Det vil uden Tvivl undre adskillige Læsere, maaskee undre Dem selv, at finde Deres Navn foran et Skrift, der i vore Dage, med tredsindstyve Aars Alder, for længe siden maatte være indtraadt i Antiquiternernes Classe — og det ikke blandt dem, som Erfaring viser, at endog vore Damer ikke forsmaae at beskue med Interesse. En Bog derimod, som allerede for en heel Menneskealder siden var langt fra at kunne kaldes ny — den vil let paa sine Steder komme til at gielde for mere forældet, end et Guldsmykke, en Armring af over Tusindaars Alder. Jeg er dog langt fra at mene, at De ved nærmere Øiesyn saaledes vil betragte disse, i en Række Aar bortgiemte Erindringsblade om den danske Skueplads, fra en Tid, der for de ældste Nulevende kun viser sig som en fiern og svag Skygge. Det er Theatrets særegne, for sig selv afsluttede Verden, som disse Blade angaae; og den har ogsaa dette tilfælles med den større Verden, der optager den i sin vexlende Kreds, at meget, som vi ansee for nyt, kun er Gientagelse af det, som i Historien er gammelt; og meget af dette kunne vi, naar vi kiende og bemærke det, gienfinde i den allernyeste Tid. Skulde dette ikke ogsaa hændes Dem paa mange Steder i denne Bog? — Jeg troer det; thi det er ofte gaaet mig saaledes, og Deres Øie maa her være endnu meget klarere, end mit. Det er sandt, De finder her det danske Theater i mange Omstændigheder anderledes, end det nu er; men De finder Theatret igien, som det er overalt, i alle Lande og til alle Tider. Dets brogede, flygtige Konstverden fornegter aldrig sin Natur. Det er en udvortes let og luftig Bygning — et indvortes yderst sammensat Drivværk, der fordrer en Samvirken af mangfoldige og forskiellige Kræfter, for at frembringe den Konstvirkning og de Konstværker, som det gaaer ud paa; og disse Natur er saa egen, at Materien, Stoffet, det dramatiske Værke, har en for sig selv bestaaende Tilværelse, Form og Betydning, hvis Beskaffenhed er af den vigtigste og mest indgribende Virkning paa det sceniske Konstværks Frembringelse og Skikkelse.

Disse Blades Forfatter skildrer vort Theater i et Tidspunkt, hvori netop en Overgangsperiode i dets Tilstand var begyndt. Holbergs og Molieres Muse, som det danske Publicum med Glæde havde seet vende tilbage paa Scenen, herefter ikke længer i Ungdomskraft; den gamle Comedie, som det i 30 Aar havde følt sig fortroligen hendraget til med national og beslægtet Sands, begyndte i sin Fremstilling at dale, og at lide Skaar i Folkets hævdede Yndest, ikke allene ved et nyere, mindre poetisk og mere conventionelt eller blandet Lystspil; men ved en langt farligere Medbeiler paa den danske Skueplads: det musicalske Drama, eller Syngestykker. Da man havde afskaffet det kostbare, fra Nationaltheatret adskilte Hofskuespil, hvor franske Skuespillere og Balletdandsere, italienske Sangere og Sangerinder, paa et eget Theater morede den fornemme og finere Verden, og da man, som Følge heraf, vilde overføre og indføre disse Skuespil for Øret og Øiet, meer end for Siælen, paa den danske Skueplads: var det en ikke meer end naturlig Følge, at denne ikke kunde blive, hvad den forhen havde været.

Vor Forfatter førte i tidligere Aar, i sin Ungdomsalder, kiække og bittre Klager over det danske Theaters Forsømmelse, de danske Skuespilleres Tilsidesættelse for Fremmede, og uanstændigen ringe Kaar, i Sammenligning med disses. Hans Klager bleve ikke uhørte eller uden Virkning. Den danske Skueplads, der fra Staden Kiøbenhavns Varetægt var gaaet over til Kongens Beskyttelse; blev efterhaanden hævet til større Værdighed og Anseelse; men den maatte tillige modtage, som Middel til at forøge dens Glands, et hidtil fremmedt Element: det musicalske og mimiske Skuespil. Allerede for nogle og tredsindstyve Aar siden begyndtes det for Skuespillet og den sceniske Konst uheldige Forsøg paa, at ville sammensmelte Sangeren og Skuespilleren i een Person; at ville danne et Theater, der skulde vedligeholde Opera og Drama ved det samme Skuespillerselskab. Jeg indlader mig ikke paa at undersøge eller betragte, hvad Udfald eller Fremgang Forsøget i sildigere Tider har havt; men jeg vil, naar De giennemløber disse Blade, giøre Dem opmærksom paa, at de ere skrevne, da dette Foretagende endnu var i sin Nyhed, og da dets Virkninger maatte være langt mere i Øine faldende, end nu, da man er vant til en Blanding af Musik og Drama, der trænger igjennem til alle dettes Elementer; og da selv de ældste Theaterbesøgere næsten aldrig have kiendt andre Skuespillere, end saadanne, ved hvis Anstrengelse det første Spørgsmaal har været: om de havde Syngestemme?

