392Clarisse, eller den forreiste Frøken, (sluttet).

Hvordan meener man vel at det var mueligt, at udholde denne Comedie i tre Aftener? — Sandelig vi kan ei noksom takke Skuespillerne, af hvilke de fleste med en ubegribelig god Aktion giorde os Tiden mindre kiedsommelig, end den vist havde blevet. — Jomfru Bøtger spilte Clarisses Role temmelig vel, og saa vel, som slig urimelig en Role kunde spilles, kuns underligt, at hun just ei altid var Rolen alt for vel bevidst; den første Aften i det ringeste forsnakkede hun sig, naar hun sagde: »at de danske Fruentimre overdrev deres Penhed saa vidt, at de, naar de saae en Koe eller en Røver, saae de dem an for en Stud.« — Madame Knudsens Aktion, som spilte Julies Role, geraadede hende til megen Ære, i sær naar man henseer til hendes mavre og elændige Role; — hendes Spil var vist ei, som hendes Role; og det vilde da blive meget fattig, men hun havde valgt den rette Alvorlighed at spille Rolen i, og den Karakter underholdt hun altid. — Hendes Theaterspil var meget naturligt og smukt; til Beviis vil vi anføre det Ansigt og den Stilling hun paatog sig, da Damon kommer imellem hende og Ariste, thi det udtrykte al den Angest og Forlegenhed, som var denne Situation naturlig; — ogsaa da hendes Søster Clarisse skiender imellem Kolliserne, var hendes Spil naturlig, thi her udviste hun den naturlige Forundring og Nysgierighed; — ja hun spilte sin Role ypperlig, og Forfatterinden maa for en stor Deel takke denne habile Aktrise, at Tilskuerne ei ganske hensov. — Den samme Tak fortiener og Hr. Musted, som spilte Valers Role uforbederlig; til Beviis, da han kommer ind og leer. — Hr. Clementin spilte Faderens Role, kuns Skade, at saa elændig en Role faldt i en Skuespillers Lod, som, hvor meget Umage han giorde sig, ei kunde behage synderlig; vore Læsere mærke vel, at Hr. Cl.[Clementin] ingen Skyld har. — Hr. Rose kunde ei giøre andet, end recitere Aristes Role. — Hr. Hortulan spilte Damons Role. — Det eneste Sted han kunde bruge en naturlig Recitation, er, da han faaer at vide, at hans Broder er død. - Her udtalte han disse Ord: »saa er min Broder da død«, med alt for stærk en Stemme, som udtrykker en Passion, som han umueligt kunde have, thi han svarer jo Ariste, som kondolerer ham, »at Dødsfaldet ei betydede meget,« m. m. —Jomfru Fogh spilte sin Role, saa unaturlig og tosset den og var, temmelig vel, men at hun ved den sidste Forestilling blev saa længe borte, at Jomfru Bøtger maatte kalde paa hende, er en utilgivelig Skiødesløshed. — At Jomfru Halle ei spilte sin Role got, tilgive vi hende for en Deel, og ganske vilde vi undskylde hende, naar hun ei i Hr. Bredals fameuse Efterstykke, havde spilt Rolen ypperlig, thi meget mere gemeen er vist ei Lisettes Role i Clarisse, end Jomfru Halles var i den dramatiske Journal. — Dog holde vi hende til Gode her, thi dersom Theaterspillet skulde været naturlig og passende til Rolen, var det bleven afskyelig.— Hr. Hansen var Tieneren, og Jomfru Conradi Pigen. —

Stykket blev spilt i den urimelige Dekoration, som er det brogede Pantheon Mythicum, en Dekoration, som hverken har Vinduer eller Dør. — Jomfru Bøtger har til denne Høitid faaet en ny Dragt, som ganske vel svarer til Stykket, thi den er naragtig; man tænke en engelsk Dragt for en fransk Frøken! — Den sidste Aften forandrede hun Bønnen til en Taksigelse, som var denne: »min Lykke er i Aften fuldkommen, hvorfor jeg takker allerunderdanigst og skyldigst«. — En Kompliment, som var Stykket værdig! —

52De Tre Friere, Comedie i en Akt, oversat efter Hr. Boindins les trois Gascons.

