[sideskift][side 119]En endnu slettere Saison end den foregaaende! Indtægten af dens 70 Forestillinger var 5575 Rdlr., i Gjennemsnit hver Aften kun 79 Rdlr. 4 Mk.; Udgiften beløb 5660 Rdlr. Kun den 27de October, da der indkom 232 Rdlr. 2 Mk., oversteg Indtægten 200 Rdlr.; den sletteste Aften var den 28de Mai med 23 Rdlr. 2 Mk. 8 Sk. — De til Klaumann endnu skyldige 9000 Rdlr. var man saa heldig at faae betalte ved et ligesaa stort Laan, som, mod 4 Procent og 1ste Prioritet i Theatret, opnaaedes hos Kammerherre Georg Friedrich v. Holstein, der nogen Tid efter blev Geheimeraad og Stiftsbefalingsmand i Ribe.

Rappe, der, i Egenskab af Over-Præsident, blev Theatrets Chef, var en Mand, som vilde være bleven det saare gavnlig, dersom han havde været noget forud for sin Tid i Erkjendelse af Skuepladsens Formaal, og ikke af sine øvrige Forretninger var bleven afholdt fra at skaffe sig nøie Kundskab om Theatervæsnet. Med en god Villie forenede han Fasthed og saa stor Lyst til Kaldsvirksomhed, at han ei alene selv afgjorde alle nogenlunde betydelige Sager, men udkastede Repertoire, Befalinger, Regulativer og Bekjendtgjørelser, der alle vidne om Bestræbelse for, efter bedste Skjøn, at hævde Anstalten og gjøre Enhver Ret og Skjæl. En vidtløftig Forretningsgang var han aldeles ingen Ven af; derfor lod han det være nok med, foruden den Meddirecteur, Horn, som Benzon havde efterladt ham, at tage Capitain i Borgerskabet, Brygger Peder Sønnichsen Holm ind i Bestyrelsen, meest for at han skulde føre Regnskabet istedetfor den afgaaede Jørgensen. Schwarz siger i sin "Efterretning om den danske Skueplads" og Rahbek gjentager i "Om Ludvig Holberg som Lystspildigter", at Suhm var i Bestyrelsen med Rappe, men dette er [sideskift][side 120]urigtigt. Netop i 1751, da Rappe tiltraadte, reiste Suhm, som dengang kun var 23 Aar og ikke havde havt noget med Skuepladsen af gjøre siden han i Novbr. 1749, paa Holbergs Anmodning, leverede Oversættelsen: "De pene Jomfruer", til Trondhjem med Schønning og kom ikke tilbage før i 1765.

Af de 9 Stykker, som for første Gang bragtes paa Scenen, gjorde kun "Plutus" megen Lykke. Holberg selv siger: "intet Stykke er med mere Succes bleven spillet", men tilføier: at "hvad som ellers contribuerede dertil var adskillige prægtige Præsentationer, hvilke fornøie saavel Sindet som Øinene, efterdi de flyde naturligen af Stykket i sig selv." Ogsaa gav det al den Indtægt, man turde vente deraf paa en Tid da Theaterbesøget i det Hele var saa ringe. "Den forlorne Søn" og "Forøderen" havde allerede i foregaaende Saison begyndt at vække Smag for det Rørende; "Nanine" bidrog endnu mere dertil og vandt meget Bifald hos den fine Verden, men formaaede dog ikke at trække saa godt Huus som Farcen "Crispin Lakei og Doctor", der, især ved Londemanns overgivne Lune og Clementins naturlige Comik, fyldte Parterret, som endnu fandt størst Behag i det Burleske.

Den franske Comedie paa Charlottenborg havde flere Gange den Lykke, at Kongens Nærværelse lokkede Mængden til den, og selv den fraværende italienske Opera kunde glæde sig ved Yttringen af Majestætens Yndest, thi da han i October var Gjæst hos den engelske Gesandt, Titley, i Lyngby, og Stadsmusikant Bergs to nylig comfirmerede Døttre opførte Intermezzet "La serva padrona", under Anførelse af Cantor Iversen, deres "Informator udi den vocaliske Musique", udtalte han sin store Tilfredshed med [sideskift][side 121]"dette admirable Divertissement", roste meget Gaggiotti, som havde "lært dem Actionen", og "mentionerede dem at være de første Danske, som saa meget havde fortjent at meriteres". Den stakkels danske Skueplads lykkedes det derimod ikke engang ved sit Pragtstykke "Plutus" at friste Kongen eller Nogen af den kongelige Familie til en eneste Besøg.

For Acteurerne var denne Saisons Afbrydelse ved Dronningens Død et smerteligt Slag, thi under hele Sørgetiden, 27 Uger, betaltes dem kun halv Gage.