392Clarisse, eller den forreiste Frøken, Comedie i fem Akter, forfattet af E. C. A. Bøtger.

I ingen Henseende tør vi ønske os til Lykke med denne Comedie, det første Originalstykke af Jomfru Bøtger, en Aktrise, som i mange Henseender, vi meene i mange Roler fortiener vor hele Agtelse, men som vi vil bede, at hun for sin Smags Æres skyld, og den almindelige Fornøielse i Skuespilhuset ei vil befatte sig med slige Arbeider, som lader til at være hende ganske fremmede. — Aarsagen til denne vor Bøn, og vi troe manges, ligger i denne hendes Prøve, dog vi have ei nødig engang at tale om dette Stykke; thi et Par Oversættelser, som baade i Henseende til Valget og Udarbeidelsen, ere saare daarlige, kunde være Grund nok til vor Begiering. — Hvad dette Stykke angaaer, da indsee vi ei, hvorfor det er bleven opført, da det er af den Beskaffenhed, at vi, naar vi ei vil blive Smigrere, holde det for ganske uværdigt at læses, end sige at opføres. — For at retfærdiggiøre vor Dom, vil vi gaae Comedien saa nøie igiennem, som vi ved agtsom at høre den har kundet forstaae den. — Hele Fablen er usandsynlig, Planenn er urigtig og skievt anlagt, Udarbeidelsen er elændig og ganske unaturlig og regelløs, Sentimenterne ere ofte gemeene og uædle, og aldrig smukke, Sproget er fuldkommen heslig, og hele Stykket er uinteressent; ikke en eneste vel anlagt og udført Karakter, ikke en theatralsk Situation, ei et eneste got Indfald har vi kundet opdaget, hvor meget vi end har giort os Umage for at finde dem; — men nei! al vor Umage har været ganske og aldeles unyttig. — Disse ere de Feil, som vi finde hos det, som et Skuespil, men — om vi sagde vore Læsere, som vare saa lykkelige ei at have hørt det, at ei engang Skuespillets moralske Hensigt var iagttaget? — Hvad om de fik at vide, at Jomfru B.[Bøttger] Comedie indeholdt saadanne Sentiments, som man maa rødmes, eller rettere væmmes ved at høre? — Hvad om man fortalte dem, at Lasten, et afskyelig lastefuld Fruentimmer, blev belønnet? — Ja de vilde maaskee ei troe os, og vi forlange ei heller, at man skal troe os paa vore Ord. —

Clarise har reist i Frankerig, kommer hiem, slaaer op med Ariste, som hun har forlovet sig med med hendes Faders Samtykke, forlover sig med Valer, og reiser endelig til Frankerig igien. — Hendes Karakter er meget ufordeelagtig, en Kokette er hun uden Tvivl, i det mindste en troløs. Hendes Hovedpassion er, at hun er befængt med de franske Moder, og (naar man vil være saa daarlig, at troe Forfatterinden paa hendes Ord) med den franske Tænkemaade, hun foragter og hader alt Dansk indtil Navnet, og hun tilbeder de Franske; kort, hun er en ægte Søster til Holbergs Jean de France. — — Vore Læsere indseer da let, at den gode Clarisses Karakter, om den endog aldrig saa smukt var udarbeidet, ei kan interessere Nationen; — en Jean de France interesserte os, da Holberg skrev, thi den Gang var det en urimelig Mode, at enhver Borgermand skulde lade sin Søn reise, men nu vilde det være endog meget unødig at revse vor Nation for denne Feil; — men at en dansk Mand har ladet sine Døttre reise ud af Riget, og som det lader kuns med sin Kammerpige, er latterlig, og, saa vidt vi skiønne, ganske og aldeles usandsynligt, — ja den hele Fabel kan vi ei tilgive Jomfru B.[Bøttger] — Men omendskiønt vi lader det staae ved sit Værd, at dette var sandsynligt, saa er for Resten hele Stykket saaledes, at man burde (naar man fik mange slige Comedier) udsætte en anseelig Belønning ud for den, som havde slige Comedier, dersom han vilde blive hiemme. — Dog vilde vi ei paatage os at betale dem. — Vi vil nærmere see at komme i Bekientskab med den gode Frøken Clarisse, — at hun er en troløs har vi før beviist, men ei nok hendes Tænkemaade og Sprog er næsten den nedrige Pøbels, for Ex. »Ynglen« m. fl. — De øvrige Karakterer sige meget lidet: Julie, hendes Søster, skal være belæst, men hendes Opførsel viser ei, at hun har havt stor Nytte deraf, hun skal moralisere en heel Hob, men denne Sædelære (Tak og tre Gange Tak skee Jomfru B.!)[Bøttger] holder hun for det meste uden for Skuepladsen, og den hun holder i første Akt med Clarise er elændig og tør. — Uagtet hun er saa dydig, tager hun dog Ariste, og han er ei andet end en Dosmer, til Beviis paa hans Dømmekraft vil vi kuns anføre, at han tager Cl. Levemaade an for Munterhed. — Faderen kan vi ei sige, hvordan han er, men et got Drog maa han vist være, da han saa taalmodig taaler Clarisses Sottiser. — Valer er en Spradebasse, og bander hyppig. — Damon er ei andet end en Kobler. — Henrejette er en Tosse, og saa dum, at vi snart skulle troe at høre den pandtsatte Bondedreng. — Holberg kan man tilgive, at han giorde en pandtsat Bondedreng, at han overdrev hans Dumhed noget, men her, — her væmmes vi. — Charlin, Tieneren og Pigen (mindes vi ret, heder hun Lisette) er kuns indførte for Rummets skyld, og er Pigerolen i dette Stykke et Mynster i sit Slags, thi aldrig har vi før hørt en Kammerpige tale om, »at hun ei vil gifte sig før Sminken ei længer kan bide paa«, o. s. v. — bruge det Ord: »Kanaille«, m. fl. — En Æqvivok forlader man en Comedieskriver, men aabenbare Grovheder tillade vi aldrig. —

