1247Jeppe paa Bierget, eller den forvandlede Bonde, Comedie i fem Akter, af Hr. Baron Holberg.

Uagtet denne Comedie har nogle Usandsynligheder, eller i det ringeste, saa vidt vi skiønne, Ubeqvemmeligheder for Theatret, uagtet Handlingens Eenhed ei er iagttaget, (thi med den tredie Akt er Handlingen virkelig til Ende), uagtet dets Subjekt neppe er skikket til en god Comedie, uagtet alt dette, sige vi, behager den efter vor Skiønsomhed meget, og hvorfor? — for dens treffende Natur og de mange sande og nationale comiske Tirader den indeholder. — At Subjektet og Hovedhandlingen, saaledes som den her er beskreven, er beqvem til en god Comedie, troe vi neppe, saa længe man udfordrer Karakterer, og at en Comedie, hvori Hovedpersonen er en Bonde, og Hovedhandlingen er af saa liden Interesse som denne, at slig en Comedie, hvor ypperlig den endog bliver udarbejdet, hvor naive, nationale og interessente Stæder den end har, kort hvor moersom den er, neppe kan blive andet, end en Farce, holde vi for, og troe vi at den meget bedre skikkede sig til Subjektet for en comisk Operette. — Disse Feil have, saa vidt vi skiønne, denne Comedie ligesaa vist, som den har de naturligste Træk, og indeholder hist og her mange smaa Sottiser, som i sær paa den Tid Holberg skrev, passede sig paa Nationen. — Dialogerne imellem Jeppe og Jakob Skomager have i sær fornøiet os meget, og alle Jeppes ere fulde af Natur, et Par Stæder undtagen, hvor den enfoldige Bonde bliver alt for vittig, for Exempel i anden Akt femte Scene, naar Jeppe siger, at »det er uvist, om han kom til Lands eller Vands ud af Verden,« m. m. thi her kan man tydelig see, at Holberg er vittig, men ei Bonden. — Hvad Usandsynlighederne angaaer, da har denne Comedie i vore Tanker en heel Hob; — vi vil ei engang tale om Hovedhandlingens, som maaskee endda kunde forsvares, men allene om Episodernes, som Forfatteren paa saa forunderlig en Maade har anbragt; i det ringeste troe vi, at den Scene med Retten i femte Akt er meget usandsynlig, og kan man ei til visse vide, om denne Ret er virkelig, eller ei; thi Advokaterne kan man neppe forsvare, om man nu vil sige, at Dommeren er Baronens Sekreteer; dette Indfald, at Jeppe bliver hængt, er uden Tvivl ogsaa heel besynderligt. —

Disse Anmærkninger, som vi have vovet at sige om en Mands Arbeide, som uden Strid er den gode Smags Fader i vort Fæderneland, og som bør blive udødelig hos enhver fornuftig Kiender, have vi sagt ei af Dadlesyge, men allene af samme Aarsag, som vi sige de gamle Skuespilleres Feil, og Aarsagen er denne, at Efterlignere skal vogte sig for at løbe an mod en stor Mands Feil. — Hvad Holbergs Efterlignere angaaer, da have vi desværre ei seet nogle endnu, og i det ægte comiske har vi endnu ei seet noget, naar vi undtage Hr. Evalds »brutale Klappere«, det bekiendte tragikomiske Forspil, som, hvor lidet det endog er, viser, hvor meget man kunde vente sig af Forfatteren, naar han vilde skrive mere i dette Fag, og det ønske vi, ja vi tør sige enhver Kiender paa det heftigste. — Dette sige vi er det eneste ægte comiske, som vi har siden Holberg; thi Jomfru Biehls Comedier ere for det meste rørende, og de, som skulde bære det sande comiske Stempel, behøve vi vel ei at tale om, og Hr. Vandals Stedmoder er ei heller skrevet i denne Smag. — Dersom Holberg skal faae en Efterligner, som i det sande comiske skal naae ham, saa bliver det neppe andre end en Evald, en Mand, som med sine Mesterstykker giør vort Fæderneland saa stor Ære, og som neppe vil falde til de Feil, som en Deel af de holbergske Comedier have, og disse ere, at han ei altid har været nøiagtig nok med at erindre sig, hvad han tilforn i en og samme Comedie har skrevet, at han i Henseende til Stædet har undertiden glemt sig selv, og været i samme Scene baade paa Gaden og i Stuen, at han ei saa aldeles rigtig har lagt sin Plan, m. m. — Disse Holbergs største Feil vilde Evald vist ei begaae, og, om han var i Stand til at naae ham i at treffe Naturen i det ægte comiske, giver det anførte Forspil os Haab til at troe, thi det indeholder i vore Tanker saa mange sande comiske Tirader, saa mange ypperlige Indfald, at vi troe det er hans Pligt at give sig af med disse Arbeider; og hvor meget vilde han ei forbinde sig sit Fæderneland, dersom man kunde see en Comedie af samme Fuldkommenheder, som hans øvrige Mesterstykker? — Foruden dette fordre vi af ham et Syngestykke for Theatret, men som endelig maatte være saadant, at vore Skuespillere, som kan synge, kunde udføre det med Lykke, thi det øvrige tør man ei bekymre sig om. — Ja hvor lykkelig vilde ei vor Theater blive, dersom denne Mester vilde skrive for det! — men, vil man sige, hvad skal bevæge ham dertil? — Belønningen? — men den er kuns saare liden; — Æren? — ja! men den har han. — Patriotisme, den Drift at giøre Fædernelandet al muelig Ære, den bør giøre det, den bør drive saadant et Genie til at arbeide, og at giøre sine Landsmænd deelagtig i dets Mesterværker, og sandelig i vort Fæderneland er denne Drift og det eneste, som kan drive en til at skrive i dette Fag, da den gode Smag og de smukke Videnskaber endnu ei ansees for andet, end Chimærer, og dens Dyrkere ei holdes for andet hos dem, som kunde og burde opmuntre Genierne, end Folk, som har svoret unyttige og barnagtige Kunster Troskab. Ingen Under altsaa, at gode Dramer er saa sieldene Luftsyner hos os! — Ellers er det Skam nok, at saa stort et Genie, som vor Evald, ei bliver offentlig underholdt. —

