Anden Aargang.

2668Zayre Tragedie i Fem Akter af Hr. Voltaire, oversadt af Hr. B. Joh. Lodde. Kiøbk. 1766. 8 stor 88 S.

Det er ikke uden al Frygt vi vove at sige vore Tanker om Zayre, som den er i sig selv, da vi maa befrygte os for at blive holte for formastelige og uvidende som kan sige at Zayre har sine Hovedfeil; men det maa ikke hielpe; man skiælde, skrive Paskviller i Aviserne, kort man føre sig saa pøbelagtig op som man vil; det skal altsammen ikke kunde holde os fra at sige den Sandhed som enhver oplyst selv maa føle, at Stykket har sine Feil og er uagtet dets unægtelige Skiønheder nær ikke er det Mesterstykke vore Kritikastre vil giøre det til; — da vi forlange ligesaa lidet at være troede paa vore blote Ord som vi lade os forstyrre af vore krybende Modstanders Bieffen, vil vi bevise hvad vi sige og saa overlade det sande (altsaa ikke enhver Klub) Publikum at dømme om Sandhed eller Usandhed, Oplysning eller Enthusiasme taler for os eller ikke. Vi begynde med Stykket selv:

Man behøver i vore Tanker ligesaa lidet at have læst Lessings*) Dom over Zayre, for at indsee dets Feil, da han ikke har talt om dem alle, og man uden det gierne kan indsee dem, som man har nødig, for at indsee dets Skiønheder at have læst Forfatternes egen Lovtale over det i hans Epitre didicatoire a Monsieur Fakener. Ikke destomindre vil vi baade igientage de Feil Lessing har omtalt i anførte Skrift og tale om dem som vi troe os at have fundet. En af de vigtigste Feil man haver forekastet Voltaire i dette Stykke er denne at han har ganske skabt sin Orosman, eller tegnet ham saaledes at man ved at tænke paa ham ikke kan tænke en tyrkisk Sultan men en galant Franskmand; man har i vore Tanker stor Ret i dette; det er Digternes yderste Pligt at anbringe og tegne sine Karakterer saaledes at Læseren og Tilskueren kan troe dem, holde dem for sande og; hvor er det mueligt at samle en tyrkisk Keisers Begreb med en forliebt Franskmand? hvor er det mueligt at tænke en Orosman uden Polygamie, en stolt tyrkisk Seierherre fornægte sin Tænkemaade sin væsentlige Tænkemaade blot for et par smukke Øines Skyld? giøre en Slavinde til Sultaninde? er dette vel sandsynligt? nei vi holde for at Hr. v. Voltaire heri har ganske feilet saalænge det er og bliver en Sandhed, at Sandsynlighed skal være en Regel; og byder denne uryggelige Regel ikke at Digteren ikke maa digte andet end det man kan troe? er dette ham da ikke en Regel at rette sig efter Rygtet?