For Resten er denne Comedies indvortes Indretning ganske unaturlig og elændig. — Personer gaaer allene fra Scenen, for at give de andre Plads, og alle saa gaaer de bort, naar de ei have mere at sige. — Monolog paa Monolog er her, og Personerne sladre meget gierne med sig selv. — Denne Feil tilgives Jomfru B.[Bøttger] mindre, da hun selv er Skuespiller, end vi vilde tilgive en Begynder, som ei kiendte til Theatret. — Monologerne ere i sig selv ei unaturlige, mange Stæder og i mange Situationer kan de være interessente og nødvendige, men altid maa de bruges sparsomt, og have en meget vigtig Aarsag; — i en Monolog bør en Forfatter, efter vor Skiønsomhed, kuns udtrykke det, som formedelst Omstændigheder ei var mueligt at udtrykke i en Dialog; altid bør Forfatteren søge at de blive interessente, blotte Remser og Fortælninger, som man enten ei behøver at vide, eller i det ringeste kan faae lige saa got at vide, bør en Monolog ei indeholde; men i sær maa de være meget sieldne i et Lystspil, hvor Monologerne gemeenlig ei siger ret meget, og hvor altsaa Tilskueren maa undvære al Aktion. —

Hvad Dialogerne angaaer, da ere de, saa vidt vi skiønne, elændige; — Sproget vil vi ei engang tale om, men ikke et eneste got Indfald have vi fundet; thi det, som den tossede Henrejette siger: »at hendes Søster reed paa en levende Hest«, — m. fl. synes os ganske uvittig, og et Indfald skal det være. — Og dette har vi og mod dette Stykke at erindre, at det lader, som Forfatterinden har været meget bekymret for at opvække Latter over det, som ei fortiener andet end Medynk, thi hvo uden en, som har et meget ildedannet Hierte, kan lee over Henrejette? — Dog Lasten belønner Forfatterinden, den lastefulde Clarise bliver vel gift, eller i det ringeste ei straffet; den skiendige Kammerpige bliver ei heller straffet. — Har Forfatterinden ei handlet ganske imod hvert Skuespils, ja endog Farcens Øiemed. — Et græsselig Skridt! sandelig, som vi ei kan begribe, hvordan hun har tordet giøre; at en Forfatter skriver et elændig Stykke, kan man tilgive, men at skrive en Comedie, som saa aabenbare strider imod et Drames Hensigt, det kan vi ei tilgive, det bør neppe taales. —

Vi finde ei engang en sund Morale i hele Stykket, og mærke vi ei engang, hvortil Clarise sigter: skal det være for at giøre det latterlig, at Fruentimmerne rider, saa behøvede jo Forfatterinden ei at lade sin Clarise været i Frankerig; der er det ei Brug at ride, som de ride her. — Og overalt er det et meget mavert Subjekt, som ei har nogen Morale, nok var det at revse Moder, men dertil behøver man ei en Comedie i fem Akter. — Mere vil vi ei tale om denne Comedie; — dog en Mærkværdighed bør vi ei forbigaae: — Jomfru B.[Bøttger] slutter Comedien med disse Ord: »Min Lykke beroer paa min Reise til Frankerig, og deres Biefald.« — Bifaldet er Parterrets, som hun beder om; her indfaldt os det bekiendte vos plaudite! — Ellers er det meget urimeligt for den stolte Clarisse at bede de »dumme Danske« om Bifald; — men Alvor, Jomfru B.[Bøttger] kom os for, som Løven i Peder Svenqts, der sagde: »Mine Herrer! jeg er ingen ret Løve, jeg skal kuns forestille en.« —

No. 27. S. 322. Lin. 10. oplukke, l. ei oplukke.

Ved Afskrivningen er Hr. Musted udeladt af den kierlige Mand, (see No. 26), som spilte Baronens Rolle ypperlig, — og Jomfru Fogh af Maskeraden. —

(Resten i næste No.)