Dette, som vi i Anledning af Holbergs Comedier har sagt, og de Ønsker, som vi have giort, behøve vi vel ei at giøre Undskyldning for, i sær da gode Comediers og i Almindelighed gode Dramers Tilvext overalt synes at være en Biesag hos os; og disse ere vel en væsentlig Deel af de smukke Videnskaber. —

Hvad Aktionen angaaer i denne Comedie, saa var den i Almindelighed god. — Hr. Hortulan spilte Jeppes Role ganske ypperlig; — dette kunde vi kuns ei lide hos ham, at han, da han sad ved Bordet, giorde det, som Holberg vil have, at han skal tage Ridefogdens Kone paa Brystet. —- Uagtet at det er Forfatterens Villie, uagtet det egentlig er en liden Feil, holde vi for, at slige Tirader kunde udelades, i det mindste burde de ei igientages. — For Resten var hans hele Aktion Natur, vel faldt han ei saa ganske naturlig paa Gulvet, men det er meget undskyldeligt. — Nilles Role havde Madame Hallesen, som besidder alt for lidet Fyrighed til at spille denne Role naturligt. — Jakob Skomager var Hr. Londeman, og gav sin Role med al muelig Natur og Liv. — Baronen var Hr. Musted. — Rolen fordrer ingen Aktion; men hvordan han og hans Secreteer Hr. Clementin, eller Direkteuren kunde falde paa at troe, at det var rimeligt at gaae i Marken med Hatten under Armen, er os ganske ubegribeligt. — Hr. Clementin var Dommer, Sekreteer og Doktor. — Hr. Hansen var Doktor og Advokat, den sidste Role var han ei saa meget fast i. — Hr. Bech var Jeppes Advokat, og vidste ei heller sin Role — Ære nok for to unge Skuespillere allerede at blive skiødesløse! — Hr. B.[Bech] Spil var ellers meget liigt Hr. Journalens. — Hr. Ørsted var Erik og Ridefoged. — Jomfru Fogh Ridefogdens Kone. — Hr. Prinsløv den ene Tiener, Betienten og Manden, som kommer ind i 5te Akt, og taler om Hændelsen med Jeppe. —

784Den forlorne Søn, Comedie i fem Akter, oversat efter Hr. Voltaires l'Enfant prodigue; den staaer i den 9de Deel efter Amsterdamer Udgave, 1764, 8.

Fast i alle Henseender er denne Comedie sin Forfatter værdig. Handlingens Interesse, Karakterer, ypperlige Situationer, det mesterlige Sprog, som paa det naturligste passer sig til Personerne, og endelig de sande comiske Træk, alle disse Fuldkommenheder udmærke efter vor Skiønsomhed dette Stykke. — Hvor ypperlig underholder ei disse mesterlige Karakterer! og hvor naturligt afstikke ei Euphemon (i Oversættelsen Leonard), og Rondon (Hieronimus), den forlorne Søn (Leander), og hans Broder Frierenfat (Giekkenstolt)! Lise (Leonore), og Baronessen af Rynkeborg (Croupillac). — Af Situationerne er den i 3 Akt 2 Scene, og i 5 Akt 6 Scene høist rørende. — Denne Comedie, som med saa stor Bifald er opført i Frankerig, er, saa vidt vi vide, den eneste af de Franske, som efter Moliere og Regnard har indført en retskaffen Henrik og Pernille; men dette har Voltaire dog forud, at deres Vittighed er frie for Æqvivoker, om den ei just treffer Naturen saa utvungent. — Originalen er paa Vers, og om den behøve vi ei at sige noget; men Oversættelsen er Prosa, og er den efter vor Skiønsomhed meget god. —

(Resten i næste No.)