1939Plutus og Penia, eller Proces imellem Fattigdom og Rigdom, Comedie i fem Akter af Hr. Baron Holberg. —

Aristophanes har skrevet en Comedie af samme Navn, som Holbergs, og noget af Indholdet skylder Holberg denne græske Comedieskriver. — Dog det er kuns noget i det hele; thi Aristophanes hans ΠΛΟΥΤΟΣ (Comedie i fem Akter) indeholder kuns denne Handling: at Plutus, Rigdommens Gud, faaer sit Syn, og kommer til Staden efter Begiering, og at Fattigdom (Πενία) bliver giort landflygtig. — Altsaa er den dobbelte Handling i Holbergs Plutus, at nemlig Penia først, og siden Plutus bliver dreven i Landflygtighed, m. m. ingen Efterlignelse af Aristophanes. — Nogle af Personerne har Holberg beholdt af Aristophanes, men andre har han reent skabt, og det er for Ex. Diogenes, og alle de Samtaler imellem Diogenes og Davus, Diogenes og Plutus, m. fl. ere Holbergs egne; men andre har han med det meste af deres Dialoger indført, for Ex. Offerpræsten hos Holberg er den samme, som hos Aristophanis Ιερεύς Διός (see 5te Akt 2den Scene).

Vore Læsere see altsaa, at Holberg har været en Efterligner af denne græske Comedieskrivere; vi have paa et og andet Sted, naar vi har talt om Holberg, saa vidt vi nogenlunde for Rummet har kundet, søgt at bevise, at denne store Mand var en stor Efterligner af de gamle, og i sær af Plautus, og maaskee undertiden ei andet, end en fri Oversætter; — dette uagtet kalder vel ingen i Tvivl, at han jo er en af de største comiske Skribentere i sit Fag; men hvorfor? — fordi han har brugt de gamle? — nei! men fordi han har brugt dem, fordi han har taget hele Scener af dem med Valg og Smag; — denne Egenskab, at han altid anbragte alle de Indfald han laante hos andre, paa det rette Sted, at han aldrig gik i at laane Vittighed, uden for den Art, som hørte til hans Lod, og at han gav dem de rette nationale Vendinger, at han endelig indstrøede sine egne Indfald imellem, som aldrig manglede det sande comiske, som paa en ganske utvungen Maade opvækker Latter, og som passer sig paa Personerne, som sige det; denne sieldne Egenskab, sige vi, er det, som giør Holberg, naar han allermeest laaner af Fremmede, til en fuldkommen original Comedieskriver, og som nogle nyere har manglet; thi de har meent det at være nok, naar de har anbragt et sandt comisk Indfald, ubekymrede om enten det passer sig paa de Personer, som de lader sige dem, eller ei, enten det i Henseende til Comediens øvrige Indretning klæder vel her eller ikke, sammenskrabe de af en stor Høi af Comedier nogle, som dem synes de vittigste, dem anføre de uden Henseende til om den Art af det comiske passer sig til de øvrige Indfald; de sammenblande ofte et heelt Dosin forskiellige Tirader, skrevne i en lang forskiellig Smag, og hvordan seer da slig en Comedie ud? — den kommer os for, som en latinsk Stiil, som ei indeholder andet, end en skrækkelig Hær af gode Phraser, tagne af de forskiellige Autorer, hvilke, skiønt enhver kan være ypperlig for sig selv betragtet, men naar de bliver uden Valg og Smag brugte, udgiøre et græsseligt Uhyre. — Saadan udseer og uden Tvivl en Comedie, som bestaaer af slig en smageløs Sammenblanding, og begge ligne (man tilgive os dette fæle Billede) en Harlekindragt. — Enhver, som vil have Navn af en god Comedieskriver, naar han ei selv kan være vittig nok til at skabe nye Indfald, bør, saa vidt vi skiønne, efterligne uden at være Slave, han maa gierne bruge andres Tanker, ja andres Ord, men han maa bruge dem paa sit rette Sted, han maa omhyggelig see til, at han i sit Valg er nøiagtig i at udgiøre det hele, thi giør han ikke dette, bliver hans Comedie ei andet, end en Vanskabning, eller rettere en Compilation uden Orden, Valg og Smag. —

