[side 408]Til at gjøre denne Saison glimrende og indbringende havde man fornemmelig regnet paa Operaen. Allerede længe førend dens Medlemmer ankom, gik et stort Ry af deres Fortræffelighed, og for en Deel blev det virkelig retfærdiggjort. Selskabet var meget lidet, men Scalabrini havde været særdeles heldig med at faae de første Fag besatte. Det var engageret fra 1ste Octbr. til 1ste Mai for at spille comiske Operaer, dog med Forpligtelse til ogsaa at optræde "i nogle alvorlige Operaer, dersom det skulde fordres", og bestod af Følgende med vedføiede Lønninger, indbefattet hvad der var dem accorderet til Logis, Vogn og Pynt: Mlle. Teresa Torre, Primadonna, med en udmærket smuk Stemme og god Skole, men stærkere i Roulader og Cadencer, end i følelsesfuldt Foredrag: 1090 Rdlr.; Mad. Teresa Coppola Lione, der i den comiske Opera sang "det alvorlige Parie", i den alvorlige "første Mandspartie", og vel ikke kom Mlle. Torre nær, men dog vandt meget Bifald: 914 Rdlr.; Mlle Giovanna Lazzari: [sideskift][side 409]590 Rdlr.; Tenoristen Michel Angelo Potenza, der fik megen Anseelse som grundigt musikalsk dannet Sanger: 1090 Rdlr.; Francesco Simonini: 715 Rdlr. og Matteo Liverati: 710 Rdlr. Til anden Tenorist antoges Musted med kun 232 Rdlr., endskjøndt han maatte gjøre lige Tjeneste med enhver af de to Sidstnævnte. Medregnet Scalabrinis Gage og 150 Rdlr., som han fik i Douceur for at have gjort et saa lykkeligt Valg; 96 Rdlr. der accorderedes Lars Knudsen for at soufflere; 2354 Rdlr., som Trouppens Hidreise kostede, og "Douceurer i indkjøbte Stoffer og Nips", kom "hvad som til Operisternes Betaling var medgaaet" for denne Saison paa 8772 Rdlr., hvorimod der "til de danske Acteurers og Actricers samt Inspecteurs og Souffleurers Lønninger for Aaret" kun betaltes 5165 Rdlr. Orchestret kostede 1890 Rdlr. I hvilket Forhold til Comedien Opera og Ballet medførte uvisse Udgifter, sees allerede deraf, at der for at sye og reparere Klæder udgaves i denne Saison: for Comedien 20 Rdlr., for Balletter 364 Rdlr. og for Operaen 195 Rdlr. — Til Operaen blev ei alene, ligesom i 1761 og sildigere, taget forhøiede Billetpriser, men ved Forestillinger, som ventedes at ville give godt Huus, kostede Adgangen til Amphitheatret 1 Rdlr. — Hvor meget man end havde udskreget Truppen, hvor gode dens faa Personer end vare, opnaaedes dog ikke efter den første Aften nogen Indtægt af 300 Rdlr., og dens fleste Forestillinger gaves for mindre end 200, de sidste tre endog for under 100 Rdlr. Den vigtigste Aarsag var, at det lille Personale matte frem i enhver Forestilling og havde kun et meget indskrænket Repertoire, som det ideligt heglede paa. Der gaves blot: "La schiava riconosciuta", som gik 18 Gange; "Il tutore [sideskift][side 410]burlato", 14 G.; "La sposa fedele", 13 G.; og "Demetrio", som opførtes 10 Gange, men kun gjorde liden Lykke. En anden Aarsag til at Publicum kjølnedes stærkt i sin Yndest for Italienerne laae i deres Opførsel. Uagtet man, ledet af Erfaring, i Alles Contracter udtrykkeligt havde indført den besynderlige Forpligtelse, at "de hverken paa Scenen eller i den dem anviste Loge maatte gjøre nogensomhelst Støi eller skrige, men skulde have hele deres mulige Agt paa deres Rolle, og bære al mulig Respect for Publicum, særdeles naar de stode paa Theatret for at agere, da det var dem forbudt at lee eller tale med hvem det saa matte være, der ikke havde med deres Spil at gjøre; alt under Straf af 1 Rdlr. dansk Courant for hver Gang", tillode de sig ikke blot, midt under Spillet, at fnise, lee, hilse paa enkelte Tilskuere, og kjævles med hverandre, naar de kom ud af Musiken, men endog at gjøre spottende Grimacer og skjælde ud, naar der efter en Arie blev hysset, som ogsaa at skraale og gjøre Løier fra deres Loge under de danske Comediers Opførelse. Dette fandt vel Undskyldning hos deres Velyndere med, at det var "en italiensk Maneer, som ogsaa var brugt af Operisterne i forrige Tider", og paa deres Forbøn blev Straffen hver Gang eftergivet, men Parterret, som fire Aar havde gjort uvant med dette Uvæsen, tog det meget ilde op og revsede det nogle Gange saaledes, at der opstod Tumult i Huset.