Rosenstand, der 1772 klagede over, at det danske Theater led under Fortrykkelse og Trang, hævede sin Klagerøst endnu høiere nogle Aar senere; men da var det Musik og Sang, hvori han saae og fandt Kilden til Skuespillets Dalen og Forringelse, som han skildrer med de stærkeste Farver. Vi maae erindre os, Theatret havde paa den Tid, eller i de nærmest foregaaende Aar, mistet adskillige af dets første Lys. De yngre eller begyndende Skuespillere kunde ikke erstatte de Tabte; de endnu tilbageværende Ældre kunde ikke udfylde alle Hovedpladser. I et saadant Tidspunkt, da tillige Tragedien var svag, eller nær ved at forsvinde; da det rørende Drama begyndte at trænge sig ind imellem den og Comedien; og da Syngespillet allerede havde indsmigret sig hos Folket, og begyndt at bortvende dets Opmærksomhed fra det nationale Lystspil, der endnu kun svagt var understøttet ved det finere: i dette Tidspunkt beskriver Rosenstand vor Skueplads og dens Personale, i en Stemning, der ikke giorde ham oplagt til skaanende Dom, og som i det mindste ikke mangler Skin af at have ledet ham til Eensidighed og overdreven Strenghed. Men man kan behøve Varsomhed i at tillægge ham disse Mangler. Theatrets Traditioner og Historie bekræfte i det mindste hans Dom, overalt hvor den er berømmende; og hvor meget sildigere Tiders Erfaring i lignende Tilfælde og Omstændigheder bestyrke Sandheden af mange af hans Bemærkninger: vil let falde Dem i Øinene. Han har maaskee ikke altid været heldig i at opdage det endnu ei udviklede Talent, eller har i sin Dom over begyndende og yngre Skuespillere stundom yttret sig med for megen Strenghed. Men vi ville heri vel holde ham noget tilgode, naar vi erindre os, at vor navnkundigste Dramaturg og Theaterkiender frakiendte Frydendahl i dennes begyndende Spil alle Gaver til finere og fornemme Roller, og henviste ham til Tiener-Rollen, som hans rette Fag. Denne ubøielige Strenghed, hvormed Rosenstand bedømte alle Theaterforhold, og efter sin egen Overbeviisning nævnede hver Ting ved sit rette Navn: finder heller ikke noget ringe Sandhedsvidne i den Virkning, hans strenge og bidende Kritik over disse Forhold frembragte. Man kiendte Rosenstand fra den dramatiske Journal; man erfarede, at han nogle Aar senere havde optaget sin henlagte Pen, for at give en ny Skildring af Skuepladsen; og man fandt sin Regning ved at giøre den skarpe, bidende Opponent til Deeltager i Theater-Bestyrelsen.

Rigtigheden af denne i det Hele ikke meget fordeelagtige Skildring vil man ikke saa let kalde i Tvivl, naar man sammenholder den med andre samtidige Bidrag til vor Theaterhistorie. Om Forfatterens æsthetiske Dannelse og dramaturgiske Dømmekraft kunne vi da først danne os en retfærdig Forestilling, naar vi sætter os 60 Aar tilbage i Tiden, og det i vort Fædreland; og da tillige have for Øie, at det kun er afbrudte Bemærkninger, ingen sammenhængende Theorie, han meddeler; ligesom at han overhovedet meget savner Fremstillingsevne, og ofte i dette Skrift udtrykker sine Tanker slet eller ufuldkomment, skiøndt ikke uden en vis Naturlighed og Originalitet. Hvad hans Ideer om Skuespillerkonsten angaae, da vil De kunne overbevise Dem om, at han satte denne Konst meget høit, og rigtigt havde opfattet dens Væsen og Elementer; i det han af en fortrinlig Skuespiller fordrer tre Betingelser, ligesaa uundværlige for denne, som for enhver anden sand Konstner: naturligt Genie, Konstdannelse, alvorlig Flid og Øvelse. At Rosenstand overalt sætter Naturgaverne og Geniet øverst, og er mest tilbøielig til at lade det vederfares al Ret, og hæve dets Fortienester over den blotte Flid, ligesom endnu mere over alle Middelmaadighedens ydre og forbigaaende Prætensioner: er en Synsmaade, som i det mindste de sande Kiendere af dramatisk Konst, hvis Dom han overalt appellerer til, neppe ville underkiende; og hvori han i Grunden omsider altid vil faae Publicum paa sin Side.

Saaledes tør jeg troe, at dette, noget sære og gammeldags Skrift ogsaa kan giøre sig fortient til en Konstnerindes Opmærksomhed, hvis Fortienester af vor Skueplads den strenge, sarkastiske Kritiker, om han endnu levede iblandt os, vilde have hyldet med al den Varme og Begeistring, som i enkelte Tilfælde har været i Stand til at frembryde hos ham; der, hvor den fuldendte Konst, der med giennemført Dannelse forenede Genie, fra Scenen viste sig for ham. Jeg, som i ni Aar har havt den Glæde at kunne see og følge saa ædle Gaver, fra deres tidlige Frembrud og allerede aabenbarede Skiønhed, til deres Blomstring og fulde Udvikling — jeg finder mig endnu mere kaldet til at knytte Erindringen om disse Aars Konstnydelser til Erindringen om de interessante, venlige, oplivende Timer, en mangeaarig Vens aandfulde Hustru saa ofte har skienket mig. Det er et Ønske, jeg paa denne Dag vilde bringe Dem i en stor Mængdes Navne, dersom dette behøvedes — men som jeg i det mindste kan frembære for Dem i mit eget: at flere Aar, end jeg vil opleve, maae bevare Dem Kraft, Aand og Lyst til at begeistre Folket og Skuepladsens Publicum for den sande sceniske Konst, og til at glæde Enhver, der tør regne sig blandt Deres nærmere Venner.

Kiøbenhavn den 22de Nov. 1839

C. Molbech.