Dersom dette moersomme Efterstykke ei havde bleven opført efter den forreiste Frøken, havde vi neppe overtalet os at see den tredie Gang. — Ellers er det en besynderlig Tilladelse, at opføre et andet Stykke tillige med en nye Comedie, og paa den Maade kan jo det elændigste Stykke gaae igennem? — Overalt kan vi ei begribe, hvor Direkteurens Forstand er, eller deres, som han siger, at have anbetroet nye Stykkers Bedømmelse til Skuepladsen; — er dette ligegyldigt, om et Stykke er got eller slet? bør et Stykke have den tredie Aftens Indkomster, enten det behager Publikum, og følgelig beriger Kassen eller ei? — Enhver Stymper, som har mere Egennytten, end Æren og Smagen, samt Skuepladsens Fordeel til sit Øiemed, kan jo paa den Maade lade sine Smørerier opføre? — Hvad enten Stykket er got eller ei, er han dog vis paa at han har den tredie Aftens Indkomster, og disse beroer paa gode Venner, og naar da et got Efterstykke kommer til, har jo Misfosteret samme Belønning, som Mesterstykket? — Dog herom vil vi ei tale mere, men overlade denne Misbrug til Publikums Hevn, og Direkteurens Samvittighed. —

Hvad Aktionen angaaer i de tre Friere, da finde vi os overhovedet meget fornøiede med den, en Clementin, en Knudsen, en Musted, og en Ørsted trænger ei til vor Roes i dette Stykke. — Jomfru Halle spilte ogsaa for det meste meget vel, et Par Steder kunne hun passet Theaterspillet noget mere omhyggelig, men for Resten fornøiede hun os en Deel, og vi forsikre hende, at vi meget hellere rose, end dadle hende og enhver; men naar en Skuespillers slette Aktion kommer af Skiødesløshed, fortiener den Tugtelse og ligesaa stor Revselse, som en paapassende Aktion fortiener Lovtaler. — Hr. Hansen lod Grimaserne fare, da Jomfru Halle kom, han spilte den første Scene saa temmelig, men var for Resten unaturlig. —

784Den forlorne Søn, Comedie i fem Akter, oversat efter Hr. Voltaires l'Enfant prodigue.

Endskiønt dette Stykke allerede engang er bedømt, (see dramatiske Journal No. 22.) vil vi dog tale noget om det; — men imidlertid henvise vi dog vore Læsere til anførte Nummer, og allene tale noget om denne Art af Comedie i Almindelighed. — Om den ægte Comedie (vi troe, at Navnet er saa bekiendt, at det ei behøver Forklaring) kan have rørende Scener, eller om en Comedie bør indeholde nogle Situationer, som afpresse Taarer; om det strider mod dens Natur, at giøre anden Virkning end Latter, om den bør have andet Øiemed end dette; om en Comedie uden at erlange Navn af flæbende, maa have disse Egenskaber, naar de tillige ere forbundne med og sammenblandede med latterlige Situationers Indfald, naturlig Vittighed, troe vi og holde vi for, at den forlorne Søn f. Ex. gierne kan fortiene Navn af en ægte Comedie; — vore Læsere see let, at det ei paa dette Sted er vor Sag, enten at forsvare den rørende Comedie, eller bestride den; men er vor Forsæt allene at bestemme, hvor vidt det rørende og de rørende Situationer og Samtaler bør have Sted i et Stykke, som tillige skal beholde den ægte Comedies Stempel. — At slig en Comedie ei bør skildre Situationerne med ligesaa stærke Farver, som Tragedien, behøver vi vel neppe at sige; kuns dette holde vi for, at en virkelig rørende Situation ei bør brydes overtvert, eller ganske forstyrres ved latterlige Situationer og Indfald; dette holde vi for at bør have sin Grund i Naturen, og at stemme overeens med Comediens Øiemed, og i sær de rørende Situationers; — hvorfor fører slig en Comedieskriver Situationer i Comedien? — for at røre os, for at sætte os i en Situation, som ved at bevæge skal tillige fornøie os; — got! nu ere vi fornøiede; men naar Forfatteren strax i samme Scene paroderer al den hele Fornøielse? — naar han idelig spilder denne Fornøielse for os? — tager man ham da det ei ilde op? — Den forlorne Søn er et Exempel: Jasmin spilder med en overflødig Vittighed, som naturligviis er og bør være uædel, alle de Indtryk, som den unge Euphemons Skiebne giør paa os; forfeiler Forfatteren ei her sit Øiemed? hverken kan Tilskuerne fornøies saa meget ved at græde med den unge Euphemon, og ved at lee over Jasmin, som han ellers vilde giøre, dersom den ene ei havde forstyrret den anden. — Vi troe: at denne Tanke ei er uden al Grund, dog vil vi ei troe, at den jo kan modsiges, men aldrig vil vi dadle en Voltaire, hvis forlorne Søn dog altid er et Mesterstykke. —

(Resten i næste No.)