1719Minna von Barnhelm, (sluttet).

At vi have opsat vore Tanker om Actionen Rollernes Uddeling og Stykkets øvrige Udførelse, behøve vi vel ei at undskylde, da vi deels troe, at de Iagttagelser, som vi tre gange kunde giøre, baade vare nøiagtige og forskiellige, deels at vi desbedre kunde bedømme Acteurerne i et nyt Stykke, og i sær et Stykke, hvor Karaktererne ere saa vanskelige at studere, og bemærke Forbedringerne. — At Hr. Lessings Soldater-Lykke de tvende sidste gange af de fleste blev meget bedre forestillet, end den første gang, er ustridig; og dette mærkede vi hos Hr. Rose selv, som havde von Telheims Rolle. — Ved den første Forestilling kom han os mindre naturlig for, end ved de to sidste. — Men da fyldestgiorde han os tilfulde. — Kuns den tredie Aften syntes han at føle sin Karakter saa meget, at han i sidstningen af den 4 og noget af den 5 Act løb vild i sin Rolle; — vi holde det vel for en stor Dyd hos en Acteur, at han føler sin Karakter, thi derved udtrykker han den saa meget mere levende, men hermed maa han ei tabe den, da det kunde give Fremmede Anledning til den Tanke, at han ei vidste den; — dog er dette vist ei vor Mening, thi vi kiende Hr. R.[Rose] alt for vel til at han kunde begaae slig en Feil; desuden kan vi ei troe det, da det just var i den største Grad af Raseriet, at vi mærkede det. — Hans Ansigt og Øine udtrykte alt, og naar man saae ham saae man og den Elskende, den Misfornøiede, Ulykkelige og Rasende. — Declamationen var uden Feil, og hvo kiender ei den store R.[Rose] i Affekt-Rollen, og det bemærke vi altid hos ham, at jo mere Affekten stiger, des fuldkomnere bliver Declamationen, des smidigere og naturligere Kroppens Bevægelse, des stærkere og mere levende udtrykkes Sinds-Bevægelserne i Ansigtet og Øinene kort des større og fuldkomnere Actionen; denne Erfaring, som troe vi at have erlanget ved Iagttagelserne hos Hr. R.[Rose] forlede os til den Tanke, at han virkelig behøver nogen Tid at blive varm inden hans Action bliver fuldkommen og naturlig nok, — og denne Tid troe vi er Aarsagen, hvorfor han i Soldater-Lykken spiller saa mesterlig. — Jomfru Bøtger var Minna. Den ubehagelige Monotomie, den unødvendige og kunstlede Bevægelse med Armene, den unaturlige og ubeqvemme Stilling ved altid at skyde Hovedet tilbage, kort alt det frosne, som herskede hos hende, og altid hersker i de ligegyldige Roller, falder reent bort i alle de affektfulde Dialoger med og om Telheim. — Vi troe ei nogen Action kunde være bedre mere naiv og mesterlig, end Jomfru B.[Bøttger] i den 2 Act 2 Sc., hvor hun faaer at vide, at Hr. von Telh. er i Huset, —« nu har jeg ham igien, o. s. v. thi her see vi den fuldkomne Actrise. — Jomfru Caroline Halles Action fornøiede os meget, da vi fornam, at hun har forbedret sig. — Theaterspillet, som hun før ei kiendte, det Tomme i Scenen, som hun før ei opfyldte, brugte hun og opfyldte langt over Forventning. — I sær skielvede vi i den lange Scene i 4 Acts paa Jomfru H.[Halle] Vegne, men vi saae til vores Største Forundring og Fornøielse tillige, at endog her, hvor den meest øvede Actrise endog kunde forledes til Ørkesløshed, blev Scenen temmelig got opfyldt. — Nogle Stæder kunde Theaterspillet have været bedre, men det kan let rettes, naar hun aliene med Flid og Møie studerer sin egen og deres Roller, som hun har at bestille med, og copierer Naturen; og for alting maa hun copiere den, thi det er det største Skridt til aldrig at blive god, naar en ung Skuespiller vil copiere Originaler; thi er det vel rimelig, at det der er naturlig hos een, er derfor naturlig hos en anden? Kan Legemets og Ansigtets Bygning ei udfordre saadanne Træk hos en Original, som bliver Grimacer hos en Copie? Kan Bevægelser med Armene hos en Leonore passe sig paa en Pernille? Dog dette er saa tydelig, at det behøver ei Beviis, men allene Overveielse og Erindring. Vi opmuntre derfor Jomfru H.