Aut famam sequere, aut sibi convenientia finge

Siger Horatz; han maa gierne digte og opfinde selv men rimeligt; det vilde altsaa aldrig blive lagt Voltaire til Last, om Orosman virkelig ikke har tænkt saa som han taler i hans Zayre; det bryder ikke os om Noradins Søn har virkelig været forelsket i Zayre og fornægtet alt for at ægte hende; kun han var en sandsynlig Orosman; See dette forlanger man kun af Digteren det er kun hans Pligt. Hvad Zayres Karakter angaar, da er den efter vor Skiønsomhed ikke heller som den skulde være; den er uintressant; man kan ikke ret føle noget for hende; hendes Karakter er ubestemt og høist ubestandig; »hun har et Hierte« siger Lessing »som bestrides af Emtfintlighed og Religion, som deler sig mellem sin Gud og sin Afgud og var gierne gudfrygtigt dersom det kun ikke skulde lade af at elske;« Hvad kan man vel interessere sig for saadan en Person? hvad kan man vel føle for hende? jo sandt noget kan man føle; men intet som man vil og bør føle i en Tragedien**). Situationer i Zayre ere der just ikke mange som skal opvekke stor Frygt eller Medlidenhed; den i 2 Akts 3 Scene er den beste, men uden Tvivl dog for lang og kiædsommelig; men den i heele 5 Akt er efter vor Skiønsomhed ganske usandsynlig, og som Forfatteren rigtig har fortient sin Parodie for; Hvorfor gaar Zayre bort i 5 Scene uden for at give Plads for Orosman? Hvor vindskiev er ikke hele Situationen? det er saa mørkt at Zayre ikke kan kiende Orosman fra Nerestan, hun kan dog i anden Scene læse Brevet som Slaven giver hende og Orosman kan treffe hende rigtig uden at tage Feil af Fatime; er dette ikke usandsynligt er vist intet usandsynligt;***) vi gad nok vide hvor det er mueligt at holde Illusionen ved lige; og vi vide ikke nogen Maade hvor Skuespilleren kan giøre Touren saaledes at man ikke brister i Latter eller ærgrer sig. Andre smaa Feil, f. E. at Dialogerne ere saa lange, at de giøre Scenen tom for Skuespillerne, at de derved blive noget enyente, vil vi ikke tale om men allene erindre en Feil som vi endnu ikke have berørt, og den bestaar i at V.[Voltaire] har indført Elskov i et Sørgespil; vi behøve ikke at bevise, at et Sørgespil hvis Hovedscener ere forlibte er ikke tragiske nok; Voltaire tilstaaer det selv; han skyder Skylden paa Fruentimret, men han faaer og taale at Kienderen kalder Zayre en Fruentimertragedie.

Man tilgive os at vi har saameget dadlet i dette Stykke som vi have; den Fordom man i Almindelighed har for Voltaire giør at man bedømmer ham uden Smag; vi miskiænde ellers ligesaalidet det ypperlige Sprog****) og den uforlignelige Versifikation i dette Stykke som vi negte at han jo er et af de store Genier som man har kun et af hvert Aarhundrede; men alt dette kan ikke forblinde os og denne farlige Forblindelse hersker meget blandt en Deel af Publikum; har vi nu forseet os bestaaer det i at vi have bestridet Fordomme.

Vi behøve neppe at opholde os længe ved Oversættelsen, som efter vore Tanker ikke er af den beste Slags; den Mangel som vor Skueplads havde paa Tragedier da vor fortiente Lodde, oversadte Zayre, kan undskylde at han paatog sig et Arbeide han ikke noksom var voxen; og den næsten fortvivlede Vanskelighed at oversætte fra Vers i Vers, Alexandriner og Riim, og af en Voltaire paa dansk kan undskylde (især den gang da Sproget endnu var mindre dyrket, og Oversætteren altsaa havde flere Baand end nu) at Oversættelsen er ikke saa god som den kunde være og som man ellers kunde vente af en Lodde; De to Oversættelser Hr. Lessing (paa anførte Sted) taler om kiende vi ikke selv; den engelske skal være af Aaron Hill; kom ud tre Aar efter den blev opført paa det parisiske Theater; altsaa 1736 og blev spillet paa Drury-Lane Theater i London. Den anden Oversættelse er den italienske og har Hr. Grev Gozzi til Forfatter; efter Lessings Dom skal den være troe og sirlig; den Tirade ham legger Orosman i Munden da han døer staaer afskrevet i det anførte Nummer af hamborgerske Dramaturgien; den er vist for lang og fuld af Exklamationer; men dog i vore Tanker interessantere end den voltairiske Orosmans kolde Ord til Nerestan.

