1038Henrik den Fierdes Jagt, oversat af Hr. Collees la Partie de chasse de Henri IV. — Comédie en trois actes & en prose. — Yverdon 1766. 8.

Uagtet dette Stykke ei udmærker sig ved stor Kunst i Karakterernes Opfindelse, eller symetrisk Forhold i Handlingerne og Iagttagelse af Reglerne er det dog unægtelig en Comedie, som har mange gode og prægtige Karakterer, og indeholder Scener, som ere fulde af Natur og Interesse. — Det Aristoteles kalder Fabel og Eenheden i den mangler uden Tvivl Henrik den Fierdes Jagt. — Ved Fablen og Eenheden forstaaer den Poesiens Fader i sin Digtkunst, (περι της Ποιητιχης) [sideskift][side 050]En Handling, som har en vis Hændelse til Hovedgienstand; det er: en Handling, hvortil alle Biehandlingerne bør aliene være, for at støde til og udgiøre Hovedhandlingen; disse Biehandlinger kaldes Episoderne, og de maa ei være saa store, at de enten udgiøre meer end en Hovedhandling, eller ved deres Størrelse svækker den. — Den første Act i denne Comedie er en virkelig dramatisk Handling for sig selv, Duc de Bellegarde, og Marquis de Conchiny aabner Stykket, og giør Tilskuerne bekiendte med Sullys Unaade, (Protasis). Kongen taler med Sully, her begynder Knuden at knyttes, (Epitasis), naar Henrik i den siette Scene aabner sig for Sully, begynder Tilskuernes Forventning og Nysgierighed at voxe, og Forviklingen at strænges (Katastasis), men hele Knuden opløses ved den Seddel, som Sully leverer Kongen, og hermed faaer den hele Handling Ende (Katastrophe). — De to øvrige Acter indeholder Følgerne af Henrik den Fierdes Jagt, men har ingen rigtig Forbindelse med den første, men den første slet ingen med de øvrige; thi Jagten kunde gierne gaaet for sig, og de Handlinger, som følger af Jagten, gierne skee uden den Handling med [sideskift][side 051]Sully, som ei kan være en Episode, da den deels er for lang dertil, og derfor ei symetrisk, deels ei bidrager noget til det øvrige. — Der er altsaa to Handlinger i denne Comedie, og følgelig er Handlingens Eenhed ei beopagtet, det som den dybsindige Engelænder Henrik Home med alle Tidsalderes Kunstdommere med Rette holde for en nødvendig og væsentlig Dyd hos et hvert episk og dramatisk Digt. —- Men desuagtet rører og interesserer denne første Act meget, og det maa den nødvendigt, da den indeholder Samtaler imellem en Henrik den Fierde og Sully, tvende Mænd, som alle Nationer maa beundre og elske. — I Karaktererne er der ei stor Kunst, vi meene Hr. Collee, havde ei nødig selv at opfinde sine Heltes Karakterer, han turde kun afskildre dem saaledes, som Historien afbilder dem. — Alle Scenerne ere fulde af Natur og Interesse. — De rørende ere prægtige, og foruden de ypperlige Scener med Kongen i første og tredie Act, maa Riccard og Agathe aftvinge Tilskuerne Bevægelser. — Møllerens Scener med Kongen ere og fulde af Natur og Smukhed, og overalt ere de lystige Scener i dette Stykke mesterlige, de holde Tilskuerne i god Lune, de [sideskift][side 052]opvækker ei Latter ved at støde Velanstændigheden, ei heller ere de groteske; en Dyd, som vi her meget anprise. —

Oversættelsen er, saa vidt vi, uden at have læst den, da den ei er trykt, kan skiønne, god; men det kan vi til visse sige til Oversætterens Roes, at han har mere brugt sin Smag og Forstand, end sin Dictionnaire; vi meene, han har fordansket sin Original, som ved den bogstavelige Oversættelse, havde tabt al sin Natur. — I sær i Møllerens Scener har vi sporet det ægte Danske. — Dette eeneste, som støder os, er, at Kongens Eed »Vaintre saintgris« ei er bleven fordansket,— vel tilstaae vi, at de ei kunde oversættes efter Originalens og Ordets strængeste Forstand; men dette Baand burde jo ei binde Oversætteren? Han kunde jo skabe sig en dansk Eed, som kunde særskille den. Oversættelsen er, saa vidt vi vide, af Hr. L. Knudsen, Soufleuren ved Skuepladsen, som er bekiendt af en Stridighed med en vis Hr.** i de lærde Tidender, angaaende Hr. Diderots le Pere de famille, en Comedie, som vi ønske maatte opføres. —

At Klædedragten ei er efter Costumet, vil vi ei engang tale om, skiønt Costumet er en [sideskift][side 053]væsentlig Deel ved et got Theater, da den uden Tvivl er indrettet for Oekonomiens skyld at bruges til andre Stykker, men hvorfor Sully skal være klædt som en gammel Mand med en lang Paryk, veed vi ei; thi at Hr. Collee ved den Habit ordinaire, har meent en Dragt, som S. her har paa, er ei rimeligt, men mod Historien, som siger, at S. og Kongen var i Alder sammen. —