Til Balletmester havde Scalabrini i Bologna engageret Innocenzo Gambuzzi, med ialt 1050 Rdlr. for denne Saison, og til første Dandserinde Mlle. Veronica Cocchi, med 960 Rdlr. Man havde paalagt ham ikke at accordere saa høie Lønninger, som hidtil var givet, dermed undskyldte han, at han havde gjort meget slettere Handel for [sideskift][side 411]Balletten end for Operaen, men hans Fjender paastode, at han, som "véritable italien rusé", havde sørget for at Balletten ikke skulde stille Operaen i Skygge. Gambuzzi var en meget velskabt Person, men slet Balletmester og endnu slettere Dandser; imellem ham og Martin paa Hoftheatret blev ideligt anstillet Sammenligninger, der faldt ud til at han blev udtrampet og beleet. Langt bedre var Dandserinden, som, endskjøndt hun i Ynde og Tækkelighed matte vige for den tilbedte Mad. Dutillet, behagede for sin ikke ringe Færdigheds Skyld. Gambuzzi gav følgende Balletter: 30te Septbr. Kjærlighed, som overvinder Hexerie; 12te Octbr. Jægeren eller Landsbyphilosopherne; 9de Novbr. De i Seraillet indbragte Elskende; 30te Novbr. Gratulationsballet til Dronning Sophia Magdalenes Geburtsfest; 11te Jan. Maskinen; 30te Jan. Skibbruddet; 31te Marts Det boulevardske Kaffehuus; og 21de Juli (i Anledning af Dronningens Fødselsdag) Den af Nordenvinden nedslagne og af Vestenvinden og Flora opreiste Rose, om hvis profetiske Allegorie der i Januar 1772 blev vakt megen Snak. Et Par af disse Balletter voldte Kassen betydelige Udgifter til Decorationer, Maskinerie og Dragter; maadelige fandt Publikum dem alle.

Skuespillet blev aldeles forsømt. "Den Ædelmodige" var en yderst kjedsommelig, kun 3 Gange opførlig, Femactscomedie af Jfr. Biehl, som for første Gang — i 100 Rdlr. "for at have leveret to Comedier og nogle Prologer," — modtog noget Honorar fra Theatret. I hele den udenlandske Comedieliteratur havde man ikke vidst at finde andet end et særdeles slet Eenactsstykke til Repertoirets Forøgelse. Debutantinden var en daarlig Tilvæxt for Personalet; hun blev mange Aar ved Theatret og opnaaede [sideskift][side 412]omsider 370 Rdlr. i Gage, men fik aldrig en Rolle uden fordi man ikke havde andre til den. — Ogsaa i Aar skulde Skuepladsen, med en Nytaars-Prolog af Reerslev, gjøre sin Reverens "For Hver og Een, som den i Fjor med Gunst beæred", men at Prologen i Jammerlighed lignede den Tilstand, som den takkede for, viser følgende moersomme Begyndelse:

"Tillad vor ringe Tak, Stormægtige Mathilde!
  Vor Konges Elskov og den hele Nordens Ziir,
Som vores Skue-Plads i Dag bestraale vilde,
  Ansee i Naade det, som Skue-Pladsen giir;
Ach kunde vi formaae! vor Dronning at forlyste,
  At bringe noget frem, som vandt Din Velbehag,
Hvor storlig vilde vi os frem for mange bryste,
  At Majestæter Selv! befordre Folkets Smag.
Stormægtigste! bliv ved os Naade at forunde,
  Lad vore Skue-Spil Dig til en Tidsfordriv
Iblandt og tjene — Tilskuerne da kunde,
  Saavelsom hver af os, bekomme dobbelt Liv. —"

Den Mr. Mackoll Maddox, som med Udsigten til en Bifortjeneste fristede Directionen til at vanhellige Skuepladsen med Liniedands og tilhørende Bajas, hvilken "han selv, til allerstørste Forundring, meget kløgtig og adræt skal have den Ære Tilskuerne at vise", havde, efter Contract, Tilladelse til i en Maaned to Gange om Ugen at give Præsentationer, hvorfor han skulde "salarere med ¼ af Indtægtens Overskud og en Loge til Directionen", men da Fortjenesten var saa lille, at Kassen kun fik 31 Rdlr. ud af de to Præsentationer, lod han det blive ved dem.