Den Fornøielse vi have altid naar vi seer Melpomene paa vor Skueplads, havde vi og i Aften, og denne er saaledes som den kan være her naar et par Roler bliver got givne og — de andre middelmaadigt. — Hvad Zayres (vi begynde med denne som er Hovedrolen) Role angik da var den given til Madame Knudsen og faldt altsaa i den beste Aktrises Lod, som vor Skueplads eyer; og hvad Aktionen selv angaaer, da vil man strax kunde erfare vore Tanker om den. Det første vi rose hos Mad. K.[Knudsen] er hendes skiønsomme Valg; vi mene den Karakter hun havde valgt at spille sin Role i; vi saae i hele Aktionen Deklamationen og Gestikulationen at hun just havde truffen den rette Karakter; den ømme (tendre) og forliebtes nemlig*****) denne Karakter udførte hun overhovedet med den Følelse og Anstændighed som Forfatteren har malet den selv med; et Stæd vil vi anføre til Beviis paa vor Dom, som vi just vælge da det er vanskeligt baade at studere og at udføre; Stædet er i 4 Akt 1 Scene hvor hun be-breider Orosman; naar man læser denne Replike igiennem skulde man falde paa at Aktrisen burde tordne i Deklamationen; men naar man tillige med den Regel at Aktionen og følgelig Deklamationen, skal indrettes efter Replikene og Situationen, ogsaa veed at baade Replikens og Situationens Aktion, skal rettes efter heele Karakteren, seer man let at Zayre vilde begaae et Sottise naar hun faldet i den tornende og trodsige Deklamation; men vil man sige er Zayre ikke her fortrydelig? siger hun ikke hendes Hierte er født til at trodse om det ikke elskede? — jo ganske rigtig; men først elsker jo hendes Hierte (som endog det følgende i samme Replike viser) og lad end være at Forf. ikke havde sagt dette; Zayre maa nok blive vred men saaledes som den ømme den kiælne eller af Elskov brændende Zayre kan blive vred; saaledes som en ydmyg Slavinde kan blive det; altsaa ikke tordne mod Orosman men blande Bebreidelse med Taarer og Ømhed; og denne Deklamation havde just Mad. Knudsen. En Fiinhed giorde hun i 3 Akts 6 Scene det var en Bevægelse hun giorde, da Orosman nævner i første Replike »Mahomet« som udtrykte den Skræk hun følte og nødvendig maatte føle, efter den 4 Scene i 3 Akt. Man seer at vi have været temmelig fornøiede med hendes Aktion som vi ere forvissede om vilde endnu blive smidigere og bedre naar hun spiller denne Role igien; hvordan hun døde kan vi ikke sige da hun faldt langt inde i Theatret; men at hun faldt i den ypperligste maleriske Stilling, og bedre end Zayre end nu er falden paa vor Skueplads og Hoftheatret, det kan vi sige tilvisse Orosmans Role spilte Hr. Rose fortreflig og finde vi kun to Poster at udsætte paa ham; den ene er at han da han stikker sig ikke havde den døendes Stemme og den anden, som just ikke er en Feil men Mangel paa en Fuldkommenhed og en Fiinhed, som han maaskee skulde havde giort om han havde vidst den; for at lade ham vide hvori den skulde bestaae, er det i 3 Akts 2 Scene hvor Zayre gaaer af og lader Orosman ene; her var det at han skulde med det stumme Spil vise denne successive Forandring af Gemytsbevægelserne; den hastige Overgang fra Stolthed til Ømhed og fra denne til Forbitrelse; see! her er det han skulde opfylde dette Lakunum; og giøre det sandsynligt som Forf. ikke har giort sandsynligt; Hr. Lessing roeser Eckoff (en berømt tydsk Skuespiller) for dette og siger »at man skulde troe »at Konstdommeren******) havde havt ham til sit Mynster.« Hr. Hortulan var Lusignan og gav sin Role temmelig vel. Hr. Musted var Nerestan; hans Semitoner der blander sig i Deklamationen naar han skal være pathetisk (f. E. 3 Akt 4 Sc.) giør den ubehagelig; og man kiender nok hans Talenter til Tragedien for at indsee hvor hvidt han spilte sin Role vel. Hr. Clementin var Chatilon og spilte saa vel som det var ham mueligt. Jfr. Fogh var Fatire; og Hr. Irgens Corasmin; de vare begge taalelige.