[Halle] at blive ved at forbedre sig, og det kan hun vist, naar hun giver sig Tid og Umage, thi det var dog Skade, at en Actrise, som Naturen ei har nægtet Talent, skulde forderves ved Skiødesløshed. Hendes Øine laante hun ei saa meget til Parterret, som hun pleier, — og hvorfor? — thi hun havde Theaterspillet, og naar hun passer det, glemmer hun det andet; nogle Stæder, naar hun havde en lang Dialog, gjorde hun det, men det er en Feil, som mange Skuespillere begaae; og en Feil er det virkelig, thi en Skuespiller bør forestille Handlingen saadan, som den virkelig skeer, altid see paa den Person han taler med, og altsaa ei tænke noget Publikum. — Visse Bevægelser med Armene, som ere for kunstlede, og ei skikkede for en Pige, bør hun glemme, men blot bruge saadanne Bevægelser, som naturlig Viis passe sig paa hendes Rolle. — Men et Sted har enten hun selv, eller Jomfru Bøtger, eller Oversætteren, eller Directeuren ei forstaaet Hr. Lessing, — Og dette er i den 2 Act 1 Sc., hvor M. v. B. siger til Fransiska, at Th. ei taler om nogen Dyd, thi ham fattes ingen, hvorpaa Fransiska svarer: »Det vilde jeg gierne høre,« og derpaa gaaer bort. — Men hvorfor vil hun gaae? fordi M. v. B. siger: »Bie lidt,« o. s. v. Men det er aldrig Forfatterens Mening, thi dette bie lidt kan ei sige andet, end det, som baade Talebrugen selv, og Følgen viser, at M. nu besinder en Dyd, som Telh. taler om, og ei har: Oekonomie. — I den 2 Act 6 Sc., hvor hun vil indbilde Just, at Frøkenen er Majorens Søster,

har hun ei passet Tiden nok, som dog er ved en Streg anmærket i Stykket, thi hun udsiger disse Ord: »Frøkenen er Majorens Søster« for hurtig, uden at betænke sig paa det hun vilde indbilde Just. Paul Verners Rolle den meest naturlige originale og rørende Karakter i hele Stykket, havde Hr. Ørsted, en Acteur, som ellers af de Burlesqve Roller har mange Fortienester. — Men denne interessante Rolle taber al sin Naivitet ved Hr. Ø.[Ørsted] — som giorde den ved sin overdrevne Stemme unaturlig og latterlig, da Paul V. skal være idel Natur og Alvorlighed. — Et Træk brugte Hr. Ø.[Ørsted] alle tre gange, som i vore Tanker var ganske stridende mod hans Karakter. — I 4 Act 4 Sc. udtaler han med en høi og stærk Tone disse Ord: »Major v. T. lader sin underdanige Respekt formælde ved mig Vagtmester Verner,« men med eet lader han Tonen falde og blive svag, da han siger: »at han strax skal være her,« hvad skal det betyde? — skal det være latterlig? — men hvad Ret har Hr. Ø.[Ørsted] til at giøre sin Rolle latterlig, naar den selv og Naturen ei udfordrer det? — Det eneste Sted, som vi have fundet, Hr. Ø.[Ørsted] nogenledes rigtig i dette Stykke var 3 Act, 7 Sc., hvor Paul V. siger: »Naar jeg mange gange tænkte, hvor vil det gaae dig i din Alderdom,« o. s. v. — thi her var Stemmen meest naturlig. — Hr. Londeman, en gammel Acteur, som vores Theater kan byde Trods mod alle andre Acteurer i det nedrigcomiske, havde Justes Rolle. — I vore Tanker feilede han ei andet, end at han ei havde studeret sin Karakter, men havde just det Gien-sidige af den. — Justes hele Karakter er Grovhed og Alvorlighed sammenføiet med Ærlighed, — og vi vil prøve, hvor vidt han underholder denne Karakter? — At han skal være ærlig og sin Herre troe viser den ædelmodige Regning, som han giør med sin Herre, — og dog tager han i 2 Act 6 Sc. Stikpenge af Fransiska, — vi see ei, hvorfor han giør dette. — Hr. Lessing giver ham ei Lov hertil, — og Følgen viser jo udtrykkelig, at han ei kan giøre hvad de forlanger, og at han ei forlanger deres Penge uden Tieneste, — og vi undre os paa, at Directeuren ei har anmærket dette, thi han bør jo dog see til, at et Stykke bliver i det mindste ei fordervet. — Just er alvorlig, det siger han selv, og viser hans Ord, — men Hr. L.[Londeman] er den muntre, lystige og spøgefulde Tiener. — I 3 Act 2 Sc. taler han med Fransiska, men i steden for at være uhøflig og frastødende i sine Gestus er han lystig og familiair. For Ex. hvor han taler om Vilhelm, at han kunde frisere — — — charmere, naar han siger: »ikke sandt?« tager han hende venlig om Hagen, — det maa han ei, han bør sige disse Ord med en bitter, men leende Mine, — og da han gaaer bort bukker han sig for dybt. For Resten er Hr. L.