Denne Comedie er af det slags Dramer, som virkelig behager mere at see, end at læse; thi den gode Action, som vi i Aften i sær med største Fornøielse bleve vaer, virkede meget paa os. — Hos Hr. Rose, som var Henrik den Fierde, fandt vi ei allene en stor Forskiel paa hans Action ved denne Forestilling, men denne Aften henrykte han os ganske. — Man saae ei den opblæste, stive og kolde Konge, men den varme og oprigtige Ven. — I sær blev den første og sidste Act, og disse rører meest, og udfordrer meest Action, saa mesterlig og naturlig spillede, at et hvert ømt Hierte maatte føle, og vi tør fradømme dem, enten Agtsomhed eller Følelse, som ei kunde græde med Hr. R.[Rose] i den sidste Act. — I den første Act brugte han et Kneb, som ingen uden den store Acteur [sideskift][side 054]kiender, og det var det Greb han giorde om Sullys Arm og Haand, det blev underholdt ved et Ansigt, som udtrykte den største Henrykkelse af den Kierlighed, og som en stor Konge har til en elsket Undersaat og troe Ven, og udtrykte det, som den største Digter ei selv kunde male; at han, da han i første Act gik bort, tog Sully om Skuldrene, var og et got Træk, men dog troe vi, at en Hvile paa S. Skuldre havde været et stærkere. — Ved Bordet underholdt han sin Karakteer hele Tiden, og vi har i denne Scene ei før hørt ham græde, vi sige, vi hørte ham; thi den Røst, hvormed han udtalte de Ord, da han skulde drikke Kongens Sundhed, kom ganske vist fra den virkelige rørte og grædende. — Og det, som Hr. Collee udfordrer til Actionen i denne Scene opfyldte Hr. Rose til sin største Ære. — Det var Skade baade for Scenens og Acteurens skyld, at Hr. Clementin havde Sullys Rolle. — Naturen har paa ingen Maade dannet ham til denne og andre rørende Roller. — Hans Legems Bygning passer sig ei til det Begreb man har om S. — Hans Stemme falder for meget i det monotoniske og flæbende, og hans hele Action er Kunst. — [sideskift][side 055]Ja saa stor en comisk Acteur, som Hr. C.[Clementin] er, saa ubehagelig kommer han os for i de rørende Roller. — Hr. Ørsteds, Møllerens Action har i den Henseende nærmet sig mere til Fuldkommenheden ved denne Forestilling, at han har aflagt den utidige og overdrevne Stemme; thi det naturlige Sprog fordre vi til en god Acteur; vi meene, han bør ei giøre sin Rolle latterlig ved en overdreven Stemme, han bør tale det Sprog, som en Møller naturlig Viis taler, og dette har i sig selv alt det latterlige det bør have. — Og denne Natur, som Hr. Ø.[Ørsted] før manglede, o vilde han allene copiere den! havde han i Aften, og vi tør paastaae, at Møllerens Rolle knap kunde spilles bedre. — Madame Knudsen havde Karens Rolle; hendes Action var fuld af Natur, man saae Kunsten uden at blive den vaer. Hr. Londeman var Lucas, og han spilte meget got, og i sær var han meget naiv i sidste Act. — Hr. Musted var Riccard; — Elskerens Roller lykkes sielden for ham. — Den Ømhed og Følelse, som skal udtrykkes ved Stemmen og Ansigtet, kan han ei udføre; — men at han saa rigtig i den sidste Act ved Bordet underholdt den travrige Karakter, et Beviis paa, at han [sideskift][side 056]havde studeret den. — Han sang sin Arie med stor Lykke og Kunst, og det Bifald, som nogle af det klappende Publicum overgydede Madame Knudsen med, skiønt vi ingenlunde paastaae at hun ei fortiente den, burde unægtelig være deelt med Hr. M.[Musted], — men han blev forglemt. — Hvorfor? — enten fordi man ei blev hans Fortieneste vaer? eller fordi han var ingen Fruentimmer? — maaskee begge Dele. — Atter en Ærestøtte for Parterrets Upartiskhed og Smag. — Jomfru Fogh var Agathe, — hendes Action var taalelig, — men disse parallele Arme og denne kunstlede Stilling hun havde i sidste Act, da hun ligger paa Knæ for Kongen er unaturlig, og i sær paa dette Sted! — Hr. Hortulan var Marqvis de C. den legere Action havde han rigtig. — Hr. Irgens var vi ei saa lykkelig at kunde høre i første Act, og havde vi ei kiendt dens Indhold før, saa havde vi ei heiler faaet at vide, hvad den D. d. B. skulde bestille. — Hr. Bech og Hr. Prinsløv vare Jagt-Betienterne. — Hr. B.[Bech] kan man knap høre, men slet ei forstaae. — Madam Hallesen var Møllerkone. —

(Florentineren i næste No.)