Hvad de christne Dragter angaar da vare de (som man let kan forestille sig naar de vare de sædvanlige) uden for al Komstume.

*) See Hamb. Dramaturgie 15 A. 16 Stück.

**) »Naar vi skal føle Medlidenhed med en maa han lide uforskyldt«, siger Aristoteles og kan man vel sige det om Zayre?

***) Friderich Duim, en Hollænder, (som selv har giort en Zayre der heeder Zayre bekeerde, Turkine Treurspel. Amstd. 1745) har med Rette dadlet Voltaire for tvende Feil af samme Art; den ene i den anden og 6 Scene i tredie Akt hvor han lader Zayre gaae bort uden anden Aarsag end at faae de andre Akter udført. Vi have dette ene af Lessing.

****) Vi kan ikke billige Lessings Dadel paa Sproget i dette Stykke; Kierligheders Kanzelistiil kalder han det; men ihvorvel at Skakespaers er bedre, er dette dog i vore Tanker og ypperligt.

*****) Det sees af heele Stykket selv; men for at overbeviise de Folk som ikke selv gider eller kan selv indsee det, vil vi anføre et Sted af Dorats la Declamation theatrale poeme dicdactique en 4 chants a Paris 1771 8, da Autoritetet maae udrette det som Grunde ikke kan:

»Voulez-vous sur la Scene exciter la Tendresse
Il faut que votre abord, qve votre air interesse
Et puisse faire eclore en nos coeurs agités
Toutes les Passions que vous representez
Sans ces charmes touchans, que d'abord l'oeil admire
Me rendez vous sensible aux douleurs de Zaire.

Forfatteren giør Mselle Gaussin strax derpaa en Kompliment derfor og Voltaire har selv skrevet et Brev til denne Aktrise hvor af man seer hvordan Karakteren skal spilles.

******) Le Comedien, af St. Albine Partie 2, Chap 2 p. 209.

412Crispin Fader Komedie i Tre Akter oversadt af det tydske.

Dette meget interessante Stykke*) blev i Aften som sædvanlig i Henseende til Hovedrolerne fortreflig givet; en Londeman i Crispin og en Klementin i Orgons Role giorde alt hvad man kunde haabe af dem. Hr. Hortulan spilte og sin Role meget vel. Vi vilde ønske at vi kunde været ligesaa fornøiede med Hr. Ørsteds Dragt som med hans Aktion; det er ikke den første Gang vi have erindret dette om den franske Bondedragt; det undskylder ikke denne i vore Tanker urimelige Dragt at Stykket har en Crispin; vi vil nu ikke tale om den Urimelighed at Hr. Ø.[Ørsted] siger »nu taler jeg Dansk**) og er ganske fransk iklædt; men spørge deels hvorfor man ikke gierne kunde iføre Crispin Livree? deels hvorfor det skal være en Følge at Bonden derfor skal være fransk, da Scenen ikke er nævned at være i Frankerig? Den Post at klæde sig rimeligt er ikke en uvigtig Sag ved Skuepladsen og bliver dog meget forsømt; og man kan paa ingen anden Maade undgaae disse Urimeligheder med mindre at den, hvis Sag det er at have Opsigt med Skuespillerne i denne Post, i Forveien giennemstuderer Stykket, og deraf ordinerer Dragterne; men for Alting maae denne Mand have Autoritæt i Trouppen; vi mene have Myndighed at befale de Skuespillere at bruge Fornuft og Smag som de ikke selv vil og kan. Hr. Musted spilte sin Role ganske got i sær i 2 Akt. Jfr. Fogh spilte saa saa.

*) See dram. Journal for forrige Aar No. 27.

**) Vi har ikke seet Oversættelsen og kan altsaa ikke forsikre, om Hr. Ørsted siger disse Ord selv men at denne Idee er i hans Role veed vi.

442Democrit Komedie i Fem Akter oversadt, efter Hr. Regnards le Democrit.