[Londeman] Action fuld af Natur. — Hr. Musted var Riccaut de la Marlinere, —  som feilede den Hurtighed i Udtalen af det Franske, — dette tilskrive vi Mangel af Øvelse i Sproget, men dette er just nødvendig her. — Vertens Rolle havde Hr. Clementin, en Acteur, som i de latterlige gamle Mænds Roller er saadan, at vi tør opfordre et hvert fremmet Theater at vise os en større; thi vi spørge kun om dertil en stor comisk Acteur i disse Roller, om endog den strængeste Konstdommer selv kan fordre mere, end den beqvemmeste Bygning og Stemme, end store og klare Øine, som efter Behag kan paatage sig Lys og Mørke, end et Ansigt, som uden at giøre Grimacer, kan modtage alle Miner, end alle disse store og sieldne Naturgaver anbragte med Flid og Konst, hvori de mindste theatralske Fiinheder (finesses de Theatre) viser sig i al Natur og Størrelse. — Og alle disse Fordele anbringer han uforbederlig, som Vert, i sær iagttog han alt hvad han her burde, da han fik at vide, at M. v. B. vilde betale v. T. Gield. — Hr. Hortulan var Greven af Bruchsal. — Jomfru Fogh, en ung Actrise, skiønt hun har længe været ved Skuepladsen, men meget sielden er brugt, havde Frue Marlofs Rolle. — Hun er unægtelig forbedret meget siden forige Vinter, men vi raade hende, som Venner, at hun ei copierer Jomfru Bøtger, thi det virkelige Gode og Fuldkomne Jomfru B.[Bøttger] har, naaer hun neppe, men det Onde faaer hun let, og har alt. — Thi denne kunstlede Bevægelse med Armene bruger hun for hyppig, hun kan ei tale et Ord uden slig Bevægelse, den ubehagelige Monotonie maa hun vende sig af med; og for alting vende sine Øine til den hun taler med. — Hendes Stemme skikkede sig godt til hendes Rolle. — Hr. Prinsløv var Feltjægeren, og M. v. B. Tiener. —

Naar Soldater-Lykken skal behage saa meget paa Skuepladsen, som i Stuen, saa maa alle Rollerne være besatte med Acteurer, som fuldkommen kan spille deres Karakter, — Den Mangel, som vores Skueplads har paa slige Skuespillere, havde afskrækket os, naar vi havde været i Hr. Vandals Sted, fra at oversætte Minna; thi naar Paul Verners, Justes og Riccaut de la Marliniere deres Karakterer ei rigtig, og efter Naturen blive underholdte, saa falder alt det meest interessante og lystige reent bort. — Men desuagtet troe vi dog, at Rollerne kunde være bedre omdeelte. — Justes Rolle havde vi givet Hr. Ørsted, da vi troe, at hans Legems Bygning, hans Røst og stive Action passede sig her. — Men Paul V. havde bragt os i Forlegenhed, thi dennes Karakter udfordrer den naturligste Action, dog troe vi, at Hr. Hortulan bedre havde spillet P. V. end Hr. Ø.[Ørsted] Greven af Bruchsal har ei saa meget at bestille, at jo Hr. Musted gierne kunde spille ham. — En Ting lægge vi Directeuren til Last, og det er, at han ei har anmærket to Feil, som tvertimod Naturen og Forfatterens Mening, ved alle tre Forestillinger af Minna ere ubemærkede, nemlig at han lader Just tage Penge, hvilket skiønt vi nu erfarer, at Hr. Vandal har forseet sig, eller maaskee Bogtrykkeren, thi i Oversættelsen skal Fransiska virkelig stikke Just Penge i Haanden, men efter Originalen skal hun aliene forsøge det, dog ei kan tilgives Directeuren, da hverken Originalen, og den burde han dog vel studere, eller Naturen selv ei tillader det. — Den anden Feil er og en Feil, som Jomfru B.[Bøttger] og Jomfru Halle kan dele med deres Directeur, — nemlig i 2 Act 1 Sc. da Jomfru Halle løber bort, fordi Jomfru B.[Bøttger] siger: Bie lidt. — At disse Feil kunde oversees engang, kunde maaskee tilgives, skiønt en Directeur bør ved Prøverne rette dem, men at de alle tre gange ere blevne urettede, kan neppe undskyldes. —

