Anden Aargang.
TIL LÆSEREN!
Uagtet at Kritikens udstrakte Nytte i Videnskabernes og Konsternes Rige, alt for længe siden er handthævet mod dens Foragtere, haver den ikke desto mindre Fiender som, vi vide ei enten af Fordomme, eller Uvidenhed, eller Kaprise, ganske vil have den forskrevet fra Litteraturen. Grundene til denne falske Tanke, ere de altid skadelige Fordomme, som giør endog de rigtigste og klareste Sandheder mistænkelige, giøre altsaa Veien til Videnskaberne uendelig mere knudret end den er, og overalt planter en Rod, som føder Ulyst, og undertiden Umuelighed at indsee de aabenbareste Sætninger, Ingen Videnskab, ingen Konst kan man opvise, som jo virkelig taber endeel af sin udstrakte Virkning ved Fordomme hos dens Dyrkere, og neppe skal man kunde vise een, som jo i noget har denne skadelige Gift at dæmpe og bestride, vi vide ikke om denne er en Moder til Uvidenhed, eller Uvidenhed føder Fordommen, men dette vide vi, at de som oftest, (og maaskee altid) ere sammenbundne. Vi vil ikke opholde os ved at bevise forudfattede Meeningers Skade i alle Videnskaber, kuns vi berøre med et Par Ord dem som altid haver været og endnu, især (vi rødmes ved at sige denne ubehagelige Sandhed,) blant en stor Deel af Publikum ere Grunde til den Foragt for, og de falske Tanker om Kritiken; blant disse (troe vi) denne: at Konstdommeren skal være et Væsen, som aldrig bør kunne feile, neppe er Kritiken minst skadelig, eller tydeligere: at man ei anseer Konstdommeren med rette Øine. Man troer at en bedømt Autor, eller Skrift, eller Skuespiller taber noget ved en feilende Dom; nei tvertimod 1 hverken den bedømte Autor eller Bog, eller Skuespiller taber derved; Recensenten aliene taber, han taber i sin Agtelse ligesaa meget for Sandhedens Domstoel, som han vinder naar Sandhed, Indsigt og Upartiskhed taler for hans Domme. Den Fordom er igien Moder til en anden, at Kritiken forhindrer gode Skrifter. Jo, det skulde man indbilde os, at en god Forfatter skulde være bange for Kritiken; Nei, man ansee kuns Konstdommeren som en Læser, der give sine Tanker offentlig tilkiende. Man ansee kuns hans Domme som Tanker, man agte dem efter deres Værd, man agte kuns Sandheden, Indsigten og Upartiskheden i dem, og foragte det modsatte; man ansee ham kuns fra denne Side, den eneste Side han bør betragtes fra, saa (vi ere forvissede derom,) vil den hele Bygning af urimelige Tanker om Knken og en Konstdommer falde med sin Grund. Man vil ei længere ansee Recensenten som et Orakel, man vil ei længer troe, at en Autor er mere bange for en Recensentes Dom end for Publikums. Kort: Kritiken vil fra denne Side faae en langt anden Anseende, og Recensenten dømmes efter andre og sandere Grunde. En anden Meening indfinder sig meget ofte, og (som vi indsee,) er ligesaa urimelig, skiønt maaskee endnu en Grad mere barnagtig; lad dem selv giøre det bedre, saa fornuftig udtrykker de Folk sig; de bringer os ret i Forlegenhed med et Svar, og dersom vi ville blive ligesaa grundige Besvarere som de ere Modsigere, ville vi bede dem selv blive Konstdommere. Hvordan ville disse Kritikastre vel blive tilmode, naar man bad dem meget indstændig at giøre bedre Kritiker end dem de lastede? Vi vedde paa at de vilde blive ganske stumme, men tillige at enhver Fornuftig vilde ansee os med et foragtende Smiil. Men vi vil handle billigere med dem, vi vil overbevise dem; hvor gierne ville vi ei tage Beviset af Litteraturens Historie, naar vi ei vist maatte frygte os for at blive dem ganske uforstaaelige. Man laste os da ikke, at vi bruge blant utallelige et, som de med sund Menneskeforstand bør kunde indsee, og er dette uden Frugt, anbefale vi dem deres Skolemesteres Undervisning. Her er det Og for Tydeligheds Skyld i Spørgsmaale: Kan en Anatomiker ikke meget rigtig dømme om f. Ex. en menneskelig Figur, (den være dannet af Penselen eller Meislen,) er dannet naturlig eller ikke? Kan han ei dømme, og med Indsigt dømme om Maleren eller Billedhuggeren (i en antaget Stilling) har truffet Naturen eller ei? Om han efter