»Dette Stykke, vrimler af Feil og Urimeligheder og dog gefalder det. Kienderen leer ligesaa gottende af det som den meest uoplyste Pøbel. Hvad følger af dette? At de Skiønheder som det har maa være almindelige Skiønheder, og at Feilene strider kun mod nogle maaskee blot vilkaarlige Regler som man lettere kan bære over med en Konstdommeren vil tillade det.« Saaledes dømmer Lessing*) om dette Stykke og han har i vore Tanker Ret saavelsom i heele Recensionen over Democrit; for ikke at blive for vidtløftige ved at afskrive hele Recensionen, vil vi alene giøre et Udtog af den som vi underskrive ikke fordi den er af Lessing, men fordi vi holde den for at være grundet: Det kan man gierne see over med at Forfattern ikke har iagttaget Stædets Eenhed og at hans Democrit just ikke medfører den Idee man haver om den sande, og at hans Athenen, er et ganske andet end det vi kiende. Regnard har meget vel vidst at Athen ingen Konge havde da Democrit levede der, og at der ingen Ørk var, og ingen Tigre og Biørne o. s. v. han har alene under opdigtede Navne vildet skildre det franske Hofs og Lands Sæder og »det er Skildringen man fornemlig fordre af den komiske Digter og ikke den historiske Sandhed.« Lessing troer at man kan mindre undskylde Manglen af Interessen, o. s. v. Men den Lunne Strabo og Thaier sætter os i gotgiøre Feilene igien.

Oversættelsen er ikke trykt, det os vitterligt er, men den lader at være temlig god.

Aktionen var overhovedet meget god. Hr. Clementin spilte Democrits Role uforlignelig; man saae altid den leende Democrit som tillige med sin Koldsindighed dog viiste at han selv var skrøbelig. Hr. Ørsted spilte Thaiers Role uforbederlig, ingen kan forlange at see en løierlig og ligefrem Bonde beder forestillet end den Hr. Ø.[Ørsted] forestilte i Aften. Hr. Londeman spilte efter vor Skiønsomhed, den første Akt ulige bedre end de to sidste; det kom uden Tvivl af at han var stærkere i Rolen i den første Akt end de andre; i det ringeste tilskrive vi den Seendrægtighed og Monotonie i Deklamationen det. Mad. Knudsen var Crisis; naar man betragter hendes Aktion i første Akt for sig selv, maa man tilstaae at hun spilte uforlignelig; den naive Bondepiges Karakter gav hun ypperlig; men om den i Forhold med hendes Anstand og Aktion i de to øvrige Akter ikke var altfor naiv det er en anden Sag; ved den hurtige Forandring fra den naive Bondepiges Anstand og Væsen til en Princesses; sandt er det hun skal forandre sig noget; Democrit siger selv (2 Akt 3 Sc.) at hun har faaet en sposk Mine; men ikke desdomindre troe vi at hun burde indrettet sit Spil saaledes at man kunde nogenledes troe at den Krisis i første Akt var den samme som i de andre skiønt det lader som Forfatteren ikke har selv tænkt at vilde have det saa; men kan man ikke fordre at en habil Skuespiller skal hielpe paa Digteren saa meget som mueligt; med en og anden Fiinhed kunde hun have giort det f. E. ved at see sig om i Stuen som var hende fremmed, og som maatte opvagt den Forundring som Krises maatte hvor ved at see saa store og prægtige Værelser, hvortil hun havde god Leilighed i den første Scene hun kommer ind i 2 Akt Hr. Rose spilte Angisilaus's Role meget vel. Af de andre vil vi kun tale om Jomf. Fogh som heele Tiden spilte som i Tragedien, og om Hr. Hansen som begik en stor Feil som vi sige ham da den kan en anden Gang ændres; den bestod i at han i 2 Akt, skal viske Democrit i Øret hans oprigtige Mening og om Forvalterens Karakter, thi han sagde det som han skulde viske meget høire end da han skulde tale høit.

*) See Hamb. Dramaturgie 1 Th. 17 Stück.