En anden "berømmelig Kunstmester", Bergami Carrata, gjorde, fra Begyndelsen af Marts til Saisonnens [sideskift][side 413]Slutning, baade Operaen og Comedien stort Forfang, ved i Bergs Huus at give Forestillinger af "Liniedands og Marionetter, som have været sete og berømte af kronede Hoveder", og her gjorde en saadan Lykke, at "Stadskarosser holdt langt forbi Nissegangen op mod Høibroplads".

De 32 Mænd fandt i Regnskabet et endnu sørgeligere Resultat end forrige Aar. Det viste for

Med Indtægten for Maskeraderne: 2422 Rdlr., et Laan paa 2000 Rdlr. og de 8000 Rdlr. kongeligt Tilskud var Total-Indtægten 31,627 Rdlr., men Udgiften beløb 35,475 Rdlr. — deraf til Maskeraderne 1523 Rdlr., — og Gjælden 35,604 Rdlr.; — 4362 Rdlr. mere end ved sidste Regnskabs Afslutning!

Allerede inden Saisonnen var endt havde Bechs Colleger i Borgerrepræsentationen spurgt ham, om det var sandt, hvad der ymtedes om: at Spectakelkassen var i saa Maade belemret med Skyld til Kræmmere, Haandværksfolk og Andre, at der ei alene intet var at vente om Gjælds Betaling, men samme vilde med flere Tusinder blive formeret; og paa hans Bekræftelse udbrød en frygtelig Storm, [sideskift][side 414]som især vendte sig imod v. d. Lühe. Man bebreidede ham: at han, uagtet Erfaring noksom maatte fraraade det, havde, for at være Hoffet tilgedan, rakt Haanden til at bebyrde Theatret med den ruineuse Opera; at han, istedetfor de 8000 Rdlr., der alene til Operaen var givet Staden Haab om, og som Kongen virkeligen havde været tilsinds at tilstaae, havde ladet Staden afspise med denne Sum til begge Spectakler, hvilke han dog vidste, ikke dermed kunde holdes; og at det var hans Skyld naar der, for at gjøre Hoffet tilpas, ruttedes med Penge til Italienerne, medens den danske Comedie var i største Nød og plat ud truedes med Forfald og Ruin. Derhos lode de ham vide, at ifald han ikke var mægtig at udvirke saadanne Conditioner, at Stadens Kasse turde holde de to Spectakler uden med hvert Aar at komme dybere i en Gjæld, som man nu vel saae, at der ganske ikke kunde limiteres af nogen raisonnable Plan, da skulde de 32 Mænd alle tilsammen heller forlade deres station, end consentere, at der af Skatter og Afgifter fremdeles contribueredes til et saa dispendeuse Værks Fortsættelse. — Denne alvorlige Tiltale satte v. d. Lühe saaledes i Bevægelse, at han tog Mod til sig og personlig forestillede Kongen, hvem hans Svoger Holck og Over-Hofmarskallen Grev Moltke havde stemt gunstig for Sagen, at "Comediens Omstændigheder vare, sær formedelst den comique Opera, som Hans Majestæt, Hoffet og alle Folk af Qvalitet til stor Fornøielse, allernaadigst havde ladet indforskrive, tournerede til saa yderlig desperation, at den ei, uden en besynderlig offerte af kongelig Majestæts grace og magnanimitet længer kunde bestaae". Kongen bevilgede nu af sin Kasse, "til Skuespillenes Underhold", for et Aar, fra 1ste Mai 1769, 13,000 Rdlr., hvormed  [sideskift][side 415]ikke allene v. d. Lühe, men de 32 Mænd troede sig sikrede imod i det mindste Gjældens Forøgelse; ja han var saa sjeleglad over dette glimrende Udfald, at han, ved at underrette Meddirecteurerne derom, udbrød: "Eh bien, Messieurs! nu troer jeg, at vor Comedie kan passere for et ret kongeligt funderet Værk!" og strax lod for Theatret stikke et stort Signet, — det første — som skulde bruges fra 1ste Mai og hvori der stod:

Det
kongelige
Danske
Comedie
Husses
Seigl.