784Den Forlorne Søn, (sluttet).

For en Skuespiller, som har Ansigtet og Stemmen fuldkommen i sin Magt, har den forlorne Søns Role en Deel at giøre, i sær vil den tredie Akts anden Scene have slig en Skuespiller, naar den forlorne Søn seer sin Fader og flyer; — her er det just Akteuren skal udtrykke alle de grusomme Billeder, alle de forskrækkelige Bevægelser, al den Forvirring og Skamfuldhed, kort, alle de Affekter, som maa indstrømme paa hans Siæl; og hvormed skal han udtrykke dette? — med sit Ansigt og med sin Stemme, thi de faa Ord: »o Himmel! det er min Fader,« bør udtales med al muelig Affekt; udtales de, som de bør, giøre de den ypperligste Virkning, thi da udtrykke de alt det, som i denne Situation kan udtrykkes, men blive de derimod udtalte kolt, blive de ei underholdte af det affektfulde Ansigt, saa tabe de deres Virkning. — Hvad Hr. Rose angaaer, som havde den forlorne Søns Role, da giorde han dette Træk ganske ypperligt, og behagede han os meget i Aften, naar vi undtage det Sted, da han i femte Akt siette Scene skal falde paa Knæ for sin Fader, thi her var han i vore Tanker besynderlig langsom og seen; — hvorfor han ei i femte Akt siette Scene ei har Kaarden i Haanden, veed vi ei, da det baade er anmærket i Stykket, at han skal have den blotte Kaarde, og det er i sig selv meget naturligt. — Faderens Role havde Hr. Hortulan, om ham behøve vi ei at sige andet, end hans fortrædelige og saa ofte igientagne Ah reent fordærvede Deklamationen; for Resten var han ypperlig; — Rondons Role spilte Hr. Ørsted med sin overdrevne Stemme, som er af Naturen burlesk nok af sig selv, at han ei behøver at giøre den haardere, end den er. — Jomfru Bøtger gav, efter Sædvane, de fleste af sine Repliker, i sær dem i femte Akt femte Scene med den heslige Monotonie, og her giorde denne endnu en slemmere Virkning end ellers, da Tilskuerne længes, ja ret er nysgierig for at faae Udfaldet at vide, og saa meget venter paa Katastrophen; thi vi behøve vel ei at erindre, at Jomfru B.[Bøttger], naar hun kommer først i sine Monotonie, trækker Replikerne saa uendelig ud, at de moersomste endog blive kiedsommelige i hendes Mund. — Et Par Stæder var hun ellers meget god, for Ex. naar hendes Fader taler i første Akt femte Scene om den fremmede Reisende, m. m. spurgte hun med det betydeligste Ansigt og den rette hurtige Tone, om »han var ung?« — og da Rondon nægtede hende det, paatog hun sig strax den rette og naturlige Mine. — Fierenfats Role spilte Hr. Musted; denne Role er en af dem, hvori han giør en ypperlig Figur, thi han maa være saa kold, som han vil, og løbe saa meget om, som han lyster. — Madame Hallesen var Baronessen af Rynkeborg. — Naar vi undtage den første Scene Jomfru Halle, som var Marthe, spilte, behagede hun meget, thi her var hun ganske tom. — Hvordan Jasmins Role blev spilt, kan man let vide, naar man kuns veed, at Hr. Londeman selv spilte den. —

1671Maskeraden, Comedie i tre Akter, af Hr. Baron Holberg.

Hændelsen selv i denne Comedie er, saa vidt vi skiønne, ei meget interessent, men hele Udarbeidelsen er ypperlig. — Knuden strammes efter Reglerne, og naar den bliver opløst, er den allerstrammest. — Hvad Dialogen angaaer, da har den fuldkommen en Holbergs Egenskaber, vi mene, den er meget naturlig og vittig — Henrik og Pernille handler vel meget, uagtet de ere kuns Biepersoner, og det ere de virkelig, og allene Maskiner ved hvilke hele Intrigen drives; thi Hovedhandlingen er: at Leander, Hieronimus's Søn, faaer Leonards Datter, som han er forlovet med, uden at vide af at det er hende. — Den ypperlige Scene imellem Hieronimus og Leonard i tredie Akt, naar disse gamle Mænd mene, at de begge ere skyldige, og derfor giør det latterlige Optrin med at bede hverandre om Forladelse; denne Scene, sige vi, er tagen af Molieres le depit amoureux, (see tredie Akt fierde Scene. — At Holberg i dette Stykke og i alle sine Comedier har ladet sine Henriker været vittige, var efter vor Skiønsomhed ingen Feil, eller i det ringeste en meget liden, men om nyere Comedieskrivere ei giorde vel i, dersom de forandrede Tienernes Vittighed noget, troe vi var en Undersøgelse værd, ogsaa holde vi for, at det kunde tages i Betænkning, om andre end Tienerne ei burde være de lystige Personer? Dette skal vi ved en beqvemmere Leilighed undersøge, kuns Grunden til denne vor Tanke er den Forskiel, som der ere paa den gamles Tienere, (hvilke baade Moliere, Regnard, Holberg og andre have efterlignet), og de nu værende. — Hvad ellers Henriks Dialoger angaaer, da ere de ypperlige, kuns maaskee at den Proces, som han giør, og den hele Comedie om Leander er mere Holbergs egen, end Henriks. — Denne Comedie kan virkelig sætte en Maskinmester i Forlegenhed; thi undertiden ere Personerne paa Gaden og i Stuen paa engang, dog burde maaskee den gode Arv ei holde Vagt i Stuen, og passe paa, om Leander og Henrik gaaer paa Maskerade. —