Alle disse trende Aftener har Hr. Soelberg sat vores Taalmodighed paa Prøve med sin Ballet. — At Parterret var ei fornøiet med denne Ballet, kan vi ei fortænke dem i, men denne utidige Trampen maatte gierne blive borte, da vi troe, at det er Mishag nok, naar man ei tilkiendegiver Bifald; desuden herskede denne heslige PartiAand saare sterkt, og denne kan man altid finde hos vores Parterre, at vi maa tilstaae, at Hr. S.[Soelberg] skeete Uret; hans Ballet kunde fortiene Pibernes Lyd, allerhelst da han til Trods for Publicum opførte den, men vi mærkede ei, at Balletten foraarsagede nogen Aliarm, men hans egen Person. — Vel maa vi tilstaae, at naar Hr. S.[Soelberg] dandser allerbest, er han dog en slet Dandser, men hvorfor faldt det just nu først i Øinene? — Vi nægte ei, at offentlige Bifald og Mishag var tienlig, men saa maatte det skee fra Personer af Smag og Upartiskhed, Men disse saa nødvendige Dyder savne vi meget hos den Deel af Publicum, som med Hænderne eller Fødderne bedømme Skuespillerne, thi undertiden bifaldes en Acteur for et tvetydig Indfalds skyld, og fordi man har den Tanke, at han virkelig er en god Acteur, uden at vide, om han her fortiener den; men tvertimod andre gange gaaer den Acteur ubemærkt bort, som allerbest udfører sin Rolle. — Et Exempel er vist M. v. B., hvori Hr. Londeman fik Bifald, fordi han fordervede sin Rolle, Hr. Ørsted, fordi han spillede unaturlig, og Hr. Musted fordi han manglede alt, og det var den flygtige Udtale af det Franske. — Derimod gik Hr. Rose i sær ved sidste Forestilling bort uden klappende Bifald i første Act, hvor han dog fortiente det, og Hr. Clementin blev ei heller erindret. — Og overalt troe vi, at den patriotiske Tilskueres Klappe-Maskine og den nordiske Opseeres Pibe vare nødvendige Inventarier.

BEKIENDTGIØRELSE

Hr. Borgemester Niels Krog Bredal er beskikket til Directeur ved de danske Comedier. — Efter Forlydende skal han, i Følge af een, med Entrepreneuren og Directeuren ved de Italienske Operer, Hr. Sarti indgaaet, og af Kongen allernaadigst bifaldet Contrakt, have sex hundrede Rixdaler aarlig Løn. — Man meener, at hans Embedes Forretninger ere: at have Opsigt med Rollernes Uddeeling, Stykkernes Valg, og Skuspillernes Antagelse, Action, samt Stykkernes øvrige Udførelse, og være tilstæde ved Prøverne, for at rette og lære Skuespillerne. — Et Embede, som for længe siden har været nødvendig for et Theater, som haver samme Skiebne, som vores; men altid udfordrer en Mand af den strængeste Upartiskhed og Agtsomhed, en fim Smag og grundig Indsigt i alle de skiønne Videnskabers Deele; men hans theatralske Indsigter bør grunde sig paa en rigtig Theorie og en Erfaring, som ei bestaaer allene i den Kundskab, som en lang Rad af Aar kan forskaffe, men som en vis Iagttagelses Aand veiledet af Kritik og Historie allene udvirker. — Og naar vores Skueplads havde altid havt saadan en Directeur af slige Fortienester, som vi udfordre, ere vi forvissede om, at baade Comediehuset nu vare befriede fra saadanne Skuespillere, som nu ere dem til Byrde, og at det i det Sted havde faaet Acteurer, som i det mindste kunde tale. —  En betydelig Nytte giør og en god Directeur hos os, og det er denne, at de unge Skuespillere, som ei har havt nogen theoretisk Indsigt i det Theatralske, kan faae et rigtig Begreb om Skuespilkunsten. —  Rollernes Uddeling bør og fornemmelig være enhver Directeurs Hovedsag. — I sær er det nødvendigt hos os, at de blive omdeelte af en Mand, som kiender Skuespillernes Gaver; — dersom dette havde været Brug, saa havde Beverlei ei bleven vansiret ved Hr. Ørsted, som paa slet ingen Maade bør komme i Tragoedien; — Hr. Hortulan ønskede vi Jervis hans Rolle, og vi troe, at Hr. Ø.[Ørsted] gierne og bedre kunde være Stukeli, end Jervis. Vi anmærke dette af den Aarsag, da vi have hørt, at denne rørende Tragoedie med det første skal opføres. — Stykkernes Valg bør ei ligge en god Directeur mindre Magt paa, som bør i sær see til, at et hvert Drames Øiemed bliver biebeholdt, og dette bør vel dog være, at ingen maa lee paa Dydens Bekostning, — naar vores Theater havde havt en god Directeur, saa var Mohren neppe bleven oversat, og mindre opført. — Paa Prøverne, som altid gaaer foran Stykkernes Opførelse paa Skuepladsen, bør han rette Skuespillerne, og i sær see til, at Stykket i det mindste ei bliver galt udført. — Men denne Opsigt med Actionen o. s. v. er en Post, hvortil udfordres meget sieldne Talents og Indsigter, men dog alligevel er en Sag, som Directeurens største Bestræbelser bør gaae ud paa, og drager meget Ansvar for Publicum efter sig.