denne har ladet Musklerne, Aarerne, Scenerne o. s. v. falde, hæve sig, strammes m. m.? Kan Anatomikeren ei, uden engang selv at kunde giøre et rigtigt Penselstrøg, indsee alt dette og flere slige Tilfælde? Hvilket fornuftigt Menneske, vi vil ei sige indsigtfuld, vil eller kan tvivle herom? Men uden at forstaae Anatomien, uden at vide deraf de menneskelige Deles Stilling og Leie, vil han ei kunde dømme derom; saa er det med den gode Konstdommer, uden at have Indsigter, uden at have studeret, og nøie med Flid og Smag studeret Videnskaben han dømmer i, og dens Natur, vil han ikke heller kunde dømme rigtigt. Vilde Kritikens eedsvorne Fiender, (som i Almindelighed ere slette Forfattere, og især Riimsmedde og deres Tilhængere,) vilde de kun overveie dette, vidste de, eller vilde de dog søge at vide, hvor megen Indsigt, vidtløftig Læsning, grundig Sprogkyndighed, Dømmekraft og Upartiskhed, en Recensent behøver, ansaae de en god Konstdommer med andre Øine, de vilde da erfare, at hverken en Flyvekundskab, samlet af et Dosin franske og tydske Journaler, eller Færdighed i at kunde pludre nogle Sprog, og at tale i Sælskaber om Overfladen af Ting, eller at en dumdristig Frekhed at tale om det man ei forstaaer, udgiorde en god Recensent.
At Konstdommeren altid laster, troer mange, men de troe ganske feilt; den gode Recensent roser hvor han kan rose, og Vee! ham, dersom han forsømmer det.
»Vi nægte ingenlunde Kritikens Nytte, vi miskiende ei den gode Konstdommers Fortienester; men den undertiden alvorlige, undertiden bidende og uartige Tone Konstdommerne bruge, kunde vi ei lide; de bør mere rose end laste, og naar dette skeer, burde det være geleidet med en heel Hær af Komplimenter, især naar fornemme Mænd bedømmes,« saaledes sige andre; denne Indvending er kuns for en Deel sand, den glimrer langt borte, men jo meer den med fornuftige Øine ansees, jo tydeligere mærker man det falske, det blændende Skin; man anhøre os et Øieblik! naar man læser en Kritik, læser man den i det Øiemeed at see Recensentens Tanker, (eller hvad det samme er, hans Domme,) om det ham bedømmer; man vil da hverken vide, om den bedømte Autor er af Stand eller ei, eller hvad Konstdommeren ei meener; men man vil vide hvad han meener om Skriftet, hvad der gefalder eller mishager ham? hvad han har følt ved Skriftet? See! dette vil man have at vide naar man læser en Kritik, hvilken Læser vilde ei tage en Recensent det ligesaa ilde op, at han giorde Komplimenter for en fornem Stymper, som om han sparede dem mod een uanseet som fortiente dem? Hvad Tonen er angaaende, da maa den naturligviis indrettes efter Tingenes Værd, og som Feilene, endog naar man har Hensigt til Personerne, ere af mange Arter, bør Tonen ogsaa stemmes paa forskiellige Maader. Man misforstaae os ikke! man tillade os at spørge, om den Mands Feil, som er ikke længer en Begynder, bør siges i ligesaa lemfældig en Tone, som den unge Autors, der første Gang træder op som Forfatter? Om den Skuespiller, som ellers spiller ypperlig, som paapasser sit Spil omhyggelig, som sielden feiler, om han bør revses ligesaa haart naar han engang tager Feil, som den, der med frie Villie, og af aabenbare Skiødesløshed og Dovenskab ofte feiler? Om Konstdommeren kan og har Ret til at føle den samme Ærgrelse og Misfornøielse mod hine som mod disse? Om han ei bør have Hensigt til Sagens Vanskelighed m. m. Vi driste os ei til at paastaae dette, og vi troe ingen med Grund tør paastaae det. Tonen maa altsaa være efter Tingenes Natur, og ingen kan tage Recensenten ilde op, at han siger hvad han føler og meener, kuns han føler og meener ret; det er ubilligt at forlange, at han skal være Maskine, at han skal rose og dadle uden Følelse af Tingene selv, han bør bedømme frie og skarp, det skader ei, den gode Forfatter vil heller bedømmes, roses og lastes med Grund, end overdøves med dumme Lovtaler, og sielden finder man en sand fortient Mand, som foretrækker Venskabs og Landsmandsskabs ugrundede Domme for en god og upartisk Kritiks, naar den endog dadler.