For Hr. Clementin og Hr. Londeman har Hieronimus's og Henriks Roler et Arbeide, som er vanskeligt, men dog neppe kunde faae nogen bedre, end disse. — Af Hr. C.[Clementin] Aktion vil vi aliene anføre et Mestertræk, ei fordi det var et Mestertræk, thi af disse er hans Aktion fuld, men fordi det er saa lærerigt, og bør for unge Skuespilleres skyld nøie anmærkes; — det bestod deri: da Hieronimus kommer ind og seer Henrik, som Jødepræst, og har talt med ham, maa han hele to Scener igiennem staae ganske ledig medens Arv først, og siden Pernille taler med Henrik. Ingen uden en stor Skuespiller, som havde studeret sin Role og Naturen, som saae at Scenen nødvendig og imod al Rimelighed blev tom, ingen, sige vi, uden slig en Skuespiller havde paataget sig en Hoste med hvilken han havde nok at bestille imedens Henrik og Arv, og Henrik og Pernille taler tilsammen; ja! han hostede ei allene her, men han forberedede denne Hoste saa naturlig, at man neppe skulde tænke andet, end Hosten var naturlig, men vi har seet den før. — Gid ja! gid unge Skuespillere og de gamle med vilde tage Exempel af saadant et Træk, thi da skulde en agtsom Tilskuer ei faae Aarsag at ærgre sig over Maskiner i Steden for at fornøie sig over Akteurer! — Af Hr. Londemans Aktion, om hvilken vi behøve ei at sige mere, vil vi allene erindre ham i den Scene, da han forestiller Tamperetten. — Hr. Musted var Leander, og var meget koldsindig i Aften, dog bedre end i Almindelighed. — Hr. Ørsted, som var Leonard, spilte sin Role saa saa, men da han i tredie Akt bliver bevæget over sin Datters formeente Ulykke, blev han væmmelig; han var og Konen med Dragterne. — Hr. Hortulan spilte Arvs Role fortreffelig; et Sted forandrede han i Repliken meget vel, og det er i anden Akt første Scene, naar han i sin Monolog taler om, at han er fød i Kristenbernikostræde, siger han »Randers«, m. m. — Jomfru Conradi var Pernille. — Hr. Prinsløv Manden med Maskerne. —

1260Julestuen, Comedie i en Akt, af Hr. Baron Holberg.

Uagtet dette Efterstykke ei er meget moralsk, eller har meget konstigt i Karakterer, m. m. er det baade moersom, (for Ex. den 1ste Scene med Skolemesteren), og paa den Tid da den er skrevet giorde samme Virkning paa Nationen, som Barselstuen, og Molieres les précieuses ridicules i Frankerig; og denne Virkning var, at de giorde slige Urimeligheder latterlige og foragtelige. — Hr. Clementin var Hieronimus, og var altid i sin Roles sande Karakter. — Jfr. Bøtger var Konen, og spilte Coqvettens Role, (og denne er just Leonores Karakter), meget got. — At hun var saa got klædt, var en Usandsynlighed, da Scenen var i Ebletoft, og hun siger, at »hendes Klæder ei kostede mere end Magdelones,« hvilke vare meget simple; i det ringeste burde Madame Hallesen, som var Magdelone, være klædt kostbart; — dog hvad vil vi tale herom, da Jomfru Halle, som var Pernille, havde sin sædvanlige smukke Dragt, som vi er vis paa ingen Jomfru i Ebletoft maaskee neppe nu, men vist ei den Gang, har brugt. — Jomfru Halles Role vil ei sige meget; et underligt Indfald af Direkteuren, at han vil opofre et heelt Publikums Fornøielse med at lade Jfr. Conradi spille Pernille Rolen i Maskeraden, som Jomfru H.[Halle] skal have Møie med at spille got, og hvorfor spilte Jfr. Halle ei denne Role? og kunde ei Jomfru C.[Conradi] gierne spille i dette Stykke? — Hr. Londeman var Skolemester, og giorde sin Role uforlignelig.— Hr. Hortulan spilte Arvs Role, som han pleier; en Tirade brugte han, som var meget god, og det var denne: da Skolemesteren spurgte ham om »den syvende Himmel«? udsagde han Svaret med en besynderlig Hastighed og Glæde: at den »var næst ved den ottende«. — Et Træk, som efter vor Skiønsomhed var meget smukt, thi det passede sig paa slig en enfoldig Gaardskarl, som troede at have svart rigtigt. —