Hvad ellers denne Comedie angaaer, da ansee vi den for en af Holbergs middelmaadigste, og vi kunne ei begribe, hvor denne naturlige Forfatter kunde falde paa dette Subjekt, dersom Erfarenheden ei har viist, at en Comedie jo mere den har for Øinene, desmere behager den den Deel af Publikum, som besøger Skuepladsen, hvor meget end den gode Smag undertrykkes; dette mene vi at være den eneste Undskyldning for Holberg, en Mand, som ellers besad den gode Smag i Comedien i saa høi en Grad. — Men uagtet alt det unaturlige, alt det urimelige i det hele, har dog denne Comedie mange smukke Stæder, for Exempel med Davus, o. s. v. — Dialogerne ere for det meeste opfyldte med Geniets Ild, som altid holde Siælen i Lune, nogle af dem ere vel alt for tørre, for Ex. Plutus og Peniæ, samt nogle af Diogenis, men man maa deels betragte, at Holberg ei havde sin Styrke i det rørende og alvorlige, deels maa man for de mange ypperlige Stæder oversee et og andet, som falder noget kiedsommeligt. — Poesien vil vi ei tale om; Versifikationen er, saa vidt vi skiønne, temmelig rigtig, men Tankerne ei med de stærkeste. — For Skuespillere, som kan spille Karakteer-Roler, er her ligesaa meget at bestille, som for Akteurer, som har deres Styrke i de burleske. — Hr. Musted var Plutus. — Uagtet det er vanskeligt at spille slig en Role med en ædel Fyrighed, naar dens Ord ei har meget ophøiet hos sig, saa synes os dog, at Hr. M.[Musted] burdet givet den med lidt mere Ædelhed, end han giorde. — Han sang, som man ventede, dog fyldestgiorde han os mere ved den første Forestilling, end ved den sidste. — Pennia var Madam Knudsen, hvis Aktion fortiener enhver Skiønners og upartisk Kienderes høieste Lovtaler; — thi hvo skulde kunde vente sig enten selv, eller at Aktrisen kunde blive sat i den allermeest rørende og ynkeligste Situation i denne Comedie, hvis alvorlige Repliker ere fulde af en vis Iis, som ingen uden den meget habile Skuespiller kan optøe? — men Madam Knudsen optøede denne Iis, hun spilte sin Role med den stærkeste Passion, og viste overalt, da hun har faaet Dommen, den yderste Grad af den sande naturlige Ømhed, Bedrøvelse og Kierlighed; dette giorde hun ei allene, da hun sang, men de Øiekast, de Miner hun opfyldte det tomme i Scenen med medens Retournellen varede, og som hun giorde til sine Børn, alt dette, sige vi, udtrykte ei allene uendelig mere, end Repliken, men endog, saa vidt vi skiønne, alt med den Passion, som den meest tragiske Situation udfordrede; og dette er dog Penniæs; at hun virkelig fældede Taarer var meget let at see; nogle lastede det og paa den Grund, at Aktionen ei kan blive saa fuldkommen, naar Skuespilleren føler virkelig Situationen, som den var naturlig; dette kan vi ei saa aldeles billige; vel tilstaae vi, at en fuldkommen Skuespiller bør ved den blotte Forstillelse giøre den samme Virkning, som en der virkelig føler Situationen i sin fulde Styrke; vel tilstaae vi dette, men en Skuespiller, som kan uden at føle Rolen, giøre ligesaa stor et Indtryk, som den der virkelig føler, findes der meget sielden; desuden troe vi, at dersom Imaginationen hos en Skuespiller, vi mene den Kraft, at kunde sætte sig i den Persons Situation, som Skuespilleren skal forestille, er en nødvendig Post hos en god Skuespiller, er det meget tilgiveligt at han græder, kuns han ei hulker eller forvirres; og hvorom alting er, troe vi, at en god Aktion skal bestemmes af det Indtryk den giør paa Hierterne, og naar man kuns til rette Tid og paa en naturlig Maade bliver rørt, er det vel lige meget enten Skuespilleren virkelig føler eller ei. — Hvad Mad. K.