Vi af bede vore oplyste Læsere den Uhøflighed, at vi have opholdt dem saa længe med disse soeleklare Sandheder; vi vide, at hvad vi have sagt er langt fra ikke noget Nyt, men ældgamle Sandhededer, og vi nægte ikke, at det har kostet os megen Overtalelse at være vidtløftige i at tale om dem. Vore oplyste Læsere tilgive os; det har smertet og ærgret os, at høre saa mange af de berørte Sætninger idelig og med Hidsighed paaraabes som Sandheder; vi have ei troet at kunde udrette noget ved Kritiken, saalænge man endnu havde Fordomme imod den; vi have troet os pligtige at bestride dem. Gierne havde vi vilde viist dem til andre; men da Vide- og Læselysten hos disse Folk er kun liden, (og det maa den være, thi et allene Uden Anstrøg af den, viide ikke tilladet dem at blive længe i deres Blindhed,) har vi selv maattet sige det, som vi vilde skamme os ved aldrig at have vidst.
Vi komme endelig til os selv. Det vi ovenfore have talet om Kritikens Nytte og Vanskelighed, gielder ogsaa om den dramatiske Kritik, og maaskee hvad den sidste Post angaaer, endnu en Grad mere; ikke just hvad Indsigten angaaer, men den Iagttagelsesaand som en god theatralsk Konstdommer (for alle Ting, naar han bedømmer Aktionen) maa have for at giøre rigtige Betragtninger over Naturen og dens ganske forskiellige Virkninger i det borgerlige Liv, denne er det, som han frem for andre Konstdommere behøver; det vil ei være nok at han veed Reglerne for Skuespilkonsten; Naturen, den eneste Kilde til dem, er for uudtømmelig til at dens Virkninger i alle sine Gange skulde kunde bestemmes ved Regler. De menneskelige Passioner og Handlinger virker og yttrer sig paa saa forskiellige Maader, (især hos Folk som Opdragelse, Stand og Nationen har giort Forskiel paa,) at Konstdommeren maa nøie prøve Reglen om den er tilstrækkelig, om den ei taaler Undtagelse, og sielden finder man de specielle Regler sikkre i denne Henseende.
Denne Iagttagelsesaand, den Beqvemhed at kunde samle de abstracte Begreber, at oversee Situationer, det fine Øre at kunde bemærke Deklamationen, er det vanskeligste en Dramaturgist har nødig; Aktionen selv, eller Gestukulationen og Theaterspillet vil da let falde ham i Øinene; men uden disse Egenskaber vil han ei kunde dømme om Aktionen i alle dens Dele, naar den er virkelig; han kan vel forme sig Regler en gros, men i Særdeleshed at kunde anbringe dem i forekomne Tilfælde, vil uden anførte Egenskaber blive vanskeligt, og en Anvendelse af lang Tid, sammenføiet med Øvelse maa erhværve det.
