilskuerne, og Als, der udførte Titelrollen, saavelsom Jfr. Thielo, der spillede Portia, vandt stort Bifald. Ogsaa det Romantiske i Calderons "Livet som en Drøm", klodset oversat af Høiesterets Advocat Fuursmann efter Boissys franske Bearbeidelse, tiltalte Publikum saaledes, at dette Stykke for en Tid hørte til de meest indbringende, og Berømmelse over Rose der spillede Sigismund, og Jfr. Thielo, som, i sin skjønhedsfulde Flor, ved Varme og Ynde henrev endog den danske Skuepladses erklærede Modstandere, var paa Alles Læber. Baade de Spillende og Publikum følte sig saa særdeles tilfredse med Udfaldet af disse Forsøg i det Pathetiske, at der blev gjort Forberedelser til at slaae endnu kraftigere ind paa denne Vei. Saavel P. Corneilles "Cid", som Metastatios "Artaxerxes", i Holbergs Oversættelse, bleve bestemte til Opførelse og Rollerne uddeeltes i Slutningen af Marts, men den næste Saison bragte Tildragelser, som for en Tid hindrede Tragedien i at faae nogen Betydning. — Af Holbergs to Stykker gjorde "Abracadabra" ingen synderlig Lykke, men "Don Ranudo" behagede særdeles meget og gav god Indtægt. Ogsaa Regnards "Menechmi" blev et af Lystspilrepertoirets Yndlingsstykker da Lars Christoffer Reerslev havde faaet Hovedrollen.

[sideskift][side 128]Dette nye Medlem var en ung Student med et smukt Udvortes og et behageligt Væsen. Han havde allerede gjort sig bekjendt ved nogle Leilighedsvers, som vare hverken bedre eller slettere end Datidens andre Poeters. Hans Ansættelse skete strax med 4 Rdlr. ugentlig og foruden de muntre Elskere, der gjordes til hans egenlige Fag, udmærkede han sig snart saa meget i ædle Roller, at han deri med meget Held afløste Als. Ogsaa paa Spindesiden fik Truppen fra Saisonnens første Dag, en for en lang kommende Tid meget vigtig Forøgelse i Charlotte Elisabeth Amalia Bøttger. At hun blev vunden for den, skyldtes Tilfældet og Holberg. Da han en Dag kom ind til hendes Fader, en Guldsmed, som han kjendte, og saae hendes smukke Søster, spurgte han denne spøgende, om hun ikke kunde have Lyst til at gaae til Comedien; hun, som var godt forlovet, afslog det med Spot, men Charlotte, der var nærværende, sagde munter, at da gad hun nok være Actrice. Holberg to hende paa Ordet og satte igjennem, at hun, efter heldigt aflagt Prøve, trods adskillige Cabaler, i hvilke Rose især viste sig virksom, kom til at optræde. Hun var kun lidt over 14 Aar og ikke smuk, men havde allerede en rank, velbygget Theaterfigur. I Begyndelsen behagede hun ikke i nogen høi Grad; man bebreidede hende i Almindelighed Affectation; sildigere, da Nødvendigheden førte hende ind i betydelige Roller og hun fik Routine, vandt hun meget Bifald, men kunde ikke tilfredstille Kjenderen i den Tids Tragedier, formedelst en skingrende Stemme, en vexlende kold Svulst og plat Naturlighed, for stor Pyntelighed i Bevægelser, samt den skarpt scanderedende Versfremsigelse, der vanheldede hendes Foredrag; derimod bleve flere af hendes [sideskift][side 129]Lystspilfremstillinger, især af muntre, coquette Elskerinder, meget beundrede.

Holberg havde af Forsigtighed stedse holdt sig udenfor enhver ansvarlig Bestyrelse; da Rappe i Efteraaret maatte for længere Tid reise til Norge, lod han sig imidlertid overtale til at føre et Slags Overopsyn med Skuepladsen, men undgik dog derved med stor Omhyggelighed at give saadanne skriftlige Befalinger, som kunde have mindste ubehagelige Følge. Selv da han, tagende Leiligheden iagt, ved nogle ikke ubetydelige Gratificationer "for udviist Flid og vigilance" søgte at forbedre enkelte af Skuespillernes Kaar, fornemmelig Mad. Linkwitz's, Hortulans, Clementins og Londemanns, var han kun for den Sidstes Vedkommende at bringe til at udstede skriftlig Ordre. For Resten ledede han Repertoiret med stor Uegennyttighed ganske i Bestyrerens Aand og efter Øieblikkets Smag, uden i mindste Maade at fremme sine egne Stykkers hyppigere Opførelse.