[Knudsen] angaaer, da giorde hun et stærkt Indtryk, og er det os ligegyldigt enten hun græd eller ei; nok hun rørte, og blev ved Rolen. — Diogenes Rolen spilte Hr. Ørsted temmelig vel, Bondens meget vel, men i den fulde Mands, om vi ei tager Feil, var hans Aktion ret i høieste Grad viderlig; denne Role, som er høist naturlig og løierlig, og som han ellers har spilt paa det ypperligste, denne Role, sige vi, overdrev han efter vor Skiønsomhed utaaleligt, for Exempel, naar han spørger Plutus saa ofte om hans Navn, trækker han saa længe paa det Ord Pludriarchus, (hos Holberg staaer Plutarchus), og pludrer der saa uendelig, at han ved begge Forestillinger gik ud af Tonen og Karakteren; thi den løierlige Igientagelse af de Ord »Magistratens Tienere« udtalte han langt fra ei i den druknes Tone. — Aktionen var og den hele Tid Karrikatur, kort den gik efter vor Skiønsomhed til Ækelhed; dog hvad vil vi tale herom, at han giorde denne Role til en Karrikatur-Role, thi Offerpræstens Role giorde han latterlig, da dens Repliker ei har det mindste latterligt hos sig, men den hele Scene indeholder en heel Hob alvorligt; enhver, som ei har hørt Hr. Ø.[Ørsted] vilde uden Tvivl vente sig, at den Role blev spilt af en anden, end ham, (da han ellers ei meget passer sig til slig en Role), eller i det mindste, at den ei blev giort. latterlig; men Hr. Ø.[Ørsted] giorde al sin Umage til at giøre den grotesk, som er et stort Beviis paa, at han mangler Indsigt i Skuespilkunsten, eller at han ei har studeret sin Role. — Hr. Clementin spilte Timotheus's Role ypperligt; til Beviis er det nok at erindre ham, da han takkede Plutus for Gaven, men bad dog, at hans Medborgere ei maatte blive rigere, end han, m. 111. thi her var han fuldkommen i Karakteren, — den gierige Mands gik og ypperlig. — Æsculaps Role vil ei selv sige meget, men hvad han skulde med Jupiters kan vi ei begribe, da han deklamerer meget slet. — Hr. Londeman var i Davi, og begge Skolemesternes Roler, uforbederlig god. — Men Hr. Bech var utaalelig i Menanders og Palestrios Role, hans Mæle behøve vi ei at tale om, men hans Aktion var unaturlig; til Beviis: da han kommer ind med Pungen, giør han en heel Hob Krumspring, men hans Ansigt viste ei megen Glæde; hans høire Arm fægtede han saa underlig med, at vi hvert Øieblik var bange for Davi Ansigt. — Kavaleer-Rolen spilte han saa saa. — Men. og Pal. Role har vi før seet er bleven spilt af Hr. Knudsen, hvis Mæle ei er meget fordeelagtigt, men dog i Henseende til Hr. B.[Bech] er meget got, men hans Aktion kunde i ingen Maade sættes i Ligning med Hr. B.[Bech], thi den havde en heel Hob Natur; — ellers er det løierligt nok at forkaste en Akteur for et slet Mæle, som ellers kunde blive en god Akteur, og antage en anden, som mangler Mælet i høieste Grad, og hvorom alt Haab næsten er ude. — Disse Erindringer kan Hr. Bech læse, dersom han vil, og kan han og skrive saa mange aftvungne og utvungne, ja indtvungne Svar til og Erindringer om os, som han lyster, uden at vi skal give os af med at besvare ham; thi alle hans Høfligheder taale vi gierne, om ei for andet, saa dog for Bogtrykkerens skyld, som vi ere forvissede om ei vil lide noget Tab, da de ere skrevne saa indsigtsfulde. — Dog et vil vi lade ham vide, at Riccoboni, som vi har henviist ham til, ei har skrevet nogen dramatisk Journal, som det lader til at Hr. B.[Bech] har indbildt sig, thi hvad vil han ellers sige med at R.[Riccoboni] ei har skrevet for det danske Theater, m. m. — Hr. Prinsløv var Mercurius, Moralisten og Notarius. — Hr. Hortulan Dommeren, men manglede det, som han altid mangler i de smaa Roler, nemlig Hukommelsen. — Hr. Hansen var den anden Dommer. —

Den Musik, som Hr. Sarti har sat til Poesien i dette Stykke, er kuns en blot Melodie, og mere havde vi dog ønsket og ventet. — Dandsen af Philosopherne og de andre er af Hr. Soelberg, thi vi kunde see paa ham, at han var Fader til den. — Hvad Dekorationen angaaer, da vil vi kuns erindre at Fontainen ei gav noget Vand i Aften, hvorfor? veed vi ei. — Hvad Rolernes Omdeling angaaer, da burde maaskee Hr. Rose eller Hr. Hortulan været Jupiter og Offerpræsten. —

2399Tartuf, eller den skinhellige, Comedie i fem Akter, oversat efter Hr. I. B. P. Molieres l'imposteur ou le Tartuffe, — den staaer i hans Oeuvres à Amsterdam, 1679, 12.