Vore Læsere see heraf, hvad vi udfordre til en Dramaturgist, hvor vidt vi have og vil svare til dette Begreb, maa de dømme. Vi have altid søgt at erlange dette, og vore største Bestræbelser skal gaae ud paa at kunde giøre vore Journaler saa nyttige som mueligt. Nytten som kunde udrettes ved sligt et Værk, har været den eneste Tilskynder at giøre Publikum deelagtig i vor Arbeide. Vi have længe før det falt os ind selv at skrive, ønsket sligt et Værk. Vi have indseet hvor meget Skuespillerne og selv Tilskuerne kunde vinde ved en god Kritik, vi have undret os paa at man ei havde en Dramaturgie; vi søgte at afhielpe denne Mangel, og til den Ende udgav Jornalen for i Fior. Det samme som drev os til det første Skridt, have drevet os til Fortsættelsen, som i Hovedsagen vil beholde Begyndelsens Indretning. Det vil kun og allene komme an paa Vedkommende, om vi vil rose mere i Vinter; man give os kuns Leilighed dertil!
Visse Forandringer, som nogle have ønsket, have vi ei troet os beføiede at giøre. Man har troet, at det var bedre, ei at nævne Akteurenes Navne; men da vi ingen Grund kan indsee dertil, have vi ladet det blive som det var. Sandt nok, den elendige, dovne og haardnakkede Skuespiller vilde være tient dermed; men den brave Flittige vist ikke. Andre har vildet have Aktionens Bedømmelse indrettet efter Lessings Maade; men denne store Mands Hensigt er fast allene Stykkernes Bedømmelse, men vor er for det meste at give os af med Aktionen. Vi blive da altsaa ved som før. At Journalen kom noget uordentlig ud i Fior, var den ei sielden usikkre Bekiendtgiørelse af Stykkerne som skulde spilles, meget Skyld i, naar et Stykke blev tilkiendegivet, vare vi belavede paa det; men naar vi havde studeret det igiennem, (som er nødvendigt endog for at bedømme Aktionen,) og i den Tanke gik i Skuespilhuset, vare vi bedragne, thi et andet Stykke blev opført. Om vore Bestræbelser vil virke mere nu, vil Tiden vise; men dette troe vi dog, at den nye Direktion vil giøre sit til, at Sandheden bliver hørt, og denne ville vi uforskrækket og trolig søge at følge.
1095Den honette Ambition, eller den Rangsyge, Komedie i Tre Akter, af Hr. Baron Holberg*).
Det fornøiede os, at Skuepladsen blev aabnet med dens Stifteres Komedie, og vare vi i Skuespilhuset i Aften med megen Fornøielse. Hr. Clemmentin spilte sin gamle Hieronimuses Role, og spilte den med sin sædvanlige Fuldkommenhed; strax da han kom ind, saae man den Mine, det Ansigt, som betydede at Manden vilde sige sin Kone noget Nyt. Han var stedse i Karakteren, den rangsyge Borger viste sig i hans hele Anstand, og det krybende som Holberg saa ypperlig have blandet i den, viiste han hvor Situationen og Repliken førte det med sig. Theaterspillet var overalt med Flid udstuderet. En almindelig Anmærkning maa vi her giøre, som, troe vi, ei er uden Grund, og som vil i Henseende til Illusionen, ei blive unyttig; her er den: Det hender sig ofte at Skuespillerne maa tale om at nogle kommer ind, som de, uden at vende sig om, ei vel kan vide, f. Ex. i den honette Ambition, 1 Akt, 2 Sc. siger Leander, da han taler med Leonore: »men der seer jeg hendes Forældre kommer,« nu er det ei nok at han vender sig om for at kunde sige dette; men vi ønskede at Skuespilleren vilde (naar sligt forekom og især naar de vendte Ryggen mod Indgangen,) søge en beqvem Leilighed dertil.
Slutningen i næste No.
*) See Recensionen over Stykket selv i No. 24 af den Dram. Journal for forrige Aar.