I Henseende til Karakterernes Anlæg og øvrige Egenskaber bærer denne Comedie fuldkommen Molieres Stempel; og i Henseende til Vittigheden og Dialogernes ypperlige Værdie svarer den, saa vidt vi skiønne, til det Begreb man bør giøre sig om en Comedie, hvis Forfatter med Rette fortiener Navn af den store comiske Skribent, ja med Stykkets Udarbejdelse er uden Tvivl enhver fornøiet, uagtet at det lader undertiden, som Personer komme og gaae bort, uden Aarsag, for Ex. Elmire i første Akt 3 Scene. — Men om Stykkets Subjekt selv er det beste, eller om den Skinhellige med de Farver, som M. har tegnet ham, giør den beste Virkning paa Skuepladsen, tvivle vi paa, thi vi troe deels med sal. Sneedorf, (en Mand, som med Rette kaldes den gode Smags Stiftere, eller i det mindste Fornyere), at man leer af Religionen, naar man leer af Tartuf, deels at Tartufs Karakter er saa heslig, at dens Afskyelighed dæmper alle de gode Bevægelser, som ellers bør opkomme. — At den første Aarsag er grundig, troe vi, thi om ei andet Ont foraarsages ved at see Tartuffe, faaer man dog Leilighed til at anhøre de dyreste Sandheder i Religionen med Letsindighed og Foragt. Det som Mad. Pernelle taler i 1ste Akt 1 Scene om Salighed, m. m. bliver vist latterlig, naar det siges af hende; men mon Religionens Sandheder bør paa nogen Maade foraarsage Latter? — Alle Tartufs Dialoger, hvor han vises som Hykler, ere i vore Tanker uanstændige at siges paa Theatret. — Denne Grund holde vi for at være temmelig vigtig, hvorfor Tartuf ei bør behage. — Vi ere forvissede om, at vi vil faae mange Modstandere, men vi troe, at Religionen lider mere Tab ved slige Afridsninger, end dens Værdighed bliver vedligeholdt, og dette bør dog neppe Comedien virke. — Dog troe vi gierne, at Moliere har med den beste Hensigt skreven sin Comedie, men Erfarenheden viser uden Tvivl, at Virkningen meget sielden bliver Forfatterens, som dog (thi det kan man see af Cleantes Repliker) har været at vise den rette Brug af Religionen. — At Tartufs Karakter er skildret med alt for heslige Farver, troe vi og at være en Aarsag, hvorfor denne Comedie ei bør behage veldannede Gemytter; Tartufs Hyklerie er saa afskyelig, at man reent glemmer Moralen, i det ringeste holde vi for, at den heslige Scene imellem ham og Elmire i 3 Akt 2 Scene, og i 4 Akt 5 Scene foraarsager mere Ont end Got. — For Resten ere de øvrige Karakterer paa det ypperligste udførte og anlagte, og afstikker paa den naturligste Maade. — Hvad Katastrophen angaaer, da er den meget god, kuns vi troe, at Tilskuerne ei ere fornøiede med Tartuffes Straf, han er saa afskyelig et Menneske, Tilskuerne kiende ham fra hans sorteste Side, og de ere saa opirrede paa ham, at de neppe nøies med at høre hans Straf aliene, men ønskede gierne at see den, hvor stor den og var. — Mere behøve vi ei at sige om denne Comedie, hvis Dialoger er altid en Molieres, det er, ligesaa fulde af Vittighed, som af Æqvivoker. — Oversættelsen er, saa vidt vi skiønne, meget god, thi dens Forfatter har vidst at fordanske sin Original: vel forekomme der hist og her nogle franske Ord, for Ex. Reputation, m. fl. men den Tid var det en Skiønhed! —

Tartuffes Role blev spilt af Hr. Londeman, og saaledes spilt, at Aktionen geraadede ham til hans største Ære; forunderligt nok er det, at en Akteur, som i de meest burleske Henriks Roler spiller saa ypperlig, kan i denne Role forandre hele Aktionen og Ansigtet saaledes, at man aldrig kan kiende den overgivne Akteur, thi her saae man hele Tartufs pedantiske og paatagne Sædelighed fuldkommen udført. — Orgons Role havde Hr. Hortulan, som spilte den temmelig vel. — Paa Jomfru Bøtger, som havde Elmires Role, havde vi det at udsætte, at hun ei paapassede det naturlige Theaterspil, hvilket vi slutte deraf, at hun i de Scener hun i tredie og femte Akt har med Tartuf, ei paatog sin rigtige Karakter, som dog ustridigt ei er Coqvettens; vi i det mindste dersom vi før ei havde kiendt og studeret denne Comedie, og havde hørt hendes Repliker til Orgon, at det var et Bedragerie, for at overbevise hendes Mand om Tartuffes falske Gudsfrygt, kunde vi ei vide, at hendes Handling med Tartuffe var Forstillelse. — Det lod, som hun i Aften ei var saa aldeles fast i sin Role; vel kan vi ei sige, at hun tog mærkeligt Feil i den, men det kom os for, som hun meget langsom reciterte sine Repliker i femte Akt til Tartuffe, og lod det, som hun tog Ordene af Munden paa Soufleuren, dog maaskee hun af en anden Aarsag giorde det, men lige meget, det lod i vore Tanker meget ilde. — At hun ei kunde indeholde sin Latter i femte Akt, da hun skal tale til sin Mand, som ligger under Bordet, var og en Feil; vi vil ei engang tale om, at det var uanstændigt for Publikum, men derfor laste vi det alene, at hun derved gik med et ud af sin Karakter; denne Latter burde hun i sær paa dette Sted have tilbageholdet, da man skulde deraf kiende hun elskede sin Mand, og hun besad en ædel Karakter, thi hvilken gift Kone af en god Karakter maatte ei heller udvise Afskye for Tartuf, og Ømhed over sin Mand, end Latter, som i det mindste tilkiendegiver Ligegyldighed for ham? — ja det mishagede os meget. — Cleants Role havde Hr. Clementin. — Rolen udfordrer ei megen Aktion, men dog spilte han den saa liden som den var med sin sædvanlige Aktion; til Beviis er det nok at erindre hans Ansigt, da Madame Pernelle i første Akt første Scene begynder at tale om Babylon, m. m. — Mad. Pernelle var Madame Hallesen, hendes første Scene gik best. — Hr. Irgens var Sønnen. — Marianes Role blev spilt af Madame Knudsen; om hende er det ei nok at sige at hun spilte got, men hun fortiener dobbelt Roes for hendes Valg, vi mene for den Karakter, som hun valgte at spille sin Role i, thi hun valgte den uskyldige og naive Piges; — at dette Valg var det rette, seer vel enhver, som paastaaer at en Skuespiller bør forandre Karakteren efter Rolens Natur; men, vil man sige, denne har Moliere ei saa nøie bestemt; — ja, men desto større Roes for Aktrisen, naar hun selv vælger sig den, som giør den beste Virkning; at Mad. K.[Knudsen] giorde den, beviser den 2 Akt 4 Sc. — Hr. Musted var Valer, som viste meget mere Varme, end sædvanlig. Dersom Jfr. Halle, som var Dorine, havde vidst sin Role bedre, havde hun behaget mere, end hun giorde. — Underfogden var Hr. Ørsted, og Betienten Hr. Prinsløv. —